# Samlede Værker, Tredie Bind ## Part 13 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/samlede-v-rker-tredie-bind-39722/index.md Det war alkjøn af jer, te I kam. Nu tykkes a, te vi ska ha en bette Spøg for. A hører, te Swensk-Stine ska hjem aa gywtes. Ska vi saa ett vis hind, hwordan vi ka pynt Bruj' i Danmark? =Stemmer.= Jow, læ wos lav nø _Kommes_! =Kjesten.= Nu er æ Blomster jo ogsaa saa kjøn som de blywer. Vil I nu plukk, saa ska a pynt. =Stina.= Nej, hvor roligt! {(Pigerne spreder sig plukkende over Engen, mens Kjesten og Stina ta'r Plads midt for Scenen.)} =Kjesten= {(synger, mens hun pynter Bruden; de andre sætter Omkvæd til, idet de bærer Blomster til hende).} Nu er Dagen fuld af Sang, og nu er Viben kommen, Bekkasinen Natten lang haandterer Elskovstrommen. Plukke, plukke dugget Straa, plukke, plukke Siv ved Aa, plukke, plukke Blomster. Engen er nu gyldengul af tunge Kabbelejer, Søndenvinde byder op, og Dueurten nejer. Dammen ligger Dagen ud med Brudelys i Hænde, -- rækker højt de ranke Skud, at Solen maa dem tænde. Nu vil Mø med Silkestik paa Brudelinet sømme, den som ingen Bejler fik, hun ta'r sig én i Drømme. Ræk mig en Forglemmigej og sidst en Krusemynte, saadan slutter vi vor Leg, saa glad som den begyndte: Plukke, plukke dugget Straa, plukke, plukke Siv ved Aa, plukke, plukke Blomster. {(=Stina= er nu pyntet med Blomster i Haar og Hat og Barm og Bælte; da Sangen er til Ende, siger)} =Kjesten.= Nu, bette Stine; nu vild a ønsk, te du kund si dæ sjel. For nu er du saa kjøn, som du blywer. =Stina.= O, jag er saa gladt, saa gladt, saa utomor_dent_lig gladt! =Kjesten= {(klapper i Hænderne).} Kom nu her! {(De danser i Kreds om Stina, mens de synger):} Munken gaar i Enge den lange Sommerdag, hvad gjør han der saa længe, aaja, aaja, aaja! =Stina.= Aa jøja mig! Jag _kan_ inte holde Fødderne stille. Faar inte jag danse med? {(En af Vaskepigerne har listet et Stykke op af Baljen. Sangen fortsættes):} "Munken breder ud sin Kappe saa blaa" {(Pigen spreder det fremtagne Linned for Stinas Fod.)} =Stina= {(i Latter).} Det var Jæklen til Kappe, det. Det er jo min arrige Madmors Særk! {(Nu opløser det hele sig i Grin, gjennem hvilket man hører Takten):} "Aa se dog hvor lystigt de danser de to, som havde de stjaalet baade Strømper og Sko, Kom falderideralla." =Stemme.= Kjesten, di Muer kommer! {(Flokken forsvinder lydløst. =Kjesten= tilbage til Blegepladsen.)} =Karen Mari= {(kommer besværlig over Spangen).} Aanej, det war endda en kjøn Maa'nstûnd[312]. A _kund_ ett dy mæ; a maatt hernied ogsaa, sjelom de gammel Bjen er bløwen nøj taang. [312] _Maa'nstûnd_, Morgen. =Kjesten.= Ska a komm aa ta ved di Haând, Muer? =Karen Mari.= Nej, mi Baâ'n, det gaar wal, nær a baare ett skal blyw hwingelsyg[313]. -- Nej, saa aall æ Blomster er kommen! Si, hwor de staar med dje bette gul Huejer[314]. Aa, hwor det er skjøn! Æ Stork ska nok ogsaa vær sit[315]. [313] _hwingelsyg_, svimmel. [314] _Huejer_, Hoveder. [315] _vær sit_, være set. =Kjesten.= Ja, og Fisker-Thames kam iguer hjem med hans Lu fuld af Viefæg. =Karen Mari.= Ja, den Kaalsen[316] _han_ ka gaa og find æ. {(Er nu kommen ned paa Engen; ta'r fat i Væven.)} Læd wos faa'en strammed bejer ud. Ta ved'en dér. {(De strammer Lærredet.)} Laa _du_ Mærk te, om æ Kaal war kommen ad æ Mark? [316] _Kaalsen_, Karl. =Kjesten.= Nej, a saa ett te no Kaal. =Karen Mari= {(næsten grædende).} Saa sejjer de nok og tygger endno. Det er endda stræng, nær en søen ska dryw dem te æ Bestilling, og ett ved, om der blywer nøj udretted i æ Gaard heller ett. Aa vi, vi![317] -- en Adskjel hér er bløwn, sin den hwelle Kaa'l kam aa æ Gaard! Hwor _kund_ du endda faa æ øwer di Sind aa vraag Anton, vraag den bile Kaa'l, hwis Lig a aalle faar? {(Ta'r i Lærredet.)} Her ligger nu te di Brujlagner, ja, her ligger de. Men hwor er nu æ Kaa'l te em, det war æ, en sku spør om. [317] _aa vi, vi!_ ve, o ve! =Kjesten= {(bimsk).} Saa kund _du_ jo ha tavn ham, Muer! =Karen Mari.= Hwad er det nu for nø Plevver[318] aa komm mej! Kund a ha tavn ham! Som det war _mæ_, han stod atter! Det er nok aa de Daw, te a render Haarer[319] ind, mæ gammel Negger[320]. Men søen er det med de ung Piger nuomtider. De véd ett dje egen Bejst. Saa vraager[321] de jen og saa vraager de tow; tesidst er de saa en Daa sjel vraaged. Men det er da mæ, det gaar ud øwer i æ Uddrav[322]. Herregud, te en nu skal sætt den _skjønne_ Gaard øwerstyr, som haar wot i æ Familli si Værri[323] saalæng nue ka how[324]! A tror da heller, en maa tink paa aa faa æ sol, inden det gaar rejn og baar Fald paa. [318] _Plevver_, Snak. [319] _Haarer_, Harer. [320] _Negger_, Én. [321] _vraager_, vrager. [322] _i æ Uddrav_, inden det ender. [323] _i æ Familli si Værri_, i Familiens Eje. [324] _how_, huske. =Kjesten.= Hwad sejer du, Muer; vil du sæl æ Gaard! =Karen Mari.= Aa, spør mæ ett om nue Ting. A _kan_ ett ha i mi gammel Hued. Det er mæ øwer æ Haând ihworden a vender æ. Og _du_ vil jo ett gjør nø Aller af nue Ting. For der war saamænd saa manne, du gjân kund ha faat. To det er da'tt enhwer Pig, der staar med en Gaard paa æ Fingerender. Ved du, om Anton endno er i æ Land? =Kjesten.= Hiel sikker ka en jo ett vær paa æ, men det hober a da, han er. Atter hwad a haar høt, kund han jo ett komm af hans nøj Plads fâr te Majdaa, og den haar vi jo først i Øwermaân. =Karen Mari.= Du haar da wal ett mir Maskepi med den Darling, sin han kam fræ æ Egn? Det maa da ha wot saamøj en slemme Klørfimsi[325]. Nu ska æ nok vær gavn op med en Pa Stykker te, atter hwad der bløw mæ fortal ved æ Kjerk. Det er da nø stræng nøj for wor Præjst. Tho det er da ham, der ska døb 'em. [325] _Klørfimsi_, Knægt. =Kjesten.= Ja, nu ka æ jo vær, de gir Darling Skyld for lidt mir, end han haar; nu han er kommen aa æ Vej, saa er æ jo saa nem aa vælt ham i æ. {(=Store An= og =Bette An= kommer med Sække fulde af Vasketøj over Engen fra venstre. =Bette An= fortsætter ud til højre med Næbbet hængende.)} =Store An= {(gaar hen til de to ved Blegen).} Goddaw og Gudhjælp jer! =Karen Mari.= Tak. Naa haar en _dæ_ hér! Ih, hwad gik der af Bette An, a tyt, hun _saa_ saa pylred[326] ud? [326] _pylred_, modfalden. =Store An= {(hæsende).} Jow, nu er jo bløwen opped med Nikoline. Hun haar jo maatt gaa te Bekjendels øwer for æ Muer, hwad der venter. Og nu ska hun jo saa aa æ Tjenest. =Karen Mari.= Herregud, den kjønne bette Pig! Saa war æ da godt, vi anner ett beholdt hind i æ Gaard. Hwem er saa Pâtros[327] dér paa Lav? [327] _Pâtros_, den skyldige. =Store An.= Ja, der er saagu kuns jen aa skyld i æ, den samm der haar wot paa Spil aall de anner Stejer. =Karen Mari.= Student Darling! Er æ saa ett forfærlig da! =Store An.= Jow, det war sgi en javn Høstkaa'l, dér war kommen te æ Egn. Hihihi! Nær de nu faar æ Bø'n tal op, saa de ved, hwor manne, der blywer, saa skuld de slaa æ sammel te jen Baselgild det Hiele, saa ka æ jo vær, te ogsaa æ Præjst kund kwitt en Gryssen[328] i _hans_ Betaling. Hyhyhy! {(gaar).} [328] _Gryssen_, Smule. =Karen Mari.= Er æ da saa ett faale[329] med æ! Hwad tinker du nu om gotten Swend[330]? [329] _faale_, forfærdelig. [330] _Swend_, Fyren. =Kjesten.= A tinker, som a æ hiel Tid haar tint: den Student er en Pjalt, som a ett vild rør ved med en Ildklemm! =Karen Mari.= Sejer du, te du haar tint søen æ hiel Tid? Da kund en naaen jen da ett blyw klog paa andt, end te han ett haar spilt dæ saa lidt i æ Hued. Men det er jo godt, du saa er bløwn omsinded. =Kjesten= {(harmfuld).} Aa, I er nø gued Fæpander ind ad en Kant {(flæbende)}: A haar aalle hat anner i mi Tanker -- -- paa den Maad -- end Anton -- ett jen Ywblik, det forsikrer a ved den søde Gud, a haar ett, saasandt som a staar hér! =Karen Mari.= Men bette søde Kjesten, hwor kund æ saa fald dæ ind aa læ den bovne[331] Kaal gaa? _A_ haar jo da aalle saat mæ imud te dæ bløw en Par af I tow. [331] _bovne_, skjønne. =Kjesten.= Ja men, du saa jo, hworden Anton war bløwen, inden han kam ad æ Dar. A kund jo da ett hiel læ mæ træj nied[332] af ham. [332] _træj nied_, træde ned. =Karen Mari.= Ja, a kjender jo ett de Ung dje Handtiring, men det maa wal sajtens ha wot af Kjærlighid. =Kjesten.= Ja, det tinker a ogsaa nok det war {(ny Smaaflæben)}. Og a skuld wal ogsaa ha funden mæ i æ; for der war nu ett saa raar en Kaal laant og nær som Anton, nær en først kommer te aa tink ved æ. Og det er jo paa en Maad mæ, der drywer ham aa æ Land[333] {(stærkere Græden).} [333] _aa æ Land_, ud af Landet. Aa, nær det kommer i mi Tanker -- saa ka a legg wogen den hiele Næt uden aa faa Blûnd i mi Øwn. Baare a endda kund træff ham jen Gaang endno; der war saa møj, a skuld ha ham saâ[334]. [334] _saâ_, sagt. =Karen Mari.= Ja, baagatter er en aaltid klog nok, Morlil. Du skuld ha gjord nø mir ud af ham, men du haaj ham, og han war ved æ Sind. Nu ka vi ta obaag[335]. [335] _Nu ka vi ta obaag_, nu er det bagefter. {(=Fisker Thames= er kommen frem med sin Medestage paa Banken til højre; han slaar Trimulanter paa Klarinetten, før han kommer ned paa Engen til Kvinderne.)} =Karen Mari.= Aa, Jøsses, er det _din_ Spøgdogter; det ga da søen en Kip[336] i mæ. Men det war saamænd godt, du kam, Thames, for her gaar vi tow jenle Kwinder og græder te hinaân. [336] _en Kip_, et Jav. =Thames.= Ih, gjør I det! Da plejer der karenmæ ett aa vær møj Græden, der hwor _a_ faares. Hwad er der nu gavn jer paatwat[337], bette Folkens? [337] _paatwat_, paatværs. =Karen Mari.= Ja _kund_ a sej dæ æ, Thames! Det er ved aa skrid nied om wos. =Kjesten.= Ja, Muer er bløwn saa tungsinded, te det ett er te aa hold te. Og _a_ ska ha æ Skyld for aal Ting. =Karen Mari.= A gir dæ kuns æ Skyld for jen Ting: te du smed mæ en hwell Kaal[338] paa æ Dar, endda æ Gaard ett kund omvær[339] ham. [338] _hwell Kaal_, dygtig Karl. [339] _omvær_, undvære. =Kjesten= {(med ny Graad).} _A_ ka heller ett omvær ham. Det er det, der er saa forfærdelig. Aa bette Thames, hwad ska vi tow arme Kwindfolk grief te. =Thames= {(ser ud af Scenen).} Gi jer nu still te æ! Der kommer jo vis hans Faa'r[340]; a saâ, te han for lidt sin gik ind te æ Kjø'mand. Hwem ved hwad Hjælp der ku vær ved _ham_. [340] _Faa'r_, Far. =Povl Hedemark= {(med en Æggekurv paa Armen; han er bleven noget duknakket).} Goddaw og Gudhjælp jer! =De andre.= Tak og dæ detsamm! =Thames.= Ja, nu er der nøj aa ta ind ved æ Høns. =Povl.= Ja aaeja. De ynder jo det her mild Vejlo. =Thames.= Sej mæ, Povl, om en maa vær saa fri aa spør: Haar du hør nøj fræ Anton i æ Sidsten? =Povl.= Jow, det war ett sær. {(Med Bævren i Stemmen.)} Han -- -- haar saamænd -- -- skrøwen javnhen flink te mæ i Vinter, a maa ett sej ham andt paa. Men nu hører a walsajt -- -- ett mir -- -- fræ ham. =Kjesten= {(ængstet).} Da er han da'wl ett rejst! =Povl.= A tær ett sej, om han _er_ rejst endno, men a frøjter for æ. Det sidst a høt fræ ham, da skrøw han, te der gik en Skif paa Frejda; men han vidst ett, om han ku blyw færdig te aa ta med'en, helsen maatt han vent te Wojnsda. Se Frejda det war jo iguer. Om han saa er bløwen færdig, det er æ jo, det kommer an paa. Andt kan a saamænd ett sej jer. =Thames.= Ja, det er Urd nok. Tak ska du ha, Povl! =Povl.= Ett aa takk! Faawal {(gaar mod Spangen).} =Karen Mari.= Herregud, hwor han endda er kommen te aa si gammel ud! =Thames.= Ja, han hænd[341] jo søen ved den Søn. Og den Slaw det ska nok gjør jen graa baag æ Ører. [341] _hænd_, hængte. =Kjesten.= Te a ett ogsaa er kommen te aa spør om det nø far! -- Muer, a _maa_ snakk med Anton endno engaang; det koste, hwad det være mô. =Karen Mari.= Ja men, Baa'n, tho do høt jo, te æ Skif maaskisæ aallered æ gavn. =Kjesten.= Aa, sej æ ett, Muer. Det er lissom det sku stemm æ Aând[342] i mæ. Og hiel sikker er æ da heller ett. _A_ ta te Kjøvenhavn imaan den Daa. Kaski saa Worherr æ mæ gued. [342] _æ Aând_, Vejret. =Karen Mari.= Kjøvenhavn! Aa Jøsses! Det er helsen ett baag æ Laad! Og søen en jenle Kwind', hworden ska _du_ reterir dæ[343]? [343] _reterir dæ_, klare dig. =Kjesten= {(ivrig).} Thames, _du_ maa følle med mæ! Aa, vil du ett, Thames! Du haar jo wot der far? _A_ ska nok betaal æ. =Thames= {(i Jubel).} Om _a_ vil ta med dæ! Te Kjøvenhavn! Aae, mi søde Pig, her er _a_! Betro du dæ baare te _mæ_; der ska ett blyw krummed en Haar paa de Hued, saalæng du er ved _mæ_. Hahaha--a--a. {(Smider Medetøjet.)} Fanden nu med mi Mied'staag, nu er der andt aa tink paa for gammel Thames. =Kjesten.= Ja, for du _er_ jo da kjend med æ Vej, Thames? =Thames.= _Du_ skal ett vær ræj, mi bette Pig; er der nue, der kjender Kjøvenhavn for Aller[344], saa er æ visnok Fisker-Thames. A haar wot derøwer med Lamm. I kan spør Slagter Christensen i Danmarksgade, om han haar nøj aa udsætt paa mi Fremtræden. A haar wot uden for æ Gaardsled far i Daa. A haar lejen i Rendsborg for Kongens Kaal, vi marsired med fuld Oppakning til Issehow. Det er en Pa Daw sin! [344] _Aller_, Alvor. =Kjesten.= Og _du_ ka rejs imaaen? =Thames.= _Bette_ Kjesten, _a_ er ledde[345]! A føller dæ te Verdens End, om det forlaanges; men vi maa ha en Dram og en Bid Brød i wor Lomm, for det er en javnhen laang Vej, og det koster, hwad der kyeves der paa Lav. [345] _ledde_, ledig. =Karen Mari.= Ja, kund I komm hjem med Anton, saa tykkes a aal Ting kund blyw godt endno engaang, men det er wal sajtens baagatter. =Thames.= Da skal vi iløwle forsøg "at dreje Skuden", hwa, Kjesten! =Kjesten.= Ja, a vild endda vær tefreds, baare a maatt taal med ham endno engaang. Mir venter a ett. For han er naturligvis saa vred paa mæ {(græder),} te han ett er te aa omstemm. Og det haar han da ogsaa Grund te aa vær. =Karen Mari.= A tykkes iløwle, det sir saa forvoven ud det hér, søen laang og kostbar Rejs; og ett en ved, om I træffer ham heller ett. _Ka_ en nu ogsaa betro dæ te æ, Thames? =Thames.= Spaar _du_ dæ di Syllewornhied[346], bette Muer! A haar rejst med Lamm far. Spør du Slagter Christensen i Danmarksgade! I den sidst Sending haaj a øwer hunder Lamm, og fandenmæ ett jen der brækked saamøj som en Baagbien! [346] _di Syllewornhied_, Klynkeri. =Karen Mari.= Jaja; _læd_ æ saa ski -- i Guds Navn da! =Thames= {(snapper Karen Mari om Livet).} Hwad om du kund ha tavn mej, din gammel Peverbøss. Aae, knag'mæ, hwor _skuld_ vi ha mored wos! =Karen Mari.= Aa slip mæ Thames, a blywer saa forhwingelt[347], te a hwerken ka pipp hæ[348] kukk! [347] _forhwingelt_, fortumlet. [348] _hæ_, eller. {(To, tre Par Piger med Tøj og Vaskebaljer kommer ind fra Engen til højre.)} =Kjesten.= Læd wos nu et kjælling[349] æ Tid hen, men komm hjem og faa æ Sager i Stand. [349] _kjælling_, gantes. =Thames.= Ja, _kom_ I nu baag atter mæ {(til Vaskepigerne)}. Saa skal I slutt op! {(Skrider gravitetisk foran, synger, mens han afvekslende trutter i Klarinetten; de andre følger ham parvis.)} Saa drager vi til Kjøbenhavn -- trut -- trut -- trut! Og spørger nogen om mit Navn, -- trut -- trut -- trut! saa skuldrer jeg min Medestang, -- hopsa! Medestang -- og blæser dem en Marsch saa lang: Trut -- trut -- trut! {(Tæppe.)} FEMTE AKT. {Plads i Nærheden af de Forenedes Dampskibsbrygge i Kjøbenhavn. Udvandrerskibet »Hellig Olav« skimtes fjernt i Baggrunden. Det er kort før Afgang. Trækvogne, Bybude, Politibetjente strejfer af og til over Pladsen. Til venstre ses en høj Stabel Pakkasser, til højre en Fortøjringssten.} {=Kjesten= og =Fisker Thames= kommer fra højre.} =Thames= {(i gammeldags Mundering: lang Vadmelsfrakke, høj, skimlet Hat o. s. v. Han hinker paa Foden).} Det er da dæwels, som de Støvl gnawr mæ. A bad dem endda saa mindele om paa æ Gjestehjem aa gi em en gued Lav Fjedt. Det _er_ en faale Pin aa _vær_ i. Haaj der endda wot[350] en Bænk, saa a kund ha list mæ te aa trækk em aa {(ser Fortøjringspælen).} Død og Krown[351], her maa æ vis kund læ sæ gjør {(sætter sig op og haler Støvlerne ud over de hvide Uldsokker, retter befriet Ryggen):} Aaeha, hvor _det_ suelt[352]! [350] _wot_, været. [351] _Krown_, Krone. [352] _suelt_, svaled. =Kjesten.= Naa, ga æ saa Len[353]? [353] _Len_, Lindring. =Thames= {(svinger med Støvlerne).} Ja, nu er æ karenmæ ingen Sag. Kom nu an, bette Kjøvenhavn! =En Dreng= {(med en Trækvogn kjører bagind i Thameses lange Frakkeskjøder, saa baade Thames og Kjesten stenter til Side).} Kan han inte se sig for, Bondekvaj! =Thames= {(samler sig op).} Aaeha endda! Søen en Hertug! En sku næjsten tro, han kjor atter Jurdmur, sø'n en Faart han haaj opp. =Kjesten.= Aae, Thames, a er saa hjatklemt, te a ett ka sej aa æ. =Thames.= Ja mi Pig, a war sgu klemt fàr, søen det dut nøj, men æ Støwl dem ka en træk aa, saa er _det_ te en Sid, men æ Hjat[354] det er missel en møj æm[355] Stej. Men nu ska du'tt vær aaltfor angermodig. Vi faar jo nok Finger i gotten Swend. [354] _æ Hjat_, Hjærtet. [355] _æm_, ømt. A snakked med jen paa æ Gjestehjem, der war ud fræ samm Kant aa. =Kjesten.= Da kjend han da'wl ett Anton! =Thames.= Jow, han vidst gued nok af ham aa sej; og _han_ troed nu ett -- æh -- te han war tavn afstej. Men han haaj wot fræ æ Hjemmen i den sidst Ug, saa hiel bestemt kund han jo ett sej nøj. =Kjesten.= Aa, a tykkes, a vild gi aal det a ejed og haaj for aa træff ham. =Thames.= Nu er æ heller ett ward[356] aa lov aaltfor møj ud. Det ka jo vær, du faar æ for slet ett. Nu snakker vi ett mir om _det_. Han kommer nok, -- med Guds Hjælp. For det maa jo vær hér? [356] _ward_, værd. =Kjesten= {(ængstet).} Aa, Jøsses, Thames, du _haar_ da ett før wos paa gal Vej? =Thames.= Gi dæ nu still te æ, Kjesten! Læd mæ faa Lov aa sund mæ paa æ. {(Ser i Vejret og fastslaar):} Jow; _det_ ska nok sæd! Der haar vi æ Suel, og der haar vi _Run-de-torn_; det ka fandenmæ ett rokkes! Æ Retning er, som _den_ ska vær. -- Og dér ... og dér -- hæhæhæ! ... Ja war æ ett det, a saâ dæ, Kjesten, der legger, Fanden slaa mæ, lig æ Skif, vi fraager[357] atter: "Hellig O_law_", "_Hellig_ O_law_" -- haar a saa ett Ret! [357] _fraager_, fritter. =Kjesten= {(forundret).} Er _det_ æ Skif! den der! aae Jøsses endda! =Thames.= Jow, a tytt nok, te det maatt vær æ Retning; gammel Thames haar sgu ett saa ring en Snøgger[358]; det er nok ingen hiel Taari[359], du haar faat med dæ, hæhæhæ! Hwa Kjesten, Hwa! [358] _Snøgger_, Evne til at orientere sig. [359] _Taari_, Taabe. =Kjesten.= Nej, det er ett te aa forstaa, te du ka hold te æ. Det Hiele er nær ved aa skjell _mi_ Hued ad. =Thames.= Ja vent nu, te vi faar Hold i Kalorius, saa blywer der nok Raad for den Huedpin, mi Muer. =Kjesten.= Baare han nu ett er rejst! =Thames.= Naa; hæhæ; saa du tror, han kund vær spasired lidt foraa[360]. Søen en bette Swip op forbi Kronborre, Hwa! [360] _foraa_, foran. =Kjesten= {(tjatter ud efter ham).} Aa, læd nu vær aa drill mæ, din Slog[361]! [361] _din Slog_, din Rad. =Thames.= Haar vi nu æ Skif, saa faar vi ogsaa wal æ Mand. Men nu maa vi sgu pass paa aa hold wos te hinaan, for nu begynder der aa blyw Tryngi[362]. Vil du nu kikk te den Sid {(peger mod venstre)} saa skal a hold Yw med æ te den naaen Sid. [362] _Tryngi_, Trængsel. {(De stiller sig op hver paa sin Side af Scenen; lidt efter raaber)} =Thames.= Kjesten! Kjesten! Nu behøver vi fandenmæ ett aa glyn[363] suemøj[364] længer; der haar a lig Kik paa Fyren! [363] _glyn_, spejde. [364] _suemøj_, ret meget. =Kjesten= {(styrter hen mod Thames).} _Det_ er da'tt sand! Ka _du_ si Anton? =Thames.= Om a ka si ham! Ogsaa li'saa grangywle! Hahaha -- ha! Han tror søen, han gaar og grovelirer ... i hans egen bitte Tommerumm? Nej, min kjere Ven, du er _i-agt-taget_, du er med Respegt at mel-de _un-der Opsyn_! =Kjesten.= Jamen, _æ'_ æ[365] nu ogsaa ham? [365] _æ' æ_, er det. =Thames.= Ja, fandenmæ er æ ham! Ih, gudfaarebewors, ka du'tt kjend -- om a saa maa sej -- _dit eget Kjød og Blod_? Ham kund _a_ da kjend, om det saa war mell hunder Swyn; det Kaast der med den fræens[366] Skank, det er da'tt te aa ta fejl aa. -- Men nu maa vi karenmæ vær betint paa, hwordan vi vil ta imud ham. {(Hurtigere.)} ... Si kuns nu: Vi stiller wos lig her baag den Stavil[367] {(peger paa Trækasserne),} og saa lig i det sjelsamm som han gaar forbi, saa løwer _du_ baag te ham og rover: _Bøv!_ [366] _fræens_, frahaands. [367] _Stavil_, Stabel. =Kjesten.= Nej, Thames, det tykkes a ett om. Det er en sær Maad aa ta imud ham paa, nu det er saa læng sin, en haar sit hinaân. =Thames= {(lidt skuffet).} Naa. Ja, saa læ'r vi det vær. Nej, hør kuns nu: Istej for "Bøv", saa _flyver_ du om æ Hals af ham og sejer: "Søde, kjere Anton, hwor kun-de du gjø-re _mig_ den store Sorrig." -- {Kjesten.} Nej, det ynder a heller ett. =Thames= {(stødt).} Ynder du heller ett _det_! Søen vild a da ha gjord æ. Nøj ska du da for Fanden sej. -- Gaa da saa baag æ Stavil der, te a kalder paa dæ, saa skal a ... Gaa nu! Gaa nu! {(Kjesten gaar bag Kassestablen.)} {(=Anton= fra højre belæsset med Pakker.)} =Thames= {(træder ham bredt smilende i Vejen).} Goddaw, Goddaw! Hæhæhæ! Naa, der war nok jen, der haaj æ saamøj brøltront[368]. Skuld lig afstej te Amerika, lig afstej. Du kund wal ett lid aa faa Selskaf? [368] _brøltront_, urimelig travlt. =Anton.= Hwa? Fisker-Thames! Er du kommen herøwer? For mi Skyld? Da war det virkelig alkjøn[369] af dæ. [369] _alkjøn_, særdeles smukt. =Thames.= Jow for gammel Bekjendtskavs Skyld; tho vi tow haar jo hat saa møj godt sammel i wor Daw, saa fæk a Lyst te aa hels paa dæ endno engaang, men du war aa faa i Taal. A kjender jo æ Vej. A haar jo fârhen wot her med Lamm. =Anton.= Hwordan staar aalting te derhjemm. =Thames.= Jow tak, tho a _haar_ jo da saa manne Hels'ner te dæ, det war ett sær. =Anton.= Kjesten -- hwordan haar hun æ? =Thames.= Jow, a takker for gued Atterspørsel; søen lig _i_ æ Tid haar hun æ jo ett aalbejst; men en haar jo Lov te aa hôb paa Forbejring. =Anton= {(ængstet).} Hwad sejer du, Thames! Er Kjesten ett rask; heller -- skuld der vær nø andt i æ Vej med hind? =Thames.= Det er a ett saa "komfetent" te aa udtaal mæ om _som en an-den én_ {(med en stor Armbevægelse hen mod Kassestablen)}. Nu ka du godt komm, Morlil; nu kan du karenmæ godt komm! =Kjesten= {(frem, opløst i Taarer).} =Anton= {(slipper et Par Vadsække).} Hwad for nø nøj! _Du_ er hér! =Kjesten.= A _maatt_ herøwer, Anton, om saà det war mi Lyw om aa gjør. Du _haar_ ett wot ud aa mi Tanker, sin du forlod æ Gaard, det ved Worherr i Himlen, a taaler Sandhied; a _haar_ lejn[370] æ Nætter ud og grovelirer paa, hworden a sku faa dæ æ saà endno engaang. For du _maa_ ett wontink[371] mæ, Anton, a fortjener æ ett af dæ, a _haar_ aalle holdt af nue anner, som a holder af dæ. [370] _lejn_, ligget. [371] _wontink_, tænke ilde om. =Anton.= Maaskisæ ett sin Darling kam fræ æ Egn, men fâr -- =Kjesten.= Ja, a vidst jo, det maatt komm. Men det sejer a dæ: A haar aalle brødt mæ om den Student for en Hæjt. Det er nøj, anner Mennesker haar hætted[372] paa for aa sætt ondt imell wos. Og du war sommtid saa urimele imud mæ, te a lod dæ blyw i æ Tro. Men a _haar_ en rejn Fued aa staa paa. A _haar_ ett hat andt med Darling aa gjør, end hwad enhwer maatt si paa. [372] _hætted_, hittet. =Anton.= _Det_ sejer du! =Kjesten.= Ja, og ingen skal nuesind kund bevis mæ andt øwer! Det gaar a aalle fræ, te a haar tavn en Dans med ham her og der; mir ett. Men det er et _hans_ Skyld, te det ett er kommen vidter. =Anton.= Hwis er æ da? =Kjesten.= Nu maa du ett begynd forfræ, Anton. A ka ha hat mi Skyld i, te det er gavn som det er gavn. Men mon du ett ogsaa haar hat din? Mon ett vi nok kund ha snakked wor Sager ilav, hwis du imell kund ha styred di Sind? Men a _vil_ ett bebrejd dæ nue Ting. Du haar di Sind, og den ka vær haard som Flint. =Anton.= Ja, det er sand nok. =Kjesten.= Men a ved ogsaa, hwor gued du ka vær. Og Gud ha Lov, saa er æ det gued en hower[373], nær aal de Und[374] er glemt. [373] _hower_, husker. [374] _Und_, Onde. =Anton.= Ja, _det_ ska nok sæd[375]!