Part 13

-- Sludder! hviskede han med sin Mund tæt ind til hendes Øre, medens han havde trukket hende over imod sig, saa at hendes Ryg hvilede mod hans Bryst, og hendes Hovede næsten laa paa hans Skulder. -- Sludder! Sludder! gentog han. -- Skab dig ikke! ... Saa jeg er dig ikke fin nok, hva'? Ikke dannet nok? Ho, ho! Du vilde gemme dig til din Greve? Men jeg skal lære dig noget andet! Du skal lystre, lystre, _lystre_, forstaar du! Ellers ta'er jeg dig med Vold! Forstaar du? Hører du? Jeg ta'er dig med Vold! Jeg ta'er dig med Vold! Gaa ind og klæd dig af! Naa! Og sig til Kammerjomfruen, at hun skal gaa i Seng; du behøver hende ikke i Aften! ... Naa!

Han løsnede Grebet i hendes Skulder og gav hende et Puf, for at hun skulde efterkomme hans Befaling. Men Baronessen svarede ikke og rørte sig ikke; hun laa halvt besvimet og sanseløs lænet tilbage op mod ham.

Da tog han hende i sine Arme og bar hende ind i Soveværelset. Derinde lagde han hende i den store, lave Lænestol foran Toiletspejlet. Et Øjeblik stod han og saa paa hende som et Vilddyr paa sit Bytte.

Derpaa gik han hen og aabnede Døren ind til Kammerjomfruens Værelse, hvor ogsaa Karen sov:

-- De kan godt gaa i Seng! Baronessen behøver Dem ikke i Aften!

Saa gik han tilbage hen til Stolen.

-- Klæd dig nu af!

Men hun rørte sig ikke og svarede ikke.

Da begyndte han selv med famlende, nervøse Hænder at rive Klæderne af hende, medens han ustandseligt mumlede:

-- Jeg skal vise dig, hvem der er Herre! Jeg skal vise dig, hvem der er Herre!

-- -- --

En Times Tid senere sov Baron Helmuth trygt og fast i Sengen ved Siden af sin Hustru. Han laa paa Ryggen med vidtopspilet Mund, og hans buldrende Snorken gav Genlyd i det højloftede Værelse.

Men Baronesse Alvilda laa med aabne, søvntunge Øjne og stirrede haabløst op mod den rosenrøde, mat-lysende Ampel over sit Hovede.

Denne Ampel, der hænger som et yndigt Kyskhedens Symbol over enhver velordnet Ægteseng.

Kirken var overfyldt. Der sad Hoved ved Hoved i de lange Bænkerader. Mændene til højre for Midtergangen, Kvinderne til venstre. Bønder og Husmænd med deres Kvinder og Børn. Alle var de i Kisteklæderne; og Luften under de lave, hvidkalkede Hvælvinger laa fuld af denne stramme, sødlige Lugt af Uld og Hvergarn, der kun tages frem og bringes for Lyset og Dagen ved Fester og paa de store Højtider.

Det var den fjortende Søndag efter Trinitatis; og Pastor Mascani skulde holde Høstprædiken.

I Stolen nærmest Kordøren sad Pastorinden og Clara. De plejede ellers at skiftes til at overvære Gudstjenesten. Den ene fulgte med Præsten over i Kirken, medens den anden blev hjemme for at have Overopsynet med Middagsmaden. Men i Dag var de der begge. Mascani havde ønsket det. Ved Frokosten havde han sagt til sin Kone: Du følger med os andre i Dag, Johanne!

-- Jamen, havde Fruen forsøgt -- Maden, Adolf ....

Men Adolf havde rynket Brynene:

-- Du gaar med! Jeg har noget at sige, som du skal høre!

-- Ja, ja, naar du gerne ser det, saa gør jeg det naturligvis ....

Da Pastoren var gaaet ind i sit Soveværelse for at iføre sig Ornatet, var Fru Mascani sunket om paa en Stol i Spisestuen og havde siddet der fed, bred og ulykkelig, medens Taare efter Taare stille var piblet frem under hendes Øjenlaag og trillet ned i hendes Skød. De sidste Tiders Uro og Angest havde ganske undergravet den arme Kones Kræfter og Modstandsevne. Det Overtag, hun hidindtil havde haft over sin Mand, og som hun havde været stolt af og til Dels levet paa, det var lidt efter lidt blevet forandret til en ydmyg Bøjen sig for hans vekslende Luner, en dirrende, skrækfyldt Gruen for, hvad det næste Øjeblik vilde bringe. Hun turde næppe længere aabne en Dør af Rædsel for at se sin Mand ligge i Værelset bag den i Graad og Krampe, eller finde ham rastløs vandrende op og ned, talende med sig selv vildt og ustandseligt, snart anraabende Gud om Tilgivelse og Naade, og snart udslyngende de frygteligste Blasfemier og Haansord mod den Guddom, den Religion og den Kirke, hvis Vogter og Forkynder han var indsat til at være. Og hun havde een Gang overrasket ham inde i Havestuen, hvor han stod foran det store Spejl og vrængede af sig selv og under uhøviske Gebærder og vanvittige og sjofle Tilraab havde truet med knyttet Haand og Gang efter Gang spyttet i Raseri ind mod sit eget Billede.

-- --

Degnen og Menigheden, baade Medlemmerne med og uden Stemme, var midt i Salmen 460:

Hvor kan du dog i Synden le, Du lysoptændte Øje ....

da Døren til Herskabsstolen sagte blev aabnet, og Herskabet fra Næsset, Karen og Kaninen iberegnet, traadte stille ind. Enkebaronessen sad der allerede. Hendes dybe Røst klang højt og fuldttonende hen under Hvælvingerne; og hun nøjedes med at hilse de kommende med et afmaalt og højtideligt Nik og sang videre. Menigheden skævede op fra Salmebøgerne for at se, hvem af Gaardens Folk der gav Møde. Og da den saa, at man fremstillede sig fuldtalligt, gled ogsaa den som beroliget ind i Salmesangen igen.

Herskabsstolen var anbragt lige over for og i samme Højde som Prædikestolen. Den var som en Slags Balkon, der sprang frem over Gulvets Bænkerader. Og man kom op i den ad en privat Indgang ude fra Kirkegaarden. Kirken hørte jo under Næsset; og Stolen skrev sig fra de Tider, da v. Leunbacherne betragtedes og følte sig som Egnens Konger. De gode Tider og forstandige Tider, da der endnu var Forskel paa Mennesker og Bønder.

Vend om til Gud, saa vil han sig Med Naade til dig vende .....

Pastoren, som under Salmesangen havde staaet oppe ved Alteret med Ryggen mod Menigheden, rank og med højt hævet Hoved, vendte sig nu og gik langsomt frem gennem Koret og op ad den smalle, knirkende Trætrappe, der førte op til Prædikestolen.

Fru Mascani stirrede fuld af Angest hen mod sin Mand. Og hjælpeløst greb hun Claras Haand og hviskede:

-- Barn, Barn, jeg er bange for din Fa'r i Dag!

Men Clara tyssede paa hende og lod, som hun selv var rolig og uforsagt, skønt hendes Hjerte hamrede nervøst, og hendes Stemme rystede. Faderens Ord ved Frokostbordet, at han havde noget specielt at tale med Menigheden om, fyldte hende med en kvælende Rædsel. Og da hun nu saa hans Øjne, der dybe og sorte lyste med uhyggelig Glans frem af det voksgule Ansigt, kunde hun have rejst sig og skreget ud i Kirken, at man skulde gribe Præsten og føre ham bort, hjem til Præstegaarden og lukke ham inde og hindre ham i at tale!

Ogsaa oppe i Herskabsstolen var der Uro at spore. Baronesse Alvilda havde bøjet sig hen mod sin Mand og hviskende gjort ham opmærksom paa Præstens besynderlige Udseende. Og Hendes gamle Naade var pludselig ophørt med at synge. Da Mascani havde vendt Ansigtet om mod Menigheden og med sit Blik havde omfattet alle disse krummede Rygge og bøjede Nakker, havde hun set et skadefro Glimt spille i hans Øjne, og hans Læber havde trukket sig nedad som i usigelig Foragt. Han havde mindet hende om en Skuespiller, der bereder sig paa vildt og lidenskabeligt at udslynge Haansord mod Guder og Mennesker, forbitrede, vanvittige Haansord og Beskyldninger, der skulde fylde Tilhørerne med Rædsel og Gru. -- Og hun var bleven halvt angest og halvt nysgerrig; og hendes Øjne var ikke veget fra ham, som han rank og knejsende i sin folderige Kjole og med Pibekraven om Halsen var skredet frem gennem Koret hen mod Prædikestolen.

Nu stod han deroppe og støttede sine smalle, hvide Hænder mod det røde Fløjl, hvormed Kanten af Prædikestolen var betrukket. Hans Øjenlaag sænkede sig ned over hans Øjne, Musklerne om hans Mund bævede, og hans Fingre borede sig krampagtigt ind mellem Læsepultens Guldfryndser ...

-- Helmuth! sagde Enkebaronessen og greb sin Søn haardt om Armen.

Men i det samme aabnede Præsten igen sine Øjne; og hans Stemme lød højt og klart frem over Degnens og Menighedens monotone Sang, da han pludselig istemte de tre sidste Linier af Salmen:

Sæt dig kun for af ganske Hu, At du vil aldrig mere nu Din Lyst i Synden søge.

Der gik en raslende og puslende Lyd hen gennem Kirken som ved et Vindpusts Leg med vissent Løv. Det var Menigheden, som bladede om i Salmebøgerne for at finde Dagens Evangelium, der nu skulde forkyndes. Og alle Ansigter vendte sig opad mod Hyrden, som stod deroppe, højt hævet over sine Faar, hvis Øjne og Øren aabnede sig for at lytte til de Trøstens og Husvalelsens Ord, han havde at medgive dem som nærende Manna paa den kommende Uges møjsommelige Ørkenvandring gennem Slid og Slæb, Arbejde og Forsagelse.

Men Præsten stod tavs med korslagte Arme og saa ud over Forsamlingen. Der tegnede sig et bittert Smil omkring hans Mund, og hans Øjne lyste med en stikkende, skadefro Glans. Saa fugtede han Læberne med Spidsen af Tungen og aandede dybt ud.

-- Ene vandrer et Menneske frem gennem Livet! begyndte han, og hans Stemme klang hult og truende tilbage fra de nøgne Mure -- Ene kom du til Verden. Ene skal du fare herfra. Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være forbandet!

Der var dødsstille i Rummet. Kun Præstens tunge Aandedræt lød som en dæmpet Stønnen hen under Hvælvingerne. Men da en Fugl i det samme fløj haardt ind mod en af de smaa Ruder i Vinduet i Koret, gik der en angestfuld Gysen som et Stød igennem Menigheden.

Men Mascani syntes ikke at lægge Mærke til Mængdens Uro; han støttede begge Hænder mod Prædikestolens Kant og bøjede sig frem over den som for at blive set af alle.

-- Her staar jeg, sagde han -- en Synder for Gud og Mennesker. Men jeg ryster Ansvaret af mig. Thi hvem har stillet mig paa denne Plads? Hvem har paa mine Skuldre lagt en Byrde, som jeg ikke har formaaet at bære? I Lænker skulde jeg være lagt. I Celle skulde jeg være sat. I Forvaring skulde jeg være bragt. Med Svøbe skulde jeg være pisket. Hudstryges! Tornekrones! Thi jeg er det Guds Lam, der har øvet Alverdens Synd! -- Og I har set mig i min Fornedrelse. I har taalt mig midt iblandt Eder. I er kommen til mig om Raad og Hjælp, skønt I vidste, at jeg var som en kalket Grav, hvis Indre stank af Forraadnelse. Derfor vælter jeg Ansvaret over paa Eder! -- Jeg har drevet Hor og Utugt med Eders Hustruer og Døtre. I har vidst det. I har taalt det. Skorpioner skulde I ha' taget og pisket mig bort fra Eders Aasyn! Men I har logret for mig som Slaver og Trælle, fordi jeg stod paa den Plads, jeg staar. I skriger paa Frihed og Lighed, I! der kryber som Orme og Tudser paa Eders Bug og slikker Støvet under de mægtiges Fødder! -- Dag og Nat, i Maaneder og Aar har jeg ventet paa, at en iblandt Eder skulde staa op og slynge mig min Brøde i mit Aasyn og tilraabe mig et Stop, der skulde lyde som en buldrende Torden over Landet. Men I tav og taalte. Og kom det højt, sendte I Eders Kvinder til mig, at de skulde indkræve Skat for deres Gunst. -- Da fyldtes jeg af Lede for alt og alle. Og jeg søgte Grunden til Eders Trældomsfrygt. Og se: fra Hytten og til Borgen fandt jeg rig og fattig besudlet som jeg selv af Utugt og Hor! Paa Halm og Silke fandt jeg Mænd og Kvinder stønnende af Begær efter, hvad Næstens var. Om Dagen saa jeg blide Miner og tugtige Øjne. Om Natten uren Brunst og stakaandet Brynde! ... Stille! Lad mig tale! Afbryd mig ikke med Eders Raab, thi nu er Timen kommen, da Eders Øjne skal oplades; og Stunden er inde, da I skal vorde vise! Dette er det ny Evangelium, som prædikes for Eder til Syndernes Forladelse: _Der er ingen Gud!_ Hører I, jeg raaber det ud med Domsbasunens Lyd: Der _er, er, er_ ingen Gud! -- Som en vanvittig Mand har jeg ligget i Støvet for _Ham_, vi i vor Barndom lærte sad hist oppe paa den evige Trone og styrede Jord og Himmel. Jeg har tryglet og bedt ham, jamrende som en dødspint Hund, om at tage fra mig den sviende, brændende Trang til Skørlevnet og Synd, der sad som Ild i mit Kød. Aldrig har han hørt mig! Aldrig har han haft Medlidenhed med mig! Aldrig har han givet mig et Tegn! -- Jeg har pisket mig med Reb og Remme, som bydes i hans hellige Skrift. Jeg har kastet mig ned paa mit Ansigt mod den nøgne Jord og ladet Regn og Storm stryge som Is over mit Legeme. Forgæves! Forgæves! Ilden har fortæret mig, Lysterne hjemsøgt mig, og med sitrende Hænder og Blod for mine Øjne har jeg sneget mig efter de Kvinder, der optændte mit Begær! -- Allerede som Barn følte jeg mig hendraget til Kvinder. I skal vide alt nu! I skal kende mig fuldt ud! -- I min Ungdom købte jeg Kvinders Elskov. Jeg stjal fra min Fader. Jeg listede mig ind i hans Kammer, naar han sov, og skaffede mig de Penge, jeg trængte til for at stille den Attraa, der luede i mig som Helvedes evige Ild! -- Men hvem har saaet dette Frø? Hvem har nedlagt denne Spire? _Han_, I holder for Eders Gud! Han og han alene! Thi saa vist som I tror og lærer, at uden _Hans_ Vilje falder ikke en Spurv til Jorden. Og saa vist som I ved, at et Menneske kan komme til Verden med en dødelig Sygdom, for hvilken han forgæves søger Helbredelse. _Saa vist staar ogsaa jeg uden Skyld!_ -- Som en Anklager staar jeg ... som en Anklager! ... Jeg har levet som en Horkarl med min Hustru ... Jeg har luret bag Døre for at fange et Glimt af min egen Datters Nøgenhed ... Jeg har ... Stille! Hvorfor raaber I op? Hvorfor skriger I? Vide I ikke, at det er Guds Hus, i hvilket I færdes? ... Stille, siger jeg! Og hør mig! Jeg er en Herrens Tjener. Jeg er Hyrden, I er Faarene! Jeg staar som en Anklager for den Guds Aasyn, som ikke er ... Slip mig! Hvad vil I mig! Læg ikke Haand paa mig! _Jeg er den babyloniske Skøge! Jeg er det store Dyr i Sankt Johannes' Aabenbaring_ ....

De sidste Sætninger havde Præsten skreget ud med hæs og forbitret Røst, idet han samtidig slog vildt om sig med Armene og søgte at værge sig mod de Hænder, der straktes ud efter ham for at gribe ham og føre ham bort.

Den ganske Forsamling var i et bølgende Oprør. Der lød Raab og Skrig og Hulken. Mændene havde rejst sig fra deres Pladser og var ilet ud i Midtergangen, hvor de stod raadvilde og uvisse: Vi maa ha' ham ned! sagde de -- Sindssygen har ta'et ham! Han maa bindes! Han gør en Ulykke paa sig sæl og vos! ... Men ingen turde gøre Begyndelsen; ingen turde være den første til at gaa op paa Prædikestolen og lægge Haand paa Manden deroppe, thi han var jo deres Øvrighed, deres _Præst_!

Da var Helmuth og Hendes gamle Naade kommen til Syne i Døren fra Vaabenhuset.

-- Flyt Jer Folk, flyt Jer! sagde Enkebaronessen og banede Vej for sig og sin Søn op mod Koret.

Deroppe laa Fru Mascani dødbleg og besvimet i Præstegaardsstolen, og Clara sad grædende paa Hug foran hende med Ansigtet skjult i hendes Skød.

-- I maa gaa ud af Kirken! raabte den gamle Frue til Mængden, der tavs og maabende stod og saa til -- I maa gaa ud! I har ikke noget at gøre herinde mere!

Og Forsamlingen lystrede hende. Ganske langsomt begyndte Kirken at tømmes.

-- Gaa op og faa ham ned, Helmuth! vedblev hun og pegede op mod Præsten -- Saa skal jeg ta' mig af Konen!

Men Helmuth stod bleg og uvis. Ogsaa han følte sig under Paavirkning af Helligdommen, han opholdt sig i, og Manden, han skulde skride ind imod. Havde det været en drukken Tjenestekarl i en Borgestue, vilde Baronen ikke have tøvet et Sekund med at kaste sig over ham og svinebinde ham, han vilde endogsaa have gjort det med en vis Vellystfølelse ved at føle sine Kræfter, men her i Kirken, og mod _Præsten_ ...

Da havde den gamle, hvidhaarede Degn grebet hans Haand og sagt med tryglende, graadfyldt Stemme:

-- Aa Hr. Baron, Hr. Baron, De maa gaa op til ham ... Mig har han ingen Respekt for, og jeg har jo ingen Kræfter ... Men Dem ... Og naar Hr. Baronen først begynder, saa kommer der nok andre efter ....

Saa var Helmuth resolut gaaet op gennem Koret og hen mod Trappen til Prædikestolen. Og Degnen havde vinket af et Par Mænd, at de skulde følge ham.

Og nu stod Højvelbaarenheden deroppe ved Siden af Præsten. Og bag ham, paa det øverste Trappetrin, ventede to haandfaste Bønder for at komme ham til Hjælp, om det gjordes nødig.

-- Rør ikke ved mig! Læg ikke Haand paa mig! gentog Mascani i Raseri og huggede ud efter Baronen med sin knyttede Højre.

Men Helmuth greb ham om Haandledet og tvang hans Arm ned. Han var bleg af Sindsbevægelse, og han stammede, da han talte.

-- Hr. Pastor, sagde han -- De er syg ... De ... De er voldsom syg! De maa gaa hjem. De ... De maa gaa over i Præstegaarden. Jeg skal nok følge Dem. Det ... det var en forfærdelig Tale, De holdt ... her i Kirken! Men kom nu godvillig med. Der er ingen, der vil gøre Dem noget. Jeg ....

Mascani havde staaet tavs med bøjet Hoved tilsyneladende sløv og besejret. Det syntes, som om hans Kraft var brudt, og som han viljeløs vilde give sig i sine Modstanderes Vold.

Men saa pludselig rev han med et vældigt Ryk sin Arm løs, for i eet Spring ind paa Helmuth og greb med begge sine Hænder efter hans Strube.

-- Elendige! skreg han -- Ved du ikke, at jeg er en Herrens Salvede!

I samme Øjeblik kastede Baronen og de to Bønder sig over ham.

-- -- --

En Time senere kørte en lukket Vogn bort fra Præstegaarden. Lænet tilbage mod Vognens ene Hjørne laa Præsten bleg og sammensunken med bøjet Hoved og lukkede Øjne. Og paa Sædet ligeoverfor sad Helmuth og gamle Doktor Larsen. De kørte ud til Sygehuset i Købstaden, hvor den ulykkelige skulde indlægges, indtil han kunde blive anbragt paa en Sindssygeanstalt ....

Saalunde endte Adolf Mascanis Saga. --

Hvo der er ren, kaste den første Sten!

Gik man den lange Bøgeallé til Ende og derpaa drejede af til venstre ad Spadserestien langs Skrænten, kom man efter et Par Minutters Gang til en Bænk, hvorfra der var Udsigt over «det inddæmmede» og Engene med Fjorden og dens ligeoverfor liggende Bred i Baggrunden.

En Aften ved Solnedgang i Slutningen af September, Klokken kunde vel være henad seks, sad Karen og Kaninen heroppe og saa ud over Landskabet.

Det vil sige, det var jo egentlig kun Kaninen, der sad; thi Karen laa paa Ryggen hen ad Bænken, med sit Hoved hvilende i Lærerindens Skød.

De havde længe været tavse. Karen laa med lukkede Øjne; og Frøken Jansen stirrede drømmende ud over Engene, hvor Aftentaagen allerede begyndte at hæve sig i bløde, bølgende Puder.

Fra den modsatte Fjordbred lød af og til Stemmer og Latter tydeligt frem over Vandet. En Ko brølede. Hanken paa en Spand faldt klirrende ind mod Spandens Side. Og man hørte Slagene af en Trækølle, der langsomt og sindigt rammede Kvægets Tøjrpæle ned i den bløde, vigende Engjord.

-- Her har vi det jo rart! sagde Karen.

-- Dejligt! nikkede Kaninen; men hostede i det samme haardt og hult.

-- Ikke hoste, Frøken Jansen! advarede den lille.

-- Nej; bare lidt! smilede Frøkenen.

-- Husk at bede Mama om Brystdraaberne i Aften.

-- Ja ....

Og saa tav de igen. --

En lille, bitte, hvidmalet Robaad kom glidende frem over Fjorden. Den bevægede sig ad Næsseskoven til, tøvende og forsigtigt, som om den var ude paa Rekognoscering. Hver Gang dens Aarer blev hævet op over Vandet, spillede de i Solens Straaler som Bugen af store, sølvglinsende Fisk. Og Kølvandet glitrede og glimtede bag den i en lang, vuggende Stribe, der bredte sig, blev mørkere og mørkere og til sidst forsvandt.

-- Er det din Onkels Gaard, man kan se derovre mellem de to spidse Bakker? spurgte Kaninen.

-- Ja, sagde Karen uden at aabne Øjnene. -- Det har jeg jo fortalt dig saa tit!

-- Hvor kan det være, at han aldrig mere kommer her?

-- Det ved jeg ikke. Mama si'er, at det er Høsten. Men Pigerne si'er, at han er Uvenner med Fa'er.

Der steg et dybt Suk op fra Kaninens lille, flade Jomfrubarm.

Karen aabnede det ene Øje paa Klem og tittede op paa Damen.

-- Frøken Jansen ....

-- Ja.

-- Du er ogsaa forelsket i Onkel Alex!

-- Snak, Baby! smilede Frøkenen sygt og gav Barnet et let Slag paa Kinden med de graa Traadhandsker, som hun sirligt sad med i Haanden.

-- Jo-o, du er, Frøken Jansen! for du sukker altid saa forfærdeligt, naar du taler om ham.

Kaninen lagde en Haand over den lilles Mund og rødmede.

-- Rejs dig op! sagde hun. -- Der sejler saadan en nydelig Baad ude paa Søen!

-- Det er ingen Sø; det er en Fjord!

-- Skynd dig nu lidt! Ellers bliver den borte bag ved Dæmningen!

-- Jeg gider ikke! sagde Karen og skudrede Hovedet bedre til Rette. -- Jeg ligger saa godt!

Saa tav de en Stund paa ny. Karen lukkede igen sine Øjne; og Kaninen faldt i Tanker og lod af og til sine smaa, magre Fingre kærtegnende glide hen over Babys Haar.

-- Syng lidt, hva'? bad den lille.

-- Jeg kan ikke synge ....

-- Jo, den om Dronningen!

Og Frøkenen adlød godmodigt og nynnede sagte hen for sig med sin lille, trohjertede Stemme:

Der sidder en Konge i Vesterled, hannem tjener saa mangen god Svend. Og alle haver de Guld om Arm, og alle haver de Sølv over Barm og dertil Sværd ved Lænd, -- Men i Haugen vokser en Gifturt grim mellem Roser!

Den Dronning vandrer paa Højenloftssal -- Gud styrke den usselig Kvind! Nu haver hun ....

-- Hys! sagde Karen pludselig og greb Frøkenen haardt om Armen -- Der kommer nogen!

Frøkenen tav forskrækket; og Karen rejste sig hurtig over Ende paa Bænken.

-- Hvem mon det kan være? hviskede hun. -- Hør!

Der lød listende og forsigtige Trin i det visne Løv inde mellem Træerne. En Kvist knækkede, et Blad raslede, og Skridtene kom nærmere og nærmere.

-- Næh, se, se! hviskede den lille.

Og frem omkring den nærmeste Busk kom et Raadyr spadserende med sine to Kid.

I samme Øjeblik det opdagede Pigebørnene paa Bænken, standsede det og blev staaende overrasket og uvis med knejsende Hoved og agtpaagivende, stirrende Øjne. Ikke en Muskel rørte sig; kun Næseborene og de lange, spidse Øren sitrede nervøst. Kiddene holdt sig i samme Stilling et Par Skridt bag ved Moderen. Men alle var de parat til at tage Flugten ved den mindste Bevægelse af «Fjenden» foran dem.

Karen og Kaninen sad aandeløse og stive af Frygt for at skræmme Dyrene.

Saa begyndte den gamle Raa paa een Gang at stampe i Jorden med det ene Forben og nikke med Hovedet hurtigt og kort op og ned en to-tre Gange som til Hilsen.

Karen brast i Latter. Hun _kunde_ ikke lade være: hun maatte nikke igen!

Og Dyrene gjorde omkring og for ind i Skoven. Man saa et Øjeblik deres hvide Bagdele vise sig og forsvinde mellem det høje Græs. Kviste knækkede. Blade raslede. Og Familien var forsvunden.

-- Hvor _var_ de dog søde! sagde Karen og lænede sig betaget tilbage paa Bænken. -- Hva' Frøken Jansen, ikke?

-- Jo, nikkede Frøkenen -- yndige! ... Hvad var det for Dyr, Baby? spurgte hun smilende.

-- Raadyr!

-- Og hvad Dyreklasse hører de til? vedblev hun og fik et pædagogisk Træk om Munden.

-- Pyt! lo Karen haanligt og gav sig til at dingle overlegent med Benene. -- Hjortene naturligvis!

-- Hvilke Hjorteracer lever her i Danmark?

-- Hæ! Raadyr, Daadyr og Kronhjorte!

-- Hvor opholder de sig fortrinsvis?

-- I Skovene!

-- Og hvad lever de af?

-- Andesteg og Kirsebærsuppe! .... Hør! Det er Kirkeklokken i Sundby!

Pigebørnene strakte Hals og lyttede.

-- Ja ... Og nu begynder den i Syvbjerg!

-- Og der er Næsgaardenes!

Solen var sunken ned bag de høje, sorte Bakker paa den anden Side Fjorden; og den blanke Vandflade ude bag Dæmningen gengav tydelig som i et Spejl Luftens gyldenrøde Farver. Af og til drev en lille, løsreven Taagepude ganske langsomt bort over Kærene derude, blev et Øjeblik stikkende i en Busk eller i Toppen af en lavstammet Graapil, vuggede en Stund hjælpeløst frem og tilbage, slap saa fri igen og drev videre. Der lød en Susen hen gennem Luften; det var en Flok Stære, der sank og steg i lange, bølgende Sæt ind over Skoven lig et stort, flosset Net, der bares af Sted af en Storm.

-- Det lyder nydeligt med de Klokker! sagde Karen med Hovedet paa Siden.

-- Yndigt! .... Saa, nu holder de op! Nu kommer de ni hellige Slag.

-- Hvorfor hedder de «hellige»? spurgte Karen.

-- Jeg ved det Skam ikke rigtig. Det er vist tre Slag for hver af de tre Personer i Treenigheden.

-- Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand! repeterede den lille højtideligt. -- Tror du ikke ogsaa, Frøken Jansen, at det er for de ni Muser? spurgte hun saa pludselig.

-- Ja, begge Dele kan det jo ikke være, Baby.

-- Næi ... Men _jeg_ tror nu det er for Muserne!