# Samlede Værker, Tredie Bind ## Part 3 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/samlede-v-rker-tredie-bind-39722/index.md {(han ømmer sig videre, mens de begge forlader Skuret.)} {(Tæppe.)} TREDIE AKT. {TO AAR SENERE.} {Spisestue paa Hegnsgaard. =Ka Rævsgaard= -- en lille Kvinde med hvid Kappe om et spidst Ansigt -- og Trine i Færd med at ordne et stort, aflangt Bord til højre. Aaben Dør til Dagligstuen i Baggrunden; til venstre for Døren Vindue til Gaarden. Udgang til Kjøkkenet i Krogen til højre.} =Trine= {(rager inde i »Skjænken« paa venstre Sidevæg).} A tykkes ett, her er mir end _tre_ Sølvskir; hwor er de anner ni, der plejer aa vær her? =Ka Rævsgaard.= Aa, dem lod a di Faa'r faa for en Tid sin, da han war i Betryk for Peng te æ Kommuneskat. =Trine.= Og de to stur Sølvbægre med wor Bejsteforællers Navn paa? =Ka Rævsgaard.= Ja, de gik mej ved samm god Lejlighid. =Trine.= Og du haar ett faat nøj tilbaag aa æ? Det er egentlig forfærdelig, hwor Faa'r stiler hans Sager. Hwor læng tror du, det kan blyw ved aa gaa? =Ka Rævsgaard.= Ja, der kommer jo te aa si nøj plukked ud her i æ Hus, imud hwad der jen Gaang gjord. Men a tykkes indda: Saa læng han ett forringer æ Besætning, da kan æ wal ett hiel gaa Paan paa[35]. Men han spilt en Plag hen -- rejn og baar -- i Forgaars Næt; den Slaw hower a ild. [35] _Paa'n paa_, Fald paa. Men læd wos nu ett snakk om _det_, mi Baa'n. _Det_ kan jo forandres aaltsammel, saasnaar _du_ vil. For Mads, -- _det_ er en rig Kaa'l og en ordenlig Kaa'l og en Mennesk, der ta Worherr med sæ, i hwad han gjør. =Trine.= Ogsaa nær han snyder Folk! =Ka Rævsgaard.= Hwor har _du_ høt, te Mads haar snydt nue? =Trine.= Kan du da't how den Histori om den tuberkelsyg Kow, som han haaj sol fri for alle Fejler; da de saa drøw en tebaag paa ham ijen, slog han hans Hinner sammel øwer hans Hued og saa: "Gud ha Lov og Tak, te en kommer ijen! Det stod søen for mæ, da a sol en, te Worherr vild ett ha, te a skuld skill mæ aa med den Dyr!" =Ka Rævsgaard.= Ja, det er nøj, Verdens Bøen faar te Rend for aa forstyrre Guds udvalgte i dje Salighedsgjerning. Nej, Mads, -- ham kan du tryg slaa Bund paa, mi Pig; han er en Guds Baa'n, han sætter ett det timelige øwer det evige, skjønt han haar fuldt op af bejje Diel! =Trine.= Aa, Muer, du snakker om nøj, du ett forstaar dæ paa. Du ved jo desuden godt, hwem a holder aa og _aaltid_ haar holdt aa. =Ka Rævsgaard.= Ja, a skal ett sej nø ondt om Visti; han er en bovn Kaa'l; men han kund jo da ett hold æ Gaard opp, søen som æ Sager nu staar. Og di Faa'r kan jo ett lid aa si ham for hans Øwn; og hwad kan en snaar sej te æ? Han kam her jo som en sølle fatte Tjenst'baa'n, der hwerken haaj Faa'r heller Muer. A vil ett ha Urd for aa forajt den fatte, men den, der haar ett nøj, han haar jo da ett nøj. =Trine.= Ja men, nu er Visti jo kommen swær godt atter æ. Hans Stilling som Mejerist er jo med de allvillerst -- her paa æ Egn da. =Ka Rævsgaard.= Ja men æ Fattemærk -- den haar han jo da paa sæ iløwle. =Trine.= Hwad er det for en Mærk? =Ka Rævsgaard.= Ja, a kan ett saanyw sej dæ æ, mi Pig. Men di Faa'r, -- han kan nu ett mej, te den der haar tjent ham som Hjorddreng, han nowtid skuld blyw Mand i æ Gaard. -- Saa skal han osse vær bløwen Sjocialist; det skal da ett gjør ham bejer anskrøwen ved di Faa'r. =Trine.= Ved du, te Visti kommer her i Daa? =Ka Rævsgaard.= Gjør Visti! Hwem haar da indbøjn ham? =Trine.= Det haar a. =Ka Rævsgaard.= Og du haar ett læt di Faa'r ved nøj om æ? =Trine.= Ne--ej; er æ _mi_ Fødselsdaa, saa skuld a da wal osse ha Lov te aa indbyd en jenle Mennesk. =Ka Rævsgaard.= Blot _det_ ett tar en gal End! {(Man hører en Vogn kjøre op.)} =Bitte Fip= {(i Kjøkkendøren).} Saa kam æ Præjst! =Ka Rævsgaard.= Jøsses, saa maa a nok ud og ta imud. Nu kan du jo osse nok jenne gjør æ Burd færdig? =Trine.= Ja, gaa du kuns ud te de fremmed. {(Ka Rævsgaard ud.)} =Trine= {(til Fip).} Aa, Fip, tøv lidt! {(Fip sætter Træskoene med stor Omstændelighed og nærmer sig Bordet.)} =Trine.= Hør, a fattes inu fir Par Knyw og Gafler; kan du ett rend ind og ta mæ _dem_. De legger i den gul Kommode i æ nordvejst Hjørn af den anden Skuff fræ æ Overend. Men læd wos nu si, du er geswindt. {(Fip ud.)} =Severin Jensen= {(træder ind fra Døren i Baggrunden).} Hm! Gratulerer! =Trine= {(skriger).} Uh! {(vender sig om.)} Aa, a bløw da saa hentavn[36]; a troed det war -- -- {(standser forlegen).} [36] _hentavn_, forbløffet. =Severin.= Nej, det var netop det, jeg skulde sige, at _Visti_ først kunde komme senere. De maatte endelig ikke opsætte Bordet efter ham. Der var kommen Kjedelsyn til Mejeriet. Det er jo ikke de fremmede, en Mejerist sætter størst Pris paa. Men saa snart, han kunde faa dem paa Døren, skulde han komme. =Trine.= Tho _det_ war a endda forfærdelig kid aa, te _han_ ett kan komm te æ Burd med de anner. Men Tak for Dje Boj; han haar æ wal helsen godt? =Severin.= Aakja, storartet! =Bitte Fip= {(ind, stryger paany Træskoene af og nærmer sig med Knivene -- evig sur).} _De_ laa ett i æ nordvejst Hjørn. =Trine.= Hwor laa de _da_? =Fip.= De laa akkuraat i æ _sønd_vejst Hjørn. =Trine.= Naa; saa er de bløwen flytt; men det war jo godt, du fand em. =Severin Jensen.= Hvad Fip, vil _De_ ikke sige Godda' til mig? =Fip.= Goddaw! Er De her? Hworden haar _De_ æ? =Severin.= Jotak! Og De? =Fip.= Aa, hwa tho! a er jo en swag, sølle Mennesk, sin a fæk mi Tilfald. Men helsen maa en jo ett klaw. {(Til Trine.)} Nu kam den her sølle, slemm Slagter. =Trine.= Ræber? =Fip.= Ja; a kan endda ett forstaa, hwad _han_ skuld bydes mej for. For det ved da enhwer, te det er ham, der i de sidst Oringer haar faat di Faa'r paa Glatis. =Trine.= Ja, saa er æ wal netop af den Grund, han bydes mej. Men det maa en jo læ mi Faa'r om. =Fip.= Ja; te det falder sammel om wos det hiele! {(Fip ud.)} =Severin.= Det er nok store fremmede en kommer imellem. Jeg saa', at Præstens Vogn holdt her udenfor, og Proprietær Nørholms Kalesche kom nede paa Vejen. Kommer -- _han_ ogsaa? =Trine.= Mads! ja, naturligvis. Hwordan skuld vi helsen faa en Stieg spist paa Hegnsgaard? =Severin.= Det maa egentlig være ret anstrengende saadan i Aarevis at styre mellem to Bejlere. =Trine.= Ja, det er jo ett aaltid lig grinagtig. =Severin.= Bliver Visti nu ikke engang imellem lidt utaalmodig af den lange Udsættelse. =Trine.= De er jo hans gued Ven; De maa jo ved æ. Haar han saa Dem nøj? =Severin.= Ja, se Visti er jo _nu_ saadan situeret, at han udmærket kunde forsørge en Kone; og da De jo altid har været i hans Tanke, hvorfor skulde De saa egentlig ikke gifte Dem med ham. =Trine.= De kan endda ogsaa tro, te a længes atter æ! Men den Slav -- det er ett søen aa faa alfabetisk! Og a tror nu bestandig, te vi her kommer længst ved aa læ æ gaa si naturlige Gaang? =Severin.= Hvad kalder De saa den naturlige Gang? =Trine.= Det ska a saamænd sej Dem: A tror ett, mi Faa'r ka hold sæ ved æ Gaard ret læng, hwis ett han ka faa en anden Slyng i æ, og gaar det først op for Mads, te der ingen Grunker er aa hivsk[37], men Armud og Knokkeldom til _alle_ Hjørner, saa er a vis paa, te vi er færdig med den "Swigersøn". [37] _aa hivsk_, at hugge. Det maa _De_ ogsaa kunn faa Visti te aa indsi. Og saa er det halv wunden. Troed a ett, te det vild gaa, som a sejer, saa war a rend mi Vej for laang Tid sin! =Ka Rævsgaard= {(ind fra Kjøkkenet, hilser paa Severin).} Nu kan a wal godt be de fremmed herind? Æ Mad vinter. =Trine.= Ja, æ Burd er i Stand! {(Gjæsterne begynder at komme ind i Spisestuen. =Severin Jensen= vil trænge ind i Dagligstuen og hente et eller andet, men render i Døren paa den stort smilende =Esper Vøvtrup=.)} =Esper Vøvtrup=. Ih hov, ih hov! Tho her kund æ misæl snaar ha gavn wos tow, som det gik Mads Fæg med æ Præjst. _Han_ haaj sejjen i æ Kror, men æ Præjst stod paa æ Stuel. Men i det samm god Lav som æ Præjst vild ud aa e Kjerk, kommer jo Mads, forstaar I, og vil ind. Mads klaged jo øwer, te han war kommen for silde. "Ja, ja Mads," saa æ Præjst, "gid vi en anden Gang som nu her maa mødes i de evige Boliger!" "Ja, da war æ sand," swored Mads, "søen te wor Faa'r maatt gaa ud, nær a gik ind!" {(Præstens og »Hellig Mads'« fortørnede Ansigter, Ræbers og Nørholms Skogren.)} =Wolle Rævsgaard.= Naa læd wos nu kom te æ Burd og faa nøj te æ Fød; sæt jer nu om, som I er Venner te. {(Man gaar til Bords.)} =Proprietær Nørholm= {(til den agrariske, men indskrænkede Pastor Gnatt).} ... Ja jeg har nu den Opfattelse, at Lødekøer skal behandles som raadne Æg. =Gnatt.= Som hvad? Hvorledes mener De, Hr. Proprietær? =Nørholm.= Som Præster med Juleoffer: Lidt men godt! {(Ræber er revnefærdig af Latter.)} =Wolle Rævsgaard.= Naa vil I nu forsyn jer enhwer især! {(Til Severin Jensen)}: A war endda kyw aa, te Dje Faa'r ett kund komm mej. =Severin.= Ja, men han er jo bedst tjent med at være hjemme, saa længe han ikke er bedre. =Wolle Rævsgaard.= Ja, aaeja, nær en ett haar si Hjelbred -- saa er et sgu snavs. =Esper Vøvtrup.= Saa er _De_ maaskisæ wor Degns Søn? =Severin.= Ja. =Esper Vøvtrup.= Hwad fejler da Dje Faa'r? =Severin.= Aa, hans Øjne er ikke de allerbedste. =Esper Vøvtrup.= Hans Øwn! Ih si! Haar han faat sølle Øwn! -- Da ka de misæl ett vær ringer end min; for mi Yw'syn den haar wot sølle i manne Or. Nej si, nej si! Saa De er en Søn af wor Degn, heller _Jensen_ skuld a wal sej; for han ka godt tekomm hans Titel, for vi haar aalle hat Maag te Degn i wor Daw, hwad enten vi to ham ved Søgn eller Høtti[38]. [38] _Høtti_, Højtid. Han war gued baade ved Ungdomsfornywels og Ligbegjengels, og han kund løs en Grawskrøwt op, saa der ett war en tar Yw! =Wolle Rævsgaard.= Hør, Esper, du glemmer aa skink dæ en Dram. =Esper Vøvtrup.= Tak! -- Skal a skink jen te dæ osse, Mads? =Mads= {(strengt).} Nej! a bruger ett _den_ Slaw. =Esper Vøvtrup.= Nej, det er sand, tho du hører jo te de helle. Men hwor kan du snaar arbejde i Herrens Vingaard og saa forajt dens Produkter? =Pastor Gnatt= {(sender Esper et strengt Blik).} =Esper Vøvtrup.= Ja, Hr. Pastor, a sejer sgu, hwad a haar Lyst te aa sej, og sin tier a still. Men _De_, Slagter Ræber, De er sgu da'tt for helle te aa ta en Dram. =Ræber.= Nej, jeg er jo, om jeg saa maa sige, lidt mere kjødelig anlagt. Ha, ha, ha! {(Til Ka Rævsgaard).} En udmærket Mørbrad, Frue! Udmærket, saftig Mørbrad! =Ka Rævsgaard.= Ja, den haar a saamænd faa't hos Olsen. =Ræber.= Olsen holder usædvanlig gode Varer, det siger jeg ikke, fordi han er min Svigersøn, men ... =Moster Malén.= Ja, a sejer nu iløwle, te Sørensens Kjød er det bejst atter æ Priser. =Faster Jehan= {(yderst langsom).} A vild osse snaar tykk -- nær det maatt høres -- te Sørensens Kjød er, hwad a -- uden Fortræderlehied for den jen heller den naaen -- vild kald lissom en _bette_ Krumm bejer end Olsens. {(Snakken gaar ved denne Del af Bordet videre om Kjødet.)} =Ka Rævsgaard.= Aa, Pastor Gnatt, er De ett saa gued aa læ æ Soes gaa ... =Gnatt= {(i agrarisk Disput med Nørholm).} ... Jamen det er jo dog Vorherre som skal gi' Væxten! =Nørholm.= Ja det er sgu meget rigtigt. Men derfor skader det dog ikke at gjøde lidt paa Stubjorden. =Gnatt.= Der er et Spørgsmaal, Hr. Proprietær, der brænder mig paa Tungen: Det hænder jo at ens Køer skal kælve? =Nørholm.= Ja, det vil jeg sgu da haabe for Dem, Hr. Pastor. =Gnatt.= Og saa kan de pludselig staa og magres og nægte at ta' Føde til sig. Hvad gjør De ved Deres Køer, Hr. Nørholm, naar de skal kælve? =Nørholm.= Aa, jeg plejer at gi' dem en Flaske Bramalivselixir, indtil det værste er overstaaet. =Gnatt.= Naa, er det godt? =Nørholm.= Ganske fortrinligt, Hr. Pastor, men Satan saa dyrt! {(Til =Ræber=, der under hele Samtalen har vredet sig i en forborgen Latter.)} Han tror det, den Onde gale mig! =Gnatt.= Men man faar formodentlig lidt Afslag, naar man tager større Partier ad Gangen, ikke sandt, Hr. Proprietær? =Nørholm.= Jo--o, der er næppe Tvivl om, at der vil blive indrømmet Pastoren en rimelig Rabat, -- især hvis De bemærker, at det er til Køerne! =Esper Vøvtrup= {(til Wolle Rævsgaard).} Sej mæ, Nôbo, er æ sand, te du er bløwen Formand for æ Andelsmejeri? =Nørholm= {(der har vendt sig fra Præsten, hvem Mads nu ta'r sig af, nikker bekræftende).} =Wolle Rævsgaard.= Jow, nær en haar saa gued Fortaalere som Nørholm, æ Præjst og mi Swiger ... hm! og Mads dér, saa kan en jo sajtens blyw valgt. =Nørholm.= Beskedenhed klæder en Yngling, men er ikke nødvendig for Dem, Hr. Rævsgaard. Naar vi har gjort _Dem_ til Formand, saa er baade Æren og Fordelen udelukkende paa vor Side. =Wolle Rævsgaard.= Maa a takk Dem, for _de_ Urd, Proprietær Nørholm. Men De laa da sikkert ogsaa Mærk te, te der war en Del Mudstand. =Nørholm.= Ja, der var naturligvis den samme Modstand, som altid tropper op mod dem, der _har_ noget, fra den Side, hvor man intet har. Det er da sandelig ikke værd at undres over. Forhen talte Husmændene vore Kornstakke, nu tæller de vore Køer; i begge Tilfælde finder de, at _vi_ fik for meget, og _de_ fik for lidt. Eller jeg kan sige det paa en anden Maade: I gamle Dage sad Misundelsen i Kornskjæppen, nu sidder den i Mælkespanden. Jeg ved ikke, om det er af den Grund, at Husmandens Mælk som oftest kommer sur til Mejeriet. {(De andre ler.)} Men vist er det, at hvis Ole Husmand har om blot een eneste sidmavet Ko -- som han tilmed græsser paa mine Vejskrænter -- saa forlanger han, at den ved Valgbordet skal kunne brøle lige saa højt som mine hundrede Køer og fire fortrinlige Præmietyre, men ikke sandt? -- det er et ganske absurd Forlangende! =Esper Vøvtrup.= Ja, men haar a forstavn æ ret, saa er æ jo endele ett æ Kyer, der stemmer, men -- =Nørholm.= Men Køernes Repræsentant, meget rigtigt! Men det kommer jo dog ganske ud paa eet. Under alle Omstændigheder har De, Hr. Rævsgaard, ingensomhelst Grund til at ta' Dem Husmændenes Opposition til Hjærte. Vi Bedrestillede kan nu engang ikke gjøre alle tilpas, mindst Husmændene; disse Folk er _født_ misfornøjede med Verdensordenen; det er deres Natur at være det -- -- -- og kanske deres Ret! =Esper Vøvtrup.= Sej mæ, Wolle, den Formandsstilling -- smider den nøj af sæ? =Wolle Rævsgaard.= Nej, ett andt end Æren. =Esper Vøvtrup.= Ja, det skal jo vær jen af de "fejreste Træer i Sko-ven"; men a kan nu nok saa godt lid _dem_, der ogsaa kan plukkes et Par Ævler aa, og a haar ett opdaved, te _di_ Smag er forskjellig fra min, hwad _det_ angaar. =Wolle Rævsgaard.= Ja, da kan der ett skummes møj Fjedt af den Kaal. =Esper Vøvtrup.= Aa, du hætter sgu nok paa, -- om a kjender dæ ret -- hwordan _den_ Kow ska malkes, forre[39] den ett skal spark i æ Stripp[40]. [39] _forre_, for at. [40] _æ Stripp_, Spanden. Men atter hwad a her hører, saa tykkes a jo, te der paa Maader fattes jen her ved æ Burd. =Wolle Rævsgaard.= Hwem skuld det vær? =Esper Vøvtrup.= Tho a tint paa æ Mejerist. {(=Trine=, som under hele Samtalen har siddet i stor Uro, springer nu op og gjør sig et Ærinde ud i Kjøkkenet.)} =Wolle Rævsgaard.= Skuld a ett kund ta imud en Par fremmed uden æ Mejerist. =Esper Vøvtrup.= Aaejow; sær wal, sær wal! Men du staar som Formand for æ Mejeri og ... Ja, a ved jo ett, hwormøj en tær sej ... Ih, hwor bløw Trine aa? {(Drejer sig om mod Kjøkkendøren. Det øvrige Selskab er nu begyndt at lytte.)} Læd nu ogsaa vær, te han haaj fortjent en Snyd af dæ, fordet han anbefaled æ Husmænd dje Kandidat -- tho det kund han jo godt ha spaar -- saa vil a nu ha Lov til aa sej som _mi_ Mjenning, te vi skal si wos godt for, om vi skal find en Mejerist, der er mir estimired -- saa maa vi komm baade til smaa og stur. Og det er iløwle nøj ward aa ha en Mennesk, en tær stul o, paa søen en Plads. =Wolle Rævsgaard.= Ja, den Knæjt kan a nu ett lid, saa kan I for _mæ_ ha _hwad_ Mjenning, I vil. =Esper Vøvtrup.= Nej, du kan ett glemm, te han haar gavn i di Nøds[41] og moged og endda vover aa sætt hans Nies op atter di Dætter. Men en maa opløw saa manne underle Ting i wor Tider, saa det er wal endda jen af dem mindst. [41] _Nøds_, Kostald. =Wolle Rævsgaard.= Vild _du_ kanskisæ gi di jennest Dætter -- om du haaj nue -- te en Husmandsung? =Esper Vøvtrup.= Ja, saagu vild a wal saa, nær det helsen war en ordenlig Mennesk. =Wolle Rævsgaard.= Ja, nu kan du jo sajt sej æ, da du ingen haar. -- Men helsen holder a ett af dem, der søen -- burer sæ op. Der hænger saa møj ved dem af baade det jet og det andt. -- Det er ett, som nær en er føj[42] med æ; det gir iløwle en hiel anden Bevidsthied. [42] _føj_, født. =Esper Vøvtrup.= Py! Hwem Fanden er _nu_ føj med nøj. Sejjer de ett ved dje Gaard ind ad en End saa arm som Krag'er, i Baagstaând med Skatter og Afgywter, ihwor de sir, og Gjeld og Forhæftels te op øwer æ Ører. Hwor manne gaar der wal ett baagud aa æ, der fæk æ Gaard kwit og fri. I Daa er æ mæ, i Maaen er æ dæ! Saa sir a laant heller en ung Fyr, der haar swungen sæ op og er bløwen te nøj, om ogsaa han saa -- som ham Taalen her er om -- er føj ved en Ud'sid. {(Trine er nu atter kommen ind.)} =Wolle Rævsgaard.= Ja der maa enhwer wal ha _si_ Mjenning. =Esper Vøvtrup.= Ja aaeja, aaeja! Nu haar a saa dæ _min_. {(I det samme kommer =Visti= ind fra Dagligstuen; da han passerer gjennem Døren udbryder Esper Vøvtrup)}: Der er fandenmæ lig æ Kaa'l, vi snakker om. Læd ham nu swor for sæ sjel! {(=Trine= gjør Mine til at springe op, men Faderen lægger en tung Haand paa hendes Skulder.)} =Wolle Rævsgaard.= Ja, Visti, du kjender wal det gammel Urd, te den der kommer sjelbøjn skal sej paa æ Dartrin. Æ Burd her er for Gjæsterne, men skuld du vær trængend for en Bej, saa tinker a ett, te det vil blyw dæ næjtet ud i æ Kykken. Det vist sæ jo osse ved mi Valg, te du er kommen te aa hold møj af "de smaa i Samfundet", og dem vil du laant snaarer træff hesud end herind! =Visti= {(ser raadvild fra den ene til den anden; standser tilsidst ved Trine).} Hwad er det her! =Trine= {(fremstøder):} Jamen, Faa'r, det er _mæ_ der haar indbøjn Visti. =Wolle Rævsgaard.= Ja, her i æ Gaard plejer æ nu aa gaa, som a vil! {(peger bydende mod Døren).} =Visti= {(i vildt Oprør).} A skal _wal_ gaa, Wolle! Og heller ska a mir sætt mi Fedder paa Hegnsgaard, far a hentes med Hejst og Vogn. {(Ud; Trine vil efter, men Wolle griber hende haardt om Armen.)} {(Tæppe.)} FJERDE AKT. {ET AAR SENERE.} {Samme Stue paa Hegnsgaard som i forrige Akt.} {=Ka Rævsgaard= sidder og vinder Garn af en alenhøj Vinde; =Wolle Rævsgaard= sidder i Sofaen og læser »Dagens Nyheder«.} =Ka Rævsgaard.= A tykkes, Wolle, du gaar saa mudfalden omkring i æ Daw; er der nøj i æ Vej med dæ? =Wolle Rævsgaard.= Nej, hwad skuld der wal vær i æ Vej? A er lidt skidt tepas i Daa, det er det hiele. =Ka Rævsgaard.= Haar wor Folk begynd aa legg Kartofler? =Wolle Rævsgaard.= Ja, a tror nok, de er gavn i Lav med æ. =Ka Rævsgaard.= Er æ i den vejstes Skywt[43] i Or? [43] _vejstes Skywt_, venstre Skifte. =Wolle Rævsgaard.= Det hower a saagu ett saa nyw. =Ka Rævsgaard.= Nu sorger du da nok for, te det ett gaar som i Fywr, da de gik hen og _sprej_ æ Maag istej for aa _legg_ æ ved æ Kartofler. Du hower nok, hwad for nøj elendig Gras en fæk ud aa æ, for det det ett bløw sit _te_ i Tid. =Wolle Rævsgaard.= Det maa æ Forkaa'l jo pas. =Ka Rævsgaard.= Jow, a kjender dje Passen, nær de ett blywer sit atter. {(Kort Pavse.)} Hworden kund æ vær, du ett war paa æ Mejeri i Guer? A tykkes aaltid, det er den Daa i æ Maaned, da I plejer aa ha jer Udbetaling? =Wolle Rævsgaard= {(meget forvirret).} Hm! -- Sand nok -- -- men der war kommen -- -- der war nøj, der gjord, te det bløw udsaat te Frejdæ. {(Det banker.)} Kom ind! {(Proprietær =Nørholm= træder forsigtig frem.)} =Nørholm.= Godda'! Ja, undskyld -- -- =Wolle Rævsgaard= {(vinker =Ka Rævsgaard= bort).} Værsegued aa ta Plads! =Nørholm.= Tak! Naa, De lægger Kartofler. =Wolle Rævsgaard.= Ja. =Nørholm.= De har godt Vejr til det. =Wolle Rævsgaard.= Ja, det kan en ett klav paa. =Nørholm.= Naa, men det var just ikke det, jeg kom for. =Wolle Rævsgaard.= Nej, det kund a wal tink. =Nørholm.= De ved maaske allerede mit Ærinde? =Wolle Rævsgaard.= Nej, hwor skuld a ved det fræ? =Nørholm.= Jamen, naar jeg nu siger, at jeg kommer fra Mejeriet, saa kan De ikke mere nære nogen Tvivl om, hvorfor jeg har søgt Dem. =Wolle Rævsgaard= {(mere og mere forvirret).} Fræ æ Mejeri? =Nørholm.= Sig mig, Hr. Rævsgaard, hvorfor er der ikke sket nogen Udbetaling den 3dje i denne Maaned, som Skik og Brug nu har været i hele det Aar, vi har haft Dem til Formand? =Wolle Rævsgaard.= A indrømmer, te det er en Fejler, men tho det er en travelt Tid, og a haar derfor ett hat Staând te aa hent æ Peng hjem. =Nørholm.= Nu taler De Usandhed; Tiden har ikke hindret Dem. De var jo nemlig i Kjøbstaden i Forgaars. Baade Mejeristen og andre har set Dem der, og De vendte først hjem henad 2 om Natten. =Wolle Rævsgaard= {(opfarende).} Naa, er en søen omgi'n af Spioner, te en ett kan forlaad si Hjem, uden te der blywer bjedt Mærk i det. Skal a maaskisæ staa nue te Regnskab for, hwad a bruger mi Tid te? =Nørholm.= Aa, tag nu ikke saadan paa Veje, Rævsgaard. Her er slet ikke Tale om noget Spioneri, her drøfter vi blot, hvorvidt De taler Sandhed eller ikke; og jeg konstaterer da endnu en Gang, at De har været i Kjøbstaden. Nu er Spørgsmaalet: Hævede De samtidig i Banken Mejeriets 4000 Kr.: i bekræftende Fald: hvorfor har De da ikke udbetalt dem til Andelshaverne allerede i Gaar? =Wolle Rævsgaard.= A haar ett hævet en Ør. A war kommen for silde af Stej, saa æ Bank haaj lot, da a kam te æ Dar. I en Stilling som min, hwor en ingen Løn faar for si Arbe, kan en ett aaltid staa paa Pind; men i Maaen den Daa skal a med Fornywels hent æ Peng, saa enhwer kan faa sin. =Nørholm.= Hør Hr. Rævsgaard, lad mig nu tale til Dem som en Ven; jeg er ikke kommen herhen for at holde Forhør over Dem, men for at raade Dem for Deres Bedste. Alt det, De der siger om Tid og Lukning osv., tror jeg ikke et Ord af. Værten i "Hanen", hvor De sad og spilled Kort til ud paa Natten, har fortalt, at han tre Gange i Løbet af Aftenen har maattet rende i Byen for at bytte store Pengesedler for Dem; der er da for mig ingen Tvivl om, at De virkelig har hævet Summen. Men nu spørger jeg Dem: Har De destilleret alle Pengene? Svar mig ærligt og uden Omsvøb; for det er en højst alvorlig Sag for Dem. =Wolle Rævsgaard= {(tier bomstille).} =Nørholm.= Altsaa: De har virkelig bortspillet hele Summen, alle de 4000 Kr.? =Wolle Rævsgaard= {(sagte).} Ja! =Nørholm.= Og til hvem? =Wolle Rævsgaard.= Ræber tog de flest. Maagen te Uheld haar a aalle hat. A saa tit med hiel gued Kwot; men hjælper det nøj, nær der er Wonheld for jens Dar? A taft og taft og det den hiele Næt, først mi egn Peng saa æ Mejeris. Der gik Tôg for mi Øwn, a vidst knap a mæ sjel aa sej. Da a kjor ud aa æ Bøj, war æ mi Ajt aa kaast mæ i æ Aa, og nær a ett gjord æ, war æ aaljenne for det, a ett haaj Villi nok te aa ryw æ Hejst i Staa, imen a sprang aa æ Vogn. Hwordan a kam hjem, er mæ endnu en Gaad. Det war jen Ravmørk øwer det hiele, og a laa æ Hejst dje Temm nied i æ Vogn og lod dem fuldstændig skjøtt dem sjel i den Hoef, te a skuld vælt og brækk æ Hals. A tint æ hiele Vej saa læng a kjor: Nu er du en Kjeltring for Gud og Mennesker; nu blywer du saat og kommer i æ Towthus, og _det_ er æ jo ogsaa, De er kommen for aa sej mæ? =Nørholm.= Nej vist ikke nej, Hr. Rævsgaard! Jeg vilde kun gjøre Dem opmærksom paa Faren. Men De har dog sagtens Venner, der baade vil og kan hjælpe Dem? Det gjælder kun om, at her handles hurtigt, før Sagen kommer ud imellem Folk. =Wolle Rævsgaard.= Ja hwem tror De, der vil hjælp mæ. =Nørholm.= Aa, jeg tænkte om f. Ex. ikke Ræber -- -- =Wolle Rævsgaard.= Ræber!? =Nørholm.= Ja, han har jo dog faaet de fleste af Pengene baade denne Gang og tidligere. =Wolle Rævsgaard.= Den fjedted Stod'er! Haar De nowtid hør, te han haar hjulpen nue uden aa æ Dyn og i æ Halm? =Nørholm.= Naa, saa er der jo Mads, Svigersønnen. =Wolle Rævsgaard.=