# Samlede Værker, Første Bind

## Part 3

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/samlede-v-rker-f-rste-bind-24486/index.md

I Syden saar man Kanoners Sæd, mens vi herhjemme saar vor Havre; _dér_ flygter Bonden forskræmt og ræd, hos os han spiser trygt sin Davre; han tygger sindigt og med Grundighed, det haster ikke, for vor Bonde ved: gaar det end smaat, gaar det dog godt; og gaar det ej--naa ja, saa staar det.

Vi er et Folk af en egen Art og kom som oftest sidst til Gildet; de Ben, de store har mætte spart, dem har vi andre gjærne pillet. I Politik vi naa'de ikke højt, vi lød for villigt Junkerpibens Fløjt; Alter og Slot, Tietgen og Thott, det rimed altid godt i Danmark.

Vi prygler løs paa den samme Sæk og stadig med den samme Kølle; vi holder Vask ved den samme Bæk og kjører mest til samme Mølle; vi gaar til Baller, og vi gaar til Bad; vi kan saa Smukt hinanden udenad. Den Sag er fæl, det slaar ihjel, langt mer end Kugler og Kanoner.

--Nu væves yndeligt Eng og Mark med Kavling og med Kavelotte; og Storken, Foraarets Patriark, gaar rundt, alvorlig som en Skotte. Brushanen danser ved den blanke Aa; fra Busken ser hans unge Viv derpaa. --Hejsa og Hop! Vinduet op! og lad os faa lidt Luft i Stuen!

Se, der fløj Høgen dit Hus forbi, og over Taget svitter Svalen; den snilde Ræv gaar paa Frieri med Smil om Mund og Dusk paa Halen. Raabukken gaar saa strunk som en Student, der lige nys har faaet sin Frakke vendt. --Hejsa, min Glut! vent et Minut, saa gaar jeg glad med dig i Skoven!

Kjbh. 1/5 1897.

JENS HURRA.

Jens Hurra kaldtes en Ungersvend med Halm i Sko og med Rem om Lænd, med Hestekræfter og Bjørnemod, den fejreste Gut i hver Dansebod.

Hans svære Lemmer, hans Nævers Vægt gav allevegne hans Ord Respekt; i mangt et vestjydsk Fyrrebord end sidder Mærker af Jens Kno'r.

Han var den flinkeste Arbejdsmand, der sled for Føden i Jydens Land, hvad enten han svang den hvinende Plejl, hvad eller han æltede Ler til Tegl.

Han lo ved Gry, og han sang ved Kvæld; Jens Hurras Humør gik aldrig paa Hæld: han tog om Livet hver vakker Tøs, de kyssed gjerne den ranke Knøs.

I Høsletstiden, naar Leen klang, og rædde Frøer for Æggen sprang, da voxed hans Kræfter, og Læs paa Læs han strø'de om sig af slaget Græs.

Der gled i Engen en sølvblank Aa; naar Sol var nede, og Nat faldt paa, da stimed sammen paa Aaens Bred en Hær af Piger, og Jens var med.

De slog i Strømmen med Rivens Tand; hvem bar dem over det brede Vand! Jens tog dem paa Armen to og to og kløv saa Aaen i sømslagne Sko.

Men Vandet skvulped om Knøsens Lænd, de smukke jamred med Klynk og Skjænd, de knuged ængstelig Kjæmpens Hals. Jens gik saa let, som han traadte en Vals.

Han mored sig ved deres Angst og Mén og kneb dem blidt i de tykke Ben, saa slap han dem ned paa Bredden grøn; et Kys af hver var hans Færgeløn.

Jens Hurra ejed ej Sølv i Skrin, men Viddets krasseste Brændevin, --der hverken, var ren eller fuselfri-- han havde sin Lyst og Styrke i.

Hans Stolthed var en Harmonika, der kunde han trække Toner a', der kunde gjøre en Kat jaloux og tolke Alverdens Elskovsgru.--

En frisk, en brav, en gemytlig Gut; mon ogsaa det brave kan gaa kaput; hans Død kom til ham lidt før end bedt, og sidste Gang havde Kjæmpen lét.

Det spurgtes vidt over Hedens Land, at Jens var mærket til Dødens Mand; man tog det med Ro efter Landsens Sæd, men alle de muntreste Piger græd.

Da Jens kom efter, hans Død var nær, han kaldte stille paa Røgteren Per; "Naa, Per, her ligger jeg ret som en Klud; mit sidste Glas har _jeg_ stukket ud.

Lad Folk da sige: Han drak og sled, hvad bedst han gjorde, man næppe ved. Den Dag han døde--men aldrig før-- man saa Jens Hurra i snavs Humør!

Og hils saa alle de Piger smaa, foruden mig de nu danse maa; de tusind Kys, de mig villigt gav, dem ta'r jeg taknemlig med i min Grav.

Og hiv saa ned fra sin Læderstrop Harmonikaen, og spil en Galop; det volder ellers saa stort Besvær at slippe af med den Smule Vejr.

Mit Spilleværk være da dit til Tak med samt den Rest af min Røgtobak; det er min Vilje, mit sidste Bud, og dermed farvel og befaler Gud!"

Per Røgter steg op paa et Kistelaag, hans Træskohæle mod Kisten slog; de Toner skingred som Ulvehyl, de skar som Sav, og de prak som Syl.

Per Røgter, berust af sin sære Kunst, sig hidsed op til en egen Brunst. "Naa Jens, hvad tykkes du, skal vi ha' mer?" Men ingen svared; da standsed Per

og sprang fra Kisten: "Aa, Jens, giv Tid!" Men Vennen havde alt stridt sin Strid. Jens Hurras Aand var faret herfra paa Tonerne af hans Harmonika.

Foraar 1897.

DER GAAR SAA MEGET TIL SPILDE.

Der gaar saa meget til Spilde paa denne syndige Jord: de skjønneste Tanker, de varmeste Taarer, det blideste Blomsterflor.

Se, udover Gjærdet hænger Rosernes duftende Klynger; de sidder og venter paa Æventyr, mens Vinden dem nænsomt gynger.

De dufter saa blidt, de spreder sig vidt, men ingen kommer og plukker; da bliver de kjed af al Verdens Ting og sagte Kalkene lukker.

Snart drysser ned i det vaade Sand den Sansernes Lyst og Glæde, og Bondens vraltende Oxespand paa Rosenbladene træde.

Der fødes saa meget paa denne Jord, som aldrig Liv har krævet; der dør saa meget foruden Spor, som aldrig rigtig fik levet.

Der svulmer mangen en Jomfrubarm og knoppes som Rose paa Stilke, som aldrig krystet af Mandens Arm maa rynkes af Savn bag sin Silke.

Ja, visne vil Pigers og Rosers Flor, de røde saa vel som de hvide; men den, som vil leve paa denne Jord, han plukke de Roser i Tide!

Juni 1897.

JEG VAR SAA TRÆT--

Jeg var saa træt af Byens Larm og Usselhed; jeg maatte ud, ha' Luft, bli' varm, se Sol gaa ned.

Jeg maatte bort fra Gadens Kvalm og Stadens Pest, og sove paa Alkovens Halm som Bondens Gjæst.

Jeg maatte væk fra Vrøvl og Øl og Gydens Stank, og bade mig med Engens Føl i Aaen blank.

Jeg længtes som et fanget Dyr, som Ravn i Bur, mod brune Heders Æventyr og Guds Natur.

Jeg lukked med et Smæld min Bog og greb min Hat; til Byens klumre Ravnekrog: god rolig Nat!

Efteraar 1897.

HEDEVANDRING.

I.

Her har jeg Himlene over min Isse, her har jeg Lyngheden under min Fod. Musen har Rede i guldgule Visse, Hugormen døser ved Gyvelens Rod. Graalærkens Sang, Faar'klokkens Klang, gjør af min Vandring en Paradisgang.

Haren ta'r Spring over Blaabær og Rævling, ilsom den svinder bag Lynghøjens Kam, inde bag Bakkerne lusker en Grævling: vogt da, o Hyrde, de hvide smaa Lam! Ser du hans Bo, lad ham i Ro, han bider lukt gjennem Strømper og Sko.

Dunlet i Luften sejler en Maage, Sollyset glitrer i Vingernes Pragt; lavt over Lynghavet styrer en Raage, kluntet er Flugten, og sort er dens Dragt. Raage og Ravn-- hvad gjør et Navn: Heden ta'r alt i sin dølgende Favn!

Viben har Unger bag Porsenes Ranker-- duk dig, nu slaar hun jo ned i din Hat! Ræven, den snilde, bag Tyttebærranker lærer sin Yngel at lege Tagfat, træder sin Dans, svinger sin Svans, hele den vildene Hede er hans.

Her vil jeg drømme fra Sorgernes Skare, skylle dem bort i et jublende Væld, sende dem væk med den flygtende Hare, bade min Sjæl i den duggende Kvæld. Solen gaar ned, Himmerigs Fred! sænk't over Lyngen og Sindene med!

1897.

II.

Med raske Trin jeg over Lyngen skred, og Mosset knased under Støvlens Saaler; mod Vestens Flammeporte Solen gled og favned Heden med de sidste Straaler.

Sært dufter Porsen nu i Duggens Bad, kulsorte Skyer Tordenregn bebude, og langt mod Øst bag Tørvestakkes Rad en Bonde ager hjem bag sine Stude.

Fra Luften stiger Fugle langsomt ned, de ser sig skræmte om, før Læ de søge; thi Nattens Hede har ej idel Fred, men den har ogsaa Rævepak og Høge.

Se, derfor skjælver hver en lille Fugl, der søger spejdende den aabne Rede; for den har intet lovbetrygget Skjul, og intet, intet Fadervor at bede.

Og derfor hører jeg et Vemodssuk just nu, da Solens Baad til Havs vil sejle, jeg hører det i Agerhønens Kluk og i dit Tungsindsfløjt, graagule Hjejle.

Og selv jag gribes af din Tungsindsgru, din Natterædsel, store, brune Hede; thi lille Fugl, jeg er forladt som du og har ej noget Fadervor at bede.

1897.

RÆVEJAGT.

Aahej, Hr. Mikkel, nu har jeg dig, nu skal din Røver skydes! For Kyllingrov og for Lammesteg skal nu din Pels mig ydes.

Jeg fattes bare din røde Hud blandt alle de Rævepelse, hvormed jeg forer et Bryllupsskrud, en Kaabe fin til min Else."--

Og hastig brænder vor Skytte løs, blandt Bakkerne drøner Knaldet. Hr. Mikkel bliver en Kjende nervøs ved Haglenes Smælden i Faldet.

Men Mikkel smutter i Bakken brat, han vil saa nødig skydes; langt hellere da en Vinternat med Sulten i Graven brydes.

Den Skytte rusker med øvet Haand i Lyngens knudrede Ranker; af dem og af Vidjens vege Vaand et Læs for Hulen han sanker.

"Aahaa! god Mikkel, giv bare Tid, nu skal du ej længer fryse!" Den Røg sig breder saa fed og hvid og bringer vor Ræv til at nyse.

Den trygge Skytte ved Hullet blev, han huskede ikke, Taaben: det maatte være en daarlig Ræv, der ej holdt en Bagdør aaben.

Mens Ilden spraged af al sin Magt og slikked om Rævens Køje, og Røgen slog gjennem Hulens Tragt og sved i hans snedige Øje.

Hr. Mikkel gjennem sin nordre Port fortrak for den sviende Flamme; den snilde Mester havde just gjort hin Løngangsdør for det samme.

Men da han naaed et Bakkenæs og saa den Røg opstige, han skar sit allerfiffigste Fjæs og vendte sig som for at sige:

"Ja driv du kun dit golde Stræv og riv i Rævlingens Buske; et Faar har aldrig luret en Ræv, saa længe da _jeg_ kan huske.

Jeg haaber, at baade jeg og du skal slide Tiden med Helse, om ogsaa du nødes en Gang endnu at vente en Stund paa din Else."

1897.

SAGN.

Graavidjen brummer i Nattens Sus, og Haglen trommer mod lynglagt Hus, mens Ræven skriger paa Heden.

En Kvinde lytter bag Hyttens Karm: "Jeg hørte Raab og forvirret Larm, og Ræven skriger paa Heden!

Ak, vaagner nu ogsaa Drengen spæd! Hans Far er ude, jeg er saa ræd, naar Ræven skriger paa Heden!

_Han_ tog til Marked; Gud naade mig, hans onde Nabo tog samme Vej! Hør, Ræven, Ræven paa Heden!"

--Bag lynglagt Hytte ved Bakkens Fod udøser Skurken sin Uvens Blod, mens Barnet græder paa Heden.

Hvor Vidjen dølger en sumpet Sig, der sænkes i Nattens Mulm et Lig, mens Ræven skræber paa Heden.

Hvor Vandet klunker om Brinker graa, der gaar den Brasen saa bred i Aa.

Der vandrer Fiskeren Natten lang med Aaleblus og med Toggerstang.

Med eet han staar i en lyngkranst Sig, hvor Sagnet gaar om et nedsænkt Lig.

Et Pust fra Sumpen, et iskoldt Gus udslukker Fiskerens Aaleblus.

Da var det, som tusind Fugle for med Suk og Susen fra Syd til Nord.

Begyndte som pibende Klynk og Kluk, og endte i skrigende Vi og Vok!

Da slap den Fisker sin Toggerstang, og over Grøfter og Kjær han sprang.

Han glemte sit Garn, han glemte sin Fangst, hans Strube snøredes til af Angst.

Thi over hans Isse lavt over Jord de sorte Helvedes Fugle for.

Og hvor han stirred blandt Banker graa, han idel gloende Øjne saa.

Den arme Fisker, med Skum for Mund de fandt ham den næste Morgenstund.

Hans Aand var rystet indtil hans Død, nu ligger han hyllet i Jordens Skjød.

Saa klinger endnu det natlige Sagn, mens Bonden ved Midnat sætter sin Agn, og Ræven skræber paa Heden.

1897.

BILEAM OG HANS ÆSEL.

4. Mos. 22.

Det var "den Guds Profete" Bileam han gjorde Navn og Stand og Stilling Skam, saa at et stakkels Æsel maatte bøde med Suk og Støn Profetens Syndebrøde, og Herrens Vredes Lyn til Solskin vende. Nuvel! Saa hør; Historien er denne.

Kong Balak herskede i Moabs Land, for Øjeblikket just en plaget Mand, thi ret som Okser Markens Græs opslikker og Ørknens Aande Bækkens Strømme drikker, fortærede den vrede Israelit hans Landes Grænsers Grøde vidt og bredt. Da skjalv af Vrede Balak, Zippors Søn, og sendte til Profeten Bud og Bøn og lod de Ældste gjorde deres Lænder; med store Punge i de magre Hænder de traadte under Bileams Palmers Skygge og bøjede de gamle Hofmandsrygge med allerunderdanigst Pietet for Bileam, Beors Søn, men Guds Profet. Profeten skeled til de store Punge og bad dem dristigt løse deres Tunge. Da traadte frem den ældste Moabit, hans Gang var vaklende, hans Skjæg var hvidt som Moabs Floder, naar om Høst de skummer, hans Aasyns Rynker talte kun om Kummer. "Vort Land er hærget af en Røverflok, den ænser ikke Sten og ikke Stok, den skjuler Jordens Kreds; som bange Kid vort Folk omflakker hjemløst hid og did; dens Gjærninger er alle af det onde, den hugger Palmen om i vore Lunde, den spreder Kildens Stene over Sandet, af sønderslaaet Cisterne vælder Vandet. Thi beder Balak, Moabs Majestæt; kom dette Folk tit Hjælp, o Guds Profet, band Israeliten! Thi dem _du_ forbander de rejser aldrig mer de frække Pander!" Den gamle tav, hans Sølv mod Jorden klirred; Profeten rømmede sig lidt forvirret: "Hvad her er Ret jeg skal faa aabenbaret; bliv her i Nat, min Gud skal give Svaret."

Alt kolde Nattepust i Ørknen vandre og Pinjens Kogler slaar imod hverandre, Vildæslet hviled alt den rappe Hov. Teltsnoren raslede, Profeten sov, mens Maanelyset over Tæppet faldt. Da stod i Teltets Dør en høj Gestalt, Profeten vaagned pludselig og gøs, det var som Blodet i hans Aarer frøs, thi Skikkelsen i Døren steg og steg, Profeten hvisked skjælvende og bleg: "Hvad vil du, Gud? Tag, bort de strænge Blikke". En Tordenrøst: "Vogt dig, forband dem ikke!" Og atter suser Ørknens kolde Vind, og atter slumrede Profeten ind. Saasnart de Ældste vaagnede ved Dag de sendtes bort med uforrettet Sag. Kong Balak jamrede med Graad og Klage, der de kom uden Bileam tilbage. Med større Sække sendte han igjen de magre Oldinge til Pethor hen, og atter blev vor Bileam charmeret og af de store Sækkes Sølv duperet, og atter blev han truet haardt af Gud, men op ad Dagen kom der Kontrabud, Gud vilde ikke mer hans Rejse dadle, --Da lod Profeten skyndsomst Æslet sadle og Moabs Gamlinger i Haab forlod ham, men brat optændtes Herrens Vrede mod ham!

Det var en underdejlig Morgenstund, man kunde se helt ned til Flodens Bund, og Duggen laa endnu paa Markens Lilje; Profeten sang, og Æslet lød hans Vilje og travede, hvad Æsel trave kan, med rejste Øren imod Moabs Land. De naaede en Hulvej kold og dyb; paa Bunden gik der tykt med alskens Kryb, en Pinjeskov paa Skrænten stejl og brat indhylled med sin Skygge alt i Nat. Kun Fod for Fod Profeten kunde ride, med eet sprang Æslet med et Ryk til Side, thi foran begge, midt i Æslets Vej-- for Dyret synlig for Profeten ej-- der hvor Giftliljen snor sin blege Stængel, der stod med Sværd i Hænde Herrens Engel.

Profeten rasende ved Æslets Spring, lod Svøben suse ned i rappe Sving, og Æslet sprang omkring fra Væg til Væg, saa Stenen skrabede Profetens Læg: det gøs for Sværdet og for Englens Blik, der gjennembored det som Lansestik; det syntes Æslet bindegalt det hele. Fortvivlelsen og Skrækken gav det Mæle, og sandelig, vor Æsel holdt en Tale, der glimtvis strejfed det originale. Af Svøben pint den raabte: "Men for Fanden, er Guds Profet da gaaet fra Forstanden! Ser du da ikke der den lange Bengel --thi hvad ved jeg, maaske en Herrens Engel-- med Flammesværdet og med Flammeøjet og sorte Lokker over Silketøjet; han kløver sikkert baade dig og mig, ifald vi gjør et Skridt ad denne Vej----"

Med drøje Ord udskammed Æslet Præsten, men selv du maa hos Moses læse Resten.

De gamle Fabler er slet ej saa gale, thi alle har vi jo hørt Æsler tale.

Jebjerg 30/7 1897.

MILDE ØJNE.

De er kun faa der aner, hvilken Magt der er i tvende milde Øjne lagt:

To milde Øjne døved ofte Staal, to milde Øjne slukked mangt et Baal.

Hvor alt var stængt for Trods og Vredesblik, to milde Øjne Døren aaben fik.

De standsed tit i Flugten Hadets Lyn og vendte det til et Forsoningssyn.

De lagde Balsam paa de Smertens Saar, som haarde Sind og onde Hænder slaar.

For milde Øjnes Magt sank Peder ned, dengang han angerknust gik ud og græd,

og tit et Kvindeblik en Yngling bandt, der stod med Foden over Fjældets Kant.

I denne Glans af gode, milde Øjne skal Jorden lutre sig og sine Løgne.

28/9 1897.

VINDENES VISE.

Il, smil, Søndenvind, Vaarens blide Datter, du er Himlens Sendebud, Knoppens Ven og Blomstens Gud, mens jeg er knap Forfatter.

Hæs, hvæs, Østenvind! Dig kan jeg ikke lide. Mon du selv kan sige mig, hvem der ret kan lide dig, som alting grønt vil svide?

Ryg, knyg, Nordenvind! Alle høje Graner frygter for dit hvasse Ris, gyser for din Sne og Is og dine glubske Vaner.

Sus, brus, Vestenvind, sadl kun højt din Ganger! Bark mit Skind og brun min Kind, fyld min Lunge, styrk mit Sind og gjør mig til din Sanger.

1/10 1897.

POLITISK UENIGHED.

Der sad to Venner ved et Krostubord og talte om det sidste Kejsermord.

Den ene havde just _sit_ Standpunkt klaret og ikke Kejsere og Konger sparet:

Var de ej Snyltere i Folkets Hus? "Som Hund og Stodder frier sit Skind for Lus,

saa hører det til Samfundshygiejne at gi' _dem_ sure Dage alle Vegne."

Med disse Ord han sig tilbage lagde. Den anden strøg sin Manke op og sagde:

"Har du lagt Mærke til en Humlebi, der strider for at komme i det fri?"

Med uafladelige Stød af Snuden den uden Ophør bombarderer Ruden.

Dens Ryg, dens Braad og Ben sig anspændt krumme, almægtigt rasende den høres brumme.

Det dirrer synligt i de smaa Tentakler, imens den giftfyldt over Glaret vakler.

Men næste Morgen vil et lille Lig i Karmen melde om en haabløs Krig.

Den knuste Panden mod den blanke Rude, et Trodsens Barn, hvis Saga her er ude.

--Som Humlebien raser du og jeg, endskjønt vi ved, vor Rasen nytter ej.

Thi nytter noget Individets Trodsen mod Samfundsbøddelen, mod Magtkolossen?

En Dag vil selv den bedste knuse Panden, hvis ej forinden han har tabt Forstanden.

Og atter vil et frisk og blodigt Lig, fortælle Verden om en haabløs Krig.

En saaret Stakkel løftes op ved Armen og jordes lydløst som hin Bi i Karmen.

Og urørt smælder Tyranniets Fane, og evigt gaar vor Jord sin krumme Bane."

--Saa talte klogt og skeptisk Pessimisten; men bagom Skjægget brummed Anarkisten.

Jebjærg 1/10 1897.

SALLING.

EN SKJÆMTEVISE.

Musen sad ved dine Strande, skjønt hun blev lidt vaad, tog sig til den blege Pande, brast saa ud i Graad, raabte højlydt: "Her er Degne, Præster, Provster allevegne; ingen dog til Musens Glæde vil _dit_ Drapa kvæde.

Har jeg ikke klædt dig Jorden grøn fra Top til Taa; gaar der ikke Torsk i Fjorden større end som saa? Du har nok af krumme Bække, Mel og Gryn i dine Sække, Gammeløl i Kjæld'rens Mørke mod en Høstdags Tørke.

--Grevefejdens røde Lue hærged langs din Kyst, kasted Blink i Bondens Stue, Angst i Munkens Bryst. Har du glemt _Jens Hvas_ hin brydske, eller har du glemt _Kræn Tyske_? Ak, blandt dine Stormænd alle nævnes ingen Skjalde!"

--Og hun greb _mig_ haardt i Kraven, skjænked mig sit Kald, og jeg kasted mig paa Maven, og jeg blev _din_ Skjald. Se, fra Resengab til Nautrup, ja, fra Aalbæk Strand til Flautrup, Lem og Hem og Hjark og Junget har jeg dig besunget.

Mellem Sø og salte Sunde blinker frem et Land; Ploven ej dets Muld kan bunde, næppe Spaden kan. Alt er fedt og fladt, og Flaget smælder over Ladetaget, der hvor Brudeskaren bugter sig langs Engens Slugter.

Sallingland, jeg vil dig ligne ved en Bondetøs; hendes Læber Gud velsigne, Blikket er en Mø's; bred er Hoften, fyldig Barmen, fast er Foden, kjødfuld Armen, Fjorden kaad og overgivet ta'r den Glut om Livet.

Salling, dine hvide Stude lyser langs din Kyst, dine trinde, rige Brude er en Bejlers Lyst; hvilken Rus, ja hvilken Lykke til et mandigt Bryst at trykke sammen med en elsket Kone 30,000 Kr.!

Brede Gaarde, store Haver spredte paa din Muld! Hvem kan tælle dine Traver, dine Grisekuld! Fyrretyve Kirketaarne, hvide som i Marmor skaarne, peger tindrende mod Himlen mellem Gaardevrimlen.

Op og ned i brede Vover bølger tungt din Rug, Ternen sejler let derover med sin bleggraa Bug.

Skov i Øster, Hav i Vester, røde Hopper, fede Præster-- saadan staar du for mit Øje set fra dine Høje.

Himmel, skjærm det Folk fra Snue, skjøt dets røde Føl! Værn dets Ager, vogt dets Drue: Sallings Gammeløl! Lad det bruse, lad det skumme, lad det Landsens Kræfter rumme! Sign, o Gud, de fede Stude og de trinde Brude!

Jebjærg 8/10 1897.

MEJERIST-VISE.

Hej, Mejerister, tør Fløden af Skægget, røm jer og rens nu jer Bas--bur-ru-ru! Syng saa en Vise saa dyb og bevæget her ved vor glade Kalas--bur-ru-ru! Glem Moralisternes Vaasen og Væv; Livet, minsæl, har et underligt Væsen, vær ikke for kræsen, gaa frem efter Næsen, om ogsaa den stundom er sodet og skjæv.

Mælken kasseres, fordi den har Syre, Kjællingen bliver saa but--bur-ru-ru! Hør, hvor hun larmer med Eder saa dyre, snyder med Fingren sin Trut--bur-ru-ru! Giftfyldt hun halser til Manden afsted: "De Mejerister, de er dog en Plage, har nogen kjendt Mage, _vor_ Mælk tør de vrage! Nej, de Mejerister skuld' Fanden ta' ved!"

Grovsmeden ind ad Kontordøren klyver: "Tror I kanske, jeg er gal? Bur-ru-ru! Aldrig betaler _jeg_ ringeste Styver, nej, om det blot var en halv! Bur-ru-ru! --Se, hvor han spytter og gnubber sit Knæ, bander og stamper, saa Bøtterne bæve, slaar ud med sin Næve og bruger en Kjæve, betaler sin Regning,--og gaar saa, det Fæ!

Damphesten aser som Samson i Møllen; hør, hvor den pruster saa svedt--bur-ru-ru! En tømmer Spanden, en anden maa skyll'en, her gjøres Helved dig hedt--bur-ru-ru! Men har du redet din pjuskede Lok, tag saa et Kys ved den første den bedste, saa faar du de fleste man elsker sin Næste, og det siger Præsten, at det maa du nok!

Jebjærg 9/10 1897.

OM ZEUS STEG NED--!

Om Zeus steg ned fra Himlen, tog Hat og Stok og Støvler paa og gik omkring paa maa og faa og blanded sig i Vrimlen--

Om han kom ind i Staden, hvor ærlig Mand i Skygge staar, mens guldbesinnede Æsler gaar i Flokke midt ad Gaden--

Om han kom ind i Gyden, hvor Solens Straaler knapt er kjendt, hvor Salt omtrent er permanent, som Rendestenens Flyden--

Ja, tren han ind i Kirken, hvor tændte Lys for Altret staar, mens Præst og Klokker svedig gaar omkring i bjergsom Virken--

_Jeg_ tror han løfted Stokken og lod den "tærske Sædebyg" paa mangen bred og lasket Ryg, endog i Præsteflokken.

Kjbh. 29/12 1897.

TROSSKIFTE.

Du hellige Kirke i Syd og Nord, der er mod en Stymper saa streng, tillader Fyrstinden ret sære Ting, naar hun skal i Brudeseng.

Thi naar Prinsessen af Bünkenburg formæles med Prinsen af Reusz, der skiftes Chemisse som Konfessjon: "Es lebe das heilige Kreutz!"

Igaar højluthersk Prinsessen sad paa Slotskirkens polstrede Bænk; idag hun befingrer en Rosenkrans og douches af Vievandsstænk.

Og Præsterne messer i Kirkens Kor, og Bønner opsendes til Gud; saa skifter Prinsessen af Bünkenburg Tro til Salver af Riffelskud.

Det flager i Havnen, det ringer i Land, paa Slottet et glimrende Bal, nu gnider vist Paven sin slunkne Vom, men Bünkenburgbispen er gal.

Festblussene slukkes, Kalaset er endt, om lidt gaar Prinsessen til Køjs og avler Kongsemner til Folkenes Lyst med Fyrsten: Prinsen af Reusz.

Kjbh. 15/1 1898.

DEN SYGE YNGLING.

Jeg bad til Gud een eneste Bøn.

Mig syntes hans Jord saa rørende skjøn, mig syntes hans Himmel saa dulmende blaa; man blev ret saa god af at stirre derpaa.

Jeg vandred saa glad mod den stigende Sol og plukked imellem en dugget Viol; jeg strakte mig salig paa Ageren grøn og bad af mit inderste Hjærte en Bøn.

Bad ikke om Sølv og ikke om Guld, ej Rader af Køer paa tommetykt Muld,

og ikke--som ellers Menneskets Kuld-- jeg hyklede Graad bag en Lommeklud og spændte en medbragt Pose ud og bad saa Himlene styrte den fuld.

Mig syntes hans Jord saa daarende skjøn, og derfor jeg bad den eneste Bøn: "Barmhjertige Gud, jeg elsker dit Værk, lad altid mig nyde det _sund og stærk!_"

Jeg rejste mig salig fra Ageren grøn, jeg tro'de saavist, at han hørte min Bøn.

Men alle saa hører vi Herren til, og Gud kan jo gjøre med sit, hvad han vil; een plager han længe, een slaar han ihjel, men god skal han være alligevel.

Mig gav han lønligt i Siden et Stik, saa Livet sortnede for mit Blik; jeg hylledes ind i en aarlang Nat, mens Engenes Blomster visnede brat.

Se derfor beder jeg aldrig mer, om og jeg imellem mod Himlen ser.

Kjbh. Jan. 1898.

HERKULES.