# Samlede Værker, Andet Bind

## Part 8

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/samlede-v-rker-andet-bind-24747/index.md

Saa tavs imod Aftenens Skyer fløj i Mørkningsbugter nu Mosens Vibe. En Ko just dryned -- -- Men ingen Røg af Husets hældende Skorstenspibe. De store Stjærner saa kolde ind og strejfede hastigt en ligblaa Kind, der hvor en Olding nu syned nøje en lille Skjorte, en hengjemt Trøje.

-- -- -- Saa alvorsmættet er ingen Klang som Hedeklokkens ved Michaelstide, naar Graverens Hakke gaar sin Gang blandt Tuernes Totter saa kiselstride. Det drypper fra Kirkens irrede Tag, og Klokken og Hakken har hver _sit_ Slag. En Kiste sænkes i Dødens Ager, mens ensomt Hjejlen i Ørknen klager.

De havde alt slukket de Alterlys, nu tømtes stille den gamle Kirke, og mer end én var paa Vej til Bys for atter at finde sit vante Virke. Da skured Stenten mod knudret Sten, ind traadte en førlemmet, luslidt én, hans Blik det dybeste Sørgmod viste, paa Armen bar han en Barnekiste.

Saa milefjærnt fra sit sunkne Hus han havde den baaret henover Heden, mens alt hans Følge var Porsets Sus og Blinkeløvets om Skadereden. Thi Vibetrækket fløj modsat Vej, nu flokkedes Hjejlen men fløjted ej; fra Kjær og Hede, fra Brak og Bakke de svandt med Sus over Lyngtørvsstakke.

Bag Stenten var Povl gaaet rent i Staa med Armen fast om den lille Kiste, som noget helligt og kjært man _maa_ men i sin Kvide dog ej _tør_ miste. Hans Blik gik tynget mod Præst og Degn, som vented han der et Himmel-Tegn, før villig han lagde i Dødens Have sit blødende Hjærtes Offergave.

Og Degnen vinked ham mod et Sted, hvor Star og Svingel for Graven dulgte, og Præsten tripped af Vane med, og et Par Kirkegangskoner fulgte, og Kisten sænktes, og Jorden faldt, og Præsten og Skovlen til tre fik talt; en Bøn, den korteste Hyrden kjendte, før rapt han den Sørgende Hælen vendte!

Saa redte sit Barn han dets sidste Seng. Hver Sten, hver Klump, der kommer tilsyne, med Skjælven i Haand som i Hjærtestreng han fjærned fra Gravmuldens tunge Dyne. Sidst dækked han til den Fjæl mod Øst, som skjulte et Aasyn og al hans Trøst, saa kasted han paa som rent i Blinde, mens Svinglen svajed for Dragsugs-Vinde.

-- -- Nu blev han saa enlig som aldrig før, skjønt ingen Sjæl fik hans Sorg at vide; faldt Maanen ind ad hans Kjørhusdør og tegnede Pletter paa Koens Side, da kunde han slippe sin Malkespand, se langt over Lyng og Mosevand, didud, hvor i Kvælden et Kirkedige nedskygged en Grav med en lille Pige.

Hans Skikkelse luded, hans Haand blev krum i evigt Greb om sit tunge Værge, hans Bryst sank ind, og hans Mund blev stum i ensom Kamp for sit Brød at bjærge. Men trængte Bonden en veltjent Skovl, gik endnu Bud til den stærke Povl. Sad _han_ ved Davren i ordløs Tænken, det var, som han ene fyldte Bænken.

End skratter bag Lyngen hans Harpeslag ved Morgengry som ved Nadvertide, men daglig ældes den gamle Knag, og snart han maa vel i Gruset bide. Da hænder det sagtens, at begge faar _sit_ Kors paa den øde Kirkegaard, og hvælver Natten sig stjærnestille, det store vil hælde sig mod det lille.

19/10 1916.

GYLDEN SOL.

Om jeg tar mig en Livsens Ven, om jeg skjænker mit Hjærte hen, om jeg trækker i Brudekjol, da lad det ske i gylden Sol. Gylden Sol, gylden Sol, gylden Sol over blommet Kjol!

Hvad saa siden for to skal gro, Hø og Havre som Kalv og Ko, Klinte, Kløver og Martsviol, alt skal det rinde af gylden Sol. Gylden Sol, gylden Sol, gylden Sol over blaa Viol!

Dér i Hjemmets vor stille Vraa skal da trofast vort Dagværk gaa, dér for Gjæsten vor bedste Stol stiller vi hen i gylden Sol. Gylden Sol, gylden Sol, gylden Sol over Arnens Stol!

Se hvor Jorden er lys og skjøn, havregylden og kløvergrøn; Hegn og Hække og Kaprifol dufter og ler i gylden Sol! Gylden Sol, gylden Sol, fyld mit Hjærte, du gyldne Sol!

24/10 1916.

HUMLEBIEN.

Du lodne Humlebi, dig har jeg kjær, din Kløverfærden liver op i Vangen; i lammeskyet Dis som Solskinsvejr _din_ Brummen sætter Bas til Lærkesangen.

Naar Kvierne i lyse Rækker staar, mens Vinden skjælmsk dem ind i Øret blæser, du tar af Blomsterbægret frit din Taar helt ind mod deres vaade, brede Næser.

Den røde Kløver lar du ingen Ro, men sænker Snablen dybt i Honningkanden, og malker Tøs sin yvertunge Ko, din Snurre durrer klangdybt imod Spanden.

Du under dig ej mindste Arbejdshvil, men op og ned du uden Stands maa svinge, imens du synger som en henskudt Pil, og Solen glimter i din gyldne Vinge.

Du lille Spillemand, du Barn af Sol, du er som Sjælen i den danske Sommer, hvor Mejsen ruger mellem Kaprifol, hvor Høet dufter, Skyer gaar og kommer.

O, lad som du mig fromt mit Kald forstaa, du travle Flyver over Somrens Banker, saa fri og frank jeg tar _min_ Sele paa og synger muntert, mens jeg Honning sanker.

25/10 1916.

LANDSBYSMEDEN.

Den Smed han vaagner med Solen alt efter saa gjævt et Blund, han griber sit Skjødskind fra Stolen; han er saa bred og saa sund.

Rundt om ham i Vugger og Senge end slumrer bag Pudernes Bræm hans lokkede Tøser og Drenge, mens han tjener Davren til dem.

Før Raagen sig rører i Reden, før ud flyver Granernes Høg, højt stiger fra Taget hos Smeden den bugede, kulsorte Røg.

Kun én der er, som tør gjække vor Smed, det er Hanen paa Pind; de to er jo Morgenmænd begge, har derfor de frejdigste Sind.

Og Hanen galer til Smeden højt oppe fra sodet Hjald, og Smeden svarer forneden med Hammerens fyrige Fald.

Det klinger mod Lad og mod Lofte, mod Lervægges hvidtede Tavl, det svarer fra duggede Tofte og Kirkens dagrødnende Gavl.

Og Morgenens Hyrder de lytter til denne sejrende Klang, imens deres Kalve de flytter til Græsset i Enge og Vang.

Selv Plagen løfter sin Manke saa rank mod det stigende Gry og sender en rimmende Tanke ind over den vaagnende By.

Og Brisen drejer med Flyet paa Gavlen for Smedens Dør. Hans sprudende Jern og Gryet faar langsomt samme Kulør.

Snart jubler Bakkernes Lærke omkap med Mønningens Stær; men Hammerens Klange de stærke de gaar mig dog mere nær.

De bringer mit Blod til at syde i Arbejdsfeberens Takt, saa al min Malm jeg tør gyde i Formens syngende Tragt.

26/10 1916.

EFTERAAR.

Nu ser du kun Solen i Striber. Markmusen gaar hjem i din Stak. Tavs vender sig Kjærenes Viber i Glimt mod den pløjede Brak.

Drivregnen den side og blanke staar skraat ind mod Vindve og Dør, med Tungsind den tynger hver Tanke og bøjer de duskede Rør.

Smaakvier dernede i Enge staar krum i det drivvaade Skind og glor mod den hvidtede Længe, om ingen dog henter dem ind.

Vaad vanker den Plovmand bag Hoppen, vaad tar han i Bænkkrogen Stød, vaad haler han Skeen fra Stroppen og spiser den dampende Grød.

Hver Sanger, som ejed to Vinger, har brugt dem til Flugt fra vor Strand; kun Kiler af Graaænder svinger nu lavt over regnprikket Vand.

Hør Natbygens Kast mod min Rude, se Regnmulmet tæt over Vig, og Vildgaasen skvaldrer langt ude; det lyder som Sang over Lig.

28/10 1916.

SVIGTENDE SIGNALER.

Jeg sejled under Natten i Taagen forbi, men Lyset i dit Vindve blev stikkende deri.

Jeg saa ej dig med Lampen, og du saa ikke mig, endda jeg stod paa Dækket og vinked ind mod dig.

-- -- -- Kun Lyd af Skum, der brister, et Skib, der sejler væk, mens oppe over Taagen der piber Fugletræk.

Et Hjærtes øde Hulken, et Lys, du ikke ser, en Kvinde paa Altanen, du aldrig møder mer!

30/12 1916.

FRED!

Jeg vaagned i Natten og spejded ræd derud, al Verden stod i Flammer, det stank saa ondt af Krud de største Taarne styrted med Brag under Ø, mens Floderne kom drukne af Mandsblod til Sø.

Jeg skjulte mine Øjne, hvor Taaren gik og kom, jeg spejded op mod Himlen, men Himlen tyktes tom; kun Rummets kolde Stjærner saa spotske til Jord, som dengang Kain indvied dens Kreds til Brodermord.

Ja, Kain er bleven Helten, der raaber ud til Daad ved Fronten som i Felten, i Luft- og Underbaad; _hans_ vilde Kølle hvirvler, -- _hans_ blodige Haand har Tag i Abels Strube, _hans_ Aand er Nuets Aand.

O, raa Instinkters Slave, som snor dit Krigerskjæg, som praler med din Daabspagt, din Tro, dit Gudepræg, hvornaar vil du erkjende, du staar ved _Mørkets_ Stab, ej Guds men Satans Frænde er hver, som øver Drab.

Nu rækker atter Jorden sit Barn det spændte Bryst i Kornets tunge Traver, der bølger mildt mod Høst; saa rig og god er Jorden, at hvert et Barn blev mæt, hvis ej Begjær og Blodtørst forgifted Jordens Æt.

Der er et Ord, som hviskes, nej, stønnes trindt om Jord, de Søndertraadtes Haaben, de Slagnes Fadervor; o, I som styred Verden, saa den gik rent af Led, styr nu jer egen Brynde og giv os arme: _Fred!_

1/7 1917.

EVALD TANG KRISTENSEN.

Strid paa Foden skred han frem, kom fra Hav og salte Strømme, Hedens Sand var Barnets Hjem, Danmarks Hæder blev hans Drømme.

Ej hvor Fornemhed slog Bo, men hvor Dør hang skjævt paa Hængsel, gik han ind og søgte Ro for sin svare Forskerlængsel.

Der paa Bænken knastret, smal, midt i Dunst af Klynerøgen sad han under sodet Hjald, øjenmild i Saga-Søgen.

Rokken spelted, Tenen tvandt, Folkevisens Text og Tone muntert ham i Pennen randt, kvædet af en udslidt Kone.

Smilet om hans Læber laa, naar han hørte Guldet klinge, hørte under Hyttens Straa Sus af Folkeaandens Vinge.

Æventyr og Oldtidsskjæmt, Troldesagn og dunkel Tale, halvvejs husket, halvvejs glemt, drog han op fra Død og Dvale.

Blev kun slag hans Møjes Frugt, dunked Regnen paa hans Trøje, ingen Kulde fik dog slukt Forskerglimtet i hans Øje.

Strid paa Foden, uden Hvil, saadan gik han ufortrøden disse lange, jydske Mil, som ta'r Sigt mod Aftenrøden.

Gamle, sejge Sagamand, stil nu gjæv din Kjæp i Krogen, mens paa Fyrreskivens Rand vi slaar op i Dansker-Bogen.

Der blandt Ættens bedste Kuld skal dit Navn med Tak vi finde, prentet som i Egens Bul, _selv_ et ædelt Folkeminde.

Juli 1917.

SPURVENE VED HELLIGGEJST.

Naar Sommeren flyr over Sten og Stok, og alle Lærker er rejst, da sidder endnu en Spurveflok og jubler ved Helliggejst; der fører den op en Sangerkamp til Bilers Fløjt og til Hestes Stamp, mens Færdslen gaar ved Jul, mod Vaar søndenom Helliggejst.

Den Spurvefløjten er stemt i Dur, som spilled den op til Dans; den gamle, alvorlige Kirkemur maa laane den Resonans. Mens Solen famler paa Kirkens Væg, sorn Smilet voxer i mørk Mands Skjæg, gaar Jomfrutrip til Spurvepip søndenom Helliggejst.

Saa værdigt triner de Borgermænd og strutter af Sedler og Sølv, og Frøken bag Frøken med kjælen Lænd og Ankler som fjedrende Føl; og alle, som krydser det kjære Sted, de faar et Par Fugletakter med, mens Hjulet slaar, og Strømmen gaar søndenom Helliggejst.

Saa daler de Rakler mod Flisebro, mens Byen lugter af Sø, saa hvirvler der Blade om Silkesko og lægger sig der for at dø. Men Haabet lever i Smaaspurvs Bryst, dér fødes en Vise om Livets Lyst, mens Haglen slaar, og Snefog gaar søndenom Helliggejst.

Er Sindet tynget og Tanken graa og Striden knap Kjævlet værd, og har du kun Sorger at tænke paa, tøv lidt under Spurvenes Træ'r, og fyld dit Øre med denne Klang af Livets evige Frydesang, mens Frosten flaar, og Solen skraar søndenom Helliggejst.

Mens Døgnet synes dig selv saa armt, og Frosten napper i Taa, _de_ holder det lille Hjærte varmt med blot et Par Vinger paa; og Tonerne skingrer mod frostblaa Sky, mens Taarnet spidder det tændte Ny, der østvendt staar, men vejkjendt naar søndenom Helliggejst.

»Hvi samles I Spurve i _disse_ Træ'r, hvi jubler I her jer Sang?« »Og hvorfor larmer I andre dér og gjør jer Verden saa trang? Her hopped og sang vi, Kuld paa Kuld, mens Mø blev Moder, og Mand blev Muld, og Tiden gled med Evighed søndenom Helliggejst.«

Hvor herligt at hilse de gamle Træ'r, der nikker i rimkold Vind og gynger de Spurve mod Aftnens Skjær, der kysser din By paa dens Kind! Gud signe hver Spurv, hver Spillemand, der kommer med Glæde til Stad og Land, mens Sværdtid raa'r, og Blodsky gaar søndenom Helliggejst!

19/11 1917.

EN LANDSBY DØBES.

Hvor Aalen dybt i Tangen bo'r og hvide Maager sejle, der er et Vand ved Østerfjord, som før hed Nørrevejle.

I tusind Aar paa denne Vig har Stormen flyttet Brikker, og Mari-Rok og Pejers Pig[*] i den sat gyldne Prikker.

Den hørte Vaadesang mod Pest fra revnet Kloster-Klokke og Hyl af Krigens vilde Gjæst og Oldtids Ulveflokke.

Nu kaster Maanen Gyldenbro blandt Vigens lave Lande, saa Natten gaar paa Sølversko ind mod dens tavse Strande.

Se dette Navn af gammelt Gavn det trækker vi af Vandet, med det betegner vi vor Stavn og ikke noget andet.

Ja, dette Navn af irret Malm det ønsker vi at føre. Gjør da, o Foged, ingen Kvalm, men skriv dig det bag Øre!

-- Du yngste Barn paa Danmarks Skjød, født under vilde Krige, gid du maa dele _Fredens_ Brød, med Danmarks Land og Rige!

Saalænge Næ vil følge Ny, og Mand til Mø vil bejle, skal du vor By staa under Sky og kaldes _Nørrevejle!_

30/5 1918.

[Anm. * Stjærnenavne.]

HISTORIENS SANG.

Som dybest Brønd gir altid klarest Vand, og lifligst Drik fra dunkle Væld udrinder, saa styrkes Slægtens Marv hos Barn og Mand ved Folkets Arv af dybe, stærke Minder. Din egen Dag er kort, men Slægtens lang; læg ydmygt Øret til dens Rod forneden: Aartusind toner op i Graad og Sang, mens Toppen suser imod Evigheden!

Vi søger Slægtens Spor i stort og smaat, i Flinteøxen efter Harvens Tænder, i Mosefundets Smykke, plumpt og raat, i Kirkens Kvadre, lagt af brede Hænder. Hvert skimlet Skrift, hver skjoldet Alterbog har gjemt et Gran af Slægtens Ve og Vaade; nu skal de røbe mig, hvad Vej jeg drog, og løfte mig en Flig af Livets Gaade.

Endnu en Stund, saa drær den danske Rug, mens Lærken trilrer, og Graagjøge kukke. Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, mens hele Verden brænder om din Vugge, mod dig vort Haab og Manddomsdrømmen gaar, naar Landsbyklokken signer dine Strande, naar Aftenrøden højt i Skyen staar og sænker Fredens Korstegn paa din Pande.

Lad mig kun flagre hen som Blad i Høst, naar du mit Land, min Stamme, frit maa leve, og skjønne Sange paa den danske Røst maa frie, stærke Sjæle gjennembæve. Da staar en ny Tids Bonde paa sin Toft og lytter ud mod andre Lærkesange, mens Himlen maler blaat sit Sommerloft, og Rugen gulnes tæt om Vig og Vange.

1/6 1917.

OVERSÆTTELSER

AF

JEPPE AAKJÆR

FRA SKOTSK.

DIGTE AF ROBERT BURNS.

BURNS OM SIG SELV.

Der var en Knøs, var født i Kejl, om Dag og Datum bryd jer fejl, spar I jert Blæk, jert Lak og Segl paa Daabsattest for Robin. For Robin var en rørig Gut, o, farlig rørig, rask og rørig, Robin var en rørig Gut, en farlig rørig Robin.

Højskotlands Sne føg vildt om Tind, og Januaris Lavlandsvind den blæste Fødselsgaven ind i Vuggen til ham Robin.

Den Spaakvind keg ham i hans Haand Ej, Ej! som her staar Vid og Aand! lur _I_ at trække _ham_ i Baand. Hvad om han blev kaldt Robin! For Robin blir en rørig Gut, o, rigtig rørig, rask og rørig, Robin blir en rørig Gut, en farlig rørig Robin!

Han vil se Vanheld jævnhen tit, men altid bære Huen frit, hans Slægt, tro mig, vil inden Lidt bli' Hjærtens stor af Robin.

I Haandens Linje klar og skjøn jeg ser den Klør og Adams Søn vil gjør' en Hoben af mit Kjøn; saa Gud velsign dig, Robin! For Robin blir en rørig Gut, o, farlig rørig, rask og rørig, Robin blir en rørig Gut, en farlig rørig Robin!

27/3 1918.

TRODS ALT DET.

Om en af ærlig Fattigdom gav Kampen op, og alt det, den Stymper gaar _vi_ udenom, i Nøden stolt trods alt det. Trods alt det og alt det, vort sure Stræb og alt det: Din Rang er blot Dukatens _Præg_, dens _Guld_ du selv, trods alt det.

Og er vor Dragt end lidet fin, vor Kost kun knap og alt det, giv Taaber Silke, Skjælme Vin, en Mand er Mand trods alt det. Trods alt det og alt det, trods Gøglets Glans og alt det, Retsindets Mand, om nok saa lav, er størst blandt Mænd trods alt det.

Se dristigt paa hin Herremand, betragt hans Pragt og alt det; har han end tusind Tønder Land, er han en Nar trods alt det. Trods alt det og alt det, hans Baand og Kors og alt det, et stolt og uafhængigt Sind har ikkun Smil for alt det.

Baroner bages bedst ved Gunst, Lensgrever med og alt det, men det steg over Kongers Kunst at skabe _Mænd_ trods alt det. Trods alt det og alt det, et malet Skjold og alt det, den klare Kløgt, den sunde Sans i Rang staar over alt det.

Gid hver maa se _det_ store ske -- og ske det skal trods alt det! at Brav-Mands Dont Evropa rundt faar Hæd'rens Plads trods alt det! Trods alt det og alt det, den Dag er nær trods alt det, da _Mand_ og _Bror_ er samme Navn al Jorden om trods alt det!

1898.

FØDT TIL GRAAD.

En stormfuld, barsk Novemberkvæld med Sus i nøgne Træ'r jeg strejf ed saa alene om langs Bredderne af Air; da stod der for mit Syn en Mand, svag, kuet ned af Aar, af Rynker laa hans Pande fuld, og snehvidt faldt hans Haar.

»Hvorhen skal du, min unge Ven?« begyndte Gubben snart, »mon Guldtørst leder her din Gang, gav Elskov Foden Fart? Er Sorg kanske den skjulte Grund, der tvinger dig som mig med Taarer over Slægtens Lod at stile samme Vej?

Den Sol, som over Mosen hist nedstraaled nys sin Pragt, hvor hundred Stakler skatter til een hoven Junkers Magt -- fir' Snese Aar hin Sol jeg fandt i Vintrens hvide Baad, og hvert af dem mig lærte grant, at vi blev født til Graad.

O Mand, hvor kaster du dog bort i Letsind dine Aar, de bedste Stunder øder du, dit Livs, din Evnes Vaar, din Lidenskab er som en Brand, din Drift som Folen kaad, og det er dine Fejltrins Sum, at du blev født til Graad.

Betragt ej blot dit Livsdøgns Gry da sund er Sjæl og Marv, da er en Mand til Gavn og Pryd og vogter vel sin Tarv, men se ham mod hans Nedgangssol, brudt, pint af Sorgers Braad, da viser Alderdom og Savn, at du blev født til Graad.

Kun saare faa ved Skjæbnens Gunst fik Klap i Lykkens Skjød, ja ej engang hver rig og stor den gyldne Ære nød; men hvilken Hob i hvert et Land ved ej mod Armod Raad og nemmer i et martret Liv, at vi blev født til Graad.

En bedsk og talløs Sygdomssværm er vævet i vor Form, og Pinslen øger Angrens Tand og Nags og Niddets Orm; den ranke Mand, hvern Ømheds Kys har tit gjort Kinden vaad -- Mands Haardhed imod Mand har vakt utalte Tusinds Graad.

Se her en stakkels hvervløs Mand der be'r med bange Ord en Herremand om nok saa lidt af Godsets rige Jord, og se hin Maddik nægte ham om blot den mindste Saad, ufølsom for en Hustrus Savn og sultne Smaabørns Graad.

Er jeg ved Skjæbnens Lov bestemt til denne Uslings Træl, hvorfor blev Frihedstrangens Kim da plantet i min Sjæl? Hvis ej, hvi blev jeg Skive for hans haanske Niddingsdaad; hvor henter Rigdom Retten til at vække Brødres Graad?

Lad disse Ord, min unge Ven, ej knuge paa dit Bryst; _mit_ bli'r jo ej det sidste Syn paa Slægtens Ve og Lyst; ej var en Stymper bleven til med Savn i Kjød og Blod, hvis ej i noget Mon han fandt Belønning for sin Graad.

O Død, du Fattigmandens Ven, den bedste paa hans Vej, min trætte Fod, min gamle Krop alt længes ind mod dig; den rige skjælver for dit Hug i Velstands skjøre Traad, men hvilket Favn du blev for den, der sled sit Liv i Graad!«

1898.

I DET FJÆRNE.

Hvor kan jeg være god og glad og synge ved min Kjærne, o, naar Knøsen, som jeg elsker saa, maa færdes i det Fjærne, o!

Jeg græder ej ved Sneens Leg, der skjuler Sol og Stjerne, o, men græder ved at tænke paa min Ven hist i det Fjærne, o!

Min Fader jog mig fra sin Dør, mig ingen Venner værne, o. En hjalp mig vist, om han var nær, men han er i det Fjærne, o!

Engang han gav mig denne Ring og Baand som til en Terne, o; jeg bærer dem endnu for ham, min Gut hist i det Fjærne, o!

Naar snart jeg føde maa vort Barn, mens Rugen sætter Kjærne, o, monstro han saa vil komme hjem til mig ifra det Fjærne, o!

1897.

HELLIG WOLLES BØN.

O du, som i din Himmel bor, som bare ved dit Lunes Ord lod to bli' frelst, hvor tyve for til Helveds Vaade, ej just for deres Synders Flor, men ved din Naade --

_Tak_, høje Guddomsmagt, som brat nedstyrted tusinde i Nat, mens jeg blev for dit Aasyn sat, et Lys, et Tegn, en Fromhedslygte overladt den ganske Egn!

Hvad var vel jeg og alle mine, at du har hævet os til dine, jeg som fortjente idel Pine for Adams Brøde, der han med sig og alle sine aad sig til Døde.

Da frem af Moders Liv jeg brød, du kunde slængt mig som en Glød i Helveds luehede Skjød med vældig Arm, hvor Djævle slaas for dagligt Brød med Hyl og Larm.

Her staar jeg som et valgt Exempel, betegnet med dit Naadesstempel, en Pille i min Herres Tempel, en Klippeblok, et skjønt og skinnende Exempel for al din Flok.

Min Gud, du saa' hvad Kval jeg led, naar nogen løsnede en Ed, du kjender, hvor mit Hjærte sved ved Dans og Drik, thi selv jeg ved din Miskundhed det alt undgik.

Dog jeg bekjender: Syndens Frø i denne Barm ej helt vil dø; jeg kom kanske for nær en Mø, skjønt ej jeg vild 'et, men du vil huske: Kjød er Hø, i Synden hildet.

Ak, Gud, du ved -- i Gaar med Mette! Skjænk mig Tilgivelse for dette, og lad det ingen Frugter sætte til min Vanære, da skal din Tjener aldrig lette en Klokke mere!

Desuden -- skjønt det gjør mig bange -- med Lises Tøs -- dog _kun_ tre Gange; kanske det var de tre for mange, men Fuldskabs Garn det holdt din Tjener fast som Fange ved Syndens Barn.

Gav du mig, Herre, til mit Gavn, hin Kjødets Pæl, hin Blodets Savn, paa det jeg ej i Naadens Favn maaske skal snæres af Hovmod, -- naa, i Jesu Navn, dit Kors maa bæres!

Gud, værn om din udvalgte Skare, din Godheds Aand du aabenbare, dens Fjenders Hob du ikke spare, men tugt dem godt, som bringer Herrens Flok i Fare ved vantro Spot!

_Gawn Hamilton,_ -- o, straf ham haardt, han svirer, bander, spiller Kort og driver anden syndig Sport i djævelsk Trods og vender Folkets Hjærter bort fra dig og os.

Beskikker vi ham Kirkens Tugt, vi faar dog ej med Skjælmen Bugt, thi hver Mand ler, mens nok saa smukt han alle mofler; forband, o Gud, hans Fad og Frugt, Kaal og Kartofler!

Gud Herre, hør mit Klagemaal mod Mændene fra _Air_, o, taal ej mere disse Vantros Skraal, udtøm din Galde, og gjør dit Hjærte haardt som Staal imod dem alle!

O, tvi, hin tungehvasse _Aiken!_ Mit Blod gaar stridere end Bækken ved Tanken paa hin Stund og Skrækken, vi alle led, mens _Auld_ som limet fast til Flækken sin Læbe bed.

Min Gud, paa Straffens Dag forød ham, hjemsøg med Hævn enhver, der lød ham, borttag din Naade fra ham, mød ham paa hver hans Vej, ja, for dit Riges Skyld nedstød ham, og spar ham ej!

Betænk din Tjener tro og huld med Hus og Hest og Ko og Guld, saa _jeg_ maa skinne over Muld -- _dit_ Navn til Pris -- og hisset hos dit Englekuld i Paradis!

[Anm.: _mofler_, har Krammet paa.] 1898.

DER BOED EN BONDE.

Frit oversat.