Part 16
Nu maa du ikke gjøre mig skamfuld, Erneste. Ethvert Menneske har noget at angre. Men det er jo ikke dig, jeg bebrejder noget; nej, jeg retter Bebrejdelsen imod mig selv, at jeg ikke har kunnet bære over med de smaa Svagheder, som er os stakkels syndige Mennesker i Kjødet baaret.
=Erneste.=
Og hvad er saa, naar alt kommer til alt, det for "Svagheder", som bebrejdes mig: at jeg vilde ha Mad til mig og mine, at jeg vilde ha Klæder paa Kroppen og noget at putte i Kakkelovnen.
Mon du nu har sørget for Brændsel til den kommende Vinter, eller skal det gaa som i Fjor, da vi aldrig havde en tør Pind at stikke under Gryden.
=Blicher.=
Kjære Erneste, _skal_ vi lige strax til at drøfte de fattigste Husholdningsanliggender!
=Erneste.=
Ja, ligesaa gjerne nu som senere. Tror du kanske, det kommer af sig selv?
=Blicher.=
Og jeg som staar her med mit forsmaaede Hjærte, bævende fuldt af Ømhed, og mine Hænder, som skjælver i Længsel efter at kjærtegne _dig_, som er min Hustru for Gud, -- _du_ har ikke andet at spørge mig om efter disse Maaneders Fraværelse, end om jeg har kjøbt Brænde til vore Kakkelovne, endda vi først er midt paa Sommeren.
Aa Erneste, Erneste! Du haaner mine Blomster, endda jeg tør sige, at sjælden er en Bouket bleven ordnet med saa ømme Længsler; men hvad der gjør mig tifold mere bedrøvet er, at du ogsaa træder paa de Blomster, der gror i mit Hjærte.
=Erneste.=
Ja, vi kan ikke lægge Blomster paa Børnenes Mellemmad, og Hullerne i deres Strømper og Buxer holdes heller ikke sammen med Blomster.
=Blicher.=
Men var ikke Blomster, saa var der ikke Digtere -- --
=Erneste.=
Aa, de kunde maaske ogsaa godt undværes.
=Blicher.=
Det lader til det ... Men var ikke Blomster -- baade dem paa vor Ager og dem i vort Hjærte, saa var der overhovedet ingen Skjønhed til i Verden.
=Erneste.=
Og hvad kan det hjælpe med den megen Skjønhed, naar Skattefogden kommer som sidste Vinter og skriver alle vore Kakkelovne, _min_ Kommode, _dit_ Skrivebord, saagalt den Seng vi laa i.
=Blicher=
{(truende).}
Hold dog nu op! Jeg kjender det altfor vel i Forvejen.
{(Gaar nervøst over Gulvbrædderne; griber til Bjælken efter Bøssen med Brudelysene, fyrer ud ad det aabenstaaende Vindue.)}
=Erneste=
{(med et Skrig).}
Men Mand, hvad gjør du dog!
=Blicher=
{(oprørt).}
Jeg slukked bare et Par Brudelys! -- Lad dig endelig ikke forstyrre af slige Bagateller. Bliv kun ved. Lad mig faa det altsammen. Jeg laver ikke Penge nok! Du synes, jeg driver Tiden hen!
=Erneste.=
Nej, det siger jeg ikke. Du er snarere altfor flittig. Ingen ny Tanke kan du la ligge, alt skal du med i. Jeg gyser, hver Gang der opdukker en ny Idé, for jeg ved jo, at det altid er Begyndelsen til Smalhans her i Huset. Du ruinerer os med dine Paafund. Nu staar den altsaa paa Himmelbjærget.
=Blicher=
{(fløjter foragtelig).}
Ja, jeg kunde tænke, at det var det, der stod dig for Hovedet.
=Erneste.=
Ja, det siger virkelig mange, jeg har talt med, at det kan blive dig en meget dyr Spas; du kan risikere at miste baade Kjole og Krave.
=Blicher.=
Slidder -- Sladder!
=Erneste.=
Ja, selv om du kun fik en betydelig Mulkt; hvordan skulde vi faa den betalt! Det har jeg da hørt, at der er mange af Embedsmændene, der har den største Lyst til at komme dig til Livs for dine Anstalter der paa Himmelbjærget.
=Blicher.=
Og om saa var! Et Menneske maa følge den Natur, som Gud har nedlagt i ham. Og det ikke mindst en Digter, der har besluttet, om saa skal være, at gi sit Liv hen for det Folk, han tilhører.
=Erneste.=
Men "det Folk", som du kalder det, -- hvad gjør det Folk for dig?
=Blicher.=
Lidt nok, lidt nok! Men, min Hustru, man skal heller ikke smaaligt maale alt med Kjøkkenets Kartoffelskjæppe eller Fadeburets Grynkop. Og et Folk, som du nævner saa foragteligt: et Folk er ikke bare det, der er i Dag, men ligesaa meget det, der er om hundrede, ja tusind Aar; min Tid kan ogsaa komme, da mine Bestræbelser ikke mere skal miskjendes.
Og Himmelbjærget -- det skal blive noget, hvortil Nationen ser hen med Stolthed!
=Erneste.=
Jamen har du da ikke set, hvad de skriver i Aviserne, at Himmelbjærget er hans -- hvad er det nu han hedder -- Per Nielsens, og at han aldrig i Evighed vil finde sig i, at Folk stimler sammen der?
=Blicher.=
Per Nielsen er en tarvelig Fyr, som bare har til Hensigt at presse mig for Penge. --
=Erneste.=
Det kunde han saamænd godt spare sig; der er ikke noget at presse af; det er ørkesløst at plukke Haar af den skaldede.
=Blicher.=
Og desuden: Himmelbjærget _er_ maaske Per Nielsens i Rye, men det skal snart blive hele det danske Folks.
=Erneste=
{(med en skraldende Latter).}
Du vil maaske kjøbe det!
=Blicher.=
Danmarks Konge vil kjøbe det; jeg har skrevet til ham derom.
=Erneste.=
Aa, Gud hjælpe os! Ja, er det ikke det, jeg siger: du vil føre os alle ud i Ulykken med dine Forehavender. Hvorfor kunde du ikke lade den Nykke fare og blive ved at skrive. Der tjente du da somme Tider en Skilling. Skal det nu til at gaa løs med Himmelbjærgfester, saa skriver du saamænd aldrig en Linje mere; tror du ikke, jeg kjender dine Anstalter.
=Blicher.=
Himmelbjærgfesten skal føres igjennem, om saa det skal koste mig den sidste Hvid!
Og i Aar _maa_ det lykkes! Programmet har tidligere lidt af visse Mangler, men dem har jeg denne Gang Udsigt til at faa afhjulpne.
Til en rigtig Fest hører ikke blot Taler og Sange, men der hører ogsaa Musik; i Aar faar vi Musik. Den bedste kanske, som Jylland kan præstere; Randers' Regimentsmusik!
=Erneste=
{(begynder at spidse Øren).}
Har du faaet Løfte paa den!
=Blicher.=
Saa godt som; jeg ved ikke, om du skulde ha hørt Tale om Trompeter _Kristrup_, han er ellers meget anset i sit Fag.
=Erneste=
{(med stigende Interesse).}
Kommer Kristrup med! Jo ham kjender jeg -- hmm! ham har jeg hørt nogle Gange i Randers.
=Blicher.=
Hvad mener du om hans virtuosmæssige Trompet-Solo, naar Solen rejser sig i al sin Majestæt over Bjærgkammen, eller en stille Fløjtes Vemodslyd, naar den atter synker over et dugkølet Høstlandskab! Jeg tror, at den, som een Gang har badet sin Sjæl i en saadan Stemning, vil eje et Minde, som vil lyse for ham til hans Dages Ende.
=Erneste.=
Og jeg som troede, det bare var Taler og Deklamation og den Slags, som en anden én ikke forstaar.
=Blicher.=
Nej min lille prosaiske Hustru, vi spiller paa mange Strenge.
=Erneste.=
Hør Steen, hvorfor har du aldrig taget _mig_ med til disse Fester?
=Blicher.=
_Dig_ med! Har du bedt om det? Har du udtalt det bitterste Ønske i den Retning!
=Erneste.=
Jamen tag mig saa med i Aar!
=Blicher=
{(i stigende Jubel).}
Hvad _siger_ du, Erneste! Du vil være med mig paa Himmelbjærget! {(Han aabner atter sin Favn.)} Kom nu ind i mine Arme, min kjære Hustru! {(Hun putter sig smilende ind til ham.)} Nu har jeg gaaet og ventet paa det i alle de Aar ... Jeg synes altid, den Slags skal komme af sig selv ... Men hvad er det ikke for en Glæde, at ha sin Hustru med i sin Gjerning! Aa, Erneste, du ved ikke, hvilke Fakler, du med eet tænder i mit gamle Hjærte!
I Aar skal vi da alle med til Himmelbjærget!
=Erneste.=
Da kan Karen virkelig ikke være hjemmefra.
=Blicher.=
Karen ikke! Skulde _hun_ maaske sidde her og kukkelure, naar vi alle drog til Fest. Karen skal med de andre. Der er Plads nok paa Vognen, og naar Per Syvspring har ved Tømmen, ved jeg, at Hestene vil trække _hende_ som os alle med en god Vilje.
=Per Syvspring=
{(og en anden Bonde kommer i Døren med en Kommode imellem sig, Per med Ryggen til).}
Vær nu forsigtig, Jens. Hovhovhov, vær nu forsigtig!
{(Per er allerede i sine Træsko kommen nogle Baglænsskridt ind over Gulvbrædderne.)}
=Erneste=
{(farer imod dem).}
Men Per da, kommer du her stejlende i dine store Træsko!
=Per Syvspring=
{(der er overtynget med Kommoden gjør klodsede Anstrengelser for at komme af med Træskoene).}
Ja, men hvordan skal jeg blive skilt ved dem; hvordan skal jeg blive skilt ved dem!
{(Den ene Træsko triller fra ham og ind over Gulvet.)}
=Erneste=
{(mere og mere fortvivlet).}
Men hvorfor kommer I ogsaa her med Kommoden. Gaa dog Kjøkkenvejen; har jeg ikke sagt det saa tit!
=Per Syvspring.=
Jamen der blev sagt, vi skulde den her Vej med Sølvtøjet. I Jøsses bitte Børn, er vi kommen paa gal Vej! Ja men saa sel dig da tilbage, Jens. Ih hvordan er det, du staar og bødler med det; lad os da endelig gjøre det, som den kjønne Frue vil ha det! Men jeg vilde da saa gjerne bede om at faa min Træsko med mig!
{(Sætter den tunge Kommode i Døren, mens han kommer i den bortløbne Træsko.)}
Jeg tror for Resten, I faar fremmede.
=Erneste.=
Fremmede!
=Per.=
Ja, der kom et Karlmenneske ad Gaarden, lige som vi skulde herop; jeg kjendte ham ikke _saa_ nøje for Anseelse; men der blev hvisket om, at det var ham vor Fars Stedsøn.
=Blicher=
{(drejer sig brat om).}
Farveren?
=Per Syvspring.=
Ja Næsen paa ham kunde sgu godt ligne, at han var Farver; den kunde minsæl alene være ham Skilt nok for Forretningen!
{(Ud med Kommoden.)}
=Blicher=
{(har set ud ad Gaardvinduet).}
Jo, det er Niels. Har en da saa igjen dette forvorpne Individ inden sine Døre!
=Erneste.=
Du lar ham da ikke mere faa Plads her i Præstegaarden! Nu er det 4. eller 5. Gang, han har fyldt os Huset med Skarn og Utøj.
=Blicher.=
Gaa nu din Vej, Erneste, saa ser jeg, hvordan jeg faar ham paa Døren.
=Erneste=
{(ud).}
=Niels Farver=
{(en bøllelignende Vagabond, kommer ind fra højre).}
G'da', Gamle! Ho'den skjærer den! Er der Fut i Fejemøget! Laves der mange nysselige Løgnekrøniker til at gaa som brej Smør i et godtroende Publikum? Somme der har det godt! Det bare Skidt indenfor _min_ Branche; arbejdsløs, kjære! Maa opholde Kadaveret ved at sla' Fægt. Snuppet af Sognefogden, heraus! ud af Lemmen -- ved Korsør! pil af! march! med en Politisnøbel lige til Hjemstedskommunen. Det var sgu en fin Lødgryde! Saa maa en jo ta til Takke med Hjemmet, indtil der igjen ka' bi' Haps! -- Naa; hvordan lever Mutter! Vil du bede hende om at gjøre mit Værelse i Stand; bliver her formodentlig i længere Tid, indtil der atter bliver Udsigt til (Hik!) Sub -- Sub -- Subsistensmidler!
=Blicher.=
Kunde _jeg_ saa faa et Ord indført!
=Farveren.=
S'gærne, Gamle! Du har Ordet for en kort Bemærkning.
=Blicher.=
Den skal ogsaa blive meget kort: Pak dig ud af vort Hjem!
=Farveren=
{(ta'r sig komisk til Øret, som havde han ikke hørt).}
Hva'ba'! Er her optaget i Herberget! Kan jeg gaa og søge mig en Krybbe!
=Blicher.=
Det er ikke _min_ Natur at slaa Haanden af mine Børn, men du har selv valgt Slyngelstuen som dit kjæreste Opholdssted; søg saa hen, hvor du hører hjemme.
=Farveren.=
Godt! men gir den udmærkede Litteratus ikke nok en ringe Skjærv til en arbejdsløs Farveklat; naar jeg kommer langt nok ud, saa kan der jo godt sla's et Par Syle paa det berømte Digternavn, som ingen kan ta' fra én, men jo nærmere man kommer Gespenstet, jo daarligere gaar det sgu med Forretningen.
=Blicher=
{(knuger Hænderne).}
Og saadan gaar du rundt og trækker _mit_ Navn ned i Skarnet!
=Farveren.=
Naa, vanker der saa et ringe Bidrag fra den lille Laanekasse!
=Blicher=
{(gi'r ham en Daler -- i Oprør).}
Kan du saa gaa hen og blive fuld for den!
=Farveren=
{(spytter paa den).}
Jeg skal prøve paa det. Farvel, gamle Dreng. Vi ses nok igjen. Skal jeg hilse Fattigforstanderen? Han bliver vist morderlig glad ved at gjense et saa agtet Medlem af Familien.
{(Gaar.)}
=Blicher=
{(iagtta'r ham gjennem Gaardruden).}
O du min Gud, hvad har jeg gjort, at en saadan Skæbne skal ramme min Slægt!
{(Tæppe.)}
ANDEN AKT.
{Samme Stue.}
=Blicher=
{(gaar nervøst over Gulvet, ta'r Uhret op af Lommen; kikker ud ad Ruden).}
Der kommer han!
{(Tilbage mod Døren, som han aabner for Postbudet.)}
=Blicher.=
Naa, Laust! er der heller ikke i Dag Brev fra ham, du ved nok?
=Posten.=
Jow! I Dag er jeg vis paa, jeg har en Skrivelse lige fra den rette Mand.
=Blicher.=
Nu holder du mig ikke for Trekant.
=Posten=
{(rodende i Tasken).}
Nej, saa er jeg minsæl selv bleven holdt for Nar; men kik nu paa den {(rækker ham et stort, forseglet Brev)} skulde den ikke være ægte nok!
=Blicher=
{(bryder Seglet med rystende Hænder).}
Der er, hvad jeg har ventet i Bæven i mange Døgn!
{(la'r Øjnene løbe rask hen over Linjerne, siger saa i dybeste Grebethed):}
Gud velsigne Danekongen! _Nu_ er Himmelbjærget det danske Folks! {(omfavner Postbudet).} Du Laust med din sorte Taske og din røde Næsetip, -- du har i Dag været den rappe Hermes, Gudernes Sendebud til den Spentrup Præst. Det skal du karenmig ha en Dram for!
{(Henter en Flaske, skjænker. Vejer stadig Regjeringsbrevet i Haanden; styrter hen imod Døren til højre og raaber):}
Erneste! {(ved en ny Dør til venstre)} Karen! {(ved en tredie Dør)} Far! {(til sidst aabner han et Vindue ud til Haven)} Per Syvspring, kom herop!
{(Snart staar der et forbavset Menneske i hver af Dørene og stirrer spørgende paa Blicher.)}
=Posten=
{(tømmer sit Glas; ser stort smilende rundt paa dem alle; ryster paa Ørerne, mens han med et)}
Farvel og Tak! {(glider ud af Stuen).}
=Blicher=
{(til dem alle).}
Det er en af de største Dage i mit Liv!
=Erneste.=
Ih, hvad er der da sket?
=Blicher=
{(vifter med Brevet).}
Det, der maatte og skulde ske; jeg har bedt Vorherre saa mindelig om at bøje Kongens Hjærte.
=Gl. Blicher.=
Er det Brevet fra Kongen?
=Blicher=
{(omfavner ham).}
Ja, kjære gamle Far! Nu er Stien banet til Himmelbjærget; Hans Majestæt Kongen betaler, hvad det koster.
=Karen=
{(stille).}
Aa, Gud ske Lov!
=Erneste.=
Pyt! Ikke andet! Jeg troed, vi havde vundet i Lotteriet.
=Blicher=
{(overhører hendes Ytring).}
Og nu maa vi til Fest, allesomén! Erneste og Karen -- vil I sørge for nogle velfyldte Madkurve, saa tar jeg mig af den mere aandelige Næring.
=Erneste.=
Som jeg har sagt før, vi _kan_ ikke begge forlade Huset; hvordan skal det gaa den gamle der. Karen maa blive hjemme.
=Blicher.=
Karen blive hjemme! Snak om en Ting!
=Erneste.=
Ja, saa maa _jeg_ blive hjemme.
=Blicher=
{(begyndende heftig).}
Aa, gjør mig nu ikke bedrøvet ogsaa i dette. -- Der skal nok blive sørget for dig, kjære Far.
=Gl. Blicher.=
Ja, det var da Synd at holde nogen hjemme for min Skyld; jeg er da ikke noget Svøbelsesbarn!
=Blicher.=
Det mener vor Mor heller ikke. Nu skal enhver bare sørge for at ha sit bedste Humør og sit bedste Ansigt paa. {(til Per Syvspring)} Det har du jo let ved, Per, for du har kun det samme.
=Per Syvspring.=
Ja, og hvordan bliver det, naar en skal gaa med det hver Dagsens Dag?
=Blicher.=
Du skulde jo saa være Kusk, Per?
=Per Syvspring.=
Ja, skulde jeg ikke ogsaa nok ta' Fingerlinen med mig -- og Gevalthornet? Den maa være sørens god at blæse paa, ned ad de høje Bakker.
=Blicher.=
Hvem skal saa holde Tømmen?
=Per Syvspring.=
Tho da kan Karen da vel sætte sig i Tugt og Ære ved min venstre Side! Saa styrer hun dem to brune, imens jeg blæser et Stykke for den menige Mand.
=Blicher.=
Ja, gjør nu jert Bedste allesammen, saa gjør jeg mit; nu skal jeg ind og skrive en Sang, for nu har jeg faaet noget at skrive af!
{(Alle ud saa nær som Blicher; kort efter en tung Banken -- Møller og Per Nielsen træder ind.)}
=Møller.=
Goddag! Vi kommer vel ikke til Forstyrrelse?
=Blicher.=
Ikke med mindre De selv bringer den med.
=Møller.=
Hm! Har De maaske nogen Grund til at tro, Hr. Pastor, at ... Men lad mig nu begynde ved den rette Ende.
=Blicher.=
Ja, det gjør altid mindst Forstyrrelse.
=Møller.=
Som De vil se, har jeg en fremmed med mig, men saasnart jeg nævner hans Navn, saa er han ikke fremmed længere.
=Blicher.=
De gjør mig nysgjerrig.
=Møller.=
Manden der er Per Nielsen fra Himmelbjærggaard; saa behøver jeg vist ikke at sige mer -- vi er Soldaterkammerater; han besøger mig imellemstunder, og saa fik han da nu Lyst til at hilse paa vor Far, da han er kommen til Egnen.
=Per Nielsen.=
Ja, tho De maa undskylde, Hr. Pastor, men jeg fik Lyst til at hilse paa den Mand, som tar sig den Frihed at byde al Verden til Gjæst paa min Ejendom.
=Blicher=
{(maaler ham uden at byde ham Haanden).}
Er det den Per Nielsen, der for Tiden overfalder mig med raa og uforskammede Nærgaaenheder i Aarhusbladet! Da havde jeg dog hellere set, at min Hund havde taget imod Dem end jeg.
=Per Nielsen.=
Naa saadan at forstaa! Tho da tykkes jeg snart, jeg følger det Spor, De selv har anvist; De kommer ubuden til mig, her kommer jeg ubuden til Dem, saa tykkes jeg, det kan gaa lige op.
=Møller.=
Naa, det begynder jo godt! Tror De ikke, Pastor Blicher, at vi hellere maa se at ta den Sag lidt mindre heftig.
=Blicher.=
Ja, hvem har begyndt Heftigheden; var det ikke Per Nielsen dér, som lagde ud i Aarhusbladet forleden og skreg op som en besat, fordi jeg havde stævnet det danske Folk til Møde paa Himmelbjærget.
=Per Nielsen.=
Maa jeg lige spørge Dem om een Ting, Hr. Pastor, _hvem_ tilhører Himmelbjærget, Dem eller mig?
=Blicher.=
Ingen af os, Farlil! Himmelbjærget er Nationens.
=Per Nielsen.=
Da er det saa Skade, at Nationen ikke ogsaa betaler Skatter og Afgifter. Men nu er jeg saa heldig, at ha en jenle Lap Papir derhjemme, -- imellem os Bønder kalder vi det for et Skjøde {(i Oprør)} -- -- og i det staar der, Dæwlen knaag'mæ, at Himmelbjærget er mit! det skal I komme til at respektere, hvad enten saa I er Præster, eller hvad I er!
=Møller.=
Jo, Pastor Blicher, Manden har Ret; det nytter aldrig ud af Stedet at ville gaa uden om Lo-ven; saa meget maa De kunne indse.
=Blicher.=
Ja, Loven, Loven; et juridisk Prokuratorspil! Men jeg appellerer til en højere Lov. {(vendt mod Per Nielsen).} Ser De da slet ikke, Mand, hvad det drejer sig om? _Har_ Aarhundreders Trældom i den Grad trykket paa vor Bondes Nakke, at I ikke kan forstaa en Digters Tanke! Tiden er fuld af de stærkeste Brydninger; men _vi_ sover; det danske Folk sover; men det skal ruskes op til at ville og handle. Jeg vil pege paa det nye Morgengry, den nye Dag, der dæmrer over Evropa. Og der midt i Jyllands Hjærte har Gud rejst vort Folk en Talerstol, der kan sige Sparto til enhver anden Talerstol i Landet. Og saa kommer _De_ her og slænger Deres Tøjrekølle midt i Stien for at spærre os Vejen op til dette Guds Højalter. Hvem er _De_, som tør stænge Ledet for et helt Folk paa March mod dets Fremtid!
=Per Nielsen.=
Jeg er bare den, der har Skjødet paa Ejendommen.
=Blicher.=
Skjødet paa Himmelbjærget. Det lyder parodisk! -- Saa behandler De vel Stedet med Plov og Tromle.
=Per Nielsen.=
Jeg har i hvert Fald _Lov_ til det, da enhver kan gjøre med sit, hvad han vil.
=Blicher.=
Saa har De vel ogsaa Lov til at sætte en Svovlstik til Lyngen deroppe og la' Ilden udslette enhver Erindring om Stedets Skjønhed?
=Per Nielsen.=
Ja Fanden knaag mig har jeg saa! Det kunde jeg maaskesig faa i Sinde at vise Dem, om De gaar mig _for_ nær ind paa Bælgen med Deres Anstalter.
=Blicher.=
Hør nu, Per Nielsen, De er en ualmindelig stridig Mand, som det er vanskelig at tale med om Sager af aandelig Værdi; maa jeg gi Dem et Exempel: Vi siger, der var en Bonde, som et Aar havde en usædvanlig Rugavl. Naa, han høster og binder i Neg og kjører det sammen i en mægtig Stak midt paa Ageren. Men saasnart det er gjort, sætter han Ild paa Stakken og lægger hele sin Avl i Aske. Hvad vil De sige om den Mand?
=Per Nielsen.=
Jeg vilde sgu' sige, at han var taav'le.
=Blicher.=
Hvi det?
=Per Nielsen.=
_Hvi det!_ Stikk' Ild paa Avlen i en Tid, hvor Rugen staar i saadanne Priser. Spiltaav'le!
=Blicher.=
Ja, men det, De der siger, det er jo Vand paa _min_ Mølle. Paa Himmelbjærget høstes der ingen Sæd, men der høstes Ynde, Stemning, Skjønhed; Værdier som ikke mætter Munden, men mætter Sjælen.
=Per Nielsen.=
Ja, det forstaar vi Bønder os ikke paa.
=Blicher.=
_De_ forstaar Dem ikke paa det, Per Nielsen, men Gudskelov, der er _dem_, der gjør det. Og saa skulde _De_ ha Lov til at ødelægge disse uskyldige Værdier for alle dem, for hvem de er tifold mere værd end de smukkeste Afgrøder. De skulde ha Ret til at sætte en uoverstigelig Mur omkring et af de herligste Udsigtspunkter i hele det danske Land og sige til Digteren, Maleren, Naturvennen: Se at I smukt kan holde jer væk fra _mit_ Himmelbjærg! -- Nej, Himmelbjærget er _ikke_ Deres, men alles; enhver dansk Mand har en Part i det, som i alt hvad skjønt den vilde og gavmilde Natur har skjænket det Land, som vi med Stolthed kalder vort.
=Per Nielsen.=
Da er det slemt, som jeg sa før, at de samme gode Folk ikke ogsaa har tilbudt mig at betale mine Skatter og Afgifter.
=Møller.=
Ja, der tykkes jeg, Per Nielsen ser ret; den Jord jeg betaler Skat af, den maa ogsaa være min, og den maa andre holde deres Nalliker fra.
=Blicher.=
Den Skat, Per Nielsen gir af Himmelbjærget, skal næppe trykke ham haardt; i gamle Dage var al udyrket Jord Alminding, og saadan var det Ret. Alminding det vil sige: Allemandseje! Letsindigt har det danske Samfund handlet ved at la sig fraliste Adgangen til sit eget Hus. Og I Bønder, vis I os, hvad I duer til ved at dyrke den _gamle_ Ager og faa den til at give flere og flere Fold, men lad Øderne forblive alles.
Se ikke paa jert Fædreland som paa et flækket Surbrød, der bare skal tjene jert laveste Behov -- rejs din Nakke du Bonde og faa Del med os andre i den Lykke at elske et Fædreland, som er _skjønt_!
=Per Nielsen.=
Ja, den Snak kan være god nok, men det bliver nu, som _jeg_ siger: min Ejendom maa De respektere, da det er den, jeg skal ha min Føde af. Hvad vilde De sige, Hr. Pastor, hvis jeg en Dag fik i Sinde at byde Alverden sammen paa Spentrup Præstegaardsmark, og Folk de kom ikke bare med deres Madkurve og Kluklærker, men saagalt med Kanoner og -- andre musikalske Instrumenter og begyndte at storke omkring i Deres Kløvermark eller lave sig Familiesenge i Deres Rugfald -- --
=Blicher.=
Stop nu lidt, Per Nielsen, og faa Fornuften med, før De gir Dem ud paa denne fantastiske Rejse: Hvis jeg havde indbudt Folk til at slaa sig ned paa Deres _dyrkede_ Jord, saa kunde De med Rette ha' følt Dem brøstholden; men det lyngbevoxede Himmelbjærg -- jeg tør forsikre, at ingen, næppe nok De selv, hidtil har anet, at det var Deres, ja, at det overhovedet var _nogens_.
=Per Nielsen.=
Men nu ved De det altsaa, og saa venter jeg, at De retter Dem efter det.
=Blicher.=
Er det Deres sidste Ord?
=Møller=
{(bryder ind i Samtalen).}
Ja, tøv nu lidt, god Folkens! I er begge to saa jewwer i Talen. Jeg kan vel ikke skille jeres Træde, men jeg kan da forsøge paa at mægle jer imellem.
At Per Nielsen ikke vil ha det halve Land til at løbe og bisse over hans Ejendom, det kan enhver sætte sig ind i, og det skulde De ogsaa kunne forstaa, Hr. Pastor. Men hvad tho, De kan jo kjøbe Bjærget. Byd ham en Skrup for det. Du vil jo godt sælge det, Per; saadan har _jeg_ da forstaaet det.
=Per Nielsen.=
Sælge, sælge, ja gu' vil jeg sælge! Jeg vil sælge alting, om jeg kan faa det ordentlig betalt.
=Blicher.=
Ogsaa Samvittigheden!
=Per Nielsen.=
Hm! Aa, den -- -- æh -- -- --
=Blicher.=
Den er der maaske ingen, der vil byde noget for.
=Per Nielsen.=
Aa, enhver holder sig vel til sin egen. Og min har slaaet til til _mig_.
=Blicher.=
Det harmer mig, at en national Skjønhedsværdi af Himmelbjærgets Rang skal være bleven en Salgsvare.
=Per Nielsen.=
Ja, det er jo altid rarere at faa det for intet. Men til den Pris har jeg nu ikke mine Sager.
=Blicher=
{(foragtelig).}
Til _hvad_ Pris har De det da paa Lager, om jeg tør spørge?
=Per Nielsen.=
Til en rimelig Pris.
=Blicher.=
Ingen Udflugter; frem med Summen!
=Møller.=
Ja, sig en Ting, Pejr.
=Per Nielsen.=
De kan faa Knolden for 500 Rdl.
=Blicher.=
_500 Rdl.!_ Før _jeg_ begyndte at skrive om Stedet, var der ingen, der aned dets Existens. _De_ har aldrig kunnet føde saa meget som et Faar paa det. Havde en Liebhaver den Gang budt Dem tyve Rdl. for det, vilde De ha stukket Pengene til Dem og i Tavshed udgrint Kjøberen for en Taabe. Men den Spentrup Præst har gjort Stedet berømt, og der hvor _min_ Sæd faldt, der vil De nu plukke gyldne Ax.
=Per Nielsen.=