# Samlede Værker, Tredie Bind

## Part 17

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/samlede-v-rker-tredie-bind-39722/index.md

Jeg har ikke bedt Dem om nogen "Forgyldning" -- hverken af Kolden eller andre Ting.

=Møller.=

De kan jo nok se, Hr. Pastor, at vil De ha' Bjærget -- som De jo nok vil -- saa maa De betale det med den Pris, Manden sætter paa hans Ejendom. -- Jeg ved saa ikke, Pejr, om du maaskesig kunde slaa en enlig Ting af -- f. Ex. om I kund klyv den ene Hundreddalerseddel --

=Per Nielsen.=

Nej, det ser jeg ingen Grund til --

=Blicher.=

Nej, heller ikke jeg! Jeg føler mig ikke fristet til at prutte med Dem om Himmelbjærget. Vent et Sekund.

{(Blicher gaar et Øjeblik ind i sit Studereværelse. -- I det samme glider Farverens fordrukne Skikkelse ind ad Døren.)}

=Farveren.=

Naa, hvordan skjærer den! Er jeg bleven optaget i den faderlige Naade.

=Møller=

{(brøsig).}

Du maa sgu ikke komme endnu. Herut med _dig_, indtil jeg kalder paa dig.

=Farveren=

{(som en skulende Hund ud ad Døren).}

=Blicher=

{(tilbage med Slutseddel og Blækhorn).}

Vil De læse dette igjennem.

=Per Nielsen=

{(mumlende).}

-- -- -- -- -- -- 500 Rigsda -- -- aler -- -- -- Jow; det lar vi gjælde!

=Blicher.=

Vil De saa skrive Deres Navn!

=Per Nielsen=

{(skriver, mens Blicher gaar eftertænksom over Gulvet i Baggrunden).}

=Møller=

{(har grebet Papiret, som Per Nielsen har underskrevet; de gjør Grimasser til hinanden; snakker gedulgt --).}

Det er Dælen knækk' mig en hvas Pris, og hvad Fornøjelse kan han snart faa af det! {(til Blicher):} Kom nu, bitte Pastor! Bitte Pastor, kom nu, kom nu, og giv Deres Navn, saa vi kan faa Handlen justeret.

{(Blicher har grebet Papiret og fixerer det nøje.)}

=Per Nielsen=

{(pegende; kjendelig nervøs).}

Ja, der var det jo saa, hm ... at De skulde sætte _Deres_ Navn.

=Blicher.=

Lad mig nu være i Ro et Øjeblik; jeg er jo ikke vant til slige Ejendomshandler. Jeg tror, jeg vil kalde paa min Forpagter.

=Møller.=

Tho da er det saamænd aldrig værd at ulejlige Manden med det. Her staar jo ikke andet, end hvad De og Per Nielsen er bleven enige om. Her kan jo ingen Forraskelse ske til nogen af Siderne.

=Blicher.=

_Syntes_ jeg ikke nok, der var noget, jeg havde glemt!

Det er jo da en Selvfølge, at De udlægger mig Vej til Himmelbjærget, saa al Færdsel kan foregaa uhindret.

{(De to Kolleger sender hinanden et Ræveblik.)}

=Per Nielsen.=

Det er ikke nogen Selvfølge.

=Blicher=

{(i Oprør).}

Hvadbehager!

=Per Nielsen.=

Det var jo netop den Færdsel, jeg vilde sætte en Pind for.

=Blicher.=

De vilde ha lokket mig til at kjøbe Ejendommen i dyre Domme, og saa skulde jeg endda ikke ha Adgang til den; I er to søde Sjæle! {(Blicher river Papiret i Smaabidder og kaster Stumperne for Fødderne af Per Nielsen).} Denne Gang spildte De dog Deres Suppe i Ilden, Rævepels! Hvad mon De havde tænkt at forlange for den Vej.

=Per Nielsen.=

Det kan jeg godt sige Dem: Himmelbjærget med Vej til, det sælger jeg ikke under en jævn Tusind.

=Blicher.=

_Tusind_ Rigsdaler! De trænger vist til at komme ud og svale Parykken lidt. Gaa! jeg vil ikke holdes for Nar i mit eget Hus!

=Møller.=

Saa De viser os Døren! Og jeg har endnu ikke faaet _mit_ Ærinde udrettet. Det vilde jeg endda gjerne ha besørget, inden Pastoren hælder os udenfor. -- De har sendt mig Deres Søn paa Halsen.

=Blicher.=

Min Søn?

=Møller.=

Ja, strengt taget er det vel kun Deres Stedsøn; men det bliver det ikke meget bedre af. For jeg har sgu ingen Brug for ham.

=Blicher.=

Brug for ham eller ikke -- er De ikke Fattigvæsnets Formand?

=Møller.=

Jeg er Fattigforstander, men det kan vel aldrig være Deres Mening, at _De_ vil ha Sognet til at sørge for _Deres_ Afkom.

=Blicher.=

Om _De_ vil sørge for ham eller ikke sørge for ham, det maa blive en Sag mellem Dem og ham. Jeg har _min_ Samvittighed fri. Jeg har baaret over med den Slubbert og hans liderlige Levnet langt ud over alle rimelige Grænser; nu er min Taalmodighed bristet; han er en ung kraftig Mand midt i 20'erne; han behøver ikke at ligge nogen til Byrde, mindst hans Barndomshjem, som han har baaret Sorg og Skam indover i altfor mange Aar.

=Møller.=

Da kan vi efterhaanden faa mange paa Kommunen, naar vi nu ogsaa skal til at føde Præsten hans Unger.

=Blicher.=

Tag nu Deres Mund iagt! Ingen raader for sin egen Skæbne, og hvad Børn Gud vil unde én, det staar vi ikke selv for.

=Per Nielsen.=

Naa, nu vil _jeg_ gaa min Vej; for her bliver vel saa ingen Handel af.

=Blicher.=

De synes stadig, at 500 Rdl. er en passende Sum for den Vej?

=Per Nielsen.=

Ja, gu' gjør jeg saa.

=Blicher.=

Ja ja; jeg er i Deres Haand. Jeg maa ha Sagen ordnet inden længe. Mødet _er_ averteret. Det ved De, og det benytter De Dem af. Vent et Øjeblik.

{(Blicher gaar atter ind i sit Kammer.)}

=Møller=

{(aabner hastig for Niels Farver).}

Der er ingen Udkomme med Præsten; han vil ikke se dig inden for sine Døre. Og i og for sig kan jeg minsæl godt forstaa det; for du er en skidt Person, og det har du været alle dine Dage.

=Farveren.=

Hvadbeha! -- Byder man mig Tvetydigheder. Er jeg ikke fin i Sømmene. Er der kommen en Revne i Postelinet --

=Møller.=

Hold Mund! Her er ikke Tid til at høre paa dit Plævver. Nu kan du komme til at gaa paa Omgang i Sognet, og opfører du dig skarnsk, skal du komme til at gjøre Bekjendtskab med min Hesselkjæp.

Men ellers kunde jeg vel nok gi dig Anvisning paa, hvor du kunde træffe din Far et Sted, hvor han blev nødt til at kjendes ved dig.

=Farveren.=

Hvadbeha' -- kan du tvinge ham til at tage mig til sig?

=Møller.=

Det er kommen ud, at alle her fra Præstegaarden skal til Fest paa Himmelbjærget. Hvi skal _du_ ikke med?

=Farveren.=

Hvad siger du, Himmelbjærget -- -- den er jeg oplagt for!

=Møller.=

Du har vel nap gjort dig fortjent til at komme med paa Vognen, men de tar jo ikke Landevejen med dem, og du skal faa en Mark i din Lomme af mig, saa finder du nok selv ud af Resten.

=Farveren.=

Den er jeg morderlig med paa. Der maa være godt at fortjene for en rask Svend, naar en ellers har sit Visitkort i Orden.

=Møller.=

Ja, der kan sgu laves noget! Men nu ud med dig!

=Farveren=

{(slasker ud).}

=Blicher=

{(kort efter med en ny Slutseddel).}

Naa, I Prangersjæle {(slænger Papiret for Næsen af Per Nielsen)} kan dette aabne Himmelbjærgpræsten Adgangen til hans Prækestol.

=Per Nielsen.=

Tusind Rigsdaler! Bjærg og Vej -- jow, nu er vi enige.

{(Han underskriver; ogsaa Blicher skriver ilsomt under.)}

=Blicher.=

I Guds Navn, saa er det gjort!

=Per Nielsen.=

Men nu Pengene, hvor skal jeg ta' _dem_?

=Blicher.=

Dér hvor De tog Deres Bevis. Er det ikke os to, der har handlet?

=Per Nielsen.=

Aaejow. Men lidt Kaution var jo heller ikke af Vejen.

=Blicher.=

Ja, _hvad_ Kaution -- --

=Per Nielsen.=

Aa, en Obligation eller en anden ringe Ting.

=Gl. Blicher=

{(henter i Skuffen Kongebrevet og lægger det for Næsen af de to Bønder).}

=Per Nielsen=

{(i maabende Forfærdelse).}

Kongen -- -- Kongen! Det er Kongen, der kjøber Himmelbjærget! Ja, men Død og salte Pine -- saa kunde en jo ha faaet det _dobbelte_ for det!

{(Tæppe.)}

TREDIE AKT.

{Dekoration: Himmelbjærget i Festskrud; fra Koldens Top ser man milelangt ud over det jydske Land med hvide Gaardlænger, blændende Kirketaarne, Vejrmøller, blaa Søer og gule Kornmarker. Umiddelbart ind imod Kolden: to kløftede Lyngaaser.}

{Før Tæppet gaar op, lyder en dæmpet Trompetsolo: »Danmark dejligst Vang og Vænge« til Blichers Text (der synges af mange Stemmer).}

Danmark! Fostermoder kjære! hør vor Frydesang! Himlen disse Toner bære over Sø og Vang! Ryst jert Løv, I Bøgeskove! Hav! Du krumme stolt din Vove! Lytter! nu den danske Tunge gladeligt skal sjunge!

Dine Sønner, elskte Moder! ofte Sværdet svang, værnede om dine Goder, værged for din Vang. Enighed gjør Kjæmper stærke, Mod er rette Danneværke: Hegnes saa den danske Have, Ledet er i Lave!

{(Lange, rullende Hurraer som fra et stort Folkestævne. Tæppet er gledet til Vejrs, mens 2. Vers afsynges.)}

{(Per Syvspring og Tyttebærkaren kommer ind fra Mødepladsen til højre.)}

=Per Syvspring.=

Aaeha endda, en kund snart ha faaet æ Sidbjen klemt ind; jeg war da kommen ind i saadan en Tryngi[410], te det _war_ grow. Men Gudbevares, Karen, hvor _haar_ jeg moret mæ de Par Daw; siger du ett det samm?

[410] _Tryngi_, Trængsel.

=Karen.=

Aa, det er vel knap nok. Aal de her manne Mennesker -- -- Og saa meget andet -- -- Nej jeg skulde saamænd ha bløwen hjem, som hun vild, Fruen.

=Per Syvspring.=

Ih, du er sgu bløwen for gammel, Karen. Hvornaar er æ Alder saan falden ved dæ! Haar du ett wot ind aa dans?

=Karen=

{(foragtelig).}

Dans! Jeg tror du primer! Skuld jeg rend saadan og skabe mig.

{Per Syvspring.}

Da haar jeg misæl wot ind og dans; ogsaa saa æ Swed drap fræ mi Nies-End!

Tho Herregud, Karen, saa haar du jo ett hat den mindste Fornywels ud aa æ.

=Karen.=

Jow, jeg haar endda. Jeg haar da høt Blicher. Nej, som han ka taal! Da han tal om, hvad enhver især skuld ofre for Fædrelandet -- jeg _kund_ ett lad være, jeg _maatt_ græd! Jeg stod lidt til en Side, saa han ikke kund se mig --

=Per Syvspring.=

Naa det er det, du forstaar ved at more dig, at staa i en Krog og græde.

=Karen.=

Ja, tænke sig, hvordan han har det til daglig der hjemme -- med hende -- og _saa_ alligevel kan sige saa mange skjønne Ting -- -- Nej, jeg kund ett hold mæ i det!

=Per Syvspring.=

Jeg tykkes ett, jeg har set nøj te Madammen. Er hun ett mej ved hans Taler?

=Karen.=

Nej, det er ogsaa til at græde over; det ser ligefrem ud til, at hun skyr de Steder, hvor _han_ taler.

=Per Syvspring.=

Nej, nede i Danseteltet, der er hun minsæl en sikker Gjæst, sammen med ham _Kristrup_.

=Karen.=

Ja, nu existerer der jo ikke andet end ham. Det er jo noget Bekjendtskab, hun gjorde der i Randers. Jeg har længe anet, te der var saadan noget i Gjære. Men nu forstaar jeg, hvorfor hun vild ha mæ til at blyw hjem. Og det havde ogsaa været saa meget bedre; saa var jeg bleven fri for at se, hvad jeg nu har set.

=Per Syvspring.=

Set; har du da _set_ noget aparte?

=Karen.=

Aa Per, spørg mig ikke; jeg er saa ræd her skal hænde en Ulykke. Og altid skal det gaa ud over ham, endda der ikke er et bedre Menneske til paa Verdens Jord!

=Per Syvspring.=

Har du ett rendt paa _ham_ den her Slunder[411], æ Farver.

[411] _Slunder_, Asen.

=Karen=

{(lammet af Forbavselse).}

Niels! _Vor_ Niels! Han er _her_!

=Per Syvspring.=

Ja, Gu' er han saa! Han er stukket af fræ æ Fattigforstander, lige over Herreder og Sogne; og nu gaar han her og stoltserer, driver hans daglige Handtering -- tigger og trygler over det hele -- af store som af smaa.

=Karen.=

Aae, en Skandale for æ Familie!

=Per Syvspring.=

Jeg saa, han standst nø Kjøbstedfolk, røv no Papirer af hans Lomme, velsagtens for de skuld beveges, ved at se hvem æ Faar[412] war.

[412] _æ Faar_, Faderen.

=Karen.=

Aa det er da forfærdelig!

=Per Syvspring.=

Han haaj misæl ogsaa æ Haand ude mod mæ; jeg begynd aa ta faast om mi Kjæp; haaj han ett snart faaet en ned, skuld han karenmæ ha faaet saadan en Rap over hans Nalliker[413], te han skuld ha husket det én Lidt.

[413] _Nalliker_, Negle.

Lede, grimme Ting; gaar her og skolerer[414] æ Faars Navn! Føj for en Vesen[415] endda!

[414] _skolerer_, skammer.

[415] _en Vesen_, Alverden.

Fuld er han jo da ogsaa bleven, og gaar og ta om æ Kvindfolk saa det hviner i vilden Sky. Ja det er en kjøn Makkedonnis!

=Karen.=

Aa Pejr, ka du ett faa i æ Kasilken[416] af ham og faa ham herfra, før der sker no andet ondt.

[416] _æ Kasilken_, Kraven.

=Per Syvspring.=

Ja hvor er han nu henn æ Spøgels! Jeg ka ett wal staa og bødle med ham. Og jeg skuld ned og se te æ Hejst; de skal sgu ogsaa passes.

{(De gaar hver til sin Side. Karen til højre; Per Syvspring hen til Visesangeren Per Jensen, der staar med sine Viser og sin Violin.)}

=Per Jensen=

{(synger og spiller paa een Tid).}

O, hvor gaar det glædelig! Dalliralli -- dalliralli! Nu vil Danmark vorde rig! Dalliralliralla.

=Per Syvspring.=

Goddaw og Gu hjælp dæ! Ka jeg kjøb en Vis af dig?

=Per Jensen.=

-- -- dalliralliralla -- -- a --!

=Per Syvspring=

{(stødt).}

Kan jeg faa en Vise heller kan jeg _ett_ faa den, din Skrigfowl!

=Per Jensen.=

Aa, tør Sveden af dig! Du kan vel vent te æ Repetis er ude!

=Per Syvspring=

{(formildet).}

Ja, syng det kan jeg ett, men kan en komm til og spill for dig?

=Per Jensen.=

Hvad kan _du_ spill? Kan _du_ spill Hejgut?

=Per Syvspring.=

Jeg kan fandenmæ spill baade dæ og din Fjol sønder og sammel, din Stegi[417].

[417] _Stegi_, Praas.

{(Per ud. Kort efter kommer Blicher i en Folkehob ind fra venstre.)}

=Per Jensen=

{(lægger i med hele sit Program).}

O, hvor gaar det glædelig! Dalliralli, dalliralli, naar din Pige elsker dig! Dalli-ralli-ralla! Ak, hvor gaar det sørgelig, dalliralli -- dalliralli -- Livet er en stadig Krig. Dalliralliralla -- a!

=Blicher=

{(mens Folk samles om ham).}

Her kan man i Sandhed sige, at "Sorgen og Glæden de vandre til Hobe". -- Godda! Kjære Kollega. Hvordan har du det ellers! Gaar det smukt med Forretningen?

=Per Jensen.=

Aa, Tak Hr. Pastor, somtid bejer end somtid. Jeg mist en udmærket Plovstud sidste Efteraar, faar jeg ett den tjent ind før Pejrsdag, saa gaar jeg missen rejn i Bork.

=Blicher.=

Tjene en hel Plovstud; saa høje Maal har jeg aldrig turdet sætte mig udi Poesien; jeg maa være glad, om jeg kan faa Publikum til at aftage mit for intet.

{(Folk stimler tættere og tættere sammen om Blicher.)}

=Stemmer.=

Nu skal Blicher gi os en af sine. -- Ja, giv os en Vise, Blicher!

=Blicher.=

Jajada, en Vise har jeg altid ved Haanden, om end jeg ikke er saa heldig som min Kollega der, at kunne synge og spille til.

Men saa maa jeg bede Dem følge mig hen til Vognen dér {(peger til højre. Blicher stiger op i Vognen).} Se saa, Godtfolk! Laan mig nu Øre et Øjeblik; saa skal jeg fortælle jer en bitte knøv Historie om, hvad Krummer der kan ligge gjemt under Skorpen hos den jævne Mand; og er jeg end en gammel Krønikemand -- Digter, som de kalder det -- saa skal jeg dog her hverken digte eller drømme, men sandfærdig holde mig til Daaden, saadan som den hændte for ikke saa længe tilbage herude ved vort østre Salt. Forøvrigt ser jeg, at _de_ er her til Stede, som kan bevidne, at den Spentrup Præst farer hverken med Løgn eller Sladder.

Hør da saa:

Det blæste en Storm udi Kattegat, de Bølger, de ginge saa høje, saa mangen stolt Sømand den samme Nat for sidste Gang lukked sit Øje.

En liden Skude var og deriblandt, fra Hornbæk monne den komme, ret aldrig mere til Havnen den vandt, fordi at dens Tid nu var omme.

Den Skude blev ført af en Sømand god, af dem, der ej plejer at ryste -- thi først sig beviser det danske Mod, naar Døden begynder at kryste.

Han kjæmped, indtil han omsider drev for Stormen et værgeløst Bytte. Mod Dagningen stødte han paa et Rev med sin faldefærdige Hytte.

Han haver kun med sig en liden Dreng; i stærken Arm han ham griber: "Her bliver nok redt os saa kold en Seng, det hjælper slet inte, du piber."

De Bølger de bryde med stor Allarm, og Skibet det krænger og knager; dog holder han Drengen i venstre Arm; med højre i Vantet han tager.

Han ser sig saa langeligt ind mod Land -- imellem var dyben Rende "Vi kan ikke naa den velsignede Strand, hvis Hjælp os ej Himlen vil sende."

Da kom der en Bonde til samme Sted -- han hedde saamænd Søren Kanne -- han siger til Fa'eren, som og var med: "Det Skib er nok nær ved at strande."

Saa springer han til sine Heste to -- de stode just tøjred paa Brinken -- han giver sig ikke ret længe Ro, før han bliver færdig med Rinken.

Den Gamle ham huer det ikke ret vel. Han hvøvter med Haanden: "Hej Soren! du drukner jo Øgene og dig selv; det Skib er desuden forloren."

Men Søren sprang op paa den nærmer Hest og kaster et Øje til Fa'eren: "I Fald jeg derude skal faa min Rest, lad se, at I sørger for Karen!"

Saa hug han sit Hors med sin Træskohæl og lod hende springe i Vandet. Den anden han dasked med Tøjrepæl: saa maatte de begge fra Landet.

Men da han sig havde i Dybet sænkt alt udi de fraadende Strømme, ej skulde da noget Menneske tænkt, han kunde til Vraget udsvømme.

Jo, jo! se, der sidder han nok saa rank! han synes paa Bølgen at ride -- men der kommer Ører -- og Hoved -- og Mank og nu er han ved Sejlerens Side.

"Hej Landsmand! sid op nu! hvis du vil med, og hold saa din Dreng ved hans Trøje!" Han sidder der alt -- og igjen nu afsted -- det var noget andet end pløje.

De Bølger de brusede over dem brat; de tvende holdt fast ved hinanden -- men see kun! nu har de jo Landet fat, og frelste de springer paa Stranden.

Der kaste sig alle de trende paa Knæ og takke Vorherre for Livet. "Men kom!" siger Søren, "med mig nu i Læ -- Se hisset! nu splintres jo Skibet!"

Men Drengen han skjalv som i Blæsten et Siv, og Skipperen slang sine Arme: "Hvad skal vi nu give dig for vort Liv?" "-- Følge med mig og faa jer lidt Varme."

Han plejed den Sømand med samt hans Pog, det baade af Potte og Pande. Og det var al den Betaling han tog, den fattige Mand Søren Kanne.

Saa skulde dog alle I danske Mænd af Hjærtet elske hinanden! i Faren og Døden sig give hen den ene med Lyst for den anden!

Saa skulde I fast staa hverandre bi -- I pløje nu Jord eller Bølge -- men mindst dog paa Kampens den blodige Sti skal En bag en Anden sig dølge!

Og Fynbo og Jyde og Sjællandsfar -- til eet Hus vi alle jo høre. Gud Fader os alle i Troskab bevar! og alle til Enighed føre!

Ser De, mine Tilhørere, denne kjække Redningsmand, der udførte denne ægte danske Handling og viste dette højhjærtede Exempel for alle, der kan føle Daadens hellige Gys gjennem Rygraden, -- denne gjæve Helt i Vadmelskofte, der viste det _rette_ Heltesind, som aldrig tænker paa sit eget, -- ham om hvem jeg har lagt denne Vise -- ham ser jeg staa her imellem os, ikke langt fra min Talerstol! -- Kom da frem, _Søren Kanne_, og giv den jydske Lyngmand og Liremand et kraftigt dansk Haandslag!

=Søren Kanne=

{(har nærmet sig og ta'r Blichers Haand).}

=Blicher=

{(fortsætter).}

Velkommen, du Bondehelt! Det er Mænd som dig, der giver Højhed til dette lave Land, ja, Højhed til en Fest som denne. -- Du og Bjærget her pryder hinanden. En ægte Dannemand er du paa det nordiske Haabets Bjærg! En Sang har jeg givet dig, en kunstløs Sang, der randt fra min Hjærterod -- og andet Hæderstegn har jeg ikke. Men I, mine Tilhørere, lad I nu hans Daad leve, ikke blot paa Eders Læber, men I Eders Hjærter som i alle ægte danske Hjærter! {(Leveraab!)}

{(Feststøjen ta'r nu igjen fat; det aftnes.)}

=Blicher=

{(raaber ud over Mængden).}

Og maa jeg saa bede vor raske Hejmdal endnu engang at gi os et Stykke paa sit Gjalderhorn, nu mens Solen trækker sig træt tilbage fra sit Dagværk. -- Med Hejmdal mener jeg naturligvis Trompeter _Kristrup_ fra Randers.

{(Der raabes: Kristrup! Ingen melder sig.)}

=Blicher=

{(forundret).}

Er Kristrup ikke paa sin Post!

{(I det samme lyder et skarpt Kvindehvin. En Mand kommer rasende med løftet Stok ind fra venstre, drivende en Drukkenbolt -- som han har i Brystet -- foran sig. Det er =Niels Farver=.)}

=Bonden.=

A skal lære dig til at la _min_ Kone gaa!

{(De slaas; Bonden bryder Niels Farver ned og prygler ham.)}

=Blicher=

{(fra Vognen).}

Aa, skil dem ad! Hvad er det for en Vanhelligelse af Festen og Aftenens Fred.

{(De bødles videre.)}

=Bonden.=

Nej, nu skal du faa dit Fedt; her har du fundet din Overmand.

=Blicher=

{(i Vrede).}

Hent Sognefogden!

=Per Nielsen=

{(træder frem i Nærheden af de kjæmpende).}

Aa, kan jeg ett gjør ett ud aaestej.

=Blicher.=

Kjender _De_ kanske Personen?

=Per Nielsen.=

Ja, det gjør jeg god nok, men vist ett saa godt som De, Hr. Pastor.

=Blicher.=

Hvad siger De! Hvem er det da?

=Per Nielsen.=

Tho det er da _Dje_ Søn, Niels Farver!

=Blicher.=

De siger at -- -- -- Han, den Slubbert! Gud naade mig! Er han her!

=Per Nielsen.=

Han har gavn her og skjevlet æ hil Daa; og nu er han bløwn lovlig fuld -- for anner dje Peng. -- Og saa laver han Utuskstræger. Men det kan vi vel nok sæt en Stopper for.

{(Folk raaber forbitret i Munden paa hverandre, at han har overfaldet dem og deres Døtre. -- De truer snart hen ad Farveren, snart op ad Blicher.)}

=Farveren=

{(er nu ved Per Nielsens Mellemkomst kommen fri af den andens Greb, endnu ophidset).}

Kom du bare igjen. Jeg er ikke bange. Jeg skal nok lægge dig flad. Avekat! Jeg skal farve Gummerne paa dig, saa de skal spille baade i Ultramarin og Indigoblaat.

=Per Nielsen=

{(har ham ved Kraven).}

Hold du dig nu i Rumme, min Far! Du er jo bløwen hel mandolm. -- {(Peger.)} Der har du ligget og vrødt og tabt dem halve af dine Penge.

=Niels Farver.=

Det gjør ingen Ting. Jeg skal snart fægte nogen sammen igjen. Det er rart at ha et kjendt Navn.

=Per Nielsen=

{(fører ham over Scenen, for at faa ham bort, men standser hver Gang han siger en Giftighed).}

=Niels Farver=

{(raaber).}

Farvel Folkens!

Bryd jer aldrig om, hvad han deroppe siger. {(Peger ad Blicher.)} Han er ikke en sur Sild værd! Han har snydt mig for hele min Fædrenearv. Tvi! {(spytter. Flæber i Fuldskab.)} Derfor maa _jeg_ nu gaa og betle mit Brød -- fra Dør til Dør! -- {(Springer over i et Grin.)} Ved De, hvorfor Kristrup ikke kom og spilled den sidste Solo. Han kunde ikke. Han kunde ikke slippe ud af min Mors Arme. De elsker hinanden. Det har de længe gjort. Jeg kunde godt sige, hvor de er. Smaa Potter har ogsaa Øren! Men Kristrup har givet mig en hel Tremarkstykke; saa skulde jeg vel ikke gjerne gaa og bagtale ham. Hahaha -- --!

{(Nu har alle forladt Pladsen saa nær som Blicher; han stiger besværlig ned af Vognen og gaar bøjet hen og sætter sig med Ryggen til Scenen paa en Hedeknold ud mod Aftenrøden. Nu er det næsten Nat. -- Kort efter kommer Fru Blicher og Kristrup ind fra højre.)}

=Kristrup.=

Jo, Folk _er_ gaaet; her er ikke en Sjæl! Det er jeg sgu kjed af.

=Fru Blicher=

{(trykker sig kjælent ind til ham).}

Er du kjed af, at du har været hos _mig_!

=Kristrup.=

Det er sgu første Gang, en Kvinde har faaet mig til at glemme min Pligt. Jeg kan ikke forstaa, at Klokken var bleven saa mange. Men inde i denne mørke Plantage lægger man ikke Mærke til, at Tiden gaar. Hvorfor vilde du ikke ogsaa høre, hvad jeg sa'; -- -- og vente til bagefter. Natten er jo lang.

=Fru Blicher.=

Fy, stygge Mand, at du ikke sætter større Pris paa, at du har hvilet i mine Arme!

=Kristrup.=

Jo, min Snut, saadan maa du ikke opta' det. Men en Soldat han skal først og fremmest møde tiltide. Og mit Navn var jo paa Programmet. Jeg vil blive frygtelig ærtet af Kammeraterne; var det sket under Tjenesten, havde den sgu staaet paa mørk Arrest.

=Fru Blicher.=

Og det synes du dog ikke, min Kjærlighed var værd!

=Kristrup.=

Gud bevares, Gud bevares! den er sgu meget mere værd -- jeg tog gjerne Vand og Brød, om det forlangtes.

=Fru Blicher=

{(hedt).}

Men du skal _ikke_ ha Vand og Brød, men du skal ha et rigtigt Smækkys {(haler ham ned mod sig og kysser ham).}

=Blicher=

{(er sprungen op og staar midt imellem dem.)}

Undskyld en lille Afbrydelse. {(Peger paa Kristrup.)}

Er _De_ en Mand af Ære, at De forsømmer Deres Pligt for at trække Dem tilbage med min Hustru.

=Kristrup.=

Hr. Pastor! -- Jeg beklager det skete -- men --

{(sniger sig ud til højre).}

=Blicher.=

_Det skete!_ {(ser haanende paa sin Hustru).}

Du gaar saa nedringet, Erneste! Husk dog paa, at Aftenluften er kold, -- især i Plantager -- --

_Der_for var det altsaa, du vilde med til min Fest i Aar! Nu først forstaar jeg det altsammen! {(Hun glider ud til venstre. Blicher synker ned med Haanden for Ansigtet)}: Jeg Daare! --

{(Tæppe.)}

FJERDE AKT.

{Blicher sidder ensomt i Morgengryet ude paa Kolden med sit Aasyn vendt mod den sig nærmende Solopgang. Forgrunden bærer Mærke af en forladt Festplads.}