Part 11

Den Fjerde spiser blot Havfisk, den Femte lirker for Lax, den Sjette tager tiltakke med Alt og drikker dygtigt dertil.«

Den stakkels, stakkels Søster gik sulten til sin Hytte. Hun la' sig paa en Halmsæk og drog sit sidste Suk.

Vi maa jo alle dø, og Dødens Le traf ogsaa tilsidst den rige Broder, som Søsteren den traf.

Og da den rige Broder forstod, hans Tid var omme, tilkaldte han Notaren og gjorde sit Testament.

Anselige Legater tilkjendtes Gejstligheden og Skoler, samt det store Musæum for Zoologi.

Med smukke Summer betænkte den store Testator ogsaa vort Jødeomvendelsesselskab og Døvstummeinstitutet.

Det nye Taarn paa St. Stephan han skjænkede en Klokke. Den vejer 500 Centner og er af bedste Metal.

Den melder med malmerne Tunge, hvor meget godt han gjorde Staden og hans Medborg're af egen Konfession.

Begravelsesfesten blev fejret med megen Prunk og Pragt. Folk strømmede til i Mængde og gloede ærefrygtsfuld.

Thi paa en sort Karosse, der lig en Baldakin var prydet med sorte Strudsfjer, hvilte hans Sarkofag.

Tæt bagefter Kisten vandred Lakajer i sorte Livreer; snehvide Tørklæder holdt de op for de sorgrøde Aasyn.

Byens Honoratiores in pleno, et stateligt Følge af sorte Paradekuske vraltede efter i Takt.

_Han_ fattedes just, som gjerne Fasaner med Trøfler spiste. Ak, en Forstoppelse havde fornylig endt hans Liv!

1897.

DUELLER.

(H. Heine.)

To Oxer paa en Bondegaard faldt i Disput, og den var haard. De havde begge let til Vrede, og som det gaar i Stridens Hede, snart har den ene Ordets Helt, den anden for _en Æsel_ skjældt, da _Æsel_ er Skjældsord mod en Oxe, saa maatte de tvende John Bull'er boxe.

Paa selvsamme Gaard og til selvsamme Tid geraaded ogsaa to Æsler i Strid. Langørernes Lidenskab voxed med Hast, omsider den enes Taalmodighed brast, og mens hans vilde »Y-a« gjalder, Medæslet han for _Oxe_ kalder. I ved, at intet et Æsel kreperer, som naar man det Oxe titulerer.

En Tvekamp fulgte, de sloges og bedes, med Hoved og Hove de stødtes og stredes med mangt et Spark i hinandens Podex, som det er befalet i Ærens Kodex. Og hvad er Moralen i dette vort Digt? Duel _kan_ blive bydende Pligt: Om Løjtnantsspiren betitles en Praas, -- nuvel, det er klart, at saa maa han slaas.

1897.

BALTHASAR.

(H. Heine.)

Alt hylled Nattens Klædebon sig tykt og tæt om Babylon.

Men ovre i Balthasars Slot dér flimrer Lys, der støjes raat.

Der gjorde Kongen Gjæstebud for Riddersmænd i Silkeskrud.

Der tømte Mændenes skinnende Rad den funklende Vin af gyldene Fad.

Og Bæger mod Bæger i Tumlen klang, og Kongen jubled, og Ridderne sang.

Og Kongens Kinder gløded af Blod, og Vinen hidsed hans vilde Mod.

Han rejser sig op fra Drikkebord og haaner Gud med bespottende Ord.

Han bryster sig frækt, hans Haan er vild, og Ridderne brøler Bifald dertil.

Og bydende vendte sig Kongen om, -- en Tjener forsvandt, paany han kom.

Han bar paa sit Hoved de gyldne Kar, fra Jahves Tempel de røvede var.

Balthasar greb -- den forvorpne Mand -- et helligt Bæger, fyldt til dets Rand.

Det tømte han pludselig til dets Bund og raabte højt med fraadende Mund:

»Jehova, jeg sværger dig evig Haan, thi jeg er Konge i Babylon!«

Dog næppe de grufulde Ord henklang, før Angstens Sved ham af Panden sprang.

Den gjaldende Latter forstummed i Hal, og der blev dødsensstille i Sal.

Og se! og se! paa den hvide Mur der tegned sig sort en Haands Figur,

og skrev, og skrev paa Kalkvæggen grant Ildtegn ved Ildtegn, skrev og forsvandt.

Balthasar sad der med stivnet Blik, hans Knæ og Hænder bævende gik.

De Riddere gøs, den larmende Fryd var længst forstummet, ej mindste Lyd.

De Magere kommer, dog ingen formaar at tyde de Tegn, der paa Væggen staar.

Men samme Nat slog Ridder og Træl Balthasar, Babylons Konge, ihjel.

3/10 1893.

HENSIGTSMÆSSIGHED.

(H. Heine.)

Tvende Ben har Gud os givet til at stræbe _frem_ i Livet, vilde ej at Adamsætten skulde klæbe fast til Pletten -- thi en gammel Stilstands-_Ploug_ havde kun ét Ben behov.

Og af Øjne fik vi to til at dømme klart og tro -- for at tro hvert skrevet Pluk var ét Øje mer end nok; to Gud gav os -- ikke fler -- at vi rigtig maatte fatte denne skjønne Verdens Skatte, skabt til Menneskets Plaser.

Og naar vi langs Gaden døse for at se paa kjønne Tøse mindre eller mer forfløjne, skal vi bruge begge Øjne, -- en Opmærksomhed vi skylder dette raa Produkt af Moden, som vi bærer langs ad Foden, vore stakkels Ligtornsbylder, som er slig en Fandens Plage i de spidse Støvlers Dage.

Tvende Hænder gav os Gud til at dele _dobbelt_ ud, ikke for at lægge Grunker op i dobbelt høje Bunker eller bag om Kistelaag, som jo nu saa _mangt_ et Drog.

Vi skal ingen Navne nævne, skjønt vi gad os gjerne hævne, hænge dem, hvis ej vi saa, de var alt for højt paa Straa. Riddere og dydigt Pak, Filantroper, helligt Fæ, som engang i Ny og Næ ogsaa mig en Daler stak. I den tyske Eg vi hænge ikke Folk med _mange_ Penge.

Og den gode Herre Gud stak os kun én Næse ud, da det vilde volde Mas at faa tvende i et Glas, og det vilde være ilde, om vi skulde Vinen spilde.

En Mund fik vi, ikke mer, heller har vi godt af fler, Adams Søn og Evas Datter alt med _den_ for meget pjatter, og ifald de havde flere sladred, løj de endnu mere. Har de Munden fuld af Grød faar man Ro et Øjeblik, hvis to Mundes Brug de nød aldrig Fred for Vaas man fik!

Tvende Øren skjænktes vi; dette skaber Symetri; de er endnu ej hos mange slet saa laadne, slet saa lange som de Prydelser, Gud yder til vor æselfødte Skryder. --

Tvende fik du, ikke ét, at du skulde skatte ret Mozarts Værker, Haydns, Glucks, skjælne mellem Kunst og Jux; gaves kun Klaver-Kolik og Hæmorrhoid-Musik af den _store_ Meyerbeer trængtes ej til Øren mer.

25/8 1893.

ROTTERNE.

(H. Heine.)

Man deler -- agt paa dette -- de Rotter i sultne og mætte; de mætte har jo ingen Nød, de sultne drager om Land for Brød.

Saa mange Tusind Mile de haster uden Hvile, de stopper ej det vilde Løb, for Vind og Vand de gi'r ej Kjøb.

I Afgrunden Springet de vover, og Floderne svømmer de over. Hist druknede to, og her spiddedes een, her knækked en Hoben sit Nakkeben.

Det er saa haarde Huder, og deres spidse Snuder i modigt Trods de løfter kjækt, saa radikalt, saa rottefrækt.

De radikale Rotter med Gud og Kongen spotter; de døber ej Ynglen som her tillands og deres Kvinder er »allemands«.

Den Rottehob forslugen, den vil kun kildre Bugen; den tænker kun lidt paa sin Salighed, imens den gnaver og svælger ned.

Med Helvede skræmmes den ikke, den frygter ej Kattenes Blikke --, den ejer ej Guld eller ringeste Gods, men ønsker at dele vort med os.

Jeg hører Piber og Trommer, hør! Vandrerotterne kommer; de kredser alt snart om hver Mands Bo, og deres Mængde er Legio.

O ve, vi er fortabte! Til Hævn blev hine skabte. Borgmestren ved ej ud, ej ind, og Raad og Foged af Angst er blind.

Nu løfter man Sværdet og Stokken, og Præsterne ringer med Klokken; den hellige Kirke, den hellige Stat, de har nu at døje saa haard en Dravat.

Thi Klokkerabaldren og Præk om Profeter, de højvelviseste Statsdekreter, de største Kanoner, selv hundredpundige, det hjælper ej mere, I stakkels vankundige!

Ej heller her hjælper den slebneste Tale, de Laser af Fraser, hvormed I kan prale; man fanger ej Rotter med Syllogismer, de springer over de værste Sofismer.

Der gjælder for sultne Maver og Munde kun Suppe-Logik og Mørbrads-Grunde, -- kun Pølse-Citater og Boeufstegs-Saft har her den overbevisende Kraft.

En tiende Stokfisk i Smør vil gotte en radikal og forsulten Rotte langt mer end den fyrige Mirabeau og Talere lige fra Cicero.

Januar 1901.

MAND OG KVINDE.

(Alexander Petøfi.)

Da Gud Fader havde Manden dannet rynked tunge Anelser hans Bryn, de blev Sorger, som tilsidst forvandled sig til Skyer og til Uvejrslyn.

Da Vorherre havde Kvinden dannet, brast i Graad han ved det skjønne Syn, og hver Draabe af Guds Glædestaarer blev en lille Stjerne over Sky'n.

August 1891.

SVÆRD OG LÆNKE.

(Alexander Petøfi.)

Engang med Gud Faders Vilje steg en Engel ned til Jorden for den dejligste blandt Kvinder der at finde og at favne; og han fandt og elsked hende; fra den Stund af blev ham Jorden skjønnere end selve Himlen, og han svævede hver Aften salig til sin Elskerinde, sprang fra Stjærne ned til Stjærne, og naar endelig han standsed paa den nederste i Rækken satte han sig paa en Svane, paa en hvid og dejlig Svane, og den bar ham til hans Elskte, der ham vented i sin Have og ham hilsed med en Latter hvorved alle Knopper svulmed, og Smaablomster, længst henvisned, atter vækkedes til Live. Der de sad og talte sammen indtil Morgenrøden lyste; og de talte om alt helligt, om alt skjønt, som er i Verden. Og med sænkte Øjne lytted Pigen til sin Engels Tale; men engang da op hun skued var saa skjønt det Blik, at Englen faldt paa Knæ ved hendes Side og et Kys af hende trygled, hvad hun ikke Englen nægted.

Hvilket Kys! Da Englens Læber bævede mod Pigens Læber, bæved salig hele Jorden, som var Jorden selv et Hjærte. Og hver Stjærne hist i Himlen blev en Klokke, hvorpaa klare Trylletoner klang og klemted.

Aldrig hørtes slige Toner, Blomsterne tog til at danse som smaa Alfer over Enge, Maanen rødmede fra Himlen, vel fordi den Skjønne fæsted rødmende sit Blik paa Maanen; Natten selv blev rosenfarvet.

Englens Kys paa Pigens Læber spirede som Frø i Mulde, og den salige blev Moder til et Barn saa skjønt og dejligt, som det avles kun, naar _Himlen_ elskende omfavner Jorden.

Barnet blev kaldt _Sværd_ i Daaben, Sværdet det betyder _Frihed_.

Engang steg med Satans Vilje op den hæsligste af Djævle til vor Jordkreds for at søge der den fuleste af Hexe, og han fandt og elsked hende; fra den Stund af fandt han Jorden skjønnere end Helveds Kule, og han sneg sig nu hver Aften i den skumle Midnatstime gjennem Svælget af et Ildbjærg op fra Helved til sin Skjøge. -- Paa en Hel-Hest vild og sodet, slangehalet, tudseho'det, flammemanket, dragefodet, bragtes Djævlen op til Jorden. -- Hexen kom til Stævnemødet fulgt af Flagermus og Ugler, ridende paa Limestage ind i Bjærgets flammefæle Svælgs med Svovldamp fyldte Indre.

Der de sad og taled sammen indtil Hanens Galen gjalded, og de talte om alt gudløst, om det hæsligste i Verden. Da brød Djævlen ud: »Jeg fryser -- kom dog dyb're, kom dog dyb're! kom til Bunden af Vulkanen, ned til Ildens sidste Leje! -- Ak, men ogsaa her jeg fryser; hør hvor mine Tænder klaprer! Kom og favn mig, kom og kys mig.«

-- Kyssende hun ham omfavner! Hvilket Kys! Da Djævlens Læber rørte Hexens fule Læber, skjalv den hele Jord i Rædsel, drønende, som naar den hylles ind i sorte Uvejrsskyer.

Bjærget vælted Flammer af sig, og det spyed op mod Himlen Lavaregn og glødte Stene, Jorden var omspændt af Luer, alle Stjærnerne og Maanen drog et Slør for deres Aasyn, sort og tykt og tæt var Sløret, thi de vilde intet skue.

Djævlens Kys bar Frugt derefter, og den fule Hex blev Moder til et Udyr, som det fødes kun, naar _Helved_ favner Jorden, og det stygge Djævleafkom kaldte man med Navnet: _Lænke_. Lænke det betyder _Trældom_.

Disse tvende: Frihed, -- Trældom, hin fra Himlen, den fra Helved, ogsaa kaldet Sværd og Lænke, kjæmper stadigvæk paa Livet.

Længe vared Kampen, _længe_, svækkes kan den, dog ej standse. Sværdet er alt sløvt og skaaret, tyndere dog ogsaa Lænken. Snart for vist det skal afgjøres -- længe kan det ikke vare -- hvem der Jorden skal beherske, enten Himlens Ætling -- _Frihed_, eller Helveds Afkom -- _Trældom_.

15/1 1894.

DEN VANVITTIGE.

(Alexander Petøfi.)

Hvad skal I, Forstyrrere? Pak jer, se til I kommer bort! Forstyr mig ikke i mit Arbejd, thi jeg fletter en Svøbe, en Flammesvøbe af Solens Straaler og gjennempisker Verden med den. Naar den saa jamrer, vil jeg le, som den har let, naar jeg har jamret. Ha, ha, ha!

Thi det _er_ Livet: Kun Graad og Latter. Men Døden raaber omsider: »stille!« Engang da døde ogsaa _jeg_. De Folk som daglig drak min Vin de havde gydt mig Gift i Vandet. Hvad gjorde mine Mordere saa for deres frække Daad at skjule? Jo, da jeg laa som Lig paa Baare de la' sig over mig med Suk og Taare. Hvor var jeg gjerne sprunget op og bidt dem Næsen af til Roden, dog nej, de Næsen skal beholde saa de mit raadne Lig skal lugte, indtil de selv af Stanken brister. Ha, ha, ha!

Men hvor begrov man mig? I Afrika. Det var mit Held, thi en Hyæne grov mig op igjen. Det Dyr, det var min eneste Velgjører, og det har jeg bedraget. Det vilde nemlig mine Knokler gnave, istedetfor saa gav jeg det mit Hjærte, som var saa besk, at det krepered af det. Ha, ha, ha!

Ak ja, saa gaar det hver som øver godt mod andre. Thi hvad er Mennesket? »En Blomst,« -- saa hedder det, -- »som har sin Top i Himlen.« Det er ej sandt! Nej, Mennesket det er en Urt som sine Rødder dybt i Helved slaar. Det var en Vismand som mig dette lærte; -- en Taabe var han, thi af Sult han døde. Hvi stjal han ej? Hvi røvede han ikke? Ha, ha, ha!

Dog hvorfor ler jeg som en Forrykt? Jeg skulde hel're græde. Ja, græde for den Slægt, der er saa ond. Gud græder ofte fra den høje Sky i Anger over, at han skabte den. Dog hvad kan alle Himlens Taarer hjælpe? De falder til vor Jord, den ækle Jord, og Mennesket dér sætter Foden paa dem, og saa -- hvad bli'r der af dem? Hvad bliver der af Himlens Taarer? -- Snavs. Ha, ha, ha!

O Himmel, gamle afdankede Soldat, Medaljen paa dit Bryst det er jo Solen, og Skyerne din slidte Uniform. Thi, saadan slipper man en gammel Kriger, din Løn for Tjenesten saa lang og tro: et Kors og saa en gammel Uniform. Ha, ha, ha!

Og skal jeg sige jer, hvad Nattergalens Sang betyder oversat i eders Sprog: Den raaber: Vogt dig først og frem'st for Kvinden, thi Kvinden drager Mændene imod sig som Oceanet drager Flodens Strømme, for snart igjen at støde dem langt fra sig. En dejlig Skabning er tilvisse Kvinden. Ja, dejlig, men saa farlig, -- en giftig Drik udi et gyldent Bæger. O, jeg har nydt dig, Elskov! En eneste af dine Himmeldraaber er sødere end noget Hav af Honning, men slig en Draabe ogsaa mere dræbende end et til Gift forvandlet Ocean. Men har I ogsaa Havet set, naar Frygtens Storm trak over det og saa'de Dødssæd i dets Skjød? Og har I Tordenvejret set, hin raa, solbrændte Bonde, der svang som Pisk det blanke Lyn? Ha, ha, ha!

Naar Frugten den er moden, falder den. Du Jord er moden alt, saa fald da, fald! -- Endnu jeg venter til i Morgen, men kommer da ej Dommerdag, saa graver jeg et Hul ind til dit Midtpunkt; det fylder jeg med Dynamit og sprænger saa den ganske Jord i Luften. Ha, ha, ha!

15/10 1893.

BJØRNEN I BERN.

(Efter Fr. von Sallet.)

I fordums Tid -- saa har jeg læst -- de holdt i Bern en Bamse, og lod de frit det laadne Bæst i Landets Fedme gramse. »Saa sig mig dog, I Berner-Børn, hvad gjør nu egentlig den Bjørn, det maa I mig forklare.«

»Nuvel, han æder Truget tomt; hvad mer skal han vel gjøre? -- tar til i Vægt og lægger fromt sig paa sit grønne Øre. Han sover med Ihærdighed og brumler saa med Værdighed. Kort sagt: Han er _vor_ Bamse.«

»Hvi vil I dog i Stad og Stat til ham det bedste samle?« »Du er dog ret en dum Krabat; saa gjorde jo de gamle! Vi er kaput, den Dag han gaar.« »Hvorfor?« -- »Hold Mund! Vi ellers slaar dig Ho'det ned i Maven!«

-- Tys! Hvorfra stammer den Halløj? Hør! Børn og Kvinder hyler. Se, Torvet vrimler; lav og høj nu larmer som Kabyler. Er Folket ramt af Pest og Brand? -- »O, tifold værre! Arme Land! Vor Bjørn, vor Bjørn kreperet!

Saa brat ham ramte Dødens Spær, og ingen fler vi huse! O, maatte i et Herrens Vejr os vore Bjærge knuse! Forbi, forbi med Kanton Bern! O, Jægergutter, op til Værn! Fang ind en ny før Aften!«

De jager over Bjærg og Slugt, kan ingen Bjørne finde; men ligefuldt faar Træet Frugt, og Æblerne bli'r trinde; og Rugen gynger i sin Dal, som Bjørnedød og Bjørnekval ej for en Døjt den agted.

De jagede, til Solen sank bag fjerne Alpetinder. »Der stiger Maanen rund og blank; se, om ej Skjælmen skinner! Og Stjernerne -- se der -- og der! Den hele muntre Himmelhær -- som ingenting var hændet!«

»Saa vil vi« -- raabte Land og Stad, »ej mer af Bjørne vide; han aad sig fed af Folkets Fad og vilde dog os bide. Vi maatte klippe Bæstets Klør. Se, Kornet gror, skjønt Bjørne dør! Og _vor_ skal aldrig savnes.«

April 1908.

VED KJEDLEN.

(Ferd. Freiligrath.)

En Damper kom fra Biberich; stolt var den Fure, som den drog; den stampede, med Hjul og Skovl, saa Bølgerne mod Bredden jog. Af Vimpler og af Faner fuld, skjød den af Sted saa kjækt og flot; den Konge, som for Prøjsen staar, ham førte den til Rhinens Slot.

Solstraalerne var ret som Guld; af Disen dukked' By ved By, og Rhinen skinned som et Spejl, og Stævnen glinsed' blank og ny; Skibsdækket lyned' hvidt af Vask, og paa dets rene, glatte Fjæl gik Kongeparret fredsælt om med Smil i Øjet, Lys i Sjæl.

Vinløvet langs den krumme Rhin og dine Hasler, St. Goar, de nikked' ned fra deres Fjæld og hilsede det høje Par; og glade saa sig Parret om; det lille Skib, hvor var det net! Her gik de jo saa trygge rundt, som hist paa Sanssoucis Parket.

Men _under_ al den Herlighed og _bag_ om denne Glimmerpragt, der flammer vildt det Element, der skyder Skibet frem med Magt; dér staar i Kvalm og Flammeskjær og rager under Kjedlens Rist _han,_ som om Bord er Kraftens Sjæl, en proletarisk Maskinist.

Deroppe ler den grønne Jord, og Sol forgylder Flod og Hav, mens _han_ den skjønne, lange Dag maa stirre i sin Flammegrav; i Bomuldsskjorten staar han der, halvnøgen, trængt af Røg og Rust, imens en Konge over ham indaander Bjærges frie Pust.

Nu har han skruet Ovnen til, og al Ting er i bedste Stil, saa skjænker han et kort Sekund sin trætte Krop et Slavehvil. Der dukker han til Midjen frem af Kjedelrummets Lugekarm og spejder over Dækket hen, svagt støttet paa den højre Arm.

Med Skovlen i sin sorte Haand og Kind og Arm af Ilden bagt og med det svære, nøgne Bryst bredt mod Gelændrets Sprinkler lagt han spejder efter Fyrsten hen, imens han mumler mørk i Hu; »Hvor Staten ligner dette Skib! -- Lysfødt paa Dækket vandrer _du_.

Men nedenfor i Dybets Nat, i Arbejdsrummets dunkle Skjød, dybt nede, smeder jeg af Trang mit Skjæbnehjul ved Flammen rød; og ej blot mit, men ogsaa dit; hvem holdt Maskinen her i Gang, hvis ej min Næve, ru og haard, haandtered Skovl og Stempelstang?

_Du_ er langt mindre nogen Zeus, end _jeg_, o Konge, en Titan! I al din Pragt du træder paa en altid kogende Vulkan! Og _den_ Vulkan behersker _jeg_; et Ryk, et Slag, og fra mit Bur omstyrter jeg det stolte Hus, paa hvilket du er Topfigur!

Mens Dækket brister, slænges du i Luften under Spanters Brag, vi andre gaar nyfødte frem fra Mørkets Skjul til Lys og Dag. Vi er en Magt! Vi hamrer frem fra nyt den gamle, mugne Stat, hvori Guds Vrede os har holdt til nu som Proletariat.

Da gaar med Sang jeg Verden rundt, og paa min Skulder, bred og stærk, som St. Christoffer bærer jeg en ny Tids Christ, en ny Tids Værk. Jeg er hin Kjæmpe uden Frygt, der bærer paa min faste Fod Befrielsens og Frelsens Aand hen over Tidens vilde Flod!«

Saa brummer i sit røde Skjæg den dystre, sværtede Kyklop, og gaar saa atter til sit Værk og skovler Kul og Ild i Hob. Plejlstangen jager op og ned, Propellen gaar med tunge Slag; belyst af Flammen hvisker han: »Nej, vrede Kræfter _ej i Dag!_«

Snart lægges til Kapellet ind; i Land da gaar Hans Majestæt, og kjører til sit rhinske Slot; sex Heste gaar for hans Karet. Men med et Blik til Kongens Slot nu Maskinisten aander frem: »_Fremtidsruiner_ -- ak, hvor godt der hæges nu som før om _dem!_«

Juni 1901.

OMSVÆRM OS KUN, FJENDER.

(Arthur Fitzer.)

Nehemias 4. Kap.

Da nu det sig rygted til Fjendernes By, at Herren et Tempel vi bygged paany, da stormed de mod os i Tummel og Tramp, og Pladsen for Templet blev Pladsen for Kamp.

Hist slæbte vi Bjælker, her rulled vi Sten; med venstre Haand førte vi Hamren og Ske'n, men højt i den højre vi løfted til Værn de blinkende Vaaben af Kobber og Jærn.

Og Muren sig hævede Fod over Fod, mens Kalken vi blanded med rødnende Blod.

De snittede Søjler vi rejste ved Kvæld til Saaredes Rallen i Sted for: »Godt Held!« Vi hvælvede Kuplens omspændende Rund, dødtruffen og ramt til vor inderste Grund. »Omsværm os kun, Fjender, kast Død paa vor Vej! I _dræber_ os, men I _besejrer_ os ej!«

Saa toned' i Zion den trodsige Sang, mens Mændene mured med Ske og med Stang den Højestes Tempel, det hellige Hus. Naar ender vel Sangen, naar standser dens Brus?

Aarhundreder fulgte, Aarhundreder svandt; vort Saar rinder stadig, hvor Fædrenes randt; omsværmet af Fjender vi strider imod og bygger, mens Kalken vi blander med Blod.

1901.

ARBEJDERSANG.

(Karl Henckell.)

Det drøner fra det hule Rum med Arbejdslarm og -Støj, mens Mand ved Mand staar bøjet, stum, i Oljestank og Røg. Og Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar.

Mens Ødelanden strækker sig paa Bolster bag sin Pult, begiver Slaven sig paa Vej, ansporet af sin Sult. Og Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar.

For kun en karrig Løn at naa, for blot at blive mæt, fra Gry til Kvæld, du ser ham staa paa samme dunkle Plet. Mens Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar.

For Børn og Hustru kjæmper han og stemmer sig imod; _han_ ved, hvor Sulten suge kan ens Marv og Hjærteblod, mens Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar.

Ak, ingen muntre Toner svang sig gjennem Røgen klam, og aldrig nogen Digters Sang har kunnet naa til ham, mens Bælgen stønned, Hamren slog, og Gnisteregn mod Taget jog.

Det hænder vel fra Stund til Stund, hans Sind bli'r sygt af Harm; da styrter Eder af hans Mund, men drukner snart i Larm, mens Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar.

Det er en raa og ilde Ting at gjøre Mand til Træl; mærk Øjets Lyn ved Hamrens Sving, I Herrer, vogt jer vel! Thi Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar.

»Om Gud i Himlen ej vor Sag og bange Raab forstaar, da storm _du_ frem, o, Dommedag, paa hvilken alt forgaar! Mens Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar.«

April 1901.

NR. 310.

(Ditlev von Liliencron.)

Paa femte Døgn uden Middagsmad, og ikke en Hvid paa min magre Rad; i Stedet for Arbejde: Hunger og Nød, blot vandre, og »fægte« og »betle sit Brød«.

-- Haandværkeren bøjer i Skoven ind. Hvad risler saa koldt hen over hans Kind, og hvorfor jager hans Blik distræt i trøstesløs Flakken fra Træ til Træ?

Nu synker Solen, og alt er Fred, kun Droslen larmer et enkelt Sted. Hvi svajer Ælmen i Skovens Kant? Et Menneske mellem dens Grene svandt.

Den Strikke, der holdt hans fattige Bundt, han knyttede om sin Strube rundt: Et Fald! -- Dødskampen var ikke lang; Snart saa han Solen for sidste Gang.

Og Dug faldt paa ham, og Gryet kom, og Duer skogrede rundenom, som intet var hændet; Sang-Droslen lo, og Vinden vifted' i kølig Ro.

En Jæger hen over Bakken skred; han saa den Hængte og skar ham ned. Til Øvrigheden gik skyndsomst Bud, Gendarmer kom i en Fart derud.