Part 5

Vi nævne Husmændene og Haandværkerne. Gaardmændene have ikke kjendt slige Drifter. De ere Sønner af skovstrupske Gaardmænd, have som smaa Drenge fulgt deres Fader bag Ploven, Fure op og Fure ned -- fra Gaden til Skoven, fra Skoven til Gaden; Føden og Klæderne ere som de selv voxede op mellem Skoven og Gaden, deres Længsler og Drømme ere spirede paa den samme Grund, indtil der kom en Dag, da Tømmerne gled den gamle af Hænderne, da de selv tog Ploven i Haand og skrev deres Navn under paa et Dokument, som kaldtes Skjøde. De have ikke nødig at være opfindsomme som Husmændssønnerne, de behøve hverken at gaa til Søs eller til Saxkjøbing, og deres Sønner, som komme efter dem, behøve det heller ikke.

Skovstrup Gade er lang; derfor falder Byen i flere Smaalav, hvert paa en eller to Gaarde og en lille Klump Huse der omkring, saa et Stykke Gade uden Beboelser, krumt, snevert, lukket. Midtpunktet i den vestlige Del af Byen danner Jakob Mikkelsens store, fornemme Gaard; i det yderste Hus bor Niels Væver.

Jakob Mikkelsens Humlehave laa lige ud til Gaden i Læ af den noget tilbagerykkede Portlænge. Lars Top, som var hele Egnens Humlemester, var i Færd med at stænge Humle, da gamle Niels Væver stampede forbi, hjem efter.

»Hej du, Nejels!« raabte Lars Top inden for Gærdet. »Go Dav!«

»Tak!« Den gamle standsede. »Du er i Lag med Humlen, Lars.«

»Det er jo Aarsens Tid,« svarede Lars og satte sig i Positur til en Samtale med begge Hænder i Siderne -- et Par brede, flade, jordgraa Hænder. »Du véd nok ikke af, at du har faaet fremmede.«

»Naa da,« sagde den gamle og lettede paa sig. »Hvem er det?«

»Line.«

»Hvad?«

»Vor Line. Hun gik her op ad for et lille Korn siden. Hun vilde indenfor at se til Mette Marie, og saa var det hendes Agt at kigge ind til dig med det samme, hun var saa nær. Du er jo paa en Maade hendes Gudfader.«

»He he he. Det nøve som er. Er hun kommen hejm fra Kjøbenhavn, Line? Saa maa jeg nok stræve.«

»Giv du dig barestens Tid,« sagde Lars og traadte hen til Gærdet. »Vi er nødt til at spare lidt paa Raden, hvis vi vil at den skal holde ud. Det er en vøv Fordel at slide sig op før Tiden eller rende Livet af sig. Jo hun kom med Halvéttoget i Gaar Mìdes.«

»Det var Ret. Bliver hun her saa med det samme?«

»Nej, min Sæl gjør hun ej. Hun rejser igjen i Overmorgen, det er barestens en lille Permission. Hun er Støvepige hos en voldsom rig Akentekt der inde, og det er saadan urimelig flinke Folk. Fruen gav hende ti Kroner til Rejsepenge, saa hun kan mest gjøre hele Turen gratis.«

»He he he. Ja det er Folk, der har Sølvtøj, de Kjøbenhavnere.«

»Det maa du val sige. Du skulde høre Line fortælle om de Guldbutikker og Kjøretøjer og Postelinsfigurer der er, og saa for alle de Slotte, de bygger, -- hele ny Gader med sex Etages Huse og Taarne og Spire. Hendes Moder siger ogsaa: Jeg vil da haabe, det er Løgn det halve, min Pige. Saa mange Penge er der jutte til i hele Verden.«

»He he he. Ja jeg og du, Laves, vi har nu ikke været vidt omkring, men de unge har ingen Ro paa sig. Min Søn, Jens, snakker ogsaa engang imellem om, at han vil til Kjøbenhavn, for det er kun smaat med Skomageriet her, siger han. Men han bliver nok, hvor han er, den Karl.«

»Hun er en sæjr Tøs, vor Line. I Avdes var Anders Jepsens Karl inde; han har ligget ved Trajnafdelingen paa Kristianshavn. Han spurgte hende ud om Tivoli og Komejdien; men det vidste hun aller det bitterste Beskej om. Det Narreværk kerer hun sig itte om.«

»Da er der vist nok, der gjør'et,« svarede den gamle. »Men nu vil jeg da ligodt se til at rokke hejm etter, at hun ikke skal vente paa mig alt for længe. Jens er der nok, men han siger ikke stort, især til Kvindfolk.«

Gamle Niels Væver stampede videre, og Lars Top tog igjen fat paa sine Humlestænger. Med en tung, mejseldannet Jærnstang blev der først drevet et Hul i Jorden ved hver af de unge Humleplanter; derefter blev den lange Elleraft tilspidset ved Hjælp af en Øxe og med al den drivende Kraft, et Par Daglejerarme formaar at opbyde, rammet dybt og fast ned i Hullet. Lars Top havde med Sindighed expederet fire, da hans aarvaagne Øren opfangede Lyden af en Vogn, som fjerlet kom rullende hen ad den hvide, krumme Kjørebane uden for Hegnet.

»Hej, du, Nejlsen!« raabte Lars og luntede paa ny hen til Gærdet. »Go Dav, sku jeg da sige føst.«

Enspænderen holdt -- en blanksort, vel fodret Hoppe mellem Skaglerne og en i blanksort Regnkappe vel fodret Hestehandler i Agestolen.

P. Nielsen ejede en af de mindste Skovstrupgaarde, men Gaarden var for ham en Biting. Han opholdt sig mest i Kjøbenhavn eller paa Rejser og havde tjent sig en Formue ved Handelen.

Han var bondefødt, men det saas ikke af Klæderne, heller ikke Trækkene havde det for Bondestanden typiske. Mellem Hatteskyggen og Frakkekraven laa en Krans af blondt, krøllet Haar, Næsen var fin og buet, Øjnene smaa og skarpe; et rødligt, kortklippet Helskjæg stubbede over det store, runde Underansigt og slog en myndig Bue over Munden.

»Død og Pine! Er det nu ved de Tider,« raabte Nielsen, da han hørte og saâ Humlemesteren. »Ja jeg har andet i Hovedet end at tænke paa Humlen; men du plejer jo at komme af dig selv.«

»Det er nøve, som er,« svarede Lars Top og satte Næverne i Siden paa ny. »Din Humle skal jeg val passe lisom èsen; men hør mig stille!« vedblev han og sænkede Stemmen til en Art hæs, hemmelighedsfuld Hvisken. »Kjører du paa Handelen i Dav med Forlov?«

»Ja hvad saa?«

»Jeg tænkte nok, det var Mejningen. Ja Gu om jeg ikke tænkte det, lisaa snart jeg saâ dig.«

»Naa, ja det gjør jeg jo hver Dag geménlig.«

»Kommer du til Øjste?«

»Det kan være.«

»Saa skal du høre ind hos Per Villig,« sagde Lars Top og hvæste det ud over Gærdet som en betroet Hemmelighed.

»Ja nu faar vi se.«

»Der er et halvt Hundrede Daler at tjene.«

»Hm!«

»Det er _mine_ Ord.«

»Vil han af med den mørke?«

»Jeg har ingen Fuldmagt, Nejlsen, til aa sige nøve. Du skal, lisom du vil. Men la barestens ingen forstaa, at du har talt med mig!«

»Det er godt, Lars Top. Nu skal vi se. Far vel!« Enspænderen satte i Gang, Lars blev staaende en Stund og saâ efter den. Just som han omsider besluttede sig til at vende tilbage til sit Arbejde igjen, kom Line, Datteren, gaaende.

Hun var i lang, graa Havelock, Hat med sort Fjer og Stenkulsperler; under Halvsløret skimtede man det hvidgule Pandehaar og de graa, alvorlige Øjne. Af Væxt var hun høj og slank; Ansigtet var langt, men Næsen kort og lige, Munden veldannet.

»Traf du gamle Nejels?« spurgte Faderen.

»Nej, han var ikke hjemme.«

»Nej for han er lige gaaet her forbi, hejm etter. Du møjdte ham val?«

»Nej, jeg kommer inde fra Mette Maries. Men Jens var hjemme. Vi talte da lidt sammen.«

»Han siger èsen itte saa møje dejt, den Karl. Hvad kunde han fortælle?«

»Jo han tænker nok paa at gifte sig, lod det til.«

»Nej val. Det har vi aller hørt nøve om.«

»Der var da en, han kunde godt lide,« sagde han, og Line lod i et Smil skimte sine tætte, hvide Fortænder. »Jeg vilde naturligvis ikke staa tilbage, og noget skulde vi jo tale om; saa sagde jeg, at der var ogsaa en, jeg godt kunde lide; men det blev Fyren helt forfjamsket ved -- jeg tror, han skammede sig paa mine Vegne over en saa aabenlys Erklæring.«

»Han har val troet, du vilde ha ham.«

»Gud fri os! det vil jeg ikke haabe.«

»Han kunde da ogsaa se, at du gik med Ring.«

»Gjennem Handskerne?« spurgte Line en Smule overlegent.

»Sad du med dem paa inde i Støven, Line?«

»Du er god, Fader! Gaa du hen til dine skruppede Humlestager! Far vel!«

Niels Vævers Hus laa ud til Vejen, blot med en høj Ligusterhæk og en smal Forhave imellem. Fra den grønmalede Laage hen til Gangdøren var der Stenbro; Døren var grøn ligesom Laagen, Vinduerne skinnende kornblaa.

Forstuen var en lille Firkant med Dør til venstre, som førte ind til den gamles Stue, og en til højre, som førte ind til Sønnens Værksted. Den sidste stod aaben, saa Niels Væver saâ strax, da han traadte ind, at Trebenen var tom og Jens ikke paa Værkstedet.

Niels havde intet som helst med Væveriet at gjøre; han var Urmager, saadan som det forstaas paa Landet. Han gik omkring i Gaardene og fedtede de gamle Bornholmere og pillede lidt ved Hjulene, naar Viserne gik i Staa. Da Kuren sjælden hjalp højere end fjorten Dage, var der fuldt op af Arbejde. Stundom betroede ogsaa en Tjenestedreng ham sit to Kasses Lommeur; Lommeurene var den gamles Ærgjerrighed; for det meste gik han med et i hver Vestelomme.

»Naa her er du!« sagde Niels Væver og lukkede Døren op til sin egen Stue. Sønnen gik op og ned ad Gulvet med Hænderne i Lommerne. Der var noget af Dansesving i Bevægelserne, et uroligt, overgivent Smil flakkede lydløst omkring Munden, Øjenbrynene drog sig heftigt op og ned.

Sønnen var i Skjorteærmer, ganske den samme lavstammede, blokkede Figur som Faderen. Han havde et stort Hoved med svær, mørk Haarvæxt og unaturlig store Øjenbryn, men glat raget Ansigt.

»Hvad gaar du her og vankensérer etter?« spurgte den gamle og gik hen til Bordet, hvor han begyndte at løse op for et broget Klæde, i hvilket han med stor Forsigtighed havde baaret et Urværk.

Sønnen svarede ikke, men fortsatte sin Triumfmarsch paa de højhovede Træsko.

»Har Lars Tops Line ikke været her?« spurgte den gamle.

»Jo,« svarede Skomageren knapt og jog med Haanden over Ansigtet som for at samle sig. »Jo! Line har været her. Hun vilde hilse paa dig, sagde hun.«

Han satte sig ned paa en rødmalet Kasse, der stod ved Fodenden af Sengen, støttede Hovedet i Hænderne og saâ lige ned i Gulvet.

»Det var da en Veder, at jeg ikke var hejme,« sagde Niels og fik med rystende Hænder et stort Blylod op af Frakkens ene Sidelomme. »Det kunde være morsomt at have hilst paa hende.«

»Ja! Ja!« svarede Sønnen hurtigt, fraværende og stedse med Blikket i Gulvet. »Det var morsomt. Far! Skal jeg sige dig nøve?«

»Naa.«

Den gamle lagde varsomt Blyloddet op i Vinduet og holdt Haanden afventende over det, om det skulde faa i Sinde at trille. Jens tøvede med det, han vilde sige, men Pavsen udfyldtes af en fire, fem Stueure og et Par Lommeure, der rundt omkring fra Væggene skyndte paa, hver i sit Tempo.

»Jeg gifter mig, Far.«

»Naa. Ja det skal _du_ om,« svarede den gamle. »Hvem med?« spurgte han og vendte sig mod Sønnen.

»Den eneste, jeg bryder mig om, den eneste jeg i al min Tid har holdt af, men som jeg troede nu saâ langt over mig.«

»Ja hvem er det saa?«

»Ja det er nøve saa sæjrt, nu hun er kommen til Kjøbenhavn, nu hun saadan har skivtet Maal og er bleven Damme -- -- hun som i lange Tider ikke har set til den Side -- --«

»Er det Line?«

»Ja.«

»Har du friet?«

»Nej.«

»Har hun da?«

»Nej.«

»Ja, hvordan véd du saa -- --!«

»Jo jeg sad saadan og tossede, som jeg plejer vun, naar der er Kvindfolk, jeg skal snakke med, og med hende var det nu saa møje galt. Jeg sad og blev baade rød og bleg og vidste ikke, hvor jeg skulde gjøre af mig selv; men jeg tænkte ligodt: sker det ikke nu, saa sker det aldrig. Og i det samme skød det op i mig: Gud véd, om det ikke er for din Skyld ligodt, hun er kommen; vi holdt dog dejt sammen, da vi gik i Skole; nu har hun set, at Far er gaaet op i Byen, og saa skal det lade, som om det er ham, hun vil hilse paa.«

»Sitte nøve Pjank!« udbrød den gamle halv stødt. »Jeg talte selv med hendes Far, og han sagde -- --«

»Ja ti kun du. Saadan tænkte jeg nøv, og saa sagde jeg: Højr, Line! Jeg har tænkt paa at jivte mig. Der er en, som jeg holder saa skammelig møje av. -- Det var jo da til at forstaa, skulde vi tro.«

»Naa.«

»Vej du saa, hvad hun sagde?«

»Hun sagde val, at det ragede ikke hende,« brummede den gamle.

»Nej hun sagde: Der er ossensaa én, jeg holder saa møje dejt av, og saa saâ hun mig lige ind i mine Øjne. Kunde jeg faa noget bedre Svar?«

»Nej, det Svar var godt nok.«

»Tror du ikke, det var mig hun mente? Du har jo været gift, Far, og kjender Kvindfolkene.«

»Ja hvad sagde du mejr?«

»Det vej jitte, for je blev mejst halvtøvle af Glæje; je havde jutte ventet, at det kunde gaa saa gelìk, og at hun vilde hjælpe mig saadan med det. Men det fløj da ud af mig: Nej siger du det, Line! Men du vil val helst blive i Kjøbenhavn, det er jo en rask By. -- Hvem siger heller vi skal fra Kjøbenhavn, der er Folk da ogsaa gift, sagde hun og blev glorøj. Men inden jeg rejdi vidste, hvordan vi var vendt i det, sagde hun far vel og smuttede væk, saa jeg vej mejst itte, hvad det blev til.«

»Du er en god Taask, Jens.«

»Ja je vej itte, je var helt snurren, mejst ligesom jeg var rusejes. Da hun var kommen ud paa Vejen, spengelejrede jeg paa at løbe etter hende, men det fik jeg ligodt ikke Mod til. Det er ikke godt at blive kløv paa de Kvindfolk, tykkes mig.«

»Du er et Kyhoved, Jens.«

»Det kan val hjælpe, du staar der og skjælder mig ud; det bliver jitte visere av. Men nu vil jeg tage en Frakke paa og gaa mig en lille Omgang. Jeg har ingen Lyst til at sidde paa Værkstedet. Og kanske jeg kunde træffe hende her ned ad Gaden.«

II.

I Jakob Mikkelsens »Langeløkke,« som paa den anden Side Gaden laa lige over for Niels Vævers Hus, havde der hidtil staaet to store, enlige Ege, Veteraner fra en Tid, da Skoven havde strakt sig lige til Gaden. Lars Top, som ved Siden af sin Humleforretning drev adskillige Bierhverv, havde kjøbt dem paa Roden, derefter fældet dem og var nu i Færd med at flaa dem. Gjennem Hegnet kunde man fra Niels Vævers Hus se de nedlagte Kæmper strække de afbarkede, krumme Grene i Vejret som uhyre, nøgne Lemmer og Lars Top med Kaskjetten i Nakken og stort Lærredsforklæde sysle der omkring. Lars var en industriel Natur; hans Virksomhed skiftede med Aarstiderne og vendte ligesom Drengenes Lege tilbage efter en bestemt Rækkefølge. Om Foraaret passede han Humlehaverne, om Sommeren okulerede han Roser og fuskede paa anden Maade lidt i Gartneriet, om Efteraaret drev han Jagt og plukkede Humle, i November og December slagtede han Lam, Faar og Grise i Gaardene. Senere -- omkring ved Fastelavn -- kølnede han Malt og røgede Flæsk, ved hvilken Idræt han fik god Anvendelse for sine mange grønne Humleranker. Desuden bad han til Gilder og forestod Opvartningen, spekulerede lejlighedsvis lidt i Tømmer, forsømte ugjærne nogen Løsøre- eller Skovauktion, var kort sagt om sig paa alle Maader, naar det blot ikke gjaldt det tætte, jævne Slid, det stadige Arbejde fra Morgen til Aften, som uundgaaeligt følger med at tærske, skære Tørv og grave Grøfter; for den Slags Dagværk var Lars Top saa bange som Fanden for det hellige Kors.

Det var et Par Maaneder efter Lines Besøg. Dørene mellem Niels Vævers Stue og Sønnens Værksted stode aabne; den gamle sad og pillede ved et aldrende Ottedagsværk, med store Messingbriller ridende langt ude paa Næsen; Jens hamrede paa en Støvlehæl og fløjtede en lystig Melodi inde fra sin Forhøjning.

»Huld op med den Musik!« raabte den gamle. »Vi kan jo aldrig snakke et Ord sammen. Jeg har tit tænkt paa at spørge dig om, hvad det saa blev til med Line i sin Tid?«

»Ja hun glej jo til Kjøbenhavn igjen, uden at jeg saâ nøve mejr til hende. Men det er val rejdi nok, uden barestens at der itte er sluttet fuld Avkord.«

»Jeg er ligodt ræd for, at du bliver narret, Jens. Jeg tror allersnarest, at hun har en Kjæreste inde i Kjøbenhavn, og at det var ham, _hun_ snakkede om. Det var ingen gode Tegn, maa du tro, at hun saadan løb sin Vej uden at gjøre Relighed.«

Jens faldt ved de Ord i Tanker, der blev helt stille inde hos ham. Lidt efter sagde han dæmpet, hurtigt: »Der kommer Lars Top. Han styrer lige imod vort. Hvis han kommer ind, kunde du saa ikke faa det lirket ud af ham, for nu har du ligodt gjort mig nøve vaklevorn i det.«

Lars Top havde oppe i Marken lagt sit Forklæde til Side, grebet sin rødmalede Madæske og kom med lange, sindige Skridt tværs over Marken. Der var et Hul i Hegnet over for Niels Vævers; der brød han igjennem og styrede lige mod den grønne Laage.

Jens lukkede sin Dør, som han netop kunde naa fra Værkstolen. Lars Top traadte ind ad Gangdøren.

»Go Dav, Nejels! Har du faaet Mellermad?«

»Itte i Dav,« svarede den gamle med en Urstift mellem Tænderne og Ansigtet halvt inde bag Skiven.

»Saa kan vi tage ham i Fællesskab. Det blæjs saa galt ude i Langeløkken. Gir du Kaffen, saa gir jeg Brændevinen.«

»Lad aa det gaa!« svarede den gamle, skød den sønderlemmede Tidsmaaler til Side og rejste sig. Derpaa aabnede han Bordskuffen.

»Jens!« raabte han.

»Holloj!« Døren blev igjen lukket op. Skomageren viste sig.

»Kan du koge vos nøve Kaffe,« sagde den gamle og tog Brød og Smør frem af Skuffen. »Lars Top gir en Dram i Dag.«

»Det skal _jeg_,« svarede Jens. Han kastede sit Skjødskind, rødmede, da han hilste paa Lars, trak Øjenbrynene højt op og begyndte at hale Stikker og Spaaner frem af Kakkelovnskrogen.

»Kom her med Møllen!« sagde Lars, der alt havde sat sig, »saa skal jeg male.«

»Godt,« sagde Jens, smaafniste og viste en forlegen Travlhed.

Han kom brændte Bønner af et Kræmmerhus i Messingtragten og gav Lars Kaffemøllen. Derefter gjorde han Ild paa og satte Kjedlen over.

Lars tog en Bid af sin Mad nu og da, mens han kjørte rundt med Haandtaget. Niels Væver smurte Rundtenommer til sig og Sønnen og skar Ost paa.

»Der har du Flasken,« sagde Lars og stak den fyldte Pægleflaske over til den gamle. »Nu kan du være Forvalter, for der bliver jutte saa møje manne til hver.«

»Det er bedre Jens er Skjænker,« svarede Niels. »Jeg rister paa Næverne.«

»Nu kan I val vente et Korn,« sagde Jens ved Kakkelovnen.

»Hvad Pris er Barken i?« spurgte Niels Væver.

»Jeg har itte højrt naare Pris,« svarede Lars; »men de siger, han er dyr.«

»Saa tjen du dig en god Dagleje ved de Træer, Laves. Du fik dem for godt Kjøb.«

»Det er paa den Vis, vi skal bjærge Livet,« svarede Lars. »Gaa og slide sig op i Dagleje, det er Svælteri.«

»Det er nøve som er,« sagde Niels Væver.

»Men der skal hænges i paa alle Maader. I Foraaret havde jeg 72 Kroner af mit Malteværk.«

»Det er bedre end Skomageriet,« sagde Jens og bød Lars den første Snaps.

»Nej, væsgo og drik vos til!« sagde Lars høfligt.

»Til Lykke med Egene,« sagde Jens og tømte Glasset.

»Tak. Ja vi skal kunne lidt med alle Dejl nu om Stunder; der skal nøve til aa ernære en Familie. Der skal spengelejres.«

»Du har et godt Hoved, Laves,« sagde den gamle henne ved Bordet og skar Tærninger ud af sin Rundtenom.

»Nu kan det lade til, at Line vil jivtes og _vi_ kommer nok til aa jøre Braalbet. Bliver ditte stort, det er ligodt en Ujivt.«

»Skal Line ha Braalbe?« sagde gamle Niels og saâ langsomt fra Lars hen paa Sønnen.

Denne havde lige skjænket en ny Snaps, og Lars rakte allerede Haanden ud efter den, da Jens helt uformodet slog den i sig selv.

»Hvad Rakkeren!« raabte Lars og sænkede slukøret Haanden. »Du er en god Skjænker! Du drikker nok sjèl det hejle.«

»Det var paa Lines Velgaaende, Laves!« sagde Jens, fniste og skød Øjenbrynene heftigt op og ned. »Hvem skal hun ha?«

»Ja jeg har aller sejt Fyren for mine Øjne. Han er Mursvend derinde og skal være saa møje gefærlig skrap til det fine Arbe. Ditlevsen kalder hun ham, hvad han èsen hedder, vej jitte. -- Nej holdt! Nu vil jeg have Fingrene ved Glasset, mens du skjænker. Èsen narrer han vos, Nejels.«

»Det er nok saa nøve rejdi fint,« sagde Jens og blev ved at fnise og gjøre Grimacer.

»Det kan lade,« svarede Lars og tømte Glasset. »Forresten er han da bondefødt. Forældrene er Krofolk éjsteds ovre paa Sjælland.«

»Saa siger han ikke nej til en Dram, kan jeg forstaa,« sagde Niels Væver tørt.

»Han smager aller Sperentus,« svarede Lars højtideligt. »Det siger Line. Og han gaar aller paa Kommers eller Dansesjov.«

»Kom nu her med Flasken,« sagde den gamle. »Skal jeg ha en Dram, vil jeg ha hende, mens jeg faar Mad.«

»Der har du hele Flasken, Far,« sagde Sønnen og snurrede sig paa Hælen. »Men det er en skammelig Svindsot, hun har faaet; jeg véd knap, om der kan blive én til dig.«

»Det tror jeg,« raabte Lars og lo med Munden fuld. »Naar du staar dèr og drikker for to.«

»Hvor har du _din_, Far? For nu gir jeg en Dram i Anledning af Lines Mursvend. Vi har jutte saa langt hen til Kjøbmanden.«

»Det var Ret,« raabte Lars. »I Dag er der Humøjr i Skomageren.«

Jens sprang hen til Hængeskabet og fik fat i en tom Trepægleflaske. »Nu skal vi dog have saadan, vi kan smage det,« sagde han, greb sin Hat og løb ud af Døren med Flasken under Armen.

»Det er da et Helvedes Jærn, den Skomager!« raabte Lars, mægtig oprømt ved Udsigten til et Par Extrasnapse. »Jeg tykkes ellers ikke, han er haard ved den Slags.«

»Kom du her, Laves, og skjænk mig den Taar, du har lovet. Du har lejtere ved det.«

»Vi kan vel klemme hende saa møje,« sagde Lars og skjænkede for den gamle. »Nej se, vi fik jo igaar et langt Brev fra Line; de var forlovede allerede, da hun var her i Foraaret, og nu vil de holde Braalbe til Højst, har de bestemt, og saa jo, om det maatte staa hos vos, desformedelst at det er møje billigere end i Kjøbenhavn med Præst og Degn og det hejle. Hun har sagt sin Tjeneste op til føste Juni og kommer saa hejm for at sy paa Udstyr, skjønt de kjøber nok èsen det mejste, for han tjen en skammelig Mase Penge. De har lejet dem en Lejlighed, og hun skriver, at der er oljemalede Vægge ligesom hos Jakob Mikkelsens, og hvad det angaar med at faa hentet en Spand Vand, da har de aldrig nødig at gaa til Posten, for det flyder af sig sjèl lige ned i deres Vask, barestens de drejer paa en Messinghane. Saadan er det nu over det hejle der inde. De har det nemmere end vi.«

Skomageren kom tilbage i fuldt Løb igjen og satte den fyldte Trepægleflaske paa Bordet.

»Nu vil vi ta vos en lille Donner, Laves, i Henhold til at Line snart skal være Madam Ditlevsen. Egene løber jutte der' Vej.«

»Egene tøver nok,« sagde Lars og saâ begjærligt efter den grønne, langhalsede Flaske, af hvis Munding den klare Strøm allerede flød ned i Glasset.

»Denne Gang skal du ha føst.«

»Sitte nøve Pjank,« brummede Niels. »Vi maa'tte donre fra Formiddagen. Nu gir du vos den Drøve Kaffe, Jens, og saa tar vi vos »en lille sort,« og saa skal det være Stop med det her i min Støve.«

»Ha ha ha!« lo Lars Top. »Ja det er rejdi, Nejels. Vi gamle bliver nøjdt til aa holde til Raade. Det er døv et rejnt Jærn, den Skomager.«

Der gled alligevel et Par Snapse, inden Kaffen blev skjænket. Lars Top og Jens rykkede hen til Bordet ved Siden ad Niels Væver, Brødstumper, Smør og Ost blev puttet i Skuffen igjen; det hele blev nok saa indbydende. Paa det rødmalede Bord foran Vinduespillen stod Flasken, en Kop med smaatbrækket, lyst Kandis og de tre hvide Spølkummer, halv fulde af sort Kaffe. Skomageren var atter Skjænker; han hældte i uden at bruge Glas, og Lars Top bad ikke for sig, før end Koppen var fuld. Den gamle fik Lov til at nøjes med mindre, og Jens tog heller ikke stort af Brændevin i _sin_, Lars puttede et Stykke Sukker i Munden og stødte sin Spølkum mod de andres.

»Skaal, Nejels! Skaal, Jens!«

Da Lars Top havde drukket en Slurk af den varme, dunstende Blanding, begyndte han at blive rød i Kinderne. Øjnene krøb ind, men bleve sælsomt blanke og tindrende. Han kom i Gang med at fortælle Jagthistorier. Skomageren hentede sin korte Træpibe og begyndte at dampe, som om det gjaldt Livet. Da Lars Top lugtede Tobakken, trak han et Stykke Avispapir op af sin højre Buxelomme, udfoldede en stor Kringle Mellemskraa og bed sig et passende Stykke af. Derpaa rakte han Kringlen til Niels, som afslog. Frokosten trak ud, Historierne vare mange og lange. Omsider satte den gamle sin tømte Kop op i Vinduet og tog paa ny fat i sit Sejerværk, Skomageren rejste sig og gik ind paa sit Værksted; tilsidst huskede ogsaa Lars paa, at der laa to Egetræer og ventede paa ham; han bød far vel og drog med faste, sindige Skridt op ad Langeløkken til.

Da han var gaaet, viste Jens sig atter i Døren ind til den gamles Stue.

»Saa vej vi det da,« sagde han. »Det er nøve bedre end aa blive Skomagerkone i Skovstrup.«

»Ja du er et godt Fæj,« knurrede den gamle og stadfæstede sin Dom ved at lade Slaghammeren falde klingende mod Urets Malmklokke. »Saa gaar du her og bilder dig ind, at hun halv Vejs er din Kjæreste.«