# Samlede Værker, Tredie Bind

## Part 7

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/samlede-v-rker-tredie-bind-39722/index.md

Py, Pyh! som saadanne Folk dog stinker {(til Dorre).} Tag mig mit Hovedvandsæg! {(Dorre bringer det.)} Og kom saa ind til dit Arbejde og sid ikke længere her og driv. Men jeg vil meget indtrængende raade dig, lille Studsnæse, at lytte til mit venlige Forslag. Du kan ikke stole paa, at jeg gjentager det.

=Dorre=

{(i Døren).}

Fruen skuld ogsaa heller læd'et vær.

=Fruen.=

Hvad _er_ det for nogle Tjenestefolk, der voxer op i vore Tider; de bestiller ikke andet end at sige deres Herskab imod.

=An Kjestin.=

Ja, saa maa a wal ogsaa gaa mi Vej; a tinker, æ Gris skriger, saa en ka høres øwer æ hil Mues. -- Nu maa Fruen ett vær altfor vred, fordet mi Dætter war nø stønsk imud Dem. A skal prøv, om _a_ ett skal faa hind ved æ Sind.

=Fruen.=

Lad mig se det, lille An Kjestin! Det havde jeg ventet af dig. Du ved jo, at vi her paa Gløttrup ikke forlanger den Slags Tjenester gratis.

{(An Kjestin gaar. Det er nu ved Solnedgang. Rødt Lys ind gjennem Træerne.)}

=Den unge Proft=

{(i Døren med Pengekassen under Armen. Er i Ridebuxer, graa Jakke med Spændetamp).}

Aa, Mor, faar jeg Lov til at udbetale Folkene deres Penge herinde, bare denne ene Gang. De Tapetserere ligger jo endnu med deres Roderi i Kontoret.

=Fruen.=

Ja, værsgod, min Dreng, naar du bare skaaner Møblerne.

=Proft.=

Tak.

{(Sætter Kassen paa Bordet.)}

=Fruen.=

Ja, Erik, nu har jeg talt med Dorre.

=Proft.=

Naa, hvad sa' hun?

=Fruen.=

Ja, man kan just ikke rose hendes Imødekommenhed. Hun er en rigtig stivsindet Proletarunge. Men Moderen er paa vor Side, saa det klares jo nok, naar du nu vil ordne Sagen med den anden Døgenigt. Men gjør det snart, lille Erik!

=Proft=

{(med et Klask paa Hoften).}

Ja, der er for Resten noget i det. Hvorfor ikke gjøre det med det samme.

{(Gaar ud i Gangdøren og raaber):}

Hej, du dér, vil du bede Laurst komme hérop, strax.

{(Atter ind.)}

=Fruen.=

Ja, saa er det bedst, _jeg_ gaar min Vej. Den Art Handler maa helst være uden Vidner. Men gaa nu heller ikke hen og byd _for_ meget. Laurst er glad, om han faar Jord til en Ko og forøvrigt knyttes fast til Gaarden. Din Far var saa brillant til at ordne den Slags Forretninger; du er lidt for flot anlagt.

{(Fruen ud; lidt efter)}

=Laurst=

{(i Arbejdstøj).}

Der war kaskisæ nøj, Herren vild mæ?

=Proft.=

Ja, begribeligvis, Fæpande. Naar din Husbond sender Bud efter dig, saa vil han dig noget. -- Naa, derfor behøver du jo ikke at staa saadan og glo. Det er ikke saa slemt denne Gang. Jeg vilde bare spørge, om du ikke kunde ha' Lyst til at gifte dig.

=Laurst.=

Naa, Hosbond vil ha Lojer af mæ.

=Proft.=

Nej, saagu' om jeg vil. Det er mit Alvor. Er du kanske ikke gammel nok til at gifte dig. Hva'?

=Laurst.=

Jow, det mankirer der ett nøj paa.

=Proft.=

Og kunde det ikke ogsaa snart være paa Tide at sætte Gjordene lidt paa dine Føjtelyster. Du er jo en farlig Buk.

=Laurst=

{(skoggerler).}

=Proft.=

Der er jo ikke en Tøs, der kan modstaa dig. Det er disse brune Øjne {(slaar ham paa Skuldrene, saa Støvet ryger).} Du er en Svend, Laurst?

=Laurst=

{(vrider sig i Latter under Husbondens Smiger).}

=Proft.=

Men som sagt, nu har du haft din Løbetid, og du skulde jo da ogsaa engang tænke lidt paa din Fremtid.

=Laurst.=

Ja, det haar Hosbond faat ved den rett End aa.

=Proft.=

Naa, hvad saa?

=Laurst.=

Nej, ett for det. A kund jo godt gywt mæ, nær det skuld vær. A mangler jo ett andt end en Fruentimmer, ja, og saa da en Krumm Hjemmen aa byd hind ind paa, det forstaar sæ!

=Proft.=

Ja, men hvis nu jeg -- i al Tarvelighed -- gjør Udvej for begge Dele?

=Laurst.=

Ja, det war da saa Fandens nem. Saa kund a jo spaar mæ enhwer Ulejlighed.

=Proft.=

Sig mig, kjender du Dorre?

=Laurst.=

Hehehe, om _a_ kjender Dorre? Helsen maatt a da vær tossi. Tho Hosbond ved da, te vi tow haar tjent sammel i de sidst --

=Proft.=

Sludder! Kunde du lide at gifte dig med Dorre?

=Laurst=.

Ja--a--a, det war da snaar den villerst, der kund bydes mæ te. Men hun bryder sæ aalle en Kjærn om mæ. Saa det er jo saa uheldig, som _det_ ka vær. Nej -- hæhæhæ! -- hun sætter missel æ Nies saa møj høtter.

=Proft.=

Hvad ved du derom?

=Laurst=

{(underfundig).}

En skal ett sej aal det, en ved.

=Proft.=

Er det mig, du sigter til!

=Laurst.=

Nej, Gud bewor _mi_ Mund!

=Proft=

{(helt hen imod ham).}

Vær du glad, du ikke sa noget. Jeg havde slaaet dig ihjel!

=Laurst.=

Jøsses, bette Børn endda, det var streng Snak.

=Proft.=

Nuvel. Du ved, at Dorre er kommen i Omstændigheder. Skylden kan ligesaa godt være din som en andens --

=Laurst.=

Nej, ved De nu hwa, gued Hosbond! Nu maa De Fanden gaal mæ ha mæ undskyldt. A kan ha nok aa klaar for mi egen Paart ...

=Proft.=

Hold Mund! Som sagt: Situationen er alt andet end morsom for hende. Jeg har ondt af Pigen. Det er Synd for hende. Hun er en flink Pige. Og vil du gifte dig med hende, saa skal jeg drage Omsorg for, at du ikke skal komme til at fortryde det.

=Laurst.=

Ja, men som _a_ sejer, hun vil ett si mæ for hinne Øwn.

=Proft.=

Du _har_ friet til hende! Du har maaske oven i Kjøbet spillet Kjæreste med hende; hva'? {(griber ham i Halskluden).} Vil du ud med Sproget, eller jeg skal ryste dig, saa Toet skal ryge af dig! -- Syntes jeg ikke nok, at der ogsaa var andre, som stod Pigebarnet for Hovedet -- -- {(sagte, ærgerlig)} Aah, for Satan!

=Laurst=

{(hvæser).}

Jamen, Gud bewors, Hosbond, vil De da klemm æ Lyw af mæ! A sejer Dem jo, te hun hwerken vil hør heller si mæ.

=Proft.=

Jaja, saa taler vi ikke mere om Sagen foreløbig. Men ifald Dorre skulde skifte Sindelag, saa ved jeg altsaa, at du ikke er uvillig. Bækhuset bli'r jo ledigt til Oktober, og du ved, at det er anset for at være et af de bedste Lejehuse her til Gaarden.

=Laurst.=

Ja, som _a_ sejer, hwis Dorre vil, kan Hosbond altid stol paa _mæ_.

=Proft.=

Vel. -- Saa har jeg ogsaa lidt andet at tale med dig om: Jeg har lagt Mærke til, at der er noget i Gjære mellem Folkene. I gaar vel ikke og rotter jer sammen imod os, hva'?

=Laurst.=

Det faar Hosbond laant bejer aa ved af anne end af mæ.

=Proft.=

Med andre Ord: Du er selv med i Komplottet.

=Laurst.=

A ved ett af nø Komplot.

=Proft.=

Du lyver. Du saavel som de fleste af de andre har noget for med Goj, denne beredne Landstryger paa den halvvilde Hest -- et Dyr, jeg forøvrigt misunder ham -- han er kommen her til Egnen for at tude jer Ørene fulde med sine Fantasterier. Han har hele Sommeren kjøbt Jord op omkring Rundmose og har Planer om at samle alle Egnens Landarbejdere om et fælles Fabriksforetagende, en intensiv Udnyttelse af Tørven for ad den Vej at berøve Herregaarden sin Arbejdskraft.

Er jeg maaske saa ikke rigtig underrettet?

=Laurst.=

Jow, tho det laader næjsten te'et.

=Proft.=

Og saa tror I fattige Lus, at I kan agere Driftsherrer, hva'! sparke bagop til Herregaarden, hva'?

I kan Fanden brække mig ikke undvære den gamle Slavepisk og en Husbond til at træde jer paa Nakken!

{(Træskolarm i Gangen.)}

Naa, nu begynder de andre at trænge paa. Men det var det, jeg vilde sige dig, Laurst, du kunde gjerne staa noget paa Husbonds Parti og holde lidt igjen, naar Hvervningen til denne Gojs dødfødte Projekter nu skal til at ta' Fart.

Naa, skrup af!

{(Laurst ud.)}

=Proft=

{(hen i Døren og siger):}

Ja, I faar komme herind; de Svinemikler gaar jo stadig og roder paa Kontoret. Men Træskoene af, begribeligvis.

{(Folkene myldrer ind og stiller sig ved Udbetalingstbordet. De er alle i Arbejdstøj; her er =den Blinde=, =Jens Romlen=, =Bertel Bjat=, =de fire polske Roepiger= og deres Opsyn Hr. =Grabb=, et Par Dræningskarle i store Vandstøvler etc.)}

=Proft=

{(til den Blinde).}

Naa, blinde Muldvarp, hvad mon du har udrettet, at du møder her ved Pengeskuffen?

=Den Blinde.=

Jeg har læsset Møntørv i tre Dage!

=Proft.=

Saa, har du det. Det Arbejde har der vist været Skred i. Det er sært, jeg aldrig har lagt Mærke til dig, uden naar de rørte Madklokken.

=Den Blinde.=

Det var ogsaa for meget forlangt, at Husbond skulde lægge Mærke til saa simpels Folk som mig; men det er nu, som _jeg_ siger. Men jeg er godt fornøjet med 75 Øre om Dagen.

=Proft.=

Du er sgu ogsaa fornøjet med 50. Værsgod. -- Det er Dælen brække mig en Synd at gi' dig dem. For de gaar jo gjennem Halsen paa dig hver Øre. Jeg synes, det var paa Tide, at Goj tog sig af dig -- han er jo dog din Bror -- og ikke lod os alene om din Forsørgelse. Vi skulde med Fornøjelse gi' Afkald paa din værdifulde Assistance.

{(Den Blinde ud.)}

=Proft=

{(til Dræningsmesteren).}

Naa, I gaar og søler dernede endnu. Blev altsaa heller ikke færdige i denne Uge.

=Dræningsmanden.=

Nej, den Jurdbund er misajn hwerken te aa hugg heller stikk i.

=Proft.=

Deri ligner den jo udmærket dig selv. Jeg ved Dælen brække mig ikke, hvordan det kan være, for jeg synes, at I altid er dobbelt saa længe om et Stykke Arbejde hos mig som andetsteds.

=Dræningsmanden.=

Jamen, det maa jo da vær raar Stejer, der hwor en gjan vil blyw saa læng som mulig.

=Proft.=

Kun Skade, at Tiltrækningen ikke er gjensidig. Værsgod!

{(Dræningsmanden ud.)}

=Proft=

{(til Bertel Bjat).}

Dit er vel det sædvanlige?

=Bertel Bjat.=

Jow, aaejow.

=Proft.=

Værsgod! -- Hør, Bertel, jeg har lagt Mærke til, at du har skaffet dig en Hund.

=Bertel.=

Ja, tho det er en bette Hwelp, som æ Bøen gaar og haar dje Kommers mej; de er da saa glaad ved 'en.

=Proft.=

Ja, men jeg er Dælen brække mig ikke glad ved den. Om lidt strejfer den naturligvis ud efter Harerne, og du ved, jeg ikke taaler løsgaaende Køtere her paa Herregaarden.

=Bertel.=

Som a sejer, det er jo baare en ussel bette Hwelp, som æ Bøen er bløwn gin -- og tho de haar jo lidtajter Fornywels te davle -- og den er nu ligfram bløwn dje Yw'stien.

=Proft.=

Ja, hvad Fanden kommer dine Unger mig ved. Jeg har forbudt mine Daglejere at holde Hunde; dermed Basta!

=Bertel.=

Ja, saa maa a wal hjem og ha'en laâ ød! Men det er da snaar den tungest Boj, a kund kom hjem te de Smaa mej -- og mi Kuen -- ja, a er da saamænd vis paa, te hun laant heller vild kyl all hinne Urtepotter ud paa æ Landvej end lægg æ Strikk om æ Hals af den bette Dyr.

{(gaar.)}

=Proft=

{(faar Øje paa Polakinderne).}

Naa, der har vi jo den smukke Katinka, som har afstedkommet Folkevandring blandt Egnens Karlfolk.

Hun har nogle Satans pæne Øjne, og der er nok allerede skiftet flere Knivstik for disse Øjnes Skyld, ikke sandt, Hr. Grabb?

=Grabb.=

Jawohl, gute Herr! Hun har geheistes Blut.

=Proft.=

Hvad siger De? Har hun Heste-Blod. Det tror Fanden!

=Grabb.=

Aber hun mache rrr-ret gut Arbejte blandt dem Roer.

=Proft.=

Ja, hun makker ret mellem Roerne; det er efter den gamle Bonderegel: Slem efter Mandfolk, flink til sit Arbejde.

{(Ser i Regnskaberne.)}

De staar for ½ Td. Kartofler, og saa har De faaet fire Halmknipper til Sengene.

=Grabb.=

Den Halm sollen sie gratis bekommen.

=Proft.=

Hvad mukker De! Skal De "bekomme" Halmen gratis! Katinka og hele hendes Regiment af Elskere skulde holdes med gratis Halm fra Herregaarden! Nej, Hr. Grabb, saadan leger vi ikke paa Gløttrups Enemærker.

Og jeg saa, at der forleden blev hevet en Hoben Gulerodstop ud af deres Wigwam. Maatte det være mig tilladt at spørge, hvem der forsyner de Damer med Gulerødder? De skulde vel aldrig stamme fra Herregaardshaven?

=Grabb.=

De Gulerøter bekommer de alzusammen af den Villads.

=Proft.=

Ho-hoh! Kald mig paa den Herre.

{(Man henter =Villads= ind fra Haven).}

{(=Pavse=.)}

Se, se, lille Villads; saa du betaler de polske Piger deres smaa Opmærksomheder _in natura_. Skulde vi ikke se at faa lidt at vide om den Sag, gamle Tyveknægt!

=Villads Vedhud.=

Aaejow, aaejow; det næjter a ett, det næjter a slet ett; aalle aa æ Stæj, te a jo haar gin æ sølle Piger -- æh -- en jenle Morre[86], en jenle Morre. Tho der er jo søn'en Sand[87] aa'et, te de kyrer'et for æ Høvder i Støwtfuldlas[88]. Aaeja, aaeja!

[86] _Morre_, Gulerod.

[87] _Sand_, Mylder.

[88] _Støwtfuldlas_, Trillebørlæs.

=Proft.=

Du har sikkert heller ikke indskrænket dine milde Gaver til Gulerødder alene; andre Havesager er nok gaaet samme Vej. Hvordan tør du understaa dig i at drive en saadan Geschæft?

=Villads.=

Ja tho det er jo da bløwen en Aftaal, te a sjel skal ha aa æ Haw det a ka brug, det a ka brug -- æh -- og nær a saa ett sjel kan faa'et fortær, faa'et fortær, tho saa sir en jo atter aa komm aa med'et te anne skikkele Folk, skikkele Folk. Aaejow, aaejow!

=Proft.=

Ja, du er Dælen brække mig en kjøn Plante at ha' gaaende i sin Have, hva', gamle Uglefjæs! Men du har vel snart stjaalet saa længe her paa Gaarden, at du har faaet Lovshævd for det.

=Villads.=

Aaeja, aaeja! Men a er da Fanden hwint'mæ hwerken bløwen tyk heller fied aa'et, hahaha!

=Proft=

{(til Grabb.)}

Ja, saa kan vi sætte det hele til fem Kroner. -- Værsgod!

=Grabb.=

Takker saa meket, gute Herr!

{(han og Polakinderne ud.)}

=Proft.=

Naa, Jens Romlen, saa er det nok bleven din Tur. Du staar skrevet for en Fjerdingkar Byg til Hønsene.

=Jens Romlen.=

Naa. Det troed a endlemaal a fæk sletted den Gang a war mej i æ Lynghied.

=Proft.=

Betalte jeg dig ikke noget for dit Arbejde i Lyngheden?

=Jens Romlen.=

Jow, Gudbewors, jow, a fæk jo mi Dawløn for den _jen_ Daa; men a war jo guednok mej i halvanden.

=Proft.=

I _min_ Bog staar: "Betalt Jens Romlen for Lyngheden 1 Kr. 65"; saa det er øjensynligt, at jeg har betragtet den Sag for afgjort.

=Jens Romlen.=

Naa; ja saamænd, saa kan det jo ogsaa vær det samm med den halv Daas Arbed.

Men det war endda ett det jennest[89]; a haaj ogsaa en anden Ting a møj gjan vild spørg Herren om.

[89] _jennest_, eneste.

=Proft.=

Ja, det har du vel sagtens. Der er jo altid noget i Vejen med jer enhver især.

=Jens Romlen.=

Ja, aaeja. Men det er nu en Ting, a haar wot loved lig sin Dje Faa'rs Død og far ogsaa da -- a miner æ Skjød paa mi bette Stej[90].

[90] _æ Skjød paa mi bette Stej_, Skjødet paa min lille Lod.

=Proft.=

Haah-Haah! Se vi det, bitte Jens! Du er da formodentlig med i dette her Mosekomplot med den _store_ Goj som Chef.

=Jens Romlen=

{(søger at overhøre denne Ytring).}

Tho det war jo en javn Aftaal med Dje Faa'r, da a tog An Kjestin, te naar vi haaj bowed i æ Hus i tyw Aar, saa skuld'en vær wor egen. Nu haar vi saamænd bjerred ved[91] baade i tyw og i trørre, men æ Skjød haar a ett faat endnu, endda a haar pirked ved baade te jen Tid og enaan.

[91] _bjerred ved_, slidt i det.

=Proft=

{(stærkt).}

Hvad -- vil -- du -- med det Skjøde.

=Jens Romlen.=

Ja, tho hwad vil'en med en Skjød; naar en haar nøj, der er jens egen, saa vil en ogsaa gjan ved, det er jens egen.

=Proft.=

Der er Lumskeri under dette her.

=Jens Romlen.=

Ja, saa maa'et vær fræ anne dje Sider, for a ajter saamænd ett nø Lumskeri, naar a baare maa faa mi Ret.

=Proft.=

Din Ret, din Ret! Vover saadan en Stodder at tale til mig om Ret! Havde det været i min Fars Tid, -- han havde givet dig en Omgang Hundepisk.

=Jens Romlen.=

Det er endda en haard Tiltaal te en Mand, der haar laâ si Arbed her paa æ Gaard i de sidst tredve Aar.

A kam her, a kund knap løvt en Køll; a _haar_ hat ûnd Daw[92], om nue haar hat et, a _er_ altid bløwen saat te den taang End; det er lissaa sikker! Det war i Dje Faa'rs Tid og det er i Djes[93]. -- Det jennest a haaj aa gled mæ te, det war den bette Stej. A haaj jo ett andt end æ Søndæ[94] te aa pass en i; men An Kjestin haar wot mæ en gued Kuen; hun haar æsselt ved[95] lissaa wal som a sjel, og nu er vi kommen saa vidt, te vi kund faa en bitte Krumm Fornywels aa'et, nær det kund blyw jens egen.

[92] _ûnd Daw_, onde Dage.

[93] _Djes_, Deres.

[94] _æ Søndæ_, Søndagen.

[95] _æsselt ved_, stræbt ufortrøden.

Aae, unge Herre, De begaar en stur Synd imud mæ, om De næjter mæ mi -- -- ja a haar jo ette anne Urd for'et end -- _mi Ret_, for saasandt der er en Gud i Himlen saa er'et den Ret, a haar stridt for, sin[96] a bløw woxen Mand.

[96] _sin_, siden.

=Proft.=

Aa, "Ret" og "Ret" og "Ret"! disse forbandede Fraser, som er kommen til Rend i disse løbske Tider. Hvad tror du, der blev tilbage af Gaarden her, om jeg lod enhver løbe med, hvad han kommer og paastaar er hans Ret? Ikke en Trævl, Fanden brække mig!

=Jens Romlen.=

Det er møj mulig, gued Hosbond; det kjender a jo ett. Men a er en fatte Mand, som haar opføj en stur Bøenflok. Kund a nu faa æ Skjød[97], saa kund vi tow gammel kom øwer wor Sager og betaal enhwer sin.

[97] _æ Skjød_, Skjødet.

=Proft.=

Ja, og gi' Herregaarden her og Pligtarbejdet en god Dag. For naturligvis gik du saa med flyvende Fane strax over til denne Goj og bragte ham et værdifuldt Jordstykke oven i Kjøbet. Men det skal vi to dog bides lidt om!

=Jens Romlen.=

De _vil_ saa ett gi mæ den Skjød, a ber Dem saa mindele om?

=Proft=

{(fast).}

Nej.

=Jens Romlen=

{(nærmere mod ham).}

Saa er De ogsaa den største -- -- --

=Proft.=

Nu mæler du ikke en Stavelse mere, eller jeg lader dig smide ud af din Ejendom som en Tigger! {(peger mod Døren).} Gaa!

{(Jens Romlen ud.)}

{(Tæppe.)}

TREDIE AKT.

{=Karlekammer= paa Gløttrup. Dør ud til Stalden i Krogen til venstre. Et gabende Hul i Bagvæggen. Kalkpudset fattes allevegne. To Jernvinduer til venstre. Møblementet bestaar af seks dobbelte Træsenge (tre til hver Side) med Halmen ud gjennem Sprækkerne; et Skab med nedhængende Skidentøj ovenpaa til højre mod Bagvæggen; et lille Bord mellem Sengene til højre; et Par umalede Stole; en 4-5 lave Kufferter omkring Væggene. Mellem Vinduerne og over Sengene hænger Træskostøvler, Bringetøj og Kjørepiske. Ved Bjælken et Par sværtede Staldlygter, hist og her paa et Søm en Klynge Søndagstøj; paa Bordet svømmer det med Tobakspiber, Skraakarduser, Spillekort og Smørebørster. Mod én af Sengene, hvori to snorkende Personer, læner sig en Cykle.}

{=Per Hjorddreng= løber paa bare Ben frem og tilbage med Vand, som han henter ved Posten ude i Stalden.}

{=Laurst= og =Klæppen= staar vesteløse og barberer sig ved nogle Spejlstumper stillede mod Jærnvinduerne.}

{=Røgter Søren= sæber sig ind, mens han kikker i Spejlstumpen over Laursts Skuldre.}

=Laurst=

{(som støder til ham).}

How, du Kopisker; rend ett te mi Aarm; ser du ett, a staar med æ Knyw!

=Røgter Søren.=

Da skuld _a_ wal ogsaa gjan si. Og du spejler misæl ett godt i den Sid, du vender te mæ.

=Klæppen=

{(vender sig om mod Per).}

Aa, hent ogsaa nø Wand te mæ.

=Mange Stemmer.=

Og te mæ!

{(Per blarper omkring og sætter de fulde Fade.)}

=Jens Tammesen=

{(tørrer sig paa Indersiden af sin Vest. Til de to snorkende).}

Hov! Kunde I to nu ikke snart begynde at lette lidt paa Skinkerne. Hva'! For det er vel ikke Meningen, at I vil ligge dér, mens vi andre holder Møde.

Hører I, Murmeldyr!

=Goliath=

{(med stort hængende Overskjæg).}

Aa, gaa ad Helvede til med jeres Møde! Jeg er ligeglad!

=Jens Tammesen.=

Ja, du er ligeglad, naar bare du har noget at hælde paa Krukken. Din Strube er snart saa bundløs som et Støvleskaft. Nu har du igjen siddet paa Kroen den halve Nat.

{(Lange Anders render uforvarende mod Cyklen, saa den med stort Rabalder dejser over mod Nabosengen.)}

=David=

{(rejser sit blonde Hoved i Sengen hos Goliath).}

Hvad skal det til at vælte min Cykle, din skeløjede Abekat!

=Lange Anders.=

Hun slog sig inte no' videre. Hun stødte sig bare lidt paa Gummien.

=Laurst=

{(færdig med Barberingen).}

Hwad skal ogsaa det betyd aa slæb di Cykel mej ind i æ Kaalkammer. Haar vi ett Swineri nok endda.

=Røgter Søren.=

Han haar maaske "laant" 'en, og nu er han ræd for, de skal komm og ta'en fra ham af.

=Jens Tammesen.=

Den ligger ved ham om Natten.

=Laurst.=

Nej, det gjør Katinka; helsen tror a saamænd wal, han tog'en med sæ under æ Hylsklæd[98]!

[98] _æ Hylsklæd_, ulden Lagen.

=Lange Anders.=

Det maa nu alligevel være rart med saadan en Cykel, naar man har saa mange Kjærester som David, for saa kommer man immervæk saa gelassen fra den ene til den anden.

{(David og Goliath snorker for ikke at høre Skoserne.)}

=Jens Tammesen.=

Kom nu op, I Sovetryner.

{(Højere Snorken.)}

=Jens Tammesen=

{(gjør Mine til Lange Anders, denne forstaar Vinket, gaar bagom Sengen og vipper den over, saa de to sovende triller hen ad Gulvet).}

=Goliath=

{(i Underbuxer, tænderskjærende foran lange Anders).}

Du skulde vel ikke ha' Lyst til at faa et Par smaa Klinkæg brungen op paa Morgenkvisten, hva', for saa kan du barestens sende Bud efter ham her.

{(Ryster Næven under Anders' Næse. Man samler sig om de to.)}

=Goliath.=

Jeg skal, Satan forsyne mig, ta' Maal af nyt Gebis til jer allesammen.

{(Gjør et Udfald.)}

=Klæppen=

{(gaar bag til ham, gi'er ham et beregnet Bagslag, saa han sætter sig haardt ned mod Gulvbrædderne).}

Stødte du dig paa Numsen, gamle Goliath! Koldt Vand i Blodet, Kammerat.

{(Tømmer Vaskefadet over Hovedet paa ham, ta'er ham i Krebsen og fører ham hen til Udgangen, slænger ham ud.)}

Tør dig nu pænt under Næsen paa én af Korumperne!

{(Sengen løftes atter op. Gulvet ligger strøet med afkrængede Buxer, Strømper etc. =Laurst= gaar omkring og gi'er det et Spark ind under Sengene. Alle er nu i Pudsen. Enkelte med skrigende Slips; de fleste med hvide Kraver uden hverken Flip eller Slips.)}

=Jens Romlen=

{(ind).}

Godmaan! Ja nu haar vi karenmæ snaar æ Goj. Han kommer hernied baag æ Røgel[99] paa hans bette geswindt Hejst aal det en kan pin'spring. Jow, det er lissaa sikker!

[99] _æ Røgel_, rund Banke.

{(De sidste Pjalter faar et forsvarligt Spark ind under Sengene.)}

=Klæppen=

{(ta'r Jens Romlen hen i Forgrunden, mens han banker Piben ud i Haanden).}

Hør, Jens Romlen, tror du _a_ kan komm mej, te det her Tørvsjov?

{(Kaster Udkrasningen i Munden og stikker Piben i Frakkelommen.)}

=Jens Romlen.=

Ja, tho du kan da majt æ Spaad!

=Klæppen.=

Ja, for nu er a Dælen rend mæ snaar træt af de her Herregaard.

{(Hestetrampen.)}

=Jens Romlen=

{(kiger ud).}

Der haar vi fandenmæ lig æ Swend, det er lissaa sikker!

=Klæppen.=

Hwad er det for en Swedi[100], ham Goj, haar han nø Kondovitter?

[100] _Swedi_, Fyr.

=Jens Romlen.=

Pø! Hwor kan du sej'et! Han er aaljen lissaa klog som ti af di Starels[101].

[101] _Starels_, Størrelse.

=Klæppen.=

Det war Satans!

=Goj=

{(kommer ind mellem en Klynge Karle og nytilkomne Landarbejdere; han gaar hen til Jens Romlen i Forgrunden).}

Godda'; naa, hvordan forløb det saa med Skjødet?

=Jens Romlen.=

Ja, _haar_ en kjend Maagen, han næjted mæ'en, æ lied Skjevl[102]; næjted mæ mi soleklare Ret lig op i mi oben Øwn.

[102] _Skjevl_, Utusk.

=Goj.=

Ja, selvfølgelig. Det var jo saadan, jeg vidste, det vilde gaa.

=Jens Romlen.=

Jamen du kan fandenmæ tro, te a ga ham hans Refurium[103]! A _war lig_ ved aa sej te ham: du er den største _Kjeltring_, a haar kjend!

[103] _Refurium_, rent paa.

=Goj.=

Men du sa' det ikke?

=Jens Romlen.=

Nej! for a bløw jo niest aa[104]. Han pejt ad æ stur Dar. Og saa maatt en jo gaa. Men saadan er han fandenmæ vis ett bløwen tal te far, æ Swend!

[104] _niest aa_, næset af.

=Goj.=

Det er en nederdrægtig kjedelig Sag med det Skjøde. Din Lod ligger jo derinde midt i det altsammen, og Meningen var jo den at lægge Maskinhuset saa vidt muligt paa din Ejendom. Bliver han ved med at fastholde sin Vægring, er han sgu i Stand til at vælte os hele Planen, i hvert Fald som jeg oprindelig havde tænkt mig den. Hvor har du ogsaa kunnet handle saa letsindigt ikke at sikre dig Skjødet, mens den gamle levede.

=Jens Romlen.=

Ja, den gammel han war sgu heller ett nem aa ta Maankys[105] ved. Men det war jo dum, det skal a gjan indrømm. Men hwad, en troed jo da ett, te æ Pak vild snyd jen for si lovformele Ret lig op i Neb og Kief[106].

[105] _Maankys_, Morgenkys.

[106] _Neb og Kief_, Næb og Kjæbe.

=Goj.=

Gaa hellere ud fra som en Selvfølge, at en fattig Mand altid bliver snydt. Hvordan Pokker skulde der ellers blive saa mange rige!

Men den Sag maa nærmere overvejes. Forhaabentlig viser der sig en Udvej; skjønt jeg ser den ikke i Øjeblikket.

{(De andre har nu samlet sig i en samtalende Klump mod Scenens Baggrund; de fleste har faaet Piberne tændt. Efterhaanden lejrer de sig paa Kufferterne og Sengene.)}

=Goj=