Part 8
{(vender sig til dem).}
Ja, Kammerater, jeg har jo næppe behov at præsentere mig eller vidtløftig forklare jer, hvorfor jeg er kommen her. I ved jo allesammen, hvem jeg er, og hvorfor jeg har ønsket dette Møde med jer.
{(Stemmer: Ja, ja!)}
Det er jo nemlig ikke første Gang, jeg staar i denne Mindernes Hule; nej, jeg kjender den i hver dens skidneste Krog, saa ikke Rotten, der gnaver under dens Syldsten, kjender den bedre {(Hør!)} -- Her har jeg gaaet før I og min Slægt før mig, Aar efter Aar over disse tilsølede Gulvfjæl. Gjennem det rustne Jærnvindue dér har jeg -- som I nu -- bestandig haft den samme Udsigt til en Mødding i Forgrunden og den takkede Herskabsgavl i Baggrunden.
{(Hør, hør, Bravo!)}
=Goj=
{(afbryder).}
Aa, er I ikke saa god dernede at lukke Døren op ud til Stalden, at vi kan faa -- om jeg saa tør sige -- lidt frisk Luft. -- Tak skal I ha!
-- -- -- Hvor jeg kjender den igjen, denne klæbrige Dunst, der sidder her rundt om paa de sværtede Bjælker som tunge Edderdryp eller gaar i Gjæring som Kager af Mugg inde i de lysforladte, spindelvævsfyldte Hjørnekroge. Denne Dunst fulgte mig i mit Tøj langt paa den anden Side Linien, og helt kvit blev jeg den ikke, før jeg en Dag smed de sidste Klude fra Hjemmet paa et Baal under Australiens Sol. Da jeg sad der foran Flammen og hørte, hvordan Knapperne sprang i Ilden, da sitred mine Nerver af en sær Glæde; jeg var pludselig som hin frigjorte Slave, der sidder og varmer Hænderne ved det Baal, som næres af hans splintrede Aag.
Og jeg rejste mit Hoved og skred som en ny Mand hen over en ny Jord. Den, som blot eet eneste Livs-Sekund har følt den Jubel ved at staa _lænkefri_, han har været i Guds Rige!
Kammerater, se omkring jer! Se, hvordan man mishandler jer i eders Organismes beskedneste Krav til Lys og Luft; se paa disse Vægge, disse Bjælker, dette hæslige Gulv, der har drukket alle Aarstiders Stank; alt sammen sender det sine edrede Sygdomsspirer imod jer og gjør jer gamle og sløve før Tiden.
Her mellem disse skidne Vægge har I den Form, hvori I støbes til de Smaafolk, I er. Her lærer I at krykke sammen til en Mands halve Længde, sjæleligt endnu mere end legemligt; her øver I jer i at blive fejge og svinske og sjæleraa og se med ærbødig Frygt op til de heldige, dem der som hine histovre {(peger ud ad Vinduet)} bor bag de takkede Gavle og de hvide Gesimser.
{(Stærkt og langvarigt Bifald, under hvilket David og Goliath lidt tøvende kommer frem i Døren.)}
=Jens Tammesen.=
Hvad har I her at gjøre. Ser I ikke, vi har Møde!
{(=David= gaar under de andres isnende Blikke hen og ta'r Cyklen, arbejder sig atter mod Døren under Knubs og Nakkedrag og =haanende Tilraab=):}
"Han skal ud til Tøserne!" "Vil du hilse din Mor" -- -- "Og Katinka!"
=Goliath=
{(truende frem; ser ædende ond til dem alle).}
=Jens Tammesen.=
Kan du ikke se, vi har Møde!
=Goliath.=
Hvad Fan'en raver det mig!
=Lange Anders.=
Du har nok obselveret, at Klæppen inte er tilstede. Men vi kan snart hente ham.
=Goliath=
{(slaar Anders i Synet, saa han dejser).}
Hold Kæft i Helvede! {(peger mod Goj):} Er det den Urangutang dér, der holder Møde? Saa er det vel ogsaa én, der skal leve af vos andre. Pø! saadan en Hundestejle, der kommer ridende som en anden Kaptajn. Du klør vel inte lidt paa Tandstellet, hva', Bændelorm! Ska' jeg række dig et frisksmurt Nyseplaster!
=Goj=
{(der længe har maalt ham med Øjnene, siger roligt):}
Nu vil jeg raade dig til at søge dig et andet Publikum for dit onde Lune. Jeg kunde maaske ellers faa Lyst til at gi' dig en lille Lexion i Selverkjendelse.
=Goliath.=
Mukker han!
{(gjør et drabeligt Udfald).}
=Goj=
{(gi'r i det samme Goliath et Boxestød, der sætter ham paa Knæerne; Beundringsraab fra de forsamlede).}
=Goliath=
{(rejser sig skamfuld op).}
Hvor har _du_ lært det Tav?
=Goj.=
Aa, jeg har tæmmet Vilddyr, der var værre end du, sølle, brændevinsslatne Klud! Vil du saa se at finde Døren lidt gesvindt!
=Goliath=
{(hugger en Brændevinsflaske og et Par gamle Støvler).}
Man har vel Lov til at faa, hvad der er éns eget.
Nu kan I hilse Husbond og sige, at jeg har vaaren her, men jeg er her inte mere. Nej, inte synderlig! Nu gaar jeg Dælen storme mig ud og smører Gedakten.
{(I Døren, peger paa Goj):}
Saa kan du godt præke videre, Mosjø -- Marekat!
{(Døren smælder i.)}
=Goj=
{(fortsætter).}
Kunde jeg ønske mig en bedre Illustration til de Ord, jeg før afbrødes i?
Gaarden her suger jer ind, jer selv, jeres Sønner, jeres Døtre, og den slipper jer ikke, før I har ofret den jert Hjærteblod. Rummet her smitter af paa jer Sjæl, I bærer det om med jer i jert Sind og jert Syn, og naar I en Dag gifter jer, ta'r I jer fattige Bylt under den ene Arm og Konen under den anden og vandrer ind i Lyngen, ud mod Mosen til et Hjem, som maaske til en Begyndelse er rent og lyst, men som Aarene gaar, kommer den skjulte Grundtype frem, og Grundtypen det er Hulen her!
{(Bravo!)}
Men som _jeg_ brød ud og splintred det gnavende Aag, saadan kan I alle bryde ud, om I vil, og bygge jer Hjem efter en ny Type.
Mens jeg laa derude bag Faarefoldene i dette nye og stærke Land, da fatted jeg en Plan til eders Redning, efter hvilken I kan blive frie og selvstændige Mænd.
Her under Herregaards-Systemet vil der aldrig kunne ske noget til Samfundets Trivsel og Væxt. Her er Jorden gaaet i Forraadnelse, som alt raadner, der lægges i Dynge og Klump. Men histude ved Himmelranden, hvor Herregaardsmarken ender, og de store Moser ta'r fat, der ligger endnu ny og ubrugt Jord og venter paa modige Næver, der tør binde an med den.
Jeg har i denne Sommer opkjøbt en stor Flade af denne Jord, saa meget at der er mer end nok til os allesammen. Her staar Tørven favnedybt i Pytterne og venter kun paa at løftes op paa Brinken for at blive en Velstandskilde for Egnens Smaafolk milevidt omkring. Selv beregner jeg mig ikke det ringeste Overskud. Jeg er lønnet mer end tilstrækkeligt, naar jeg maa se mig omgiven af en lykkelig Arbejderstab, der hvor jeg før saa Trælle og værkbrudne Mænd.
{(Bravo, Bravo!)}
=Klæppen.=
Det war _da'tt_ mulig, te a kund komm mej dér.
=Goj.=
Enhver hæderlig Arbejder, der ta'r sin Spade og melder sig, skal være velkommen; han er endda ikke blot Deltager, men ogsaa Medejer.
{(Begejstret Mumlen.)}
Vi har allerede taget fat paa at bygge en Række nette og sunde Hjem langs Moseranden til Arbejderne; flere vil følge efter, som Tilgangen stiger.
Naturligvis kan vi ikke modtage et ubegrænset Antal Arbejdere; de første 100 Mand skal dog ikke komme til at gaa forgjæves, og Folk hér fra Gaarden skal fortrinsvis blive foretrukne. Det eneste, der maa kræves af jer, er dette, at I betids opsiger jeres Kontrakter med eders nuværende Husbonde.
Dermed har jeg fremsat det væsentlige af, hvad jeg havde at sige jer; jeg haaber nu, at I vil gi' mig jeres Mening til Kjende.
=Jens Tammesen.=
Jeg synes nu, vi allesammen skal sige Goj Tak, for det han her har sagt os i Dag. Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men paa mig har hans Ord gjort et stort Indtryk. Der er faa, der regner _os_ for Mennesker; det er rart, der er nogen, der gjør det. Og det, hm! saadan at høre om sit eget Menneskeværd, og sin Selvstændighed, det har jeg nu altid syntes, at det var noget af det bedste, én kunde høre om. -- _Jeg_ havde tænkt at rejse til Amerika. Men nu ved jeg, at jeg rejser til Goj.
{(Mange Stemmer: Det gjør vi ogsaa!)}
Skal vi saa gi' Goj et kraftigt Leve: Han leve! Hurra--a--!
=Villads Vedhud=
{(styrter ind).}
Hør Goj, hør Goj, du maa fandenmæ ud og si te di Hejst, om ett du vil ha en kwol[107] paa æ Flæk. Den haar snær sæ sjel ikold for æ Laaddar[108]. Den haar faat æ Skank i æ Bjedsel og æ Saadl[109] øver æ Ører. A ved Fanden hwint mæ ett, hwordan det er, den staar og hæfler i'et[110]. Og en kan ett komm te'en, en kan ett komm te'en; en sparker mod syv Verdenshjørner; det er da en forvoven Helmis, som nok skal faa laved Ulykker jetiddaws[111], aaeja, aaeja!
[107] _kwol_, kvalt.
[108] _Laaddar_, Ladedør.
[109] _æ Saadl_, Sadlen.
[110] _hæfler i'et_, filtrer sig ind i det.
[111] _jetiddaws_, paa et eller andet Tidspunkt.
=Goj=
{(ud til Hesten; Stemmerne fries, almindelig Passiar).}
=Bertel Bjat=
{(til Jens Romlen).}
Da war det helsen ett det galest; om en saadan kund gaa hen og blyw si egen Mand.
=Jens Romlen.=
Nej, er'et ett ogsaa sand, Bertel, hwad vild det ett vær for vi fatte Mennesker, om vi kund faa wor Hæl[112] op og blyw _selvstændige_. Her haar vi gavn med æ Grim øver æ Ører fræ vi war ett and de elendigste Horker[113]; jow, det er lissaa sikker!
[112] _Hæl_, Tøjrepæl.
[113] _Horker_, Smaakravl.
=Bertel.=
Ja, nu blywer han sgu snaar for _speddelsk_[114], den Ung. Du høt jo iguer, hwordan han tog afvej for æ Hund. Ja, a maatt jo hjem og hæng'en. Æ Bøen stod omkring mæ og græd, som war de pisked, og a war sgu lig ved og græd mej. -- Men nær han nu ett kan und wos saa ring en Ting, fortjener han saa, en skal slid for ham!
[114] _speddelsk_, morsom.
=Jens Romlen.=
Nej, _aalle_ aa æ Stej[115]. A gaar nu med Goj, om æ Herremand saa blywer saa gal som Filax[116]; jow, det er lissaa sikker!
[115] _aalle aa æ Stej_, aldrig ud af Stedet.
[116] _Filax_, hvinende gal.
=Klæppen.=
Det _er_ en Fandens beløben[117] Fyr i æ Taal. Det er sgu lig en Ganning[118] for mæ. Det vil _a_ sgu ha en Axi i; for æ Herremænd -- dem skal en dælenmæ ha nær te æ Ild, om en skal faa nø Fjedt af dem!
[117] _beløben_, kløgtig.
[118] _Ganning_, Karl.
=Wolle Peter.=
Ja--a--a, gi jer nu alstill te'et, bette Folkens, for det er nu ett bogstavret aal det, han disker op mej. Det skuld nu vær andt sær, om han ett sjel haaj en Kaag, han skuld ha fjetted.
Læg nu Mærk te, hwad a sejer; a plejer ett aa faares med Sladder!
=Laurst.=
A tykkes da ogsaa, det lyder saa underle, te nue Mennesk vil lav en saadan Forretning unden aa tjen paa'en. Tho nær han først haar faat wos te aa sej wor Pladser op, saa er vi jo hwerjen i hans Majt; saa kan han kyr wos, hworhen han vil. For tebaag te æ Herregaard ka vi jo ett komm, nær vi saadan haar sparked baagud te'en.
=Stemmer.=
Ja, Laurst skal hold med æ Herremand; hvormøj faar du for det, bette Laurst?
{(Laurst forvirres.)}
=Wolle Peter.=
Nej, det er sgu rigtig nok! Læg baare Mærk te de Urd, Laurst saâ der tesidst; der er møj om det. Der er mir Inder[119] i det Snak, end en fatter saadan lig med det samm. Det er endlemaal[120] ogsaa mi Taal. En skal ett tro Folk bejer end lig te; det er ingen Sag og træj op og taal stur Urd; men holder de i æ Uddrav[121], hm! lad wos kig atter _det_! Prøv nu, om a ett skal faa Ret. A plejer gjan aa kunn staa ved mi Urd.
[119] _Inder_, Indmad.
[120] _endlemaal_, just.
[121] _æ Uddrav_, mod Enden.
=Goj=
{(vender tilbage).}
Naa, er der ellers nogen, der skulde ønske at gjøre en eller anden Bemærkning til mit Forslag?
=Villads Vedhud.=
Aaeja, aaeja! Det a kund ha aa sej -- a haar jo snaar ett hør nøj aa æ Taal {(Stemmer: Saa skulde du hellere tie stille!)} aaeja, aaeja! Men a ved jo nok fræ anne Sider, hwad Goj faares mej. Det _a_ sejer, det er, te du er for haard, du er fandenmæ altfor haard. Tho æ Bønder og æ Herremænd, det er da Fanden hwint mæ nøj af det villerst[122], vi haar i wor Land. Og saa vidt a kan forstaa, saa gaar al di Ajten og Trajten ud paa aa kwæl æ Bønder, aaeja, aaeja! Men det kan da Fanden hwint mæ aalle gaa an og kwæl nøj af det bejst en haar!
[122] _villerst_, mest agtede.
=Goj.=
Jeg vægrer mig ved at tro, at du har noget Mandat til at tale paa denne Forsamlings Vegne.
{(Stemmer: Nej, nej!)}
Er der andre, der har noget at bemærke?
=Laurst.=
Vi behøver wal ett saadan aa spring i'et. Vi kan wal faa Tid til at tænk wos om.
=Goj.=
Ja, fortræffeligt! Bare enhver, som ønsker at være med, vil beslutte sig saa betids, at han kan faa opsagt sin Kontrakt med Herremanden, før det er for silde.
=Per Hjorddreng=
{(kommer forpustet ind).}
A skuld hels fræ Herren, om Goj ett vild kom op te ham. Han vild snakk med Dem.
{(Stor Uro i Forsamlingen.)}
=Goj.=
Du kan hilse din Husbond og sige, at vil han tale med mig, da træffes jeg endnu i Karlekamret. Om et Kvarter er jeg gaaet.
{(Per ud.)}
=Klæppen=
{(dæmpet).}
Nu blywer der Satan sykk mæ Kommers!
=Goj=
{(under Forsamlingens stigende Nervøsitet).}
Ja, saa er vi vel færdige; men før vi skilles, foreslaar jeg, at vi synger en Sang, som jeg har taget i Lommen herhen. Jeg tænker, jeg har saa mange Exemplarer, at hver kan faa et.
{(Deler rundt.)}
=Goj=
{(synger for, de andre falder ind efterhaanden; tilsidst er det eet rungende Kor).}
Raabet stiger i Morg'nens Skjær: Kommer I snart! jager som Blæst om Sig og Kjær, hvisker ved Ruden, hvor Pilen læ'r: Kommer I snart, I Husmænd!
Aaget bøjed jer Far og Mor -- kommer I snart! -- knuger jer selv, jert Barn, jer Bror, venter paa Vuggens spæde Nor -- kommer I snart, I Husmænd!
Landet lyser af Korn og Kvæg -- kommer I snart! _Eders_ Kvinde bag klinet Væg malker Geden med striden Skjæg, kommer I snart, I Husmænd!
Dovne sugede Jordens Marv, -- kommer I snart! tusind Tønder til Taabers Tarv! Hvad _de_ levned blev eders Arv. Kommer I snart, I Husmænd!
Staa ej bundne jer Bødler bi, -- kommer I snart! grib jer Spade, og hug jer fri, I er tusind, hvor de er ti! Kommer I snart, I Husmænd!
=Proft=
{(er kommen ind ved Begyndelsen af næstsidste Vers. Efter Sangen gaar han hen mod Goj).}
De arrangerer Varieté for Folkene?
=Goj.=
Saamænd.
=Proft.=
Mon gratis.
=Goj.=
Ja, for indbudte.
=Proft.=
De lader til at være stærkt optaget.
=Goj.=
Har været. Nu er vi færdige.
=Proft.=
Men De havde ikke Tid til at komme op til mig.
=Goj.=
Nok Tid, men ikke Lyst. Jeg skal sige Dem, Hr. Proft, da jeg sidst blev kaldt op i Herskabslokalet -- det er nu en lille Snes Aar siden -- var det for at faa min Ryg pisket til Blods. Det var Deres elskelige Faders sidste Opmærksomhed imod mig; og De forstaar: saadant et lille kjært Barndomsminde vil man nødig ha' vækket i Utide.
=Proft.=
Fik De Prygl, har De sikkert fortjent dem.
=Goj.=
Som man ta'r det. Dog havde Deres højtærede Far _visse_ rundhaandede Egenskaber. Naar det gjaldt Prygl tog han ingen smaalige Hensyn til Fortjeneste. -- Jeg havde forøvrigt sparket en af hans Jagthunde, fordi den først havde flænget mit ene Ben.
=Proft.=
Og nu er De kommen her for at sætte Splid mellem mig og mine Folk, lokke Arbejdskraften bort fra Herregaarden og selv skumme Fløden.
=Goj.=
Aa, hvad Fløden angaar, saa er den skummet saa grundigt af Dem og Deres, at der næppe vil være levnet stort til mig. -- Og naar De allerede ved saa meget, saa ved De vel ogsaa den fulde Sandhed, som jo er den, at jeg ikke selv beregner mig det allerringeste Udbytte af mit Projekt.
=Proft.=
Aa pyt, den Tale kan De bilde Taaber ind, saadanne Taaber som dem her {(peger omkring sig; fortsætter henvendt til Folkene):}
Hvad Satan staar I her og glor efter! Har I ikke hørt nok af den Herres Skvalder! Ud til jert Arbejde, den Onde gale mig! Strax! _Endnu_ er jeg dog eders Husbond.
=Jens Romlen.=
Ja, men det er jo da Søndag, gued Hosbond!
=Proft.=
Ud med jer alligevel! Naa lad det gaa lidt villigt!
{(Puffer til de bagerste.)}
{(Til Goj):} Ser De ikke, hvor De nedbryder hver Gnist af Respekt for Husbond og Herskab ved Deres uforskammede Trængen-Dem-ind her paa Gaarden!
=Goj.=
Aa, jeg synes ikke, De kan klage; der var jo dog ingen, der vendte sig i Døren og spytted Dem i Ansigtet, som De havde fortjent.
=Proft.=
Hvad understaar De Dem i at sige!
=Goj.=
Med hvilken Ret jager De med voxne Mænd og Familiefædre, som var det umælende Kvæg?
=Proft.=
Det staar jeg ikke Dem til Regnskab for. Hvad vil De mig?
=Goj.=
Undskyld, Hr. Proft, det var ikke mig, der havde Bud efter _Dem_.
=Proft.=
Hvorfor kredser De uophørligt omkring denne Gaard? Hvad _er_ det, De vil?
=Goj=
{(lægger Armene over Kors).}
Nuvel! Jeg vil -- _hævne mig!_ Hævne min Mors Skjændsel og min Fars forsmædelige Død.
=Proft=
{(blegner; ta'r en Revolver frem).}
Nu skal De Dælen brække mig forføje Dem ud af min Gaard, eller jeg skyder Dem ned som en Hund!
=Goj=
{(har lynsnart revet =sin= Revolver op af Lommen, farer et Par Skridt tilbage, hæver Vaabnet mod Proft og siger):}
Værsgod! De har første Skud!
=Proft=
{(la'r sit Vaaben synke).}
=Goj.=
Godt! Skal vi saa ikke forsøge at anslaa en mere _saglig_ Tone.
De ved lige saa godt som jeg, hvor grusomt Deres Slægt har handlet med min, men De ved ikke, hvor tit min Haand har været knyttet til _blodig_ Gjengjældelse.
Mon De endnu husker den Dag, De havde opført Dem raa imod en ung Pige, som jeg havde taget under min Beskyttelse. Jeg passed Dem op ude bag Granplantagen; jeg prygled Dem, saa De græd til mig, endda De alt var voxen Mand; og da De krøb for mig og omklamred mit Knæ og tilsvor mig ved de stærkeste Eder, at De intet skulde røbe for Deres Far, da jubled mit Hjærte af Hævnglæde. Men da De alligevel fortalte Deres Far om den Medfart, De havde faaet af Ulvens Søn, da vendte mit Had tidobbelt tilbage, som et Vand der er gaaet under sine Dæmninger; jeg selv kæmped haabløst i dets Hvirvler. Da følte jeg, at nu maatte jeg flygte over Hals og Hoved, hvis ikke jeg vilde blive Morder og faa en endnu forfærdeligere Skæbne end min Far.
Jeg har tit takket min Gud, at jeg ikke traf Dem den Nat, thi ingen jordisk Magt vilde ha kunnet redde Dem af min Haand.
Naa, jeg kom om Bord paa et Skib og hugged mig frem gjennem meget ondt, havned omsider i Australien, under hvis mægtige Sol Giften omsider damped mig af Blodet. Derude lærte jeg at forstaa, at det ikke er Personerne, men Systemerne, der er vore Fjender.
=Proft.=
Det var en noget sen Omvendelse.
=Goj=
Aaja, men tidlig nok til at redde min Sjæl. De og Deres Standsfæller De lever paa raadnende Grund, derfor er De syge og degenererede Folk.
=Proft.=
Aa, vi er ikke de eneste, der er syge.
=Goj.=
Ikke de eneste, men dem der er angrebet værst. De lider af Fedt paa Hjærtet. De har hundrede Gange mere af alle Ting, end De kan anvende. De er fødte som vi andre med een Mund og een Mave, ikke flere; og da De ikke ved, hvad De skal gjøre med de Rigdomme, De vinder uden Kamp, saa bliver De blaserte og perverse; De begynder i Raffinements og ender i Forbrydelse. Det er Systemets Raaddenskab, der trænger op i Dem selv, højere og højere, indtil den naar de ædleste Centrer.
=Proft.=
Aa, jeg gider ikke høre paa Deres Tirader!
=Goj.=
Det er heller ikke saa meget Dem, de gjælder, som den Flok, De for nylig drev ud. En Dag skal De dog komme til at sande, at mine Ord var mere end Tirader. Denne Gaard skal komme til at ligge her paa sin sivende Grund som et Møllehjul, man har ledet Vandet fra.
Saa let, som De fløjter Deres Hund til Dem, skal jeg derude fra min Moseplads fløjte Egnens Arbejdsstyrke til mig. Og der skal ikke blive andet tilbage her paa Herregaarden end fire hvide Hænder og saa -- Rotterne!
Mon De nu har forstaaet, hvad jeg mener med at hævne mig?
=Proft.=
Præk og Fantasteri! Lad os tale om noget andet.
=Goj.=
Om noget andet? Hvad mener De?
=Proft.=
De har en eneste Ting, jeg misunder Dem: Deres Hest; sælg mig den.
=Goj.=
Jeg handler ikke med Heste. Desuden: den og jeg er voxet sammen gjennem ondt og godt. Det er et Hittebarn. Jeg fandt den som spæd ude paa Steppen en Dag, jeg kom fra Faareklipning. En af de halvvilde Hopper, der færdes derude, havde kastet den og ikke villet kjendes ved den. Jeg tog den hjem og plejed den, og siden har den faaet Føden af min Haand. Men dens medfødte Vildskab er i den. Vil De se det! {(Han gaar hen til det aabne Vindue og blæser i en Fløjte.)} Se der! Strax oppe paa Bagbenene! Danser omkring sin Fortøjringspæl. {(Kalder.)} Meggi! Meggi! Hov, hov! -- Men nu blæser jeg igjen. {(Fløjter.)} Hej; se hvor den rusker i sit Bidsel! Bagskoene vildt i Vejret. -- Meggi, Meggi, stil-ll-le, Meggi! -- Nu gaar det ikke an, jeg gaar videre.
=Proft=
{(stærkt interesseret).}
Det var som Satan!
=Goj.=
Eet Fløjt endnu, og vi risikerer, at hun støder sit Reb og sprænger ind ad Vinduet til os.
=Proft.=
Det er meget interessant.
=Dorre=
{(kommer lydløs ind).}
=Proft.=
Hvad skal du, Dorre?
=Dorre.=
Aa, a skuld red æ Kaal' dje Sengi[123], men a ka jo godt vent.
[123] _æ Kaal' dje Sengi_, Karlenes Senge.
=Proft.=
Nej, det er ligegyldigt; red du bare væk.
=Dorre=
{(gaar i Lag med Sengene).}
=Proft.=
Hør, Goj, den Hest maa De ikke nægte mig.
=Goj.=
De ved ikke, hvad De be'r om. Desuden: Den Hest kan De slet ikke ride.
=Proft=
{(blæser).}
Pyh; nu taler Proletaren i Dem. De snakked før om _mine_ -- Perversiteter. Men Folk som De ved ikke, hvad det er at leve. Det er ikke det at gaa med fyldt Skrut eller nyde under passende Hensyn til andre. I Deres Iver for at dividere, saa vi alle faar saa pas lige meget, glemmer De bestandig det _Plus_, som gir Livet sin Tillokkelse. Nøjsomhed har nu aldrig hørt til mine Naturanlæg. _De_ er formodentlig Medlem af en eller anden puritansk Maadeholdsforening, jeg er -- om De vil -- én af disse tøjlesløse Levemænd, som synes at eje Deres Foragt; at kunne besejre enhver Pige og tumle enhver Hest har altid hørt til mine bedste Slægtstraditioner.
=Goj.=
Det Princip la'r sig maaske praktisere, saa længe De kun har at gjøre med de tamme, danske Racer, men min lille Hoppe har drukket Sol i andre Zoner. Desuden er den en vildfødt Proletar som jeg selv; altsaa taaler den ingen Herremænd paa Ryggen. Den har set Dem prygle Drengen, det er nok til, at den hader Dem og aldrig vil lystre Deres Tøjle.
=Proft.=
Det skal De faa at se, den Dag, jeg svinger mig op paa den. Forlang for den, hvad De vil.
=Goj=
{(gaar et Øjeblik grundende omkring).}
De vil absolut --
=Proft.=
-- ha' den Hest. Ja!
=Goj.=
Om Handel paa almindelig Maade kan her aldrig være Tale; den Hest skiller jeg mig ikke ved. Men -- vi kan jo slaa et Væddemaal.
=Proft.=
Et Væddemaal? Lad mig høre?
=Goj.=
De har nægtet Jens Romlen Skjødet paa hans Ejendom.
=Proft.=
Aha! -- Ja, som De gjerne vilde ha' Fingre i for des bekvemmere at kunne komme os til Livs.
=Goj.=
Som De behager. Jeg kan _bruge_ dette Jordstykke, og jeg kan _undvære_ det.
=Proft.=
De vilde dog lægge Deres Maskinhus der.
=Goj.=
Meget sandt. Men Jorden er vid. Og Deres Vægren kan ikke gi' mit Projekt Grundskuddet.
Men det er en blodig Uret at gjøre en fattig Familie, som har stridt haardt for Udkommet og nu glæded sig til i Alderdommen at kunne kalde denne Plet sin egen.
=Proft=
{(heftig).}
Ja, og gaa over til Dem med al dens Pikpak og forlede saa mange som muligt af Gaardens faste Arbejdere til det samme. Det er en saadan Lumpenhed, De har sat i Værk.
=Goj.=
Naar De taler i den Tone, føler jeg ingen Trang til at gaa videre i mit Forslag. Det lod ellers til før, at De følte Dem saa sikker som Hestebetvinger, at jeg kunde stille omtrent ethvert Vilkaar; nu kommer De i Raseri ved det simpleste Krav til Deres Samvittighed. Man skulde næsten tro, den sad paa et ømt Sted.
=Proft.=
Spar mig for Deres Spydigheder og gaa videre.
=Goj.=
Vel. De vil altsaa indenfor en vis Tidsfrist forsøge at faa min Hest til at lystre Deres Vilje. Vil De selv foreslaa en saadan Frist.
=Proft.=
Nu ja, f. Ex. den 27. September, min afdøde Fars Fødselsdag. Det er fra gammel Tid Festdag her paa Gaarden.
=Goj.=
Ja, det husker jeg. De ser nu her den Fløjte, som Hoppen er vant til at adlyde. Jeg vil fra et Punkt, hvor Hoppen kan høre det, ha' Lov til at gi' tre Stød i denne Fløjte, og hvis De saa endnu er Herre over hendes Bevægelser, da er Hoppen Deres, i modsat Fald afstaar De Jens Romlen uden Tøven det lovformelige Skjøde paa hans Moselod.
=Proft.=
Det er et Ord! Altsaa den 27. September.
=Goj.=
27. September. Allright! Vil De gi' mig _det_ skriftligt.
=Proft.=
Skriftligt? Naa, lad gaa. Men Hesten blir jo altsaa foreløbig hos _mig_, at vi kan vænne os til hinanden.
=Goj.=