# Samlede Værker, Første Bind

## Part 2

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/samlede-v-rker-f-rste-bind-24486/index.md

Og det var liden Maja, saa glad var hendes Sind, hun sang omkap med Lærken og løb som Søndenvind.

Og det var liden Maja, hun var kun femten Aar, en halvt-udfoldet Rose i den spirende Vaar.

Og det var liden Maja, hun lo med et Smil, som Solen, der skinner paa Skyer i April.

Og det var liden Maja med et Hjærte saa let, hun kjendte endnu ikke til Sorger og Korset.

Hun saa paa alt og alle med sit varmeste Blik, det eneste hun hadede, var "Sprog" og Grammatik.

Langt hell're, end hun dvæled, hos Skolens barske Møer, sprang hun over Marken med de bissende Køer.

Og talte hendes Tanter om "Mands-Tyranni", lo hun og fløjted en Dansemelodi.

Saa sød var liden Maja i sit femtende Aar, en halvt-udfoldet Rose i den spirende Vaar.

--Men snart er Maja voxen, og saa er alt forbi; saa maa hun tage paa sig det vante Liberi.

Den lange, lange Kjole, det snærende Korset, de struttende Blonder og den stivede Manchet.

Saa er der Staal og Fiskeben, hvor før der var Natur, og for utvungen Barnlighed der bydes paa--Figur.

Og saa skal ogsaa Maja, snik-snakke Kvindesag. Gud, lad din ringe Tjener ej opleve den Dag!

Kjbh. 6/5 1892.

FRA LANDSBYEN.

Hans Kinder de var fregnede, hans Næse den var blaa, hans Læber de var blegnede og farvede af Skraa.

Hans Haar stod om hans Hoved som pisket Skorstensrøg, hans Aandedræt var mættet af Brændevin og Løg.

Hans Ben var stokketynde, og Brystet smalt og fladt, i Krop og Væxt en Mynde, i Hovedform en Kat.

Men rig som bare Pokker var denne grimme Mand, og derfor tog den smukke Sofie ham til Mand.

Hun plejede og passed den ækle gamle Bjørn, blev krammet af hans Labber og Moder til hans Børn;

blev graa og grim og gammel, som det er Livets Hang at gjøre det, der ofte var ungt og smukt engang.

Men jeg har set Sofie gaa bag sin Husbonds Gaard, og naar hun kom tilbage, var Øjet rødt Graad.

Og jeg har set Sofie, med et gaa rent istaa, og jeg har længe gjættet, hvad saa hun tænkte paa.

Saa tænkte hun paa Søren, den stakkels kjønne Fyr, med hvem hun havde digtet saa mangt et Æventyr.

Han var saa smuk som fattig og elsked hende ømt, men siden er som skuffet til Amerika han rømt.

Hun tænker paa en Aften i et maanelyst Krat, hun tænker paa en anden og tredje Sommernat.

Hun tænker paa hans Kys, der var sødere end Vin, hun tænker paa hans Haand, hvor den var god og fin.

Hun tænker paa, hvorledes den gled i hendes Haar og vakte dunkle Ønsker, der løstes ud i Graad.

Hun tænker paa hans Ømhed, hans Ild, hans Elskovsbrand-- og dernæst gaar Sofia ind til sin grimme Mand.

Sommer 1892.

DØDSRAMT.

Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand, da flygter den med opspil't Mund fra Land.

Mod Dybet jager den i Ve og Vaande og løfter kun sit Hoved for at aande.

Dens Hale basker som en Dampskibsskrue, dens runde Øjne smaa i Smerte lue.

Tangskoven klyver den og Sildens Stime og drager efter sig en blodig Strime.

--Som Hvalen dødsramt kløv det brede Hav for i dets tavse Dyb at naa en Grav,

saa saa jeg alt det saarede og slagne, det lumpent svegne og det koldt bedragne

at ile rastløst imod Ørkners Øde, for uset der at græde og forbløde.

Aakjær 25/6 1892.

HYLDEST-TELEGRAM.

Af syv Studenter er de sex Poeter, blandt otte Præster er der _ni_ Profeter, og alle Mejerister er Athleter, der rider--Himlen ved--hvormange tusend Meter, og altid faar Medaljer, aldrig Beter.

Jeg glæder mig pligtskyldigst ved hvad sket er, Gid I maa have endnu mange Tête-a-tête'r med Sportens Gud, før vi blandt Stjerner og Kometer skal samles foran Porten til St. Peter!

I Sejrherrer i den ædle Sport, rid dog for Guds Skyld aldrig længer bort, end jeg kan sende mit Lykønskningskort!

Den sidste store vovsomme Rekord den gjælder ovennævnte Peters Port; og der skal _Esper_, Jyllands første Rytter, i Haanden trykke Nimrod størst blandt Asiens Skytter!

1/7 1892.

JEG GIK TIL VINDVET--

Jeg gik til Vindvet og stirred ud, men Skyerne drev med Regn og Slud. "Saa bli'r hun hjemme, det er et Tegn; hun hader Regn".

Jeg gik bag Laden og saa mod Vest, men Stormen sadled den høje Hest. "Saa er hun ejheller i Dag min Gjæst, hun hader Blæst".

Jeg gik og glædtes den Dag saa lang, for Solen skinned, og Lærken sang. "I Dag hun kommer, min Sjæls Idol, hun elsker Sol!"

Hun kom mod Aften saa glad i Sind, med Sundhedsrødme paa Mund og Kind; med Latter ind i min Arm hun sprang. "Faldt Tiden lang!"

Vi sad ved Gavlen, mens Dagen svandt; af Toftens Blomster en Krans hun bandt; hun smiled op fra en blaa Viol: "Fik du nu Sol!"

Aakjær 4/8 1892.

TIL MARIE.

Saa sluttede en Aargang af _dit_ Livs Billedtidende, som har bragt Sol ag Vaarsang og Frostnætter bidende,

og Elskovs søde Glæder, naar ingen tænkte paa det, og Graad paa øde Steder, naar ingen andre saa det.

De blide Sommernætter, saa lange og saa lyse, kan endnu varme Sindet, naar vi herinde fryse.

De blide Sommernætter, da Lysalfer spøgte omkring os i Skjæret fra Mars'es røde Lygte.

De blide Sommernætter, saa lyse og saa fagre, da Agerhønen klukked fra de duggede Agre, naar vi foer den forbi paa vor natlige Færden, saa saligt betagne, som ejed vi Verden.----

O, det var skjønne Timer, for Sorger kemisk Fri; nu sidder jeg og rimer om Ting, der er Forbi!

Saa sluttede en Aargang af _dit_ Livs Billedtidende, og Sommersol og Vaarsang svandt uden dit Vidende.

Helt svandt de dog ikke, de ligger kun i Dvale til næste Sommer kommer med Sol over Dale.

Thi hvad vi engang leved kan aldrig rigtig svinde, og mindst af alt kan Elskov imellem Mand og Kvinde.

Den overlever Slægter, ja overlever Livet, til den alene bliver Udødelighed givet.

Den Tro har jeg faaet usvigelig i Eje i stille Gang med dig ad sidste Sommers Veje.

Om den vil jeg hygge, om den vil jeg frede, saa længe som en Lærke i Lyngen bygger Rede.

Om den vil jeg vaage, Om den vil jeg værne saalænge Juninatten oplives af en Stjerne!

Nu har vi set paa Aarets de mange Billedblade, de stygge og de tunge, de lyse og de glade.

Nu ordner du dem varligt, og bind saa Aaret ind med alle sine Minder i Guld og Fløjelsbind--

og sæt det op paa Hylden til de andre fir' og tyve, at det kan staa og straale mens Timerne flyve.

6/11 1892.

GRAVVERS.

Han var saa rig, som man kan blive i Fjandbo-Land, og derfor kaldtes han syd for Skive, "den rige Mand".

Hans Juleoffer var blandt de større til Præst og Degn, han sværmed for Kongen og "ott'ogfyrre" og stemt' paa _Klein_.

Han sværmed og for Postej og Skinker og Grød med Kanel, et Allerhelvedes Fad med Finker slog ham ihjel.

Han sad en Dag med det Fad i Haanden, han svimlede. Og ned i Fadet han opgav Aanden-- og himlede!

26/12 1892.

DER FLØJ EN LIDEN SOMMERFUGL.

Der fløj en liden Sommerfugl hen over Bondens Tag; _den_ tænkte saamænd ikke paa den yderste Dag.

Den tænkte kun at nyde det Livets Sekund, som den havde kysset fra sin Mor, Naturens Mund.

Den gav sig hen til Flugten i Luftens varme Blaa; paa rene, hvide Vinger den fløj paa maa og faa.

Den nød sin egen Dejlighed og trodsed Tyngdens Lov, og ikke Spor den tænkte paa næste Dags Behov.

Var ikke Himlen havblaa, og Solen ret som Guld, og Livet lyst og herligt, og Verden frydefuld!

Bestandig fòr den op og ned som et stormjaget Løv, hvad heller som en Barnesjæl, nys skilt fra sit Støv.

Og som den fløj saa sjæleglad, en Bejler kom til. Gud, hvor han var oprigtig og fyrig og vild!

Han bad om Lov at følge, hun nikkede og lo; thi hvorfor flyve ene, naar man kan blive to!

De traadte Ætrens Elveslør foruden mange Ord, mens dybt dernede rulled den snavsede Jord.

Og mætte af Dansen i Junidages Sol, de daled gjennem Luften og fandt en dejlig Stol.

Midt i en hvidrød Æbleblomst-- saa salig som en Gud-- han vifted med sit Vingepar sin lille hvide Brud.

Der holdt de deres Bryllup foruden nogen Præst, for saaledes hued det de Sommerfugle bedst.

Og Grenen vugged op og ned i Sommerdagens Luft, og Æbleblomsten yded dem sin allerbedste Duft.

Og Grenen svajed, Skyen drev, og Dagens Lys blev slukt-- Tak, elskte smaa! I lærte mig, hvordan man elsker smukt..

Kjbh. Juni 1893.

LYKØNSKNING.

Som et Tog Beduiner over Sandets øde Flader, saadan ride mine Ønsker frem i lange tavse Rader.

Som et Tog af Beduiner langs ad Ørknens vide Veje, vandre mine Ønskers Hære ind for Dem i Dag og neje.

Mere Guld end Ørknen rummer, mer end en Kamel kan bære, mer end Ørknens Søn kan røve _Deres_ Part af Lykken være!

Friske Kinder, klare Øjne, Latter, Sang og søde Drømme, Solskinstanker, Hjærtensgodhed ind i Deres Dage strømme!

Som et Tog af Beduiner i Damasker-Stadens Gader, saadan vælde mine Ønsker frem i lange, tavse Rader.

7/9 1893.

NAT.

Mens Jorden sover Rusen ud, og Nattens Time haster, da sidder den brave, gamle Gud deroppe og ryger sin Knaster.

Han skuer vemodig til vor Jord, og tidt hans Taarer trille: "I Mennesker, som dernede bor, hvor arter I jer ilde!

Ja sov I kun, saa har jeg Fred, I er nogle slemme Fyre. Det er ej let for mig gamle Gud I Menneskebørn at styre".

Og Natten summer, og alt er tavs, kun hist et Skrig af en Vibe:-- et Kornmodsglimt over Skyen gaar-- det er Gud, der slaar Ild til sin Pibe.

Kjbh. 16/10 1893.

IFALD--

Ifald du skulde vaagne ved Klang som af en Gige, tro ikke straks som Jeppe, du er i Himmerige.

Tro hellere, hvad sandt er, du er en fattig Fanden, der ligger paa et Tagrum og lytter til Liremanden.

Januar 1894.

EN SYND.

Hun rakte frem sin Mund til Kys, men jeg var ung og dum og Fejg; hvor gjerne jeg end vilde det, jeg gjorde det dog ej.

Og denne fagre, friske Mund, der luede af sødt Begjær og svulmede med tusind Kys, den kom jeg ikke nær.

Da rødmed hun, som ind mod Høst en Valmublomst i Middagsglød, to klare Taarer tindred frem og sank i hendes Skjød.

Saa sprang hun op og tog sin Hat, og sa' Farvel med bortvendt Blik. Aa, Gud, hvor glad og frisk hun kom, hvor sønderknust hun gik!

Og naar jeg tænker paa, hvad Synd jeg har at angre før min Død, jeg tænker paa det Taarepar, der sank i hendes Skjød.

Kjbh. 14/1 1894.

SAA FAGER FOR HUN--

Saa fager fòr hun gjennem Havens Gange en Raa kan ikke flytte Foden bedre, det var et Syn, som Løb hun Frem paa Fjedre, og hun var Fuld af Skjælmeri og Sange.

Hun søgte mig, der sad bag Hyldens Grene og slugte hendes Dejlighed med Øjet, Nu stod hun for mig straalende fornøjet: "Men kjære, sidder du da her alene!"

O, tænk jer hende, varm og duftombruset, at hvile paa mit Knæ i Aftenrøden og hviske, at hun elsker mig til Døden, --kan ikke mindre gjør et Hoved kruset?

Og denne Mund, de sorte Øjenvipper, og disse Hænder, skjælvende og myge, der uafbrudt om mine Kinder stryge, de gjør det af med alle ens Principper.

Og Maanen danser over Lindetoppe og strør sit Guld paa tvendes Elskovsleje. Og naar to Sjæle slig hinanden eje, da ler du, alvorsfulde Gud, deroppe.

Kjbh. 27/4 1894.

VAAR.

Nu løves alle Bøge, nu summer Bi i Hækken, nu lufter Vinden sydfra, og Gjedden slaar i Bækken.

Nu bues Verdenshvælvet med Himle over Himle; vi stirrer i det Blaadyb, til alle Sanser svimle.

Nu løftes alle Barme af stor og mægtig Længsel; men Fangen fælder Taarer bag Jærnet i sit Fængsel.

Kjbh. 4/5 1894.

DU KJENDER IKKE ENGEN--

Du kjender ikke Engen bag ved min Faders Lade, hvor tusind friske Blomster i Morgendug sig bade,

og ej den Vellugtsbølge, der stiger fra Violen og fra dens tusind Søstre, naar de faar Kys af Solen.

--Jeg tror, i alle Blomster, som sig paa Engen fjæle, der dølge sig fordægtigt smaa fine Kvindesjæle,

som snart i Længsel skjælve og snart i Fryd inddysses, men saligt gjennembæves, naar de af Solen kysses.

Se derfor er vi alle ved Blomsterne saa glade, og bøje os til Jorden og kysse deres Blade,--

og derfor er det bedste, der siges om en Kvinde, at hun er skjøn som Rosen og bly som en Kjærminde.

--De er en lille Maj-Blomst, der ler mod Morgensolen, og De har vakre Søstre i Liljen og Violen.--

Thi friskere end Rosen, end Engens Kabbeleje og alle Vaarens Blomster, er lille Frøken Maja.

6/5 1894.

SALMETONE.

Den sidste Sang af Dagen, det første Skrig af Nat nu mødes under Himlens Buetage, nu standser Dagens Fugle den glade Tagfat, men Uglen udflyver for at jage.

Jeg er saa ræd i Natten, jeg er saa glad ved Dag, min Jubel nærer sig ved Lysets Strømme, men hejser Natherolden sit sorgsorte Flag, da fyldes min Sjæl af Vemods-Drømme.

Da græder hvert et Minde, der før mod Himlen sang, jeg gjæstes da af Bud fra Dødens Rige, og alt, hvad jeg har syndet og fejlet engang, som Skygger sig om mit Leje snige.

--O Dag bag dine Bjærge, vi venter paa vor Drot, stræk ud dit Scepter over Jordens Flige! thi er der ikke skrevet: at Lyset er godt? Vær lovet, o Sol, jeg ser dig stige!

Jebjærg 13/6 1894.

BREV AFBRUDT.

Nu trykker Søvnen mine Øjenlaage, tilgiv, min Skat, jeg kan ej længer vaage!

Et Blik endnu ud af den aabne Rude, før Hovedet jeg sænker mod dets Pude:

Dér vandrer Maanen over Østerhimlen, en Kronprinsesse iblandt hele Vrimlen.

I hendes Nærhed fire blanke Stjerner omkredser hende som en Flok af Terner.

Vist tusend Funker gjennem Natten flimrer, mens nordom Dagens Fakkel halvtændt skimrer.

Og dybt i Syd, i stor og ensom Pragt, der holder Sirius paa Himlen Vagt.

Derinde under Nattens største Stjerne der sover du, min Hustru, i det fjærne.

Og mens mit Blik det vide Rum udmaaler, jeg sender tusind Kys ad Stjerners Straaler,

der lig en Regn af Stjerneskudsraketter skal gjennemstribe dine Drømmenætter.

Aakjær 29/7 1894.

STRØMMEN DREV--

Strømmen drev og tog Baaden med gjennem grønne Enge; blandt gule Iris vi drev afsted; Folk var i Senge.

De gule Iris du brak og strøde paa Baadens Bund, og trykked vildt dine Læber røde imod min Mund.

Og paa det gule, duftende Lagen du knæled ned; med strakte Arme saa hvide som Dagen du drog mig med.

Dit Shawl du kasted omkring os begge mod Nattens Duggen; jeg hørte ikkun dit Hjærte pikke og Aaens Klukken.

Da glemte vi dem, der laa derinde ved Væggetøjet, hver Mand med Ryggen imod sin Kvinde, i Søvnen bøjet.

Mens Lygtemanden med Blus paa Lampen paa Kjæret spøgte, og Mosentrolden med megen Dampen sin Pibe røgte--

Mens Elverpiger med sære Fagter drev Leg i Sivet, vi gav os hen til de høje Magter, der styrer Livet.

Aakjær 22/8 1894.

POLEMISK.

Det mindste Tryk paa et raadent Æg, og Skallen brister i Stykker; da sprøjter det op i dit Syn og Skjæg og lugter som alle Ulykker.

Jeg trykked engang paa en saadan Fyr. Paa hvem? Dit Spørgsmaal kan spares. Min Dristighed faldt mig forøvrigt dyr, thi Lugten--Gud Fader bevars!

Kjbh. Novbr. 1894.

FORPAGTER LARS.

Forpagter Lars med den store Vom, der døde igaar, og som var saa from, ifald man kan lide paa "Vennernes" Dom, skal _han_ til Himmels--I Engle smaa, da faar I noget at slæbe paa!

1894.

JEG KYSSER DINE KINDER--

Jeg kysser dine Kinder, jeg kysser dine Læber, jeg ildnes af de Druer, jeg plukker paa din Mund; jeg hidses af den Tanke: hvor ærligt end jeg stræber, saa kan jeg aldrig tømme det Bæger til dets Bund.

Ja, som en tørstig Vandrer mod Kvæld ved Kilden knæler og øser under Skjælven dens aftensvale Drik, saa knæler jeg og skjælver, imens jeg henrykt stjæler din røde Munds Berusning, dit vege Drømme-Blik.

1895.

DA MAN SKØD TROFAST.

Saa er du død, min laadne Ven, skudt ned paa maa og faa; dit Morgenbjæf, dit Aftenskjænd det svarer aldrig mer igjen mod Hjemmets Mure graa.

Naar jeg fra Staden vendte hjem den lange, lange Vej, og jeg fik Døren lidt paa Klem, fik hilst paa Mor, fik Skjæmten frem, jeg spurgte efter dig.

Og sprang du over Tærsklen ind med Glædeshyl og -Hop, og klapped jeg dit gule Skind, da først kom i mit rørte Sind den rette Stemning op.

Da saa jeg, Hjemmet var som før, i Mindet ingen Mist, fra Klinken i den brune Dør indtil _dit_ laadne Skinds Kulør var alting just som sidst.

Men nu er det en anden Sag, for nu er du jo skudt; nu har du haft _din_ Dommedag, din Pande har man sprængt i Kvag med Rævehagl og Krudt.

Ak, at jeg ej kan hjælpe dig, at tavs er nu din Mund! Du logrer aldrig mer for mig, din Dom den appelleres ej, du var jo _kun_ en Hund.

Men jeg vil sukke næste Aar og mærke Mindets Brist, naar jeg paa Hjemmets Tærskel staar og sér, at i den gamle Gaard er alt ej helt som sidst.

Kjbh. 17/9 1895.

DEN GUD JEG BEDER TIL.

Den Gud, jeg beder til i Løn --som ej i Himle bor-- han elsker mer een tænkende end tusinde, som tror.

Han hader Lugt af Bukkefedt og svedent Lammekjød og trænger ej til Styrkedrik af Nektar eller Mjød.

Hvor Offerflammens fede Røg fra Stenen lang og ru besudler Himlens klare Blaa, der fly'r han fra med Gru.

Hvor Præstehaanden ringbesat slaar ned i Prækestol, jeg fandt ham ej, men, o saa tit i Aftnens milde Sol.

Naar Dagens sidste Fakkelblink belyste Fjord og Vig, bag kobberrøde Skyers Rand jeg saa hans Kjortelflig.

Og dette milde, varme Pust, jeg følte mod min Kind, se det var Gudens Aandedrag, og ikke Nattens Vind.

Og saa jeg fra den høje Bro dybt i den dunkle Aa, jeg saa hans Aasyns milde Træk blandt Bundens Stene staa.

Og gik jeg i den tavse Skov omkring i Maanens Skjær, jeg følte i den mindste Ting, at Guden var mig nær.

Hans Stemme lød i Bækkens Sang, i Agerhønens Kluk, i Musens Pip paa Grøftekant, i Andetrækkets Suk.

Og dette brede Himmelhvælv saavel som mindste Dam, den tavse Skov, det vide Hav, _alt_ er det fyldt af ham.

Hans Kirke spænder ud sit Telt med Stjærner Himlen rundt; den brede Jord er Nadverbord, og Havet Døbefont.

Dybt bøjer jeg mit Knæ for ham tæt ind ved Havets Bred og be'r af alt mit unge Mod her midt i Nattens Fred.

Og styrket styrer jeg min Vej og følger Kaldets Bud i aldrig rokket Tro paa dig, _Naturens_ stærke Gud.

Kjbh. Novbr. 1895.

I MØRKE.

Jeg ser mod Himlen. Ej een Stjærne blinker, i Rummet hænger der kun tunge Taager. Hvor er "det Øje, som i Natten vaager", mens Havet brøler under sine Brinker?

Jet ser mod Jorden. Sorte Popler luder langs Vejen, hvor jeg gaar i Sjap og Ælte; tolv Skingre Slag fra Taarnet Midnat meldte mens Lyset sluktes trindt i alle Ruder.

Eet Lys bevarer dog sin fulde Styrke. Derude, hvor dets lille Flamme strider, en fattig Sjæl de sidste Kvaler lider.-- Kan du nu finde Gud i dette Mørke?

1895.

BONDESTUDENT.

Saa tror du, Studenter er tør som en Pind,-- da skulde du rigtignok vide, hvor Blodet kan jage med Il mod hans Kind, naar Tjørnene klæder sig hvide, da rejser han Ho'det og ter sig saa sky og lister sig ud af den larmende By.

Han vandrer da ud i den grønnende Vaar, hvor Lammene leger paa Høje, den springende Hare, den snigende Maar, --han følger det alt med sit Øje,-- han aabner sin Favn for at kryste den Jord, hvor Mennesket vandrer, og Blomsterne gror.

Med Ryg mod en Stamme og Haand over Bryn han spejder saa vidt over Lande; hans Sjæl suger Fred af det herlige Syn, mens Vaarvinden kysser hans Pande; hans Hue er falmet, hans Jakke er slidt, men Armod og Laser han ænser nu lidt.

Thi nu er tilende den Vinter saa ful med _Madvig_ og Kakkelovnsrøgen, med Rykkeres Mængde til "Kjørmis" og Jul og sejg og evindelig "Søgen", med Skoser fra Hjemmet og "Hjælpernes" Trop, naar Mønten gik fløjten, og Sulet slap op.

Thi her hersker Gjøgen, ham skylder du ej, han kukker som du for sin Føde og elsker som du den fortryllende Maj med knoppende Valmuer røde; og ligesom du sover Gjøgen paa Kvist, er ikke des mindre en stor Optimist.

Saa løft da din Hat for den evige Vaar, for Droslen og Viben og Gjøgen, for Hjorten, der fri gjennem Skovene gaar, for Duen, der kurrer i Bøgen; --og saa gaar du hjem til den larmende By og drejer din knirkende Kværnsten paany.

Kjbh. 1/5 1896.

BRYLLUPSVISE.

Naar Duen vipper paa Bøgegren, der pyntet staar med lyse Knopper,-- og Bækken klukker blandt glatte Sten, og Skaden kaad i Pilen hopper,-- da stryger Vinden saa lindt om Kyst, at Sorgen smælter med Sneen tyst; du blir saa god, og du faar Mod at vove Dyst igjen med Livet.

Som Fuglen længes bag Vaarens Hegn og søger sig en Viv at vinde, som han kan elske i Sol og Regn; --saa længes ogsaa Mand og Kvinde. Hvert givet Løfte, hvert halvglemt Ord faar Lød og Farver, mens Rugen gror. --Til Lærkesang og Klokkeklang gaar tvende op mod Kirkens Alter.

--Saa følger Livets den lange Dag, med Sommersol og Vintervæde, hvor fælles Sorger gi'r fælles Sag, og fælles Stræben fælles Glæde. Og sortner Søen omkring vor Stavn, vi staar dog fastere Favn i Favn; --det er vor Tro, at helst hos _to_ vil Lykkens Svale Rede bygge.

Kjbh. Maj 1896.

SVENDEMANDS VENNER

BØRNERIM.

Her er Soen, sikken en! Messingring i Næsen, lange Øren, korte Ben, uopdraget Væsen, spiser uden Smække paa, for hun _er_ en rigtig So, bruger aldrig Gaffel, Kniv og Vandkaraffel.

Missekatten lopper sig med sin laadne Læbe, Vaskesvamp den lider ej, ynder ingen Sæbe; dog er Mis saa pæn og ren, har de nysseligste Ben, visker sig om Snuden, spejler sig i Ruden.

Skinner Sol i Stuen ind, vaagner Mis i Karmen, standser Mundens travle Spind, mærker Sult i Tarmen, ta'r sin Søndagshale paa, lister ud blandt Græs og Straa, søger Musens Rede for dens Børn at æde.

Hanen er en farlig Fyr, svanser rundt og praler, hopper op og gjør Postyr, bander, saa det galer. Hønen siger kun saa lidt, men hun tænker sikkert sit, vralter ind i Bøvlen og gjør Æg i Vrøvlen.

Vædderen, den tykke Bels, vil Smaadrenge stange, Faaret i sin hvide Pels bræger over Vange. Ved den blanke Mosedam klipper Mor det lille Lam, saa faar Mama Klokker, saa faar Søster Sokker.

Kippekalven har det godt, den skal ej i Skole, faar saa tit en Havretot af den store Ole, slippes ud paa Engen grøn, finder Verden lys og skjøn, drikker Mælk af Spanden og faar Horn i Panden.

Koen staar i Kløver tæt mellem Høns og Humler, æder sig saa trind og mæt, lægger sig og gumler, letter snart sin dovne Krop, stikker Halen lige op, render over Ende Bedstefar og _Svende_.

Føllet gaar saa strunk omkring, pytter ad det hele, gjør saa kaade Hop og Spring, kjender ej til Sele; ved sin Moders Patte faar det en dejlig Mælketaar, og i Bondens Havre æder det sin Davre.

Store Heste lider jeg; naar til Vands de drage, da vil store Ole mig op paa Hoppen tage. Og naar jeg er blevet stor, ager vi til Bedstemor. Lotte gaar ved Lisken; saa skal jeg ha' Pisken.

4/8 1896.

HOLGER DRACHMANN.

Under Stranden gaar en ensom Ridder, Kappen flagrer i den kaade Blæst; rundt ham glimter Sandets øde Vidder, spejdende paa Klitten Maagen sidder, bag ham stejler Bølgens hvide Hest.

Dansken kjender ham, den blonde Kjæmpe, helt en Sanger, fuldt en Rytmens Mand; han har aldrig faret frem med Lempe, aldrig søgt sin Vredes Baal at dæmpe; der er ingen i vort Land som han.

Der, hvor under hvide, stejle Brinker Bølgen leger med det gule Rav, der, hvor Fiskens Bug i Garnet blinker, der, hvor han Lars Kruses Baad tilvinker, blev han viet til det store Hav.

Og hun tog ham i de stærke Arme, hængte Stridens Glavind om hans Lænd, gød ham i hans Blod sin Golfstrøms Varme, lagde Uvejrsmodet i hans Harme; thi hun lider ikkun kjække Mænd.

Hvor Novembernattens Storme tude, tænker vi paa ham og paa hans Hav; og mens bladløst Poplens Gren derude kaster rædde Skygger paa vor Rude, mindes vi hans Rytmes Gangertrav.

I en Tid, hvor idel Stønnen høres fra forpinte Hjærters Ribbensbur, hvor kun Skumringsklynk imod vort Øres smertesvulne Trommehinde føres, lyder frelsende _hans_ glade Lur.

Naar om hundred Aar han bleg om Panden hviler, Danmark, i din Moderfavn, og to Elskte ensom gaar ved Stranden, vil de se paa Havet, paa hinanden, se--og hviske Holger Drachmanns Navn.

Oktbr. 1896.

SAA SIG MIG--

Der risler en Bæk i det stenede Krat, den risler ved Dag, og den risler ved Nat.

Der synger en Fugl under Storbøgens Tjæld, den synger ved Gry, og den synger ved Kvæld.

Der sidder en Kvinde i Jomfruers Lag, hun ler, saa det gjalder i Væg og i Tag.

--Højt skatter jeg Bækkens den rislende Lyst, og Solsorten rørte en Stræng i mit Bryst.

Men stærkest jeg elsker det levende Væld af lysøjet Jubel ved Gry og ved Kvæld.

Saa sig mig da, Evas blaaøjede Datter, hvor henter du fra denne rislende Latter?

Vinter 1897.

STUDENT-MAJ.