# Slægten ## Part 14 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/sl-gten-37594/index.md Karen sad igen og dinglede med Benene. Hun havde lænet sig tilbage paa Bænken og hvilede Nakken og de udstrakte Arme mod Kanten af Rygstødet og stirrede op i Luften. Hendes Kjole var gledet op over hendes Knæ, og der skinnede et Stykke af hendes nøgne, gullighvide Ben frem oppe mellem Strømpen og den nederste Del af de blondebesatte Mamelukker. -- Bare Onkel Alex var her og kunde give mig et Kys! sagde hun og vuggede smaanynnende Hovedet frem og tilbage over Bænkekanten. Kaninen sendte hende et sky Blik. Hun forstod ikke den Slags Udbrud. Selv var hun ogsaa «forfærdelig» betaget af den smukke Grev Scheele. Men ingen Magt paa Jorden skulde faa hende til at tilstaa slig Syndighed; ikke engang for sit eget lille Hjerte! Hun bøjede sig frem og forsøgte at trække Karens Kjole ned over hendes Knæ. Men det lykkedes ikke. Den var for kort; Barnet var vokset fra den. Saa tog hun sit Lommetørklæde op og bredte det stille ud over Pigebarnets Ben. Det stødte hendes Blufærdighed at se disse Par Tommer uautoriseret Nøgenhed. Og hun rødmede ved Tanken om, at der muligvis kunde komme «en Herre» forbi. -- Hvad skal det betyde? spurgte Karen og prøvede paa at sparke Tørklædet af sig. -- Jeg fryser ikke! -- Nej, men her er saa mange Myg, Baby. De kan let stikke dig! Baby drejede Ansigtet om mod sin Lærerinde og smilede taknemmeligt. -- Du er dog saa god og rar og sød, Frøken Jansen! sagde hun. -- Jeg holder næsten mest af dig af alle, alle Mennesker! Og Frøkenen fik Taarer i sine smaa Kaninøjne og bøjede sig ned og kyssede hende paa Kinden .... Det var begyndt at mørknes. Taagen ude over Engene var bleven tættere og skjulte næsten Udsigten til Fjorden. En sagte Luftning satte de øverste Blade paa Træerne langs Skrænten i en svagt raslende Bevægelse. Og Raager og Krager kom med baskende Vingeslag flyvende ind fra Markerne og søgte under hæse Skrig til deres Reder i Skovens Udkant. Paa een Gang faldt der et Skud ude Øst paa i Retning af Klitterne og Badehuset. Og et Sekund efter fulgtes det af et andet. Lyden rullede frem over Kærene og kastedes gjaldende tilbage mod de skovklædte Skrænter. En Ræv, der havde været ude paa Aftenjagt, kom strygende med Lunten fejende hen ad Jorden tæt forbi Bænken, hvor Pigebørnene sad. -- Det var en Ræv! sagde Karen og trak uvilkaarlig Benene op under sig. Men straks efter lyste der en Skælm op i hendes Øjne, og hun fortsatte: -- Den hører til Rovdyrene og lever fortrinsvis af mindre Pattedyr og Fugle. Dog tager den i Nødsfald ogsaa til Takke med Insekter og Orme! Kaninen vilde tvinge sig til at være fornærmet-alvorlig; men kunde ikke og brast i Latter. -- Trold! skændte hun og kneb Baby i Armen. -- Gør du Nar af din Lærerinde! Karen skreg op og søgte at værge sig. -- Hvem mon det var, der skød? spurgte hun saa. -- Det var vel Forvalteren. -- Kan du huske, da vi skød til Skive efter en Flaske nede i Præstegaarden, Frøken Jansen? -- Ja, sagde Frøkenen. (Hun havde ikke vovet at røre Skyderen med en Finger!) -- Vil du ikke forære mig en Salonbøsse til min Fødselsdag? -- En Bøsse passer sig ikke for en ung Dame, lille Karen! -- Nej, naturligvis! vrængede Barnet -- hun skal bare smøre Mel i Ansigtet og sidde og kede sig li'som Mama! -- Baby! -- Clara har jo en! Og hendes Fa'r har sæl givet hende den! vedblev den lille paastaaelig. -- Ja, den stakkels Pastor Mascani; men han er ... han blev ... -- Det er slet ikke derfor! Det er, fordi han har elsket for meget! -- Men Baby dog! sagde Kaninen og rødmede. -- Det si'er Jomfru Petersen! Frøken Jansen rejste sig fra Bænken. -- Jeg synes, det begynder at blive koldt, sagde hun og hostede igen. -- Nu skal vi vist ogsaa hjem. -- Jeg _kan_ ikke lide, at du hoster! sagde Karen og lagde kærligt sin Arm om Frøkenens Liv. -- Bind dit Lommetørklæde om Halsen! Kaninen bandt lydig Tørklædet om. Og de to Pigebørn forlod Udsigtsbænken, drejede om Hjørnet ved Haven og gik op gennem den lange Allé. Der var ganske mørkt derinde mellem de tætte Bøgehække. Kun tittede et Stykke blegblaa Himmel af og til frem højt oppe over Træerne; og nede for Enden af Alleen glimtede fra et af Slottets Vinduer et lille, enligt Lys. -- Tør du gaa derind og raabe Hannibal tre Gange? spurgte Karen, da man kom forbi Stien, der førte til Straahytten. -- _Næi_! sagde Kaninen afgjort. -- Hvis vi nu mødte ham? -- Lad være! sagde Frøkenen og greb Pigen i Armen. -- De si'er, at han gaar her hver Aften! -- Lad _være_! skreg Kaninen og gyste. -- Det er Synd af dig, Baby! -- Er du da _virkelig_ bange? -- Det ved du godt .... -- Det er da ikke noget at være bange, naar man er to! -- Jeg kan ikke gøre for det ... Og jeg ved godt, at det er naragtigt af mig; men .... nu tør jeg næsten ikke gaa forbi Monumentet! -- Men Frøken Jansen dog! -- Det er ogsaa, fordi jeg ikke er rigtig rask ... Jeg fryser! -- Kom lad os gaa stærkt! sagde Baby og stak omsorgsfuldt sin Arm ind under Lærerindens ... Omtrent midtvejs mellem Slottet og Skoven udvidede Alleen sig til en Runddel, i hvis Centrum det frygtede «Monument» stod: en henved tre Alen høj, raat tildannet, pyramideformet Granitsten, hvori Aarstallet 1735 var indhugget. Sagnet berettede, at under denne Sten laa en Hannibal v. Leunbach begravet. Han skulde have gjort falske Bankosedler i en Kælder under Slottet. Forbrydelsen var bleven opdaget, og han havde begaaet Selvmord og var bleven nedgravet i Haven. Og nu var det, at han til Straf for denne sin dobbelte Ugerning stundom promenerede i Bøgealleen om Aftenen efter Solnedgang. Og det var naturligvis aldrig rart at møde ham! -- Efterhaanden som de to unge Piger nærmede sig Runddelen, sagtnede de deres Skridt mere og mere. Og da de var kommen den nær paa en halv Snes Alen, standsede de og strakte Hals. -- Der er nogen! sagde Karen. -- _Tror_ du? hviskede Frøkenen og skjalv i Knæene. -- Ja-a ... Se! Og virkelig saa man et lille, mørkt Hoved titte frem bag Stenen derhenne; og samtidig hørtes en underlig Knirken og Knagen, som om Træ blev brækket i Stykker. Kaninen vendte sig til Flugt. -- Kan vi ikke gaa en anden Vej? hviskede hun. -- Nej, saa skal vi helt ned til Skrænten igen og tilbage gennem Skoven. -- Jeg synes, her er en Sidevej ... -- Jamen det er først langt oppe ... Lad os bare gaa! Hovedet henne bag Monumentet var igen forsvundet, og den gnavende Lyd var ophørt. Pigebørnene vovede sig et Par Skridt fremad. De trykkede sig tæt op ad hinanden og holdt hinanden i Haanden. Thi trods Karens Rapmundethed var hun dog næsten lige saa ræd i Hu som sin kære Lærerinde. -- Hører du ikke noget, Frøken Jansen? -- Nej ... -- Skal vi ta' og løbe? -- Ja ... Men de løb ikke, Putterne. De listede sig tværtimod af Sted helt oppe paa Taaspidserne stille og forsigtigt, som om de var bange for, at Lyden af deres Skridt skulde forstyrre den salig Hannibal og jage ham op paa Jordens Overflade. -- Bare vi var forbi ... -- Aa Gu'bevares ja .... Kaninen udstødte et Suk, der vilde have været i Stand til at sætte syv Vindmøller i Gang. -- Tæl, saa løber vi! -- Een ... begyndte Frøkenen. -- 'Aften! sagde i det samme en skrattende Stemme, og en kroget Skikkelse gled frem bag Stenen og kom hen imod Pigebørnene, der øjeblikkelig afleverede et Par grandiose Vræl. -- Hi, hi! Frøjknerne blev nok bange? -- Er det ... dig ... Maren? gispede Baby. -- Ja, mænd er det mig, bitte Frøjken, ja det er! smiskede den uhyggelige Maren Forlis og gled nærmere. -- Di smaa Damer har nok vaaren ude aa spadsere? Ja, ja! ungt Blod aa Sommernætter, hi, hi! En sat her ved Stenen og hvilte sig en Kende, da en hørte di smaa Ben i Gruset. En har jo ikke rigtig Lov og Ret til aa være her i Haven, har en ikke, men Frøjknerne er jo pæne Folk, der ikke vil bringe et gammelt Skrog i Fortræd. Marens smaa, lurende Øjne spillede rundt fra den ene til den anden; og hun søgte, saa godt det lod sig gøre, med sin Kjole at dække et Knippe Risbrænde, som hun nu i den rare Skumring havde rapset sig sammen og netop var i Færd med at transportere hjem til sin Hytte og sin Kaffekedel. -- Næi, vi skal ikke sige noget; nikkede Baby, der havde faaet sit Mod tilbage, saa snart hun opdagede, at hun havde et levende Menneske for sig. -- Men Maren skulde dog se at komme af Sted, for Forvalteren er nede i Skoven! -- Jøsse, Jøsse! sagde Konen forskrækket. -- Er han det? Ja saa faar en nok se aa himstre a'! -- Hørte Maren ikke, at der var nogen, der skød? spurgte Kaninen. -- Jo vel hørte jeg det, jo! -- Det var vist ham. Den gamle smilede bredt og blottede sine tandløse Gummer. -- Aa nej, hi! sagde hun og kneb et Øje sammen. -- Det er vist en højere Pe'son, der lusker om og skyder Nytaar ind! -- Hvem skulde det da være? spurgte Karen. -- Hvem, ja, hæ! Det er sgu'nte godt aa vide! Gu' Vorherre bevare _min_ Mund! -- Hør! sagde Kaninen og for sammen, da en Ugle i et Træ lige over Hovedet paa dem satte i med et skærende Skrig. -- Hvad var _det_? -- Det var bare en Ugle! sagde Karen overlegent. -- Hun skrikker til Sorrig, nikkede Maren Forlis sagkyndig, da Uglen paa ny skreg op og derpaa udstødte nogle underlige, gurglende Strubelyde. -- Hun skrikker til Sorrig, gør hun! Hun er li'saa klog som et Par Mennesker! -- Der er nogen, der si'er, at du kan spaa, Maren! -- Hi, hi! grinte den gamle -- er der no'en, der si'er _det_, bitte Frøjken? Jaja, ka'ske det aa har sin Rimelighed da! -- Kom nu, Baby! -- Vi kommer ned til dig en af Dagene, og saa skal du spaa os! raabte Karen, medens Frøkenen trak af Sted med hende op ad Gaarden til. -- Ja kom kun I! svarede den gamle tilbage og begyndte at bakse med Brændeknippet for at faa det paa Ryggen. -- Kom kun I! mumlede hun og skulede ondt efter Pigebørnene, fordi de forlod hende saa brat og uhøfligt. -- Jeg ska' sgu spaa Jer Særken fra Røven, ska' jeg! -- Huit-huit! skreg Uglen igen. -- Huit-huit! gurle-gurle-gurle! -- Hun skrikker til Sorrig! citerede Karen og søgte at efterligne Maren Forlis's Stemme. -- Uf, hun ligner en Heks! sagde Kaninen. -- Skal vi løbe! Og de to behjertede unge Damer tog hinanden i Haanden og satte i langbenet Galop op gennem Alleen op mod Slottet. I een uafbrudt Vekslen var der nu blevet spist, drukket og danset paa Næsset siden Klokken tre om Eftermiddagen. Man havde jo kun Høstgilde een Gang om Aaret, og Folkene gjorde deres bedste for at benytte Lejligheden. Suppen, Stegen og Kagen havde man sat til Livs med udmærket Appetit. Vel kunde der jo nok ha' været lidt rigeligere Kvanta af alle Dele, mente Skumlere. Men Brændevinen og Gildesøllet til Maden og Kaffen med Bollerne bagefter bragte dog de fleste til at trykke Baronen og Baronessens Hænder paa det kraftigste, da de høje Herskaber naadigt indfandt sig efter Affodringen for at modtage Gæsternes Tak for Mad. Man spiste i «Havestuen», et stort, aflangt Rum, som ved en smal Gang var adskilt fra Borgestuen, og som til Hverdag stod ubenyttet hen. Sit Navn havde Lokalet rimeligvis faaet, fordi dets Vinduer vendte ud mod Haven, medens Borgestuens vendte mod Gaarden. Begge Saloner laa i Slottets nederste Stokværk og havde høje, krydshvælvede Lofter og nøgne, hvidkalkede Vægge, der i Anledning af Festen var smykket med Dannebrogsflag, Georginer og afskaaren Aspargestop. Medens Bordene blev ryddet til Side, og Madsalen omdannedes til Dansesal, vandrede Gæsterne rundt i Skov eller Have, Kostald eller Svinesti «for at stampe Føden ned». Eller man skyndte sig hjem for at hente Børnene, som fra den tidlige Morgenstund af havde været iført deres vildeste Stads og været nær ved at fortvivle af Utaalmodighed, fordi det varede saa længe, inden der kom Bud efter dem. Selv Puslinger, hvis eneste Føde endnu bestod af den moderlige Mælk, blev hentede. Ligesom højtfrugtsommelige Madammer med uformelige Topmaver hellere vilde risikere at bringe til Verden midt under en Wienervals end give Nabokonen Lejlighed til næste Dag at prale af al den Mad og Drikke og alle de Svingommer, hun havde svælget i ved Festen. Og Madammens overmodne Tilstand vakte aldeles ingen Forargelse blandt Publikum. Enhver Konelille vilde have handlet som hun: Man ska'tte la' no'et gaa fra sig! -- Karen havde den udslagne Dag sværmet rundt som en Sommerfugl. Hun var iført sin hvide, broderede Kjole med de korte Ærmer og det brede, højrøde Livbaand og saa fortryllende ud. Hendes Øjne skinnede som nyslaaede Tiører; og hun _gik_ ikke, hun hoppede og dansede af Sted, saa at alle Husmandskonerne korsede sig over, at noget Menneskebarn kunde være saa let paa Taa. Under Spisningen havde hun hjulpet Pigerne med at bære Maden rundt; og alle vilde helst have de Portioner, hun kom med. Og da Niels Tjener til sidst havde overladt hende Brændevinsflasken og Glasset, og hun var gaaet omkring ved Bordene og havde skænket Snaps baade for Mændene og Konerne, da var hendes Skaal bleven udbragt under stor Jubel. Men saa var hun pludselig bleven hentet op af Kammerjomfruen. Hendes Mama vilde tale med hende. Baronessen sad inde paa Chaiselonguen i Toiletværelset, da Karen temmelig misfornøjet traadte ind. -- Hvad skal jeg, Mama? spurgte hun surmulende. -- Men er du syg? udbrød hun saa og løb hurtigt hen og lagde Armene om Moderens Hals. -- Du er saa bleg! -- Jeg har lidt ondt i Hovedet, sagde Baronessen og kyssede den lille paa Panden. -- Hvor er Frøken Jansen? -- Hun sidder nede i Skolestuen og læser et Brev, som hun lige har faaet fra sin Mo'er. -- Er de snart færdige med at spise? -- Ja de er ved Kagen .... Men jeg kan ikke lide, du er syg, Mama! -- Det gaar nok over igen, Baby .... Hvor er din Fa'er? -- Det ved jeg ikke. Han er vel inde paa Kontoret. -- Vil du blive lidt oppe hos mig, Baby? -- Ja-a ... -- Eller vil du helst ned igen? -- Næ-i ... Gør det meget ondt i dit Hoved? Baronessen nikkede uden at svare. Hun sad og stirrede ud for sig med Hænderne slapt hvilende i Skødet. Karen satte sig ved Siden af hende og tog hendes ene Haand og kærtegnede den. Af og til saa hun sørgmodigt og hjælpeløst op paa Moderen. En Dør borte i Huset slog smældende i, og Baronessen for sammen og gyste. -- Men Mama dog! sagde Barnet. -- Ja, jeg er noget nervøs ... Blæser det? -- Næi! sagde den lille forundret. -- Det er jo Solskin og dejligt Vejr! -- Er der mange Mennesker dernede? -- Ja-a; alle sammen! -- Var det et godt Brev, Frøken Jansen fik fra sin Moder? -- Det ved jeg ikke. Hun har jo ikke læst det endnu .... Hvor længe tror du, jeg maa blive oppe i Aften? -- Lige til du bliver træt, Baby. Det er jo Høstgilde! -- Saa længe! sagde den lille og kyssede begejstret Baronessens Haand. -- Kommer du ogsaa ned og danser? -- Ja-a .... -- Og Fa'er? -- Ja, det gør han vist .... Vilde du ikke gerne over til Grandma igen ovre i København? -- Nej, jeg vil ri'nok helst blive her! sagde Karen afgjort og saa igen forundret op paa Moderen. I det samme lød der tunge Skridt gennem Boudoiret, og Døren til Toiletværelset blev aabnet unødigt larmende. Baronessen for atter nervøst sammen. -- Folkene er færdig med at spise! sagde Helmuth og blev staaende paa Tærskelen. -- Vi maa ned! -- Jeg har Hovedpine, min Ven ... -- Det varer kun et Øjeblik! sagde Baronen haardt. Hans Ansigt var stift og koldt, og hans Tone kommanderende som en Underofficers. -- Kom saa med! Det er noget, vi bruger! Alvilda rejste sig; men hun støttede en Haand imod Chaiselonguen, som om hun var svimmel. Karen saa hen paa sin Stiffader med vrede, gnistrende Øjne. -- Mama er syg! -- Det gaar nok over! sagde han kort. -- Vi gaar ned ad Kontortrappen! Skynd Jer saa! Og han larmede bort igen ind gennem Værelserne. -- Bliv du bare heroppe, Mama! sagde Karen trodsigt. -- Nej, det er bedst, vi gaar. Ellers bliver din Fa'er vred, sagde Baronessen og tog en af Pigebarnets smaa Hænder og kyssede den. -- Du græder jo, Mama! -- Aa nej ... Kom saa! Men førend de forlod Værelset, gik dog Hendes Naade hen foran det store Toiletspejl og for sig over Ansigtet med diverse Pudderkvaster for at live lidt op paa Teinten. Det ene skal gøres; det andet ingenlunde forsømmes! ..... Præcis da Taarnuret slog seks, marcherede Gildesfolkene fra Ladegaarden, hvor de under Forvalterens Kommando havde forsamlet sig, op gennem Borggaarden, svingede to Gange rundt omkring den store Plæne og myldrede derpaa ind gennem Borgestuegangen og Borgestuen op i Dansesalen. I Spidsen for Toget vandrede Musikken: to Violiner, et Horn og en Klarinet. Derpaa fulgte tre Karle med Høstleer, som de hvæssede, saa godt det lod sig gøre, i Takt til «Den tapre Landsoldat», der spilledes med fuld Kraft af Orkestret. Og saa kom den lange Hale af smilende, forventningsfulde Gæster, Mænd, Koner, Piger og Børn, to og to med hinanden under Armen eller i Haanden, som det nu bedst kunde falde sig. Forrest skred af Sted gamle Hingstejørgen, Gaardens Patriark og Veteran fra vor berømmelige Treaarskrig. Han blev ved alle slige Lejligheder holdt højt i Ære. Og han vidste det: Krigsmedaljen tronede paa hans Bryst; og hans Ansigt lyste som Morgenrøden. Under Armen førte han Stine Napoleon, der havde nogen Vanskelighed ved at faa sit syge Ben til at holde Trit med hans udprægede martialske Gangart. Efter dem fulgte Jens Kusk med Kammerjomfru Petersen. Derpaa Niels Tjener med Mejerske Jørgensen. Saa Julius Tjenerdreng med den bitte Karen; Mejeribestyrer Jakobsen med Kanin Jansen, Forkarlen med Kokkepigen, Svinepasseren med Lugekonen o. s. v., o. s. v. -- Som en Slags Sergent med sit Egespir skuldret som Sabel paraderede Forvalteren og holdt Rækkerne i tilbørlig Ave. Og paa Taget af hver sit Hus sad Lænkehundene storøjede og stumme af Beundring og betragtede den hele Herlighed. Da Toget svingede ind under de kuplede Lindetræer, der dannede Grænsen mellem Ladegaard og Borggaard, blev der aabnet nogle Vinduer oppe i Herskabslejligheden, og Baronen og Baronessen viste sig, han i Kontoret og hun i Dagligstuen, og nikkede og hilste ned til Mængden, der raabte Hurra og svingede med Tørklæder og Huer. Karen nappede Kasketten af Julius og raabte: Goddag Mama! Og Gamlejørgen smilede bredt og huldsaligt som et revnet Græskar og intonerede sin Yndlingssang: I Natten klam og kold bag Frederetsjas Vold ... -- Det er da ellers sært nok, a' Hinners gamle Naade ikke er her! sagde en ældre, tænksom Madame med et spædt Barn paa Armen. -- Hy-yss! Di er usams! tyssede Maren Forlis paa og lod sine smaa Rotteøjne hvirvle op mod Vinduerne. -- Ja-a, det ka' vel saaden Folk osse bli'e? bemærkede en tredje Kone filosofisk. Og saa masede man ind gennem Forhallen og Borgestuen og op i Havesalen. Og fem Minutter efter gik Dansen lystigt med Skraal og Tramp og klaskende Haandklap, der gav Genlyd under de gamle Hvælvinger ...... Det var allerede helt mørkt, da Niels Tjener kom og meldte de to unge Piger, at der var rettet an, og at Herskabet var ved at gaa til Bords. Karen skulde lige til at hoppe ud i en Reinlænder med Kusken. Men Kaninen stoppede hende i Farten og fik hende efter nogen Parlamentering trukket med sig. Dog skændte den lille uophørlig, medens de steg op ad Trappen, Munden løb som en Kæp i et Hjul. -- Hun var slet ikke sulten! Og hun brød sig ikke Spor om Mad! Og det var noget godt Tosseri at slæbe hende op ad alle de Trapper! Hun vilde meget hellere blive ved at danse! De andre kunde godt spise uden hende! Og hun skulde pænt vise dem, at hun ikke vilde røre en Mundfuld! -- Saa, saa, Baby! formanede Frøkenen. -- Ikke en Mundfuld! gentog den lille og stampede i Gulvfliserne oppe i Galleriet. Og Niels Tjener grinte og aabnede Dørene til Spisesalen. Hendes Naade og Baronen sad allerede ved Bordet og ventede. De talte ikke sammen og undgik at se paa hinanden. Og Drengen Julius, som stod med Ryggen til henne ved Anretterbordet, turde næppe trække sit lille Vejr af Frygt for at nedkalde Himlens Lyn over sit vandkæmmede Hoved. Ogsaa han vilde ubetinget have foretrukket at blive nede i den gemytlige Dansesal! -- Naa, er I der, Børn! smilede Hendes Naade og sukkede lettet. -- Det holdt nok haardt at rive sig løs? -- Ja, vi er slet ikke sultne, Mama! -- Jo-o, lidt maa I spise .... De unge Damer tog Plads. Og Maaltidet begyndte. Der blev ikke vekslet et Ord under Taflet. Helmuths mørke, truende Ansigt og urokkelige Tavshed ligesom greb de andre i Struben og kvalte deres Stemmer, naar de vilde vove sig over Tændernes Gærde. Hendes Naade sad vel rank og ulastelig nok paa sin Stol og søgte at indbilde sig selv og Bordfæller, at Tilstanden var, som den burde være ved en højadelig Diné. Men hendes Kinder var blege under Sminken; og om hendes Øjne laa dybe, blaasorte Ringe, der fortalte højlydt om pinefulde Dage og fredløse Nætter. Og naar hun under Maaltidet skulde give Tjenerne et Vink med Hensyn til Anretningen, skælvede hendes Haand, og hendes Blik veg ud til Siden og bort for ikke at fanges af Gemalens haarde, mistroiske Øjne, der lurede paa enhver af hendes Bevægelser. Niels og Gutten Julius listede rundt, stive og afmaalte som Træfigurer. Og kom de undertiden til at rasle med en Kniv eller en Gaffel eller klirre med en Tallerken, sank de i Knæene og spilede rædselsslagne Øjnene op, som om de ventede, at _nu_ brød det løs! -- Det var, som sad der et eller andet Sted i Salen et usynligt Lig, der ved den mindste utilbørlige Larm vilde aabenbare sig og sætte i med et Skrig, som maatte fryse Blodet til Is i alle Aarer. Den sølle Frøken Kanin turde næsten ikke løfte Spiseredskaberne op til Munden. Og saa tungt hvilede Trykket og Uhyggen paa hendes stakkels Hjerne, at hun i sin idiotilignende Tummelumskhed med stor Iver søgte at formaa et Stykke Steg eller en Kartoffel til at sidde fast paa den forkerte Ende af sin Gaffel. Og var hun da, naar dette Fejlgreb omsider gik op for hende i al dets Utilbørlighed, Døden nær. Den eneste, som ikke lod sig voldtage af Situationen, var Pigen Karen. Trods sin gentagne Paastand paa ikke at have Spor af Appetit, lod hun sig Maden smage, alt medens hun lyttede anspændt til Musikken og med lydløst dinglende Ben søgte at følge de løsrevne Takter, som fjernt og dæmpet klang frem gennem Hvælvingerne i Balsalen nedenunder. -- Naar vi har drukket Kaffe, gaar vi ned til Folkene og danser et Par Gange! sagde Helmuth og stirrede stift over paa sin Kone. -- Det plejer vi! -- Ja ... sagde Hendes Naade. Baronen skød sin Stol tilbage. -- Velbekomme! Niels og Julius hastede hen og aabnede Fløjdørene. Og Familien forlod Spisesalen i kronologisk Orden ..... Det vakte jo en Del Røre, da Herskabet traadte ind i Dansesalen. Madammerne langs Væggene rykkede nærmere sammen og gjorde hviskende hinanden opmærksomme paa «Naadens» Toilette. De dansende ude paa Gulvet rettede Ryggene og søgte at lægge et vist købstadsmæssigt Sving over deres Bevægelser. Og den overmodne Kone med Trutmaven slog genert Øjnene ned. Men «de fines» Tilstedeværelse hindrede hende dog ingenlunde i vedblivende at hengive sig til sine koreografiske Glæder. Hun var en udmærket Dansøse, og Kavalererne kappedes om at byde hende op. Helmuth bukkede ceremonielt for Husjomfruen; og Publikum gjorde ærbødig Plads for Parret. Lidt efter stod Jens Kusk foran Hendes Naade, rakte den højre Haand frem og spjættede bagud med det venstre Ben, hvilket betød høfligst Anmodning om Engagement. Baronessen nikkede smilende og lagde sin behandskede Haand i hans. Forvalteren for af Sted med Kaninen. Og Julius rasede rundt med lille Karen .... Efter at Husjomfruen havde faaet sine tilbørlige Omgange, satte Helmuth hende af. Hun kniksede dybt og takkede for Æren. Et Øjeblik efter kørte han ud med Mejersken; og derpaa med Kammerjomfruen. Men skønt han syntes at udrette disse Pligtarbejder med stor Alvor og Grundighed, veg dog ikke hans Øjne fra Baronessen; ikke et Sekund tabte han hende af Syne. -- Mama, Mama! Nu skal vi ha' Sekstur! raabte den glædestraalende Karen, der hoppede forbi Moderen ved en ældre Husmands Arm. Parrene stillede sig op; og Musikken stemte Instrumenterne. Baronen førte Skovfogedens Kone, som var baade rød og bleg af undselig Stolthed. Forkarlen gjorde Skrabud for Hendes Naade.