Part 10
{(Fruen efter Sønnens Lig; alle de fornemme efter.)}
=Grættrup=
{(ta'r den Blinde i Armen).}
Elendige Menneske, hvad havde De at gjøre ved den Port! De er Skyld i Deres Husbonds Død.
=Den Blinde=
{(grædende).}
Det kan _jeg_ ikke gjøre for. Jeg ved ikke af nogen Ting. Jeg har jo sovet.
{(Grættrup efter de øvrige.)}
=Jens Romlen=
{(kommer bærende med sin afsjælede Datter).}
Gud naad mæ; saadan finder a Dorre; hun er død. Hun laa lig paa den Plads.
=Goj=
{(i dyb Bevægelse, styrter sig ned og ta'r hendes Haand).}
Er Dorre død! Da er jeg ramt dybere end nogen af jer. For hun var min daglige Drøm i alle de Aar, jeg flygted for min egen Skygge.
Stakkels ulykkelige Kvinde, som skulde bøde saa haardt for at have elsket en uværdig!
Jeg vilde ha' baaret dig i min Favn, som man bærer et Lam fra Marken, og du vendte dig fra mig til ham, der kun tænkte paa at misbruge dig.
Jeg ensomme og landflygtige, jeg havde knyttet min Skæbne til dig. Naar Bukken trak sine mørke Spor langs Flodbreddens duggede Græs, da tænkte jeg paa dig og vor ensomme Vandring over Hjemmets gyngende Mosegrund; naar Sydens Stjærner saa ned paa mig mellem Palmens vuggende Blade, mens Taagerne rejste sig over en endeløs Steppe af duskede Rør, da tænkte jeg paa dine taagede Øjne.
Og nu ligger du her saa stille, og det var ikke mig, men ham, der fyldte dit Hjærte saa stærkt, at det maatte sprænges!
=Gamle Anders=
{(er kommen til).}
Er Dorre død! Saa haar a heller ett andt end Døden aa haab te.
=Goj.=
Bær hende ind.
{(Man bærer hende imod Hovedbygningen.)}
=Goj=
{(standser dem).}
Nej, bær hende ind til gamle Anders; der hviler hun sikkert blødere end deroppe.
{(Nu er der kun Daglejere og Tjenestefolk omkring ham.)}
=Goj=
{(gjør en anstrengt Bevægelse for at blive Herre over sine Følelser).}
Vel. Nu er for bestandig Kvinden revet ud af mit Liv, men Manden, Handlingen lever.
Kammerater! Lad jer ikke af denne forfærdelige Dag forledes til at glemme jer egen dybe Fortrykthed.
{(Raab: Nej, nej!)}
Naar I en Dag ser Røgen løfte sig over Mosen fra de høje Skorstene, -- da ved I, at derude bor Goj og Fremtiden. Paa Gjensyn derude! {(Ja, ja!)}
{(Ta'r den Blinde i Haanden.)}
Og kom saa du, min blinde Broder. {(Med et tungt Blik hen mod Dorres Lig.)} Nu er vi to lige ribbede.
{(De gaar ud af Porten.)}
{(Tæppe.)}
NAAR BØNDER ELSKER
(1911)
PERSONLISTE.
=Karen Mari=, Enke i Hvolgaard, 60 Aar. =Kjesten=, hendes Datter, 24 Aar. =Anton=, Forkarl i Hvolgaard, 26 Aar. =Povl Hedemark=, Antons Far, 64 Aar. =Fisker Thames=, Indsidder, 65 Aar. =Store An=, Høstkone. =Bette An=, Høstkone. Pastor =Hansen=, 60 Aar. =Holger Darling=, Feriestudent, Præstens Søstersøn. =Nikoline=, Pige, Datter af Bette An. =Svenske Stina.= =En Bydreng.= =En Drager.=
Statister: Høstfolk, Vaskepiger, Byfolk.
De første 4 Akter foregaar i Vestjylland, 5te i Nærheden af Det Forenedes Dampskibsbrygge i Kjøbenhavn.
FØRSTE AKT.
{Kaalgaarden paa Hvolgaard indtager hele Scenen i Forgrunden og til højre. Til venstre en Stuelænge med Endegavlen mod Tilskuerpladsen. Gammeldags Gaardtype med okkergule Vægge og sorte, krogede Stolper i Bindingsværksmuren. Tre lave Skorstene, en Storkerede, to Døre, den nærmeste paa Midten. Nedad Skraaningen foran Stuehuset et stort Bed med Grønkaal; Kaalhaven omgivet med et lavt Jorddige. Midt for Scenen ses et halmtækt Bistade; til venstre op imod Husets Stenbro en Vippebrønd med optrukken Spand; til højre mod Bagvæggen et Syrenlysthus.}
{Langs en snoet og stigende Vej i Baggrunden til venstre ligger Landsbyens Gaarde; øverst oppe det hvide Kirketaarn. Det er lidt før Solnedgang i Høst.}
=Kjesten=
{(kommer i huslig Dragt ud af Indgangsdøren, gaar ned gjennem Kaalgaarden og ser op ad Hulvejen til højre).}
=Holger Darling=
{(ind fra Hulvejen i hvid Studenterhue og Sommertøj).}
Godda', Kirsten! Det var sgu rigtig smukt af Dem at møde mig paa Halvvejen.
=Kjesten.=
Det war skam ett Dem, _a_ saá atter[133].
[133] _atter_, efter.
=Darling.=
Hvem var det da?
=Kjesten.=
Det war wor Høstfolk. De høster det sidst i Daa; og saa ska der jo gjan gjøres lidt ud af dem!
=Darling.=
Saa skal der vel danses?
=Kjesten.=
Det kan godt vær!
=Darling.=
Vil De saa danse med mig?
=Kjesten.=
Ja, hworfor ett?
=Darling.=
_Før_ De danser med Anton?
=Kjesten.=
Det ved a skam ett saa lig. Saa blywer _han_ wal wont[134]. Hworfor spør'er De søen?
[134] _wont_, vrippen, sølle tilmode.
=Darling.=
Aa, fordi jeg altid hellere vil være Numer eet end Numer to.
=Kjesten.=
Jamen ud ved æ Bønder der danser vi nu uden Numer, som æ Bjenn ka _now te_[135].
[135] _æ Bjenn ka now te_, Benene kan naa til.
=Darling.=
De vil altsaa ikke afslaa mig en Dans?
=Kjesten.=
Nej, hwifor skuld a endda det?
=Darling.=
Nej, ikke sandt? {(Pavse.)} Sig mig, Kirsten, kommer De aldrig til Kjøbenhavn?
=Kjesten.=
Nej, det er nok ett bløwen søen skjewt[136], te a ska naa dér øwer.
[136] _skjewt_, lavet.
=Darling.=
Ja, men hvis jeg nu kunde gjøre noget for det, vilde De saa komme?
=Kjesten.=
De er da en sær jen te aa spør! Hwad vild De endda ha mæ dér øwer atter?
=Darling.=
Aa, vise Dem Byen, og Kjøbenhavnerlivet, Tivoli blandt andet, Zoologisk Have og -- hvad vi ellers kunde finde paa.
=Kjesten.=
Det kund _mi_ Hued vis ett hold te. Og a ka heller ett søen stikk aa fræ det Hiele.
=Darling.=
Hvorfor ikke?
=Kjesten.=
Det ka en ett, nær en søen haar nøj, en holder aa.
=Darling=
{(let foragtelig).}
De har altsaa noget, De saadan holder af?
=Kjesten.=
Ja det war ett andt godt. Haar _De_ ett det?
=Darling.=
Aa jo, -- saagu! En god Cigar, en Sjus, en lækker Tøs i Ny og Næ. Saa holder jeg ogsaa nok af gode Klæder.
Hvad synes de for Resten om mit nye Slips? Jeg tog det egentlig paa for Deres Skyld.
=Kjesten.=
Det war virkelig alkjøn[137] af Dem, Darling. Og a _haar_ da ogsaa sit det, der klej en Mennesk warr.
[137] _alkjøn_, meget smukt.
=Darling=
{(letter paa Huen).}
Maa jeg takke for Komplimenten!
=Kjesten=
{(ler skøjeragtig).}
Ett aa takk!
=Darling=
{(ler ogsaa af fuld Hals).}
De er en Satans dejlig Pige, Kirsten. {(Slaar Armen om hende.)} Giv mig et Kys!
=Kjesten=
{(sætter ham en Haand for Brystet).}
Er De sær, Mennesk! Gjør De søen i Kjøbenhavn ?
=Darling=
{(bitter).}
De tør kanske ikke for Anton?
=Kjesten.=
Det haar _De_ ingen Ret te aa spør om.
=Darling=
{(opgivende).}
De er ikke til at fange.
=Kjesten.=
Nej, a render ett i enhwer Ræv'saws!
{(Der høres taktfast Sang bag Scenen.)}
=Kjesten=
{(løber atter hen og ser ud til højre).}
Nu er de her. Det maa a ind og sej mi Muer.
{(Gaar op mod Huset.)}
=Darling=
{(efter).}
De vil ikke være vred, fordi jeg gjorde dette lille mislykkede Angreb paa Deres smukke Læber?
=Kjesten=
{(leende paa Hustrappen).}
Det skal a sej Dem en naaen Gaang, nær vi er jen tow[138]!
[138] _jen tow_, ene to, ene sammen.
=Darling=
{(løfter ironisk paa Huen).}
Maa jeg takke den naadige Frøken!
{(Gaar op mod Lysthuset i Baggrunden.)}
{(Fra Hulvejen til højre kommer en Procession af Høstfolk med Leer og River; Pigerne har Kranse af Havreax om Tindingerne; én svinger en stor Dukke, formet af Havrestraa -- den saakaldte »Havredreng« d. e. sidste Neg paa Ageren. De marcherer ind imod Grønkaalen og synger):}
Vi kommer fra Dalenes Fred, og Faner af Havren har vi med; den skal Høstens Gjerning rande, smykke vore Pigers Pande, naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.
Vor Le faar nu Hvil for i Aar, thi Klinte med Ax er lagt paa Baar, alle Skræntens Bær er fundne, alle Agrens Neg er bundne og lagt ud paa de vældige Skaar.
Vi mejed vor Mark under Sang, saa langt rækker Strygespaanens Klang, naar blandt Havens Kaal den klinger, man os Mjød og Kager bringer, mens det dufter af Mynte over Vang.
=Karen Mari=
{(febrilsk frem af Gangdøren).}
Nej, Jøsses, bette søde Børn, faar en nu søne[139] fremmed i si Kaal! Aa, hwad ska a endda grib te og løs em mæj? Aa nej, nej, endda, bette Anton, _vær_ mæ nu gued! Aa, træj[140] endda forsigtig og _slaa_ mæ ett æ Hued fræ mi dejlige Kaal, som Worherr haar lædt gro saa bred og saa skjønn.
[139] _søne_, saadanne.
[140] _træj_, træd.
Nu _skal_ a komm, nu _skal_ a komm -- _med_ en bette sød Kaag te æ Pig'er djê Mund' og en Maløwtdram[141], en Maløwtdram og en _stur_ Sukkerknald te hwer aa æ Kaal.
[141] _Maløwtdram_, Malurtdram.
Aa nej, nej, nej, bette Anton, gaa endda ett vitter[142]. Aa vi, vi! Kjesten, Kjesten, Kjesten.
[142] _vitter_, videre.
=Kjesten=
{(i Døren).}
Ja, ja, Muer; ta nu towle te æ[143]. A kommer jo!
[143] _towle te æ_, stille til det.
=Karen.=
Aa, _bette_ Kjesten, gaa _endele_ ned og bed for æ Kaal. Du _ka_ wal faa Anton te aa gi sæ!
=Kjesten=
{(smutter forbi Karen Mari).}
A ska prøv paa æ, Muer.
=Karen Mari.=
Imen a henter æ Flask og en jenle bette Kaag.
=Kjesten=
{(frem mod Anton).}
Naa, saa du hugger løs mell mi Muers Kaal!
=Anton=
{(svinger Leen).}
Ja, nu er a tesinds, te der skal høstes op fræ en End aa.
=Kjesten.=
Ja, aa æ Kuen[144], men da wal aalle aa æ Kaal?
[144] _Kuen_, Kornet.
=Anton.=
Jow, mi Muer[145]. Æ Kuen er vi færdig mej, nu er æ bejst, vi tar æ Kaal ogsaa, men[146] vi er i æ Træk.
[145] _Muer_, Morlil.
[146] _men_, mens.
{(Et nyt, frisk Kaalhoved stegler over Ende med Skaftet i Vejret.)}
=Kjesten.=
Nej, nu ska du Suren spark mæ ta dæ i Ajt, te du ett drywer di Lojer _aa_ vidt. Muer blywer da rejn ud aa sæ sjel.
=Anton.=
Lojer, nu saa det ska kaldes Lojer, det hér!
{(Nye Indhug.)}
=Kjesten.=
Ja men primer du da, Anton! Vil du nu si, du tar dæ en Selop[147]!
[147] _tar dæ en Selop_, kommer tilbage i Tøjet.
{(Løber bag ham, slaar Armen om Livet paa ham og haler ham bort fra Kaalene.)}
=Anton=
{(i Angst).}
Ih, Jøsses, Kjesten, du ku ha skaar dæ paa mi Hjøli[148]!
[148] _mi Hjøli_, min Le.
=Kjesten.=
Saa kund du wal hør _atter_[149], hwad en sejer te dæ. A vild maaski gjan gi dæ Løs'peng, nær æ Kaal saa maa staa.
[149] _atter_, efter.
=Anton.=
Jamen, de ska vær jawn stur.
=Kjesten.=
Ja tho, læd wos hør di Priser.
=Anton.=
_Jen_ Kys nu og flir sin!
=Kjesten.=
Da er du helsen ett saa fejl te aa forlaang for di Sager! -- Nu ja læd gaa! {(Kysser ham lige paa Munden.)} Dér haar du æ, din Tordenhued! {(skubber ham tilbage).} Vil du saa læ mi Muers Kaal staa!
=Anton=
{(stryger sig myg om Munden).}
Tho det gik i søn en Faart, te en knap nok ved, om en fæk nøj heller en fæk ett.
=Kjesten.=
Ja, en skuld da ett wal vær læng om, aa betaal den Slaw[150].
[150] _Slaw_, Slags.
=Anton=
{(søger paany at indfange Kirsten).}
_A_ tykkes nu, det er for lidt da.
=Holger Darling=
{(som, Anton uafvidende, har betragtet denne Scene, træder nu frem og siger):}
Nej, Ret _skal_ være Ret. De har faaet, hvad De har forlangt, hvad De kan tilkomme; det er der Vidner nok paa.
=Anton=
{(overrasket).}
Saa De gaar her og lusker! De skuld vis helst hold Dje bette Flegger[151] i. A twiler paa, te De læ Dem nyw med saa lidt, nær _De_ er ud aa plukk Kjersbær.
[151] _Flegger_, Sladdermund.
=Kjesten.=
Still nu, Anton! Nu er æ heller ett ward aa gams altfor stærk ad en fremmed Mennesk.
=Anton.=
Fremmed! Hwor fremmed mon han er? I haar maaske aallered wot i æ Lysthus med hinaan.
=Kjesten.=
Nu ska du ti, Anton! A vil ett ha di Vringlehied hwerandt Ywblik[152]; det ka a sej dæ!
[152] _di Vringlehied hwerandt Ywblik_, din Gnavenhed hvert Øjeblik.
=Karen Mari=
{(kommer ud af Indgangsdøren med en Flaske og et Kagefad i Haanden; bag hende Nikoline med Ølkovsen).}
Aa _bette_ Kjesten, _haar_ du holdt dem ved Snak saalæng? Kom nu, Anton! Tho det er nok dæ en ska gjør sæ gued Venner mej, om en vil rej si Kaal. -- Kjesten, ta æ Fad og læd endele æ Pig'er faa en Kaag. {(Skjænker i Glasset og byder.)} Aa, Anton, drik nu de anner te, og Lykk med æ Awl og det Hiele.
=Anton og de andre.=
Ja, Lykk med æ Awl.
=Karen Mari.=
Aa, Kjesten, da kund _du_ da ogsaa gjan klink med Anton.
=Kjesten=
{(som fra den anden Side byder Kager rundt).}
Ja, vil han klink med mæ?
=Karen Mari.=
Det vil han vis heller end gjan.
=Kjesten=
{(støder sit Glas mod Antons).}
Skaal, Anton! Læd nu vær aa skott søen ud aa æ Ywend[153]. En ska da vær glaad i Høst.
[153] _æ Ywend_, Øjekrogen.
=Anton.=
A er aaltid glaad, nær ett _anner_[154] gjør mæ bedrøwed.
[154] _anner_, andre.
=Kjesten.=
Ja, saa klinker vi paa manne glaad Timer.
{(=Anton= fører tvivlende sit Glas mod hendes.)}
{(Lyden af en Skalmeje klinger ind fra venstre.)}
=Kjesten.=
Hører I dér Fisker-Thames. Han haar Humør nok te baade sæ sjel og anner.
{(Pigerne styrter op mod Baggrunden og trækker Thames ind paa Scenen.)}
=Fisker-Thames=
{(er barbenet og i Skjorteærmer, har en flad Hue paa Hovedet. En lang Medegaj har han i Haanden, og under venstre Arm slanter en Fiskepose).}
Singot Folkens og walkommen te! Sikken en Held a aaltid haar! _Her_ falder a nied i lutter Fornywels og glaad Ansigter, Ungdom og Knøvhied[155] og skred[156] Kinder. Aa, war en nu sjel ung, saa ku en nem faa sæ en Kjærest. Hwad sejer _du_, Karen Mari?
[155] _Knøvhied_, Skønhed.
[156] _skred_, glatte.
=Karen Mari.=
Nej, vi er nok for gammel te aa ha søne nøj[157] i wor Hued.
[157] _søne nøj_, saadan noget.
=Anton.=
Og du ka mied, nær vi anner maa gaa for æ Hjøliknag[158]. Hwor somm Folk haar æ godt!
[158] _Hjøliknag_, Le-Knagen.
=Thames.=
Saamænd; _a_ misuner ingen.
=Anton.=
En Mied'gaj[159] det ska jo vær en Remeddi med en Worm i den jen End og en Dawdrywer i den naaen?
[159] _Mied'gaj_, Medestage.
=Thames.=
Ja, aaeja, søen gaar jo æ Taal. Men _a_ sower mæ ett aaltid te mi Fød; a maa saamænd æ Aa manne Gaang rundt, inden a haar hivsked[160] saa møj, te a ka faa æ Mund mætted.
[160] _hivsked_, taget.
=Anton.=
Nu vil æ ett anderledes bej?
=Thames.=
Nej, der ska affensires[161]! En _ska_ snaar putt æ Krog i æ Gaef aa æ. Men a er ett saa begjerlig. Og saa er en aaltid si egen Mand, og det haar nu al Tider past bejst for _mæ_. Og nær æ Suel den skjenner og æ Engi æ grønn, og a saa ka trækk en Swissi[162] i Land, som den hér {(viser en fed Lax)}, saa er der ett saa lykkele en Mennesk paa hiele Verdens Jurd.
[161] _affensires_, vankes meget omkring.
[162] _Swissi_, Fyr.
{(Fisken gaar fra Haand til Haand og ender omsider hos)}
=Karen Mari.=
Det war helsen ett saa ring en bette Stegi[163], du der haar knæven[164] dæ, Thames; den er der skam en gued Bej i.
[163] _saa ring en bette Stegi_, saa lille en een.
[164] _knæven_, kneben.
=Thames=
{(skjælmsk).}
Ja, Karen Mari, du sku ha tavn _mæ_, saa haaj du wot wal forsorred. Hwor der er Mad te jen blywer der ogsaa gjan Mad te tow.
=Karen Mari=
{(fingrer videre paa Laxen).}
Det _er_ da snaar jen af di skjønnest Fisk, en _ka_ si.
=Thames.=
Ja, det er jen, der braser godt paa æ Pand.
=Karen Mari.=
En ka snaar staa og blyw aal hægen[165].
[165] _hægen_, lækkersulten.
=Thames.=
Nu du haar ondt ved aa aasi en[166]. Ihtho ta'en da saa med dæ, mi Muer!
[166] _aasi en_, afse den.
=Karen Mari.=
Nej, tho det er da snaar Synd imud dæ. Hwad haar du saa te æ Fød?
=Thames.=
Aa, det haar ingen Nød. En Bej Speg'flæsk te en Stø Grovbrød det er en udmærket Fød, nær en helsen haar æ Hjelbred.
=Kjesten.=
Nej, Muer, du maa virkelig ett ta æ Fisk fræ ham! Det er jo det jenest, han haar. Søen gir Thames aaltid hans Sager hen.
=Thames.=
Snak om en Ting! A klaarer mæ nok. A haar mi Humør og med den forholder æ sæ søen, te jo mir en gir desmir en haar.
=Karen Mari.=
Ja, saa vil a da gi dæ en Dram med de anner.
=Thames=
{(spytter Skraaen ud i Haanden).}
Ja, den skuld en nødde sej nej te. Skaal Folkens og Gud i Wold med wos aal sammel!
Lykk med jer Høst, og en Kjærest ved jer Bryst!
=Karen Mari.=
Ja, du er en slem gammel Træjring[167]! {(hun ind).}
[167] _Træjring_, Gavstrik.
=Thames.=
Nu, hwem fæk saa iaar æ Hawerdreng[168]?
[168] _æ Hawerdreng_, Havre-Drengen.
=Stemmer.=
Det fæk Stur'An.
{(Havredrengen hives i Vejret og klasker ned for Foden af)}
=Thames.=
Se vi det! Da er en walskaft Dreng, og slæjter han æ Muer paa, faar han ogsaa wal æ Starels[169].
[169] _æ Starels_, Størrelse.
Men for aa faa nø andt i Snak: hwad er æ, de fortæler om dæ, Anton, te du vil rejs aa æ Land, "forlade Danmark og de danske Møer" -- a forstaar æ dæwlenmæ ett, te en ung Mennesk ka faa æ i si Tanker.
{(Forbavset Mumlen mellem de andre.)}
=Kjesten=
{(imod Anton).}
_Det_ er da wal ett sand, Anton!
=Anton=
{(tier).}
=Thames.=
Ka nu jen begrib æ, te en ung og biel[170] Kaal, der er saa ajted og estimired som du, vil gjør di gued Venner og di gammel Faa'r den Sorre[171]. A tykkes æ Land her er saa skjøn, te en ska ha wanskele ved aa find en skjønner; og her _er_ jo Plads nok te wos hwerjen, nær en baare ved aa find 'en.
[170] _biel_, stræbsom.
[171] _Sorre_, Sorg.
=Anton.=
Ja, dér saâ du en sand Urd. Men helsen snakker du vis om nøj, du ett haar møj Ved[172] om.
[172] _Ved_, Begreb.
=Thames.=
Aa, det ku endda vær, Farlill! A haar ogsaa hat mi Fristelser. -- Tho det war i de ung Daw; a tjent som Forkaal i Teglgaard. Og da war der kommen nue te Rend af de her Mormoner, de kalder dem.
=Stemmer.=
Det war nøj for dæ!
=Thames.=
Nej saagu om det war, men det war no Fandens beløben[173] Kaal i æ Taal, og de haaj Klokker i dje Lomm og Kierer[174] paa æ Maw, og Guld war æ hwer Krumm[175], og æ Bivel den kund de, som en naan ka æ Kwot[176].
[173] _beløben_, snedige.
[174] _Kierer_, Kjæder.
[175] _hwer Krumm_, altsammen.
[176] _æ Kwot_, Kortene.
=Stemmer.=
Haha! ja du er en javn Skierer[177]!
[177] _en javn Skierer_, den rette Karl.
=Thames.=
Naa, de haaj kaast dje Øwn paa _mæ_, og hwor a war heller ett war, de war aaltid i æ Hæl af mæ. Og søen som de kund legg for[178]! De fortal om dje Land derhjemm; -- ja, saa skjøn der da war, søen med Søer og Sager -- -- og Bjærre -- -- og Jærnbaner og -- -- -- ja, saa det war snaar for en aaen sølle jen, som _skuld_ en da ha sprungen "lige ind i Paradis". Og saa de Kwindfolk de snakked om; tho det war snaar det aalvillerst[179].
[178] _legg for_, overtale.
[179] _aalvillerst_, allerherligste.
=Stemmer.=
Haha! Ja, det vil vi tro!
=Thames.=
Ja, tro det forstaar sæ, en war jo ung dengaang, og _det_ war sgu lig ved aa ta æ Snøvs fræ mæ[180]. _A_ kund ett spis, _a_ kund ett sow, a laa og sprekulirer om æ Nætter paa det her Præjkerads. A tyt jo hwer Tagn[181], der maatt wal vær nøj om æ Snak, nær de her Kaalsener[182] ku søen kapitelfæjst æ.
[180] _ta æ Snøvs fræ mæ_, gjøre én kulret.
[181] _hwer Tagn_, bestandig.
[182] _Kaalsener_, Kanaljer.
A _haar_ aalle wot syg i mi Daw, men her war a iløwle[183] det nærest ved æ, te a haar wot nowtider[184].
[183] _iløwle_, alligevel.
[184] _wot nowtider_, været nogensinde.
=Stemmer.=
Nu hudden[185] gik æ dæ saa?
[185] _hudden_, hvordan.
=Thames.=
Jow, a kam da fræ æ med æ Forstand i Behold. De her Swissier[186] bløw kaldt te en naaen Kant aa æ Land, saa a fæk Ro te aa besind mæ paa æ. A kam te aa tink ved de her manne Kwonner[187], og a haaj da ogsaa sit nøj af Verdens Handtiring, og søen haaj a laa Mærk te, te hwad Kwonner angik, saa haaj de flest nok aa døw[188] med jen.
[186] _Swissier_, Gavtyve.
[187] _Kwonner_, Koner.
[188] _døw_, døje.
=Stemmer.=
Hahaha!
=Thames.=
Kort aa fortæl: a bega æ[189], baade det gamle og det nøj Jerusalem.
[189] _bega æ_, opgav det.
=Holger Darling=
{(der under Thomas's Replik har koketteret med =Nikoline=).}
Det var klogt af Dem, gamle Støder; men det er naturligvis ogsaa kun en af Antons sædvanlige Flyvegriller.
=Anton=
{(mørk).}
Hwor mon De ved _det_ fræ? De er da vistnok den sidst, a skuld betro mæ te.
=Darling.=
Det er mig ogsaa revnende ligegyldigt; for mig kan De rejse hvorhen Fa'nen De vil.
=Anton.=
Ja Tak, a ved Beskejn, det er det I pønser paa baade De og Kjesten aa faa _mæ_ aa æ Vej, saa I rigtig uforstyrred ka find hinaan.
=Kjesten.=
Ja, men Anton, er du da rejn fræ Sans og Samling; tror du virkelig en Urd af det du sjel sejer?
=Anton.=
Gid a ett gjord! A kund godt hjælp mæ med aa tro paa _nøj_ minder.
=Darling.=
Aa, hvad skal vi nu med al den Højtidelighed. Skal vi ikke hellere ta en lille Runde, mens Hønsene gaar paa Pind. De har jo Klarinetten parat, gamle Thomas?
=Thames.=
Ja, den er aalle laant[190] henn. {(Blæser.)}
[190] _laant henn_, langt borte.
=Darling.=
Spil os saa en Aftenvals her mellem Kaalene.
{(=Thomas= spiller; =Darling= snupper i en Hast =Kjesten= om Livet; med en halvt undskyldende Bøjning hen mod =Anton= la'r hun sig føre i Dansen. De andre parvis efter. =Store Ane= hjanter af Sted med Havredrengen.)}
=Karen Mari=
{(i Døren).}
Aa træj endda ett paa mi Skalotløg! Ta jer endele pæn iwor[191]; {(forstærket)} æ Bi, æ Bi! aa, _kom_ endda ett te æ Bi!
[191] _iwor_, i Vare.
{(Anton har staaet stille første Omgang. Nu kommer)}
=Svenske Stina.=
Finder jag her en Enkemand! Skal inte vi to slaa Pjalterne sammen for denne Omgang? Det er saa förtjusande at faa svänga sig lite Gran!
{(Anton er rasende, fordi han blev narret for Kirsten; da han er kommen ud foran Bistadet, retter han et drabeligt Spark imod det, saa det trimler omkuld. Et vildt Skrig rejser sig fra Pigerne, efterfulgt af sanseløs Flugt; de fleste forsvinder bag om Stuelængen. =Fisker Thames= la'r sig dumpe plat ned paa Maven mellem Kaalene. Kort efter rejser han sig forvirret op og styrter med Favnespring ud af Kaalgaarden. Lidt efter kommer =Anton= frem, fægtende med sin afkrængede Vest, han er ophovnet i Ansigtet af Bistik, nærmer sig Vippebrønden og trækker en Spand Vand op.)}
=Kjesten=
{(kommer forpustet frem af Gangdøren).}
Aa, du alstyrende, hwor _sir_ du ud! Men hwad gik der ogsaa af dæ; du ved da, te æ Bi er ett søen aa spøg mej!
=Anton.=
Det er _a_ fandenmæ heller ett! Bryd _du_ dæ aalle om _mæ_. _Mi_ Hued[192] kan snaar vær kjøn nok te det, a skal brug en te. Ta du dæ heller af Darling. Han haar maaskisæ ogsaa faat lidt aa blæs paa.
[192] _Hued_, Hoved, Ansigt.
=Kjesten.=
Nej, Darling fækk ett en jeneste Stik.
=Anton.=
Nej, Fanden hytter sin!
=Kjesten.=
Men Anton, _er_ du da rejn sær. Ubav endda, hwor _sier_ du ud! Læd nu mæ hjælp dæ.
=Anton=
{(skjærer de vildeste Ansigter).}
Hwad mon _du_ vil hjælp mej?
=Kjesten.=
Med aa pill æ Brojjer[193] ud. A haar da ogsaa wot stukken af Bi engaang, a ved helsen nok, hwad _det_ er! {(Hun drejer hans Kind ind i Lyset).} Men du er saa laang, a ka ett ret komm te.
[193] _Brojjer_, Brodder.
=Anton=
{(blidnet).}
Hworden vil du da ha mæ?
=Kjesten.=
Læd wos sætt wos her ved æ Kjeldramm.
{(Finder Brøndskamlen; hun sidder, han ligger paa Knæ med sit Hoved i hendes Skjørt; hendes Fingre løber over hans resne[194] Ansigt.)}
[194] _resne_, ophovnede.
=Kjesten.=
A ska low for, te du er bløwn standed[195]!
[195] _standed_, pyntet, lavet til.
=Anton.=
Er der manne Brojjer?
=Kjesten.=
Om der er manne? De sejjer[196] snaar som Tænd i en Kaar[197].
[196] _sejjer_, sidder.
[197] _Kaar_, Karte.
=Anton.=
Da er der ogsaa en jawn Swej[198] i'æ.
[198] _jawn Swej_, god Svie.
=Kjesten.=
Her ka æ Finger ett gjør æ ud aaljen[199]. A maa ha en Stikknyw[200].
[199] _aaljen_, alene.
[200] _Stikknyw_, Slagtekniv.
=Anton=
{(løfter forfærdet Hovedet).}
Men hwad vil du endda brug den te?
=Kjesten.=
Aa lig du nu baare still. A vil prøv, om a ett ku faa æ te aa sald[201]. {(Raaber):} Nikoline!
[201] _æ te aa sald_, det ophovnede til at svinde.
=Nikoline=
{(i Bryggersdøren).}
=Kjesten.=
Aa ta mæ lig den stur Stikknyw ved æ Lowtsbjælk; men taef ett nøj[202] i æ Tykmjælk.
[202] _taef ett nøj_, tab ikke noget.
=Nikoline=
{(frem med Kniven, som =Kjesten= haandterer fra Kind til Kind i Antons ophovnede Ansigt).}
Naa, gjør æ nø Gavn?
=Anton.=
Aa, det dolmer[203] da saa dejlig!
[203] _dolmer_, dulmer.
=Kjesten.=
Nu ka du godt staa op, Anton.
=Anton.=
Maa a ett blyw her lidt endno?
=Kjesten.=