# Samlede Værker, Andet Bind

## Part 4

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/samlede-v-rker-andet-bind-24747/index.md

[Anm.: _Øwn_, Øjne; _glown_, glødende; _Vækildsblojs_, Valborgblus; _haar_, har; _warr_, værre; _Trow_, Vandtrug; _huel_, rund og buget; _Suel_, Sol; _traj_, traadte; _Hues_, Hose; _nejenud_, nedenud; _Daabjærg Graw_, Daugbjærg Kalkgrave; _Lu_, Hue; _æ Skjevl_, Raden; _aa pin og spring_, løbe af al Magt; _Torn_, Taarn; _rind_, ringede; _saat sæ po æ Haal_, satte sig paa Halen; _Raan_, Rane, Hønsenes Pind; _søen_, saadan; _Kjar_, Kjær; _hans Ved_, Samlingen; _slamprend_, om plump Løb og Gang; _Harrer og Plow_, Harver og Plove; _laask_, løbsk; _Gord_, Gaardene; _wakk_, bæve; _hwyst Bagkorre_, slog Kulbøtter; _Grôf_, Grøft; _faale tarr_, særdeles tørre; _Nies_, Næse; _haaj æ nø warr_, havde det betydeligt værre; _i Døj_, i Dynd; _laa Damp_, satte Kursen af al Kraft; _en vilre Krowr_, en anset Kro; _Pief_, Pibe; _æ Drikkels_, Drikkevarerne; _blarped_, skvulped; _hænd_, hængte; _æ Stow_, Stuen; _æ Skinting_, Asnet; _trørre_, tredive; _jawnhen_, ret godt; _tæmt_, tømte; _æ Skuel_, Kjæltringen; _rat_, rakte; _stemt_, trykkede; _To_, Taa; _Sep_, Draabe; _ikki_, ikke, en Forstærkning af _ett_. _Droef_, Draabe; _sak_, sank; _dje Kjeld_, deres Brønd; _dryw_, drive, rave; _Dojs_, Daas, Høj; _Torren_, Torden; _opo_, paa; _Skjek_, Skjæg; _æ O_, Aaen; _æ Togger_, Fiskevaad.]

29/5 1910.

FORLADT.

Karen vandede Kaal i Bed, Jørgen stod med et Smil paa Sned, tog fra Karen den tunge Spand, posted den fuld af Kildevand, mens det dugged saa let under Kvælden.

Karen gik sig sin Aftengang, Jørgen efter i Spring og Sprang; Jørgen snubled, og Karen lo, Aaen lo med under Spangebro, mens det dugged saa lindt under Kvælden.

Jørgen sleged for Kind og Haand, Karen blev veg som Vidjevaand. Ud fløj Ugle, og hjem fløj Ravn, Karen snubled i Jørgens Favn, mens det dugged saa blødt under Kvælden.

Kaalen voxed sig bred og grøn, Karen øged sit Skjørt i Løn. Jørgen rejste saa langt af Led, Karen græder og Kaalen med, mens det dugger saa koldt under Kvælden --

8/6 1910.

TIL SALLINGS HUSMAND.

Fra Grønningør til Livø-Tap du ser saa skjøn en Kyst, hvor Holmen nikker som en Knap paa Fjordens blanke Bryst, hvor lange Aarer blinker i Fiskebaades Dans, mens Brombærranken rinker om Pigens Vrist sin Krans.

Og bag om Kystens fede Jord, sig sænker Rugen gul, mens Bonden sidder strunk ved Bord og bider bredt af Sul; hans Datter bærer Spange om Armen fast og rund; af Plage har han mange og Sølv paa Kistebund.

Fra Gaardmandsjorden udestængt som mest den Husmand bor, mens op i Mosens Kroge trængt han rydded Grund og Jord. Han har en Ko paa Toften, en Gris bag Hyldens Læ, og stadigt Slid for Skoften gav Gigt og krumme Knæ.

Men Smilet spiller om hans Mund i fast og munter Skjæmt, hans Marv er frisk, hans Sjæl er sund, dens Strenge ej forstemt. Hans Haab er lyst som Suset i Sommerskovens Trær, og Orm i Kjærnehuset du fandt vist aldrig der.

Ja, Hyttens Mand i allen Land skal rette Ryggen op og holde mod Forsagthed Stand og gaa i sluttet Trop; da skal din Kvinde mættes, dit Barn faa buttet Kind, de lave Døre lettes og Lyset strømme ind.

Naar Spaden atter hviler glad i arbejdsvante Haand forvandles til en Perlerad hvert rustent Slavebaand; da skal hver Taare tørre, der randt i Armods Gys; da bliver Jorden større, og Rummet fuldt af Lys.

Juli 1910.

PER SMED.

Naar Grisen den skal slagtes, saa henter vi Per Smed, fordi han er saa munter og bor her lige ved. Han ta'r saa høje Dramme, dertil en mægtig Skraa; men Grisen bliver kværket, det kan du bande paa!

Før Hanen søvnigt blinker mod Dagens første Skjær, da glimter Smedens Lygte i Grisens blanke Svær. Og Grisen maaler Ka'len: »Er noget galt i Vej'n?« Og selve Grisehalen staar som et Spørgsmaalstegn.

Men ind i Bøvlen skræver nu Smedens krumme Ben, mens Grisens Børster hæver sig bange én for én. I Nødset ud den trilles til Hyl og ilde Sang; ej Degn kan synge værre ved Konekirkegang.

Med Nattedryp i Skjægget nu vækkes Bondens Gaard, mens Maanens fede Hage paa Storkereden staar. Dens krumme Skive truer som selve Dødens Segl, og Smeden agterude han er saa haard en Negl.

I Trommehinden stinger de jammerfulde Hvæl, mens Gissebassen tinger med Smeden om sin Sjæl. Bag Tærsklen Bryggerkarret er hvælvet til Skafot, og Kjedlens Dampe sætter paa Per en graa Kalot.

Gud naade Gissebassen alt i dens sidste Stund! Nu lukker den sit Øje og allersidst sin Mund. Og alle Kjedler bobler, og Øsen gaar gesvindt, og gjennem Løste Børster henraser Kniven blindt.

Per Smed kan alting ordne, han bærer Flæsket _fram;_ med Trøjeærmet tørrer han Munden til en Dram. Han klinker, og han klukker indvendig af sin Skjæmt, og dog skal ingen sige, at Pligten bliver glemt.

Med Fingermaal bestemmer han Tykkelsen af Flæsk, han læser Svinemaver, som Præsten læser Græsk, han kritisk Galden forsker, og Aftægtsmandens Aar -- ja, selv Ufødtes Skjæbner han ud af Milten spaar.

Og hele Huset lugter af Lever og af Løg, i Loftene det smælder af Larm og Grydestøj, den sorte Pølse dykker i Kog som en Delfin, og Dørene udjamrer de mest usmurte Hvin.

Og det blev Aftensilde med Tøsne over Jord, og det blev Pølsegilde med Dramme over Bord. Per Smed sad bred paa Bænken med Pølsen for sin Haand og sødede dens Skiver med Viddet fra sin Aand.

Humøret gaar i Højden, mens Drammene gaar ned. Per Smed er nu fuldmodig, enhver faar ren Besked! Men Modet i hans Bringe er intet Krigermod, og Blodet paa hans Klinge er ikkun Griseblod.

25/7 1910.

HØSTMARCH.

Vi kommer fra Dalenes Fred, og Faner af Havren har vi med; den skal Høstens Gjerning rande, smykke vore Pigers Pande, naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.

Vor Le faar nu Hvil for i Aar, thi Klinte med Ax er lagt paa Baar, alle Skræntens Bær er fundne, alle Agrens Neg er bundne og lagt ud paa de vældige Skaar.

Vi mejed vor Mark under Sang, saa langt rækker Strygespaanens Klang, naar blandt Havens Kaal den klinger, man os Mjød og Kager bringer, mens det dufter af Mynte over Vang.

Efteraar 1910.

EN JULEGJÆST.

Han kommer over Bakken med Rim i sit Skjæg, hans Øjne spejder langt mod en hvidkalket Væg; af Prærie-Frosten saa ru er hans Kind; til Danmark er han kommen med Juleskibet ind.

Der ligger da paa Lyngen hans Barndoms Lykkeslot; hvor husker han hver Stolpe, og Taget hver Tot. »Og Hylden ved Dammen er altsaa til endnu! Vel hælder den en Kjende, men det gjør ogsaa du.

At noget saa fattig saa sunken og lav kan drage dig hjem over Land, over Hav, saa du _én_ Kvæld kan glemme det Onde paa Jord for Mindets Barnehvisken i Stuen hos din Mor!«

-- Han føler under Jakken, om alting ligger ret, hans gode Dollarsedler, hans »Gaver«, hans Portræt; de stramme Træk fortones, hans Hjærte maa le, mens Støvlen synker dybt i den skrigende Sne.

Snart staar han ved Klinken saa myg og saa varm, hans Pelshue skraber mod Dørens lave Karm, Solstraalen slænger Løkker om hans bøjede Ben, og Istappen drypper mod den slidte Forstu'sten.

Nu ser han sin Mor bag Begoniers Rad, med rynket Haand hun fjærner dens visnede Blad, og Katten sidder stribet for Ovnen paa sin Stol, og Hønen gaar paa Gulvet, og Rokken staar i Sol.

Ind stryger han i Stuen, saa Hønen kagler op, hans Mor af Haanden taber en blomstret Underkop; de gamle Øjne fyldes fra Hjærtets dybe Grund; i tyve Vintre vented hun efter denne Stund.

-- _Nu_ blir der Jul i Hytten; Ildklemmen laver Støj, Skorstenen sender fra sig sin fedeste Røg; mens Vaffeljærnet vendes for Ilden snildt og let, der skjæmtes, frittes, svares i samme Aandedræt.

Nyfigen Julespurven ad Vindvet skjæver ind; saa kommer Aftenduggen og gjør hver Rude blind; den Gamle tænder Lyset; dog kun i Ryst paa Ryst; men Sønnen griber Haanden i det ømmeste Kryst:

»Ja, _du_ er bleven gammel, og jeg er bleven graa, men det skal i Aften vi lidet tænke paa; før skilte Verdenshavet og bange Tankers Gys, _nu_ sidder vi og stirrer i det _samme_ Julelys.«

-- Og over snelagt Hede gaar Lysets blide Skjær, hen over Moser brede, ud over vaade Kjær, og melder om en Scene -- den skjønneste paa Jord --: I Juleaftensmildhed en Hjemvendt hos sin Mor!

Decbr. 1910.

JULEAFTEN.

Naar sitrer din Sjæl som en tonende Stræng, og naar skinner Lysene blidest, hvornaar gaar du nødigst med Sorg til din Seng, hvornaar tykkes Sneen dig hvidest? Mon ej, naar bag Ruden det pyntede Træ og Barnet med straalende Blik ved dit Knæ fortæller, at nu har vi Julen.

Da vugger de Tanker som Fugle i Rør, mens vildt over Mosen det fyger, og Spurvene putter sig ind mod din Dør, for Vejrets fortørnede Byger; med Krummer og Kjærner for Fuglen du strør, hvad Vindene fryser det Hjærterne tør, den Lære vi hented hos Julen.

Til daglig vort Hjærte af tusinde Savn blev gnavet i mer end i Barken, og ofte du sendte i Suk efter Havn din sidste Due af Arken; men alt, hvad der gjorde dit Hjærte Fortræd, det standser i Kvæld bag det skjærmende Led, der værner for Hjemmet og Julen.

Derinde du sidder, mens Haglene slaar, og hører de hjemlige Klokker, og Minderne kommer og Minderne gaar paa Julens sne-pudrede Sokker, og Grantræet dufter fra Storstuen ind, og Børnene ivrer sig røde om Kind med alt, der skal hænde i Julen.

Og Frosten nu nærmere Gaardene gaar og ridser paa Ruden sit Mærke, og Barnet saa kjært under Lysene staar, og Salmerne lyder saa stærke; og Fuldmaanen rejser i Skyer sit Slot, og Stjærnerne funkler i Rødt og i Blaat, -- de Stjærner, der altid var Julens.

Decbr. 1910.

JULENEG.

»Kom nu ud, lille Fa'r og faa alt gjort i Stand, faa lagt Halm under Kalven og Hesten til Vand, og strø Gran paa de rimede Sten, tag en tungvippet Kjærv fra det støvede Loft, at Smaafuglen, der hopper med Klynk over Toft, finder Trøst imod Snenattens Mén.«

Saa hun talte, Katrine, den herlige Viv, mens paa Tærsklen hun strøg den bredbladede Kniv, før hun skar af det nybagte Brød, og dets Endskal hun førte med Kys til sin Mund, og hun kendte, hvor Duften var fyldig og sund, og hvor Skorpen var brunlig og sprød.

Og for Vindvet i Sneen der rejstes et Neg, og den Spurv var paa Pletten, han pipped og keg, gjorde Hop, flagred ned, flagred op; og fra Gjærder og Marker, og Tuer og Trær, fra de snefyldte Graner og bundfrosne Kjær kom Smaafuglenes radmagre Trop.

Der var skrigende grønne og sommerligt blaa, der var lysende gule og kummerligt graa, hastet hid fra den stormslidte Skov, og de flokkedes hverken til Leg eller Sang, men om Godsindets Neg paa den snevilde Vang under Hungerens jernhaarde Lov.

Og én havde just ofret til Frosten en Taa, og én havde en Jæger fornylig »holdt paa«, Bøssens Hagl havde taget dens Fod; men den humper paa Stumpen, saa godt den formaar, skjønt det svider saa ondt i det frostbidte Saar, og i Sneen staar Dryp af dens Blod.

Og Katrine hun titter saa smilende paa, hvor i Neget de gule, de grønne, de blaa hopper rundt ret som Gnister af Baal, og hun dejgner og titter og nynner saa glad, mens hun gjemt bag Geraniens støvede Blad drysser Mel over Former og Skaal.

Og den frostrøde Sol gaar nu favnende bort, ak, dens Bue er lav og dens Vej ikkun kort, naar om Julen det stunder til Fest; og til Gavlruders Funklen, til Solflimmers Leg, til velsignende Lys over Fuglenes Neg den nu bruger sin synkende Rest.

Og en Tiggerske vanker fra Gaard og til Gaard, og en Kavringeduft om den gamle der staar, saa hun frister hver vejrende Hund; og de halser og flokkes med næsvise Krav, og hun truer ad Flokken med Eder og Stav og gi'r ondt af sin tandløse Mund.

Og en Fisker har tøjret sin Baad under Strand, saa dens Ankerbrod bider i Strandkantens Sand, mens han selv nu har Hjemmet til Maal; i den foddybe Sne staar hans Søstøvlers Spor, paa hans skjællede Kno i den spegede Snor slanter lystigt tre bugfede Aal.

-- Og saa høres paa Broen en dumrende Vogn, og saa ringer de Klokker fra Sogn og til Sogn, til hver Sjæl er i Mindernes Vold, og hver Olding ser op mod det tonende Hvælv, mens vemodig han lytter dybt ind i sig selv, indtil Haanden om Staven bli'r kold.

Og saa lukkes hver Luge paa Lade og Lo, og Fuldmaanen slænger sin gyldene Bro over Flager af ringlende Is; med Sne i sin Hose gaar Haren i Seng, og Frostvinden gnider sin skurrende Streng, og Fjerskyen spreder sit Ris.

Decbr. 1910.

PIGER PAA ENGEN.

Nu er Dagen fuld af Sang, og nu er Viben kommen, Bekkasinen Natten lang haandterer Elskovstrommen. Plukke, plukke dugget Straa, plukke, plukke Siv ved Aa, plukke, plukke Blomster.

Engen er nu gyldengul af tunge Kabbelejer, Søndenvinde byder op, og Dueurten nejer.

Dammen ligger Dagen ud med Brudelys i Hænde, rækker højt de ranke Skud, at Solen maa dem tænde.

Nu vil Mø med Silkestik paa Brudelinet sømme; den som ingen Bejler fik, hun ta'er sig én i Drømme.

Ræk mig en Forglemmigej og sidst en Krusemynte, saadan slutter vi vor Leg, saa glad som den begyndte. Plukke, plukke dugget Straa, plukke, plukke Siv ved Aa, plukke, plukke Blomster.

Foraar 1911.

NYTAAR.

Der brager et Skud for min Forstuedør, Raketter gaar op imod Maanen; »godt Nytaar« frempulser af rygende Rør, saa Kvinder er nær ved en Daanen, og Bonden han bakker sin bedste Tobak, og Barnet omfingrer den ny Almanak, der peger paa Stjærnernes Veje.

Og Oldingen sidder saa vissen og from i Sivsko i Kakkelovnskrogen; han mumler en Salme om Død og om Dom og lægger et Mærke i Bogen. Saa stirrer han ind i sin Oldingesjæl og frem imod Gravens de sortstrøgne Fjæl, mens Minderne tættes til Taarer.

Thi Tusind skal fødes og Tusinder dø i Aaret, der blussende stiger, og Fremtid skal gro af Forgangenheds Frø, mens Orm under Barken sig sniger. Og styrter end Stormen _vor_ Stamme i Støv, der knoppes vel andre med Krone og Løv til Fryd for de stræbende Slægter.

26/6 1911.

KRÆN DEJLER.

Kræn Dejler kjører hans Tørv i Land: _hop_, hop, _hop_, for en Hywl i Gras! Paa Læsset højt, bag sit Studespand der kraaner med Pisken den Dejler.

Og Studen vralter saa tung og tam -- hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! og Solen leger i Mosens Dam og dikler i Nakken Kræn Dejler.

Men Hvepsen sad under Brinken gjemt -- hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! der havde fornylig sin Bas han stemt til Studedans for Kræn Dejler.

Et Pist, et Pust og et Øjeblik: hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! saa brummed han frem under fuld Musik, saa Skrækken krøb over Kræn Dejler.

Brat løfter Studen sin Hale fin: hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! selv Kusken letter en Kjende sin; nu bliver den hjamsk for Kræn Dejler!

De Hjælmede springer i Hjump og Trav: hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! og Vognen jamrer af fire Nav: »Nu skjenner æ Stud' for Kræn Dejler!«

En Lundstik løsned, en Kinding brast: hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! mens Skuden slingred med Skrog og Last i Søgang under Kræn Dejler.

Først sprang da Tejnen mod Himlen op: hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! saa flygted Tørven i samlet Trop, paa Skravpinden hang kun den Dejler.

Hvor Tudsen kravler med slimet Ryg, hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! der rendte de Stude sig selv i Syk, saa Blevret stod om Kræn Dejler.

Her slap ham Hvepsen, den vilde Gjæst, hop -- hop -- hop med en Hywl i Gras! saa Heldet redded den sidste Rest af Vogn og Skrav og Kræn Dejler.

[Anm.: _en Hywl i Gras_, et Hjul i Smadder; _kraaner_, kror sig; _dikler_, kildrer; _hjamsk_, flov; _de hjælmede_ (Stude), med en hvid Tegning paa Hovedet; _skjenner_, løber løbsk; _Kinding_, den Aabning, hvori Vognstangen sidder; _Tejnen_, Madæsken; _Skrav_pinden, en af de fire Pinde i hver af _Skravets_ eller Vognkransens Hjørner; _i Syk_, i Dynd.]

Sommeren 1911.

H. F. FEILBERG.

Saa do bløw føj her mødt i Høst mell aall Guds gued Gawer, og fæk dérfræ den skjønne Lyst aa sammel Nieg i Trawer!

Den Stak, do saatt paa Jyllands Towt med Nieg fræ _Slett_ te _Slien_, vil fyld wal paa wor Muers Lowt, og der er Drywsel i'en.

4/8 1911.

ENSOM.

I Landet, hvor Turnipsen bovner med svulmende Rod og Blad, der fik jeg af Venskab saa slag en Høst, men Guds Velsignels' af Had.

Og Hadet frisker paa Galden, og Turnips er god for Ko, men _Venner_ er som den kjære Sol. Nu rejste de sidste to!

18/10 1911.

DE FATTIGES JUL.

Lyset tændt, Minderne tændt, Sind og Øje fra Styghed vendt; Døgnet danser med hoppende Hjul, Freden gjemmer sin Sne til Jul, drysser den paa vore Saar!

Paradis, Drømmenes Dis . . . Glem i Aften dit Livs Forlis! Sorgen suger i mig som i dig, denne Kvæld viser Stjærnen Vej, vov dig da ind i dens Glans.

Skjønne Maal, hellige Maal: Smilet fylder den sultnes Skaal, Lyset strejfer en graadskjæmmet Kind, varme Hænder bær' Fadet ind, -- Godhed, o Jul, er dit Navn!

18/12 1911.

JULEHILSEN

TIL »NAVERNE« I ZÜRICH.

Vi sidder herhjemme og længes derud mod blinkende Tinder og Floder, mod Liv der ej drukner i Graahed og Slud, mod Kjøbslag i fremmede Boder, mod Alper i Glød, mod en høj Horisont, mod Rejser og Router al Jorderig rundt, -- bort, bort fra de stængende Gyder!

I gaar vel og stirrer jer Øjet i Vand paa alle de funklende Tinder og længes herhjem mod vort taagede Land med alle dets Juletræsminder, mod Hytten og Hyggen -- en Kjærest', en Bror, mod Haandtryk og Smil -- og en krumbøjet Mor, der blunder i Stolen bag Ovnen.

Saa længes og trænges hver kvindefødt Sjæl fra Livsløbets Stunder begynde, mens Støvlerne stødes for Taa og for Hæl, og Saalerne slides saa tynde. -- I Længsel at vandre mod uvisse Maal med tusinde Mil bag den lasede Saal er Lov for en Ranselens Ridder.

20/12 1911.

PIGEN PAA DIGET.

TIL EN GÆLISK MELODI.

Gjøgen kukker, Solen svinder, Duggen falder stille paa Moders Bleg, Himlens Sky faar røde Kinder, Hjærtegræsset ringler mod Siv og Fleg. Faar og Gjed mod Kvælden bræger, Møllens Vinger gaar mod Vestens Skjær. Klokken ringer fjernt bag Heden, der hvor rank han vandrer, min Hjærtenskjær.

Lille Hjejle, du skal føre alle mine Længsler til ham, du ved, fløjte Ømhed i hans Øre, over Mosen bære min Kjærlighed. Til hvert Prik, din Vinge smykker, hefter jeg et Kys, til ham et Laan; gule Hjejle, bær dem varligt, giv dem ej til Pris for Gjøges Haan!

Jeg har skuret mine Spande, sat dem snildt paa Række med Bunden op, vandet Kaalen, brust med Kande, skiftet Klædet over Ostens Kop. Ensomheden her jeg søgte, og jeg tog min blanke Sølje paa, den han ømt mig bad at bære, naar engang vi skulde til Altret gaa.

Kuk nu Gjøge, mens jeg plukker Skjørtet fuldt af Iris ved Aftnens Strøm. Før mit Kammers Lys jeg slukker, stiller jeg dem varligt bag Pudens Søm. Irisblomstens Duft skal trylle dig, min kjække Yngling, mod _min_ Barm, saa paa Drømmens Bro og Duftens ind til mig du glider ad Vindvets Karm!

9/1 1912.

STORKEN.

Han kommer med Sommer, han kommer med Sol til Kløver og nikkende Hvener. Mens Pigen hun sømmer sin blommede Kjol i Læ af de røde Syrener, han sænker sig ned paa det mossede Tag og knebrer fra Reden den udslagne Dag en Højsommervise om Danmark.

Og Børnene stirrer fra Tærsklen didop, hvor Løget paa Mønningen nikker, og Oldingen ranker sin krogede Krop i Stuen, hvor Slagværket dikker; og Minderne dugger, og Læberne be'r, og Børnene pludrer og peger og ler: »Se Storken er kommen til Danmark!«

Velsignede Fugl uden Høgenes Klør med Ørnenes mægtige Vinge, du dukker dig helst mellem græssende Kø'r, kun Hygge og Fred vil _du_ bringe; du følger i Furen vor Bonde saa nær og nikker som han, mens af Rugen det drær med Løfte om Høst over Danmark.

Hvor Engblommen lyser langs Aaløbets Bred, du skridter saa langt gjennem Engen; med Halsen i Bugt og med Øjet paa Sned du titter til Pigen og Drengen. Du søger din Føde til Leernes Klang, og Høduften følger din higende Gang langs alle de Aaer i Danmark.

Saa lad os da værne den solkjære Fugl, der pynter vor Vang og vor Vænge, der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul til Vejrs paa den mossede Længe. Hans Yngel skal trives i Regn og i Sol, hans Rede beskyttes som Hjemmets Symbol, mens Sagnene lever om Danmark!

4/3 1912.

KAALFOLK.

A war gan hen te Jepps ijaes, og der sô Mowns, og der sô Mâs, og det war nem for mæ og hør, hwad Huml _de_ haa aa før, for det war Lâs, dér med Kjæn Grow haaj wot ad Bøj og sit paa Stow; fæk Lâs nu den Kaag paa hans Skorr, war _a_ saat udenfor. Ja Kaalfolk er nø gremme nøj, nø slemme nøj, nø _sølle_, simpels Rimpelstøj!

Men tar mi Lâs den lied Hjont, saa sejer _a_, han maa vær wont, for _af_ den væste Kjeltringslaw, hun war da aal si Daw. Æ Muer haar jo _wal_ en Stej, og det er nøj, en maa ta mej, og sjel haar hun en Kakkelown -- og Skjek -- som en Dragovn; Men Kaalfolk er nø gremme nøj, nø slemme nøj, nø sølle, simpels Rimpelstøj!

Tho gywt sæ det er let nok gjord, men sej mæ, hwadfornøj du for! Og ta en Hjoj som Kjesten der -- nej, det sku Lâs læ vær! Hvad hjælper Kow og Kakkelown, nær saa æ Kwind er kryvedown! Tho faa sæ den Slaws Bi i Kof det gaar som i en Rof.

Og der lod a mi Speci spring, da Lâs war syk og hænd med æ Ving, og sô ham te med Nol og Wask, men han gik om og task; og da vi sku te Maatensfest, _a_ saat ham Baagstykk i hans Vest og vend ham hans Trawalli-Frak -- nu faar en saa si Tak! Jow, Kaalfolk er nø gremme nøj . . .

Nu vil a hen og lær aa væw; for her ka en sgu gaa og skræw og aalle kryf en Krumm teframm, men løw si Daw teskamm. Læd saa di anner ha dje Spel, _a_ ska _wal_ gaa og skjøtt mæ sjel, og ta de Spark, som der ka blyw, men læ æ Gywten dryw. For Kaalfolk er nø gremme nøj, nø slemme nøj, nø _sølle_, simpels Rimpelstøj!

[Anm.: _gan_, gaaet; _ijaes_, i Aftes; _Skorr_, den »Skyder« eller Skovl, hvormed Kagen sættes i Ovnen; _Rimpelstøj_, Tøj, som er sammenrimpet; _lied Hjont_, lede Taske; _vær wont_, maa være meget lysten; _Kjeltringslaw_, Taterslægt; _en Stej_, en lille Ejendom; _Skjek_, Skjæg; _Hjoj_, Sjuske; _Kof_, Kube; _Maatensfest_, Mortensdag omkr. 1. Novbr.; _Baagstykk_, Bagstykke; _Trawalli-Frakk_, daglig Frakke; _æ Gywten_, Giftermaalet]

17/3 1912.

A GLEMMER Æ AALLE I MI DAW --

Og det war den Tid, da vi aaltid war tow, -- a glemmer æ aalle i mi Daw! -- A tjent jo te Vistis her vejsten æ Brow, og do kam te æ Gord og task te Traw.

Do ga mæ en Gimmer og hjalp mæ aa tow'n, a glemmer æ aalle i mi Daw -- og hwer Gaang a sto og gjord Brind te æ Own, do kamm saa still og drow i mi Saw.

En Daa vi war jenne, do to om mi Hâand, a glemmer æ aalle i mi Daw! -- A so der saa nywle og wand a' mi Gâan, imen do strøg mi Kinder med _di_ Kaw.

Do tal om en Hjemmen herud baag æ Kjar, a glemmer æ aalle i mi Daw! -- en Rues sku vi ha wos lidt vejsten æ Dar og Løg og Lavindler i wor Hav.

Æ Log sku vær maaled, æ Hus vild do kalk, a glemmer æ aalle i mi Daw! -- en nybærend Kwi vild do gi mæ aa malk, -- »for der bløw _wal_ en Busk for _hind_ aa gnaw.«