Part 3

Mor har pustet til Arnens Glød, sysler derinde ved Davren; se, hvor Røgen fra hendes Grød sænker sig blødt over Havren! Mad hun smører, som kan forslaa, Øl hun styrter i Dunke graa, lægger en Klukkert i Tejnen, som kan ta' Tonen fra Degnen.

Nu paa Vognen enhver især! Plagen i Stenene skraber. Vidt opslaget, mod Østens Skjær Porten undrende gaber. Svalen svitter om Vognens Spand, Dagen venter den glade Mand, Blodet synger i Bringen dæmpet til Klokkers Ringen.

7/2 1910.

DEN BLANKE AA.

Og Plagene pruster i Morgentrav, og Pigerne gynger paa Vognens Skrav. Det ser man paa dem fra Top til Taa: »I Dag skal vi over den blanke Aa!«

Og bag dens slyngede, blide Strøm der skimter du Engen i Morgendrøm. Der er det en Himmerigsfryd at gaa i Junisol ved den blanke Aa.

Og Karlene møder i Søndagsvest, og Pigerne pynter sig op til Fest, og Blomster røde og Blomster blaa dem ta'r du frit ved den blanke Aa.

Og Karen har bitte, nette Sko, og Sløjfe der er paa dem begge to, og Maren har røde Strømper paa, fordi hun skal over den blanke Aa.

Og hist hvor Aaen slaar Herresving, du faar dig en Kjærrest som Ingenting, mens muntre Myg og Libeller blaa de danser over den blanke Aa.

Og ender det Hele med Fæstensring, med Kys, med Dans og med Herresving -- de bitte Sko med de Sløjfer paa hvor tripper de sødt ved den blanke Aa.

8/2 1910.

SLAAKARLE.

Vil I se paa Karle, som kan slaa? som kan gaa et Skaar og ta' en Skraa, som kan mer end muge, som kan Knagen knuge -- kom da hid, hvor Frøen springer om den nøgne Taa! Her er Arbejdslyst, her er Mod i Bryst, her er Leers kaade Klingen under Himlens Blaa!

Forrest Thames med den brede Ryg skrider sindigt i en Sværm af Myg. Sjældent Thames jager, men sit Skaar han rager rent i Kanten, bredt, minsandten, som en Ager Byg! Aldrig ser han om. »Vil I med, saa kom!« For hvert vældigt Høléhug hans Knæer gi'r et Syk.

Efter ham de andre stile smukt som en Vildgjæsflok i Kileflugt. Ingen staar tilbage, hver sit Hug maa mage under Arbejdsrytmens fælles strenge Tugt. Græsset Skridt for Skridt føler Leens Snit, aander ud sin grønne Sjæl i Engens Honninglugt.

Det er føre Karle der gaar hér, brunet, branket i al Himlens Vejr. Her er Røde Anders som kom hjem fra Randers hvor som strunk Dragon han nys sled Kongens Klæ'r. Paa hans stramme Læg og hans sno'de Skjæg ses, at han før Fredens Le svang Krigens vilde Sværd.

Hvem er det, som skummer Græssets Dug med et Skjæg som paa en Gedebuk? Det er Jesper Røgild, barnefødt i Høgild; hele Hedens tunge Alvor er i Jespers Hug. Standses nok saa kort vender han sig bort, ta'r sig hos sin Lommelærke himmelvendt et Kluk.

Her gaar Fjandbomand ved Sallingbo, skjønt de mages slet som Hors til Ko. Her gaar Esper Laanum ved Frans Over-Traanum, hvasse Leer som hvasse Kjæfter har de begge to. Dér er Kril i Krop; koger Galden op -- mægtig som en Pommerbjælke falder Nævens Kno.

Der gaar én, mens han gi'r Engen Smør, fimper bagudvendt hans Piberør; justement Kræn Lausen, »dæn'mæ en af Slavsen«! Han trak mest med Markedsheste ogsaa Bjørne før. Bagerst Bitte Drejs, Egnens mindste Splejs, fimrer som en Lammehale for en Faar'stidør.

Og de føler salten Sved paa Kind, og de spænder Remmen mere ind, og de letter Huen over Tindingbuen og la'r Strygens Klokketoner muntre Sjæl og Sind. Naar det Strygekor tystner langt i Nord, høres Humlens dybe Brumlen i den varme Vind.

11/2 1910.

JENS KUK.

Han kommer over Engen, han skinner som en Sol, en Hvirvelvind tog Hatten med, og Pokker tog hans Kjol, men af hans Lomme titter en Brændevinspistol med Livsens Draaber for en vranten Mave. For Resten ved enhver, at Jens Kuk er Snapsen værd, for han har kjørt for Greven paa Rydhave.

Hans Øjne er det værste; Gud ved, hvad der er bedst! Det ene skeler østerpaa, det andet Syd Sydvest, men Fjolen bag hans Nakke er altid stemt til Fest, af Kukkens Fjol er Engens Glut en Slave; de valser ud og ind med Smaakrøllers Hop paa Kind, som valsed de for Greven paa Rydhave.

Faa Kukken om bag Stakken, naar Snakken tør gaa løs, da holder sig i Siderne af Latter hver en Tøs, med runde Flynderøjne da sidder Bondens Knøs, mens Kuk la'r Viddet og Pegasen trave; men bedst som Tøsen lo, klapped Kuk en bitte Sko, for saadan gjorde Greven paa Rydhave.

Men er der trist i Sjælen, og er det smaat med Sol, da fyrer Kuk en Kjende med sin Brændevinspistol, da stryger han ved Diget sin Kalveskinds-Fiol som vilde han i Skrat sin Sorg begrave; og snart han hildes ind i sit sære Tonespind og drømmer, _han_ er Greven paa Rydhave.

27/2 1910.

HUMLEBO.

Hørte du noget som summed her? Hej, for en Basse der brummed dér! Humlen er rigtig et arrigt Kræ, viser ej Forskjel paa Folk og Fæ. Hum, hum, Humlebo, Honning for dig og os beggeto!

Her er nu Kagen med Honning i, »Kanden« der er der Dronning i, du er dog Dronning for mig i Dag, spids nu Munden, du Glut, og smag! Hum, hum, Humlebo, Honning for dig og os beggeto.

Tag _du_ bare det bedste Bid, selv ta'r jeg saa det næste Bid. Jeg skal nok gjenne Humlen væk, mens du suger dens Celle læk: Hum, hum, Humlebo, Honning for dig og os beggeto.

Nu med Rette din røde Mund kunde kaldes: din _søde_ Mund. -- Send mig dog ikke saa barsk et Blik, hellere hundrede Humlestik. Hum, hum, Humlebo, Honning for dig og os beggeto.

Loved du _mig_ din Haand og Tro, gav jeg vist _dig_ baade Baand og Sko, fandt som Humlen et mosset Bo, hvor der var Plads til os beggeto. Hum, hum, Humlebo, _da_ blev der Honning til os beggeto!

12/2 1910.

SØNDAG I MORGEN.

En Aften paa Engen sa' Jakob til Svend: »Godnat mine blankslidte Knage! De Gamle gaar hjemad med Haand over Lænd, vi to bliver ene tilbage! Saa gaar vi i Duggen en drabelig Tur, hvor ingen maa tænke paa Seng eller Uhr, thi vi har jo Søndag i Morgen!«

De gik, og de prated, og Klokken blev ti, da Hønsene blinker saa blinde, og de gled de fjerneste Gaarde forbi, og hørte dem snorke derinde; de lo af et Hjerte, som Sundhed gjør let, og gik af en Ungdom, der aldrig blir træt. De havde jo Søndag i Morgen!

Den ene han skildred med ivrige Skridt en englegod, blaaøjet Pige, den anden han sadled sin Ganger til Ridt mod Fremtidens daarende Rige; og begge de næred det visseste Haab, og Hønattens Maane gav Haabet sin Daab, og de havde Søndag i Morgen!

Og de kom igjennem en slumrende By, hvor der var spildt Hø over Gaden, en gabende Port, og en Gaard som var ny, hvor Forken stod plantet bag Laden; og Duggen den køled i Kindernes Dun, og Høduften fulgte, og Luften var lun, og de havde Søndag i Morgen!

Og Maanen gik ned mellem Stakke af Hø, og Taagen laa blødt over Dalen, og langs med den smalle, graaduskede Sø faldt Ryle og Stær dem i Talen, og Hanerne sendte fra Portenes Hjald mod Dagen og Gryet, saa skingrende Gjald som aned _de_ Søndag i Morgen.

De studsed og vendte med Latter omkring, nu maatte der spares paa Snakken! Dog talte de stadig om hundrede Ting, før Gaarden blev synlig bag Bakken. Her standsed det første Par dyngvaade Sko. Men selv da de skiltes de skjæmted og lo og sang for den Søndag i Morgen.

-- Lyksalige Tid, da hver Morgen paany vi vaktes af Gjøgenes Kukken, da Stræbet var Leg, og da Ungdom og Gry de mødtes paa Sporet i Duggen! Thi har du end aldrig en Hvid i din Pung -- den Mand, som er munter og frejdig og ung har _altid_ en Søndag i Morgen!

15/2 1910.

KIRKEN.

Jeg sidder ved Foden af Bakken, mens Kirken staar paa dens Top. Jeg lægger Ho'det paa Nakken, forsøger at sé derop.

Du strækker efter en Himmel som ingen Stræben kan naa, og selv har jeg grebet svimmel engang efter Himlens Blaa.

Jeg vilde ej Haabet slippe, jeg prøved og prøved paany, jeg rakte fra »Troens Klippe« og fik i Haanden -- en Sky.

Du præker fra Kor og Krypter om Dogmer, som ej skal forgaa; men sét fra Himmelens Dybder vi to er nok lige smaa.

18/2 1910.

VOR BARNDOMS BÆK.

Der er en Sugen i vor Barm, som melder sig og gjør os varm, naar vi er mest alene: et Minde om en fældet Hæk, et Fløjt, et natligt Fugletræk i Luften bag vor Barndoms Bæk, hvor vi fandt glatte Stene.

Det Sug staar ingen Mand imod, det sætter Fart i trægest Fod fra fjærnest Aftenrøde. Men staar du saa i Poplers Sus en Dag og ser, at alt er Grus, din Barndoms Grund, din Moders Hus, hvor maa dit Hjærte bløde!

-- Saa værn da ømt om Danmarks Land, dets blide Kyst, dets bløde Strand og Mejsens Bo i Hækken, lys over Haren Markens Fred, giv Ly og Læ og Rugested for alt, hvad Hjærtet hænger ved; men værn dog mest om Bækken!

Du kjære blide danske Bæk, som bag om Hegn og Hybenhæk mod salte Fjorde glider, dit Vandrevand, din Puslestrøm har nynnet i vor Folkedrøm og pyntet Danmarks Kjolesøm fra Landets ældste Tider.

Det gaar som Sagn i Slægtens Mund, at over Paradisets Grund Gud gød Dig som sin Gave. Da Herren stænged Edens Sti, du kom hans Flammevagt forbi. Hvor nu du gaar, du Syndefri, dér bli'r en Edens Have.

Hver Sjæl, som slipper ned til dig, han vandrer langs din Blomstervej med Smil i Øjets Kroge; han er ej helt, som han var før, men som han fik bag dine Rør et Glimt af tabte Himles Dør og Paradisets Laage.

Vel har jeg set saa mangen Flod, der svulmed vildt af Bjerges Mod og tordned i sin Vælde, men ingen Strøm som dig saa kjær, naar Dagen -- efter Bygevejr -- randt ud bag Aftenskyers Skjær til Hedefaarets Bjælde.

Du gav mig Søvn og Barnebys og rakte mig din Mund til Kys med Vaarens første Kranse. Hér Vibemor paa Kuldet laa saa tillidsfuldt med Toppen paa, mens jeg med barnlig Undren saa Bruskokken slaas og danse.

Om Krebsen drev, om Smelten bed, til dig gik Gangen stændig ned med Krog og Medestage; hos dig, min muntre Skjæbneflod, jeg væded glad min Barnefod og saa med Smil min Sol imod i Livets Lykkedage.

Her stod jeg tit og mangen Gang, naar Lærken under Himlen hang og Humlebien brummed; naar Kalve sprang, og Bremser stak, og Tidslen gav mig Dun paa Frak, og Studen tungt af Bækken drak, mens sine Knæ den krummed.

Kjær var du mig til hver en Tid, selv naar din Rim dig pudred hvid bag Isens Dødningmaske; da toned op fra Vaagens Mund en Grundakkord saa livsenssund, en Lyd, som naar fra Fjolens Bund et Klunk kan overraske.

Du kildrede det vrantne Flæg og pusted Skum i Sivets Skjæg og løb din Vej med Latter; du slanged dig i Slyng og Slæng paa Mossets bæromsatte Seng og klimpred paa din Sølverstreng, Vildmarkens muntre Datter.

I Dagens Larm du snakked med, i Nattens Mulm du lyste Fred og vilde alting skaane. Du skjulte det forfulgte Dyr, hver Frø som for sin Fjende flyr, og Laxen drog paa Æventyr i Skjæret af din Maane.

Mod dig de drages, store, smaa, de blonde, som de isengraa, i Pynt og Hverdagstøjet. Selv Bedstefar med hvide Haar endnu med Kjæp til Bækken gaar og mindes der sin Alders Vaar og blir saa tung i Øjet.

Her bandt hvert Aar min kjære Mor en Kost af Pinsens Blomsterflor og sang saa ømt bedrøvet. En Blomst var rød med Stænglen hul, og én som Æggeblommen gul. Den Kost, hun gjemte langt bag Jul og værged den mod Støvet.

Her plukker Pigen Hjærtegræs, mens Karlen slaar det sidste Læs og Skvaldregjøgen kukker; han kukker lavt om Knoldekjær, han kukker mer og mere nær, som spurgte han: »Hvad gjør du dér, o, Glut, mens saa du sukker?«

Her kommer de og titter ned, hver som fik Sorg i Kjærlighed, og Bækken ingen hindrer. Om Yngling eller Pigelil, de lytter tænksomt til dit Spil og græder hjærtetungt dertil og synes, at det lindrer.

Aa, skjænk mig, Bæk, den svundne Fryd: at dulme med din Ringlelyd en Stund min trætte Hjærne, med Barnets lette Lykkesind bag Kryds af Edderkoppens Spind at vaagne op med Dug paa Kind i Skjæret af din Stjærne!

Du lille muntre danske Bæk bag Hyld og Hegn og Hybenhæk og midt i lave Enge, du gav mit Sprog dets Sølverklang; _det_ bløde Nyn ved Vuggens Gang og Rytmen i vor Folkesang er Laan fra dine Strenge.

25/2 1910.

AAKJÆR.

Lidt sønden Fløj der bløw a føj, der hjalp a tit mi Kow a Døj. Det blæser møj i den Graan Bøj, men baag hwer Dig gir Minder Løj.

[Anm.: _Fløj_, Fly By; _føj_, født; _Døj_, Dynd; _Graan_, Smule; _Løj_, Ly;] 1910.

KAPHYW.

EN OLDTIDSMIND.

Ja, far der war en Stien a' _Skyw_, laant far, laant far -- hwi skuld a lyw? -- _Kræn Hendrisen_ den Stien ku klyw, far _Søren Sme_ en Skow ku byw, og far _æ Lærki_ han ku flyw, far _Bette Drejs_ -- _det_ bette Splejs -- war bløwn saa stur, som han ku blyw, -- far _Laang Margreth_ ku stikk med Knyw, far _Kræn den Fjar_ haaj mist æ Yw, far _Gorm hans gammel_ Bjen bløw styw, ja osse far -- det tær a skryw --

_Methuselem_ ku løwt en Ryw, -- far _Abraham_ ku tæl te tyw, far _Dawed Kong_ med Lamm ku dryw, halvminder kikk i Pagtens Ark, da lô dér po mi Faars Mark de tow ærværdig gammel Hyw!

[Anm.: _Kaphyw_, to Høje paa min Fødegaards Mark; _Skyw_, Kjøbstaden Skive; _laant far_, langt før; _Kræn Hendrisen_ kjendt Stenhugger; _Skow_, Sko; _æ Lærki_, en Original, som antoges for Troldmand; _løwt en Ryw_, løfte en Rive; _halvminder_, langt mindre.]

26/2 1910.

DEN DØDE LÆRKE.

Nys jeg gik i den dybe Sne, fik et skjærende Syn at se: Halvt begravet bag Sneens Flig laa der et lille Lærkelig.

Tog jeg Fuglen i Haanden op. Aa, saa mager dens spinkle Krop! Dragten krøglet af Slud og Kuld, og til Taaen er frosset Muld. Slapt nu hænger din Vinges Fjer, Struben har ingen Triller mer.

Stakkels stækkede Spillemand, Vaarens Varsel til Frostens Land, sang saa gjerne for Hytten lav, Sangergaven: i Sne en Grav!

Hvorfor kom du den lange Vej hid fra blidere Landes Maj, drog fra Palmer og Sol og Frø for bag en iset Sten at dø?

Længtes du saa fra Sydens Strand op mod det barske danske Land, banked saa heftigt dit spinkle Bryst efter at skue din Barndoms Kyst?

Der, hvor Døden dig slog saa brat, fandt du Livet en Dugfaldsnat, bag om Kløver og blanke Straa laa du blandt Redens andre smaa. Moders Fløjten og Faders Sang hørte du der for første Gang.

Fuld af Lykke var Nat som Dag, Moders Vinge var Værn og Tag, Græssets Stængler som Palmer svang, højt i Toppen Dugdraaber hang.

Hyrdens Aande saa øm og lun maged en Plet i dit bløde Dun, lille Hyrde paa korte Ben satte ved Reden fire Sten, flytted sin Kalv saa langt af Vej, at den ej skulde træde dig.

Du fik Vinger, og du fik Top, hilst af Gryet du svang dig op, først du undred, og saa du sang, tryllet af Strubens første Klang.

Tog saa Skyen i sikre Sæt, Rugen laa som en irgrøn Plet, dér steg Høje, og dér steg Lund, dér steg Byer bag Bælt og Sund . . . Aldrig glemtes hin Morgenstund!

Pinjers Ynde og Palmers Pragt har mod Minder slet ingen Magt. Lærkelængsler mod Kløverland skjæbnebinder os, Fugl som Mand.

Kjærligheden har altid Ret; naar man elsker, er Flugten let; bedre af Sult bag en Sten at dø end at svigte sin Barndoms Ø.

28/2 1910.

DR. S. RAMBUSCH.

VED HANS FLYTNING FRA SJØRUP TIL AALBORG.

Hvor Ormen klam sig lang i Sporet strækker, og Porsen vikler Ris om Hjulets Nav, mens Hedens Syn mod Horisonten gjækker og Luften syrnes let af Lyng og Lav, dér kjæled Solen for en Læges Bolig og slynged Ranker om dens røde Sten, bag Lysthusløv sank Solen stor og rolig med uldne Straaler fra dens gyldne Ten.

I dette Hjem gik ingen Dag til Ende, hvor ikke Flid og Snille fik sin Daab, her kom de hen med Sygdom og Elende, men kjørte hjem med Vognen fuld af Haab. Der sad jeg selv saa tit og brød mit Ho'de, med Svimmelgys ved Fantasiens Rand, mens Rambusch trak det Onde op med Rode i én og anden ful og pirken Tand.

Og Vognen bar af sted langs krumme Veje, mens Sveden damped fra den røde Plag, og Doktorstolen slingred i sit Leje hen over Fjandbolandets Bakkedrag. Med Jægerblik han spejded ud fra Bakken, det Syn har altid gjort hans Øje godt. Vor Doktor blev en Kjende graa i Nakken, men Ho'dets Holdning var bestandig flot.

Hvem lodder Dybden af en Læges Gjerning, hvor Redningsbøjen blev hans kloge Trøst, hvor Liv og Død ved Lampen kaster Tærning med sorte Kugler paa den Syges Bryst. Hvert fattigt Hjem langs Hedens øde Stier, hver kroget Mor i smaa og trælse Kaar vil takke dig, om ogsaa Læben tier, og hæge om dit Navn fra Aar til Aar.

Men ej du standsed blot ved Lægens Virke, din Trang gik ofte mod en større Kur. Du blev en Dyrker i den frie Kirke, der langsomt løfter op et Lands Kultur. Du elsked Fest og Digt og muntre Sange og sang dem selv saa tit med Glød og Glans, og Videnskabens Navne flere Gange har rakt dig Blade til en Hæderskrans.

Og naar din Teltpæl snart du vil oprykke, og Flaget fires ned bag Granehæk, og bort du gaar med Skuffelser og Lykke fra Landet hist i Storm og Fugletræk -- kanske du da en Kvæld, naar Fjorden klukker i Maaneskjæret om de hvide Sten, vil mindes ømt, hvor vaarligt Gjøgen kukker fra Mosehyttens krumme Hyldegren.

29/4 1910.

MILITARISMEN.

Saa sidder I gamle Gubber dér og mimrer om Landets Værn og spænder om Danmarks Midje Sværd og kobler dets Skjæbne til Jærn.

Mon I da vil bære den Vanvidsvægt af Krigens blodige Malm, der slaar til Jorden Mændenes Slægt som Plejlene Loens Halm.

Mon I med Affældigheds Krykkestok afstiver det sunkne Mod, naar Kuglen kjæmmer den blonde Lok og Ynglingen svømmer i Blod!

Lad fare, lad fare det Daarespil, nedkald ikke Hævnens Lyn! De værste Fjender vi har blandt os selv i eders barbariske Syn.

Der er mere Værn i det spinkle Siv, der svinger paa Mindets Grund, end i onde Instinkters trukne Kniv, vildt løftet i Slagets Stund.

Der er mere Værn i den Blomstergren, der skygger ved Hjemmets Dør, end i alle de Volde af Jord og Sten bag Kuglesprøjternes Rør.

De pansrede Forter med Hjælm og Horn de bliver, o, Danmark, din Grav! _Dit_ Værn er Agre med bølgende Korn, der lyser med Fred over Hav.

De blodige Furer paa Krigens Val dem saar vi over med Byg, mens Mindet om faldne Fædres Kval hensummer med Kvældens Myg.

Vi vil ej finde Frelse for os ved tusind uskyldiges Drab, langt hellere spytte med Haan og Trods i Kanonens Helvedesgab.

-- _Dit_ glubske Svælg bliver aldrig mæt, forbandede Dyr paa vor Vej, og gjorde Nationerne dig din Ret, de vendte Kanonen mod dig.

Du bragte os stadig til større Fald, endda vi offred dig alt, du trak vor sidste Oxe af Stald og slagted vor bedste Galt.

Se, derfor forlader vi Krigens Sold; i _Fred_ vil vi ta' vore Tørn. Og holder vi end et Skud i Behold, det gjemmes til Ulv og Bjørn.

25/5 1910.

DA Æ BJÆRMAND KAM.

Der _kam_ en Trold fræ Daabjærgdojs: _Klump_ -- Dump! _Hump_-i-Skump! med Øwn saa glown som en Vækildsblojs, for _han_ maatt ha Brændvin far Awten!

For haar en Trold begynd aa drikk, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! saa tøster han warr end Kow og Krikk, der trækkes te Trow om æ Awten.

Og po æ Pukkel af den Hallunk, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! dér hopped og danst en Brændvinsdunk saa huel som æ Suel under Awten.

Og søen han traj gjemmel Hønemues -- Klump -- Dump! Hump-i-Skump! te æ Wand gik owenind a' hans Hues og nejenud indte Awten.

Saa fløw han da hen gjemmel Daabjærg Graw Klump -- Dump! Hump-i-Skump! saa æ Præjst kam ud uden Lu heller Kraw og tint, han sku himl inden Awten.

Saa _to_ æ Skjevl te aa pin og spring, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! te æ Klokk begynd i æ Torn aa swing og trowr, æ Degn rind te Awten.

Og søen han traj gjemmel Ingedaal, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! te aal dje Kokk de saatt sæ po æ Haal og kund ett find te Raan mud æ Awten.

Ja, søen han stamped ved Sjørrup Kjar, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! te Pæ Smed trimmelt om baag æ Krowmands Dar og kam ett te hans Ved inden Awten.

Saa _kam_ han slamprend sønden om Vrow, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! te æ Hejst' gik baglæns med Harrer og Plow, og kam laask ad æ Gord inden Awten.

Og Koldkur Hus fæk han søen te aa wakk, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! te Jens Bruus hwyst Bagkorre nied ad en Bakk og end i en Grôf henad Awten.

Hans Træsko de war saa faale tarr, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! men hans Nies og Ører haaj æ nø warr, for _de_ sto i Døj under Awten.

Saa _laa_ han da Damp mod en vilre Krowr: Klump -- Dump! Hump-i-Skump! og det war sgi der, hwor Kræn Haabro bowr, og stapper hans Pief imud Awten.

Saa fløw han da ind imell Haabro Hus, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! te æ Drikkels ret blarped a Kopp og a' Krus og Kræn Haabro glemt hans: Godawten!

Æ Krowmands Dar røw han løs fræ si Fals, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! og æ Darkam hænd om æ Bjærmands Hals, da han sto i æ Stow imud Awten.

Og nu begynd da æ Skinting aa drikk, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! saa læng te han _kund_ bælg i sæ for Hikk, for _de'_ el jo komm ad æ Awten.

En trørr Pots Anker med jawnhen Øl -- Klump -- Dump! Hump-i-Skump! den tæmt æ Skuel som en Fingerbøl og rat atter mie inden Awten.

Og band en Spuns ham lovle haadt, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! han stemt'en ind med hans Tommeltot, saa det prost i hans Skjek under Awten.

Og Rumpunsflasker, de stur som smô -- Klump -- Dump! Hump-i-Skump! -- han knak dje Hals mud hans sture Tô, som en knækker en Lopp imud Awten.

Hwer Brændvinsbimpel, hwer Vinglajsdrep Klump -- Dump! Hump-i-Skump! -- han suet æ ud te den sidste Sep, som en Snog suer Dôg om æ Awten.

Der bløw ikki en Droef te aa drikk heller spild, Klump -- Dump! Hump-i-Skump! og æ Wand det sak nok en Al i dje Kjeld, og Folk war swær ædru -- en Awten.

Men no begynd sgi æ Bjærmand aa dryw; Klump -- Dump! Hump-i-Skump! tho far maatt han traw, men no ku han flyw og now Daabjærgdojs inden Awten.

Saa drøw som en Torren han Øster opo Klump -- Dump! Hump-i-Skump! Hans Skjek det slævt saa laang ad æ O, som en Togger slæver mud Awten.