# Slægten ## Part 10 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/sl-gten-37594/index.md Par efter Par af adstadigt polkerende Bønderfolk ligefrem _mejede_ de ned ved denne deres irregulære Maade at fare Salen igennem paa. Bønderpigerne, de dansede med, hvinede af Begejstring ved at blive kørt avet om. Men Karlene, ikke at tale om de ældre nedmejede Mænd og Koner, skummede af Vrede og Misundelse. Der lød allerede en undertrykt Mumlen i Salonen, og man var ved at rotte sig sammen for i Fællesskab at foretage et Choc mod disse to Vindhase, da pludselig al Vrede druknede i en ustandselig Latter. Den begyndte først nede ved Døren ind til Skænkestuen og forplantede sig derpaa op gennem hele Salens Længde. Al Dans ophørte. Damerne kastede sig tilbage paa Bænkene og lo. Og Mandfolkene slog Hænderne mod Laarene og raabte og pegede og dunkede hinanden i Siderne. Selv Musiken kunde næsten ikke spille af Latter. Det var den lille, puklede Urmager Svendsen, der, paavirket af Øl og Brændevin, pludselig havde slaaet sine Orangutangarme om Hofterne paa Store-Olga fra Vejrløse og nu forsøgte at svinge hende «forkert» i en hvirvlende Tyrolervals. Men det var ham umuligt at komme i Trit. Med urokkelig Alvor forsøgte han atter og atter. Tog nogle Spring fremad og gjorde nogle sælsomme Bevægelser med Kroppen. Men maatte saa standse og begynde forfra igen. Han naaede hende ikke højere end til Kjolelinningen og sled og arbejdede med hende, saa Sveden sprang ham frem paa Panden. Saa tørte han Ansigtet af paa hendes Mave og kilede paa igen. Hans lange Arme og Ben var i uafbrudt Bevægelse. Det saa ud, som vilde han entre hende. Han lignede en kæmpemæssig Edderkop, der i sit Storhedsvanvid havde faaet den forrykte Ide at ville danse Tyrolervals med en Hunelefant. Og jo højere Salen lo og larmede, desto ivrigere arbejdede han. Men saa syntes Olga pludselig at være bleven ked af Legen. Hun bøjede sig ned over sin stumpede Kavaler, slog sine Arme om hans Liv, hævede ham op til sig, og satte saa ind i Dansen med et kluntet Hop. Og op og ned ad Gulvet gik det nu, rundt og rundt i hele Salens Længde, hurtigere og hurtigere, saa at den ulykkelige Urmagers Ben stod ud fra hendes trinde Krop som et Par flagrende Baandender. -- Olga, stønnede han -- Olga, det er nok, Olga! Men var Olga først sat i Bevægelse, syntes hun ikke at kunne standse, førend hendes eget Maskineri var løbet tørt. Og desuden morede hun sig fortræffeligt: hendes Øjne lyste af megen Fryd, og hun lo om Kap med Tilskuerne langs Væggene. Saa standsede Musiken. Og Konen slap sit Bytte. Først sank den arme Ridder som en Klud sammen ved sin Dames Fødder. Men et Øjeblik efter tumlede han op og begyndte at overdænge hende med de mest udsøgte Skældsord og Beskyldninger baade hentet fra Nutid og Fortid. -- Men Svendsen dog! sagde hun betuttet -- det var jo bare Grin alt sammen. -- Din Kødmaskine, din Fedtdulle, din Flæskeangsjos! skreg Urmageren rasende og langede ud efter Kvindens Ansigt, men naaede da kun hendes Hofte. -- Nu slor han sgu! sagde Olga -- den Ildtang! -- Gi' ham no'en paa Pukkelen! var der en, der raadede. -- Put ham i din Lomme! sagde en anden. Men Olga nøjedes da med at gribe den lille Mand i Skuldrene og ryste ham saa eftertrykkeligt, at det maa kaldes et Guds Under, at han nogen Sinde kom i Orden igen. -- Kan du saa nære dig? spurgte hun. Men Svendsen kunde ingenlunde nære sig. Han skar Tænder og begyndte at kravle op ad hende for at naa frem til bart Kød. Da var der en, som midt i Støjen og Latteren raabte det forløsende Ord: -- Sæt ham op paa Kakkelovnen! Store-Olga smilede bredt og anerkendende. Hvorpaa hun greb Fyren i sine stærke Arme og bar ham trods hans Sprællen og Kradsen tværs over Gulvet hen til den høje Jærnkakkelovn henne i Hjørnet. -- Fly mig en Stol! sagde hun. Der blev flyet hende fire. Hun steg op paa en af dem, anbragte Urmageren oppe oven paa Kakkelovnen, trykkede ham godt ind i Hjørnet og sagde: -- Sit saa der da, din Skorpejon! Saa jumpede hun ned paa Gulvet igen. Musikken satte i med en Hopsa, og den afbrudte Dans tog fat paa ny. -- -- -- Henne paa Hotel Skandinavien var Egnens finere Portion samlet. Man havde nydt et Fællesmaaltid med Vin og Taler for Konge, Fædreland og Kvinde, Dyrskuer i Almindelighed og dette Dyrskue i Særdeleshed. Nu sad man samlet om en Del Spilleborde og røg og drak og spillede Whist og L'hombre. Snakken gik højrøstet, som Sæd altid er iblandt Landmænd, der er vant til at raabe i Mark og Lade, og havde drejet sig om alt mellem Himmel og Jord fra Dyrkning af Kvægroer til Kejseren af Kinas sidste Anfald af Forstoppelse. -- Hvorfor Fanden mon Adelen tog saa tidlig hjem? spurgte saa den lille, tykke Proprietær Jørgensen til Holmelund -- Hva' mon det ha'de saadan et Jag for? -- De ha'de jo Damerne med! sagde Møller Jochumsen. -- Aa, Fa'en, «Damerne»! vrængede Proprietæren -- En anden en havde vel ogsaa «Damer» med! Men dem skikker man begribeligvis hjem, naar man skal til at more sig! ... Og saa var de jo ridende begge to, sluttede han -- baade Greven og Baronen! Mon de er ble'en grosgesnofne paa deres gamle Dage? -- Gu' er de ej! sagde Mølleren -- Baronen er sgu li'saa gemen som baade du og jeg, Jørgensen! -- Hi, hi! grinte den lille Dyrlæge Lund, som havde smagt lidt vel meget paa Mosten -- Helmuth har maaske begyndt at lugte Lunten! -- Hva' for en Lunte? spurgte Mølleren -- De, Grinebider! -- Hi, hi, hi! spørg Skovrideren! -- Ved De noget, Skovrider? -- Intet! sagde Skovrideren utilgængelig. Han var Forstraad og Enkemand. Men Faktum lod sig jo ikke benægte: Helmuth var redet hjem umiddelbart før Fællesspisningen, skønt han havde tegnet sig som Deltager. Og han havde ikke faaet travlt med at komme af Sted, førend han havde hørt, at Grev Scheele havde forladt Byen for over een Time siden, næsten samtidig med, at Baronesse Alvildas Vogn var kørt. -- Saa I Baronen transportere sorte Jakob paa Raadstuen? spurgte en. -- Ja, han skulde sgu ha' Ansættelse som Gendarm! fniste Dyrlægen. -- Ja, hvad Fanden! naar Politiet ikke selv kan besørge det! -- Den Helhest af en Betjent, som er her i Byen! sagde en anden. -- Hvad ha'de Jakob bedrevet? lød det fra en tredje? -- Han ha'de stukket et Par Mænd ihjel oppe paa Harmonien! -- Altid skal det Rak slaas! sagde Forpagter Nielsen. -- Det bli'er et Par smaa Aar i Tugthuset! mente Jørgensen. -- Spil ud, Jochumsen! sagde Forstraaden. Han havde givet, og der var blevet passet af de tre andre. Man spillede; og Skovrideren tabte sin Grand. -- Det var ogsaa noget Hundeæde at spille Grand paa, sagde Dyrlægen arrig. Men Forstraaden værdigede ham intet Svar. -- Har I hørt, at der er dannet en socialdemokratisk Forening for Næsgaardene, Uggerløse og Salum? spurgte Forpagter Nielsen, som spillede L'hombre ved Bordet ved Siden af. -- Det var Satans! -- Ja, det er der! nikkede Forpagteren -- For et Par Dage siden kom her en forløben Københavner og holdt Møde i Salum Kro og skældte os Huden fuld og sagde, at vi udplyndrede Smaamanden, og at Husmændene var no'en Fjols, at de vilde finde sig i at æde det tørre Brød, mens vi andre fik Lammesteg og Rabarbragrød! Og nu er der dannet en Forening med Love og Medlemskort og det hele! -- Ja, Fanden ved, hvad Enden skal blive! raabte Proprietær Jørgensen, der havde hørt, hvad man talte om ved det andet Bord -- I Gaar jog jeg to væk! De kom og forlangte to Kroner, ellers vilde de ikke røre en Haand, sagde de. Saa kan I gaa a' Helvede til, sagde jeg, tror I, jeg vil la' mig kommandere af mine Folk! -- Ja, saadan skal de ha' det! brummede Møller Jochumsen. Nu forplantede Diskussionen sig til alle Spillebordene. -- Ja, hvad nytter saa det at jage dem bort? raabte en -- Saa gaar de bare hen og faar Arbejde et andet Sted. Der er Brug nok for dem! -- Det er rigtig nok! sagde en anden -- for der er ingen Sammenhold mellem vos! -- Vi skulde have en Forening li'som de andre! foreslog en. -- Det er rigtig! Det er rigtig! stemmede flere i med. -- Vi skulde slutte vos sammen, vedblev den første -- og naar en Karl eller en Husmand gik i Utide, saa ingen Arbejde andre Steder! -- Det faar vi sgu aldrig sat i Gang! sagde en Pessimist -- Aldrig! ... Det er dig, der skal gi' Kort, Rasmussen! Og saa gav Rasmussen Kort, og man spillede videre ..... Ny Drikkevarer rekvireredes; og Talen og Latteren lød højere og højere. De alvorligere Spørgsmaal: Arbejdere kontra Arbejdsgivere veg Pladsen for de lettere Emner: Kvinder og Heste! Spillepartierne blev opgjorte, og man rykkede Bordene sammen og drak Punch og Vin i Fællesskab. Den lille Dyrlæge Lund, der nu var ganske drukken, kravlede op paa en Stol og begyndte at holde en Tale for Ungkarle og Hingste. Ungkarlene, sagde han, tog han Hatten af for ... Og han tog osse Hatten af for Hingstene! De fik Betaling oven i Købet. Fanden i Vold med Ægtemændene! De var no'en Stympere! Nu saa vi pr. Eksempel paa Næsset! De to, der ha'de det bedst der, var uvilkaarlig Hejmdal og ... og Grev Scheele ... Først havde man let højrøstet af den lille Lunds Tale. Men nu blev der raabt: -- Hyss! Ned med ham! Vi er da dannede Mennesker! Han er jo fuld! .... Grev Scheele, fortsatte Dyrlægen, var en Mand, han i alle Henseender osse tog Hatten meget dybt a' for! _Han_ var Ungkarl ... og Dyrlægen _sæl_ var Ungkarl ... og _Hejmdal_ ha'de faaet første Præmie ... og den kunde de to andre magelig osse faa ... Han kendte mange gifte Koner, der .... Men her blev Taleren af talrige Hænder revet ned af Stolen og forsvandt i Dybet. Og der kom flere Drikkevarer frem og andre Talere. Dyrskuet fik sig atter et Hurra. Og Grundloven maatte holde for, og Hans Majestæt og Slesvig og Fædrelandet. Og til Slut slog Forstraad Rembrandtsen til Lyd paa sit Glas og rejste sig høj og alvorlig. Han vilde sige et Par Ord om Kvinden, sagde han. Der var ganske vist før ved Spisningen blevet talt mange og smukke Ord om denne Genstand ... -- Det var mig! ... Ja, det var af Hr. Proprietær Jørgensen til Holmelund! En Mand, som vi alle nærede den dybeste Højagtelse for, og som levede i et lykkeligt Familieliv paa sin Gaard med sin Hustru og sine Børn og sine Piger og sine Karle! Han, Forstraaden, havde selv været gift engang, og det regnede han for den lykkeligste Tid i sit Liv! Arnen, vilde han sige, paa hvilken Hjemmets Ild brændte i lys og lykkelig Lue, _det_ var Stedet, hvorfra Kærlighed og Godhed udgik; thi Kærlighed og Godhed var _det_, som Kvinden saaede i Mandens Skød og i Børnenes Hjerter til Hjemmet bag de oplyste Ruder, naar Storm og Sne herskede derude. Han maatte sige, at Savnet af en trofast Ægtefælle havde gjort ham til det, han var: en ensom Mand, der færdedes i de mørke Skove og savnede bløde, milde Hænder, naar han aabnede Døren og stod i sin tomme Stue, omringet af sine forældreløse Børn. Ganske vist havde han Husholderske, men det var ikke det samme! Derfor: en Skaal for Hjemmene, der bæres af Kvinden! En Skaal for, kort sagt, for det bedste i os! Kvinden og Hjemmene leve! Et Brag af Hurraraab hilste denne Tale. Og Rembrandtsen blev fra alle Sider komplimenteret af de henrykte Ægtemænd. Det var godt at høre et alvorligt Ord efter Dyrlægens gadedrengeagtige Taktløsheder! -- Det er sgu Fanden galeme sandt, Skovrider! sagde Proprietær Jørgensen med Taarer i Øjnene og trykkede Forstraadens Haand mellem begge sine -- _Hjemmene_, naar bare vi har _dem_! Og man tømte paa ny et Bæger og raabte et dundrende Vivat! -- -- Lidt efter var der et Par af Selskabet, som rejste sig og forlangte deres Vogne. Og noget efter et Par til. Og saa en hel Klynge. -- Ja, det er vel osse paa Tiden, at vi kommer hjem og ser til Mutter! sagde Møller Jochumsen og strakte sig -- Hva' Jørgensen? spurgte han og puffede Proprietæren med Tommelfingeren i Siden. -- Ja--a, sagde Jørgensen -- vi maa jo hjemad og se, hvordan det staar til! Der var i det hele kommet en sær Længsel efter Arnen op hos Ægtemændene nu efter Forstraadens Tale .... Og snart rullede Vogn paa Vogn ud under Skandinaviens Port. Ogsaa Bønderne fra Harmonien var begyndt at bryde op, saa at den slumrende By pludselig vaktes og en Tid lang holdtes vaagen af Vognbulder og Hestetrampen ... Møller Jochumsen kørte sammen med Proprietær Jørgensen. De havde Kusk paa Bukken og sad selv vel indpakkede Side om Side i den bageste Agestol. Længe havde de kørt fremad i Tavshed blidelig lullet i Døs af den gode Fjedervogns vuggende Bevægelser. Saa sagde Mølleren paa een Gang dybt indigneret: -- Det er et godt Svin, den Dyrlæge med sine Hingste! -- Ja--a! sagde Jørgensen helt inde bag Frakkekraven. Og atter var der en Pause paa en Fjerdingvej. Da spurgte Mølleren: -- Har I Fjermadrasser i Jerre Senge? -- Jo--o, det har vi da! sagde Jørgensen. Det var Søndag Eftermiddag. Solen skinnede, og det var dejlig varmt. Men der var ikke Tale om, at Vinduerne i Maren Forlis' Hus var lukket op. Naa, det kunde de maaske ikke; de var rimeligvis spigret til, hvad Bønderfolks Vinduer jo i Almindelighed er. Men _Døren_ kunde hun da ha' ladet staa aaben, saa at der kunde ha' kommet lidt frisk Luft ind i den beklumrede Stue; hendes eneste; paa een Gang Køkken, Sovekammer og Dagligstue. Men tvertimod: Døren var ikke alene lukket, Krogen var endogsaa sat paa indvendig. Henne ved det umalede Fyrretræsbord under Vinduet sad Maren og hendes to Børn: den gamle Baronesses døvstumme Stasia og Post-Søren ogsaa kaldet «Jærnposten», fordi han manglede højre Arms Underarm, der var erstattet af et Stykke Træ med paaskruet Haand af Jærn; tre krumme Jærnfingre, der lignede Fuglekløer. -- Nu koger hun straks! sagde Maren og nikkede hen mod en syngende Kedel, der hængte over en blussende Pindeild henne paa Ildstedet. -- Hvor ku' det hænge sammen, a' den gamle Naade sku' vesitte Baronens i Dag? fortsatte hun. -- Di plejer sgu da ellers ikke aa være saa forlejne for aa se hverandre. -- Den unge er kørt med Karen og Mamsellen paa Besøg hos Herredsfogden, skrev Stasia paa sin Tavle. Stasia forstod hvert Ord, hendes Moder og Broder sagde til hende. Og hun skrev næsten lige saa hurtig med sin Griffel, som et Menneske kan tale. -- Hæ, hæ! grinte Maren. -- Naa saaden; saa er Porten fri. -- La' mig se? sagde Post-Søren og tog Tavlen. -- Ja, di to Naader enes jo ikke godt, sagde han saa, da han havde læst, hvad der stod. Nu begyndte Kedlen henne paa Ildstedet at spytte ned i Gløderne. Maren rejste sig og gik derhen. -- Jeg synes, det er no'et klejnt, det, du kommer med i Dag, Stasia? sagde hun til Datteren og synede et Kræmmerhus fyldt med malede Kaffebønner. -- Den gamle passer jo paa Daasen som en Bindehund! skrev Stasia. Og Broderen tog Tavlen og læste det højt. -- Hæ, hæ! grinte Maren og stak Næsen ned i Kræmmerhuset. -- Men godt lugter det sgu! Og saa kom hun Bønner paa Kedlen med en Pind, der var snittet flad i den ene Ende og ganske sort af Grums og Snavs. -- Gør 'en nu ikke for slap, Mor! sagde Søren. Og Stasia nikkede til ham og gav ham sit Bifald til Kende med et bredt Grin. Solen skinnede ind gennem de smaa Ruder, der lyste grønne og brungule af Ælde. I Vindueskarmen stod et Par skaarede Urtepotter med nogle halvt udgaaede Blomster i. Og der laa noget sort Stoppegarn og en Stoppenaal, rusten og saa tyk som et Tretommersøm. Og saa laa der en Klat grøn Sæbe paa et Tallerkenskaar, samt en Stump Spejlglas. Op langs den bageste Væg længst borte stod Sengen. Den var hamret sammen af uhøvlede Bræder og fyldt med Halm. Der laa to fede Dyner i den, men Lagen fandtes ikke. Foruden Bordet, Gæsterne sad ved, var der af Bohave tre Træstole og en gammel, blaamalet Klædekiste. Og saa var der Marens Rok og Garnvinde. Thi Maren levede af at spinde for Folk. Og af at tigge. Og man sagde, at hun var «skrappest» til det sidste. Hun var op mod de tresindstyve Aar, men saa ud, som var hun halvfems: lille, sammenskrumpet og rynket. Hendes Haar var hvidt og laa kæmmet glat op fra Panden hen under en lille, sort Bindehue, der sad hende langt ned i Nakken. Det kunde vist have været et kønt Haar, om det havde været rent. Men det var det aldrig. Støv og Skorstensrøg og Svinefedt, brugt som Pomade, havde gjort det ganske grumset-gult. Og i Ansigtets mange og dybe Rynker laa lange Tiders uaftvættelige Smuds. Øjnene var smaa og rødkantede, og de «randt», saa snart hun kom i Luften. Men se kunde hun med dem og det endda lige tværs igennem Folk og et godt Stykke ud paa den anden Side! Stasia lignede hende, særlig paa Øjnene. Men hun var ren og pillen i Klædedragt, og hendes Ansigt skinnede af Vadsk. Sønnen derimod maatte vist snarere ligne sin Fader, thi han var høj og velvoksen, og hans Øjne var store og sløve. Man maatte kalde ham en pæn Mand. Men saa havde han jo denne «Skavunk» med Armen. Den var bleven skaaret af i en Hakkelsemaskine. Og saa havde Sognet skænket ham en Jærnhaand og indstillet ham til Embedet som Landpost. Hvilket Embede han nu beklædte paa tiende Aar. Han var to og tredive, og Søsteren ni og tyve. Baade Stasias Døvstumhed og Sørens forulykkede Arm havde Maren Forlis tjent godt paa; og tjente da til Dato. Thi hun kunde endnu bestandig presse de mest velvoksne Taarer ud af sine smaa, hvasse Øjne, naar hun gik rundt og tiggede paa denne Konto med «en Moders blødendes Hjerte». Ellers brød hun sig ikke stort om Børnene. Og de sig da heller ikke om hende. Og dog kunde de ikke blive fra hinanden. Moderen og Datteren kunde aldrig faa bedre Udslag for deres medfødte Ondskab, end naar de talte sammen. De kendte hinanden paa en Prik og forstod at lokke Giften og Galden ud af hinanden ved Omtalen af Naboer og Genboer, høje og lave. Stasias Griffel dansede Wienervals hen over Tavlen, og hendes Øjne fulgte Moderens Læber og snappede Ordene af dem, endnu førend de var dannet til Lyd. Og Søren gottede sig. Han deltog ikke meget i Samtalen; men hans og Marens Hoved stødte ofte sammen, naar de ivrigt bøjede sig hen over Tavlen for at læse Stasias Udgydelser. Og Kvinderne pumpede ham og lod ham ikke i Fred, førend han med sin trætte, lidt drævende Stemme havde berettet nogle af de Historier og en Pose fuld af det Bynyt, han havde opsamlet paa sine daglige Vandringer Sognet og Nabosognet rundt. Han boede helt oppe ved Brevsamlingsstedet i Jerslev; men engang hver anden-tredje Søndag tittede han gerne ned i «Skovhuset» til Moderen. Og hændte det sig saa, som i Dag, at Stasia ogsaa gav Møde, saa listede Maren sig hen til Døren og satte Krogen paa. -- Saa, Børn, sagde hun, -- la' vos saa høre nyt! Og saa begyndte Flaaningen. Søren havde i Dag medbragt for fem og tyve Øre Hvedebasser fra Bageren i Jerslev. Og Stasia havde i de fire Uger siden sit forrige Besøg, tilvendt sig et hemmeligt Kræmmerhus fuld af Enkebaronessens gode Kaffe, samt to smaa Poser hvidt, hugget Sukker. Saa det kunde jo blive et helt Kalas. Det havde som sædvanlig vakt ustandselig Latter hos de to andre, da Stasia hentede disse Sager frem af deres Skjulested. Hun puttede nemlig altid sligt Kontrabande ned i sine Bukser, det eneste Sted, hvor de var sikre for Enkebaronessens mistænksomme Øjne. Og Bukserne havde Naaden oven i Købet selv foræret Pigebarnet. -- Jeg kan Satan ta' me ikke forstaa, hvor du kan ha' det der! sagde Søren hver Gang. Og Fruentimmerne hvinede af Latter. Maren Forlis stod henne ved Ildstedet og rørte rundt i Kedlen med Træpinden, at Kraften grundig kunde komme af Bønnerne. Søren og Stasia sad og kiggede ud af Vinduet. -- Naa, Mo'er? spurgte saa Sønnen -- hjælper det snart? -- Jo, sagde den gamle -- nu koger hun. Det er dog en skønne Lugt! nikkede hun og snøftede velbehageligt i Dampen fra Kedeltuden. -- Men jeg har ingen Fløde. Kaffen blev skænket op i tre hankeløse, sprukne Kopper. Man kom godt med Sukker i og spiste Hvedebasser til. Det var et herligt Maaltid. Maren smaskede som en Frø med sine tandløse Gummer. -- Hva' Ærende ha'de Naaden ellers til Baronen i Dag? spurgte hun og puttede det sjette Stykke Sukker i Koppen. -- Det er denne her Historie med Greven derovre, skrev Stasia; og Moder og Søn rakte Hals for at læse det -- det er rent galt nu; alle Mennesker snakker om det og siger, at den ender med en Badulje; men Baronen sæl ved ingen Ting, den Indriot. -- Hæ, hæ! gnækkede Maren -- kanske han, Greven, ku' gøre en Stamherre da! -- Du er god, Moder! skrev Stasia. -- Hi, hi! sagde hun og gottede sig. Stasia interesserede sig overmaade for Barnefødsler og Frugtsommelighed og Kæresteri uden for Loven. Naar bare hun kunde faa en Snak i Gang om disse Emner, skinnede hendes smaa Øjne som St. Hansorme, og hele hendes lille Krop skuttede sig vellystigt. Dog var denne Glæde blandet med en god Del Misundelse. -- Forleden red Greven og Hindes Naade her forbi op i Skoven, fortalte Maren. -- Sikke Øjne di ku' levere hverandre! -- Listede du ikke efter dem? spurgte Stasia. -- Om jeg gjorde! ... Aa da di var kommen et Stykke ind mellem Granerne, saa jeg dem næbbes som et Par Skovduer. -- Det er Løgn, Mo'er! sagde Søren rolig og huggede Jærnhaanden ned i et Stykke Wienerbrød og fiskede det hen til sig. -- Er det Løgn? spurgte Maren vredt. -- Jeg saa 'et med disse mine to Øjne! Di holdt Hestene an, aa han la'e Armen om hinne aa ky'sede hinne paa hele Ansigtet, saa sandt der er en Gud til! -- Hi, hi! klukkede den døvstumme, og Griflen gik. -- De skal holde til nede i Straahytten, siger di; der er nogen bløde Mosbænke. -- Ha, ha, ha! skrattede Maren op og puffede Datteren i Siden. -- Har saadan en Pejs, som du osse Forstand paa di Dele? -- -- Hør, Søren, spurgte hun saa -- _du_ bæ'r vel Brev imellem dem? Søren rystede paa Hovedet. Det vidste han ikke noget om. Han kunde ikke kende alle de Skrifter, der var paa Konvolutterne. Men Fruentimmerne trængte ind paa ham. Og det endte da ogsaa med, at han maatte ud med Sproget. Til at begynde med, fortalte han, havde der ofte været Brev fra Hendes Naade til Greven i den Bunke, der laa nede i Køkkenet, naar han kom med Posten. Saa var det pludselig ophørt, og der var aldrig noget mere. Men saa opdagede han, at Naaden lagde dem i kassen, der hængte nede ved den anden Ende af Alleen paa Skovfogedhuset. Hun var begribeligvis bange for, at den skulde blive opdaget. De grinte da ogsaa af det paa Kontoret. -- Aa i Dag vil den gamle Naade si'e det til Sønnen? spurgte Maren. Den døvstumme nikkede: Ja, ja! -- Hva' Fa'en mon han saa gør? spurgte Søren. -- Han skyder Greven! skrev Stasia. -- Jeg tror snarere, han tærsker Konen, mente Maren. -- Det bruger man ikke i di Klasser! skrev Stasia. -- I snakker! sagde Søren pludselig. -- Lad os heller faa en Skaal Kaffe til! Og der blev skænket frisk Beholdning i Kopperne. -- Har I hørt, at nu er det da rent splitrende galt i Præstegaarden? spurgte Stasia. -- Saa-aa? sagde Maren og glemte at drikke. -- Ja, vi var derhenne forleden til Kaffe, og Præsten havde lukket sig inde paa sit Værelse, og begge Damerne græd. -- Han har sgu osse huseret længe nok! mente Maren. -- Der er jo ikke det Fruentimmer, der ka' gaa i Fred! -- Har han osse villet røre dig, Mo'er? spurgte Sønnen tørt. Stasia hylede af Latter og vred sig, saa hun nær havde væltet Kaffekoppen. -- Du, Fjolsehas! sagde Maren og daskede ud efter Søren. Men Spørgsmaalet syntes ikke desto mindre at smigre hende. -- Har du ikke mærket no'et? spurgte hun -- du kommer der jo hver Dag. -- Jeg kommer kun i Køkkenet. -- Er der ingen af Pigerne frugtsommelige? skrev den døvstumme. Nu var det Moderens Tur at le, saa hun var ved at gaa til af Hoste bagefter. Da Anfaldet var ovre, sagde Søren: -- Sorte Jakob har faaet 30 Dages Vand og Brød. -- _Har_ han? spurgte Maren tilfreds. -- Saa faar da Konen Fred saa længe. -- Jeg vilde gerne have set ham stikke Hans Peter ude paa Dyrskuet! skrev Stasia. -- Jeg saa det. -- Var det fælt? -- Naa, ma' ku' ikke se Blodet. -- Ja, saa var der jo ikke noget ved det! mente Stasia. -- Vand og Brød, hvad vil det sige? Han faar ikke uden en Humpel Rugbrød og en Skaal Vand. -- Jamen ikke alle 30 Dage paa een Gang, oplyste Maren. -- Nej, forstaar sig, han faar rigtig Føde imellem. -- Saa er det jo ingen Straf! skrev Stasia skuffet.