Part 12

Tho a kund walsajtens ogsaa ha faat nøj aa skroll øwer[272], lissom saamanne anner, hwis det kam an paa det. Men det war en Mundheld mi salig Faa'r haaj:

[272] _skroll øwer_, gjøre Væsen af.

Godt Humør og en frisk Skraa gaar kjekke Ka'le Verden rundt æpaa.

Og de Ord laa _a_ ved mæ. Den fatte, han maa lid møj, men ka han hold ved hans Humør, saa er han ett saa fatte endda. Haar de først tavn den fræ wos, saa Gud naad wos!

=Præsten.=

Jaja, gode Thomas, De har hæget smukt om Deres.

=Thames.=

A haar altid past paa a hold æ Hued lig mell æ Skoldre. {(Vikler Halmen til Side paa Fiskepakken.)} Men hér ska De nu si æ bette Kannis[273] {(Ta'r Fisken paa den flade Haand.)} De ka trow, en slow godt med si Haal[274], inden a fæk en te aa fald teføj.

[273] _Kannis_, Gavtyv.

[274] _Haal_, Hale.

=Præsten.=

Sandelig, en dejlig Fisk, rigtig en dejlig Fisk {(ta'r hans Haand).} Tak for Deres gode Gave, Thomas! De er en brav Mand; men hvor kan det være, at jeg ser Dem saa sjælden i Kirken?

=Thames.=

Jo--o--ow, a ska sej wos, Hr. Pastor, søen mødt under æ Præjken, da bejer[275] æ Fisk aaltid saa brølgodt -- -- og saa -- -- æh -- -- ja, saa er æ jo swær, forstaar De, aa gaa fræ æ. For Gud naad wos, vi er jo syndige Mennesker ind ad en Kant og "hænger ved det jordiske Gods".

[275] _bejer_, bider.

=Præsten.=

Ja, det er Tidens Skjødesynd at forsømme Guds Hus. Husk dog paa, Thomas, at nu begynder Alderen at melde sig for os begge.

=Thames.=

Jow, aaejow, a ska ett muedsej æ Præjst i _det_. Kjerk _er_ jo Kjerk, det skal aalle næjtes, men helsen haaj a jo tint, ja, blyw nu ett vred, Hr. Pastor, -- te _a_ haaj lissom mi egen Kjerk dernied ved æ Aa. Kjøn er der aaltider, men aalle kjønner end søn'en Sønda Attermejje[276] nær aalting hwiler. Saa er der en Fisk, der slaar op, saa er der en bette Fowl, der hwipper[277], og synger lidt for si Unger. Og de Blomster, de Blomster! Ja, dem ka a nu aalle blyw træt aa aa gaa imell. Og nær saa æ Klokk begynder aa ring sammel, saa maa De ett trow andt, Hr. Pastor, end det ogsaa begynder aa ring inden i mæ, sjel om a ett haar æ Degn te aa syng _for_. Ande[278] Kjerkgaang haar a sjalden kjend; læd en nu vær ring nok, saa haar en da aaltid hør, te det er bejer aa sejj i æ Krowr[279] aa tink paa æ Kjerk end sejj i æ Kjerk aa tink paa æ Krowr.

[276] _Attermejje_, Eftermiddag.

[277] _hwipper_, vipper med Halen.

[278] _ande_, anden.

[279] _Krowr_, Kroen.

=Præsten.=

Naa, naa, naa, Thomas.

=Thames.=

Ja, saa taaler vi ett mier om _det_. Men der war da helsen ogsaa en naaen bette ring Ting a gjan vild snakk med æ Præjst om, nu men a er kommen i mi pæn Klæjer.

=Præsten.=

Sæt Dem, gode Thomas, og sig De kun mig, hvad De har paa Sinde.

=Thames.=

Ja, Hr. Pastor, a haar ett nøj aa bed om for mæ sjel --

=Præsten=

{(indtrængende).}

Sig aldrig det, Thomas, vi har alle sammen noget at bede om, enhver især. Om De vilde gaa med i Kirken i

Dag, skulde De høre min Udlægning om den Ting: "Bede, saa skulle I faa, søge, -- --"

=Thames=

{(falder ind).}

-- -- "saa skul-de I _fin-de_". Jow, jow, jow, Hr. Pastor, søen aa forstaa. Det war ett sær {(bogstavret):} _Dette maa altid ligge os paa Sin-de!_ Men det _a_ vild bed Dem _tink_ ved, Hr. Pastor, det er nu følgendes: Det staar grumme skidt te i Hwolgaard.

=Præsten.=

Hos Karen Marie?

=Thames.=

Ja, akkuraat. A ved snaar ett hworden æ sølle Kwind' ska klaar æ, for der er ett en Ting, der vil lykkes og ett en Høwed, der vil trywes, sin Anton kam aa æ Gaard. Gammel Karen Mari hun græder æ Nætter med æ Daw, hun sir grangivelig ud _som_ en Dødning.

=Præsten.=

Siger De det, Thomas! Det gjør mig sandelig ondt at høre. Hvad var nu egentlig Grunden til, at Anton saa pludselig brød op fra Hvolgaard, hvor han jo dog havde tjent i saa mange Aar.

=Thames.=

Tho det war de Ung, de kund jo ett spændes[280].

[280] _spændes_, enes.

=Præsten.=

Naa de kunde ikke mere lide hinanden.

=Thames.=

Lid hinaân! jow, det kund de endda saa møj wal; det war ett nær søen.

=Præsten.=

Jamen, hvad saa da?

=Thames.=

Aa, om a maatt sej æ. A tror ett, der war andt i æ Vej end det, te de holdt _for_ møj af hinaan.

=Præsten.=

Ja, men det plejer Folk jo dog ikke at gaa fra hinanden for.

=Thames.=

Jow somm'tider wal; nær der kommer en Kil imell. Og det war justement det, der kam hér.

=Præsten.=

Men hvem var dog samvittighedsløs nok til at gaa mellem de unge Mennesker?

=Thames.=

Ja, det tær a wal nap[281] nok snakk om. Men helsen troed a forresten, te æ Præjst vidst bejer Beskejn om den Ting.

[281] _nap_, knap.

=Præsten.=

Nu maa De tale ud, min gode Thomas!

=Thames.=

Ja _skal_ a sej æ, saa _skal_ a sej æ. For den Kil a ymter om, det war nok akkuraat æ Student.

=Præsten.=

Holger! Min Søstersøn! De mener, at Holger har spillet ufint Spil!

=Thames.=

Ja-a, pæn ka en jo ett kald æ.

=Præsten.=

Gaaet mellem to lykkelige unge Mennesker! Uforskammede Knægt! Jeg skal sandelig lære ham!

=Thames.=

A er ræj for, han ogsaa anner Stejer haar wot paa Spil.

=Præsten.=

Jamen det er jo skammeligt! Gaar den Knægt saadan og misbruger min Godhed.

=Thames.=

Ja, nu er a wal kommen te aa sej nøj, som a ett maatt. A er helsen ett kræng for[282] aa bær Sladder om, men det haar gjord mæ ondt aa si, som det gaar i Hwolgaard. Og kund De, Hr. Pastor, rett en bette Graân ved æ, saa war æ saamænd Alms[283] aa gjør æ.

[282] _kræng for_, hægen efter.

[283] _Alms_, en god Gjærning.

=Præsten.=

Ja, det kan De sandelig tro, jeg skal. Den Knægt skal komme paa Porten strax.

=Thames.=

Jaja; baare det saa ett haar drøwen forlæng. Men nu maa a nok te Pampren[284]!

[284] _Pampren_, Trippen.

=Præsten.=

Nu skal De ha' Tak, fordi De sa' mig det, Thomas ... Hum-hum! Uforskammede Ka'l; saadan at misbruge min Tillid! Hvad maa dog ikke hans Mor tænke om mig?

Aa, inden De gaar, Thomas, maa jeg ikke vise Dem min nye Karudsedam. Vi gaar lettest denne Vej.

{(Peger ud til højre.)}

{(Kort efter Banken paa Døren ud til Gangen; højere Banken. Omsider)}

=Anton=

{(ind).}

Naa, her er ingen!

{(Gaar lidt omkring og kigger paa Bogryggene.)}

=Holger Darling=

{(styrter ind uden Banken og raaber):}

Aa, mine Handsker! {(Ser Anton.)} Hvad, er De her?

=Anton.=

Ja, hér er _a_.

=Darling.=

Jeg troed, min Onkel var her.

=Anton.=

Det troed _a_ ogsaa, men da han nu ett er her, saa faar vi tro om ijen.

=Darling.=

Er det sandt, at De rejser til Sjælland i Morgen?

=Anton.=

Nej, det er Løwn. Men det er sand, te a rejser iøwermaaen. {(Peger.)}

Dje Slips er gavn op.

=Darling=

{(hen til Spejlet, næsten grædende).}

Det er ogsaa fortvivlet, at der ikke er et Menneske her i Huset, der forstaar at binde et Slips.

=Anton.=

Ja, det er elendig, De ett sjel forstaar æ, nær De nu endlemaal[285] vil gaa med søen nø Kram.

[285] _endlemaal_, endelig.

Hwem ska saa vær Dje Baldame i Awten?

=Darling.=

Baldame?

=Anton.=

Ja, ska De ett te Skyttefest?

=Darling.=

Jo, med Deres Tilladelse: jeg skal til Skyttefest.

=Anton.=

Hwormanne Piger skal De egentlig ha forfør, inden De tar fræ æ Egn?

=Darling=

{(flabet).}

Aa, lad mig se, saadan en halv Snes Stykker, eller skal vi sige et Dusin, det er saadan et rundt Tal.

=Anton.=

Er Kjesten i Hwolgaard saa imell _dem_?

=Darling.=

Med Kirsten begyndes der paa et nyt Dusin.

=Anton.=

Dem ka a ett snakk mej. Der er formøj Flâf[286] i Dem. Men ved De, hwem Kjesten er? Det er den bejst Pig baade laant og nær. _Gjør De hind Fortræd_ -- ja, De ved jo, te a er ved aa pakk mi Kram for aa ta te Amerika {(med sammenbidte Tænder)} men ... a kund jo ogsaa gjør nø andt nøj og saa gaa ad æ Towthus! -- Den Pig kan a ett aasi te nue anner ... Jow, te en alworlig Mennesk, der holdt af hind for hinne egen Skyld, og ett baare for det hun er en Frowentimmer. -- Aa, Holger Darling, vis nu jen Gaang, te ogsaa De ka handel som en honnet Kaalmennesk. Rend atter all de Tøser, der render atter Dem og Dje stur Slips, men læd Kjesten vær den, hun er!

[286] _Flâf_, Flab.

=Darling.=

Hvem har udnævnt Dem til Kirstens Barnepige?

=Anton.=

Det haar a wot, saalæng hun sjel vild. Nu maa a ett vær æ længer. A ved nok, te Kjesten tror, hun nu ka værg sæ sjel. Men det ka ingen Pigbaan. Det er skrøbele Postelin, der er i det Skaf[287]. Vil ett Mands Bravhied værg dem, saa Gud naad dem!

[287] _Skaf_, Skab.

Gi mæ nu Dje Haând paa, te De vil læ mi Kjærest -- a miner: Kjesten -- te De vil læ hind gaa, nær a forlaader æ Land!

De holder Dje Haând tebaag. De vil ett! Ja, _saa tar a sjel_.

{(Griber Darling fast om Haandleddet.)}

=Darling.=

Men hvor bliver dog Onkel af. Ih, Menneske, De er jo ganske forrykt.

{(Kaster Armen frem og tilbage.)}

=Anton=

{(holder krampagtig fast).}

Nej, her blywer'en, indte De gjør, som a ber Dem. De _skal_ trykk mi Haând! Hører De! Og lov saa, te De ett vil forfør mi ...

{(De brydes stærkt, Darlings Slips ruller atter ud.)}

=Anton.=

Nu fild ijen Dje Slips, Dje dejlige Slips; den De fanger aal de manne Piger i {(med sammenbidt Raseri):} Skal _a_ ett bind Dje Slips for Dem {(griber efter hans Strube).}

=Darling=

{(trænges op i en Krog mod Boghylderne).}

Hjælp, han kvæler mig!

=Præsten=

{(kommer i Døren).}

Hvad er dog dette! _Kjære_ Venner!

=Anton=

{(behersker sig).}

Aa, Hr. Pastor, a skuld hjælp Darling med aa faa bunden hans Slips, for er den i Uorden, er der et møj ved Personen dér paa Lav.

=Præsten=

{(giver Haand).}

Velkommen Anton! Som du ryster paa Haanden!

=Anton.=

Ja, det war jo halles uwant Arbed. A tror næjsten, det war godt, De kam og to mæ fræ æ.

=Præsten=

{(til Darling).}

Og du Holger, hvor har du kunnet nænne at gjøre mig saa bedrøvet! Jeg har hørt det om dig, jeg ikke vil nævne. Ta' en andens Kjæreste og det paa den Maade. Nu har jeg bare eet at sige dig: Gaa ind og pak din Kuffert!

=Darling.=

Det er dog for galt; men Onkel, maa jeg ikke forklare mig?

=Præsten.=

Nej, jeg kan slet ikke tale med dig efter dette. Du har gjort mig _saa_ bedrøvet; jeg som har behandlet dig som min egen Søn og saa ... Nej, jeg kan ikke tale med dig! Og din Mor, hvad skal jeg svare hende? Gaa nu ind, som jeg siger! {(=Darling= ud.)} -- Jeg gamle Mand, som viser alle og enhver Tillid. Og saa behandler man mig paa den Maade. Aa, hvor er det skammeligt! {(Til =Anton=.)} Var du ved at lægge voldsom Haand paa ham? Ja, jeg forstaar din Fortvivlelse, kjære Anton. Men kan det ikke gjøres godt endnu? Sæt dig ned og lad os tale alvorligt sammen.

=Anton.=

Med Kjesten blywer æ aalle godt. Hun er forgjord af den Springfyr.

=Præsten.=

Men er det ikke fejl saadan at flygte fra Kampen? Vil du dog ikke vente og se, hvad Virkning det kan gjøre, at Holger kommer paa Porten?

=Anton.=

A rejser foreløbig til Sjælland, og saa snaar æ Tjel[288] er aa æ Jurd: te Amerika. Helsen sku der ski stur Forandringer herhjemm.

[288] _Tjel_, Frosten.

=Præsten.=

Jaja, min unge Ven, jeg kan jo ikke hindre dig deri, men jeg tror nu, du handler altfor overilet. Tænker du heller ikke paa din gamle Far -- {(det banker).} Kom ind!

=Povl Hedemark=

{(ind).}

Goddaw.

=Anton=

{(svagt).}

_Det_ war det væst!

=Præsten.=

Goddag, gamle Povl. Er det maaske Sønnen, De søger?

=Povl.=

Ja, tho a hør, te han skuld vær gavn her hen, og da a læng haar hat i Ajt[289] aa søg ham, saa er det hér maaske endda ett den galest Stej, vi kund træff hinaan. Og en ska nok skynd sæ, om en vil ha ham i Taal, atter hwad a hører.

[289] _i Ajt_, i Sinde.

=Præsten.=

Ja rejse, rejse! det er de unges Parole; men vi gamle vi maa smukt blive siddende; hvad gamle Povl!

=Povl=

{(til Anton).}

Saa _er_ æ sand, te du tinker paa aa draw fræ wos?

=Anton.=

Ja, det er sikker nok. Den Tank haar a hat læng.

=Povl.=

Ja, det er _det_, a er saa kid aa[290], Anton, te du haar hat det i _di_ Tanker saa laang Tid og saa aalle snakked te di gammel Faa'r om æ. Du ved, hwor stur Pris a sætter paa dæ, du er mi jenest Baa'n[291]; a haar ingen anner aa forlid mæ te end dæ; vil du nu rejs aa æ Land, saa er æ jo snaar, som haaj a laa _dæ_ ved æ Sid af de anner.

[290] _kid aa_, kjed af.

[291] _jenest Baa'n_, eneste Barn.

=Anton.=

Ja, Faa'r, du maa ett tro, det er nøj, a gaar let te. Saa war a nok kommen te dæ. Men a vil ett længer gaa herhjemm og gjæld for Kaast'kjæp[292] og kyl'es af det jet og i det andt og saa endda skuld vær lig'glaad. Det ka godt vær, a blywer skuffed i Amerika ogsaa, men heller det ud i det Fremmed end gaa herhjemm og ved, te en ett ka komm op; en være saa dygtig en være mô, saa _er_ en føj te aa læ sæ indrull i "de Meniges anden Klasse".

[292] _Kaast'kjæp_, Kastekjæp.

=Povl.=

Ja, men, Anton, det er æ, a er kommen for aa sej dæ: du behøwer et aa rejs ud for aa blyw di egen Mand, du ka komm hen paa æ Hied te mæ og faa æ bette Hjemmen.

=Anton=

{(ser tavs til Siden).}

=Præsten.=

Lyt til din gamle Faders Stemme!

=Povl=

{(indtrængende).}

Du kommer saa sjalden hjem aa sir te di Faa'r, helsen skuld a ha vist dæ, hwor æ bette Stej er gavn teframm ad i de sidst Aaringer; det vil vis ogsaa æ Præjst hold med mæ i. Det _er_ en bette gjæv Plet, det ka du lig sej aa!

=Præsten.=

Ja, det har jeg ofte sagt til din Far, Anton; det er mig en inderlig Glæde at se den Trivsel, der er i alting omkring dit Barndomshjem. Jeg har altid kaldt det for det lille Søndagshjem paa Heden.

=Povl.=

Og du ka faa æ uden Peng. Der _er_ jo ingen anner te æ. Det er jo _dæ_, a haar gan aa tint paa for hwer Spaadfuld Jurd, a haar vend derud!

=Anton.=

Ja, Faa'r, a mistyder ett di Tilboj og den gued Mjening du haar med æ, men Faa'r -- a kan ett ta imud æ[293] -- -- saa gjân, a ogsaa vild.

[293] _imud æ_, imod det.

=Povl=

{(næsten i Graad).}

Naa. -- Du ka ett ta imud æ! Hører De det, Pastor Hansen; han ka ett ... ta imud æ! Han forsmaar mi Gaw. Det _er_ ett nøj for ham! Baare a saa haaj hat udstridt, for her i Verden blywer der ett mir Gled for _mæ_ aa vent!

=Præsten=

{(til Anton).}

Knus dog ikke et stakkels Faderhjærte! Han kommer jo til dig med det bedste han ved: sit lille Søndagshjem.

=Povl=

{(i sine egne Tanker).}

Hwi gik a saa dér i aall de manne Aar og jawnt Knold paa Knold, nær han nu ett tykkes, det er nøj ward? A gjord æ, forre te[294] han sku faa æ bejr, end _a_ haaj hat æ. A trowed, te a gik og sled for jen af mi egen; nu haar a jo saa iløwle kuns gan i Dawlej for anner. Nær Fremmed ska ha æ atter mæ, hwor er saa æ Løn for mi Sled!

[294] _forre te_, for at.

=Anton.=

Ja, Faa'r, aal det, du dér sejer, forstaar a hwer Krumm[295], og det gjør mæ saa ondt, ja, saa forfærdelig ondt; og for ett aa hør dæ sej æ, er æ, te a er bløwen fræ dæ.

[295] _Krumm_, Smule.

A haar den størst Beundring for di Sled. Men _a_ kan ett trækk di Sel paa; den vild gnav mæ, saa a bløw baade vild og gal; og det miner Folk, te a haar nok aa i Forvejen. A kan ett som du pikk Guldkjanner op aa en Saândbrink; a er en naaen Tids Mennesk, der ett er tilfreds ved blot aa faa æ Fød -- for den faar en Regnworm jo ogsaa. Tho æ Fød, den _kund_ a maaske faa deropp paa æ Hied; skjønt det er nok somm'tid, Faa'r, det haar knævn _dæ_ haadt nok; men æ Fød det er det mindst for _mæ_. Nej, a maa ha nøj aa prøv mi Evner paa! Og i _mi_ Aalder og med _mi_ Syn aa læ sæ bind te en Stump Hiedmark opp mell æ Lyngbakker -- nej, Faa'r, det maa du ett forlaang; det vild vær som aa sætt en Haar i Tyr[296].

[296] _en Haar i Tyr_, en Hare i Tøjr.

=Præsten.=

Nej, lille Anton, _du_ ejer ikke det, som er bleven din fromme Far til _hans_ Livs Velsignelse: Tilfredshedens gyldne Naadegave.

=Anton.=

Nej, det haar De Ret i, Hr. Pastor! Tefredshied -- det er en Wor a aaltid haar kjowt i smaa Partier. Tefredshied for den Fatte forre te den Rig ka faa Ro te aa tyg _aa_ æ Mund. Saamanne Smaafolk som mulig op paa æ Hied, saa er de ett i æ Vej for dem Stur. Men a skal ett læ mæ dryw ud i Ørkenen; skal a blyw herhjemm, saa vil a knag mæ ha en Bej[297] med de anner ... Helsen ka a rejs. Verden er stur. Der er tusind og tusind te, der er rejst fâr _mæ_, og det ett af de ringest!

[297] _Bej_, Bid.

=Præsten.=

Nej, det er saa sandt, saa altfor sandt, hvad du _dér_ siger, Anton. Det hører til _mit_ Livs sørgeligste Erfaringer at ha' oplevet det, _jeg_ har maattet opleve, mens jeg har boet i dette Hedesogn; at se alle de dygtige, men _fattige_ Karle, altid de dygtigste, saa snart de har naaet Modenhedsalderen, -- saa se dem forlade Hjem og Arne og det elskede Fædreland for at søge Lykken i det fremmede. Naar jeg læser i min Avis, at nu er der atter én eller anden udvandret Dansk, som har udmærket sig derude -- ja, jeg forsikrer jer, jeg kan sidde og skamme mig, blive saa inderlig bevæget paa mit Lands Vegne, at vi maatte vrage ham, mens de fremmede forstod at faa hans Evner til Spiring. Saadan _burde_ det jo ikke være.

=Anton.=

Ja, sir De _det_, Hr. Pastor! De maa gi mæ Ret. En Land der ett behandler si Ungdom annerledes, den Ungdom, der haar Næv paa æ Skawt, fortjener den, te vi ska hold wos te en? Hwem vild ett gjân blyw herhjemm og ta si Torn sammel med de anner, nær en maatt arbed paa lig Velkaar, men det bejst aa æ Land er jo tavn op af Persowner, der bogstavelig aalle haar hat dje Hinner paa en Spaad, og tebaag te vi anner blywer tit ett andt end den usleste Knyg'saând[298].

[298] _Knyg'saând_, Flyvesand.

=Povl.=

Ja, æ Saând ka ogsaa godt gi _nøj_, nær det helsen faar si Passen.

=Anton.=

Ja, Faa'r du haar slidt aall di Lyw, og hwad haar du faat ud aa æ? Mi Søskend er død hwerjen, wor Muer fæk tidle hinne Knôg[299]. Du war jen af de stærkest Mænd, da _du_ saatt dæ nied paa æ Hied. Hwad er du nu!

[299] _hinne Knôg_, sit Knæk.

=Povl.=

Nej, nu er æ Hjelbred jo ved aa sald[300].

[300] _sald_, svinde.

=Anton.=

Og hwormanne ledde Timer haar du wal hat i di Løwtid?

=Povl.=

Aa saamænd, manne war æ jo ett.

=Anton.=

Og dengaang, du ga dæ i Lav med æ Lyng som ung Mennesk, mon du da haaj tint[301], te det skuld ha tavn saa haadt paa dæ og din?

[301] _tint_, tænkt.

=Povl.=

A haaj wal knap nok tint, te det war nap[302] saa taang en Stien aa trill mej. Tho det gik jo endda noweledes[303] i æ Førstning; da haaj en jo no faa Spaarskjellinger aa tær po, men da de saa gik ad, og det jet slo fejl og det andt slo fejl, saa war æ saamænd manne Gaang stræng, især den Tid da di Muer bløw tavn nied, og en stod aaljenne med æ. Ja, a haar saamænd list mæ fræ de Smaa manne Nætter og gavn ud paa æ Hied og vrejn mi Hinner te Worherr, om ett han vild kjend mæ en Raad, saa a kund skaff en Stø Brød aa gi æ Bø'en.

[302] _nap_, slet.

[303] _noweledes_, nogenledes.

=Anton.=

Hører De det, Hr. Pastor; søen sir æ tit ud indvendig "det lille Søndagshjem paa Heden".

=Præsten.=

Nej, kjære gamle Povl, _har_ De haft det saa tungt! Og det har De aldrig sagt _mig?_

=Povl.=

Aa, det kan en jo tidle nok komm te aa bekjend, te en ett wal ka reterir sæ[304]. Og det gik jo da ogsaa nok saa godt, da a først kam te nø Besætning.

[304] _reterir sæ_, klare sig selv.

=Anton.=

Jamen med di Sled skuld du jo ha wot jen af de rigest Mænd i æ Sovn.

=Povl.=

Ja, vi ka ett aalsammel blyw Herremænd.

=Anton.=

Nej, det er heller ett æ Mjening aa æ. Men ka du nu forstaa, hwad a saâ, te _a_ ett ku trækk _di_ Sel[305] paa?

[305] _Sel_, Sele.

=Povl.=

Ja, du maa ett læ dæ bind for _mi_ Skyld. A er en gammel opsledt Mand, der nødde skuld gaa i æ Lyssen for nue.

-- Men jen Ting _kund_ du da gjân lov mæ, inden du forlaader æ Egn for aall Daw; te du vild ta med mæ hjem aa si æ; det ku da'tt skaad dæ nøj[306].

[306] _ku da'tt skaad dæ nøj_, kunde da ikke skade dig noget.

=Anton.=

Det vild a endlemaal[307] ogsaa gjân tjen dæ i, Faa'r, hwis a ett war ræj for, te a skuld føl mæ swag. For nær a maa sætt mæ saa bestemt imud aa komm derud aa bo, saa er der jo mir end jen Ting i æ Vej. Mæ og Kjesten -- vi er færdig med hinaan.

[307] _endlemaal_, ærlig talt.

=Povl.=

Ja, det haar a jo guednok lædt mæ forlyd mej.

=Anton.=

Derfor maa a saalaant herfræ som a ka komm. For bo en Stej, hwor en ku resikir aa mød _hind_ hwerandt Lidt, si hind gaa paa æ Awer og flytt æ Kyer, heller maaskisæ kyr te Kjerk med en naaen Mand ved æ Sid af sæ -- nej, det kund a'tt udhold. Derfor, kjere Faa'r -- du maa ett frist mæ!

=Povl.=

Jaja da. Det skal a saa -- heller ett {(rejser sig langsomt og med Taarer)}. Naa -- -- maa a saa -- -- -- sej dæ Faa -- -- wal, Anton. Gud vær -- -- -- med dæ!

{(Gaar mod Døren; Præsten følger ham.)}

=Anton=

{(synker ned paa en Stol).}

Hwor møj mir mon a haar aa rykk øwer, fâr a ka komm afstej!

{(Tæppe.)}

FJERDE AKT.

{Hvolgaardens Blegeplads: en Eng langs Aaen, der løber i en Bue til venstre; i Hjørnet en Spange over Aaen med Rækværk til begge Sider. Foraarsmorgen med klar Himmel, Dug, Sol og talrige gule Blomster.}

=Kjesten=

{(kommer over Spangen med en hvid Lærredsvæv under Armen; begynder at brede sin Væv ud over Grønsværet langs Aaen, mens hun synger):}

Ka' Drebæk lægger sit Lat paa Bleg og nynner i søde Drømme, hun jævner hver Fold, hun glatter hvert Læg med Hænder, smygende ømme. Men dybt kan én den anden bedrøve.

Rød lagde Ka' Drebæk sin Væv paa Bleg, det var ved Sankt Hansdagstide, men førend Septembers Maane steg, da var hendes Kinder saa hvide. Thi dybt kan én den anden bedrøve.

Ka' Drebæk kjender ej Rist ej Ro, med Haanden dækker hun Panden, den Mand, hun for Aaringer gav sin Tro, har Bryllup i Dag med en anden. Saa dybt kan én den anden bedrøve.

{(Pavse; derpaa Pigestøj og Latter til højre for Scenen fra andre Vaske- og Blegepladser):}

Hallo, hallo -- o -- o!

=Kjesten=

{(svarer).}

Hallo -- hallu -- u -- u!

=Svenske-Stina=

{(leende ind fra højre; hun er høj, lys og smuk).}

Goddag, søta Kjersta! Aa, det er saa rentut ryslig roligt alltihopa! Har du hørt det; har du hørt det?

=Kjesten.=

Hwad haar a hør.

=Stina.=

At han skriver saa till mig: Jag faar komme hem og gifta mig.

=Kjesten.=

Ih, hwem skrywer søne nøj?

=Stina.=

Gossan min, min Elskling forstaas.

=Kjesten.=

Da war det nok lig Mad for Mowns, hwa?

=Stina.=

Ja da! ikke sandt! Før vilde han inte alls, Tosken min; nu vil han paa sjølve Stunden.

{(Ny Latter fra højre.)}

=Kjesten.=

Hwem er _det_, der grinner[308] søen?

[308] _grinner_, ler.

=Stina.=

Det er de andre Flickorna. Vi vrider Tøj derborte ved Elven. Faar jag kalde dem hit?

=Kjesten.=

Ja _hit_ du dem baare.

=Stina=

{(jodler).}

Hallo, hallu -- u -- u!

=Stemmer=

{(svarer langt borte).}

=Stina.=

Aa, hvor er han søt, nej! saa utomor_dent_lig søt! Se her, se her, se her {(danser rundt).} Jag har'en i Fickan. {(Ta'r Kjærestens Portræt op af Lommen.)}

=Kjesten=

{(med et Suk).}

Det skuld lig vær enaaen jen, der søen haaj æ Kjærest i æ Lomm!

=Stina=

{(stikker Portrættet frem).}

Titta!

=Kjesten.=

Tho da er æ en hil Stø bovn Kaa'l[309]. Han ligner jo ligfrem Anton.

[309] _en hil Stø bovn Kaa'l_, en svær smuk Karl.

=Stina.=

Mycket vakrere.

=Kjesten.=

"Wakre" end Anton! Nej, hold nu, Morlil! Der skal iløwle[310] mir te aa stikk Anton ud! Men det forstaar sæ: enhwer Sow tykkes wal bejst om _si_ Gris'.

[310] _iløwle_, alligevel.

=Stina.=

Aa jag er saa kjær i'en, saa jag kund spis'en {(griber Kjesten om Livet og danser rundt)}. Saa kjær, saa kjær, saa kjær!

=Kjesten.=

Ja, det ka a rigtignok mærk. Haar han saa nøj aa byd dæ hjem paa?

=Stina.=

Hvorledes? Bjude mig hem paa. Han elsker mig saa ofantlig.

=Kjesten.=

Ja, det forstaar a hwer Krumm. Men han haar altsaa ett søen nø Stilling.

=Stina.=

Det vet jag inte alls. Men en bra Gossa som min han vil inte la Allerkjæresten sin svelte førdærvat.

=Kjesten=

{(med et Suk).}

Gud gi det war mæ, bette Stine, dæ søen bløw send Boj[311] atter; men den Held ska a nok ett ha.

[311] _Boj_, Bud.

{(Nye Hallo bag Scenen).}

=Kjesten og Stina=

{(svarer igjen).}

{(En Klynge leende og springende Landsbyvaskepiger med bare Arme og hvide Forklæder jubler ind fra højre; de slaar Kreds om Kjesten og Stina, slaas paa Skrømt, tumler og støjer. Et Par af dem bærer en Balje Tøj mellem sig, som de slipper ned i Engen.)}

=Kjesten.=