# Samlede Værker, Andet Bind ## Part 12 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/samlede-v-rker-andet-bind-24747/index.md En Dommer i hvidt fra Top til Taa beviste, at Rovmord ej forelaa. Saa bar de hans Lig til en Kirkegaard, hvor intet Kors eller Minde staar. Da Graven var klappet, og alt forbi, saa fik han det Numer: _tre Hundred' og ti_; tre Hundred' og ni var alt puttet hen. Hvem kjendte de Stakler? Hvem var deres Ven? Marts 1901. TORDENVEJRET. (Ditlev von Liliencron.) Stændig efter flittigt Dagværk gaar jeg daglig min Spadser'tur, hvor de røde Køer græsser, hvor de blanke Blomster blinker, hvor de muntre Fugle fløjter mellem Tjørne, mellem Hækker, mellem Engens grønne Græs. Daglig mellem sex og syv, naar det mørkner i min Hybel, ser jeg syv saa smukke Piger, én, to, tre, fir', fem, sex, syv, hvor de røde Køer græsser, hvor de blanke Blomster blinker, hvor de muntre Fugle fløjter mellem Tjørne, mellem Hækker, mellem Engens grønne Græs. Disse syv saa søde Piger, -- én, to, tre, fir', fem, sex, syv -- vandrer i en lige Række, bærer paa de brede Skuldre tunge, mælkefyldte Stripper; kommer fra de røde Køer, hvor de blanke Blomster blinker, hvor de muntre Fugle fløjter mellem Tjørne, mellem Hækker, mellem Engens grønne Græs. Saa i Gaar mig greb et Indfald: Da jeg i det fjærne vejred mine syv saa søde Piger, trak jeg brat min Bog og Blækstift op af Lommen, stod til Side, og imens de gled forbi mig trak jeg Rynker over Brynet som en bister Politimand, talte højt dem, skrev saa langsomt: -- »én, to, tre, fir', fem, sex, syv«! og de rødmed, rødmed mere, skjæved under Straahatsskyggen, studsed synligt ved min Spøg. Men som Afstand kom imellem hørtes Tysraab, hørtes Sladren, hørtes Smaaknist, hørtes Latter, og jeg gjenoptog min Vandring, did hvor røde Køer græsser, hvor de blanke Blomster blinker, hvor de muntre Fugle fløjter, mellem Tjørne, mellem Hækker, mellem Engens grønne Græs. Sex af disse friske Piger ved jeg, vil, naar de skal være Mødre, skjænke Fædrelandet lutter sunde, raske Drenge, Kyrasserer, Grenaderer, Gardekarle og Uhlaner, -- men den sidste, hun den sarte, denne slanke, denne ranke, hendes Sønner -- tror jeg sikkert -- bliver Jæger og Husar. -- Saa i Dag da jeg min Stok tog, stod der Tordenvejr i Vesten; men jeg tænkte: gaar vel over, kommer ikke med det samme, -- skred med lange Skridt mod Marken, hvor de røde Køer græsser. Men o ve, den onde Himmel brød sig fejl om min Spadseren, overtrak sig mer og mere, som jeg stod nu midt i Marken, hvor de blanke Blomster blinker. Men hvad sker! Af Agren fejer alle Piger hjem mod Byen. Kun den sidste, hun den sarte, hun den slanke, hun den ranke, bli'r tilbage med sin Strippe, hvor de muntre Fugle fløjter mellem Tjørne, mellem Hækker, mellem Engens grønne Græs. Jeg er lige op ad Ledet, da det første Skrald forfærder, og som var det aftalt med os aabned hun mig strax dets Gitter. Ret naturlig jeg da hjælper hende med at ordne Aaget; men da smælder ned foran os skillingsblank og skillingsstor Tord'nens første tunge Draabe. -- Barn, vi bliver artig badet! Men histhenne staar et Saadhus, som en Hjorddreng nys har tømret sig af Tørv og løst Skrabsammen -- selv er han rendt bort, den Bengel, Bare ti Skridt, og vi er der! Rask min Glut, blot ingen Nølen, ingen Angst! Jeg spiser aldrig selv saa smukt et Barn som du. Dette tør jeg strax bedyre! Schiller maa ha' kjendt hin Mosborg, da de vakre Ord han kvad: Der er Plads i mindste Hytte for ét saligt Elskovspar. Skyer brister, Tordnen skramler, hele Neg af Lynild falder, og en Raslen, Skraslen, Susen, Slubren, Rislen, Strømmen, Fusen som paa Syndflodskrækkens Dag. Under Larmen har den sarte, har den slanke, har den ranke rystende og ligbleg slynget sine Arme om min Nakke, lagt sig ind imod min Skulder med fast lukte Øjelaag. Lidt beklemt, det nægtes ikke, følte jeg mig strax tilmode. Dog betvang jeg Pulsens Banken, tænkte blandt saa meget andet paa de gamles Riddervagter, de beskyttende og ædle. Men, ak -- men -- den søde Nærhed, disse unge, varme Lemmer, denne Barm mod Barm i Trængsel, denne Barm mod Barm i Længsel. Og jeg føler, hvor hun løfter -- o, saa sagte, saa forsigtig, -- o, saa ræd, at jeg skal se det -- Ho'det blot en _lille_ Kjende. Og jeg ser -- da _maa_ jeg smile -- hvor hun stjaalent titter opad for at faa det Spørgsmaal klaret: Er hans Øjne vendt mod Vejret, eller søger de mon mine? Og jeg rækker _mine_ Læber, og _hun_ højt paa Taaen stræber, hun lidt op og jeg lidt ned, saadan fandt jeg -- midt imellem, hendes Mund saa frisk og hed. Svitter ikke allerede Svalen sorgløs foran Døren, blaaner ej den kjære Himmel, krummer sig ej Regnbubroen, mens paany sig Solen viser? Og sin Strippe ta'r den sarte, ta'r den slanke, ta'r den ranke, og fornøjet med at Skyllen nu er endt og Faren ovre pjasker hun afsted i Vædet og forsvinder bag ved Træer. Hvilken frisk og himmelsk Køling! Og jeg pjasker vel saa munter -- ikke hjem til Skrivebordet -- nej, til vædeblanke Marker, hvor de røde Køer græsser, hvor de blonde Blomster blinker, hvor de muntre Fugle fløjter mellem Tjørne, mellem Hækker, mellem Engens grønne Græs. 25/1 1914. HANS SVÆRMER. (Ditlev von Liliencron.) Hans Tøffel elsked skjøn Doris blidt. Skjøn Doris Hans Tøffel ikke saa lidt. Hvor andres Elskov var kjæk og kry var hans elegisk og væk og bly. Paa Kvisten siger han Digte frem. Skjøn Doris staar nede med Laagen paa Klem: »Aa om du nu sprang paa din Fod imod mig, hvor skulde jeg være god imod dig!« Men oppe Hans Tøffel kvad Digte. Og Aftenen efter det samme igjen. _Han_ læser og læser Timerne hen. _Hun_ harmes. »Det evige Læseri det er der dog ingen Mening i!« _Hun_ sniger sig ud, gaar krænket sin Vej. _Han_ svælger i Heine, han mærker det ej. Skjøn Doris staar rød under Lysthuslofte og ønsked, hun havde hans Arm om sin Hofte. Men oppe Hans Tøffel kvad Digte. Den næste Aften gav Huset en Fest, nær sammenpresset stod Gjæst mod Gjæst. End ikke i Aften den smaa Poet har Doris' smægtende Bortgang set, men Junker Hans Jørgen -- han saa det strax, mens Natten dufted med Lind og Ax. I Læ af Roser, ved dugget Stente, behøver Skjøn Doris ej mere at vente, mens oppe Hans Tøffel gi'r Digte. 26/3 1918. FRA NORSK BONDEMAAL. DEN FØRSTE SANG. (Per Sivle.) Den første Gang jeg hørte Sang, den randt af renest Kilde: Min Mor som sang med mig paa Fang; til Graaden blev saa stille! Saa blidelig den dyssed mig i Blund paa Drømmens Tue, og viste mig en fager Vej op fra vor lave Stue. Den Vej jeg ser endnu saa tit! Naar Øjet træt vil hvile, der staar en Engel, smiler blidt, som bare én kan smile. Og hver Gang Striden stilner af, som i og om mig ulmer, jeg hører tyst fra Moders Grav hin Sang, som alting dulmer. 24/4 1916. FRA SVENSK. TRE BIBELSKE VISER. (C. M. Bellman.) I. Joachim udi Babylon havde en Hustru, Susanne. :, Hæv din Kande, ,: tøm den redebon! Joachim var en gjennemhæderlig Mand, Fruen saa hæderlig omtrent som han. :, Hjærter mange ,: stak den Glut i Brand. Takkes skal du, Susanne kjær, Skaal for hver dydelig Mage! :, Lad os smage ,: nu paa Mosten her! Slaa nu paa Glasset, lad os juble i Kor, Tøsen som Knøsen, Gubbe som Mor, :, lad os synge, ,: Skaalen er saa stor. Joachim kunde -- efter Skriftens Ord -- føre det herligste Leven, :, give Greven ,: ved et veldækt Bord. Fru'n for sit Kjøkken vandt saa meget Behag, hungrige Friere hver evige Dag! :, Hurra, Gubber ,: for saa godt et Lag! Hør nu, Brødre, hvad Vej det tog: Naar Kalaserne tystne, :, tvende Lystne ,: Kreds om Fruen slog. Gubberne kryber om hinanden tyst, Troskab bor dog i Susannas Bryst, :, Afslag ramte ,: deres fule Lyst. Joachim havde under Havens Træ'r dannet det yndigste Eden; :, Middagsheden ,: fandt Susanna der. Rundt om en Dam stod der Ege og Lind, skjønne Susanne tog Bad som en Hind; :, naar hun plasked, ,: titted Liljer ind. Stod to Skalke bag Lindes Læ, lured paa Joachims Frue, :, tændt i Lue ,: af saa sødt et Knæ. »Hej,« hvæsed Skalken til sin Medskalk frem, »Hej, det er Middag, skal vi nu gaa hjem!« :, To Kanaljer ,: var de i hvert Lem. Let forstaar man de Skalkers Trik, hvad _de_ havde i Sinde. :, Hofter trinde ,: daared mangt et Blik! Øjet drog Hjærtet, men Susanne drog alt, Laas var for Porten og Vagten kaldt, :, Blodets Hede ,: fjorten Grader faldt! Saâ gik Dyden sin Sejersgang; Himlen Susanne belønne! :, Blandt de Skjønne ,: _hun_ har dobbelt Rang. Slaa nu paa Glasset; nyd det korte Liv! Vakre smaa Hjærter, -- søde Tidsfordriv! :, Lad os drikke ,: uden Larm og Kiv. II. En Potifars Hustru saa daarende kjær lønligt for Josef mon sukke, ta'r ham om Armen og hvisker saa nær: »Bliv her, bliv her!« En Rose saa dejlig, som slet ikke stak, stod for vor Josef at plukke, men som en Lømmel han ofred sin Frak, -- jo, Tak, jo, Tak! Ak, om jeg sattes i Josefs Sted, jeg løb knapt et Fjed. Men Josef, den Taabe, ad Døren han fôr, Nymfen hun vinker og beder. Aldrig i Verden en Daare saa stor har traadt vor Jord. Frit æde og drikke i Potifars Sal, Ild paa Kaminen af Ceder, ingen Dueller og ingen Rival med Kvalm og Kval. Skaal for den Frue i Potifars Arm, hun sover saa varm. Men Fejlen hos Josef var kun, at han Drik flyed, afskyed med mere, derfor benovet ved Skjønhedens Blik hans Mod slog Klik. Blandt Gardens Kaptajner en maadelig én Potifar var mellem flere, søvnig i Sengen, og tynde hans Ben, en Glut til Men. Skaal for den Frue i Potifars Hus, hun kranse vort Krus! III. :, Gubben Noa ,: var en Hædersmand; straks han kom fra Arken han plantede i Marken :, Vin og Vin, ja! ,: saadan gjorde han. :, Noa ro'de ,: fra sin gamle Ark, fyldte sine Tasker med Bimpler og med Flasker :, for at drikke ,: paa den grønne Mark. :, Vel han vidste ,: at Guds Skabning var tørstig af Naturen, Folk som Fæ i Furen, :, derfor Gubben ,: Vinen plantet har. :, Mutter Noa ,: var en Hædersfru, gav sin Mand at drikke, lod i Fred ham hikke; :, slig en Hustru ,: tog vist gjerne du! :, Aldrig sa' hun ,: »Kjære Far, saa, saa! Sæt nu fra dig Kanden!« Nej, med Kys paa Panden :, lod hun Gubben ,: salig Sengen naa. :, Gubben Noa ,: havde fagert Haar; Fip paa Dobbelthagen, Kinder som Skarlagen; :, og til Bunden ,: drak han: Hej! Godtaar! :, Herlig var da ,: denne grønne Jord; hver blev budt det Bedste; ingen tørstig Næste :, sad og hængte ,: ved et duget Bord. :, Ingen Skaaler ,: voldte da Besvær, ej hin dumme Lære: »Jeg skal ha' den Ære --« :, Nej, til Bunden ,: drak man ud -- som her! 1907. DET FØRSTE KYS. (Joh. L. Runeberg.) I Sølverskyens Kant sad Aftenstjernen, fra Lundens Skumring spurgte hende Ternen: Sig, Aftenstjerne, hvad i Himlen tænkes naar første søde Kys den Elskte skjænkes, og Himlens rene Datter hørtes svare: Til Jorden titter Lysets Engleskare og ser afspejlet deres egne Glæder, blot Døden vender Øjet bort -- og græder. 1890. DE FANGNE. (Joh. L. Runeberg.) Paa den røde Elvebund fiskede en Yngling Perler, fandt en Perle, blaa som Himlen, og saa rund som Himlens Stjerne. Men en Pige laa i Perlen, og hun bad en Bøn og sagde: »Offer dog din Perle, Yngling, bryd mit Fængsel, lad mig fare, et taknemligt Blik i Stedet jeg dig for min Frihed skjænker.« »Nej ved Gud, min søde Pige, Perlen er dog altfor kostbar; bær med Taalmod du din Lænke, mange bærer én langt værre.« -- Sønderbrød hun sagte Skallen, Morgenrøden lig i Skjønhed skjød hun op ved Guttens Side, gyldne Lokker dulgte Panden, Rosenblod i Kinden gløded. -- Stum i hendes Skjønhed fanget stod i trende Timer Gutten. Da den tredie var omme, bad han tyst en Bøn og sagde: »Offer dog din Skjønhed, Pige, bryd mit Fængsel, lad mig fare, og dig en taknemlig Taare vil jeg for min Frihed skjænke.« »Nej, ved Gud, du søde Yngling, Perlen er dog altfor kostbar. Bær med Taalmod du din Lænke, mange bærer én langt værre!« 1890. JEG SER PAA TERNERNES SKARE. (Joh. L. Runeberg.) Jeg ser paa Ternernes Skare, jeg spejder og spejder bestandig, den skjønneste vil jeg vælge men fejler dog stadig i Valget. Den ene har klarere Øjne, den anden friskere Kinder, den tredje har fuldere Læber, den fjerde har varmere Hjærte. Saa findes ej én som savner det noget, som fængsler mit Hjærte; jeg kan ikke én forskyde -- o, turde jeg kysse dem alle! 1890. SMAAVERS. (Joh. L. Runeberg.) Ynglingen blev femten Aar -- og tro'de ej endnu at Elskov var i Verden, og han leved fem Aar til og tro'de ej endnu at den var til i Verden. Kom da brat en underdejlig Pige, som i nogle Timer Gutten lærte, hvad i tyve Aar han ikke fatted. Pigen kom fra Mødet med den Elskte, kom med røde Hænder. Mod'ren spurgte: »Hvorfor er din Haand saa rød, min Datter?« Pigen sagde: »Jeg har plukket Roser, paa dens Torne revet mine Hænder.« Atter kom hun fra sin Elskers Møde, kom med røde Læber. Mod'ren spurgte: »Hvorfor rødmer dine Læber, Datter?« Pigen svared: »Jo, jeg har spist Jordbær, deres Saft har farvet mine Læber.« Atter kom hun hjem fra Stævnemøde, kom med blege Kinder. Mod'ren spurgte: »Hvoraf hvidner dine Kinder, Datter?« Pigen svared: »Red en Grav, o Moder, gjem mig der og sæt et Kors derover, og paa Korset rist de Ord jeg siger: Én Gang kom hun hjem med røde Hænder, thi de rødmed mellem Elsk'rens Hænder; én Gang kom hun hjem med røde Læber, thi de rødmed ved den Elsktes Læber; senest kom hun hjem med blege Kinder, de blev blege ved den Elsktes Utro.« Ved en Piges Vindu stod en Yngling trende lange, lyse Sommernætter, lokkede og bad om at bli' indladt. Første Aften fik han Skjænd og Trusler, anden Aften fik han Graad og Bønner, tredje Aften fik han Vindvet aabnet. 1890. OJAN PAVO. (Joh. L. Runeberg.) Stor var Tavastbonden Ojan Pavo, stor og vældig iblandt Finlands Sønner, støt som en med Gran bevoxet Klippe, djærv og rask og kraftig som en Stormvind. Træer havde han med Rødder oprykt, tugtet Bjørne med sin blotte Armkraft, løftet Heste over høje Gjærder, knælagt stærke Mænd som var de Halmstraa. Og nu stod den stærke Ojan Pavo stolt og vældig frem paa Lagmandstinget. Midt paa Gaarden stod han iblandt Folket som den høje Fyr imellem Smaaskov. Og han løftede sin Røst og sagde: Hvis her findes en, af Kvinde ammet, som formaar at holde mig paa Stedet saa jeg ikke røre mig af Flækken, han maa tage mine fede Agre, han maa have mine Sølveskatte, han maa eje mine mange Hjorde og med Krop og Sjæl er jeg hans Slave. Saa til Folket talte Ojan Pavo; men forskrækked' stode Byens Karle tavse i den stolte Ojans Nærhed, og der traadte ingen frem imod ham. Men med Kjærlighed og med Beundring saa de Skjønne paa den unge Kjæmpe, thi han stod, den stærke Ojan Pavo, som den høje Fyr imellem Smaaskov, Øjet straalte som en Himlens Stjerne og hans Pande lyste klar som Dagen, og hans gule Haar sank mod hans Axler som et sølvsprængt Vandfald over Fjældet. Men af Kvindeflokken fremstod Anna, hun den skjønneste af Egnens Piger, herlig som den lyse Dag at se paa. Raskt hun traadte hen til Ojan Pavo, slog omkring hans Hals de runde Arme, nærmede sit Hjærte til hans Hjærte, pressede hans Kind mod sine Kinder og saa bød hun ham at slide løs sig. Men den stærke Yngling stod besejret, kunde ikke røre sig af Flækken men kun sige aandeløs til Pigen: Anna, Anna, du har vundet Prisen, du maa tage strax min rige Bopæl, du maa have mine Sølveskatte, du maa eje mine mange Hjorde og med Krop og Sjæl er jeg dit Eje. 1890. FRA VÆRMLANDSK. BREMSENS MØSSE[*]. (F. A. Dahlgren.) [Anm. * Svensk Hovedtøj.] Og Bremsen han fôr til Marked engang, der fik han den grønneste _Møsse_, og saa fløj han hjem og summed og sang -- og hjemme han havde i _Tøsse._ Men bedst som han fløj saa tænkte han brat: »Nej har jeg nu faa't mig en Møsse, saa skal jeg da komme som Ka'l for min Hat og ej som et Fjols til Tøsse.« Saa svang han sig op og red paa en Kalv. »Hejhop!« han svinged sin Møsse. Han spored sin Kalv, saa Kalven den skjalv og kiled afsted mod Tøsse. Det gik som en Røg, det gik som en Dans, »Hejsa!« paa Vej til Tøsse, og Kalven den rejste i Vejret sin Svans og løb som skudt ud af en Bøsse. Og da de nu kom til Gusted Kro, hovsa! paa Vej til Tøsse, tog Bremsen en Snaps saa god som to, for Kalven monne han kysse. Og da de saa kom til Aamelsstad, hovsa! paa Vej til Tøsse, stod dér Borgmester og Raad i Rad og bukked for Bremsens Møsse. Men Bremsen jog bort i rygende Trav og letted end ej paa sin Møsse, og Kalven afsted uden Bu eller Bav med Halen hejst imod Tøsse. Og da de var kommen til Torpendam, det Gjæstgiversted i Tøsse, blev Bremsen atter iwont for en Dram og vilde strax Kalven kysse. Men Kalven han slog med Rumpen bagud: »Se saa gaar det til i Tøsse!« og Bremsen han fik en Klask paa sin Tud saa ratsch! sa' hans grønne Møsse. Og Bremsen han himled med »Ak« og med »Av«, i Grøften der laa hans Møsse, og Oxer og Svin de danser paa hans Grav, og saadan gjør hele Tøsse! 7/7 1904. GRISEN. (F. A. Dahlgren.) Og Grisen sprang gryntende langs et Stakit, Rof-øf; rof-øf, rof, øf, øf! »Jeg kan ej andet tro, end det gi'r sig om lidt.« Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf! Og Grisen stak Trynen ind under en Slaa. »Det var dog rart at vide, om Krogen sidder paa.« Og Grisen hug Skallen mod Ledet og peb: »Nej dette her gaar langt over Svine-Begreb!« Saa løb den imod Stolpen med hele sin Skrot: »Nej Fanden staar i Sylten, det gjorde inte godt!« Saa slog han til den anden Ledstolpe saa hvast: »Aa bav da, aa bav da, for slige Trynekast!« Saa gned han sig mod Lægten og tiggede om Vej: »Lad Svinebæster trygle, men ikke længer jeg!« Saa stak han af i Lunt imod Stien saa fort. »Et Hul maa li'godt findes, om end det holder haardt.« Og Grisen han vrødte fra tolv og til ét: »Nej varer dette længe, jagu' saa bli'r _jeg_ svedt!« Og Grisen han rendte fra et og til to: »Pyh, dette koster Flæsk, men jeg gi'r mig ingen Ro.« Og Grisen galoperer fra to og til tre. »Det Hul var højst aparte, som jeg aldrig skal se!« Der rendte han -- og rendte sine Kløver itu. Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf. Ja jeg tør næsten sværge, han render der endnu: »Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!« 7/7 1904. KJÆRESTE-HANDEL. (F. A. Dahlgren.) Og Stine paa Bjærg havde Kjæresten Palle filo filobo filibombombom, men Line fra Sverr'g satte _ham_ over alle, filo filibo filibom. »Ja, Stine,« sa' Line, »ifald jeg maa faa ham, saa skal jeg skam byde dig ordentlig paa ham.« »Saa tag ham,« sa' Stine, »ifald du betaler for hele Fyren ti smaa Rigsdaler.« »Nej jøsses,« sa' Line, »hvor Folk kan vær' gale! hvem saa du for Kjærester saadan betale?« »Jeg ved ikke Prisen saa lige pr. Stykke, men giv saa det halve -- og dermed til Lykke!« »Jotak,« sagde Line, »fem Daler paa Tælling! den Ka'l skal nok ikke være en Skrælling.« »Det var da som Pokker til Prutten,« sa' Stine, »tilsidst vil du _under_ Rigsdal'ren mig pine.« »Ja Penge, Gud naade os, sparsomme falde, jeg gi'r dig mit Kammerdugs-Forklæd' for Palle.« »Lad gaa,« sagde Stine, »skjønt næppe jeg skuld'et; det Forklæde der er jo gnavet og hullet.« Men Stine hun grined, mens Hjemmet hun naaet, »den Kjærest' kund' Fjolset helt gratis ha' faaet. For Palle . . . Ja var der ett anne Raa' med ham, filo filobo filibombombom, saa gav _jeg_ et Forklæd' for at bli' aa med ham!« filo filibo filibom. 1904. STINES PARASOL. (F. A. Dahlgren.) Og Stine og Mads drog til Byen paa Stand, og jomfru blev Stine, og Kusk det blev han, en Part af hans Hjærte hun havde i Vold; saa gav han sin Stine en Solparasol. Nu længtes hun efter sin Frisøndagstur, da Arbejd og Pligt kunde faa sig en Lur; saa skulde Stockholm i hver eneste Fold se hende gaa rundt med sin Solparasol. Og Søndag paa Søndag kom stadig paany, men Solen den holdt sig drilagtig bag Sky, og Stine hun syntes den Glæde var gold at traske i Graavejr med Solparasol. Hun klaged' til Mads: »Nej om jeg det forstaar, hvad Pokker der dog gaar af Solen iaar. Den lister bag Skyen, den drilvorne Trold, saasnart jeg gaar ud med min Solparasol!« Men Mads, der just ej var tabt bag af en Vogn, han svared': »_Du_ skinner saa mageløs bovn, at blot du gaar over en Plads eller Vold, maa _Solen_ ta' Tilflugt til Solparasol.« 1904. FRA SVENSK. DIN TJENENDE BRODER. (Carl Snoilsky.) Paa Farten frem gjennem Livet _du_ rejser saa trygt og kjækt; paa hver en Station -- det er givet -- dit Bord staar duget og dækt; du gjæster de skjønneste Egne, og trættes du, se, allevegne du finder en dunvarm Seng. Sov sødt! -- din _tjenende Broder_ han vaager ved Klokkens Streng. Hvem er han, den gjæve? I Mindet hans Træk ej ætsed sig ind; hans Haand, saa barket i Skindet, vist aldrig rørte ved din. Som Lampe-Aanden alene usynlig han ønsker at tjene, som _Nytte_ han kun blev set, -- et flerho'det mystisk Væsen i Stimlen om din Karet. Kaminen, der blusser fornøjet, det Hus, du kalder for dit, din Jakke og Kravetøjet, der lyser fornemt og hvidt, en Gade fejet og pudset, saa ikke din Fod bliver smudset, det friske Brød, du dig skjær' -- _alt_ skyldes din tjenende Broder, som er i sit Værk dig nær. Han skoldes af Dampens Strømme, han holder om Skibets Ror, mens du i smilende Drømme omfarer den rullende Jord. Og om fortryllet du vanker blandt Skjaldes Kolonner af Tanker, blandt Vellyst for Evighed -- det var din tjenende Broder, som fæsted de Tanker ned. Saa vandrer han tungt den Bane, som Skjæbnen -- ej han -- har valgt. Alt gaar som af gammel Vane. _Hvad andet? Jeg har vel betalt_, det er, hvad du tænker og mener; men tænk om den Aand, der _nu_ tjener, en Dag forandrede Form og blev forbitret, for færd'lig -- et Hav af Ho'der i Storm! Se da i hin Hjælper, den gjæve, _Personen,_ din Lige, din Ven! Tryk _selve_ den barkede Næve, ej bare en Skilling i den! Sørg for, han sig frit kan forvandle til en, der kan tænke og handle, og se ham i Øjnene klart, og hils paa en Fælle, en Broder; men husk: Hvad du gjør, gjør snart! 1901. AFRODITE OG »SLIBEREN«. I KUNSTSALEN. (Carl Snoilsky.) I Kunstens høje Skjønhedstempel en Magt bestandig drager mig til dig, du høje Afrodite, du mørke »Sliber« hist -- til dig. Hvordan det Naboskab blev stiftet imellem jer, jeg fatter ej, -- du underfagre Skjønhedsdronning, du tunge, ludende Plebej'. Som Formens Ynde og dens Plumphed faar Fællesbo i Kunstens Sal, saa ses i Livet alle Vegne ved Skjønheds Side: Nød og Kval. Alt hvad der klinger disharmonisk, har ej til _hendes_ Øre Bud; det fæles Aasyn bringer Frysning i hendes Alabasterhud. Den Jord, som stræber, kjæmper, lider, den standser ved den haardes Fod, som imod hendes eget Cypern, hver Bølge tæmmes i sit Mod. Ej for at prøve Støvets Kampe steg hun en Gang af Bølgens Elv; én Lov hun bare kjendte: _Skjønhed_, ét Maal for Livet kun: _sig selv!_ Hun er kun til for disse »_Nogle_«, der ikke kjender Glædens Brist, der stryger bort hver Savnets Rynke, og marmormejslet staar til sidst.