# Samlede Værker, Første Bind

## Part 5

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/samlede-v-rker-f-rste-bind-24486/index.md

Fra neden og op han maaltes af Jørgen fra Taa og til Top; et Spring! og han slængte sin Hæl mod hans Skulder, saa Pinden knak over med Brag og med Bulder. Jens tog efter Kniven, men Jørgen var hos og tøjled hans Trods.

Han hvidned af Harm og slog ham i Skallen og bøjed hans Arm, og Kvinderne hvined: "Nu myrder han Pinden, hvis Himlen ej sender ham Frelse forinden!" Til Hjaalp var der ingen, der flytted en Fod; hvem skulde ha' Mod?

Brat standsed al Kiv, der hørtes en Hvisken som Susen i Siv, og ned gjennem Krohusets stinkende Gange bevæged en Kvinde sig, liden og bange: tungsindigt var Øjet, og Klæder og Haar end lugted af Faar.

Hun vaklede ind og lagde mod Kjæmpens sin solbrændte Kind: "Aa, Jørgen, besind dig, giv Fred til din Fjende, saa maa du mig eje, saa er jeg din Kvinde, nu ser jeg forsilde, du mente det ret; _jeg_ handlede slet!"

Da Jørgen stod op, da gik der en Skælven igjennem hans Krop; om en havde slaaet ham lige i Synet, han skulde end ikke ha' løftet paa Brynet. Nu var han forsonet med Verden og alt, for _hun_ havde talt.

Han saa sig omkring blandt splintrede Møbler og masede Ting; han bøjed sig ned og tog Mette paa Armen, han søgte til Dørs og dukked i Karmen sit knejsende Hoved og svandt med sin Skat i Lyng og i Nat.

Hist skinner hans Gaard. Paa Toften staar Kalve og kridhvide Faar. Fornuft hersker ude, og Fred raader inde, for Jørgen ved Bækken han elsker sin Kvinde. Saa varsomt hun stryger hans stubbede Kind, naar Vreden gjør blind.

27/8 1899.

PINSEVISE.

Naar Bonden vel har saaet sin Byg, saa retter han sin brede Ryg og ser sig om saa vide, da skjønner han af Vind og Væ'r, af Lam paa Toft, af Stork og Stær, det er ved Pinsetide; saa standser han sit røde Hors og vejrer mod den Duft af Pors, der strømmer ind fra Kjæret. Han tænker paa den Vækildsfest, hvor hun er med, han ynder bedst,-- og gjør et Spring i Vejret: Aa Jøsses ja, aa Jøsses ja, hvor hun og jeg skal kysses da! Forlængst han hængte hen sin Plejl, og Høg og Gjød for fulde Sejl lavt over Landet stryger. Nu gaar hver Sky med gylden Kant, det spæde Græs sin Næring fandt i milde, svale Byger. At Pinsens muntre Fest er nær, det hvisker Siv, det fløjter Stær, og Knøsen kan det høre, og ager han paa Toft sit Læs, og sætter han sit Hors paa Græs, det synger i hans Øre: "Aa Jøsses ja, aa Jøsses ja, hvor hun og jeg skal kysses da!"

29/8 1899.

NATMANDSVISE.

Axel havde saa lyst Humør, _Sidsels_ Øjne saa mørk Kulør, ejed hun bare en Fingerring, Axel ejed slet ingenting. Han tigged Uld, hun tigged Sul, snart kan de to tigge Posen fuld.

Plov og Ager de ænsed ej; helst de pløjed den Landevej. Byer tred've og Sogne ti havde de to at tigge i. Han tigged Uld, hun tigged Sul, snart kan de to tigge Posen fuld.

Sidsel sad paa en Kampesten, Axel kom til paa skjæve Ben. Sidsel var ung og let i Gang, Axel bøjed sig frem og sang: "Jeg tigger Uld, du tigger Sul, snart skal _vi_ to tigge Posen fuld."

Axel bejled en Juninat, Bryllup holdtes i næste Krat; dér fik Sidsel sin Fingerring; Præst og Klokker fik ingenting. Han tigged Uld, hun tigged Sul, snart kan de to tigge Posen fuld.

Siden stavred de Heden om; Hunde halsed, ihvor de kom. Damped Regnen fra Axets Vest, lo den Skøjer og sang som bedst: "Jeg tigger Uld, du tigger Sul, snart skal vi to tigge Posen fuld."

Axel sad ved en Hededam, spilled for Sidsel paa Redekam. "Bliver din Trøje dig lovlig stram, har du vel Plads til en Kirs'bærdram. Jeg tigger Uld, du tigger Sul, snart skal vi to tigge Posen fuld."

Sidsels Trøje blev mer end trang, snart et Væsen red Owselsang højt paa Moderens Skulderblad. Axel kyssed sit Barn og kvad: "Jeg tigger Uld, I tigger Sul, snart skal vi tre tigge Posen fuld."

Maanen skinner paa Sidsels Barm; Glutten patter sig mæt og varm, lytter imens til Nattens Lyd, Hjejlens Klage og Toftens Fryd. Han tigger Uld, hun tigger Sul, snart kan de to tigge Posen fuld.

Axel sover i Lyngen strakt, Sidsel sidder en Stund paa Vagt, Duggen drysser paa Barnets Kind, Suset dysser dem begge ind. Han tigger Uld, hun tigger Sul, snart kan de to tigge Posen fuld.

Heden huser saa mangen Fugl, hvorfor da nægte slige Skjul? Gav de dog Lyngen god Kulør hendes Øjne og hans Humør. Han tigged Uld, hun tigged Sul, snart kan de to tigge Posen fuld.

Længe hviled i Hedens Muld Natmandsfolkets det brune Kuld. Kors og Stene gi'r ej Besked, Lyngen hvisker kun, hvad vi ved: Han tigged Uld, hun tigged Sul, længst skoved Døden dem Posen fuld.

Jebjærg 1/9 1899.

KA DREBÆK.

Ka' Drebæk lægger sit Lat paa Bleg og nynner i søde Drømme; hun jævner hver Fold, hun glatter hvert Læg med Hænder smygende ømme. Men dybt kan en den anden bedrøve.

Ved Rokkehjulet den Vinter randt, i eet gled Natten og Dagen, imens hun spelted, imens hun spandt hint Væv til sit Brudelagen.

Hist ude hvor Stakken ved Gavlen staar, og Leddet for Lukket stænger, der ligger i Kvældslys Kjærestens Gaard med fire kalkede Længer.

Didhen gik Længslen saa mangelund, naar Lyset stod slukt i Stagen, men stærkest dog slig en Puslestund, der ofres ens Brudelagen.

--Rød lagde Ka' Drebæk sit Lat paa Bleg, det var ved Sankt Hansdagstide, men førend Septembers Maane steg, da var hendes Kinder saa hvide. Thi dybt kan en den anden bedrøve.

Ka' Drebæk sidder ved Nadverbord paa Bænk blandt Piger og Ka'le. Men Maden nydes foruden Ord, thi ingen nænner at tale.

Ka' Drebæk kjender ej Rist ej Ro, med Haanden dækker hun Panden; den Mand, hun for Aaringer gav sin Tro, har Bryllup i Dag med en anden.

Ud glider Karen i Nattens Blæst, de andre staar tavse tilbage; saa tungt hun ser mod det skyede Vest og rokker i stille Klage.

Thi er der andet at gjøre for den, der misted sin eneste Glæde, end tavs at synke i Sorgen hen og bøje sit Hoved og græde!

Saa bittert hun græd i den kolde Nat, at Hjærtet sved ved dets Rødder; ved Midnatstide kom Husets Kat og strøg saa blidt hendes Fødder.

Men Katten veg, og Natten veg, kun Sorgen blev ene tilbage, mens Karen sad støttet mod Stolpens Eg og rokked i stille Klage.

Da Solen væved sit gyldne Tavl om Tagenes Møntørv sorte, sad Karen endnu ved den klinede Gavl, men da var selv Sorgen borte.

Karen er slukket i Nattens Slud, --dens Væde i Haaret hænger. Men end i Døden stirrer hun ud mod fire kalkede Længer. Saa dybt kan en den anden bedrøve.

7/9 1899.

PAA MUNKEBJÆRG.

Gud Fader gik sig en Morgentur. Fra Himlen tonede Mikaels Lur.

Engene emmede, Dalene dampede, Stæderne skinnede, Stemplerne stampede.

"Dans!" raabte Herren, og Alnaturen dansede ud efter Mikaelsluren.

Bjørnen, forstaar sig, var tidligst paa Tæerne, saa fulgte Hejrene, Hopperne, Træerne.

Birken trak Hoserne op over Benene, dansed saa _til_, saa det stented med Stenene.

Fyrren, den chevalereske Kanalje, greb Frøken Bøg om dens fastsnørte Talje.

Egen i Rykninger rettede Knæerne, rev saa med Et ud af Bakkerne Tæerne,

drejed sin Korpus med Alvorsfjed, jog efter Hoben med Kronen paa Sned.

Op gjennem Dalene Flokkene fejede, nogle fór ud, mens andre blot nejede.

Bækkene durede, Bakkerne dundrede, Engle stod oppe paa Skyer og undrede.

----Da strakte Gud Staven hen over Byerne. Mikaelsluren tav over Skyerne.

Der lød gjennem Rummet et myndigt: "Stands!" og pludselig sagtned Naturen sin Dans.

End staar dog paa Munkebjærgs herlige Banke de Træer til Pryd og til Eftertanke,

og nikker op mod den sejlende Sky og venter, at Dansen begynder paany.

Septbr. 1899.

DEN REVOLUTIONÆRE STUDENT.

Om Kvisten der blæser en strygende Vind, den larmer med Vinduets Krog, paa skraa kigger Spurv gjennem Ruderne ind til en ved en opslaaet Bog. Han er af os alle en gammel Bekjendt, vi agter hans Vid og hans Mod; han er kun for Herren det ene: _Student_, dog, tro mig, den Titel er god!

Hvor skabtes der vel i Nationernes Skjød en Strømning i Krig eller Fred, en Fordring, en Fylking til Liv eller Død, hvor ikke Studenten var med? Den højeste Tanke, den skjønneste Sang, Ideernes myndige Magt, den gik gjennem Verden sin lysende Gang saa tit i Studenternes Dragt.

Ej altid han sad med sit nærsynte Blik og saa' mod "den himmelske Ørn", nej, ofte bag hullede Faner han gik og tog mod de blodigste Tørn. Aarhundredets, Fyrrernes stolte Idé den glemte han ej for Latin, men planted dens Fakler ved Donau og Spree og langs med den bugtede Rhin.

Hvem tændte paa Ruslands sortmuldede Grund hint Dagningens sitrende Skjær, der vakte Evropa og skræmte en Stund Fordummelsens pansrede Hær? Hvem talte om _Ret_ under Tængernes Kneb og lagde Petarderne an trods Bødlen og Knutten og Galgernes Reb? _Studenten_, den nærsynte Mand!

End flakker uroligt i Kejserens Drøm hint Brandskjær, Studenten har vakt; end hviskes med Skjælven ved Neva'ens Strøm et Ord om Studenternes Magt. _De_ lagde i Verdenshistoriens Skaal helt ofte saa blodig en Vægt; har Døgnet og Dagen end ændret _vort_ Maal, _vi_ er dog med hine i Slægt.

Som dem har vi raset mod Bindsler og Baand og svoret paa Drømmenes Værd; som dem har vi knælet for Frihedens Aand og skaaret vor Haand i dens Sværd; som dem har vi raabt imod Land efter Lods og stødt i Basuner og Lur; som dem har vi hugget vor Vinge til Blods mod Dumhedens taarnhøje Mur.

Her staar vi og venter et varslende Tegn, et Lyn fra den ladede Sky, en bragende Torden, en rensende Regn, der gi'r os til Livet paany. Thi Hjernen maa dummes, og Tanken maa dø, og gispe den hellige Trods, hvor Dødtorsken driver paa boblende Sø, os Luften er tyk som hos os.

Men er vi Studenter med "Spørgs" eller "Kryds", med Visdommens Fugl i vort Segl, saa slider vi ikke Salonernes Plyds og ikke Kaféernes Drejl. Saa deler med disse vi Arbejdets Kaar, der sysler med Hammer og Plov: Af Folket vi kommer, til Folket vi gaar, _dets_ Lykke skal være _vor_ Lov.

26/9 1899.

ANNA

FRIT EFTER BURNS.

Et godt Glas Vin, en solfyldt Eng, en duftende Havanna-- saa fattes Fjolens fjerde Streng, og Strengen hedder Anna.

Nys gled to elskte mig forbi, en Høker med sin Hanna. Hvem gaar vel nu paa dugstænkt Sti med Armen om min Anna?

Ak, jeg, som aldrig knæled ned for nok saa himmelsk Manna, her knæler for den Jordiskhed paany at eje Anna!

Ej for al Kongsbergs hvide Sølv og Guldstøv fra Guyana jeg bytted bort om nok saa kort det mindste Smil af Anna.

I Fyrster, del den ganske Jord fra Peking til Savanna, jeg skal ej harmes mindste Spor, blot ej I deler Anna.

Lad Præsten hale Teksten ud om "Vand til Vin" i Kana, imens skal Mjød fra Glædens Tud iskjænkes mig af Anna!

Om Fogden Fingren løfte vil og snøvle sit: "Na-_na_-na!" lad Fogden gaa ad Helved til, imens gaar jeg til Anna!

Vinter 1900.

SOPHUS SCHANDORPH.

Saadan som han der fødes ikke mange mer paa vor Kyst. Latter og Tsarer kjæmped i hans Sange som i hans Bryst. Tit med de bedste stredes han om Ringen, førte blandt Brødre Viddets Marchalstav, og _hans_ Pile ingen Saarfeber gav.

Der hvor en Krans af brede, grønne Agre favner en By, knirked hans Vugge bagom lave, fagre Tegltages Ly. Saadan som Rugen duver dér mod Aften, saa vi den duve langsomt i hans Digt, bøjet under Saften, vippetungt, rigt.

Han var vor Digtnings djærve Fløjtespiller, Fløjten var Pans; trindt mellem Bøgens midjeslanke Piller bød han til Dans. Junker og Pranger, Kammerraaden, Bonden --alle var tvungne af _hans_ Latters Magt, maatte trampe Grunden pænt til _hans_ Takt.

Bedst dog at se ham i en Venneskare, bred i sin Stol; da blev hans Latter høj som en Fanfare, Øjet som Sol; Viddet sprang Buk hen over Bordets Skaaler, Satyr og Faun med Gubben bytted Plads, medens Lampens Straaler gløded hans Glas.

Altid med Haanden paa Naturens Hjærte indtil sin Grav. "Dørene op mod Os fra Altrets Kjærte!" saa var hans Krav. "Blindhedens Trælle bør for Stær vi skjære, bort med hvert trøsket Dogmes Hjertedunst!" Saadan var hans Lære, saadan hans Kunst.

Som naar om Høst et Ax for Seglen synker tøvende ned, saadan _hans_ Hoved med de skælmske Rynker bagover gled. Smilet forsvandt. De muntre Øjne sove. Pan sin Discipel atter til sig tog; mod de store Skove bort han ham drog.

5/1 1901.

VALGSANG

Store Dag, Alvorsdag, da et Folk sin Harme køler, da paa Sværdets Æg det føler, før det ordner sig til Slag; se, dens Gry i Østen lyser, Sundet spejler alt dens Skjær; Højre gyser ved at vide Dagen nær.

Borgermænd, Arbejdsmænd, I, som surt for Brødet slider og endda fra alle Sider møder Haan og Præsteskjænd, sørg I for, før Dagen hælder, at hver Mand i Rækken ved, hvad det gjælder, inden næste Sol gaar ned.

--Se mod Øst, se mod Vest; alle Vegne Svøben hviner; Frækheds Spand for løse Liner stormer frem til Sejersfest; skal _vi_ ogsaa op i Kanen? Svaret ejer Folket selv; Vejen, Banen gaar tilsidst, hvor Folket vil.

Vælgerfolk, giv nu Agt: Der er ingen Fryd i Landet; Eng og Ager er forbandet, der, hvor _Retten_ ej har Magt; men et Folk faar aldrig _Gaver_; for at sejre maa det slaa; ikkun Slaver tør den Tale ej forstaa.

Borgermænd, Frihedsmænd, stem _dem_ ned, de visne Hænder, der kun grisk, om Pungen spænder i et sygt, krampagtigt Spænd. Thi vort Brød i Munden kvalmer, Daarens Tale kaldes Kløgt, Livet falmer under disse Hænders Røgt.

Men fra Syd kommer Vaar; Frosten gjør det ikke længer, Marken Stodderkaaben slænger, Skoven stryger op sit Haar; alle gamle Skrog skal isne, thi naar hver en Mand har Stemt, er det visne fulgt tildørs med Klokkeklemt.

Alderdom, Usseldom, gaa og græd blandt eders Grave, pak jer hen til Kongens Have, der, hvor Ploug end spøger om. Vælger, riv dem af Koturnen, rist dem nu en Runesten; Stemmeurnen, den skal rumme Højres Ben.

1/4 1901.

MED ET BIND DIGTE.

Hvad er et Digt? En proteusagtig Ting, en Enetale med os selv i Drømme, et viltert Væld, et klingert Kildespring med Fald og Retning mod de dybe Strømme.

Er Uvejr oppe eller Stormen nær, da er det gode Digt som Skrig af Spover, i Livets Sommersol, naar Rugen drær, kun Skummet af en Sjæl, der koger over.

5/4 1901.

FORAAR I ROSKILDE.

Det er Vaar, det er Vaar! hvisker Hegn, hvisker Hæk, der staar safttunge Skud langs den surlende Bæk, og i Skoven er tæt med Violer, der staar Lam under Gavl, der gaar Føl over Kjær, der er Mos paa hvert Tag, det er Pokker til Vejr, se, i Halmstakken Katten sig soler. I hver Bøg sidder Finken, den elskende Strik, og sin Brud han sig nærmer med ømt: "Dikke-Dik! Er du dér? Kom mig nær! Hav mig kjær!"

Og der favnes i Luften og næbbes paa Gren, og der tages tilægte af Hjort og af Ren, og der stanges af stinkende Bukke. Selv det laadneste Dyr, selv det argeste Kryb kommer ud af sin Hule og op af sit Dyb for at smægte og elske og sukke. Og de vrider sig rundt i den saligste Lyst, og de finder først Hvile med Bryst imod Bryst, mens de stønner og dør i et skjælvende Kryst!

Og jeg nynner en Sang langs med Fjordvigens Glar, og jeg frygter at træde paa elskende Par, der for Lykke ej ænser mit Komme; og jeg hører de Kald, jeg har hørt gjennem Aar, disse lokkende Fløjt, disse Triller, der gaar tværs over Skove og Bomme, og som dog ved de tusinde Toner og Sving --thi Elskovens Sprog har ret snørklede Sting-- kun vil sige til _hende_ den eneste Ting: du skal _lytte_ og _røres_ og _komme_!

Og saa synes jeg brat, jeg er ene paa Jord, jeg er skilt fra "en Fortid" ved Seng og ved Bord, i Lyksaligheds Land en uværdig, og jeg kaster mig ned paa den duggede Eng, og jeg beder til Gud, som dengang jeg var Dreng: Send mig en kjær Magdalene, men ikke en altfor bodfærdig;

--Ja, en duftende Drøm er vor rullende Jord; kan du skimte et Skin paa din Himmel mod Nord? Det er Sommerens Svende med Fakler; det er Lyset, der stiger af Vinterens Grav, det er Løfternes Skjør over isstrøet Hav, det er Guden ifærd med Mirakler!

April 1901.

JYLLAND.

Der dukker af Disen min Fædrenejord med Aaser og Agre og Eng; med Ryggen mod Syd os med Taaen mod Nord, den redte bag Sander sin Seng; dog ej for at sove Retfærdiges Søvn, thi sjældent er Landet i Ro, men Stormene gaar, og Brændingen slaar paa Kysten med djærveste Kno.

Der ruller de Bække saa tungt gjennem Dal, langmodigt ta'r Aaen imod og skrider tilhavs i en sindig Spiral, forinden den drev det til Flod. Men hvor den kan glitre en Sensommerkvæld, naar Laxen gaar op mod dens Strøm, naar Siv og naar Flæg, faar Dugstænk i Skjæg, og Dagen gaar bort som en Drøm.

De bredeste Enge, jeg nogentid saa, her duger det mossede Svær; blankhornede Høvder paa ravgullig Taa gaar rundt i de knortede Kjær. Her voxer sig Plagen saa trind om sin Lænd i Højengens vældende Saft; saa rød er dens Lød, dens Mule saa blød, dens Koder de fjedrer af Kraft.

Og Ræven han slikker bag Diget sit Ben og soler sin syndige Krop; og Haren hun snuser til Agerens Sten og gjør over Stubrene Hop; og Odderen plumper i favnedybt Høl, for Jæger og Hund i Behold, men Hjejlernes Hær, den flokker sig der, hvor Hugormen lurer i Knold.

Mørkt stiger en Høj over Kornhavet op, med Blaabær og Lyng er den kældt; blandt Risenes Ranker en Lærke med Top sig gynger og kvidrer saa spædt. Det bølger af Rug imod Kimingens Rand, i Dale, paa Banker den staar, faar Runding og Form i Godtvejr og Storm som Barnet, mens Gjængerne gaar.

Det lufter i Lyng, og det ringler i Rug, det sprager i Agrenes Straa; højt Skyerne drejer den dampspændte Bug og skygger en Stund for det Blaa. Vildt Bierne tørner om Husmandens Gavl mod Kuben bag Grønkaal og Løg. I Udflyttergaard mod Porthjældet slaar et Ekko af rimmende Øg.

Her laa der engang paa en spergelgrøn Toft et Hjem med sin Skorsten paa Hæld. Det havde en enkelt Rad Pølser paa Loft, men ellers kun Armod og Gjæld. Dog havde det Svaler bag Forstuedør og Blomster om Sokkel og Syld og Malurt paa Væg, og Hønen la' Æg i Skjul af den krogede Hyld.

Der sad hun og spelted min bøjede Mor, ind under den Bjælke saa lang og delte sit Bryst mellem mig og min Bror, imens saa vemodig hun sang. Nu ligger hun hist under Stendigets Hæld i Krogen, hvor Valmuer staar; gjør Verden Fortræd, tog Sorgen min Fred-- saa sagte med Laagen jeg gaar.

Hvad var vel i Verden det fattige Liv med al dets fortærende Tant, om ikke en Plet med en Dal og lidt Siv vort Hjærte i Skjælvinger bandt! Om ikke vi drog fra det yderste Hav for bøjet og rynket at staa og høre de Kluk, de Mindernes Suk fra Bækken, vi kyssed som smaa!

Velsignede Land, hvor i Stormvejret bor et Folk, som er øvet i Savn, jeg ejed vel aldrig et Gran af din Jord, som hjemløs jeg kvitted min Stavn. Du rakte mig ud fra dit stenede Krat en Høstnat saa kroget en Stav. Naar Staven er brudt og Livgangen slut, kanske du da skjænker en Grav.

V. 1-8 1/2: 20/4 1901, Slutningen: 10/11 1904.

KARUP AA.

Nu bleges Himlen, for Sol er nede, og alt har Kvæget ædt Bugen trind; der lugtes Pors fra den nære Hede, og Høduft driver for dugtung Vind. Glad Hyrdedrengen paa Vajsen synger, mens Aftengøgen en Skræppe tynger og Vibeflokken sin Kile slynger med hæse Skrig over Karup Aa.

Hult Aaen klunker ved Midnatstide, naar Maanen skjarer i Pytter smaa og Taagestøtter langs Bredden skride os sadle Engene abildgraa. Da hulker Vandet fra dulgte Kilder, mens Væslet virmer om Broens Piller, og Kastevinde gjør Ganeriller i Maanespejlet paa Karup Aa.

Saa stiger Solen af Morgenbadet, mens Storken lægger sit Næb paa Hæld, og Duggen drypper fra Svingelbladet som blanke Hagl i det sorte Væld; og Ræven kommer med Rov belæsset; han laber Vandet, der kringler Næsset, mens Brisen ringler med Hjærtegræsset paa begge Bredder af Karup Aa.

Her ruger Anden i sivlun Rede, og Rylen vader paa tynde Ben; en Gamling lærer sit Barn at mede og haspe Snaren af Stagens Ten. Guldsmede straaler som Gudesmykker; hvor Padderokken paa Roden rykker, en tandsløv Odder sit Maaltid tygger med Kind mod Græsset ved Karup Aa.

Men kommer Juli med Brand og Brynde og svider Pletter i tyndstraaet Rug og syrner Øllet i baandsat Tønde, mens Grisen stønner ved maskfyldt Trug; da slænger Bonden sin Le paa Nakken, retsindig langsomt han klarer Bakken, han naar til Engen, han kaster Frakken, og _Slet_ begynder langs Karup Aa!

Den Mand, du tænkte dig mut og treven, fordi du saa ham i Hytten sidst, han er ved Stræbet paa Engen bleven en Skjæmtebroder og Humorist; han gaar til Knagen, saa Jærnet synger, det friske Arbejd hans Blod forynger; kun halvt til Vægten en Byrde tynger i Høsletstiden ved Karup Aa.

Ret artigt Pigen maa Riven klemme, om hun med Leen skal holde Skridt. Korset og Klokke maa blive hjemme, saa svulmer Barmen desmere frit! Hun drejer Riven, saa Græsset stenter og alle Frøer gjør Testamenter og rædselsslagne fra høje Skrænter med Plask sig styrter i Karup Aa.

Og Solen bager paa Knøsens Tinding, mens rapt hans Stryge i Krydsstrejf gaar; og Sliddet slapper hans Buxelinning, saa Buxehagen til Knæet naar. Ved Skaarets Ende en Slurk af Dunken, en Skraa i Munden og Saften sunken! Saa fat igjen for at øge Bunken af Hø i Stakke langs Karup Aa!

--Du klare Strøm med de svale Bølger, der duger Heden saa bredt et Bord, mit Blik ærbødigt din Krumning følger, til hvor du dykker i dyben Fjord. Til dine Bredder min Slægt var bundet, ved dine Bølger jeg Liv har fundet, du er som Traad i mit Livsvæv tvundet, du tungt henskridende Karup Aa.

18/7 1901.

[Footnote: _Vajsen_, høj Vej gjennem Engen; _Klunker_, klukker dybt; _skjarer_, skinner (af Skjær); _Svingel_, en Græsart; _Knagen_, Haandtaget paa Høleen; _Stenter_, springer brat af Sted; _Stryge_, et Hvæsseinstrument for Leen.]

HEDELANDET.

Du sære Land, du mørke Land, med Faaredrift og Studespand, med ilde Avl i Sandjordstavl, med Stormes Gys om Grund og Gavl!

Dit lave Træ fik kroget Knæ i Vestenvind og Østenlæ; din Byg frøs ud i Nordenslud, til skurvet Jord _for_ skarp en Lud.

Din Bedeflok har Tæger nok, men rag og strid er Uldens Lok; dog Faders Sok og Søsters Klok ved den fik Traad paa Moders Rok.

Et magert Land, et fattigt Land, og jævnt--i mer end een Forstand; skjønt nok af Sten langs Agerrén, du har af _Klipper_ ikke een.

Din Arv er Sand, dit Raab er: "Vand!" Skjønt ogsaa her sies Mælk af Spand; blev Solen hed og Kosten led, _den_ bragte tit en Skorpe ned.

Din Lyng var høj, din Al var drøj, og Rydningsværket ingen Spøg, men Ilden sved, og Spaden bed; om Resten ved hvert Barn Besked.

Den jydske Mand, som her tog Land med langt til Gud og langt til Vand, hvor holdt han ud i Ugers Slud, naar al hans Trøst var Ko og Stud?

Saa spurgtes tit; han grunded lidt og svared saa: "_Hvem_ vælger frit! _Jeg_ fødtes her i Hytten der bag Kaalgaarddigets Poppeltræ'r.

Der leved Mor, til jeg blev stor, saa fik jeg Hyttens Gjæld og Jord; et brydsomt Værk! men jeg var stærk, og jeg tog Skæbnen i dens Kværk.

Og Hytten her den er mig kjær, naar Sperglen gror og Rugen drær; dens Karm er vind; men Solens Skin naar selv ad skjæve Ruder ind."

Med slige Ord din jydske Bror vil møde dig paa stormslaaet Jord, hvor Hytter smaa med Lyng for Straa i Dag slaar Kreds om Heden graa.

"Et øde Land". Et _herligt_ Land ned Lokesæd og Hedebrand i Byger døbt, i Storme svøbt, i egne store Former støbt!

20/7 1901.

EN FABEL.

Der var engang en _Grand danois_, som havde levet længe; i fordums Tider rev dens Tand de Mopser mangen Flænge.

Men er et Bæst end nok saa bidsk, engang dog Galden stopper; nu sad den tandløs i sit Hus og nagedes af Lopper.

Da samledes de Mopser graa i Flok fra alle Sider og sagde: "Lad os hædre ham, der ikke mere bider!"

Se, saadan taler Mopser kun og andre dumme Hunde; de Taaber husked ikke paa, han bed, den Tid han kunde.

Saa trak de Smaa i Kjoler graa og pyntede sig Bagen, og havde en et Ordensbaand, han bandt det under Hagen.

Saa gik de til vor _Grand danois_ og satte sig paa Gumpen, og bjæffed: Ak! og tuded: Tak! og logrede med Stumpen.

Den gamle keg af Huset frem; han var i Hu saa gnaven, for Loppen bed, og Gigten sled, og Ald'ren rev i Maven.