# Slægten ## Part 15 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/sl-gten-37594/index.md -- Tak, Per, nikkede hun venligt -- men jeg kender ikke den Dans. Og Per luskede slukøret bort. Saa faldt Orkestret ind, og Seksturen begyndte. Baronessen havde taget Plads paa en af Bænkene i Nærheden af Døren. Hun sad og passiarede livligt med et Par Husmandskoner; og da Baby i Dansens Løb kom Stedet forbi, vinkede Moder og Datter smilende til hinanden og nikkede. Men et Øjeblik efter rejste Hendes Naade sig og forlod Salen. -- Nu gik Naaden! sagde en Dame til sin Danser. -- Hinner om _det_! sagde Kavaleren og trampede ivrigt videre. Baronens Øjne gnistrede, da han saa Vilde gaa sin Vej uden først at have indhentet hans Tilladelse. Blodet for ham til Hovedet, og hans første Indskydelse var at trække sig ud af Dansen og ile efter hende for med Magt at føre hende tilbage. Dog, han havde Besindelse nok til ikke at ville vække unødig Opsigt. Men hun skal lystre, lystre, _lystre_! skreg det i ham. -- Om jeg saa skal tærske hende _flad_, skal hun lystre! -- Og Tanken om, hvilke Ydmygelser han skulde finde paa at straffe hende med i Aften, naar de blev ene oppe i Soveværelset, gav sig til at male rundt og rundt i hans Hjerne. Og paa een Gang stod Hævnen klart for ham i det ene Ord: _Kyskhedsbæltet_! Hun skulde straffes, som hans Forfædre før ham havde straffet deres oprørske Hustruer! Han havde tidligere truet hende dermed. I Aften skulde Truselen udføres! ... Saa kunde hun gerne rende til Greven!! Og han næsten lo ved denne Tanke og gottede sig, som en sindssyg gotter sig ved Undfangelsen af en forrykt Ide. Thi i den Grad var denne arme Helmuth, dette sølle Menneske, som af Naturen var Skikkeligheden og Medgørligheden selv, bragt ud af sine Fuger, at der var Øjeblikke, hvor han uden Vaklen kunde have dræbt sin Hustru med et Slag af sin Næve! Og paa den anden Side: havde hun blot en skønne Dag kastet sig om hans Hals og lovet Bod og Bedring -- han vilde have væltet hele Skylden paa _sig_, knælet ned for hendes Fødder og tryglet om Tilgivelse for alt det onde, han havde forvoldt hende. Thi han var nu, som forhen, elleskudt af hendes hvide Kød, af hendes hele Legems Dejlighed .... Da Dansen var forbi, gav Baronen sig tilsyneladende rolig til at samtale med nogle af de omkringstaaende Gæster, klappede dem nedladende paa Skulderen og sagde, at de skulde bare hænge i med at more sig, Natten var deres egen! Men alt som han talte, gled han lurende og snarøjet nærmere og nærmere hen ad Døren til; og da han havde naaet den, sneg han sig i et ubevogtet Øjeblik ud og skyndte sig ad Trappen op til Kontoret og ind i Salonerne. Hans Hænder var knyttede, og han mumlede uophørlig Skældsord mellem Tænderne, medens han forgæves stormede rundt og søgte og søgte ..... Men nede i Havestuen steg den folkelige Lystighed. Der kunde vel være gaaet det meste af en Time, siden Herskabet havde trukket sig tilbage. Jørgen Hingstepasser stod inde i Borgestuen og tog nogle Dansetrin foran Mette Malkepige, som han havde faaet maset op i et Hjørne mellem Væggen og Bordet. Og Mette lo af den gamles Ekscesser, saa Taarerne trillede ned ad hendes cinnoberrøde Kinder. -- Aa nej, aa nej, Jørren, hvor du dow teer dig! gispede hun og trykkede Hænderne ind mod sin trinde Barm -- Jæ sprækker! sagde hun. Musikken fra Balsalen klang højt gennem de aabne Døre. Og Snakken og Støjen hørtes tydeligt langt ud over Borggaarden, hvor Hektor og Ajax, nu det var blevet mørkt, og deres Vægterinstinkter var begyndt at røre paa sig, rasede i et formeligt Delirium af Gøen henne foran deres Villaer under Lindetræerne. I Natten klam og kold bag Frederetsjas Vold ... sang Gamlejørgen og gjorde en pludselig Attake paa Pigen for at hugge et Kys fra hende. Men Mette gav ham et saa kraftigt Stød lige midt paa Krigsmedaljen, at han tumlede bagover og sank sammen som en Klud, ned paa en Bænk. -- Av for Satan! sagde Damen, hun havde slaaet Fingrene paa Hæderstegnet. Og saa for hun forbi den gamle, ind i Salen og forsvandt mellem de dansende. Jørgen sad tilbage en Stund og vippede med Øjenlaagene som en Ugle, der grunder over Livets Fænomener. -- Aa hold Kæft! snærrede han saa henvendt til Hundene ude i Gaarden. Derpaa fik han sig møjsommelig stavlet paa Benene og listede af Sted samme Vej som Pigen. Ude i Forstuen foran «Salen» stødte han paa Niels Tjener, der kom fra Køkkenet med en Terrin fuld af Punch mellem Haandfladerne og Kopper dinglende ved deres Hanke paa alle sine ti udspilede Fingre. -- Her er Most for Hjertet, gamle! sagde Niels og holdt Terrinen hen under Næsen paa Medaljemanden. I Natten klam og kold bag Frederetsjas Vold ... tog Jørgen øjeblikkelig fat igen og begyndte paa ny sine Danseøvelser. -- Jørren, Jørren! skreg Marie Kokkepige og greb fat i hans Frakkeskøder -- du vælter jo Punchen! -- Jæ sku' ka'ske heller vælte _dig_, Svup-Marie? spurgte den gamle og vendte sig om mod Pigen med stivdrukne, forbitrede Øjne. Men i næste Nu smilede han fjollet-henrykt over hele Ansigtet, klaskede de store, svedige Næver gemytligt sammen, tog et Par Dansetrin og stemmede ufortrødent i med sin uopslidelige klamme Nat .... Paa een Gang opstod der et underligt Røre inde i Salen: Man raabte og skreg og stimlede sammen om Vinduerne, der vendte ud mod Haven. -- Hva' er der? Hva' er der? lød det. -- Det ved jeg ikke! -- La' mig komme til! -- Aa Sludder! -- Jamen hva' er der da? -- Der er no'et, der brænder! -- Er der no'et der brænder? -- Ja, se, hvor det lysner op ovre bag Hækken! -- Det er borte paa den anden Side Fjor'en! -- Gu' er 'et ikke nej, dit Fjols! -- Hva' er det da? -- Det er Maren Forlises Hus! -- Hva' _er_ 'et? hvinede Maren. -- Næi, sagde en -- det ligger jo helt ovre vesterpaa! -- Det er _Straahytten_! raabte Karen pludselig. Hun var en af de ivrigste ved Vinduerne. -- Det er 'et sgu osse! sagde en -- Det er sgu Straahytten! -- Det gamle Lokum! bemærkede en anden -- La' _det_ bare ry'e! Men Forkarlen sprang frem paa Gulvet og slog op med Haanden. -- Stands, Musik! raabte han -- Her er Ildebrand paa Gaar'en! Musikken standsede øjeblikkelig og kravlede ned ad Forhøjningen. Og de Gæster, som endnu intet havde hørt om Sagen, stimlede sammen i ængstelig Forvirring. Nogle Kvinder hvinede op og vilde hjem; og et Barn gav sig til at græde. I Natten klam og kold bag Frederetsjas Vold ... sang Gamlejørgen med Smil om Mund; han stod henne i et Hjørne og øste Punch op i Kopperne af Terrinen, som Niels Tjener i en Fart havde stillet fra sig paa Bordet. Jørgen bekymrede sig i saadanne Stunder ikke om Bagateller. -- Der er _Ild_! skreg en ham ind i Øret. -- Er der _Ild_? mumlede Medaljemanden rolig. -- _Den_ har jæ vaaren med paa mange Gange! Og han fortsatte sindig sit delikate Hverv. Men Forvalteren havde skyndt sig op ad Kontortrappen for at underrette Herskabet. Han bankede ilsomt paa Døren og traadte ind: -- Hr. Baron, Straahytten brænder! Baronen sad henne ved Skrivebordet bøjet over en Regnskabsbog. Han syntes saa stærkt optaget af Arbejdet, at han ikke hørte Forvalterens Melding. -- Straahytten brænder, Hr. Baron! Helmuth drejede langsomt Hovedet om mod den talende. Hans tykke Ansigt var gustenblegt, og hans Øjne var matte og udtryksløse som overtrukne med en Hinde. Han vilde tale, hans Mund bevægede sig; men der kom ikke en Lyd over hans Læber. -- Er Baronen syg? spurgte Forvalteren forskrækket og traadte nærmere. Helmuth stødte med en Kraftanstrengelse Stolen tilbage og rejste sig. -- Gu' er jeg ikke syg, nej! sagde han brutalt og med en underlig tyk og grødet Stemme -- Hvor Fanden falder det Dem ind? -- Hr. Baronen saa saa daarlig ud .... -- Aa, det er Spe'taklet dernede! Jeg har no'et ondt i Hovedet! Til næste Aar holder vi Høstgilde ovre i Vognporten; husk det! ... Hva' vil De mig? -- Der er Ild i Straahytten, Hr. Baron; vi kan se det fra Vinduerne dernede. -- Hvorfor Fanden gaar De saa ikke ned og slukker, Mand? Hva' kan det nytte, at De kommer herop? -- Jeg mente, at Baronen skulde dog vide .... -- Ja, ja! det er godt! det er godt! Skynd Dem derned med no'et Mandskab! -- Fanden med Hytten, den _er_ vel leveret! Men sørg for, at Træerne ikke brænder! ... Lad den store Vandvogn fylde ved Kopumpen; og lad Mandfolkene trække af Sted med den og Sprøjten. Vi kan ikke komme til med Hestene dernede. Men her er jo Folk nok! Forvalteren vendte sig mod Døren for at ile af Sted og parere Ordrer, da der i det samme lød hurtige, snublende Trin op ad Trappen, og en Karl styrtede ind, ligbleg og forstyrret. -- Der er Mennesker inde i Hytten, stammede han aandeløst -- vi hørte dem skri'e .... jæ aa Anders aa Jakob ... di skreg saa grusomt ... men vi kunde ikke komme til ... det brænder over det hele ... aa Gu', aa Gu' ...! Forvalteren stødte Karlen til Side og styrtede ud. -- Kom med, Rasmus! raabte han -- Rend ned og hent Brandhagerne! Ta' et Par Mænd med dig! Og rend saa ned og prøv paa at faa dem ud dernede! Vi kommer efter med Sprøjten! ... Hvem Satan i hede Helvede kan osse finde paa aa gantes med Svovlstikker dernede! .... Helmuth blev staaende midt paa Gulvet og stirrede et Øjeblik sløvt efter de to Mænd, der tumlede ned ad Trappen. Og han hørte Forvalteren raabe op nede i Gaarden og give Befalinger. Klapren af hastige Fodtrin lød hen over Stenbroen. En Port hvinede paa sine Hængsler og smældedes haardt tilbage mod Muren. Buldrende Vognrumlen hørtes og Skrigen og Larmen og Lyd af mange Stemmer. Og Vinduerne i Værelset klirrede, da de jog op over Borggaarden med den raslende Sprøjte og den tunge Vandvogn og forsvandt bag Gavlen og ned gennem Haven. Og saa blev alt pludselig Dødsens stille. -- Baronen var paa ny sunken om i Stolen foran Skrivebordet. Han lignede et Menneske, der er bleven ramt af et Slag: Ansigtsudtrykket var sløvt og ubevægeligt, Blikket udslukt, og Munden halvt aaben. Hele det svære Legeme sad slapt og sammenkrøbet i Stolen, med hængende Arme og udspilede Ben. Man skulde troet ham død, hvis ikke Fingrene paa den højre Haand af og til med næsten regelmæssige Mellemrum havde slaaet nervøst-afværgende ud i Luften, medens samtidig hans Aandedræt hver Gang forstærkedes til en dyb, vaandefuld Stønnen, der lød som et idelig gentaget: -- Aaja ... aaja ... aaja ... Gildeslarmen nedenunder var fuldstændig ophørt. Alle Gæsterne, baade gamle og unge, voksne og Børn, havde forladt Salen og var ilet af Sted over Hals og Hoved ned til Brandstedet. Saa længe man mente, at det slet og bart var ene Hytten, der brændte, tog man det, efter det første Øjebliks Ophidselse, med forholdsvis Ro. Man sagde Vittigheder og spøgte og lo, og Musikken blev opfordret til at tage fat paa en frisk. Men da der saa kom Melding om, at der var Mennesker inde i Straahytten, og at man havde hørt dem skrige og jamre og raabe om Hjælp, da var Folk styrtet som besatte af Sted ned gennem Haven og Bøgealleen. Thi nu var der dog virkelig noget af Interesse at løbe efter. Og det var med den største Vanskelighed, at Forvalteren kunde faa samlet Mandskab nok til at trække af med Sprøjten og Vandvognen; saa forhippet havde man været paa at komme betids ned til Straahytten og faa hørt _sin_ Part af Skrigene. Og dog kom de fleste for silde. Thi da det store Gros af nysgerrige naaede Hytten, var den allerede styrtet sammen og laa nu kun som en ulmende og rygende Askehob, der lyste matrødt frem mellem de grønne Buske. Ogsaa Ilden i de omkringstaaende Træer var slukket, døet ud af sig selv, fordi Branden ikke havde været kraftig og langvarig nok til at udtørre Grenene. Men hedt var der i Brandtomtens umiddelbare Nærhed. Og bagfra pressede Folk paa for at komme til at se og høre. -- La' vær' aa mas saaden paa, for Satan! skreg man i de forreste Rækker -- I myre vos jo op i Ilden! -- Vi kan ikke gøre for 'et! Det er dem bagved! Der opstod en myldrende Trængsel i den smalle Allé. Og paa Stien, som førte ind til Hytten, næsten sloges man. Og saa var det tilmed saa mørkt her under Træerne, at man ikke kunde se en Haand for sig. -- Plads! Plads! Va'sko! lød det saa fra Folkene, der kom slæbende med Vandvognen og Sprøjten. -- Vi ka' ikke røre vos! peb en forklemt Fruentimmerstemme. -- Ja, hva' _vil_ I her osse! -- Va'sko! Plads! Va'sko! -- Gaa hjem, Fruentimmer! I fylde bare op! raabte Forvalteren -- Eller gaa ned ad Skoven til, mens vi svinger ind! Og han gik frem foran Vandvognen med en tændt Lygte i Haanden og mejede Mængden til Side med Armene. -- Brænder det? raabte han ind. -- Nej! svaredes der tilbage -- La' bare Sprøjten bli'e; og kom med Vognen og Spandene! Og hele Mandskabet tog saa fat paa Vandvognen og fik den slæbt frem ad Stien op paa Siden af Brandstedet. Og Hoben stimlede igen til og lukkede sig om Stedet som et Hav. -- Har I hørt no'et? spurgte Forvalteren, da han stod foran Ruinen. -- Aldrig en Smule! Den var styrtet, da vi kom. -- Smid saa Vand paa! ... Flyt Jer, Folkens! Tappen blev taget af Vandvognen, Spandene fyldt, og Indholdet pøsedes ud over de glødende Emmer. En hvislende, brusende Lyd hørtes, og en Sky af Aske og halvbrændt Straa hvirvledes de nærmeste i Næse og Øjne. -- Føj for Satan! Det er da et ledt Stykke Arbejde! -- Har I slet ingenting hørt? spurgte Forvalteren igen. -- Næi; der har sgu ikke været no'et! -- Gu' har der saa! sagde Rasmus -- Vi hørte dem skri'e li'saa riveli'! Hva' Anders? -- _Det_ gjo're vi! sagde Anders -- Hva' Jakob? -- Grangiveli' som di ha'de en Kniv i Halsen! sagde Jakob. -- Ellers skulde da osse Fanden staa i Jer, at lave vos al den Postyr! ... Mer Vand paa, Folkens! ... Og prøv saa med Brandhagerne! ... Flyt Jer, at vi kan komme til! ... Aa, Jens Kusk, gen dem væk! Forvalteren stod med Lygten højt hævet over sit Hoved. Thi efterhaanden som Vandet flød ud over Brandtomten og slukkede de glødende Emmer, var der blevet mørkere og mørkere; og nu gik man i Gang med Brandhagerne. Pludselig lød der et skingrende Kvindeskrig, ledsaget af en forfærdet Mumlen blandt Mændene. Midt i Askehoben havde et Øjeblik vist sig de mørke Konturer af et Menneskes Hoved, Overkrop og Arme. En af Brandhagerne havde faaet fat i Skulderen paa det og rejst det over Ende; men Taget var straks glippet igen, og Skikkelsen var sunken tilbage i Dyngen. Alt Arbejde standsede et Par Sekunder. -- Ka' I se! hviskede Rasmus -- Der var den ene! -- Flere Lygter! Flere Lygter! skreg Forvalteren. Men der var ikke flere Lygter. Og nogle Mænd blev sendt af Sted op paa Gaarden. I det samme opstod der Uro og Røre ved Indgangen til Stien. -- Der er Baronen! Der er Baronen! lød det; og Folk veg til Side og gjorde Plads for Helmuth, som ilsomt banede sig Vej frem mod Brandstedet. Hans Ansigt var endnu paafaldende blegt, og hans Øjne flakkende og urolige. Men ellers var der intet usædvanligt hos ham at spore. -- Er der saa nogen? spurgte han hurtigt, da han var naaet hen til Forvalteren. -- Ja, Hr. Baron! Og der er gaaet Bud op efter flere Lygter .... -- Hvorfor arbejder I ikke? Ryd til Side! -- Vi er bange for at volde Skade, inden der kommer mere Lys ... -- Kom her med Lygten! -- Jeg tror ikke, at Baronen skal gaa derind; der er Ild endnu i Bunden ... Helmuth rev Lygten til sig uden at svare, løftede den i Vejret og gik et Par Skridt frem. -- Staar I her? sagde han saa pludselig, og det gav et Ryk i ham. Det var Karen og Kaninen, han havde faaet Øje paa. De stod allerforrest i Hoben og saa til med store, opspilede Øjne fulde af Spænding og angestfuld Forventning. -- Hva' staar I her efter! gentog Baronen -- Gaa op med Jer! I har ikke no'et her at gøre! ... Tag Karen med Dem, Frøken Jansen, og gaa op! -- Mama har sæl sagt .... forsøgte Baby. -- Sludder Tøs! afbrød Helmuth hende, og Blodet begyndte at stige ham til Hovedet -- Jeg vil ingen Vrøvl høre! ... Er Kammerjomfruen hernede? spurgte han saa. -- Jo ... lød en spag Stemme. -- Ta' Pigebørnene med Dem op og faa dem i Seng! -- Jo .... Kredsen aabnede sig, og Karen og Frøkenen forsvandt. -- Nu er di her med Lygterne, Hr. Baron ... -- Godt! Tag saa fat! ... Men forsigtigt! Og Lygterne blev fordelt omkring Brandstedet. Og Rydningsarbejdet begyndte. -- -- To sorte, tilsværtede og af Ilden halvtopædte Lig fandt man under Straahyttens Ruiner: Baronesse Alvilda og hendes smukke Fætter. -- -- -- -- Vorherre ska' nok vidde aa _ramme_! sagde Stine Napoleon til Put-Amalie, da de nogle Timer senere skravlede af Sted sammen ad Næsgaardene til. -- Og _det_ er di _Store_! tilføjede hun haanligt -- som ska' gi' vos Essempel! -- Hi, hi! gnækkede Amalie og skudrede sig i Nattekulden -- Det er sgu fra _den_ Kant, a' Møjet kommer! Nu ser vi _dit_ Ben! Jerslev pr. Rødsten. Aa, Moder, Moder, Du maa lade mig komme hjem, hører Du, jeg vil ikke være her mere, aldrig har jeg dog oplevet noget saa forfærdeligt! Vi havde jo Høstgilde i Gaar paa Næsset, og saa allerbedst som vi dansede, kommer der en Mand løbende op fra Haven og siger, at det lille Straahus brænder, Du ved, nede ved Bøgealleen. Og der bliver sendt Sprøjte og Mennesker derned, og Karen og jeg var der ogsaa. Og de sagde, at de havde hørt nogen skrige derinde og raabe om Hjælp. Men vi hørte da ingenting, medens vi var dernede. Men saa var der en, der fik fat med en Brandhage i et Lig, som rejste sig, men straks faldt om i Ilden igen. Det var forfærdeligt, jeg var lige ved at besvime. Men Karen vilde jo blive dernede og se. Men saa kom Baronen og sendte os op med Kammerjomfruen, og vi maatte gaa i Seng. Jeg sov naturligvis næsten ikke, for min Hoste var bleven saa slem, fordi jeg havde staaet dernede i min klare Kjole uden Overtøj paa, og i Dag gør det saa ondt i mit Bryst. Men saa i Morges var der nogen, der bankede paa min Dør, da jeg sov over mig. Og saa er det Kammerjomfruen, der næsten falder ind i mit Værelse og græder og græder, saa jeg næsten ikke kan forstaa hende. Aa, lille, lille Moder, og ved Du saa, hvad det var? Jeg kan næsten ikke fortælle det, for jeg troede ikke, at saadant noget kunde ske! Det er Hendes Naade, de har fundet nede i Straahytten; det er Hendes Naade, de havde hørt skrige saa forfærdeligt. De fandt hende liggende dernede helt sort og brændt, og alt Tøjet var brændt af hende. Det stakkels, stakkels Menneske. Og Grev Scheele fandt de ogsaa; de laa begge døde under den glødende Aske. Hvordan det er gaaet til, er der ingen der ved. De har vel siddet og talt sammen derinde og røget Cigaret, og saa har de været uforsigtige, ligesom den Gang med Clara Mascani, jeg skrev til Dig om. De ulykkelige Mennesker dog, det maa have været forfærdelige Øjeblikke, og ingen kan begribe, at de ikke er løbet ud, da de opdagede Ilden. Og hvor maa det dog være forfærdeligt for Baronen, der holdt saa meget af sin Kone; nu fortryder han da vist sit daarlige Humør i den sidste Tid; men for sent! Karen ligger inde i Enkebaronessens Seng og græder og græder; men nu er hun da faldet lidt hen. Enkebaronessen kom i Morges og hentede os her over til Jerslev; det vil sige, hun blev selv paa Næsset hos Sønnen, men Kammerpetersen tog med os. Jeg ved ikke, hvor længe vi skal blive her. Men maa jeg ikke komme hjem til Dig? Vil Du ikke skrive til Baronen, at jeg skal komme _straks_. Du kan jo fortælle ham, at jeg er syg; og det er jeg jo ogsaa, for jeg har længe haft ondt i mit Bryst og Hoved, og nu er det blevet meget værre. Lille, lille Moder, lad mig komme hjem til Dig og de andre! Bare jeg aldrig var rejst fra Jer; jeg synes næsten, at det var Synd af Dig at sende mig bort, for jeg har aldrig haft det godt her. Bliv nu ikke bedrøvet over, at jeg taler saadan; jeg skal være saa god, saa god imod Dig, naar jeg kommer hjem! Grev Scheele var slet ikke med til Høstgildet, saa vi kan ikke begribe, hvorledes han pludselig er kommen ned i Straahytten. Der er saa mange her, der taler ondt om ham, men det tror jeg ikke, for baade Karen og jeg kunde saa godt lide ham. Hvad skal der dog nu blive af Karen? Hverken Fader eller Moder har hun mere. Saa maa jeg da være saa taknemmelig, at min egen lille, søde Moder lever! Og det er jeg jo ogsaa, men mit Hoved er saa fortumlet, at jeg slet ikke kan tænke. Jeg har bare et eneste Ønske, og det er, at jeg maa komme hjem med næste Skib; _maa_ jeg ikke nok? Naar Du skriver _straks_, kan Brevet være her paa Onsdag, og jeg kan rejse paa Lørdag. Søde, lille Moder, Du maa ikke sige nej, for saa tror jeg, at jeg dør. Skriv nu _straks_, hører Du. Din hengivne Kanin. Jeg synes ikke, at Du skal fortælle Børnene noget om denne forfærdelige Begivenhed; Du kan jo bare sige, at jeg er syg. Og det _er_ jeg jo ogsaa, og jeg bliver vist aldrig rask mere. Enkebaronessen var da saa igen rykket ind paa Næsset. Huset i Jerslev stod tomt, Møblerne var flyttede, og Rigmor og Pagtens Ark var solgt. Men Stasia var fulgt med sit Herskab, og de to Kvinder havde paa ny taget det grønne Gæsteværelse i Slottets vestre Fløj i Besiddelse. Der var intet Tegn paa, at Straahyttens Brand og de to ulykkelige Slægtninges sørgelige Endeligt havde gjort noget større Indtryk paa Hendes gamle Naade. Hun bar sit Hoved højt som forhen, og den døvstumme maatte hver Aften præcis ti sætte Papillotterne i de graa Raadsherrekrøller. Og hun kunde sandelig ogsaa, den gamle Hædersfrue, i disse svære Tider have al sin baade ydre og indre Energi behov; thi da hun Dagen efter Branden rullede ind paa Slottet, havde hun fundet alt i den vildeste Forvirring .... Jens Kusk, som efter Forvalterens Ordre var kørt til Jerslev efter Naaden, havde jo maattet berette hende Begivenheden, saa godt han formaaede. Og Damen havde lyttet alvorlig og uden Hysteri til hans Forklaringer og spurgt og nikket. -- Hvad siger min Søn? -- Baronen har lukket sig inde paa Kontoret. -- Hum! ... Er der ingen, som har prøvet paa at komme ind til ham? -- Jo, baade Forvalteren og Tjeneren har vaaren ved Døren; men han svarer dem ikke. Og saa var 'et, at Forvalteren skikkede mig af Sted. -- Og Pigebarnet, Karen? -- Hun græder jo, Pejsen, aa er helt fra det. -- Og Mamsellen er vel bleven syg? -- Frøkenen er syg, ja. Men hun sidder dog oppe ved Karen. -- Naa dog! ... Og hvor har man lagt ... lagt ... de døde? -- Hendes Naade og Greven ligger oppe i Riddersalen. -- Er der gaaet Bud efter Herredsfogeden? -- Jo, Forvalteren er sæl kørt til Byen med Jagtvognen. -- Naa! ... Kan du ikke køre lidt stærkere, Jens! -- Jovel! Og Jens piskede paa Hestene, og Karossen for i jagende Fart ad Næsset til .... I Vestibulen ved Foden af Taarntrappen stod Kammerjomfruen og Husjomfruen og modtog den gamle Frue med Suk og Hændervriden. -- Stille! sagde Enkebaronessen, da de begge begyndte at skrige op under Jammer og Graad -- Gaa til Jert Arbejde og opfør Jer som voksne Mennesker! ... Har min Søn vist sig? -- Aa Gud, aa Gud, nej, Baronen vil jo ikke lukke op! -- Aa Jesus, Jesus, sikken Ulykke, sikken Ulykke! Baronessen skyndte sig op ad Taarntrappen og gennem Salonerne hen til Døren ind til Kontoret. Hun gav sig ikke engang Tid til at tage Overtøjet af. Da hun stod foran Døren, lyttede hun først med tilbageholdt Aandedræt. Derpaa bankede hun paa: -- Helmuth, det er mig! Intet Svar. -- Helmuth! ... Er Døren til Kontortrappen ogsaa laaset? spurgte hun Niels Tjener, der var fulgt efter hende. -- Ja, Deres Naade; vi har prøvet! Fru Juliane bøjede sig ned for at kigge gennem Nøglehullet. Men Nøglen sad i, og hun kunde intet se. -- Helmuth! raabte hun og ruskede i Laasen Hører du ikke! Luk op! Det er mig, din Mor! ... Har han været i Seng i Nat? -- Nej, Deres Naade. -- I har vel ... Der har vel ... Har I hørt nogen Larm derinde fra? -- Nej, Deres Naade, ikke en Lyd. Den gamle Frue sukkede lettet. -- Du maa hente Smeden! sagde hun saa -- Ind _skal_ vi! Niels vendte sig for at løbe af Sted, da Nøglen i det samme blev drejet om. Døren gik op, og Baronen viste sig paa Tærskelen. -- Er det dig, Mo'r?