Part 11
A skuld jo hen aa ha æ Gjæs ind. -- Det er nu det samm, men det war en gued Lær'streg te dæ. Hwad vild du spark te æ Bi for?
=Anton=
{(oprørt).}
Og hwad vild _du_ rend aa flyv med æ Student for?
=Kjesten.=
Ja, a tint nok, det war derfor du maatt ud med di Gal[204]! Maa a maaske ett dans med hwem a vil, uden først aa spør _dæ_ om Forlov? A vist forresten knap, hwem a danst mej, fâr a war mødt i æ. Og den der vil ha _mæ_ te Makker, han maa helst vær virm[205] paa æ Sokker.
[204] _Gal_, Arrigskab.
[205] _virm_, rap.
=Anton=
{(studs).}
Nej, a er jo kuns en Bûndklods, a er ett fin nok te aa ta paa _dæ_.
=Kjesten.=
Fin og fin! Du er gued nok paa _di_ Maad, men der kund jo ogsaa vær anner, der war gued nok.
=Anton.=
Ja, a ved nok, hwem du nu tinker paa. A behøwer ett aa si mir, end a haar sit. Men a ska nok komm af jer Vej.
=Kjesten.=
Du truer jo lig'fram.
=Anton.=
Aa, det er vis ett nø Trusel for dæ. Her sejjer a og snakker saa angermodig[206] te dæ, saa æ Væggi ku rævn; men om a gi i æ Jurd af Sorre øwer, te du ett vil kjendes ved mæ, du vild syng og vær lig glaad.
[206] _angermodig_, ømt og mildt.
=Kjesten.=
Snak om en Ting! Hwor _ka_ du nu sejj og sej søne Pladder.
=Anton=
{(oplivet).}
Vild du ett! Ja, men, -- saa ka æ jo vær, te du iløwle holder nøj af mæ?
=Kjesten.=
Aa, Herregud, Anton, du er da en _sære Baa'n_[207] af saa stur en Kaalmennesk aa vær! {(mens hendes Hænder dvæler lidt ømmere paa hans svulne Kinder).} Nu kan a et find flir Brojjer; tykkes du nu, det haar linned[208] nøj?
[207] _sære Baa'n_, underligt Barn.
[208] _linned_, bedret sig.
=Anton.=
Aa, Kjesten, nær a ligger her, med mi Kind paa di Knæ, saa er a det lykkeleste Mennesk, der ka løw paa Guds Jurd. Hworfor ka vi ett aaltid ha æ søen.
=Kjesten.=
Ja men, Anton, søen haar du jo aalle snakked te mæ fâr!
=Anton.=
Nej, en faar æ jo sjalden saa, som det _skuld_ sejes, fâr det er forlæng.
=Kjesten.=
Jamen, hwad er det saa, der skuld sejes?
=Anton.=
Du ved æ godt, Kjesten, men du vil spøg med mæ imell Staând, og det er ett aaltid, te a _taaler_ Spøg. Du ka gjør en gued Mennesk af mæ, men du ka ogsaa lav mæ te saa møj nø ussel nøj.
=Kjesten.=
Da gjør a æ saamænd ett med mi gued Villi.
=Anton.=
Hworfor ligger du dæ saamøj atter den Student?
=Kjesten.=
Du tror, der er nøj mell mæ og Darling?
=Anton.=
Nu ska du ett spill saa helle, bette Kjesten. A haar wal ogsaa Øwn[209] i æ Hued.
[209] _Øwn_, Øjne.
=Kjesten.=
Tho a ved snaar ett, hwad du haar. _I_ æ Tid er de bløwen nøj smaa. -- Saa skuld en ett kund ta en Swingom med en pæn ung Fyr, uden te det skuld udlegges paa en beskidt Maad?
=Anton.=
Jow Kjesten, det er ett nær søen, men her er æ, a taaler saa lidt. Ja det vil sej, hwis a vist, te du ett ment nøj med æ, men det ved i Pig'er vis ett aaltid sjel.
=Kjesten.=
Aa, a er da heller ett en _hiel_ Baa'n, men du er ett aaltid lig nem aa blyw klog paa. -- Hwad ska det nu smaag aa, te du truer mej aa rejs aa æ Land? Tror du ett, te der ku blyw nok aa udrett for dæ herhjemm?
=Anton.=
Jow, aaltfor møj maaskisæ, hwis a sku gjør det, anner vil ha mæ te aa gjør. Du ved jo, mi Faa'r vil ûnd mæ æ Stej derhjemm.
=Kjesten.=
Nej, det vidst a forresten ett. Men hwad sworer du te det?
=Anton.=
Ja, den _vil_ a hwerken ej heller ha, for ud paa den Hied[210] vild _a_ gaa tilgrund! det ved a; men det ka mi Faa'r ett forstaa. Og det gjør mæ saa ondt aa skuld sej ham æ, for a er ræj for, te det vil rejn knus ham. A haar ett wot hjemm i manne Tider af den Grund. A _kan_ ett bind mæ te den Hiedbrakk[211], hwor knap en Moldhwalp ka faa æ Fød, endsej en Menneskbaa'n ...
[210] _Hied_, Hede.
[211] _Hiedbrakk_, Hedelod.
Men hwem er det, der snakker ud paa æ Vej?
=Kjesten=
{(ser ud).}
Det er jo di Faa'r -- og æ Præjst! Det er aalle ward, te _de_ skal si wos sammel. Ska vi ett smutt ind i æ Lysthus.
{(=Pastor Hansen= og =Povl Hedemark= kommer med Vejen, der løber forbi Kaalgaarddiget. Det er nu under Solnedgang.)}
=Præsten.=
Naa, De har faaet al Sæden ind, Povl?
=Povl Hedemark.=
Aajow, Hr. Pastor, a haar ogsaa faat en godt ind.
=Præsten.=
Ja, De er en brav og stræbsom Mand, Povl, et Særsyn i disse løbske Tider.
=Povl.=
Aaja! En kratter jo ved, saalæng en kan.
=Præsten.=
De har skabt Dem et dejligt lille Hjem deroppe paa Sandet. Det er mig altid en Glæde, naar jeg kjører der forbi til Annexet at se, hvor alting er pynteligt og pænt omkring dette lille Hjem. Sandelig, Nøjsomhed med Gudsfrygt, ja, det er en stor Vinding, som Paulus siger.
Vi Præster er vel nok dem, der ser Landet mest i Søndagsklæder. Deres Hjem derude paa Heden har altid været mig saadan et Søndagshjem. Hvor tit er jeg ikke bleven mødt af denne Duft af Timian og Lavendler fra Deres lille Have, og Røgen fra Deres Skorsten fulgte min Vogn paa Vej. Thi Røgen fra saadant et lille ensomt Hus, den bærer saa langt og fortæller én saa meget om Lykke og Arnefred. Ja, De er i Sandhed lykkelig, Povl Hedemark!
=Povl.=
Ja, a tykkes ogsaa sjel, a haar en bette knøw[212] Hjemmen. Men, det haar jo ett wot lutter Søndaw dem a haar hat dèrud. Mi Kuen gik jo syg i manne Aar, og det war ett aaltid lig nem aa faa æ Fød ud aa æ. Der war jo ett uden den baar Lyng, da a kam derud. Men a haar laa Fur te Fur, og nu ka en Famili, der ett stiller stâr Fordringer end min, godt begynd aa løw aa æ. Men nu er a ogsaa ved aa blyw træt, Hr. Pastor.
[212] _knøw_, pæn.
=Præsten.=
Ja, det _har_ de sandelig Lov til at være. Og hvordan har De saa tænkt Dem Fremtiden.
=Povl.=
Jow si, Hr. Pastor Hansen, a _haar_ jo da en Søn, Anton, De ved. Ja, han tjener da forresten ved æ Enkikuen her i Hwolgaard. A ved ett retter, end han skikker sæ wal.
=Præsten.=
Anton var en opvakt Dreng ved Konfirmationen, og heller ikke siden har jeg hørt andet end godt om ham. Saa er det maaske Deres Mening at tilbyde ham Hjemmet?
=Povl.=
Jow, tho han er jo den nærest.
=Præsten.=
Sandelig en smuk Ordning!
=Povl.=
Det er jo den jenest Baa'n, Worherr haar levnt mæ. De anner haar a jo maatt bær op paa æ Kjerregaard, som æ Præjst vil how. Aa, hwor det gjord mæ ondt med den sidst! Han war en sær raar bette Dreng. _Han_ kund gaa æ Daw ud og dulle alisid[213] med mæ, saa bette han war, og hold i æ Stud dje Temm[214], nær _a_ gik og plowed. Men han maatt jo afstej -- _te_ de anner, da æ Tæring kam. _Det_ war Numer fem. Mi _Kuen_ war gjev for mæ, men bette Søren -- det war det haard'est.
[213] _dulle alisid_, smaatrippe ved min Side.
[214] _Temm_, Tømme.
Da a haaj faat ham kaast hen, og a ijen sku ha fat paa mi Arbed -- a haaj ligfram saa ondt ved aa faa æ Plov igaang; a vild hwer Yw'blik fornemm atter den her bette Haând paa æ Temm.
Haaj _han_ løwed, saa tror a bestemt, te han haaj faat æ. Det er i Daa hans Døddaa. De sir, Hr. Pastor, a gaar med en bette Krans. Den vild a ha op paa hans Grav. Ja, _han_ war den gjevest!
=Præsten.=
De er en god og ædel Mand, Povl Hedemark!
{(Solen gaar ned bag Huslængerne, Kirkeklokken ringer fra det hvide Taarn.)}
=Præsten.=
Nu i Jesu Navn, saa gik den Dag til Ende! Nu ringes Solen ned.
=Povl.=
Saa maa a nok si aa skynd mæ, inden de lukker æ Stett[215]. Faawal, Hr. Pastor!
[215] _æ Stett_, Kirkegaardslaagen.
=Præsten.=
Farvel, Povl, og Gud velsigne Dem og Deres Søndagshjem. {(Gaar videre.)}
{(=Anton= og =Kjesten= kommer frem af Lysthuset.)}
=Anton.=
Ved du, hwad det war, mi Muer og mi smaa Søskend død aa?
=Kjesten.=
Nej.
=Anton.=
Simpelthen: Mangel paa det tørre Brød. Og dér skuld _a_ ta Arr atter Faa'r. En søen Ligkist er det, Pastoren kalder for en Søndagshjem.
=Kjesten.=
Pastor Hansen ved aaltid aa find saamanne kjønn Urd.
=Anton.=
Ka du saa forstaa, te a maa rejs mi Vej?
=Kjesten.=
Ja men ... ka du ett blyw hér?
=Anton=
{(med Eftertryk).}
Det ved _du_ og ett a.
{(Tæppe.)}
ANDEN AKT.
{Dagligstue i Hvolgaard.}
{=Store An= og =Bette An= beskjæftiget med Hovedrengjøring; den første pudser Kobbertøj helt fremme mod Publikum og vender Ryggen til Bette An, der i Baggrunden børster Stuens Kakkelovn.}
=Bette An=
{(der dypper Børsten i Sværten).}
A tykkes, te Kjesten er bløwen saa bleg om æ Neb[216] i den sidst Tid?
[216] _æ Neb_, Næbet.
=Store An.=
Ja, det er ett søen aa staa tow Kjærester i Rett paa jen Tid. Hower[217] du ett det fræ di egen ung Daw?
[217] _hower_, husker.
=Bette An.=
Jow, det maa du nok sej. Men den Student det er da ogsaa en slemme Pløk. Tho han ka da snaar faa æ Pig'er te aa rend atter sæ æ hiel Sovn øwer.
=Store An.=
Ja, tho det er snaar, lissom nær jen af vianner gaar ud i æ Baagdar[218] og kalder paa æ Høns; saasnaar vi sej'er: pylle, pylle, pylle! saa kommer æ det Hiele.
[218] _æ Baagdar_, Bagdøren.
=Bette An.=
Hihihi! Ja, det er snaar, hwad det er mæ æ! Hwor læng mon han ska blyw ved aa gaa _hér_? Skal _han_ ett tebaag te hans Løsen[219]?
[219] _Løsen_, Læsning.
=Store An.=
Py! tror du søne nue løser! Nej, han ska hwil hans Nerver.
=Bette An.=
Hyhyhyhy! Det blywer karenmæ vis en raar Hwilen! _Han_ flywer jo af den jen Liegstow[220] og i den naaen. -- De sejer endda aalsammel, te han ska vær Præjst.
[220] _Liegstow_, Ligstue.
=Store An.=
Præjst! det sku da saa vær paa en Herredskantor. Han ska jo vær Prækeraater.
=Bette An.=
Det tror a surenmæ ett, Kjesten ved. -- Hyhyhy! Der blywer karenmæ vis manne smaa Studenter her paa æ Egn, nær _han_ er rejst!
=Store An.=
De vil da faa let ved aa blyw baade døft og komfirmired, for de haar jo æ Præjst nær ved æ Haând.
{(Latter.)}
=Bette An.=
Det er sær, te æ Præjst ett holder nøj ijen med ham. Tho det er da æ Søsters Søn.
=Store An.=
Hwad ka han hold ijen, den Fillifut[221]! Tror du _han_ faar no Nysmaal[222] om, hwad der gaar for sæ. Pastor Hansen er saamænd en raar sølle _jen_, a ska ett sej andt, men han haar ingen Ved om Verdens Fagter.
[221] _den Fillifut_, det Faarehoved.
[222] _no Nysmaal_, noget at vide.
=Bette An.=
Men saa Anton; det _er_ den største Synd, som han blywer behandelt. For saa kund hun sej ham _rejn_ Beskejn[223], saa ved en, hwad en haar aa rett sæ atter. Men det aa rend og strol[224] med æ Student æ Nætter med æ Daw og iløwle hold æ opp med den naaen, -- det er ett en Manir for en ordenlig Pig, det maa de godt sej, _a_ haar saâ.
[223] _Beskejn_, Besked.
[224] _strol_, strejfe.
=Store An.=
Jamen -- ordenlig Pig'er dem er der nok faa aa. Hwad tinker du om di _egen_ Dætter?
=Bette An=
{(alvorlig).}
Nikoline? Du haar ett hør _nøj_ om _hind_!
=Store An=
{(ondskabsfuld).}
Hihihihi!
=Bette An.=
Med æ Student! _Det_ er Løwn!
=Store An.=
_A_ ska ett rend med Sladder, men fej først for di egen Dar, Morlil, og for di Dætters mej, om du ka naa saa laant[225].
[225] _laant_, langt.
=Bette An=
{(grædende).}
A _haar_ saâ æ te Nikoline baade jen Gaang og flir: Ta dæ i Ajt for, mi Baa'n, hwem du gi'r dæ aa mej. En æ jen Daa om aa fald men en hiel Lyw om aa fortryd. Dem Rig dje Bø'en, de haar let ved aa døl[226], om de sku komm te aa træj øwer æ Skavl[227], men den Fatte si Skam -- det ska roves ud øwer all Sogn.
[226] _døl_, dølge.
[227] _æ Skavl_, Skaglen.
=Store An.=
Du _târ_ saa stærk paa Vej! A haar jo ett saâ nøj.
=Bette An.=
Saa ka du jo læ vær aa plevver[228] om, hwad du ett ved!
[228] _plevver_, sladre.
{(Pavse, hvor kun Skuretøjet høres.)}
=Store An=
{(indladende).}
Da ka du sgi tro, te Karen Mari war ved en kjøn Sind ijaes[229], da Kjesten ett kam ind fræ æ Malken far ud ad æ Awten, for det æ Student sku hjælp hind ved æ.
[229] _ijaes_, i Aftes.
=Bette An.=
Ja, æ Muers Hjat er æm[230].
[230] _æ Muers Hjat er æm_, Moderens Hjærte er ømt.
{(=Karen Mari= kommer nu stille ind ad Døren i Baggrunden. =Bette An=, der er ene om at se hende, la'r Børsten gaa i rasende Fart.)}
=Store An=
{(vejrer ingen Uraad).}
Karen Mari --, den Bommerut[231]! da haar hun saamænd da aaltid kløj atter[232] aa komm i med dem Fin. Nu ka hun maaskisæ faa Held aa æ. -- Ka _du_ da lid, te hun aaltid gaar og fisler[233] rundt i de Klud'skow, saa en aalle ka hør hind, fâr en haar hind? _Hwa?_ Det gammel Tridsværk! Hun gaar som hun smøres te. Aae, hwor er hun sød og sleg[234] _i_ æ Taal, hæ--hæ! -- men hinne Sleghied den ska en missel[235] ett slaa Bund paa. -- Men hworfor sworer du mæ ett?
[231] _Bommerut_, Klumpsæk.
[232] _kløj atter_, kløet for.
[233] _fisler_, pusler.
[234] _sleg_, indsmigrende.
[235] _missel_, min S'æl.
{(Drejer sig halvt omkring og ser sin Madmor, der nu er listet helt hen til Store =An='s Plads.)}
=Karen Mari.=
Naa, her ka en nok faa skrøwen i si Skudsmaalsbog, om ett en haar faat æ gjord fâr. Blyw endele ved, An, da du er saa godt i Gaang; blyw endele ved! Du haar vis ett nowed[236] æ Bund i di Pues endno. -- A troed, æ Kaal[237] war hér ind.
[236] _nowed_, naaet.
[237] _æ Kaal_, Karlene.
=Store An=
{(der har gnedet rasende paa Kobberet).}
Nej, vi haar ingen Kaal ved wos. A ved saa ett, om der er anner i æ Gaard, der haar.
=Karen Mari.=
Da er det da sær, te Anton ett kommer ind te hans Nætter[238]. En sku da'tt tro, te der war nøj i æ Vej med æ Kreaturer?
[238] _Nætter_, Nadver.
=Store An=
{(lige møsk).}
Ja, der er jo manne Slavs Kreaturer.
=Karen Mari.=
Kom I nu ind te æ Burd, men æ Grød er warm.
{(Hun kluder ud igjen.)}
=Store An=
{(saa snart Døren er lukket).}
Hwi Fanden kund du ett sej jen, din Toj[239], te hun war kommen ind ad æ Dar, saa a ett sku sejj[240] her og læ æ Mund rend øwer!
[239] _Toj_, Taske.
[240] _sejj_, sidde.
=Bette An.=
Tykkes du, te _a_ ku komm te aa sej nøj, nær hun stod og pranst[241] i æ Dar!
[241] _pranst_, fyldte ud.
=Store An.=
Ja, nu er en da færdig mej jen Lidt[242] aa faa si Mjælkkand fyldt her paa æ Gaard. _Det_ haar en da faat ud aa æ om ett andt.
[242] _jen Lidt_, for det første.
{(Ud af Døren i Baggrunden.)}
=Bette An.=
Dér fæk a karenmæ Hæws paa hind[243] for Nikoline! Hyhyhy! {(Hun ud samme Vej.)}
[243] _Hæws paa hind_, sagt hende Tak for sidst.
{(Et stort Spektakel rejser sig bag Gangdøren til højre. Student =Darling= kommer i Stormløb gjennem Stuen, forfulgt af =Anton=, der har et Svingeltræ i Haanden.)}
=Anton.=
A ska Dæwlen mist mæ gi Dem, din bette Swedi[244]!
[244] _Swedi_, Skjælm.
=Darling=
{(rundt omkring Bordet og ilsom ud ad Døren til venstre, som han hugger i og holder udefra).}
=Anton=
{(kaster sig over Dørgrebet og haler til sig med Kjæmpekraft).}
Nu, det tror du, din Hundstegl[245]!
[245] _Hundstegl_, Hundestejle.
{(Døren hives op; baade Studenten og =Kjesten= hales med i Rykket.)}
=Kjesten=
{(er i Malkedragt ilet til fra Nødset, i Døraabningen bag Tærsklen ses den fyldte Malkestrippe).}
Er du bløwen tossi!
=Anton.=
Ja, jen af wos, vis nok!
{(=Studenten=, som ser Antons løftede Knippel, træder et Skridt tilbage, saa han snubler over Malkestrippen; baade denne og han triller rundt paa Gulvbrædderne. =Anton= vil kaste sig over ham, men energisk træder =Kjesten= ind under Antons løftede Arm og siger):}
Er der nue, der ska slaaes, saa slaa _mæ_!
{(Mens Darling rejser sig, oversprøjtet af Mælk, træder)}
=Karen Mari=
{(ind, hidkaldt af Larmen).}
Men Gud spaar og bewaar jen, hwad er æ endda for en Bødlen[246] og Spetakel; _skal_ æ Hus' da væltes! Ih søde Anton, _er_ æ nu ijen[247] med dæ som den Daa med æ Bi? Søen ka æ da'tt blyw ved aa gaa. Kand du da'tt ta en Mask ind paa di Galsindehied og styr en _bette_ Krumm[248] ved dæ sjel. Det _er_ endda haadt, aa ha saa stræng en Sind, som du er kommen te Verden mej. Føj for en Vesen[249] endda! Og jen si søde Mjælk -- strent[250] øwer æ Gwolfiel[251] hwer en Drip! Aae søde Ko's endda! {(Hæftig til Kjesten):} Men hwad vild da ogsaa din lied Sloj[252] herind i æ Stow med æ Malkstripp[253] atter!
[246] _Bødlen_, Allarm.
[247] _ijen_, igjen.
[248] _en bette Krumm_, lidt.
[249] _Vesen_, Pokker.
[250] _strent_, strittet.
[251] _Gwolfiel_, Gulvfjælene.
[252] _din lied Sloj_, dit lede Pigebarn.
[253] _Malkstripp_, Malkespanden.
=Kjesten.=
Aa _ti_ nu still, Muer, det kan vær gal nok, uden du behøwer aa gjelster op[254].
[254] _gjelster op_, tage paa Vej.
=Karen Mari=
{(til Darling).}
Da er De helsen ogsaa bløwen danked te; det er snaar baade te og flir[255] og flæf øwer. Men a twiler ett paa, De haar wot ud om æ; gal Katt faar røwen Skind!
[255] _flir_, grine.
=Darling=
{(ryster sig for Snavset, ta'r sin tilsølede Hue mellem to Fingre).}
Bølle! {(siger han og gaar ud til venstre).}
=Anton=
{(til Karen Mari):}
Ja, du ka sej hwad du vil, Karen Mari, men skal _a_ vær di Forkaal og ha æ Answar for æ Sager baade opp og nied, saa finder a mæ Dæwlen mist mæ ett i, te søen en Fløs som han gaar og forstyrrer æ Piger i dje Maiken og stikker hans Nies i al Ting.
=Karen Mari.=
Ih, hwad gjør da æ bette Swend?
=Anton.=
Ja, a ved ett, om du vil ha saat Ild paa æ Gaard?
=Karen Mari.=
Ih, søde Navn!
=Kjesten.=
Men hwad er det endda for nø Beskyldninger, du kommer mej! Det ved du da godt er jenne[256] baar Paafund.
[256] _jenne_, ene.
=Anton.=
Ja, iguer fand a Swawlstykker i æ Kyer dje Krøef, i Daa laa der smidt en Cigarstump i æ Hejst dje Hakkels. _A_ ved ett, i hwad Mjening han kyler æ. Men det ka ingen ordenlig Kaal find sæ i.
=Karen Mari.=
Men Jøsses, ligger han søen og kaaster med æ Ild!
=Anton=
{(med et strængt Blik paa Kjesten).}
Ja, nær _det_ endda war det jennest, han saat Ild paa; men -- det er nok ett bløwen dérved.
=Kjesten.=
Nej det laader te æ. _Du_ er jo ligfram saa du spruder.
=Karen Mari.=
Nu vil _a_ gaa. Nu haar I ijen jer Krammelurris[257]. _Kund_ I da ett faa en bejer Skik paa æ? Der _er_ da heller aalle Fred aa find i a Gaard mir, sin den Knæjt kam paa æ Egn.
[257] _Krammelurris_, Skjænderads.
{(lister ud).}
=Kjesten.=
Du rober aaltid med di Answar for Hejst og Kyer. Men du ska ett ha nø Huedpin for mæ. _A_ er ingen Kow!
=Anton.=
Aa, a ved snaar ett, hwad du er.
=Kjesten.=
Men der er heller ingen der forlaanger, te du ska ved saa faale møj[258]. Det her er jo ett te aa hold ud te. Te du ligger dæ paa Lur med en Vognkjæp i den jen Haand og en Kjevop[259] i den naaen og vil slaa skikkele Folk fordærre, fordet de kommer og sir te mæ -- a haar aalle kjend di Lig! Skal a gaa te dæ og spør om, hwem der haar Lov aa _komm_ te mæ?
[258] _faale møj_, farlig meget.
[259] _Kjevop_, Ørefigen.
=Anton=
{(i stort Oprør.)}
Ja, Dæwlen mist mæ ska du saa, -- hwor tow Mennesker haar hat _saa_ møj sammel som vi!
=Kjesten.=
Ja, saa fortryder a, te vi haar hat saa møj sammel.
=Anton=
{(vildt).}
Du fortryder te ... te ... Vil du kald paa di Muer!
=Kjesten=
{(rank).}
Nej a vil ett.
=Anton=
{(slaar med sit Svingeltræ i Bordskiven).}
Vil du kald paa di Muer, saa vi ka faa wor Sager gjord op!
=Kjesten.=
Haar du nøj aa snakk med mi Muer om, saa ved du wal sjel, hwor hun er aa find.
=Anton=
{(knækker sammen, slænger sig i Graad over Bordet; lidt efter).}
Kjesten! Hworfor piner du mæ søen! Jen Daa klapper du mæ, en naan Daa træjer[260] du paa mæ.
[260] _træjer_, træder.
=Kjesten.=
A gjør, som _a_ vil. A vil ett ha nø Kommando øwer mæ. A er stur nok te aa pass mæ sjel.
=Anton=
{(efter en ny Pavse, i Graad).}
Du er vred paa mæ, Kjesten?
=Kjesten.=
Du er som en arrig Baaen. Hvad _skal_ den Galsindehied te?
=Anton.=
Nej, det er maaske sand nok, men den kan a'tt gjør _ved_. Den er a føj mej.
=Kjesten.=
Hwi ka du'tt gaa alisid[261] med anner Mennesker?
[261] _alisid_, ved Siden af.
=Anton.=
Det ved a ett, Kjesten. Men det ka a et. Ka a ett vær en Hejsthued oforved[262], saa ka a ett vær te. Og den Student -- ham ka a ett vær i Baas mej, vil du ett slipp ham ... Ja, du behøwer ett aa sej nøj. A ka si paa di Øwn, te du vil ett.
[262] _oforved_, forved.
=Kjesten.=
_Du_ kan ett si andt paa _mi_ Øwn, end ingen ska komm aa ta _mæ_ med det Und[263].
[263] _Und_, Onde.
=Anton.=
Det vil sej, te du vil ha Lov te aa ha baade jen og tow Kjærester foruden mæ ...
=Kjesten.=
_A_ haar ingen Kjærester te _a_ ved; hwerken dæ heller anner. Ett endno da. Hwad a _ka_ faa, det staar i Guds Haând.
=Anton.=
Naa søen aa forstaa! {(med Tordenrøst).} Vil du saa endno ett kald paa di Muer!
=Karen Mari=
{(i Døren).}
Aa, i ta'r søen paa Vej, te I ka spaar jer Kalden. Hworfor ska dæ endda søen skovrobes!
=Anton.=
Vil du udbetaal mæ mi Løn og læ mæ rejs?
=Karen Mari.=
Hwad er æ endda du sejer, Anton. Di Løn ... Du vil rejs ... Mødt[264] i di Tjenest!
[264] _mødt_, midt.
=Anton.=
Ja, du faar læ mæ rejs; her kan a ett hold æ Lyw ud.
=Karen Mari=
{(Graaden nær).}
Aa, Gud da naad _mæ_ arme Kwind'. Hworden ska a saa faa æ Sager standed[265].
[265] _standed_, gjort.
=Anton.=
Ja, det maa du spør di Dætter om.
=Karen Mari.=
Ih Kjesten, _vil_ du da ød dæ sjel te anner?
=Kjesten=
{(brister ud i Hulken ved Bordet).}
Han er nær ved aa plaw æ Lyw af mæ med hans Paafund.
=Anton.=
Ja, men nu skal I faa Fred for mæ, bejtow[266] ... Faawal, Kjesten!
[266] _bejtow_, begge to.
{(Gaar hæftig mod Døren i Baggrunden.)}
=Kjesten=
{(rejser sig halvt op).}
Aah, Anton!
{(Tæppe.)}
TREDIE AKT.
{Søndag Morgen. Pastor Hansens Studereværelse. Døre i Baggrunden og i Sidevæggen til venstre. Bogreoler. Paa højre Væg et gammeldags Spejl. Præsten staar til venstre og søger efter en Bog paa nederste Hylde.}
{=Holger Darling= kommer fra Døren i Baggrunden og ta'r uden Jakke og Vest Opstilling foran Spejlet.}
=Darling.=
Godmo'ren, søde Onkel.
=Præsten.=
Godmorgen, min Dreng.
=Darling.=
Maa jeg binde mit Slips her foran dit Spejl?
=Præsten.=
Værs'god. Skal du ogsaa ud i _Dag?_
=Darling.=
Ja, det skal jeg da rigtignok. Der er jo Skyttefest i Haabro!
=Præsten.=
Men derfor kunde du dog godt først ta' med _mig_ i Kirke.
=Darling=
{(rivende i Slipset).}
Æh! -- Nej, søde Onkel, det er aldeles umuligt. Æh -- for Sat -- -- --
=Præsten.=
Men Holger dog!
=Darling.=
Jeg skal sige dig, Onkel, jeg loved at ordne noget ved Præmierne.
=Præsten.=
Ak ja, den Ungdom, den Ungdom! Tumle og danse -- og lade de hvide Haar ene om at pynte op i Guds Hus. Jeg havde haabet, du var bleven hjemme i Formiddag. Anton er her jo om lidt.
=Darling.=
Anton, hvad skal han her?
=Præsten.=
Han vil sige Farvel til sin gamle Præst. Han har jo kun Amerika i Hovedet. Det er sørgeligt med dette dygtige Menneske. Men saadan gaar det altid, de dygtige stryger deres Kaas, men Skravlet -- det skal vi nok faa Lov at beholde. -- Jeg maa vel nok hilse Anton fra dig?
=Darling.=
Hilse -- -- Anton Povlsen?
=Præsten.=
Ja, du er jo kommen saa meget i Hvolgaard denne Sommer.
=Darling.=
Ja, rigtig meget. Jo, Onkel, det kan du godt. Og ønsk ham saa en rigtig behagelig Rejse. Farvel, Onkel!
=Præsten.=
Farvel, min Dreng, Herren se dine Veje!
{(Darling møder i Døren):}
=Fisker-Thames=
{(med en aflang Halmpakke under Armen).}
Goddaw, Hr. Pastor!
=Præsten.=
Goddag, gamle Thomas. Saa _De_ lever endnu?
=Thames.=
Aaja, Ukrud forgaar ett saa let, som skrevet staar.
=Præsten.=
Da er det saamænd sjælden, man ser Dem, Thomas. Hvad skylder jeg Æren i Dag ?
=Thames.=
Aajow, Pastor Hansen, det skal a saamænd sej Dem. A er jo bløwen lidt baagatter med mi Poskoffer, og saa haar Worherr nu lig send mæ en bette Fisk, ret en kjøn bette Butti[267], som a vild be Dem saa pæn om ett aa forsmaa. Tho stur Gawer sworer mi Haardkuen wal ett te, men den Krumm a formaar er gi'n aa en gued Villi.
[267] _Butti_, trind én.
=Præsten.=
De maa ikke gi' _mig_ Deres Gaver, gode Thomas. De er en fattig Mand, som kan ha Stræb nok med at klare for Dem selv.
=Thames.=
Nej, søen maa De ett snakk, Hr. Pastor. A er migi ingen Knyk[268] i. A ka swor enhwer sin.
[268] _Knyk_, Armod.
A haar:
en Lam i mi Towt og en Pøls paa mi Lowt,
godt Humør og en Hjelbred af Guld, sue møj[269] mir behøwer a ett.
[269] _sue møj_, ret meget.
=Præsten.=
Sandelig en morsom Tale at høre i vore Tider, hvor alle jamrer sig, og det gode Humør er paa Vej til at dø helt ud.
=Thames.=
Ja søen er _det_:
Manne raaler[270] og skaar ett[271], anner praaler og haar ett.
[270] _raaler_, hyler.
[271] _skaar ett_, skader intet.