Part 13

En Afgrund derfor skiller hende fra Trællen der, som bøjet staar, beskjæftiget med Knivens Slibning nu uafbrudt i tusind Aar.

Som _hun_ steg frem af Perleskummet, saa spired _han_ af Jorden op, af Sved og Blod igjennemsyret, dens Muld har født hans Jættekrop.

Se disse plumpe Muskler, Sener, der vrider sig som Orm i Orm; se denne Haand, som Slidet fjerned fra Skjønhedstypens ædle Form.

I Luften ligger som en Maning af halve Tanker, brudte Ord; saa rejs dig, du af Aaget tyng'de, du staar jo paa din egen Jord!

Hver vildskabt Kraft i Verdensaltet gaar fristende mod Jætten frem: »Følg os! Slaa løs!« de larmer mod ham. Ve Jorden, om _han_ lystred dem!

Er al Forsoning for de tvende da ørkesløs at tænke paa? Skal hun, den stolte, ingen Sinde medlidende til Jætten gaa?

Skal alt det Skjønne, fjernt fra Folket, sig vi' et goldt og selvisk Liv? Skal han, som knæler der i Støvet, en Dag bli' færdig med sin Kniv!

Stig ned, du Kunstens Afrodite, fra Marmorplintens Pjedestal! Lad Stenen smelte om et Hjærte, der røres ved sin Næstes Kval!

Bøj dig i Ømhed mod din Broder, og løs hans Skjæbnes haarde Baand! Tør Sveden af hans mørke Pande, og vrist ham Dolken af hans Haand.

Maj 1901.

AVISDRENGEN.

(Carl Snoilsky.)

Før nogen faar Skoene paa sig, gaar han igjennem vor Stad. Kling, kling! siger Klokken; han lægger sit fugtige Morgenblad.

Og gnidende Søvnen af Øjet i nysgjerrig Velbehag udstrækker du Haanden efter, hvad Verden siger i Dag.

Det er som af Spalterne steg der et Brus, et surrende Fløjt fra Lunger, der stønnende spørger: Hvad har _du_ gjort? Ej en Døjt.

Den lille Nyhedsombærer -- om nok saa ringe -- han véd, at Solen forlængst er paa Himlen, og Livet er Virksomhed.

Med Øjne varme og klare han iler fra Port til Port og vækker op og ydmyger enhver, som intet har gjort.

Kan hænde en anden og større en Dag erobrer hans Kald, saa Tiden og ikke Avisen forkynder et strengt: _Du skal!_

Du lille Pog med Avisen, en Jætte skubber dig væk; o, var saa klare _hans_ Øjne, saa milde som dine _hans_ Træk!

April 1901.

DER LEGES SOLDAT.

(Carl Snoilsky.)

Trommen gaar -- Soldaterne marcherer, fremad March, til Hornets skingre Klang. -- Paa en Plet i Parken exercerer Byens Smaa i Trop og Gaasegang.

Fattigskolens Børn engang om Aaret bydes hid, hvor der staar Mad parat; om den Lærer, man har Flokken kaaret, samles de, saa leges der Soldat!

Men min Tanke gaar til andre Fester: Hellas' viltre Knøses Vaabenfærd, marmormejslet af en Oldtidsmester, Amoriners Leg med Skjold og Sværd.

Hvem tør her en Sammenligning vove: Hellas Ungdom -- Børn fra Gydens Hjem! Det er ej i Kraft af Fattiglove, en behjælmet Amorin staar frem.

Blege Børn! Fra Timen I blev baaret, noget fattes jer; -- der spørges: Hvad? Ak, for Livet selve Grundvilkaaret, _det at være rigtig mæt og glad_.

Uvelkomne alt fra Fødselsstunden hos Forældre, i en brødløs Vraa har dem Søvnen ofte sultne funden paa en lyssky Rønnes mugne Straa.

Fra et Hul, hvor Mur mod Mur sig kliner, droges de kun frem til Slæb og Tramp; blandt Fabrikkens buldrende Maskiner Glædens Urt staar graa af Kulrøgsdamp.

Stakkels Smaa, mod hvem Kloakken fræser! Mørkets Øgler yngler i dens Skarn; eddertunget Difteritis hvæser hæst mod Fattiggydens blege Barn.

Men de hænger sejgt og fast ved Livet; stundom gi'r det jo en Glædesdag; og just nu blev saa Parolen givet til at gaa i Takt til Trommeslag.

Skolen har dem punktlig ladet lære, at de lever i en mægtig Stat, stor og lysende ved Kriger-Ære -- hvor den mindste Purk er født Soldat.

Tugtemestre flinkt om _Pligter_ tale, men hvad Pligtens Bud dets Løftning gav: det forskjønnende og ideale -- ved nok Fattigskolen lidet af.

Hvilke Minder har de Børn i Eje? Ingen. Kun en Barndom glædestom; Kunstens Verden, Digtets Blomsterveje er for dem en stænget Helligdom.

-- Trommen gaar! En Tvist ved Verdens Ende, hvorom Fattigfolk ej ved et Kvæk; Krigen slippes løs med al Elende, og der stikkes, skydes, myrdes væk!

Men de spænder Ranslens Skulderremmer, ta'r mod Mordmaskinen ond og lang, snart bestrøs med sønderslidte Lemmer Ærens Mark ved Plevna og Sedan.

Metrailleus-Medusen hundredøjet sprøjter Død og Saar af alle Rør; Generalerne gaar glad i Tøjet, og hvorfor? Det ved _de_ nu som før.

Ved, at deres eget de bevare, naar de røve andre Heldets Vægt, ved, at her forhale de en Fare, som kanske skal knuse næste Slægt.

Maalet ser de bagom Kampens Bølger lig en smykket, oplyst Søjlerad; men den dunkle Hob, der hine følger, mejes ned -- og spørger ej for hvad.

1901.

FRA SVENSK BONDEMAAL.

FATTIG-SVENDS KLAGE.

(Per Weiland.)

Hvad nytter det at leve for _mig_? Har _du_ et Svar? Jeg véd det ikke selv, hvad det skal nytte. Om jeg det bare vidste, jeg gav alt hvad jeg har -- skjønt hvad har jeg! En Rollingflok, en Hytte, en Kvinde og en Køje, en Stol, et Bord, en Kat, men er _den_ ikkun mager, du faar den aldrig fat, for det er Helvedes, hvor den kan springe.

»Hvad nytter det at leve for mig?« jeg spurgte her vor Præst; han remsed op af Kirkens Lære og snakked vidt og bredt om, hvor glad enhver især ved sin betroede Lod og Del bør være. Jo, han kan sagtens snakke; hans Lod og Del er stor; men hvis han skulde bytte med mig, jeg næsten tror, han jamred sig som jeg, om ikke værre.

Hvad nytter det at leve, naar Livet det er Slid fra Sol staar op til atter den forsvinder; jo, det er let at sige, at »Livet er en Strid«; hvem ved det dog, som hine Mænd og Kvinder, der slider ondt og bittert, hver Dag der gaar paa Sky, og dog ved Aftentide gaar lige arm til By -- hvad nytter det vel slige Folk at leve!

Naar blot jeg kunde tjene endda til dagligt Brød, hvad der skal til for mig og dem derhjemme, saa var det til at leve, saa led man ingen Nød; men nu -- aanej, jeg kan da aldrig glemme, hvor det var smaat i Vinter; vi ejed knapt et Bid. Jo, det er tungt, naar ikke man ved sit sure Slid kan tjene til lidt Sild og lidt Kartofler.

Ja fik vi no' at sige, der blev vel anden Skik, men her de _Store_ vogter nidsk og nøje: »De pengeløse Stodre, skal de til Politik! Har vi med Pakket ej haft nok at døje!« Men gaves ikke Pakket, hvem skulde slide saa? Hvor gik det med de _Store_, om der var ingen _Smaa_? Men som det er: hvad nytter det at leve!

Januar 1905.

INDSIDDEREN.

(Karl-Erik Forsslund.)

Saa du siger, jeg skal gaa! du ta'r Huset fra mig! Naa! Og fordi _jeg_ ene mukked, naar de andre bukked!

Jeg har villet egen Nød! -- Ved du, hvem der skaffed Brød til dig selv og dine Gjæster ved de vilde Fester?

Jeg har slidt ved Plejl og Plov, gjødet Brak og ryddet Skov, jeg har Dagens Byrde baaret, Sæden saa't og skaaret.

Jeg har forket dine Læs, lagt dit Hø i høje Hæs, først ved sidste Glimt af Dagen slap min Haand fra Knagen.

Jeg har Korn til Kværnen kjørt, og fra Møllen Melet ført; de har knust min ene Lunge dine Sække tunge!

Veddet til din blanke Ovn har jeg fældet hist i Skov'n. Tænker _du_, naar Ruden dugger, paa din Brændehugger?

Mel, som burde være mit, Brød, som burde skjænkes frit, dyrt hos dig jeg maatte kjøbe. Og nu kan jeg løbe!

Hvorfor? Jo, thi jeg har sagt, at din Velstand som din Magt -- ædt af Trøsk og syg i Roden -- dingler alt paa Foden.

Men Farvel! Jeg har sagt nok. Driv dit Spand, og sving din Stok, mens en Lus i Smiger-Bytte faar min gamle Hytte.

Oktbr. 1908.

BILLEDHUGGEREN.

(Karl-Erik Forsslund.)

Træd ud, træd ud, du Stenens Sjæl, snehvid og ren og skjønlændet! Jeg aner din Ynde, jeg ser dig saa vel og lukker Øjnene blændet.

Der i dit Bur af raa Porfyr du drømte fra evige Tider. Men Stenen blev Blomst og Blomsten Dyr, og Dyret blev Mand omsider.

Og Velklang steg af Larm og Gys, bebo'de Verdner af Kaos. Træd ud og funkl i Dagens Lys som Gudestøtten i Naos!

Bliv Menneske, bliv en Kvinde myg, bliv Mand med mægtige Lemmer! Se, Menneskeheden er brudt og syg og snørt i Lænker og Remmer.

Her stavrer sulten Fattigdom; afpillet dens Rygrad luder; en Pose af Skind, indtørret og tom, et formløst Skræmsel af Knuder.

Her svingler en Rig i sin Drukkenskab, en buldrende Tønde paa Foden, en svullen Klump Kjød, en Bug og et Gab, en Byld som ret snart bliver moden.

Og oppustet Bug og skrumpent Skind og alle Fælhedens Faser de dølger sig skamfuld, de svøbes ind i dølgende Slør og Laser.

Den Riges Last skal faa sin Bekomst, og Fattigdommen forsvinde. Du hvide Sten, slaa ud i Blomst, bliv Mand, bliv skjønlemmet Kvinde!

Hver Lyde lav, hver Svaghed bleg fordømte er til at falde i Livskampens vaarlige Terningleg, hvor alle brydes med alle.

Engang din Trængsel er længst forbi, du Drøm om Skjønhed og Styrke. I hellig Nøgenhed, ren og fri som Gud skal Manden dig dyrke.

Ved hver en Vej, -- fra Eng og Park, du skal mod Vandreren nikke, i Skolen, i Hjemmet, i Skov og Mark du møder de Unges Blikke.

I Kamrets Ro, hvor Mandens Glød dybt Hustruens Kjærlighed nyder, der skal du staa, saa i hendes Skjød din Skjønhedsform han gyder.

Og se, en rankfødt Helteslægt skal lege ved Jordens Sider -- harmonisk og smidig, med Saarene lægt mod nye Sejre den skrider.

O du min Drøm, du Stenens Sjæl, som endnu i Mørket strømmer, jeg aner din Form fra Isse til Hæl, hvor dybt i Bjærget du drømmer.

Med lukte Øjne tyst du staar og mod mig Armene rækker. Min Mejsel hugger, min Hammer slaar, i Sang jeg af Søvnen dig vækker.

Marts 1908.

JENS JENSEN OG PÆ' KRÆNSEN.

(Gustav Frøding.)

Jens Jensen ejer Nakkeby Pæ' Krænsen ejer Bakkely i Sognet Vester-Ved. Jens Jensen, Pæ' Krænsen de holder aldrig Fred.

Stod Havren godt i Nakkeby, saa slog den fejl i Bakkely. Da blev Pæ' Krænsen vred, da bandte grimt Pæ' Krænsen, da hven og gren Jens Jensen sig Munden halvt af Led.

Var Kløv'ren grøn i Bakkely, saa var den graa i Nakkeby, der stod kun Tidsler dér; da hven og gren Pæ' Krænsen, da truede Jens Jensen med Næven hen ad Per.

Gik alting galt i Nakkeby, strax blev der Fest i Bakkely, saa Jublen steg mod Loft. Var mørk i Sind Pæ' Krænsen, som Solen lo Jens Jensen, og Fjolen klang i Toft.

De stredes og processede, om Freden Provsten messede, det var som Vand paa Gjæs; thi vandt engang Jens Jensen, begyndte strax Pæ' Krænsen en splinterny Proces.

Jo mere de bedagedes, des mer der stævntes, klagedes i Rettens vilde Dans. Var Dommen for Pæ' Krænsen, strax bejlede Jens Jensen til højere Instans.

Saa skjændtes de, saa skraalte de, saa multe de, saa maalte de hinanden Skjæppen fuld. Processen brød Jens Jensen, og Brændevin Pæ Krænsen, saa begge gik omkuld.

Og ingen af dem minkede, da de mod Graven hinkede og puttedes i Jord. »Lad Fanden ta' Jens Jensen!« »Lad Pokker faa Pæ' Krænsen!« var deres sidste Ord.

»Rebelsk som Jens i Nakkeby,« og »drilsk som Per i Bakkely,« er Sagn i Vester-Ved. Jens Jensen, Pæ' Krænsen -- de to holdt aldrig Fred.

1908.

DAARSKABENS TALE.

(Gustav Frøding.)

»I vide det, Brødre og Venner, min Manddom har lært mig at vrage den Jord, hvor min Ungdom slog Rødder, og satte sit første Vaarbrudsblad. Dog stadig mit Hjærte kjender en Lyst ved at skue tilbage til Stunden, jeg sad ved Gamaliels Fødder ungdommelig grebet og ak, saa glad.

Jeg talede barnligt, jeg var jo et Barn, skjønt Lærdommens Kløgt var mig givet, mit Hjærte hang fast i det Gøglets Garn der spindes om Ungdomslivet. Og gav mig Gamaliel en Visdoms-Skrift, og bredte jeg den som for ivrig at læse, jeg ridsede af med min arge Stift i Randen af Rullen Gamaliels lange Næse.

Og lønlig om Kvæld, naar Gamaliel bad, -- jeg vil ikke meget min Visdom prise -- ved Gamaliels Datters Fødder jeg sad og læste med hende i Fædrenes Højsangs-Vise. Hvad siger jeg! Taler jeg Ufornuft, tilgiv mig det da, lad Ordene fare og hold det blot alt for Vind og Luft og tag jer for Daarskabens Ord i Vare!«

Ja, saa har jeg tænkt mig Apostlens Ord en Kvæld ved den gjæstfri Gajus' Bord. Men har han ej saa kunnet udtale sig, fald du, o Daarskab, da over mig!

1908.

MASKINEN I ULAVE.

(Gustav Frøding.)

Vor Vilje den er Centrum, vor Lyst Pereferi'n. »Gaa rundtom, gaa rundtom din Axe, Turbin'«.

Og Viljen vil sig muntre og siger: »Kjære Lyst, du, kom, vi skal drikke Vin! Gaa rundt om, gaa tront om dit Centrum, Turbin'«.

Først vil ej Lysten drikke, men siger: »Altfor fin for eders ringe Tjener er jer fornemme Vin!« Men Viljen raaber: »Rundtom, her rundtom, Turbin'!«

Helt ofte siden Viljen og Lysten solded sammen, drak Dusskaal i Vin og smurte Maskinen med Olie fra Rhin. »Bror Centrum, Bror Rundtom, Bror Axe, Bror Turbin'!«

Og snart begyndte Lysten at føle sig som Centrum og raabe: »Hop, hej, lystelig, gaa rundtom, dit Svin!«

Naar Viljen sagde: »Lyst, du, nu stop, ej mere Vin!« da hikked Lysten: »Vilje, du, hold Kjæft, jeg er Centrum, og du Pereferi'n! Gaa, Centrum, du Rundtom, du Rundtom, du Trontum, du Centrum, Turbin'!«

Mod Taget sprang Værket med splintrende Hvin!

April 1908.

FREDLØS.

(Gustav Frøding.)

Jeg drømmer, at jeg drager som vandrende Mand forbi hele Verden, ser Menneskers Færden og Huse langs Vejenes Rand, men har hverken Hjem eller Land.

Min Kind er saa stubbet, saa blaa og forfrosset og Buxerne flossed'; de slisker og slasker, de regnblødte Klæ'r; Mustachen saa stift som en Skobørste hænger, af Støvlen sig krænger to vaade, smudsige Tæ'r.

Ved Gjærder jeg hviler, i Gaarde jeg tigger, i Lader jeg ligger, hvor Lejet mig kosted kun Tak; for Mønten, jeg fik, jeg i Kroerne drikker mig fuld, saa jeg nikker i Søvn paa den Plet, hvor jeg drak.

Og Stemmen er rusten, og dyster og brusten af Brænd'vin og Hoste og Had; jeg gjør den saa spag, naar jeg klynker og hælder med Øret saa fromt, hvor paa Trappen det gjælder at tigge en Skilling til Mad.

Jeg strejfer, jeg vandrer, hvor ingen jeg kjender, jeg har ingen Venner, de gi'r, som de gav til en Hund, og intet er mit uden Kjæppen og Posen og Dirken til Laasen og Flasken med lidt paa sin Bund.

Og gaar jeg forbi, hvor et Bryllup begyndtes, og Portene pyntes med Slynger af Birk og Syrén, og Pigernes Latter fra Lønlunden glammer, mens under dens Stammer mod Kvæld dækkes Borde af Sten, --

jeg tænker i Drømme: En Gaard og en Kvinde, som villig vil spinde og koge lidt varmt til ens fattige Skrog, en Dyne, en Seng, hvor en Stymper kan ligge og fri's for at tigge hvert Bid, som en ellers ved Døren tog.

Det kan en vel ønske, men Fanden annamme! det gjør vel det samme, en fødes og ødes -- hvad mer? Til Gaard hører Kusken og Mopsen og Missen, men Bossen og Bissen i Grøften fik redt sig Kvarter.

Og ondt stikker Blikkenes Hadskhed fra Lunden, og stygt bjæffer Hunden i Porten, hvor træt jeg i Drømmen staar; jeg vender mig langsomt mod Vejen derude og ønsker jeg sad nu bag Rasphusets Rude som fordum og pillede Blaar.

Febr. 1908.

NOTER.

S. 3. »Sang fra Gruben«. Tr. i »Vestjyll. Soc.-Dem.'« Julenumer 24. Decbr. 1908.

S. 4. »Til en rejsende Brud«. Frk. Helga Axelsen, Datter af Højskoleforst. Axel Axelsen, Jebjærg; rejste til Sydamerika. Tr. i »Skive Folkeblad«. 26. Oktbr. 1908.

S. 4. Til »Peter Nansen«. Sendt fra _Jenle_ til Nansens 25 Aars Forfatterjubilæum 26. Oktbr. 1908.

S. 11. »Til en Plovkammerat«. En Bondesøn fra mit Nabolag. Hans Navn vil jeg fortie, da han paa det sidste har vist sig at være en ualmindelig skidt Knægt.

S. 11. »Viggo Hørup«. Skrevet til Afsløringen af Willumsens Hørup-Statue (Kongens Have) Søndag 22. Novbr. 1908. Tr. i »Pol.« samme Dag.

S. 13. »Dorres Sang«. Den første Halvpart efter en gammel Folkevise blandt Almuen. Se »_Ulvens Søn_« (1909), S. 15.

S. 14. »Limfjorden«. Tr. i »_Skive Folkeblads_« og »_Aarhus Amtstidendes_« _Julenumre_ 24. Decbr. 1908.

S. 16. »Svalen«. Tr. i Fugleværneforeningen _Svalens_ Aarsberetning 1908 S. 2. Nogle Aar sad jeg i denne Forenings Bestyrelse.

S. 17. »Der so tow Kragger«. Tr. i »_Klods-Hans'_« literære Tillæg 14. Febr. 1909 S. 317. Se ogsaa Nr. forud.

S. 20. »H. F. Feilberg«. Tr. i »_Højskolebladet_« 15. Jan. 1909 i Anledning af Feilbergs 50 Aars Forfatterjubilæum.

S. 21--24. »Ved Engsøen«, »Ringen«, »En lystig Sang« og »Bonden og Skrædderen« trykt i »_Tilskueren_«, August 1909, S. 173--78. »En lystig Sang« er en fri Omdigtning af _Robert Gilfillans_ »A canty sang«. Se _Peter Ross: The Songs of Scotland_. 3. Udg. 1893, S. 433.

S. 24. »Autografsamler«. _Meyer_, en Forvalter paa Nørgaard, havde længe overhængt mig for at opnaa en Autograf til en af sine Bekjendte.

S. 25--26. »An Væver« og »Trines Ko«; i begge Digte er der tænkt paa en ensom gammel Kvinde, _An Fisker_, hvis Hus ligger i Randen af Jebjærg Mose. Sml. Se I. 85 _Noten_.

»Trines Ko« trykt i »_Skive Folkebl.'_« Julenumer 23. Decbr. 1909.

S. 30. »Foraarstegn«. Tr. i »Politiken« 25. Marts 1910.

S. 30. »Paa kjære Grave«. Udkast til de Linjer, der kom til at staa paa den Mindesten, der 1910 rejstes paa mine Forældres Grav paa Fly Kirkegaard. Nr. 1 blev foretrukket.

S. 34. »Ved Bjørnsons Dødsleje«. Trykt i »Politiken« 4. Febr. 1910 ved Efterretningen om Bj. Bj.' haabløse Dødskamp; han udaandede i Paris 26. April 1910.

S. 44. »Søndag i Morgen«. Tr. i »Politiken« 20. Juni 1910.

S. 51. »Den døde Lærke«. Trykt i »_Svalens_« Aarsberetning 1909 og samtidig i »Skive Folkeblad« 12. Marts 1910.

S. 53. »Dr. S. Rambusch«. Sunget ved et Afskedsgilde i Skive 30. April 1910. Kort efter trykt i »_Aalb. Stiftstid._«; 21. Maj 1910 trykt i »Skive Folkeblad«. S. Rambusch, som er født 1861, var Distriktslæge i Sjørup (Vroue Sogn, Viborg Amt) fra 1889--1910, derpaa Amtslæge i Aalborg indtil 1918. I hans Hjem i Sjørup har jeg skrevet det meste af _Fri Felt_ og _Rugens Sange_ foruden flere af mine Fortællinger.

S. 54. »Militarismen«. Tr. i »Politiken« 16. Juli 1911. Skrevet 1910 under en Enquéte om vort Forsvar.

S. 56. »Da æ Bjærmand kam«. Daugbjærg Daas med Hønemose ved sin Fod; Daabjærg Graw = Daugbjærg Kalkgrave; Per Smed (Sml. S. 61), Jens Bruus (Sml. S. 114), Kræn Haabro, kjendte Originaler; _Chr. Hagebro_ (eller _Rosgaard_) i mange Aar Ejer af _Hagebro Kro_ ved Karup Aa.

S. 60. »Til Sallings Husmænd«. Sunget ved Jenlefesten 10. Juli 1910.

S. 64. »Høstmarch«. Se: »_Naar Bønder elsker_« S. 8.

S. 64. »En Julegjæst«. Tr. i det dansk-amerikanske »_Nordlysets_« Julenumer 22. Decbr. 1910, sml. »Pol.« 6. Jan. 1911.

S. 66. »Juleaften«. Tr. i »_Roskilde Tidende_« og den øvrige radikale Presses Julenumer 1910. Sml. Hagemanns Kollegiums Aarsskrift 1911, S. 6.

S. 67. »Juleneg«. Tr. i »Pol.'« kolorerede _Søndags-Tillæg_ 25. Decbr. 1910.

S. 70. »Piger paa Engen«. Tr. i »_Jydsk Maanedsskrift_«, Maj 1911, S. 264. Sml. »Naar Bønder elsker« (1911), S. 79.

S. 71. »Nytaar«. Tr. i Almanakken »_Danmark_« 1912, S. 3.

S. 71. »Kræn Dejler«. Tr. i »_Morskabsbladet_« 24. Decbr. 1911.

S. 73. »H. F. Feilberg«. I Anledning af hans 80aarige Fødselsdag 6. Aug. 1911. Tr. i »_Festskrift til H. F. Feilberg_«, 1911, S. 820. Sml. »_Hobro Avis_« 5. Aug. 1911.

S. 73. »Ensom«. Da min Huslæge _Clausen_ og Hustru 1911 flyttede fra _Vihøj_, Grinderslev Sogn, til Sorø.

S. 74. »De Fattiges Jul«. Skrevet til »Politikens« »De Hjemløses Jul«. Tr. i »Pol.« 25. Decbr. 1911.

S. 74. »Julehilsen til »Naverne« i Zürich«. Trykt i »Navernes« Medlemsorgan »_Den farende Svend_« (udgivet i Zürich), Julen 1911. Sml. »Pol.« 21. Decbr. 1911.

S. 76. »Storken«. Tr. i »_Svalens_« Aarsberetning, 1911, S. 2.

S. 77. »Kaalfolk«. Tr. i »Skive Folkeblads« Julenumer, 1913, S. 11. Under Titlen _Fir' Fjandbo-Saang_ udkom til Jul 1915 hos Bogtrykker _Niels P. Thomsen_, Holstebro, _som Manuskript_ disse Dialektdigte: _Vrød-i-Vront og Mari Stont, En betle Haar, A glemmer æ aalle t mi Daw og Kaalfolk_. Oplaget var paa 100 Exemplarer, deraf 25 paa japansk Bøttepapir.

S. 80. »Ræbild-Kantate«. Skrevet til den Fest, som Dansk-Amerikanerne 4. Aug. 1912 fejrede paa Ræbild Bakker ved Skjørping, efter at de der havde kjøbt 140 Td. Land Hede til Fredning, den saakaldte »National-Park«. Aftenen forinden -- 3. Aug. -- toges Forskud paa Festen i Tivoli, hvor Kantaten med Komponisten _Carl Busch_ som Dirigent blev sunget af Studentersangforeningens Kor. Tr. i »_Politikens_« Kronik 4. Aug. 1912. Brugt som Indledning til »_Hedevandringer_«, 1915, S. 70.

S. 84. »En betle Haar«. Tr. i »_Aalborg Venstrebl._« 19. Septbr. 1912. Sml. »_Svalens_« _Aarsberetn._, 1912, S. 56.

S. 85. »Sang til Demokratiet«. Skrevet til Jenlefesten 14. Juli 1912.

S. 87. »Svampejagt«. Trykt i Maanedsskriftet »_Meddelelser fra Foreningen til Svampekundskabens Fremme_«, 2. Hæfte, 1912, S. 11.

S. 88. »Til en Møllerdatter«. Frk. _Karen Touborg_, Kloster Mølle (Gudum), der tjente paa Jenle et halvt Aar som Husholderske.

S. 88. »Til Peter Sabro«. Skrevet foran i »Tidsbølger«. Tr. efter Sabros ulykkelige Død paa Jærnbaneskinnerne ved Bramminge (Søndag 27. Juli 1913) i »_Aalborg Venstreblad_« samme Dag.

S. 89. »Zachæus«. Tr. i »_Tilskueren_«, Jan. 1913, S. 1.

S. 93. »Vrød-i-Vront og Mari Stont«. Tr. i »Vestjyll. Soc.-Dem'« Julenumer 24. Decbr. 1913.

S. 95. »Børn fra Gyden«. Skrevet til Børnehjælpsdagen, 1913. Solgt som Postkort med Musik af Arnold Nielsen Børnehjælpsdagen 14. Maj 1914. Tr. i »_Aalb. Venstrebl._« 15. Maj 1914.

S. 96. »Sædemand«. Tr. i »Landmands-Almanakken«, 1914, S. 3.

S. 98. »Gammel Jehannes hans Nøjesvis«. Trykt _som Manuskript_ hos Niels P. Thomsen, Holstebro, Julen 1916 i en Bibliofiludgave. Oplaget var 100 Exemplarer.

_Gammel Jehannes_ -- d.e. _Johannes Villadsen_ -- levede i et lille Hus i Aakjær, som nærmeste Nabo til min Fødegaard. Huset er nu forsvundet, og det er Johannes ogsaa med alle hans herlige »Æmper«; han døde 1904 over 80 Aar gl.

S. 102. »Hans Kaarsberg«, den kjendte Forfatter og Amtslæge i Sorø; sendt ham i Anledning af hans 60 Aars Fødselsdag. Tr. i »Venstres Folkeblad« (Ringsted) 26. Jan. 1914.

S. 103. »Landarbejder-Sang«. Skrevet til _Jenlefesten_ 5. Juli 1914. Tr. i »_Arbejdernes Almanak_«, 1915, S. 17.

S. 105. »Lille Edith«. En 6aarig Adoptivdatter af Læge _Kæmpegaard_, Skive, som under et Besøg paa Jenle 5. Aug. 1914 uden forudgaaende Sygdom faldt død om midt under sin Leg. Tr. i »_Skive Folkeblad_« paa hendes Begravelsesdag 10. Aug. 1914.

S. 106. »Bryllup«, Esper Andersens (nu Aalestrup, tidligere min Vært i Jebjærg), 24. Septbr. 1914. Tr. i »_Hobro Avis_« 25. Septbr. 1914.

S. 107. »Sølvbryllup«. Kr. Touborg-Jensens, Kloster Mølle, 11. Oktbr. 1914. Tr. i »_Skive Folkebl._« 12. Oktbr. s. A.

S. 108. »Ved Susaaen«. Til en Ungdomsveninde Frk. _Kirstine Bransager_, nu Tandlæge Fru Timmermann, Sorø.

S. 109. »Godt Mod!« En Sølvbryllupslykønskning til Boelsmand _Hans Jespersen_ og Hustru, Bostrup Thinghøj. Tr. i »Skive Folkebl.« 12. Novbr. 1914.

S. 109. »Militaristen taler«. Tr. i »_Pressens Magasin_« 15. Oktbr. 1916, S. 10.

S. 111. »Salme«. Se »Jens Langkniv« (1915) S. 366.

S. 112. »Hilsen til Esbjærg«, 20. Marts 1915 ved Socialdem. Forbunds 25 Aars Jubilæum. Tr. i »_Vestjyll. Soc.-Dem._« 22. Marts 1915.

S. 113. »Niels Bransager«, Redaktør af »Venstres Folkebl.« i Ringsted; skrevet til hans Begravelse 6. April 1915. Sml. »Politiken« 7. April s. A. Danner Indledningsdigtet til Mindebogen: _Niels Bransager: Artikler og Taler_ (1916), udg. af _Aage Sachs_ og _N. Timmermann_. -- _Bransager_ og jeg havde delt Lejlighed sammen i Kjbh. i flere Aar; han hørte til mine intimeste Venner. Han blev kun 42 Aar gammel.

S. 114. »Jens hans Hywlbor«. _Jens Bruus_ var en Original, som boede i et Hus paa _Koldkur_ Hede; han døde i 90'erne. Trykt i »_Ringkjøbing Amts Avis_« 9. Oktbr. 1916.