Part 9

Der boed en Bonde paa Kildebæks Bred -- hej! mens Rude og Timian gror -- han havde en Kjælling til idel Fortræd -- nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Og Manden traf Fanden en Dag paa sin Vej -- hej, mens Rude og Timian gror. -- »Hvordan,« spurgte Fanden, »befinder du dig?« -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

»Aa, det er rent snavs med den Kjælling jeg har -- hej, mens Rude og Timian gror -- for hun er da værre end Fanden skinbar« -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

»Din Oxe og Asen jeg ikke skal ta' -- hej, mens Rude og Timian gror -- men giv mig den Kjælling, for hind' maa jeg ha'« -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

»Og hvis du kan tumle den Hex, du da faar -- hej, mens Rude og Timian gror -- da er du mænd værre end Rygterne gaar« -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Og Manden hjalp Fanden sin Kjælling i Sæk -- hej, mens Rude og Timian gror -- som Bonden sin Polde han bar hende væk -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Saa fo'r de da begge ad Helvede til -- hej, mens Rude og Timian gror -- »Skrup ind!« sagde Fanden. -- »Nej, Gi' om jeg vil!« -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Men Fanden han var nu slet ikke forsagt -- hej, mens Rude og Timian gror -- han klapped i Næven og vips, kom hans Vagt -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Men Kjællingen rased og rev som en Ulv -- hej, mens Rude og Timian gror -- de arge Smaadjævle hun tærsked i Gulv -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

En sværtet Smaafanden keg frem bag en Sten -- hej, mens Rude og Timian gror -- for Sod man ej saa, om han græd eller gren -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

»Hjælp, Mester! Slaa Hexen med Kolde og Kræft -- hej, mens Rude og Timian gror -- hun ellers os myrder hver eneste Kjæft!« Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Den Slemme -- af Harme han fløjted og sang -- hej, mens Rude og Timian gror -- og bandte en Ed som hans Hale saa lang -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Ja, Fanden han svor ved sin rødeste Kok: -- hej, mens Rude og Timian gror -- »Eet Helved ad Gangen er mere end nok« -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Saa tog han den Kjælling med Pik og med Pak -- hej, mens Rude og Timian gror -- og fo'r saa til Bonden og sagde ham »Tak!« -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

»En Djævel det var jeg det mest' af mit Liv -- hej, mens Rude og Timian gror -- men Helvede fik jeg dog først med din Viv!« -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

1902.

FINDLAY.

»Hvem staar dér ved min Kammerdør?« »Hvem vel uden Findlay?« »Da maa du gaa! _Du_ taales ej her.« »Vist gjør jeg saa!« sa' Findlay. »Hvi gaar du som en Tyv i By?« »Ja, kom og se!« sa' Findlay. »Du gjør en Ulykke før næste Gry!« »Vist gjør jeg det,« sa' Findlay.

»Staar jeg op og ta'r dig ind --« »Tag mig ind!« sa' Findlay, »jager du Drømmene fra min Kind.« »Vist gjør jeg det,« sa' Findlay. »Kommer du under mit Kammers Tag --« »Bare jeg kom!« sa' Findlay, »bliver du her til højlys Dag.« »Det gjør jeg nok,« sa' Findlay.

»Hvis du bliver i Nat, min Ven --« »Hvad jeg gjør!« sa' Findlay, »frygter jeg for, du kommer igjen.« »Det gjør jeg nok!« sa' Findlay. »Hvad der end sker i mit Kammers Skjød,« »Ske, hvad der vil!« sa' Findlay, »saa maa du dølge det til din Død!« »Stol kun paa mig!« sa' Findlay.

Sommer 1898.

JENNY I RUGEN.

Vaad til Skindet er nu Glutten af at gaa i Rug, vaad om Hoften, vaad om Futten af den kolde Dug.

Stakkels Jenny, vaad er Glutten nu til Hverdagsbrug, vaad om Hoften, vaad om Futten af at gaa i Rug.

Hvis nu Gutten mødte Glutten gaaende i Rug, skulde Glutten nægte Gutten et Par Kys i Smug?

Og hvis Glutten mødte Gutten paa et øde Sted, og saa Gutten kyssed Glutten, kom det nogen ved?

Stakkels Jenny, vaad er Glutten nu til Hverdagsbrug, vaad om Hoften, vaad om Futten af at gaa i Rug.

[Anm.: _Futten_, Kjælenavn for Foden.] 1898.

SKJØN NELLY.

Paa Blomsterlejet ved en Aa i Skyggen af en Skov let sommerklædt skjøn Nelly laa fint rødmende og sov. Da gik forbi bag Skovens Træ'r den Knøs, der havde Nelly kjær; han studsed, blussed, stirred, skjalv og trak saa tungt sit Vejr.

Som skjønne Vaaben dulgt i Løn laa Blikket gjemt i Blund, og Rosen blev end mere skjøn ved Duft af hendes Mund; Skovliljen strøg sig dugfyldt, tyst med Søsterkys mod Nellys Bryst; _han_ studsed, blussed, stirred, skjalv, delt mellem Frygt og Lyst.

Den lette Luftning løfted lidt den tynde Sommerdragt, som kysk og fint omslynged blidt de bløde Lemmers Pragt. Hans Blod gik stridt som Bæk i Dal, et hedt, usikkert Kys han stjal; han studsed, blussed, stirred, skjalv, et Bytte for sin Kval.

Da fløj med eet blandt Bregner op en Agerhønseflok. Skjøn Nelly vaagned og i Hop sprang over Sten og Stok. Han efter skar paa lette Vrist og vandt sin Pris ved Løb og List; han bad, han svor, og Glutten blev, som Glutter bli'r tilsidst.

1898.

HVAD KAN EN UNG KVINDE.

Hvad kan en ung Kvinde, hvad skal en ung Kvinde, hvad kan en ung Kvinde gjør' med en dorsk Mand! At Mor kunde mænge mig ind i de Penge og sælge sin Jenny for Gods og for Land!

Han klager, han klynker, hans Ansigt har Rynker, han hoster, han humper som Padde i Sand, og Blodet er blaaset, i Sengen forfrosset, o, styg er en Nat hos en kold gammel Mand.

Han brummer og skjænder og viser mig Tænder, slet intet er godt, skjønt jeg gjør, hvad jeg kan, mest spiller hans Tunge jaloux mod de unge -- ve Timen, jeg tog mig en Olding til Mand!

Min Tante Katrine har ondt af min Pine og raader -- hvad just paa min Mølle er Vand: ved Dril og ved Plage at korte hans Dage og siden mig tage en Yngling til Mand!

1898.

NANCY.

Husbond, Husbond, stands dit Kiv, er du fra dig selv, Mand! Er jeg end din Ægteviv, er jeg ej din Træl, Mand. »Ikkun een befale kan -- Nancy, Nancy; bør da Kvinde eller Mand? Svar mig, Nancy.«

Fordrer mere du af mig Lydighed og Træl'sind, løber jeg, ved Gud, min Vej, saa Farvel, min Dril'pind! »Nu bedrøver du din Ven, Nancy, Nancy, skjønt jeg fandt vel een igjen, søde Nancy!«

O, om Hjærtet, saa forsagt, brast ved hvad du spaar mig! Har du mig i Graven lagt, prøv hvordan det gaar dig! »Aa ved flittig Bøn og Tro, Nancy, Nancy, falder Sindet nok til Ro, søde Nancy!«

Hjemme faar du ingen Fred, der skal blive Fest dér! Helveds Hær fra Gravens Bred byder jeg til Gjæst dér! »Ta'r jeg atter een som dig, Nancy, Nancy, flygter Fanden selv sin Vej, søde Nancy!«

Sommer 1898.

DUNCAN GRAY.

Duncan Gray kom her som Fri'r, ha, ha for Bejlen der, Julenat da her stod Svir, ha, ha for Bejlen der, Meggi Nakken gav et Slæng, saa paa Duncan knibsk og streng, saa han stod der som en Dreng, ha, ha for Bejlen der!

Duncan svor sig selv til Mén, ha, ha for Bejlen der. Meg var døv som Stok og Sten, ha, ha for Bejlen der. Duncan sukked ud og ind, græd sig Munden vid og vind, skreg, hun blev hans Ligkist'pind, ha, ha for Bejlen der!

Tiden læger alle Saar, ha, ha for Bejlen der -- ogsaa dem, som Elskov slaar, ha, ha for Bejlen der. »Bør jeg,« -- trøsted han sig selv, »la' en Tøs slaa mig ihjel! Hun for mig kan gaa til Hel -- --!« ha, ha for Bejlen der!

Det forstaar vor Doktor kun: -- ha, ha for Bejlen der -- Meg blev syg, da han blev sund -- ha, ha for Bejlen der. Taaren dybt i Hjærtet sved, Barmens Rund gik op og ned, Blikket røbed, hvad hun led, ha, ha for Bejlen der!

Duncans Sind var purt som Guld -- ha, ha for Bejlen der -- Meggis Skæbne medynksfuld, ha, ha for Bejlen der. Duncan saa, hvor hun var sød; hvorfor volde Barnets Død? Nu hun smiler paa hans Skjød -- ha, ha for Bejlen der!

1898.

JOCK RAB.

O saa I min Kjærrest, min Eppi' Mac Nab, o saa I min Kjærrest, min Eppi' Mac Nab? I Haven -- javist! hos Greven -- som sidst! Hun vil ej komme hjem til sin egen Jock Rab.

O, kom dog hjem til mig, min Eppi' Mac Nab, ja kom dog hjem til mig, min Eppi' Mac Nab; hvad slet du har gjort, om smaat eller stort: velkommen du er hos din egen Jock Rab.

Hvad svarer min Kjærrest, min Eppi' Mac Nab, hvad svarer min Kjærrest, min Eppi' Mac Nab? Det svarer hun dig: Pak _du_ dig din Vej! For evigt forlod hun sin egen Jock Rab.

Hvi skulde vi mødes, min Eppi' Mac Nab, hvi skulde _vi_ mødes, min Eppi Mac Nab! Saa let som et Vejr, saa falsk, men saa kjær! Nu knuste Du Hjærtet i stakkels Jock Rab!

1898.

TIBBI DUNBAR.

O vil du gaa med mig, skjøn Tibbi Dunbar? o vil du gaa med mig, skjøn Tibbi Dunbar? Vil du ride en Hest eller styre et Par, eller gaa ved min Side, skjøn Tibbi Dunbar?

Jeg agter kun lidet din Far og hans Penge, kun lidt dine Slægtninger stolte og strenge. Men sig, du vil ha' mig, saa lidt jeg end har, og kom som du staar der, skjøn Tibbi Dunbar!

1898.

JOHN ANDERSON.

John Anderson, min Fryd, John, da først vi to blev kjendt, dit Haar var mørkt som Ravnen, din Pande brun og brændt; nu er din Isse bar, John, og bleget Lokkens Pryd. Velsign dog Gud din Tinding graa, John Anderson, min Fryd.

John Anderson, min Fryd, John, vi gik paa Højen sammen, ja, mangen dejlig Dag, John, vi klattred op til Kammen; nu maa vi dulre ned, John, til visne Klokkers Lyd og slumre sammen ved dens Fod, John Anderson, min Fryd!

1898.

O, LUK MIG IND --

_Han:_

O elskte Pige, sover du? O, sig, du vaager lidt endnu, for Elskov bandt min Haand og Hu, jeg vil saa gjerne ind, Glut.

O, luk mig ind blot een Nat, ja, een, een, een Nat, om end det nu er sen Nat, staa op, og luk mig ind, Glut.

Du hører Vintrens vaade Stød, Drivskyen kvalte Stjernens Glød, paa Vejens Grus jeg Foden brød, mod Natten giv mig Skjærm, Glut.

Glad gav jeg dog mig selv til Pris for Regnens Slag og Haglens Ris, hvis ej _dit_ Hjærtes Kuld og Is opvakte al min Ve, Glut.

O, luk mig ind blot een Nat, ja, een, een, een Nat; om end det nu er sen Nat, staa op, og luk mig ind, Glut.

_Hun:_

O, tal ej mer om Regn og Vind, haan, om du vil, mit kolde Sind, -- men gaa din Vej herfra, thi ind du kommer ej til mig, Gut.

Jeg siger dig det een Nat, blot een, een, een Nat, ej nu og nogen sen Nat af mig du lukkes ind, Gut.

Den Blæst, der gjennem Natten gaar, den Hagl, som vejløs Vandrer slaar, er intet mod den Kvindes Kaar, der troed troløs Mand, Gut.

Først som en fager Blomst at staa, saa trampes som et Ukrudtsstraa -- saa mangen Glut, hvis Kaar var smaa, drog ind til denne Lod, Gut.

I Gaar sad Fuglen glad og let og sang paa Jæg'rens Vindusbræt, i Dag den spræller i hans Næt, det var den Løn den fik, Gut!

Jeg siger dig da een Nat, blot een, een, een Nat: Ej nu -- om nok saa sen Nat -- af mig du lukkes ind, Gut.

1898.

VAR SKYLDEN MIN --

Var Skylden min, var Skylden min at _hendes_ Ømhed drog mig? Hun passede mig op ved Sti'n og hjem til sig hun tog mig.

Saa listig ledte hun mig ind, mens imod Støj hun vared: »Min ækle gamle Gnavepind er over Fjorden faret.«

Hvis nogen her bebrejder mig, jeg gik med Næstens Kone, lad ham i mit Sted stille sig og ta' en lav're Tone.

En Skjættekam _han_ brugte tit imod den arme Kvinde, at hun saa snød sin Stodder lidt, bør det bebrejdes hende?

Jeg bander ham af Hjærtens Grund, mens Kys paa Kys jeg plukker, thi hendes villigrakte Mund var sød som Kandissukker.

Det var en Mandagskvæld hun drog mig til sig hist paa Næsset, men da jeg hjemad Vejen tog, laa Tirsdagsdug i Græsset.

30/7 1898.

WOLLES VIV.

Wolle Wattel hed en Mand, der sad tilhuse syd for Junget; han var en Knag med jævn Forstand og slog sin Væv saa ret det runged! Men Wolles Viv var mut og styg, og Marri Hop var Mor til Raden. En saadan Kvind som Wolle har jeg gav sgi ej en Sysling for hind'!

Hun har ét Øje, ikkun ét, -- en Kat har to af samme Farve, -- fem fule Tænder plus en Stump, dertil en Tunge som en Harve; et Knurhaars-Skjæg om hendes Mund, og hendes Næse truer Hagen. En saadan Kvind som Wolle har jeg gav jer ej en Sysling for hind'.

Hjulbenet er hun, kalveknæet, og halt -- det kjendes paa Kadancen -- og vredet ud og vredet ind kanske til Fordel for Balancen. En Pukkel har hun paa sit Bryst, en Tvilling til den paa sin Skulder. En saadan Kvind som Wolle har, jeg gav sgi ej en Sysling for hind'.

Den gamle Kat ved Arnens Ild er ren i Skind og net i Væsen, men Wolle Wattels sure Kvind paa Muffedissen tørrer Næsen; en Næve som en Kaste-Skovl, et Fjæs der vilde smudske Bækken. En saadan Kvind som Wolle har -- nej, om jeg gav en Sysling for hind'!

1898.

EN SKRÆDDER I SENGEN.

En Skrædder gjennem Sengen saa ynkeligen faldt, en Skrædder gjennem Sengen, med sit Fingerbøl og alt, hans Skjorte var kun stumpet, og Lagenet en Pjalt, og gjennem Loftet faldt han med Fingerbøl og alt.

En lille søvnig Pige, som tog den med Ro, hun gned sit Øje, vendte sig og saa, at de var to, men da hun frøs en Kjende og ynded Nattefred, hun tænkte: »Aa, en Skrædder gjør ikke mig Fortræd!«

Hvad siden er passeret, det røber Sagnet ej, da ingen af dem klagede saa klager ikke jeg. Men mon der ej er flere, som ej blev altfor vred, selv om en lille Skrædder bardused til dem ned?

1898.

DE LYSTIGE TIGGERE.

En Nat da Løv lig Flagermus nedsejled over Gaard og Grus for Nordenvindens Rusk, da Haglen slog mod Bondens Væg og Granen stod med Rim i Skjæg, og hvid var Digets Busk, da sad en lystig Tatertrop i Katte-Nancys Hytte for Pjalterne at drikke op med alt det gjorte Bytte; til Skaalen og Skraalen de dansed og de sang; ved Stampen og Trampen lydt Kjøkkentøjet klang.

Tæt op mod Ovnen sad der en i røde Pjalter; mod hans Ben stod fyldte Tigger-Sække. Hans _Dulle_ hviled i hans Arm, af Drik og Kjærtegn rød og varm hun smiled til den kjække. Kys fik hun af ham uden Stop og Vin i svingfuldt Maal, mens graadigt hun holdt Munden op, som Tiggeren sin Skaal. Hvert Smask da gav Klask, ja som Piskesmæld i Vang, til svinglende og dinglende han rejste sig og sang:

II.

Jeg har Krigens Gud til Far, og i mangt et Slag jeg var; mine Hug og mine Ar tog jeg mod, som de kom; dette tog jeg for en Tøs; dette fik jeg af en Fløs, da mod Fransken det gik løs under Trommers Bom-Bom.

Mine Læreaar de faldt, da i _Kanada_ det gjaldt, og min Fører for Gevalt under Hug segnet om; og jeg tjente stadig fort, den Gang _Moro_ kom til kort og blev lagt i Jorden sort under Trommers Bom-Bom.

Ejheller jeg da Pjalt var nu nylig ved Gibraltar, men la' paa Krigens Altar to Lemmer helt from; hvis atter Fjenden slumper ind over Grænsen, humper jeg med paa mine Stumper under Trommers Bom-Bom!

Skjønt jeg nu er blot et Kræ, der maa betle Brød og Læ, med en Arm og Ben af Træ, mens min Lomme er tom, er jeg glad dog ved min Flaske, ved min Tøs og ved min Taske, som da Kugler hørtes plaske under Trommers Bom-Bom.

Og skjønt Haaret nu er graat, og skjønt tit mod Vejret raat jeg maa rejse mig mit Slot i en Skovhules Rum -- blot min Sæk man kjøbe vil, saa min Brændevin slaar til, tør jeg møde Fanden selv under Trommers Bom-Bom!

III.

_Han_ slutted; men det vilde Kor end rysted Tag og Grund, mens skræmte Rotter baglænds for helt ind til Hulens Bund. En Spillemand fra Krogen skreg: _Da capo!_ Samme Stund _Soldaterglutten_ rejste sig; og nu holdt alle Mund.

IV.

Engang var jeg Mø, skjønt jeg mindes ej naar, og stadig min Længsel til Ynglinger staar; en Dragon af en Trop blev min Far paa en Nat; hvad Under, jeg elsker den raske Soldat.

Den første jeg favned, en rødmusset Knøs, han dundrede altid paa Stortrommen løs; hans Ben stod i Bue, paa Sned sad hans Hat; hvor var jeg forlibt i den raske Soldat!

Saa kom en _Hr. Pastor_ og kryssed min Vej, _han_ vovede Sjælen, og Legemet _jeg._ For Kirken nu Trommen i Stikken blev ladt, jeg viste mig falsk mod min raske Soldat.

Snart fandt jeg dog Fromheden mindre bevendt, hvad var vel een Præst mod et helt Regiment? For det stod jeg rede og altid parat, jeg spurgte kun efter den raske Soldat.

Saa tog jeg til Posen, dengang vi fik Fred, til jeg mødte ham dér paa et Marked et Sted; hans Pjalter fra Krigen for mig var en Skat, hvor nød mine Øjne den raske Soldat!

Min Alder? -- Jeg husker den ikke engang; men end kan jeg glædes ved Vin og ved Sang: saa længe som Haanden om Glasset har fat: et Leve min Helt og min raske Soldat!

V.

Men _Anders_ sad i Krogen trang og drak og kneb en Tatertøjte, hvad Koret sang og ikke sang, det raged ikke dem en Døjte; tilsidst han haled op sin Fløjte, skar en Grimace, vakled frem, men før han blæste til med Klem gav han et Smækkys til sin Tøjte.

VI.

En er Nar, naar han faar en Taar Vaadt, een et Fæ under Sagens Plædering; een som Taabe er blot en Per Tot, men jeg selv er kun Nar af Haandtering.

Min Gudmor hun gav mig en Bog, paa Kløgt jeg begyndte at haabe; jeg tror, mit Talent jeg bedrog, men venter man mer af en Taabe?

Jeg vover min Hals for en Dram, en Tøs er mig mere end Brødet; sig, ventes der andet af ham, der er Nar i Aanden og Kjødet!

Man bandt mig engang som en Stud, fordi jeg i Svir havde svoret, i Kirken jeg Skoser holdt ud, fordi jeg som fuld havde horet.

Jeg, Anders, som gjøgler for Grin, bør næppe med Dadel anfaldes, der er jo en Gjøgler saa fin, som Justitiarius kaldes.

Se denne Filur i sit Fløjl at skjære Grimacer og glamme til Folk om vort »lurvede Gøgl«, skjønt _hans_ gjør _vort_ tifold til Skamme.

I venter Moralen, nuvel -- og Glasset det venter paa mig: »Den Mand, som er Nar i sig selv, er større Tosse end jeg!«

VII.

En kraftig Kvind kom nu til Mæle, en Mester i sit Fag: _at stjæle;_ saa mangen Pung hun havde hugget, og endnu flere Pægle drukket; en Højlandsknøs hun havde valgt, hvem man i Galgen havde kvalt; med megen Graad hun fanged an med Sangen om John Højlandmand:

VIII.

En Højlandsgut jeg elsked frit; Lavlandets Lov han ændsed lidt, men han var trofast mod sin Klan, min tapre Gut John Højlandmand. Sing hej, min gjæve Højlandmand! Sing ho, min gjæve Højlandmand! Der er ingen Knøs i dette Land, der ligner min John Højlandmand!

Hans Kappes Bræm, hans Tæppes Kast, hans gode Slagsværd, blankt og hvast, mangt Kvindehjærte stak i Brand! -- min tapre Knøs, John Højlandmand!

Fra Tweed til Spey vi strejfed om i Sus og Dus, saa langt vi kom; han frygted ingen Mand og Stand, min kjække Knøs, John Højlandmand.

De drev ham over Havet bort, men Træets Knop kom selv tilkort, før næste Vaar jeg laa forsand i Favnen paa John Højlandmand.

Men ak, de fanged ham tilsidst og lænked ham bag Fængslets Rist; Forbandelse paa dette Land! De hængte min John Højlandmand!

Som Enke gaar jeg nu omkring og glædes ej ved nogen Ting; i Flasken jeg kun drukne kan min Tanke paa John Højlandmand! Sing hej, min gjæve Højlandmand! Sing ho, min gjæve Højlandmand! Der er ingen Knøs i dette Land, der ligner min John Højlandmand!

IX.

En lille Praas med Fjol og Bue fik her sit Hjærte bragt i Lue ved Synet af den svære Frue i Taarer smeltet, skjønt han kun naa'de med sin Hue den Viv til Bæltet.

Med Fjol mod Lænd og Blik paa Vagt, han stemte Strengen uforsagt, til i en _Arioso_-Takt hin Dværg-Apollo fremtvang med _Allegretto_-Magt hin _giga solo_:

X.

Lad mig naa op og tørre væk den stride Strøm, den Taarebæk, vær du min Glut og jeg din Gjæk, saa blæse være med Resten!

Af Haandværk er jeg en Spillemand, jeg spiller for Pigerne trindt om Land; af alle Viser, _jeg_ spille kan, den bedste er: blæse med Resten!

Vi spiller til Dans i Høst og Slet. Og hvor vi to skal føre os net! Og alle Vegne drikker vi tæt og blæser et Stykke ad Resten.

Vi gnaver glade det samme Ben og soler Ryggen ved samme Sten; til fælles Behag og slet ingen til Mén vi blæser et Stykke ad Resten.

Ja, kommer du, dejligste, ind i min Arm, da glemmer jeg Sulten, der nager min Tarm og gnider min Fele og svælger min Harm og blæser et Stykke ad Resten!

XI.

Nu sprang en kraftig Tater op, jaloux paa Spillemanden, og rev en Kniv fra Buxens Strop og rynked bistert Panden. Han trued med at flække ham, som Kokken flækker Hjejler, og ganske grundigt stække ham som denne Dames Bejler.

Med angstfuldt Blik den kaade Strik -- han var jo kun saa liden! -- nu knæled ned og bad om Fred, og dermed endte Striden; og skjønt hans Hjærte bæved ved at se de tvende gantes, han lo ad denne Vise med, da ingen Omvej fandtes:

XII.

Min Snut, drag med en Kobbersmed! -- for det er _min_ Bestilling; saavidt jeg for, som Kristne bor, og tjente mangen Skilling. Jeg tog mod Mønt og fik begyndt helt godt paa _Exercitsen_, strøg saa af Sted; den raske Smed ham smagte ej Militsen.

Naa Tøs! saa værg dig mod den Dværg med al hans Væv og Blødsind, og slut dig til en ærlig Sjæl med Randsel og med Skjødskind. Ved denne Stob, min Tro og Haab og ved min gode Klinge, om _du_ faar Nød og fattes Brød, gid _jeg_ af Tørst maa springe!

XIII.

Den Sanger sejred, Kvinden sank i Smedens Favn omkuld, dels for hun halvt var elskovskrank, dels for hun helt var fuld. _Sir Violino_ holdt sig rank, tog til sin Hattepuld og ønsked dem fra Lykkens Bank Valuta: Held og Huld samt Øl den Nat.

Men Drengen Amor slap en Pil, en »Dame« mærked Svien og søgte hos vor Spil'mand Hvil i Læ af Hønsestien. Men hendes Husbond dansed Ril og tørned rundt som Bien, naar den er vred, -- dog snart i Smil han skifted Melodien og lo den Nat.

Han var en Ka'l! -- saa bindegal, som Bakkus kunde fæste; og skjønt hans Lykke tit var skral, var hans Humør det bedste. Om eet han bad: at være glad, og ikkun Tørst han frygted. Hans Pest var Tvang, hans Fest var Sang, og saadan Musen røgted hans Kald den Nat:

XIV.

Jeg er Poet og ilde set hos Folk af Stand og alt det; men Hoben selv den lytter til, som selve Livet gjaldt det. For alt det, og alt det og meget mer end alt det. En strøg der men jeg har to igjen, d'er Kvinder nok for alt det.

Jeg aldrig fik af Musers Drik, Kastalias Væld og alt det, men Bæger-Skum af Vin og Rom -- jeg Helikon har kaldt det.

For Glutter smaa jeg ej kan staa, men elsker dem og alt det; sligt bød jo Gud; hans Visdomsbud -- sig, skulde jeg ha' kvalt det!

Een Stund du nød i Lykkens Skjød med Kys og Klap og alt det. Hvor længe vil sligt Held slaa til, før Tidens Gus har kvalt det?

De Tøse har gjort mig til Nar ved Smil og List og alt det; dog: deres Skaal til bredfuldt Maal! De drager mig trods alt det. For alt det og alt det og meget mer end alt det! For deres Vel jeg gav min Sjæl og mere til for alt det!

XV.