Part 12

Og atter begyndte Tankerne at male rundt bag hans Pande: De skrev altsaa til hinanden! Det havde Vilde aldrig talt om, undtagen naar hun engang imellem fik Svar fra Fætteren som Tak for en Indbydelse. Og saa lod hun altid sin Mand læse Brevet ... De holdt maaske Stævnemøder, som den gamle Baronesse havde sagt ... Vilde læste Brevene hernede i Straahytten, for at ingen skulde opdage det ... De mødtes maaske ogsaa her ... Han skulde knække Halsen paa den Grevetamp! Tærske ham med sin Stok, saa han ikke kunde røre et Lem! Slaa ham i hans Mælkebrødsfjæs, saa at Blodet skulde sprøjte ham ud af Næse og Mund! ... Baaden? Hvad mente han med det? Hvilken Baad? Der var ingen Baad paa Næsset ....

Men pludselig slog den Tanke ned i ham: Han sejler over Fjorden, og lister sig op gennem Skoven, og saa mødes de her!

Tanken traf ham næsten som et Slag, og han vaklede et Par Skridt tilbage: -- Den Satan! Den Fedtegreve! Den Luseknækker! Om han saa traf ham midt inde paa Torvet i Købstaden, skulde han splintre hans raadne Hjernekiste med sin Egekæp!

Helmuth var som en rasende Tyr at se, naar Vreden betog ham: Der kom Skum om hans Læber, og Blod for hans Øjne; og selv om den, han vilde til Livs, havde søgt Frelse bag en Dør af Jærn, han vilde ha' løbet sin Tyrepande imod den i Forsøg paa at splintre den!

Underligt nok, men hele hans Raseri koncentrerede sig for Øjeblikket om Greven. Kunde han ramme _ham_, vilde han føle sig tilfredsstillet og mættet. At Baronessen muligvis og rimeligvis var ligesaa brødefuld, faldt ham ikke ind. Eller han vilde ikke tænke over det; turde ikke give den Mistanke Rum; bævede for at finde hende skyldig; skælvede ved den blotte Tanke om, at han skulde blive nødsaget til at skride ind ogsaa mod hende. Han kunde ikke undvære hende; ikke tænke sig Muligheden af at skulle blive tvungen til at give Afkald paa Nydelsen af hendes Legemes Yndigheder, Duften af hendes Parfume, Lyden af hendes Kjoles Raslen! Som en Hjort kæmper for sin Hind, saaledes vilde han kæmpe for hende. Og naar han blot havde faaet ryddet Rivalen af Vejen og var sikker paa den uhindrede Besiddelse af Kampens Genstand, vilde det bekymre ham lidet, om hendes Hengivelse til ham var frivillig eller ej: Det var bare sin Ejendomsret, sin uindskrænkede og ukrænkelige Ejendomsret, han fordrede respekteret! For at sige det rent ud: Havde han i Lighed med sine middelalderlige Forfædres Sæd og Skik kunnet give sin Hustru et Kyskhedsbælte paa (og han havde jo et oppe i sin Skuffe!) og laase det forsvarligt af, naar han forlod hende saa kunde hun for hans Skyld gerne have tænkt med Attraa paa andre Mænd og higet i Længsel mod andre Guder. Han vilde blot have smilet derved, tryg og sikker og uden Angest, som man smiler, naar man ved sine Skatte og Klenodier forvarede bag en Bankmurs uantastelige Laase og Slaaer!

Nede paa «det inddæmmede» var Arbejdet i fuld Gang. Baronen stod efter Vane med sin Stok plantet bag sig og hvilede med begge Hænder paa dens Haandtag. Vogn efter Vogn fyldtes med den akstunge Havre, rullede hjem til Gaarden, blev tømt og kom tilbage igen. Karlene stak Sæden op, Trave efter Trave, og Piger og Koner «rev efter», tavse og travle paa Grund af Herskabets Nærværelse. Men «Herskabet» selv syntes ikke at ænse, hvad der foregik. Langsomt fulgte han Folkene Ageren ned, alt som Arbejdet skred frem. Og der blev kastet mangt et stjaalent Øjekast om efter ham, naar han standsede op i nogen Afstand og satte Stokken til Rette og atter gav sig til at stirre ud for sig med et underligt tungt og næsten sørgmodigt Udtryk i Ansigtet.

-- Han er vist ikke god aa bid's med i Dag, om der kom noget paa! hviskede en af Karlene til sin Nabo.

-- Næi, sagde den anden og kastede et sky Blik om efter Baronen. -- Han ser svær lumsk ud da!

Og Kvinderne talte halvt forfærdede og halvt forbitrede om, hvorledes Julius var bleven slaaet, saa at han drattede ned paa sine Knæ lige med det samme! -- Rygtet var allerede faret Ejendommen rundt.

Forvalteren kom kørende paa en tom Høstvogn oppe fra Gaarden.

-- Det vil knibe med at faa Plads til Havren i de tre Gulve, Hr. Baron, sagde han og tog til Hatten.

-- Hum! sagde Helmuth, han havde slet ikke opfattet Mandens Ord.

-- Skal Resten sættes over Kostalden, eller skal vi ta'e det i Stak?

-- Ja, nikkede Helmuth og plirede med Øjnene ud mod Fjorden, der laa spejlblank og lysende i Solskinnet borte bag de høje Dæmninger. -- Sig mig, Christensen, vedblev han saa og saa hen over Marken bort fra Forvalteren -- ved De noget om, at Greven paa Holgersminde har faaet sig en Baad?

-- Jo, han har, Hr. Baron! En lille, nydelig, hvidmalet Tingest, som han ligger og vapper i her om Aftenen.

-- Hum!

-- Han morer sig med at skyde Sælhunde ude paa Stenene.

-- Hum!

-- Men han træffer aldrig nogen.

-- Nej, det gør han vel ikke.

-- Jeg hørte ham plaffe her forleden Aften, da jeg gik en Tur i Skoven. Saa gik jeg herned paa Dæmningen. Han laa helt henne under vores Badehus. Har Baronen gi'et ham Lov til det?

-- Nej ... Jo vist saa, jo! ... Han træffer jo ikke alligevel.

-- Næi, hæ, hæ!

-- Var han ene i Baaden?

-- Jo. Naa-aa, den er jo heller ikke større end som et godt Smørtrug.

-- Naa ikke .... Hvad var det, De sagde før om Havren?

Forvalteren stirrede forundret sin Principal op i Ansigtet:

-- Jeg sa'e ...

-- Var der ikke Plads i Laden?

-- Nej ...

-- Saa er det bedst, vi sætter en Stak. Vi maa heller sætte Blandingskornet over Kostalden.

-- Jo vel!

-- Hvor mange Læs har vi faaet ind efter Middag?

-- To og tyve.

-- Holder Vejret sig?

-- Jeg formoder det. Barometret stiger da.

-- Naa ... Vil De ta' Journalen med op i Aften, der er noget, vi skal ha' set efter.

-- Jo vel!

Helmuth slog med en Finger op efter sin Hatteskygge og gik tilbage op over Marken op ad Skoven til. Han gik langsomt, Fod for Fod. Engang imellem standsede han og stirrede ned for sig, som om han var faldet i Tanker. Saa sparkede han pludselig til en Sten paa Vejen, eller huggede med sin Stok til en opløben Tidsel eller Skarntyde paa Grøftekanten. Og saa gik han videre.

Men Forvalteren kløede sig i Nakken og saa langt efter sin Husbond.

-- Naa, Fa'en, Journalen var i Orden; saa ragede Resten jo ikke ham!

-- --

Og han stillede efter Ordre med Journalen under Armen oppe paa Kontoret en halv Time efter Herskabets Middag.

Ved Bordet havde hersket den sædvanlige skulende Tavshed. Karen og Kaninen havde næppe turdet se op fra deres Tallerkener. Baronessen havde siddet stiv og urørlig. Og Niels Tjener havde svævet rundt og serveret saa lydløs, som det var ham muligt.

Julius viste sig ikke. Man havde fundet ham liggende halvt bevidstløs i Døren til Borgestuegangen. Og nu laa han i Sengen med vaade Klude om Benene og klynkede og jamrede og græd og raabte engang imellem, at han var slaaet ihjel.

Karen havde været nede at se til ham og trøstet ham. Og hendes smaa Hænder knyttede sig i Vrede, hver Gang hun saa hen paa sin Stiffader. Men sige noget turde hun ikke.

Og sige noget turde ej heller Baronessen trods sin ranke Ryg og sit rolige Ansigt. Det var nu paa tredje Dag, at denne tordensvangre Tavshed havde hersket under Maaltiderne. Og Vilde vidste ikke, _hvad_ hun skulde sige for at bryde den. Kammerjomfruen havde fortalt hende, at Enkebaronessen havde været paa et fem Timers Besøg paa Næsset i Søndags og haft en lang og heftig Samtale med sin Søn. De havde raabt begge, saa det kunde høres ned i Køkkenet. Og Baronen havde ikke fulgt Hendes gamle Naade til Vogns, da Pagtens Ark atter rullede af Sted med hende og Stasia.

Først havde Baronesse Alvilda haabet paa, at det var Svigermoderens Pengesager, der havde været paa Tale, og at den gamle havde forlangt Tilskud til Apanagen og hentet sig et Afslag. Men da Mandagen gik og Tirsdagen, og Helmuth forblev lige mørk og umeddelsom, begyndte hun at skælve i sin Sjæl for, at det skulde være _hende_, Tordenen trak sammen over. Og hun sendte i Hast et Brev til Grev Scheele, at han ikke maatte komme til Næsset, førend han fik Brev. Hun forklarede ikke hvorfor; skrev bare, at han skulde vente.

Og nu sad hun der ved Bordet rank og ulastelig som sædvanlig. Men dybt i hendes Hjerte dirrede Angesten for, hvad der vilde komme.

Helmuth beordrede sin Kaffe bragt ind paa Kontoret. Og da Maaltidet var sluttet, og man havde ønsket Velbekomme, trak han sig tilbage og lukkede Døren ....

Klokken ni en halv blev der drukket Te i Dagligstuen. Og Klokken ti rejste Karen og Kaninen sig og sagde Godnat. Forvalteren var for længst gaaet ned paa sit Værelse i Mejeribygningen. Og Baronen og Baronessen sad nu ene tilbage i den store, halvmørke Dagligstue, der kun oplystes af en enkelt Lampe, hvis Skær dæmpedes af en mørkerød Silkeskærm.

Helmuth ringede, og Niels kom ind og samlede Tetøjet paa en Bakke og gik igen.

Da hans Skridt var døet hen, og den tunge Dør mellem Taarnet og Galleriet var smækket i, vendte Baronessen sig om mod sin Mand, der stod tavs henne i Skyggen lænet op mod Kaminen.

-- Bliver du herinde i Aften, min Ven? spurgte hun med sin blideste Røst.

-- Ja.

-- Er I snart færdige med Havren nede fra det inddæmmede?

Helmuths Øjne gnistrede, og hans lidt fremstaaende Fortænder borede sig ned i hans Underlæbe. -- Hun er bange! Hun er bange! haanlo det i hans Hjerne. Thi hun, der aldrig havde interesseret sig for hans Landbrug og hans Arbejde, blottede i dette ene Spørgsmaal sin hjælpeløse Raadvildhed. Han svarede hende ikke, men spurgte med underlig tyk og grødet Stemme:

-- Er Karen gaaet i Seng?

-- Ja ....

-- Og Kammerjomfruen?

-- Nej, kære; du ved jo, at hun aldrig gaar til Ro, førend hun har hjulpet mig med mit Toilette.

-- Gaa ind og sig til hende, at du ingen Brug har for hende i Aften.

Baronessen løftede Hovedet og saa forundret-spørgende hen paa ham. Hun følte Angesten krybe igennem sig som en Gysen; men hun beherskede sig.

-- Hører du ikke!

-- Jo, men jeg ...

-- Jeg vil tale med dig! Jeg vil være alene med dig!

-- Jamen, kære ...

Helmuth næsten løb hen mod Chaiselonguen, hvor hun sad. Hans Hænder var knyttede.

-- Gaar du? spurgte han. -- Eller skal _jeg_?

Og han lod sin tunge, kluntede Næve falde haardt ned paa hendes Skulder.

-- Men Helmuth dog! sagde hun og rettede sig rask i Vejret. -- Er du forrykt?

-- Ja! Ja! Men det er dig! Det er din Skyld! Jeg har ikke bestilt andet end at føje dig og være god imod dig! Og du! Og du!

Hun lagde sin Haand beroligende paa hans Arm. Det var ikke langt fra, at hun var ved at smile. Men hun betvang sig og saa ham rolig og trohjertet ind i de vrede Øjne.

-- Sæt dig ned, Helmuth, sagde hun. -- Du ødelægger dig engang selv med din Hidsighed. Sæt dig! Og lad os tale roligt sammen. Hvorfor gaar du og gemmer dine Sorger? Det bliver bare meget værre saa; med _dit_ Temperament. Du trænger til at meddele dig. Og hvem er nærmere til at være din fortrolige end jeg?

Han var sunken ned paa Chaiselonguen ved Siden af hende, og hendes Haand gled blødt hen over hans, medens hun talte.

-- Jeg ved, at din Moder har været her i Søndags, vedblev hun. -- Og jeg ved ogsaa, hvad hun har sagt. Din Moder kan ikke lide mig. Hvorfor aner jeg ikke. Maaske fordi jeg har indtaget hendes Plads her paa Gaarden. Jeg har prøvet alt for at drage hende til mig; men hun er uforsonlig. Hun udspejder og udspionerer mig, som om jeg var en Forbryder. Og rundt i Egnen verserer de frygteligste Rygter, som stammer fra hende. Og nu har hun jo været her og vil ogsaa fylde dig med den samme forrykte Snak om ... om ... om mit Forhold til min Fætter, Grev Scheele!

Det gav et Ryk i Helmuth, og han stirrede stum af Overraskelse sin Kone ind i Ansigtet. Hans Mund aabnede sig, og hans Underkæbe fik et hængende, næsten faareagtigt Udtryk.

-- Du, mumlede han -- du ... du siger det selv?

Baronessen betragtede ham blidt smilende. Hendes Øjne saa saa duefromme ud. Kun inderst inde i dem luede Angesten og Agtpaagivenheden endnu.

-- Ja, sagde hun -- naar man ikke er sig nogen Brøde bevidst, ved jeg ikke, hvorfor man skulde lade sig skræmme af ildesindede Menneskers Sladder!

Der blev en Pause. Man hørte tydelig det store Urs regelmæssige Dikken inde fra Baronens Kontor, og af og til gnavede og raslede en Rotte bag Panelet. Ellers syntes alt i den mægtige Bygning at være hensunket i Søvn.

Tankerne myldrede og tumlede rundt i den arme Helmuths stakkels Hjerne. Saaledes havde han ikke tænkt sig, at hans Rettergang skulde ende! Han havde forestillet sig noget i Retning af Graad og Tilstaaelse og Bøn om Naade. Og saa en Forsoningsfest med Knæfald og dyre Løfter og ham selv som den tilgivende Guddom, der havde taget Synderinden i sine Arme og ved sin Storhjertethed og Højmodighed havde knyttet hende til sig og gjort hende til sin lydige og ydmyge Slavinde, sin urørlige og ukrænkelige Ejendom for Tid og Evighed! ... Men nu var det jo _ham_, der kom til at bede om Forladelse og Tilgivelse, siden hun var uskyldig i det, han havde hende mistænkt for. Fanden ogsaa, at hans Mo'er ...

Men saa kom han pludselig til at tænke paa, at Alvilda havde holdt skjult for ham, at hun havde været sammen med Scheele i Søndags ude hos Borgmesterens! ... Og Papirsstumpen, han havde i Lommen nede fra Straahytten!

-- Er det længe siden, du har været sammen med din Fætter? spurgte han og glædede sig stille over sin Snedighed.

-- Ja, han kommer her jo aldrig, sagde hun rolig. -- Han har vel kunnet mærke, at du ikke kan lide ham.

-- Jeg spø'r, om det er længe siden, du har været sammen med ham?

-- Sammen med ham ... jo, ja ...

Hun blev usikker, tøvede med Svaret, vidste ikke, om hun skulde sige Sandheden, eller ....

Men Blodet for igen Helmuth til Hovedet, og han kunde ikke beherske sig længere.

-- Han var jo hos Borgmesterens i Søndags! bruste det ud af ham, og hans Øjne lynede.

-- Ja, det er sandt, det var han jo ogsaa! Det havde jeg rent glemt! smilede hun.

Atter følte Baronen sig halvt afvæbnet; han var jo ikke videre bevandret i den ædle Forstillelseskunst.

-- Hvorfor har du ikke fortalt mig det før? mumlede han.

-- Kjære Helmuth, sagde hun, og hendes Øjenlaag blev røde, som holdt hun med Magt Taarerne tilbage. -- Du har ikke været god imod mig i den sidste Tid. Jeg ved snart ikke, hvad jeg tør tale til dig om, og hvad ikke. Husk paa, min Ven, at mit Liv hidtil har været alt andet end glædeligt. Og da jeg gav dig mit Ja og fulgte med dig herover, troede jeg, at jeg skulde faa det godt og roligt. Og saa ... og saa piner og plager du mig med dine uværdige Mistanker ... Du gør fælles Sag med din Moder, der er skinsyg paa mig, fordi jeg indtager en Plads her, som hun mener tilkommer hende ... Og ganske ene staar jeg, borte fra Familie og Venner .... Hvor kan du, der ellers er saa god, bringe det over dit Hjerte ....

Her brød Taarerne virkelig frem af den ædle Dames Øjne, og hun skjulte Ansigtet i sine Hænder.

Og Helmuth sad paa ny hjælpeløs.

-- Lille Vilde, sagde han og strøg hende kluntet angergivent op og ned ad Ryggen -- jeg holder jo saa voldsomt meget a' dig; det er derfor. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er saa fin som dig. Du er meget bedre vant. Og Mo'er fortalte, at alle Mennesker sa'e, at du og Scheele ... De ha'de set Jer ride sammen. Og I holdt Stævnemøder. Jeg kunde ikke være bekendt at finde mig deri, sa'e de. Og da du nu ikke fortalte mig, at du ha'de truffet ham i Søndags, saa troede jeg ... Og da jeg saa i Eftermiddags ogsaa fandt dette her Brev nede i Straahytten ....

-- Brev? Hvilket Brev? spurgte hun aandeløst. Hendes Hænder _faldt_ ned fra hendes Ansigt, og hun sad foran ham, dødbleg og med vidtopspilede Øjne.

Men han lagde ikke Mærke til hendes Rædsel. Han tænkte bare paa, at han havde gjort hende Uret, og at det var Synd af ham, og at han holdt saa voldsomt meget af hende.

-- Det er bare denne her Papirstump, sagde han ydmygt og rakte den frem mod hende. -- Der staar noget om en Baad, og det er jo da skrevet med Scheeles Haandskrift.

Hun snappede Papiret fra ham og læste.

-- Men det er maaske slet ikke til dig? spurgte han og ønskede halvvejs, at hun skulde sige nej.

-- Jo.

-- Er det?

-- Ja!

-- Men ... jamen ... hva' ...

Baronessen havde nu ganske genvundet sin Fatning.

-- Helmuth, sagde hun og saa ham med et fortræffeligt konstrueret varmt og taknemmeligt Blik ind i Øjnene -- nu da du har talt til mig om, hvad der har pint dig, saa vil jeg ogsaa betro dig ... fortælle dig alting! Men du maa love mig ikke at blive hidsig? ... Det er jo Angesten for din Hidsighed, der har afholdt mig fra at tale til dig før ... Brevet her er fra min Fætter. Han skriver af og til til mig. Han ... han holder af mig. Ja, jeg burde maaske ikke sige dig det, thi han har bedt mig om at bevare det som en Hemmelighed. Men jeg vil ikke, at du skal gaa rundt med den stygge Mistanke. Han har jo mærket, Stakkelen, at han ikke længere var nogen velset Gæst her paa Næsset. Og saa har han bedt mig om en Gang imellem at skrive sig til. Det er maaske uforsigtigt af mig; men jeg har saa ondt af ham. Og Herregud, naar et Brev kan glæde ham ..... Men hvis du ikke synes om det, Helmuth, saa ....

Helmuth sad sammenbøjet med Albuerne hvilende mod Knæene og Hovedet støttet i Hænderne. Og oppe i hans Hjerne hamrede det uophørligt: Jeg tror hende ikke! Jeg tror hende ikke!

-- Forvalteren siger, at han ligger hernede ved Badehuset og roder i sin Baad hver Aften! mumlede han.

Baronessen lo lidt anstrengt.

-- Aa Herregud, det arme Menneske!

-- Jeg skyder ham ned som en Hund, hvis jeg træffer ham!

-- Men Helmuth dog!

-- Og jeg forbyder dig at ta' imod hans Breve og at svare ham! Jeg vil ikke ha' det!

-- Saa, saa! smilede Damen blidt og tog hans Haand (hun vidste snart ikke sine levende Raad, Skroget). -- Bliv nu ikke ivrig igen, sagde hun. -- Er det noget at tage sig hans Studenterforelskelse saa nær! ... Du ved jo dog (her blev hendes Stemme lind og logrende som en Kattesvans), at jeg med Sjæl og Sind føler mig bunden til min gamle, fæle, hidsige Bjørn!

Baronen skød hendes Haand til Side og rejste sig.

-- Jeg skyder Jer begge to, hvis jeg opdager, at du lyver!

-- Men, kære ...

-- Begge to! Jeg vil ikke ha' det Maskepi!

-- Jamen, jeg har jo forklaret dig ...

-- Hum! Mo'er siger, at du ikke er til at stole paa over en Dørtærskel!

-- Og du tror din Moder bedre, end du tror mig ...

Helmuth greb hende i Armen:

-- Du skriver jo til ham! Du træffer jo sammen med ham. I holder jo Stævnemøder med hverandre! Hva' Fanden, naar du ikke bryder dig om ham, saa lad ham sejle sin egen Sø! ... Den Dreng!

Og han blev mere og mere ophidset. Alle de Tanker, der i de sidste Dage havde malet rundt oppe i hans Hjerne og pint og plaget ham og gjort ham saa nervøs, at han kunde have knust og splintret alt, hvad der stod ham i Vejen, dem maatte han nu have væltet fra sig, skaffet sig Luft for: _Om_ hun narrede ham! Om der var mere mellem hende og Fætteren, end hun vilde ud med! Om hans Moder havde haft Ret, da hun kaldte hende for et lumsk og snedigt Fruentimmer!

-- Sid ikke der og se saa fjollet ud! sagde han brutalt. Jeg bli'er bare arrig af at se paa dig! Jeg ved godt, at du bare har ta'et mig for at blive forsørget! Og at du bare gør Nar af mig! Og at jeg bare er en Bondemand ved Siden af dig. Men nu _har_ du mig, nu er vi gift! Og jeg skal vise dig, at jeg er Mand for at være Herre i mit Hus!

Han greb hende igen i Armen og ruskede til.

-- Forstaar du mig? For_staar_ du mig? spurgte han. -- Jeg vil ha', du skal lystre! Jeg har godt set dig grine til din Greve, naar jeg sa'e noget, der ikke passede Jeres fine Fornemmelser. Mange Gange har jeg set det. Men hvem er det, der har købt nye Kjoler til dig? Og Vognen? Og Ridehesten? Du kunde ha' faaet det med mig, som du vilde; men du har gaaet her og holdt mig for Nar! Du bryder dig ikke en Døjt om mig. Det var bare for at komme i Stilling, at du tog mig. Men jeg skal lære dig noget andet herefter. Du er _min_, forstaar du! Jeg har _købt_ dig, forstaar du! Hvad bragte du med her til Gaarden? Ingenting! Ikke saa meget som der kan ligge paa en Negl! Du maa takke din Gud til, at jeg vilde ha' dig og din Datter, som sad der og aad tørt Brød af din Moders Naade! Og her lever du som en Dronning, gør du, som en Dronning. Og din Datter som en Prinsesse. Men hende har du ogsaa lært at grine af mig. Jeg har godt set det. Jeg har set det mange Gange! Og jeg holder Lærerinde til hende, som om hun var mit eget Barn. Men det er Takken, jeg har! Det er Takken, jeg har .....

Baronessen var sunken ned paa Chaiselonguen og sad nu med lukkede Øjne bleg og stille og lod hans vanvittige og uoverlagte Ordstrøm rulle hen over sit Hovede. Havde han tidligere indgydt hende Ligegyldighed og Foragt ved sin Raahed og sit bondeagtige Væsen, saa forvandledes disse Følelser nu til Væmmelse og Had. Men samtidig bævede hun ogsaa for, hvad han i sin utæmmede Brutalitet kunde finde paa at foretage sig, nu de var alene i det store, sovende Hus!

Helmuth gik rastløs op og ned ad Gulvet. Hans Hænder var knyttede, og hans smaa, brune Øjne plirede af og til hen mod hende: Se, hvor stille hun sad. Og hvor bange hun var! Nu havde han nok faaet Krammet paa hende. Hæ, hæ, han skulde lære hende at krybe for ham og slikke hans Haand som en Hund, der rystede for Pisken!

Hun sad med Hovedet bøjet ned mod Brystet, og de hvide, smalle Hænder foldede i sit Skød. Mellem Kjolelinningen og Haaret lyste Halsen frem slank og rund og med en svag, rosenrød Tone i Skæret fra Lampen.

Denne Strimmel Kød gjorde ham blød om Hjertet.

Han standsede.

-- Vilde ....

Intet Svar.

Han gik nærmere og bøjede sig ned over hende.

-- Vilde ....

Hun saa op paa ham koldt og afvisende. Saa bøjede han sig helt ned og kyssede hende paa Halsen:

-- Har jeg været for slem imod dig, Vilde?

Hendes Ansigt og Øjne vedblev at være rolige. Men dybt i hendes Hjerte lo det haanligt. Hun kendte Mændene; hun kendte disse «Skabningens Herrer»: Som brølende Løver rejste de sig mod Kvindernes Sjæle; men som lystne Hunde dansede de logrende omkring deres Legemer!

-- Er du vred paa mig, Vilde?

-- Du burde vide bedre at tøjle din Hidsighed, Helmuth. Du ved jo somme Tider ikke, hvad du selv siger!

-- Nej ... nej, men ... Han gik hurtig om paa den anden Side af Chaiselonguen og satte sig ved Siden af hende og slog en Arm om hendes Liv.

-- Men det er jo, fordi jeg holder saa voldsom meget af dig! sagde han. -- Det er, fordi jeg bli'er helt gal, naar jeg tænker paa, at du maaske har noget at gøre med andre! Bare vi kunde faa den Søn, Vilde! Saa vilde alting blive meget bedre. Jeg vilde saa gerne ha' ham. Folk griner af mig, fordi der ingen kommer. Jeg kan heller ikke forstaa det! ... Du gør da ikke noget for at hindre det, Vilde, hva'?

Baronessen rev sig ud af hans Arm og gik bort fra Chaiselonguen: Hun kunde ha' slaaet ham i Ansigtet paa Grund af hans Ubehøvlethed!

Men Helmuth rejste sig og fulgte hurtig efter.

-- Lille Vilde! hviskede han kælen og greb fat i hendes Kjole.

Saa vendte hun sig og stod rank og bleg foran ham.

-- Nu kan det være nok! sagde hun med en Stemme, som dirrede af Vrede. -- Ikke et Ord mere! Jeg _vil_ ikke taale alle dine Fornærmelser! Jeg forbyder dig at tale saaledes til mig! Jeg forbyder dig at komme i Nærheden af mig! Jeg forbyder dig at røre ved mig! Jeg forbyder dig herefter at sætte dine Fødder i vort Soveværelse! Vil _du_ være der, saa gaar _jeg_ min Vej ... over i den anden Fløj ... i et af Gæsteværelserne .... Jeg vil ... jeg _vil_ ikke mere finde mig i din Mangel paa Opdragelse ... din Taktløshed ... din ... din .....

-- Vilde ...

-- Nej; jeg har faaet nok af at høre paa dig i Aften. Der maa dog være en Grænse!

-- Vilde! sagde han truende.

Hun lod, som om hun ikke hørte ham.

-- Skal jeg lade Kammerjomfruen flytte mine Sager over i Gæsteværelset; eller vil _du_ sove der? spurgte hun og vendte sig for at gaa.

Men da greb han hende med begge Hænder i Skuldrene, og hans Stemme lød hæs og stakaandet, som var han ved at kvæles.