# Samlede Værker, Andet Bind ## Part 2 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/samlede-v-rker-andet-bind-24747/index.md Men naar du saa Gaarden stige bagom Kaalgaard-Popler frem, svandt du langs det lange Dige -- for at følge andre hjem. Sildig Aften, tidlig Morgen: samme Flugtens muntre Sting; samme Svinden, tyst, forborgen, som var Sagen ingen Ting. -- Naar en Dag mit Blik skal briste, og min Aand maa flagre frit, bân du Vejen for min Kiste med dit elskede: »Kvivit!« 29/12 1908. DER SO TOW KRAGGER. Der so tow Kragger po Kistelbakk nej, som æ Suel den skjenner! -- den jen den nevved den aan i æ Nak, for de war tow Hjatens Venner. Saa fløw de da op po dje villerst Ving, nej, som æ Suel den skjenner! -- for Kos! som søn en Pa Tow ka swing, nær føst det er Elskov, der gjenner! Saa standed de dem en vilre Red, -- nej, som æ Suel den skjenner! -- af Gren saa glatt og af Stror saa skred, saa ingen kund ønsk sæ en pænner. Dér lod de dem hwist af Vind og Vejr, -- nej, som æ Suel den skjenner! og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sejr, laant skjønner end Kragger fortjenner. Snaar kravlt der en Ung paa hwer en Pind -- nej, som æ Suel den skjenner! saa swot som æ Muer i Sind som Skind; _den_ Swej er der ingen, som lenner. Aa, war en som søen en betle Fowl, -- nej, som æ Suel den skjenner! saa vend a aalle med Grêf og Skowl en Awer saa saaned og stjenne. No gor a saa stogend laangs Kistelbakk -- nej, som æ Suel den skjenner! for tow ka nevves, og tre ka snakk, men den ka kuns sukk, der bløw jenne. [Anm.: _so_, sad; _tow Kragger_, to Krager; _skjenner_, skinner; _nevved den aan_, næbbede den anden; _Hjatens_, Hjertens; _dje villerst Ving_, deres bedste, rappeste Vinge; _søn en Pa Tow_, saadan et Par; _gjenner_, driver paa; _standed_, laved; _Stror_, Straa; _skred_, nette og glatte; _en pænner_, en pænere; _hwist_, kaste op og ned; _Taarier_, Taaber; _laant_, langt; _Swej_, Svie; _lenner_, lindre; _betle_, bitteliden; _vend_, vendte; _Awer_, Ager; _saaned_, sandet; _stjenne_, stenet; _stogend_, stærk, foroverbøjet; _jenne_, alene. -- Det bemærkes, at _stjenne_ og _jenne_ er fuldt forsvarlige Rim paa _skjenner_, da _r_'et i Slutning af Ordene som oftest er stumt i Fjandbomaalet.] 3/1 1909. IMELLEM TO MØRKE HØJE. Imellem to mørke Høje jeg vogted som Barn min Faders Faar, og Mulden gav mig sin Møje, og Solen flammed mit Haar. Men Verden tindred i Dis og Drøm, og Barnelængslerne vimred som Siv i den dybe Strøm. Imellem to mørke Høje der saa jeg dig, Mor, saa trælsomt gaa med Sorg i det søgende Øje og Tørklæd' om Tjavser graa. Der kom du saa tit og strøg min Kind, og Strikkepindenes Tinglen lød sølverne ømt til mit Sind. Imellem to mørke Høje Fuldmaanen saa jeg for første Gang, som langt i Havet en Bøje i Himmeldybet den hang. Jeg fulgte dens Vej over stille Land saa mangen daarende Aften langs Bækkes klukkende Vand. Imellem to mørke Høje jeg stirred mod Tordenens Lynildsskrift, saâ Rugen lydigt sig bøje for Bygens voldsomme Drift. Saa blev jeg blandt tvende Mødre delt, min egen Mor og Naturen, og ingen jeg svigtede helt. Imellem to mørke Høje kom Kysset til mig paa bitte Sko, foran mig i Skjørt og i Trøje det stod i Lyngen og lo. Da blev mit Hjærte saa fuldt og trangt, men da jeg vilde det fange, det ilede milelangt. Imellem to mørke Høje jeg ledte med Nyn mit Plovøgsspand, mens Skyggen fra lyngladne Fløje laa tungt paa det stride Sand. Og svandt alt Lys af mit Digt en Stund, da var det de Højes Skygger, der mørkned mit Sangvælds Bund. Imellem to mørke Høje der vilde jeg gjerne sænkes ned en Dag, om det kunde sig føje, da Byggen af Skederne skred. Saa havde jeg fundet det gamle Spor og kunde nu evigt slumre i Hjemmets hellige Jord. 4/1 1909. DEN JYDSKE FORSKNINGS OLDERMAND H. F. FEILBERG. Hwor er æ skjøn, te _de_ er te, som vil det gued bewaar, som goer saa biel og æsler ve og kan sæ aalle spaar! -- _Do_ war saamøj en stredde Knop, der gjord en stywle Bied, der vild, æ Awr skuld ploves op, fâr Dawsens Suel gik nied. Si dæ no om, og kik tebaag: En Omfer heller tow, læd ham saa komm, æ Awtenskraag, og hwil sæ po di Plov! Og gor æ Maan saa taangle op og skjarer po di Rue, der dripper Sagn i æ Lyng si Top og Guld af hwer _di_ Fue. [Anm.: _biel_, flittige; _æsler ve_, arbejde uden Stands; _stredde_, dygtig, fast paa Benene; _stywle Bied_, et godt Stykke Dagværk; _æ Awr_, Ageren; _Omfer_, Omfure, een Fure op og een Fure ned til modsat Side; _Kraag_, Krage; _taangle_, tungt, tungtladende; _skjarer_, glimter svagt; _Rue_, Rude; _Fue_, Fure.] 15/1 1909. VED ENGSØEN. Maa jeg tage din Haand, nu det dufter af Hø, og den sølvblanke Helt skjærer Strimer i Sø, maa jeg føre dig did til den nærmeste Stak og se Kjærulden kysse paa Skjørt og paa Frak? Maa jeg lægge min Arm om dit vigende Liv, mens det knitrer af Sol i de sænkede Siv, maa jeg løfte dit Slør over Straahattens Rand, her hvor Aakandens Blad breder Bro over Vand? Se, dit Haar er saa gult som en Bygager-Sti, og den høstmilde Sol fletter Guldtraad deri; naar jeg hvisker ved Øret, hvor Kinden er brun, o, hvor bølger det kjært i Smaagrubernes Dun! Og dit Blik gaar i Drøm over Aakande-Bro, mens du vipper en Blomst paa din vristhøje Sko, og en Græshoppe stryger sin Mos-Violin, og du trykker min Haand i et langt: »Jeg er din!« 4/5 1909. RINGEN. Han gaar og tænker, hun gaar og traller, hun traller snart til Alverdens Ting, og hendes Latter af Struben gjalder, da rød han minder om Fæstensring. Han gaar og skjæver, hun gaar og skjænder, hun skjænder nu for Alverdens Ting, for Letsinds Luner, der langsomt vender paa Elskovs Veje et Sind omkring. Han gaar og fløjter, hun gaar og flæber, hun flæber snart ved Alverdens Ting; og Spørgsmaal saarer, og Svaret dræber, som Frosten dræber en Knop i Spring. Hun gaar og pylrer, han gaar og pytter, han pytter nu ad Alverdens Ting. Men hænde kan det, han Haanden knytter om denne snærende lumske Ring. 7/5 1909. EN LYSTIG SANG. SKOTSK MOTIV. En lystig Sang, ja en lystig Sang, kan ingen gi os en lystig Sang! Min sidste Daler saa gjerne sprang, blot én nu gav os en lystig Sang. En lystig Sang, ja, en lystig Sang gi'r Armen Styrke og Hamren Klang, og Dans blev selve den Haltes Gang, hvor Foden gik til en lystig Sang. En lystig Sang, ja, en lystig Sang, til den vi mejer vor Rug paa Vang, og tager Svenden sin Glut paa Fang, han gjør det helst til en lystig Sang. En lystig Sang, ja, en lystig Sang, saa Tryk og Tynge fra Barmen sprang. Blev Hyttens Skodder dig lovlig trang, stem Ryggen mod til en lystig Sang! En lystig Sang, ja, en lystig Sang, hvori Alverden sig muntert svang! Og spandt os Præsten sin Ten for lang, _vi_ klipper af med en lystig Sang. En lystig Sang, ja, en lystig Sang, til den har Livet som Døden Trang; og skal jeg slutte _mit_ Liv engang, jeg gjør det helst ved en lystig Sang. 12/5 1909. BONDEN OG SKRÆDDEREN. Der kom en Skrædder til vor By: _Klip_ -- Klap og Klip! Han skulde mig en Kjortel sy. _Klip_ -- Klap og Klip! Men saadan skar han af og fra -- eja, af og fra -- at der kom Buxer ud deraf. _Klip_ -- Klap og _Klip_ -- Klap og Klip! Da Næven jeg i Bordet svang, Klip -- Klap og Klip! saa Saxen over Kovsen sprang, Klip -- Klap og Klip! »Af Buxer har jeg mer end nok -- heja, mer end nok! og fler betales med min Stok!« Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip! Der stod to Tøfler for en Dør, Klip -- Klap og Klip! hvor aldrig jeg saa Tøfler før, Klip -- Klap og Klip! Og da jeg ind i Sengen saa, eja, Sengen saa, den Skrædder bag min Datter laa, Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip! Den Maane grined grumme fæl, Klip -- Klap og Klip! da jeg tog Skrædren ved hans Hæl, Klip -- Klap og Klip! Og over Kaalgaarddigets Bræm, -- heja, Nældebræm -- jeg hjalp ham lidt ad Vejen hjem, Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip! Hans Fingerbøl, en Kjende klemt, Klip -- Klap og Klip! det havde han i Sengen glemt, Klip -- Klap og Klip! Og Tøsen, som min Datter fik, eja, nødig fik! den ligned Skræd'ren paa en Prik, Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip! Nu sidder jeg bag Vindvets Læ, Klip -- Klap og Klip! og fimper Barnet paa mit Knæ, Klip -- Klap og Klip! Det peger ud paa Lam og Føl, heja, _mine_ Føl! og leger med _hans_ Fingerbøl -- Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip! Foraar 1909. AUTOGRAFSAMLER. Ja, bejste Hr. Meyer! det _er_, som a sejer: en Løfte er godt, men aa hold'en er bejer; og _a_ haar no lowe, saavidt som a howe, aa send Dem en Urd imell Unnen og Dowe. Men hwad a ska sej Dem, hwad Knap a ska drej Dem, det ved a sgi naple, hwis ett a maa træj Dem. Men De ska jo ha æ te jen, som De ga æ, en Stoder »der samler«; naa, kom saa og ta æ! _Det_ vil a forær Dem. Gid Fanden fortær Dem, om tire med den Slaw De'el besvær Dem! [Anm.: _howe_, husker; _Unnen_, Middagsmad; _Dowe_, Davre; _sgi_, saamænd; _træj_, ærte; _Stoder_, Stodder; _a æ_, tag det; _Slaw_, Slags; _skaalmer_, spejder anstrengt.] 12/9 1909. AN' VÆVER. Gamle An' Væver hun færdes saa stille som nuslende Mus mellem Siv, kjender saa lidet til Døgnets Larm og Verdens fortumlende Kiv. Gamle An' Vævers brøstfældige Hytte har altid et Lys i sin Rude, skinner saa langt over vildene Hede for alle som sildig er ude. Gamle An' Væver hun karter og spinder til dybt i den øde Nat, taber i Søvne den slingrende Traad og faar den møjsommelig fat. Gamle An' Væver gaar rundt om sin Hytte, mens Duggen i Kaalene falder, skaalmer ud mod de brede Kjær, hvor rugende Vibe skvalder. Regnfang dufter fra Kaalgaarddiget og Løg bag Lavendlers Hegn, ved da gamle An' Væver for vist, at Natten vil ende i Regn. Kilderne hulker i Sommerkvælden og Hededammene dampe, spærrer hun da for Høns med Told, for Faarenes Sti med en Krampe. Kornmo' blamrer i Hederugen og flimrer paa sodet Bjælke, sitrer et Nu mod den hvide Gavl, hvor Silden hænger til Spjælke. Henter hun stille ved Brønden sin Si og lukker saa Katten ind, ser under Karmen den rødlige Maane, mens Døren hun skodder med Pind. Gamle An' Væver -- saa fattig hun lever, saa kongelig dog hun drømmer, mens Natteregnen paa Tagets Mos sin Skaal saa dulmende tømmer. [Anm.: _hænger til Spjælke_, hænger til Tørring.] 1909. TRINES KO. JULEAFTENSTEMNING. Nu skal _du_ ha din Havrekjærv, og jeg skal ha' min Nætter; lidt lyet Vand for gammel Tand jeg her i Krybben sætter. Brug du saa kun din gamle Mund; jeg har jo mer i Loen! En saadan gjæv og yndig Stund man sørger først for Koen. Du kom her, da min Mand faldt hen -- Gud vær den Synder naadig! Han tured op hver fattig Del, hvorover vi var raadig. Ved dig kom jeg paany til Krylt, du hjalp mig sgi paa Fode, saa Gris blev rund og Barnet sund, og begge gik til Gode. Ja, Sønnen maatte hjemmefra, ham har jo Verden taget; nu er han i Amerika. Det gaar ham godt i Faget. Han fik din Mælk -- med Fløden paa, skjønt Høk'ren skuld' ha' haft'en. Jeg tror da nok, at jeg tør spaa, der kommer Brev i Aften. Du gik og gnov blandt Pors og Siv det bedste, som du kunde; og hvor du bed, du gamle Liv, der bed du skam i Bunde. Og du kom hjem med Yv'ret spændt og Aftendug i Skjægget; min Haand dig linned Strent i Strent, mens Drøvlen du bevæged. Og Katten kom i Spring derhen og satte sig for Døren, til Pattens Straale ramte den imellem begge Øren. Og Duggen faldt paa Brøndens Sten og paa mit Hovedklæde, og Katten slikkede sit Ben for Mælkens spildte Væde. Ja, være to, som Dagen lang er i hinandens Tanker gjør Livets Byrde mindre trang selv mellem Hedebanker. Og du skal aldrig lide Nød og staa med Sider hule, saa længe jeg en Skive Brød kan række mod din Mule. Nu er du skjæv i hvert et Led, det plumper hult i Bugen, naar du vil rigtig rask af Sted og ta et Nap af Rugen. Og selv er jeg en Stummeltaa af bare Slæb og Ælde, hvis slidte Rok kun smaat vil gaa, og snart vel Pas maa melde. -- Nu ringer Degn til Nadverfest, nu falder Rim paa Stene, og Juleklokken høres bedst af dem, der sidder ene. Snart kommer alle Stjerner frem, og Frosten gjør dem blanke; det bitte Barn fra Bethlehem er nu i alles Tanke. Lang er den Vej og krum den Sti, der bærer over Hede. Gaa da, min Gud, ej Dør forbi, find gamle Trines Rede! Skjænk Livsens Brød mig rundelig, velsign min Kjærv paa Loen, vis dig mod mig miskundelig, og giv mig Kalv i Koen! Decbr. 1909. MEJERIST ESPER ANDERSEN, JEBJÆRG. De gamle Dage er ikke glemt, det huskes den Dag i Dag, hvor muntre Svende med Luthen stemt sad under dit gjæve Tag. De gamle Dage med Fart og Fut, med Sang mod Maskinens Hvalv, mens Dampen stemte _sin_ vilde Luth saa Lofte og Vægge skjalv. De gamle Dage, da Mosen laa for gamle Ann' Fiskers Dør, med Spindelvæv over Pors og Straa og brune, duskede Rør. De gamle Dage med Glassets Bryg, med Sejre paa Cyklesti, med Maaneskinsridt over Jyllands Ryg, de tusind Gaarde forbi. De gamle Dage da Livet jog os begge med »Huj« og »Høj«! da paa min Bondefele jeg tog de første prøvende Strøg. De gamle Dage blir aldrig glemt, dem skyller ej Døgnet bort; og skulde vi faa vor Luth forstemt vi prøver en frisk Akkord. Julen 1909. FORAARSTEGN. Mor, har du set, hvad der staar bag Diget? Gjæslingblomster saa bitte smaa! Bladet kløvet og Kronen fliget, lige skabt til at kysse paa. Klare Spirer paa Mulden letter, suger Kræfter af Dybet op, fæster Roden i varme Nætter, laaner af Solen til Blad og Top. Mor, har du set, hvor Haren springer Pløjefaldet som ingenting; Viben kroger de korte Vinger, øver sig kaadt i Baglændssving. Engen bulner om Rylens Rede, Grøften pyntes med friske Flæg, langt i Marken -- som halvt i Vrede -- slænger Haslen sit falske Skjæg. Mor, har du set hvor Koen tripper længselsdrukken paa Baasen kvalm, malker mindre i dine Stripper, snuser med Haan til den mugne Halm? Det er de spæde Kim i Kjæret, Blomsterspringet ved Bækkens Rand, det er det lange Sug i Vejret, Gudevarslet til Dyr og Mand. 29/1 1910. PAA KJÆRE GRAVE. I. Saa mangen Slægt lig knækket Rør sank ned for denne Kirkedør. Velsignet I, som segned her i Læ for Sorgers Bygevejr. II. I ærlig Kamp, i ydmyg Tro I stille stred for Børn og Bo. Slog Kornet fejl paa karrig Jord, I rejstes ved et Fadervor. Januar 1910. GAMMEL KA BAKK. Er æ Plads mærked aa, sæt æ Arbed i Gaang, fo nø Mergel laa op po æ Brink! Spyt en Kjend i jer Næv, far I tar om æ Staang, for saa lider jer Arbed saa flink. Der ska javn hænges i her ved gammel Ka Bakk, hwis a ett som en Toj vil stent rejn fræ æ Brakk. Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, læ mæ si, te jer Skovl de ka go! A er Enki og gammel, og jenne om aalt, og ikki _jen_ Kjeft en ka trow! De haar tawn a mi Tow, de haar staaln a mi Maalt, de har malked mi jenywed Kow! Men misæl om de søen lurer gammel Ka Bakk! A ska wal fo en Urd med de Fyrer aa snakk. Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, læ mæ si, te jer Skovl de ka go! Ja saamænd er æ Hus baade gammel og ring, og æ Taag hænger nejle te Drep, og mi laangtænded Øg de er brødt paa dje Bring, og a sjel stolter aa _ved_ æ Kjep. Men æ Skatter maa klaares, æ Gord holdes opp, om saa det ska knaag i hwer Navl og hwer Stropp! Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, læ mæ si, te jer Skovl de ka go! A haar ett danst paa Rueser saa lidt som paa andt, a fæk aalle danst møj i mi Daw. A maatt ta mud æ Gord med si Gjeld og si Pant, og den Se gir kuns smaat i æ Traw. Om æ Stolper er skjøv, om æ Væggi er vind stor æ Gord paa si egn, og _indno_ er en min! Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, læ mæ si, te jer Skovl de ka go! Der er nøj i wor Hjat te vi knap ka forsto, som ka rør wos ved søen en Krumm Jurd; nær æ Towt legger grønn, og æ Kuen æ saa mo, det ka bind jen paa Haand og paa Fud. A vild gjan sej med Sand, nær a sto for Worherr: _A_ haar stridt for mi Grund, do faar ta æ, som det er Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, læ mæ si, te jer Skovl de ka go! [Anm.: _mærked aa_, mærket af (til Mergelgraven); _æ Arbed_, Arbejdet; _nø_, noget; _en Kjend_, lidt; _æ Staang_, Staalstangen, hvormed Mergelen brækkes løs; _javn hænges i_, hænges godt i; _Ka_, Karen; _Tôj_, Tøjte; _stent rejn fræ æ Brakk_, aldeles gaa fra Gaard og Grund; _te_, at; _jenne_, alene; _tawn a mi Tow_, taget af mit Uld; _staaln_, stjaalet; _jenywed_, enøjede; _Urd_, Ord; _Taag_, Tag; _hænger nejle te Drep_, hænger lavt til Dryp; _brødt_, brudt (af Seletøjet); _stolter aa_, stavrer afsted; _Rueser_, Roser; _andt_, andet; _Se_, Udsæd; _æ Trate_, Traven; _Towt_, Tofterne; _æ Kuen_, Kornet; _mo_, modent; _sej med Sand_, sige med Sandhed; _ta æ_, tage det.] 22/1 1910. MORS ROK. Spurven sidder stum bag Kvist; saamænd, om ej det fyger! Kaalgaardpilen piber trist for Nordenblæstens Byger. Lul, -- lul! Rokken gaar støt i Moders Stue, og jo mere Vinden slaar, desmer faar Arnen Lue. Skarpe Smæld af branket Malt, og Karters kaade Skratten, fjerne Grynt af Husets Galt og Barneleg med Katten -- Lul, -- lul! Rokken gaar, flittig Foden træder, kun saalænge Hjulet staar, som lille Søster græder. Far har røgtet Kvæget ind, med Halmen tættet Karmen, gnedet Grisens blanke Skind, at den maa holde Varmen. Lul, -- lul! Rokken gaar! Far mod Stuen stiler, Mor en Bugt paa Traaden slaar, ser op paa Far og smiler. Barnet i sin Mørkningskrog ta'r søvnig til at gabe, snart det vil sin Billedbog af de Smaahænder tabe. Lul, -- lul! Rokken gaar! Ild om Gryden slikker, Vejrets Svøb om Gavlen slaar, og Hagl mod Ruden klikker. Mor kan næppe se sit Spind og næppe Traaden mage; hej, da bæres Lyset ind og stilles i sin Stage. Lul, -- lul! Rokken gaar! Tenens rappe Vinge over Fyrrebjælken saar en Skok af Skyggeringe. Pigen nys fra Gruens Glød svang bort den sorte Gryde, sænked den i Sengens Skjød for Grødens Trods at bryde. Lul, -- lul! Rokken gaar! Nadverbordet samler; Store sidder, Mindre staar paa Bænk og bitte Skamler, Far ta'r ned saa tung en Bog, med Gud han hvisker sammen, famler lidt ved Spændets Krog og lukker med et: Amen! Lul, -- lul! Rokken gaar, Ensomheden synger, Mulmet tæt om Taget staar, og Sneen gaar i Dynger. Her ved Moders gamle Rok hun lærte mig at stave, synge om »den hvide Flok« og »al _hans_ Naadegave«. Lul, -- lul! Rokken staar! Men dens Nyn og Sange vemodsfuldt mod Hjertet gaar, naar Kvældene bli'r lange. 26/1 1910. VED BJØRNSONS DØDSLEJE. Saa vejer vi nu atter i vor bævende Haand de Gaver, der kom fra din sangstærke Aand. Vi kysser dine Gaver, vi signer din Aand, imens der drypper Taarer paa Skatten i vor Haand. 4/2 1910. PJALTE-KREJSTEN. Hans Kjortel er laset i Sømme og Foer, hans Hat er ej ganske ny; hans Væsen er tolket i disse Ord: Han tjente General Rye! Han bærer med stive Soldaterskridt sin Sæk gjennem Jebjærg By, som fulgte han end i behersket Trit sin Herre General Rye. Hans Blik er myndigt, hans Mine streng, hans Skjæg er sort som en Sky, de flygter for ham, hver skjødesløs Dreng, som Tysk're for General Rye. Er Vejen pløret, har Skoen et Læk -- _hans_ Holdning er lige kry; han bærer saa rank sin Raltesæk, som Fanen for General Rye. »Det skal dog kjendes af én og hver i denne elendige By, at det er den Krejsten, som kommer her, der tjente General Rye!« Ved Sommer som Kjørmis, i Storm eller Læ han bærer de Pjalter af By, mens mod hans stive, posede Knæ det klirrer af Bismerens Bly. Og Krejsten haandterer med Færdighed dens prøvede Lod og Bly og vejer med stiveste Værdighed, som vejed han General Rye. Saa saa jeg ham gaa, den gamle Knark, med sit allerhovneste Blik; en Tøs fik et Nik, og en Hund fik et Spark, alt efter Soldatens Skik. -- Saa gled fra hans Axel Posen ned; bag efter sank Lod og Bly; han famled tilsengs -- med værdige Fjed, og gik til General Rye. 4/2 1910. KRITIK. Et Steds i Skoven, hvor Bøgen er Vært gav Nattergalen en Aften Koncert. Alle Partier var himmelglade ved denne natlige Serenade. Bøgen stod med de stilleste Blade, Skyerne listed paa Sokker afsted hen over Himlens blaanende Bed. Uglen sad fornem med lodne Fødder, Egernet vimsed omkring og bød Nødder. Smælded for højt et Elskovskys hørte man Natravnen hvæse et: »Hys!« I Fremmedlogen sad Maanen ene og laante Lys til den halve Scene. Og rundt omkring paa Kviste og Grene sad Skovens Sangere to og to og næbbedes sagte og stille lo, naar Mestersangerens Englerøst kildred en Streng i en Kjenders Bryst. Men midt i en Muddergrøfts første Parket sad der en Frø paa en gratis Billet. Den var der, skjønt ingen vidste for hvad, men Rygtet gik, den var no'et ved e' Blad. Jo højere Nattergalen sang des lavere Frøens Kjæver hang. Med aaben Mund og svømmende Blik den kløed det Øre, den aldrig fik, den drejed sig halvt imod andet Parterre som vilde den sige: Har _I_ hørt værre! og drejed sig atter uvillig om imens den memorerte sin Dom. At den vilde lyde paa Ærestab det kunde man se paa dens Hængegab. Sangeren tav; to Elskende sukked, Liljen sit Hoved i Græsset dukked; Stillidshannen i Maanens Skin saa sin Mage i Øjet ind. Uglen bed sine Neglerødder, Egernet aad sine egne Nødder. Da Sangens Toner var tystnet -- plump! gik Frøen tilbunds som en Mudderklump, og kommen hjem -- paa en Vandkalv ridende -- skrev han i Frøernes »Berlingske Tidende« en Kritik baade hvas og svidende. Nu er den Glemslens; let dunster væk den Dadel, der skrives med Mudderblæk. Her skal kun nævnes dens sidste Træk; der læstes -- ligesindet til Skræk: »Jeg fandt i denne saakaldte Sang ikke _ét_ eneste ærligt _Kvæk_!« Saa slukked Maanen sin blege Lampe og lo, saa man frygted en Mavekrampe. 9/2 1910. KJESTEN OG KRÆN KRESTEN. Kjestens Ko var saa god som to, det syntes da ogsaa Kræn Kresten. Saa blanked han begge sine Fedtlædersko, gik bagind og fried til Kjesten. Kjesten lo: »Du har set min Ko, men jeg vil nu elskes med Hjærte. Men Kors! som du har blanket dine Fedtlædersko i den fineste Kakkelovnssværte!« Kresten lo: »Jeg har set din Ko, og Koen staar spejlet i min Sværte; men du, bitte Kjesten, i Tugt og i Tro staar spejlet herinde i mit Hjærte!« Krestens Ord faldt i kristen Jord, skjød bugnende Ranker hos Kjesten; »Ja, naar du kan finde _saa_ yndige Ord, gaa du saa kun bare til Præsten!« 17/2 1910. HØSLETS-VISER. MORGEN FØR SLAGET. Har I nu Tænder i Riven sat? Er I parat, mine Drenge? Duggen har drysset den hele Nat, Leen har ventet os længe. Armen er styrket af Søvnen sund, Solen os hilser fra Bakkens Rund; bag Syrener forborgen kukker en Gjøg: Godmorgen!