Part 11

-- Jo-o, forklarede Maren -- ma' bli'er, saa ma' knap ka' hænge sammen a' 'et alligevel.

Maren ha'de flere Bekendtere, der ha'de faaet Vand og Brød, og de var ble'en «som Klude».

Nu sad de og snakkede en Stund om de forskellige Slags Straffe. Søren havde talt med en, der havde været i Tugthuset. Det var et helt Herreliv, sagde han.

-- Ja, det er da vist allenfals bedre end som aa komme paa Fattiggaarden! mente Maren. Dette Asyl stod for hende som det forfærdeligste paa Jorden. -- Før hænger jeg mig, sagde hun -- før den Tort skal komme over mig!

Og de faldt i Snak om de forskellige Maader at tage Livet af sig paa.

Søren havde set en, der havde druknet sig; og Stasia fik ham til at beskrive paa det nøjagtigste, hvordan Vedkommende havde set ud. Hun gyste ved at høre det, men ufortrøden var hun i sine Spørgsmaal. Saa ufortrøden, at Moderen til sidst sagde:

-- Nej, la' nu være aa fortæl mere, Søren! Jeg tør ikke være her alene!

Og saa begyndte hun for tyvende Gang at trænge ind paa Sønnen for at faa ham til at flytte herind i Huset. Hun var gammel, sagde hun, og hvis der skulde komme noget paa, saa laa hun her og kunde hverken faa Hjælp eller Raad, men maatte dø som et andet Kreatur!

Stasia sad og hørte til og gottede sig ved Tanken om, at _hende_ kunde Moderen ikke faa fat i, for Enkebaronessen slap hende ikke fra sig for aldrig det.

Og Sønnen vægrede sig ogsaa paa det kraftigste. Han blev pludselig højrøstet og sagde, at hun vidste jo godt, at han maatte være i Nærheden af Posthuset. Det var jo over een Mil, han fik at gaa, om han skulde bo her. Pludselig trumfede han i Bordet og sagde, at var hun bange for at ligge ene, kunde hun jo lægge sig ind paa Fattiggaarden, der var Selskab!

Stasia slog en høj Latter op, da Søren nævnede Ordet: Fattiggaarden; og hun puffede hemmeligt Moderen i Siden for at hidse hende. Det var hende ligefrem en Sjælesvir at se de to andres dirrende Ansigter og hadefulde Øjne. Hun havde jo sit paa det tørre.

Maren stak i Hyl og dundrede i Bordet til Svar, saa Kopperne dansede: Han var et utugtigt Skarn og et Dyr og en Judas Iskariot, at han vilde skikke sin egen kødelige Mo'er ind mellem al det Skidt og Skrammel og Tyvepak o. s. v., o. s. v.

Og det endte med, at Søren tog sin Hue og gik sin Vej, og svor paa, at han aldrig skulde sætte sine Fødder i dette forbandede Hus! --

Saa var de to Fruentimmer alene.

Stasia sad og vædede Pegefingeren og fiskede de Smuler af Hvedebrødet op, som laa tilbage paa Papiret, det havde været pakket ind i.

-- Naa, Moder, tag dig nu ikke det saa nær, skrev hun og stak Tavlen hen til Maren.

-- Den Svinehund! sagde den gamle. -- Aa ham har en opfødt med sit eget Hjertes sure Mælk!

Ja, han er jo lidt haard, skrev Stasia -- men det er jo ikke _hans_ Skyld.

-- Næi, jeg ved sgu godt nok, a' det er hinne, Mæren derovre i Jerslev.

Stasia nikkede.

-- Moder skulde engang gaa over og læse Evangeliet for hende!

-- Hæ, hæ, snærrede Maren -- ja, jeg ska' rive Øjnene ud a' Hovedet paa hinne, ska' jeg!

Stasia smilede skadefro.

Det forholdt sig jo saadan med dette lille, stakkels, mishandlede Væsen, som ingen Mand kastede sine Øjne paa, men snarere følte en Art mystisk Skræk for, at hun kunde ikke taale, at andre nød den «Kærlighedens Lykke», som hun læste om i de Bøger, Enkebaronessen laante hende. Hun gik i stille, sukkende Længsel efter at føle og nyde «Elskovens henrykkende Salighed». Men da Mandfolkene stadig gik af Vejen for hende, havde der lidt efter lidt inderst inde i hende ophobet sig en Bitterhed og et indeklemt Had til alle, navnlig til alle Kvinder, som fandt et Par aabne Arme at kaste sig i og en bankende Barm at læne deres længselsfulde Hoved imod.

Og hun havde jo ikke været længe om at opdage, at Broderen nu paa det sidste havde fundet sig en Hjertenskær ovre blandt de Jerslev Piger.

Og hun nagedes næsten syg af Misundelse.

-- Moder skulde gøre Alvor af det, skrev hun paa Tavlen.

-- Det kan du være evi' vis om, min Pige! nikkede den gamle. -- Jeg skal nok læse for hinne!

-- Og faar hun ham først til at gifte hende, skal hun nok trække Skillingerne fra ham!

-- Jojo! Aa saa la'er di mig ligge aa sulte ihjel!

Stasia trak et sammenlagt Stykke Avispapir op af Lommen og rakte Moderen det.

-- Tak, Tak! smilede den gamle og kradsede begærlig Papiret op med sine krogede Fingre. Der laa en Tokrone i det. -- Du er da en _Datter_! nikkede hun, og hendes Øjne skinnede. -- Saadan sku' alle Børn være! Hvor har du ellers den fra?

-- Hi, hi! lo Stasia og kneb det ene Øje sammen.

-- Ha, ha! gryntede Maren Forlis og stak Pengestykket i Lommen efter omhyggelig at have svøbt det ind i Papiret igjen.

Der arbejdede sig paa ny en klukkende Latter op gennem den døvstumme.

-- Hi, hi, fniste hun. Og saa skrev hun paa Tavlen. -- Han kan alligevel ikke klemme hende rigtig med de halvanden Arme, han har!

Hun tænkte stadig paa Broderen og hans Kæreste.

Maren puffede overstadig gemytlig Datteren i Siden og sagde:

-- Det kommer sgu mere an paa Benene, min Tøs, naar Prøven ska' gøres!

Og saa hvinede de ud i Latter begge to.

-- Nu maa jeg vist til og af Sted, skrev Stasia saa -- ellers bliver Dragonen rent edderspændt!

«Dragonen» var hendes Kælenavn for den gamle Baronesse.

-- Har I Kontrefejer endnu?

Den døvstumme nikkede og knyttede Hænderne.

-- Putter hun dig somtids i Skabet endnu?

Stasia nikkede igen og skar Tænder.

-- Det la'er du vel ikke sidde paa dig?

-- Nej! Men bare jeg var stærkere end hende!

-- Jamen, det er du jo nu'nde, Anastasia! .... Har du prøvet smaatskaaren Hestehaar?

Den lilles Ansigt lyste op i et bredt Grin.

-- Jeg fyldte hendes Seng forleden Aften, skrev hun. -- Hun var, som hun var gal hele Natten. Og jeg kunde ikke sove for Grin.

Maren knækkede sammen af Latter.

-- Ja, vi maa jo bruge de Midler, Vorherre har gi'et vos! sagde hun. -- Naa, _ska'_ du nu af Sted?

Jo, Stasia maatte skynde sig.

Hun satte en hvid Straahat med Roser og Tulipaner paa Hovedet. Og Parasol havde hun. Og midt paa den lysegraa, uldne Kjole prangede den højrøde Brystsløjfe.

-- Hun holder dig sgu da ellers net nok i Klæ'er! nikkede den gamle misundelig.

Og den døvstumme gjorde en Bevægelse, der skulde sige: Ja, hun kunde jo bare prøve paa andet!

Saa greb hun Tavlen og skrev:

-- Du skal ikke komme ind til vos, naar du kommer til Jerslev.

-- Næi, næi, sagde Maren -- det forstaar sig! _Hun_ ka' ju'nde taale mig!

-- Du skal sige til Tøsens Forældre, at de allerede ligger og forlyster sig sammen.

-- Gør di da det? spurgte Maren interesseret.

-- Det gør di vel nok!

-- Ja, jeg ska' sgu forlyste dem! nikkede Maren og saa ond ud.

-- Naar kommer du?

-- Paa Søndag, tænker jeg. Jeg gaar i Kirke med det samme. Det er saa længe siden, jeg har hørt et Gu's Ord.

-- Saa skal jeg se og passe dig op omme ved Hjulmandens Hjørne og høre, hvordan det er revet ud.

-- Ja, gør kun det.

Og saa bød de to Slægtninge Farvel til hinanden. Og Stasia gik.

Da hun stod uden for Døren, kom der en stor, graa Kat løbende over Vejen fra Skoven og gned sig op ad hende.

-- Naa, der er Belle! sagde Maren.

Stasia bøjede sig ned og strøg Dyret hen over dets krummede Ryg. Saa nikkede hun og skyndte sig af Sted.

Inde i Stuen begyndte Katten at mjave.

-- Ka' han lugte Kaffen? sagde Maren med kælen Røst. -- Nu ska' han faa en Koppe.

Og hun skænkede to Kopper Kaffe, een til Katten og een til sig selv. Kom godt med Sukker i og listede derpaa hen til Sengen og hentede en Krukke Mælk frem under den, skummede det øverste af og kom i Kopperne, medens hun samtidig smilede tilfreds over at have snydt Børnene for denne Nydelse.

Saa satte hun Belle op paa Bordet og begge gav sig til at slubre Drikken i sig.

Katten slikkede Fedtpletterne af Hvedebrødspapiret. Og Maren tog sin Tokrone frem og gned den med sit Kjoleærme, indtil den skinnede.

Kære, lille Moder!

Tak for Dit Brev i Torsdags. Jeg er altid saa glad, naar jeg hører fra Jer; men jeg kommer jo til at længes. Til Julen _vil_ jeg hjem! -- Jo, jeg begynder nu at føle mig _lidt_ bedre til Rette her paa Næsset; baade Baronen og Baronessen er meget venlige og gode imod mig, og Karen kommer jeg til at holde mere og mere af for hver Dag, der gaar. Hun er noget af det sødeste, jeg har kendt; og saa smuk. Det maa være dejligt at være smuk! Ja, Pastor Mascani fortalte mig forleden, at han for længe siden havde talt til Hendes Naade om mit Værelse, og hun havde sagt til ham, at det var bare for i Sommer, jeg havde det, til Vinter skulde jeg have et andet. Men til mig har hun ikke talt derom, saa jeg er bange for, at hun glemmer det. I det hele er der kommet noget underligt stille og fraværende over Hendes Naade, synes jeg. Forleden kom jeg op i Salonen og troede, at jeg var alene, og satte mig til Klaveret og spillede lidt; men saa rejste hun sig pludselig fra en Stol inde i den ene Vinduesniche og kom hen og klappede mig paa Kinden og saa saa forfærdelig bedrøvet ud; og saa gik hun. Jeg tror ikke, hun er lykkelig; mon hun ikke gaar og tænker paa sin første Mand, han var nok saa smuk, saa smuk, og det er Baronen jo ikke, men jeg kan se paa hans Øjne, at han holder meget af hende.

I Søndags var Baronessen, Karen og jeg ude i Byen og besøgte Borgmesteren. Det er rare Mennesker, og vi havde det yndigt. Du kan tænke Dig, vi fik Østers til Aften, var det ikke fint? Grev Scheele kom ridende, uden at nogen vidste af det, og da han hørte, at der var fremmede, vilde han ride igen; men han blev da. Ham synes jeg udmærket om, han er saa rar! men han kommer ikke nær saa ofte til os som før; det er Synd for Hendes Naade, thi hun har det jo meget alene, naar man er vant til København.

Hvor det dog er sørgeligt med Pastor Mascani, han ser saa forfærdelig anstrengt og nervøs ud, og somme Tider kommer han slet ikke ind i Stuen, naar man er dernede. Baade Fruen og Clara ser ogsaa daarligt ud; det gør mig saa ondt for den Familie. Folk fortæller saa meget om Pastor Mascani, jeg kan slet ikke sige Dig, hvad det er, saa forfærdelig er det; men jeg kan ikke tro det, for han er jo da Præst og en gammel Mand og skal foregaa Menigheden med et godt Eksempel. Det er underligt, lille Moder, men siden jeg er kommen hjemmefra, synes jeg, at der er saa meget ondt og stygt til, som der aldrig var noget af hverken i København eller Hobro! Ved Du hvad jeg hørte forleden Nat, da jeg laa og ikke kunde sove for Rotterne! Ja, er det ikke forfærdeligt, jeg hørte, at Kammerjomfru Petersen var nede hos Tjeneren, jeg kunde kende hende paa Stemmen; hun græd og jamrede, og han skændte paa hende. Det kan jo gerne være, at de er Kærester, men jeg synes ikke, man skal gøre saadan noget. Du maa ikke blive vred, kære Moder, over, at jeg fortæller Dig det, men nogen maa jeg jo tale med. Synes Du, jeg skulde sige det til Hendes Naade? Det er næsten Synd, for Kammerpetersen er saa rar og hjælpsom; hun har lavet min gamle, graa Kjole saa pænt i Stand. Kan Du ikke købe en lille Ting, jeg kan forære hende, for jeg synes, det er saa flovt at tilbyde Penge?

Nu kommer Enkebaronessen her aldrig mere, hun og Hendes Naade kan ikke lide hinanden. Men nu fortæller Pigerne, at hun var her i Søndags, da vi var borte, og Baronen har været saa underlig siden. Jeg er ganske nervøs, naar vi skal op til Bordet, for han sidder og ser saa mørk ud og taler næsten ikke til sin Kone. Det er stygt af den gamle Baronesse at gaa og sætte ondt imellem dem! Aa, somme Tider ønsker jeg, at jeg aldrig var kommen her mellem disse Mennesker, jeg kan ikke forstaa dem og alle deres Intriger; og jeg er næsten bange for dem, for jeg synes, at det er, som om de gik rundt og lurede paa at gøre hverandre Skade. Dersom jeg ikke holdt saa meget af Karen, ved jeg virkelig ikke, hvordan jeg skulde holde det ud.

Ja, Vadsken her er meget god, men Tøjet bliver jo lidt gulligt, fordi de bruger Brøndvand. Herskabet faar vadsket Lintøjet i Byen, men vi andre maa jo nøjes.

Aa, hvor jeg glæder mig til Julen! Det bliver frygtelig morsomt at købe Presenter til Dig og Børnene for mine egne Penge. Jeg synes, at I skulde lade mig pynte Juletræet alene? Maa jeg det?

Der begynder at gaa Hul paa Overlæderet af mine gamle Snøresko. Synes Du, jeg skulde købe mig et Par ny og sende de gamle hjem til en af Tvillingerne? De _kan_ jo ogsaa lappes her, for der er en meget god Skomager i Næsgaardene.

Naa, lille, kære Moder, nu ikke mere for denne Gang! Hils nu Børnene og kys dem alle mange Gange fra mig, de søde Tuller! Og modtag selv de varmeste Hilsener og Kys fra din

trofaste Datter Elise Jansen.

Næssets Jorder gik mod Nord og Øst lige ned til Fjorden. Et stort Areal af de flade, side Enge havde den unge Baron ladet inddæmme og dræne i sine første Regeringsaar. Og nu groede dernede stadig det bedste Korn i hele Egnen.

Helmuth var meget stolt af denne sin Bedrift og betragtede de 30 Tønder Land inden for de høje Dæmninger som sin ganske private Ejendom, og han havde glædet sig som et Barn til at opnævne dette Jordstykke efter sin førstefødte Søn og kalde det: Hannibalsmarken. Hidtil havde det maattet nøjes med at gaa under Navnet: det inddæmmede.

Men straks, han var bleven gift, havde han sagt til sin Kone, at hun skulde skynde sig at føde en Stamherre, for saa skulde der drikkes Champagne paa Næsset, og Drengen og Marken dernede bag Skoven skulde døbes paa samme Dag, og begge skulde de hedde Hannibal.

Men nu havde han snart været gift et halvt Aar, og der viste sig stadig intet Tegn til, at han skulde blive Fader.

-- Hva' Fanden, sagde han -- du har jo dog faaet Børn før, Vilde. Jeg kan sgu ikke begribe det!

Og han gik i sin Nød til Huslægen og betroede ham sine Bekymringer og spurgte ham ud, om ikke Raad fandtes.

-- Hæ, hæ! klunkede gamle Doktor Larsen og klappede ham paa Skulderen -- Kommer nok, kommer nok, Hr. Baron! ... Maaske skulde vi spise lidt mindre rigeligt. Kunde aldrig skade.

Og Helmuth tog hjem og sultede sig i tre samfulde Dage. Og trods det, at han holdt mest af at _ride_ rundt i Markerne og se til Arbejderne, saa begyndte han nu at gaa -- i det mindste den ene Runde, den om Formiddagen. Men Følgen blev bare den, at han mødte frem med en sand Daglejer-Appetit ved Frokostbordet. Og naar man nu er sulten, saadan virkelig sulten, saa er det jo ganske umuligt at lade de fyldte Fade gaa sig forbi!

-- Aa skidt, sagde han og skævede over til sin Kone, da Tjeneren for anden Gang bød Oksestegen rundt -- jeg ta'r sgu et Stykke til, Vilde! Man skal da være _mæt_!

Og Vilde sad rank og udeltagende og lod ham læsse paa Tallerkenen.

Hun havde mere og mere trukket sig tilbage i sig selv, den unge Baronesse. Ikke at hun var uvenlig mod sin Mand, eller haard og afvisende og lunefuld, som i den første Tid af deres Ægteskab. Tværtimod! Hun var Høfligheden, Blidheden og Medgørligheden selv -- naar han da ikke blev alt for «Holbergsk». Men det var til Tider, som om hun var langt borte fra sine Omgivelser, som om hun sad og ventede paa noget, lyttede efter en eller anden Tone, som kun hun kunde høre. I Timevis kunde hun sidde inde i sit Kabinet i en Gyngestol og stirre ud i Luften og vugge sig blidt frem og tilbage med den ene Fodspids mod Gulvet. Men dog var det ikke saadan, at det var en «indre Lykke», som man kalder det, der opfyldte hende og gjorde hende tavs og drømmende. Thi hendes sky Blik og hendes nervøse Faren sammen, naar nogen nærmede sig, tydede langt snarere paa Uro og ond Samvittighed.

-- Vil du med en Tur efter Frokost, Vilde, ned og se paa det inddæmmede? havde Baronen spurgt et Par Gange -- Havren dernede staar, som den var _plantet_!

-- Nej, kære, jeg har ikke Lyst.

Og Lyst til at tage ud paa Besøg i Egnen, havde hun heller ikke. Hun kunde ikke lide de ransagende Øjne, de gode Fruer fæstede paa hende. Det var, som om de vilde læse, hvad der stod prentet bag hendes korrekte, ladylike Fremtræden og blide, smilende Ansigt.

Men ofte lod hun pludselig sin Hest sadle og red lange, ensomme Ture.

Og da fortalte man Frue og Frue imellem, at hun af vejfarende Folk var bleven set ovre paa den anden Side Fjorden i Selskab med sin Fætter, Grev v. Scheele.

-- -- --

Et Par Dage efter hin Søndag, Stasia havde besøgt Maren Forlis, medens Enkebaronessen var paa Næsset for at tale med sin Søn, kom denne gaaende ned ad den smalle Trappe, der førte fra Kontoret ned i Gangen foran Borgestuen og Kaninens og Tjenerens Værelse.

Baronen havde, som den lille Jansen havde bemærket i sit Brev til Moderen, været underlig mut og ordknap siden Hendes gamle Naades Visit. Det havde været en hel Ynk at se paa ham. Hans smaa, glade Øjne, der ellers skinnede af stille Lykke, naar han kom ind i Spisesalen og saa det opdækkede Bord, flakkede nu helt hjemløse om mellem Fade og Tallerkener. Spise gjorde han ganske vist som sædvanlig med god Appetit; men komplet uden Humør. Og hans spøgefulde, lidt bjørneagtige, men særdeles velmente Bemærkninger til Karen og Kaninen, ventede de forgæves paa. Og naar Maaltidet var til Ende, rejste han sig brat, brummede: Velbekomme! og gik ind paa Kontoret og lukkede Døren efter sig.

Hendes Naade og de to Pigebørn skævede ængsteligt hen til ham; og Baronessen forsøgte et Par Gange at indlede en Konversation. Men Helmuth svarede kun med Enstavelsesord og undlod at se paa hende.

Og om Aftenen efter Middagsbordet lod han Forvalteren kalde op til sig og underholdt sig med ham inde hos sig selv, indtil der skulde drikkes Te. Og straks efter Teen sagde han Godnat og gik i Seng og sov sødelig, naar Vilde et Par Timer efter kom ind for at gaa til Ro. --

Baronen kom altsaa ned ad Trappen fra sit Kontor. Hans Ansigt var mørkt, og han stampede unødig haardt i Trinene med sine tunge Støvler. Over Armen hængte i sit Haandtag den tykke, gule Egestok, han altid havde med, naar han gik i Marken.

Da han naaede ned i Gangen, standsede han og stod et Øjeblik som raadvild uden for Kaninens Dør.

Saa bankede han paa.

En Stol blev skubbet tilbage inde i Værelset, og Frøken Jansen viste sig i Døren. Hun blev staaende ganske maalløs, thi det var første Gang, at Baronen søgte hende op hernede. Og hun troede et Øjeblik, at han gik fejl, og at det var Tjeneren, han vilde tale med.

Et Sekund stod de og stirrede paa hinanden uden at tale.

-- Frøken, sagde han saa -- jeg maa ....

Og han puffede hende næsten brutalt ind i Værelset, gik selv bag efter og trak Døren til. Der var saa lavt derinde, at han næppe kunde staa oprejst.

Kaninen var ved at skrige om Hjælp, saa forfærdet blev hun.

Helmuths Ansigt var kobberrødt, hans tykke Læber skælvede og hans Øjne for vildsomt om.

-- Frøken ... Frøken Jansen, begyndte han -- undskyld at jeg ... der var noget, jeg vilde spørge Dem om ...

-- Ja--a ... sagde hun og rystede over hele sin lille, magre Krop og ledte samtidig rundt i sin Hukommelse, om hun muligvis skulde have begaaet en eller anden Fadæse, som nu skulde paatales.

-- Hvem var ... hvem var I sammen med i Søndags ude hos Borgmesterens? busede det pludselig ud af Baronen.

-- Ingen, stammede hun -- vi var der alene ...

Hans Ansigt klarede lidt op.

-- Jo, det er sandt! skyndte hun sig saa -- Om Aftenen kom Grev v. Scheele ridende.

Uden at sige et Ord mere gjorde Helmuth omkring og forlod Værelset. Sandet paa Fliserne skreg under hans tunge Støvler, da han gik hen gennem Gangen.

I Døren ud til Gaarden stod Tjenerdrengen Julius og dampede velbehageligt paa sin Pibe.

Blodet for Baronen til Hovedet med et Stød, saa det næsten sortnede for hans Øjne.

-- Staar du her og driver, din Lømmel! skreg han og huggede ude af sig selv af Raseri Drengen over Benene med sin tykke Stok, saa den ulykkelige Knægt sank i Knæ med et dæmpet Brøl og kunde ikke rejse sig igen.

Helmuth lod ham ligge og gik hen gennem Gaarden, ind i Haven og ad Skoven til.

Der hamrede bare den eneste Tanke op og ned i hans træge Hjerne: Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er Ret!

Da han gik ned ad den lange Allé og kom forbi Straahytten, gik han ind og satte sig paa en af Græsbænkene.

Han kunde høre Høstfolkenes Raab og Latter nede fra det inddæmmede, hvor man var ved at køre Havren hjem -- den pragtfulde Havre, hans Hjertes Kælebarn og Stolthed! Og han hørte den skrattende Lyd af de tomme Høstvogne, der kom kørende i jagende Fart oppe fra Gaarden. Og den buldrende Lyd af Læssene, der langsomt rullede hjemad.

Men al denne Larm af Liv og Virksomhed gled ham upaaagtet forbi. Han sad foroverbøjet paa Bænken, støttede Armene mod Haandtaget af sin Stok og stirrede stift frem for sig. Vreden og Raseriet, der før havde været ved at kvæle ham, og som havde ladet ham slaa løs som i Blinde paa den sølle Julius deroppe paa Flisegangen, var lidt efter lidt veget for en inderlig, knugende Sørgmodighed, en næsten grædefærdig Medlidenhed med hans egen fortvivlede Stilling.

-- At hun _kunde_! malede det rundt i hans Hjerne -- At Vilde _kunde_! Herregud, hvad har jeg gjort hende! Jeg er ikke saa fin og dannet, som de Mennesker, hun er vant til at omgaas. Men det vidste hun jo, før hun tog mig. Og jeg gør mig da Umage. Jeg har næsten lagt af med at bande. Og jeg klær mig da om til Middag. Alle hendes Ønsker faar hun opfyldt. Jeg bær hende jo paa Hænderne. En ny Kupévogn har hun faaet. Og en Ridehest. Og Julius fik hun straks som sin Tjenerdreng! Hvor mange vilde ikke ha' gjort Vrøvl i mit Sted. Og hva' forlanger jeg til Gengæld for alt det. Bare at hun skal være lidt god og venlig imod mig. Og saa gaar hun hen og ... Og jeg, der holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa meget a' hende ....

Taarerne begyndte at pible frem i hans smaa, skikkelige Bjørneøjne og løb ham langsomt ned over Kinderne ned i Skægget. Hans svære Krop rystede, og af og til stønnede han som under en tung Byrde.

Han sad stadig og stirrede frem for sig, medens Tankerne væltede rundt inde i hans arme Hjerne. Paa een Gang fangedes hans Blik af noget hvidt, der laa og skinnede i Dagslyset, som faldt ind gennem den halvtaabne Dør. Først gled Øjnene bort fra det igen, og han rokkede frem og tilbage paa Bænken i sine triste, pinefulde Tanker, der ustandseligt drejede sig ubehjælpsomme og raadvilde om det samme Punkt: Og jeg, der holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa meget a' hende ....

Saa rejste han sig med en pludselig Følelse af, at her kunde han jo ikke blive siddende; han maatte ud i Marken, ud til Forvalteren, ud til sine Folk; viste han sig ikke, saa gik de bare og drev!

Atter faldt hans Øje paa det hvide, der laa og skinnede paa Jorden henne ved Døren. Han bøjede sig mekanisk ned og tog det op. Det var en lille, trekantet Lap Papir; et Hjørne af et iturevet Brev. Blodet for ham susende til Hjernen, og han knugede Stokken i sin Haand som for at slaa: Han kendte øjeblikkelig Skriften paa Papirstumpen; det var Grev Scheeles. Straks kunde han ikke læse, hvad der stod; i den Grad hvirvlede alt i Ring for hans Blik. Og da han omsider blev saa meget Herre over sit Anfald, at han kunde tyde de enkelte Bogstaver, blev han ikke meget klogere af det. Thi paa Papiret, der havde dannet det øverste Hjørne af en Brevside, læstes kun:

......... ingen Glæde uden .............. trygt stole ................... Baaden

Men at Brevet var fra Scheele, derom var der ingen Tvivl.