Part 4

Han skulde have sunket ned foran hende, grebet _begge_ hendes Hænder og have spurgt med Ansigtet op imod hende: »Vil du være min, du elskede?« Og saa skulde hun have lagt sine Arme om hans Hals, have bøjet sit Hoved ned imod ham og have stammet et »Evig og altid« forbi hans Øre. Og saa skulde han have knuget hende ind til sig og have kysset hendes Mund, hendes Kinder, hendes Hals talløse Gange.

Men han havde ikke sagt et Ord og ingen Ting gjort. Det var hende, der havde hvisket: »Sid her over!«

Det var egentlig underligt, at hun vilde sige det. Det var ikke rigtig bly, rigtig kvindeligt, syntes han. Det var ogsaa lidt tamt af hende, at hun sad ham saa nær ved Ruden og ikke en eneste Gang drog sig tilbage, end ikke da han rørte hendes Haand første Gang.

Mon hun selv skulde være et Brud paa Ordenen?

Det randt ham i Hu, dette med de mange Kjærester. Men det var da egentlig kun af Maren Anders Jepsens, han havde hørt det, og hun syntes nu engang at være den Familie paa Nakken. Naar en Pige er ung og smuk og ikke klæder sig i Sæk og Aske, har Klafferen altid travlt. Maren Anders Jepsens havde angrebet hende én Gang til, det var et Par Dage efter Brylluppet. Hun rettede et spidst Spørgsmaal indsvøbt i et sødligt Smil til Lindenberg angaaende Sidsel, men han havde opfattet det, som om Maren havde følt sig stødt over, at han havde danset med Sidsel før med Annette, og ikke svaret videre dertil. Saa havde Maren truet ad ham med Fingeren og sagt spøgende: »Pas paa, at hun ikke fanger Dem.«

Hvis hun var en af disse lette Kvinder, der flagrer fra Favn til Favn; hvis han ikke var den første, hun havde delt Rude med; hvis dette Møde med hele sin tavse Spænding kun havde været hende en Leg?

Eller om der havde været nogen Beregning med i Spillet? Det var maaske ikke et uværdigt Maal for hendes Ærgjerrighed at blive Skolelærerkone i Skovstrup, en fattig Smaamands Datter ude fra Skoven?

Aa, det var forfærdeligt med alle disse Tanker! Hvor kom de fra? Hvor kunde de komme mylrende saa mandstærke, saa skarpe -- og skære i hans unge, friske, rene Lykke?

Nej, det var ikke muligt. Da hun gjengjældte hans Haandtryk og langsomt flyttede sine Øjne fra Ruden hen paa ham, var det et Blik saa dybt og inderligt, og Mundens Linje var saa sanddru og hellig, at hver en Tvivl var Dødssynd. Det Aasyn kunde umuligt lyve.

Havde han blot forhørt sig lidt om hende andre Steder! For at hun havde været forlovet med Hanne Mørkens Johannes, var en Kjendsgjerning, og at hun havde slaaet op med ham og gjort ham halv forstyrret i Hovedet, var det ogsaa.

Men hvordan det nærmere hang sammen med den Sag, var ikke godt at vide. Johannes kunde ogsaa have sin Part af Skylden. Aa det vilde klare sig altsammen, naar han fik talt med hende. Saa vilde hun selv gjøre ham Rede for alt. Om hun engang havde taget fejl af sit Hjærtes Røst, derfor havde ingen Ret til at plette hendes Rygte.

Hun var Sypige eller Modehandlerinde -- havde været flere Aar i Odense, havde mange Bekjendte, sagde hun. Gud véd, hvad det var for Bekjendte?

Om hun blev hans Kone, og de skulde følges ad i Butiker der ude, hvor hun maaske havde fjaset med disse Kræmmersvende, maaske taget med en og anden i Skoven eller paa Dansebod! Om de skulde skele til hinanden bag deres Disk, naar han vendte dem Ryggen og fulgte hende ud af de store Glasdøre!

Men han huskede, at den Gang Anders Jepsens Kone kom med sit Udfald, havde Annette taget hende i Forsvar og sagt: »Du kan trøste dig med, Moder, at du véd ikke synderligt Rede paa det, du taler om. Jeg kjender Sidsel bedre end de fleste.«

Og var hun ren, da var hun hans i al sin fine, søde, lette Elskelighed. Hvor maatte ikke da al Verden misunde ham!

Den hele Dag i Skolen vedblev saaledes Tvivlene og Tvivlenes skærende Nag at vugge op og ned i hans Sjæl med den navnløseste Elskovsfryd, og jo mere Tiden nærmede sig, at han _kunde_ ile derud, desto mere uvis blev han, om han _skulde_. Havde han blot faaet talt med hende! Dette ene Blik, dette ene Ord, sagde dog, naar alt blev vejet ret, saa usigelig lidt om Grunden i hendes Sjæl. Hvor dybt bundede det?

Om Eftermiddagen saâ Lindenberg fra Skolen Per Skrædder kjøre forbi -- ud efter -- med to Stole i Vognen. I den bageste sad Doktoren.

»Er der nogen syge hos Per Skrædders?« spurgte han Børnene og blev gjennemrislet af en frygtelig Anelse.

»De væltede, da de kjørte hejm fra Stasjunen i Avdes,« sagde Mads Mogensens Lavra. »Sidsel blev slaaet saa møje dejt.«

Den unge Skolelærer blev ligbleg. Han vendte sig mod Vinduet og knugede sine Hænder i hinanden paa Karmen, medens en syrlig Isnen sneg sig gjennem Brystet. Han vidste næppe, hvor han skulde holde det ud den Time, der endnu var tilbage af Undervisningstiden. Nu _maatte_ han derud. O Gud, hvis hun døde! Hvis hun døde, før han kom!

Han passede paa, da han kunde vente Per Skrædder tilbage med Vognen. Saa vilde han faa det nærmere at høre.

Det var just, som han havde givet Børnene fri. Han gik ud imod Befordringen og hilste. Per holdt Hestene an.

»Er der Fare?« udbrød han. »Hvordan staar det til?«

»Ja det er sælle,« svarede Per og glippede med Øjnene. »Doktoren lover ikke noget godt.«

»Aa Gud, Per!« udbrød Lindenberg i Angest. »Hvorledes gik det dog til?«

»Ja det er en underlig Gjerning,« sagde Per grublende. »Prr! vil hun staa, den Kamél! Stenkisten, som skulde være det eneste Sted, der ikke var rigtig sikkert, og den var vor Mor saa ræd for, kom de godt nok over, og saa vælter de lige indenfor Leddet. Da det blev lyst nu til Morgen, kunde vi se paa Sporet, at han var kommen for langt til nærmer. Der sidder saadan en hæslig Balk. Rasmus slap endda taaleligt; men Sidsel fik en slem Tøraf mod en stor Bøg. Hun fløj helt ud af Vøvni.«

»Aa Gud, det er græsseligt,« næsten jamrede Lindenberg. »Hvad sagde han da Doktoren.«

»Ja de Ka'le er jutte saadan at blive kløve paa, men han virrede dejt med Hovedet. Det er sagtens ikke gode Tegn. Vi troede èsen, at Rasmus havde faaet det værste Stød, for der flød Blod, og det kunde vi se; men i Morges var Sidsel den vøveste, og op ad Dagen maatte jeg af Sted efter Doktoren. Ja De kunde jo se ud,« sagde Per og bød far vel.

Det kunde han, og det vilde han i alle Tilfælde. I det lille Skovdistrikt, hvor Kirke og Præst var henved en Mil borte, betragtede man Skolelæreren halvt som Sjælesørger. _Han_ hjemmedøbte Børnene, _han_ læste et Salmevers for de gamle og bad et Fadervor med de døende. Sjælesorgen kunde være tarvelig nok, men den var bedre end slet ingen, -- Skolelæreren havde dog noget af Kirkens Duft over sig.

VIII.

Han gik strax derud. Over de hede, solbeskinnede Marker med deres Ledde og Stenter, gjennem den svale Skov. Han stod stille ved den sunkne Stenkiste og undrede sig over, at de vare slupne godt fra den, siden saâ han Stedet, hvor Ulykken var sket; der var Mærker nok endnu, og Bøgen der! Mon det var den, der truede hans Lykke med saa stort Forlis?

Han aabnede Porten ind til Per Skrædders. En sortbroget, mellemstor Hund bjæffede ham i Møde fra den lille Gaardsplads. Tagskjægget hang sidt over de smaa, grønmalede Vinduer; over de sprukne Kragetræer løftede Frugttræerne deres duftende Blomsterkupler.

Han bankede paa Døren til den forreste Stue og traadte ind. Per Skrædders Kone kom ind af en Sidedør i det samme. Hun saâ modfalden og forgrædt ud. Bohavet var det sædvanlige: Vinduesbænken, det lange Bord, Komfuret; desuden var der en Alkoveseng med et Forhæng af mørkstribet Bomuldstøj.

»Jeg hører, at Sidsel er kommen til Skade,« sagde Lindenberg. »Jeg talte med Per, da han kom fra Doktoren.«

»Ja det er dog grueligt, hvad der kan ske,« svarede Konen og førte Forklædefligen til Næsen. »Ja, ija! sikken en Ulykke!«

Hun slog Omhænget til Side og sagde stille:

»Her er Skolæreren for at se til dig, Sidsel.«

Der laa hun, bleg, med lukkede Øjne. Ved Moderens Ord saâ hun op, og der jog en fin Rødme over Ansigtet. Øjnene fik Glans, og hun rettede dem mod den unge Skolelærer med et Udtryk, som han aldrig glemte.

Han gav hende Haand. Hendes var klam og brændende. Han vovede ikke at trykke den, eller var saa betagen af hendes forandrede Udseende, at han lod Øjeblikket uænset.

»Sid ned,« sagde Moderen og satte en Stol hen foran Sengen. Derpaa gav hun sig til at tørre Bordet af og fortalte imens: om Stenkisten, om Vejen, om Ulykken, og om hvordan hun havde faaet dem ind.

Lindenberg og Sidsel havde ikke Øjnene fra hinanden, mens hun talte. Da hun forlod Stuen for at lave den uundgaaelige Kaffe, rejste han sig og greb igjen den brændende Haand.

»Jeg har jo ikke taget fejl,« sagde han. »Det var i fuldt Alvor og ikke Leg, ikke Tidsfordriv. Sidsel, vil du være min?«

Hun saâ paa ham med et usigelig elskeligt Smil og trykkede hans Haand.

»Vi fik ingen Ting talt sammen, men vi forstod hinanden nok. Jeg vil blive hos dig, jeg vil sidde ved din Seng Dag og Nat, til du bliver rask igjen. Det maa jeg jo nok. Jeg vil strax sige din Moder det hele.«

»Nej, nej,« hviskede hun. »Vi vil have det imellem os. Ingen skal vide det.«

Hun trykkede igjen hans Haand.

»Hvorfor, du kjære? Vi have intet at skamme os over, og jeg vil ikke forlade dig. Jeg _kan_ ikke, nu jeg véd, du er min.«

»De skal ikke vide det. Lov mig det!« Et Øjeblik efter tilføjede hun: »Det bliver min eneste Bøn.«

Det fôr igjennem ham med stingende Smerte. »Sig ikke det, du kjære! Du skal blive rask, du skal blive min egen lille Hustru! O Sidsel, hvor vi skal blive lykkelige! Hvor vi skulle elske hinanden!«

For hvert Pulsslag, medens han talte, fik hendes Kinder mere Glød, Øjnene mere Livsmod, Smilet mere Glans.

»Jeg tør ikke tænke derpaa, men det er saa godt at høre det. Aa, hvor det er godt,« hviskede hun, løftede sig paa den venstre Albu og lagde den højre Arm om hans Hals.

Han glemte den lurende Død, sluttede hendes vege Legeme i sin Favn og kyssede hende, som var hendes Leje en Brudeseng og ikke en Sotteseng.

»Nu var det godt at dø,« aandede hun med lukkede Øjne midt under Kyssene.

Skjælvende af Angest slap han hende. Hun sank udmattet tilbage. Der stod en Smule Blod i Mundvigene.

»Sidsel! Sidsel! Vilde du lade mig ene tilbage? Vil du ogsaa svigte _mig_?« fløj det tankeløst over hans Læber. Hvor angrede det ham, hvor brændte hans egne Ord ham, da de ikke lod sig tage tilbage igjen.

Men Sidsel saâ saa stille, klart paa ham og sagde med Anstrængelse:

»_Dig_ bliver jeg tro. Aa, det er vist allerbedst, som det er. Derfor skal det ogsaa blive mellem os.«

»Nej, nej, Sidsel! Sig ikke det, du kjære, gode! Tilgiv mig! jeg mente ikke det, jeg sagde. Jeg tror paa dig, jeg er vis paa, at du vil være min, aa, men du maa ikke forlade mig.«

»Sæt dig stille ned -- Moder kommer. Jeg er saa træt -- -- saa lykkelig.«

Moderen kom med Kaffen. En fin Kop med Roser og forgyldte Snirkler. »Jeg gratulerer!« stod der paa Overkoppen. Fløden var kommen i, en lille, blaa Glasskaal med nogle blege Kandisstykker stod ved Siden.

»Værsgod!« sagde hun. »Vi har det smaat med Finbrød for Tiden.«

Sidsel havde lukket Øjnene. Lindenberg fik med Møje Kaffen drukket. Da han gik, sov hans Kjæreste. Moderen bad ham komme snart igjen. Sidsel vilde saa gjærne, at Moderen skulde læse lidt for hende, men hun saâ saa daarligt.

Skovbunden dansede for den unge Skolelærers Øjne, da han gik hjem. Mon han skulde se hende oftere? Jo én Gang til i det mindste, naar han skulde staa ved hendes aabne Kiste og synge Salmen, inden de bar hende ud. O, hvor værkede den Tanke i hans Sjæl! Alle de følgende Dage gruede han for det Øjeblik.

Efter hvilken Naturlov ligge de hinanden ofte dog saa nær disse Livets Poler: gribe og gjækkes, favne og savne?

Han fortrød nu saa bittert alle de onde Tanker, han havde lukket ind den Dag. Det var ikke med urette, han havde frygtet for at miste hende, men saaledes havde han ikke tænkt.

Var det da værre at miste hende saaledes? Selv naar Døden kommer brattest, løser den Baandene mildere, varsommere, end naar Menneskene selv rykker dem over. Men det var alligevel saa frygtelig svært. Alle disse unge, leende Elskovsengle, som vedblev at mylre frem, fødte af hans døgngamle Kjærlighed, skulde han en efter anden kvæle og kaste i Graven.

O hvor bad han brændende til Gud, den hele Aften, den hele Nat, at hun dog maatte leve!

Om Morgenen stod han tidlig op; han vilde derud før Skoletid. Det var det samme, hvad Folk sagde.

Da han kom uden for paa Gaden, mødte han Smedden.

»Nu er saa Per Skrædders Sidsel død,« sagde han lavt. »Det var fage, der kom Bud efter hende.«

Lindenberg mælede intet Ord til Svar. Han følte, at om han aabnede Munden, maatte han briste i Graad.

Smedden repeterede hele Historien med Væltningen, som endnu var ny for ham og ukjendt, som han troede, for Skolelæreren.

»Naar døde hun?« spurgte Lindenberg.

»I Morges Klokken fire. Hendes Broder Rasmus var nys henne i Smed'en.«

Lindenberg gik ind og lagde sig igjen paa Sengen, som var varm endnu. Han faldt efter en kort Hulken hen i en stille, bitter Graad, under hvilken hans Tab voxte op, saa det fyldte hans hele Fremtid med Fortvivlelse og Mørke.

Endelig randt Begravelsesdagen op. Han forekom sig at være mange Aar ældre, da han atter traadte ind i Stuen hos Per Skrædders. Han kastede et stjaalent Blik til Sengen, hvor hun havde ligget; nu sad der foran den paa en Bænk en Række sørgeklædte Koner. I hele Stuens Længde var der langs Vinduerne dækket Bord med Flæskesteg, haardkogte, overskaarne Æg, Frikadeller, toppede Brød- og Kagetallerkener, Kirsebærvin og Brændevin, Rødbeder og Sennop. Stemningen var allerede løftet. Lindenberg maatte til Bords, hvor nødig han vilde.

»Er Ditte val?« spurgte en af Mændene. »De ser vøvt ud.«

Nej, han var ikke rigtig rask.

»Saa skal De have Dem et Par Dramme til en Bid Flæskesteg,« sagde Per Skrædder oprømt. »Det skal nok hjælpe.«

Den unge Skolelærer følte Modbydelighed alene ved Tanken om de Varer. Han tog tavs et Stykke Kage fra nærmeste Tallerken.

Bagfra bankede én ham sagte paa Skulderen.

»God Dag, Hr. Skolærer!«

Det var den lille Mads Mogensen.

»Hvordan gaar det? Er Børnene skikkelige?«

»Aa jo.«

»Ja for èsen skal De ha Tæsk. Desenplin skal der til, èsen er det ikke godt at være Lærer.«

»Det er et Taalmolighedsarbe,« bemærkede en af de sorte Koner filosofisk.

»Gir du en Dram i Dag, Per Skrædder?« spurgte Mads Mogensen. »Jeg har èsen faaet, hvad der tilkommer mig, men jeg kunde nok have Lyst til at klinke med vor Skolærer.«

»Jeg drikker ikke Brændevin,« svarede Lindenberg mut.

»Kanske Skolæreren holder mere af Vin,« gjættede Mads Mogensen; »men hun er mig for sød. -- Hvad siger du, Jens Nyrup? Skal vi to gamle Skovkokke ta vos en extra?«

»Det er skutte føste Gang,« svarede Jens og grinte. Han sad ovre bag Bordet med Ryggen mod et Vindue og sendte stinkende, blaa Skyer ud fra en lille sort, kroget Træpibe.

»Maa jeg skjænke et Glas Vin,« sagde Per Skrædder og skød et Glas hen foran Lindenberg.

»Nej Tak.«

»Kom med Kaffen til Skolæreren!« raabte Per ud af Køkkendøren.

Kvindfolkene skulde, alt som de kom, op og se Liget og lægge deres Kranse. Hver Gang Døren gik op til Øverstestuen, saâ Lindenberg det røde Skjær fra Stearinlysene og fik et Pust af Liglugt. Han var saa syg tilsidst, at han næppe kunde rejse sig fra Bordet.

Endelig var Maaltidet forbi; Per Skrædder og Lindenberg gik i Spidsen for Gildesfolkene op i Storstuen, hvor Liget laa paa Parade. Der var hængt Lagener for Vinduerne for at dæmpe det stærke Dagslys, det voxklare, hvide Ligtøj laa hen ad Gulvet, paa et lille Bord ved Hovedenden af Kisten stod to tændte Lys i sværtede Træstager.

Lindenberg vilde undgaa at se Sidsel, men det var, som om en usynlig Magt drog ham, saa han endnu engang maatte kaste et eneste, et sidste Blik paa hendes Ansigt. Nej, hvor var hun forandret! Var det de Læber, han for faa Dage siden havde kysset! Det Aasyn, der havde straalet ham saa henrivende i Møde!

Han var næppe kommen halvt igjennem Salmens første Strofe, før Stemmen svigtede ham; men i det samme fik han en uventet Bistand. Uden at han havde lagt Mærke dertil, havde Mads Mogensen stillet sig op ved hans Side, og da han fandt Stedet i Salmebogen, stemte han i af Hjærtens Grund for at vise, hvilken Bærer af Kirkesangen han i sin Tid havde været. Mads Mogensen reddede Situationen uden at vide det. Lindenberg tog sig sammen og holdt Stand de fire Vers til Ende.

Siden gik han den lange Vej til Kirken bag efter Kisten, bag efter den samme Vogn, paa hvilken han og Sidsel havde siddet fra Stationen. Det var lige i Middagsstunden og varm Sommerdag.

Man tilbød ham Plads paa en af Vognene, men han foretrak at gaa, sagde han. En halv Snes Stykker foruden ham gik; Kvinderne kjørte.

Mændene trak deres tunge, frejdige Daglejermarsch bag efter Kisten, røg paa deres Piber, svedte i deres sorte Vadmelsfrakker og snakkede om Dagens smaa Begivenheder. Per Skrædder selv kjørte Ligvognen for at bevise sin Datter »den sidste Ære.«

Ude omtrent ved Møllen mødte man et Par Griseprangere fra Langerup.

»Vil du saa ha den Gris, Per Skrædder?« raabte den ene.

»Prrr!« sagde Per og holdt med Liget. Hele Toget standsede.

»Ja faar jeg ham for halvfemte?«

»Nej, du er danseme for kneben Pejer! Vi kan ikke la ham gaa en Øre under de fem, som jeg sagde i Løverdes. Og det er fejse Grise, som du sjèl saâ.«

»Men det er aa fejse Penge,« sagde Per. »Jeg vil ligodt betænke mig. -- I Dag har vi desuden andet at gjøre end handle med Grise.«

Per satte Hestene i Gang paa ny; Fod for Fod listede det sorte Tog sig videre frem ad den bakkede, solhede Vej, medens en dorsk Støvsky længe hang over Hegnene efter det.

IX.

Sidsel var bleven begravet om Tirsdagen; den følgende Dag var Lindenberg atter i Odense. Han havde Ærende til en Gartner, hos hvem han kjøbte en Hoben Evighedsblomster, en hel Cigarkasse fuld.

Han tog hjem med Middagstoget, laasede sin Dør, rullede sine Gardiner ned og sad den meste Eftermiddag og bandt paa en Krans til Sidsels Grav. Alle de andre havde jo bragt hende Kranse og Blomster, skulde saa han, som stod hende nærmest, ikke gjøre det! Hvor var det forunderligt at sidde der alene i den store, tomme Skolebygning med sin døde Kjærlighedslykke og føje de smaa, hvide Blomsterhoveder til hinanden, medens Solen skinnede ind paa de nedrullede Gardiner, og Graaspurvene kvidrede under Taget.

Han havde aldrig før bundet en Krans, i al Fald ikke siden han var Dreng. Da kunde han mindes, at han engang havde flettet én af Smørblomster og Gaaseurter, ogsaa til en Grav. Han og hans Broder havde fundet en død Stillids. Deres Søster blev saa betagen ved Synet af det røde Vingespejl og de brustne Øjne, at hun sagde: »Den skal have en smuk Begravelse«, og det fik den. Gjæstgiverens Søn der i Landsbyen overlod dem for en Pris af tre gule Vesteknapper og en stor, vaabenprydet »Metalknap« en gammel Cigarkasse, og Hjørnet af et Persillebed nede i Haven lige under Busken med de store, laadne Stikkelsbær blev udsét til Begravelsesplads. Medens Drengene gravede Grav, smykkede Søsteren Liget og lagde det i Kiste. Lindenberg huskede ogsaa, hvorledes de alle tre senere sad nede i Engen bag Haven og bandt hver sin Krans; det var enten Kransen eller Cigarkassen, der vakte hin Erindring fra Barneaarene til Live paa ny.

Arbejdet gik ikke just let fra Haanden, og Resultatet tilfredsstillede ham heller ikke ganske. Det blev en lille, skjæv Krans, tyk somme Steder, tynd somme Steder. Han rettede paa den, saa meget og saa godt det lod sig gjøre og lagde den i den flade, kvadratiske Cigarkasse, hvor den akkurat kunde faa Plads. Da det blev Aften, tog han sin Overfrakke paa, og for at ingen skulde ane det egentlige Maal for hans Vandring, gik han ad en lang Omvej og kom til Herninge og til Kirkegaarden hen imod Midnat.

Graven var let at finde. Med sine voxblanke Papirkranse lyste den ham i Møde helt ude fra Hovedgangen. Han tog sin Krans frem, lagde den varsomt ovenpaa de andre, stod en Stund rank og stum med sammenpressede Læber og taareblændet Blik og stirrede ned paa Graven, som om han tværs igjennem Muld og Kistelaag skuede en fin lille Oval med brune Pandelokker og skjælmske, mørke Øjne.

Kirkegaardslaagens Klinke blev slaaet op, hørte han. Der løb en alfar Sti over Kirkegaarden ud til Stationen, saa der var jævnlig Færdsel. Lindenberg gik hurtig bort, hjemad til sin ensomme Skole.

Han saâ ikke den høje, alvorlige Skikkelse, der fra modsat Side kom ind paa Kirkegaarden. Ogsaa den tog efter en kort Søgen Vejen hen imod Sidsels Grav. Ogsaa den stod der med bøjet Hoved og sammenpressede Læber. Det var Johannes.

»Saa er du nu alt gjemt der nede!« mumlede han med sammenknugede Hænder. »Det er kun, hvad der daglig sker om os, men som vi aldrig kunne tro paa, aldrig lære:

At flygtigt er hvert jordisk Gode, selv Styrke, Ungdom, Munterhed,

at alt Kjød er Hø, at det, vi tænkte at binde vort Livshaab til, det vi vilde arbejde for, leve for, er idel Forfængelighed. Se hvilken stakket Lykke, om hun var bleven mig tro!

Herre, tilregn hende ikke, hvad hun i Ungdoms Letsind forbrød! O, maatte du have smeltet hendes Hjærte, før hun gik bort! Du har nok havt dine gode Hensigter med at tage hende herfra saa fage. Du har ikke til hendes Fordærvelse forkortet hendes Prøvestand. O Gud, naar du engang efter din Forjættelse vil gjøre mig salig, lad mig møde hende! Jeg kan ikke undvære hende blandt dine Engle.

Du har sagt, at en retfærdigs Bøn formaar meget, naar den er alvorlig. Herre, jeg er retfærdig formedelst Jesu Blod. Min Bøn er alvorlig, min Sjæl ligger paa min Tunge. Herre, gjør hende salig, lad os mødes, lad os samles, lad os favnes igjen! Amen i vor Herres Jesu Navn!«

Han tog frem af sin Overfrakkes Inderlomme et lille, sort Trækors, knælede ned og plantede det paa Graven. Hans Blik faldt paa Lindenbergs lille, hvide Krans.

»Vort Evighedshaab, Herre, er til dit Kors!« hviskede han, tog Kransen og hang den paa Korsets Arme. Derpaa rejste han sig og gik bort.

Kirkegaardslaagen smækker i; enlige Fodtrin tabe sig i Sommernatten. Alt er saa stille. Inde bag Hegnet kan man høre Køerne tygge Drøv, ovre i de Skovstrup Skove, hvor Per Skrædders Hus ligger trygt i Krathjørnet, kan man høre Nattergalen slaa -- -- --

Hvor er der dog stille, frededybt stille paa Landet.

FRA KVIST TIL KJÆLDER.

I.

Fjærnt fra Kjøbstad, Jærnbane, Kirke, Landevej, Mølle, fra alle mulige Centralpunkter og Hovedaarer for Civilisation og Samfundsrørelser ligger Skovstrup. Lange, krumme Gyder med høje Levendehegn føre dertil fra de omliggende Byer, snevre, vildsomme Labyrinther, der sno sig Bakke op og Bakke ned og aldrig synes at skulle faa Ende. Men for hver Gang man naâr et Udsigtspunkt, ere Skovene i Horizonten rykkede nærmere, disse bløde, blaalige Volde, der i Halvbue omslutter den afsides By og danner Baggrund for dens hvide Skorstene, dens to eller tre Tegltage og længst borte for Jakob Mikkelsens skifertakte Stuehus, der ligger og dirrer i Solskinnet som et stort, dugget Metalspejl.

Maaske er det saa med alle afsides Egne, at der rører sig en stærk Trang til at komme ud og se noget af den øvrige Verden, i det mindste finder der en stærk Udvandring Sted fra Skovstrup. Unge Husmændsdøtre tage Tjeneste i Kjøbenhavn, Husmændssønner komme i Krambodlære i Horsens, nedsætte sig som Haandværkere i Saxkjøbing og Sønderborg, drive Træhandel mellem Ringkjøbing og Varde. Gud véd, hvor de kjender de Navne fra? Gamle Skolelærer Bloch bærer ikke Skylden, for i hans Tid lærte de ingen Geografi.

Der er naturligvis mange Folk i Skovstrup, som fødes, ældes og dø uden at have set Stranden. Odense, som er nærmeste Kjøbstad, er mindst halvtredje Mil borte; men naâr man saa vidt, er man hvad Strand angaar lige nær; Odense har en Aa og en Kanal, men ikke Spor af Strand; alligevel er der to eller tre Haandværkerfamilier i Skovstrup, hvis Sønner ere Sømænd; det er maaske det mest mærkværdige.