Part 10

Saa sang den Skjald, og Nancys Hus gav Lyd af Skraal og Bifaldsbrus og Træskotramp og Hvin, det sidste Shawl, det sidste Slag, den sidste Pjalt paa deres Bag blev solgt for Brændevin. Den muntre Flok, der ej fik nok i Skjaldens første Sang, bad ham -- hej-hop! at løse op for Posen end en Gang. Op sprang han, saa sang han af alle Livsens Kræfter; da hven man og gren man og sang Refrænet efter:

XVI.

Se dog hvor vor glade Klynge hviles ind i Bollens Damp! Lad os drikke, lad os synge, lad os glemme Livets Kamp!

Pyt med dem som kræver Galger! Frihed er en herlig Fest! Loven er kun for Kanaljer, Kirke blev kun til for Præst.

Hvad er Titler, hvad er Velstand, hvad er Ros paa Ærens Vej? Blot _jeg_ glædes uden Stilstand, rager Resten ikke mig.

Dagen tures bort, og svinder Solen bag den mørke Sø, sover vi hos vore Kvinder, i en Lades friske Hø.

Tror I Dampens Vogntog løber mere let fra Sted til Sted, tror I Ægtesengen røber større Maal af Kjærlighed?

Livet er Uvisheds Forum; ingen ser, hvor langt det naar, lad dem snakke om _Decorum_, der selv Titler gi'r og faar.

Skaal for vore Tiggersække! Skaal for hver en pjaltet Dreng! Glut og Randsel -- leve begge! Hurra for vort glade Slæng!

1898.

FRA ENGELSK.

DEN NEDLAGTE LANDSBY.

(Oliver Goldsmith.)

Min Landsbydrøm bag Lundes Hybenhæk, din Dans er endt, din Gjøg er jaget væk; Voldsmandens Haand omspreder dine Hæs, og Ødet mørkner dine Tofters Græs. Hvad før var manges, knuges nu af een, og Ploven ruster alt omkap med Leen.

Det Land har svigtet sine største Krav, der lagde Guld i Hob, men Mænd i Grav. Lad Grever blomstre eller gaa fortabt, et Pust kan skabe, hvem et Pust har skabt; men pustes bort din Marv, din Bondestand, det Tab forvandt ej du, ej noget Land.

I, Retfærds Mænd ved Statens Ror, der ved, at Stormands Held gaar op, men Smaamands ned, døm I for os og sig, hvor Grænsen gaar imellem glimrende og sunde Kaar.

1909.

TIL ENGLANDS SØNNER.

(Percy B. Shelley.)

Englands Sønner, hvorfor sled I for dem, der tvang jer ned? Hvorfor vil I trælsomt slaa Væven for Tyranner raa?

Hvorfor uden Hvil og Stop klæde, føde, klække op Droner, som i braadløst Mod tog jer Marv, nej, drak jert Blod!

Hvorfor hamre Vaaben til som din Fjende svinge vil? Hvorfor smede -- Arbejdsbi, Lænker, _du_ skal snæres i?

Fik I Hygge, Velstand, Ro, Elskovs Fryd i Glædens Bo? Eller hvorfor gav I hen Lykken -- og fik Savn igjen?

I har saaet, hvad andre slog, Rigdom skabt, som andre tog, vævet, men for andres Trang, smedet Sværd, som andre svang.

Læg Sæd, -- men til din egen Høst, find Skatte -- til din egen Lyst, væv for dig selv i Tavl og Tern, smed Vaaben til dit eget Værn.

-- -- Kryb i Rønnens Mørke ind; I som gav andre Taarn og Tind, hvi ryster Lænken ved jer Fod? Kun eget Staal staar jo imod.

Med Skovl og Hakke, Høvl og Sav lav jer Kiste, grav jer Grav til en Dag om føje Aar England bli'r jer Kirkegaard.

1902.

I ER MANGE -- DE ER FAA!

(Shelley.)

Som en Oprørstrommes Klang rulle skal nu denne Sang over Folkets Ho'der hen, hørt igjen, igjen, igjen.

Stig som Løver fra jert Leje, fylk jert tæt langs Sti og Veje, ryst mod Jord hver Lænke raa, som man ryster Dug af Straa. I er mange -- de er faa!

1902.

SYPIGEN.

(Thomas Hood.)

Med Fingre stive af Stræb, med Øjne svulne af Graad en Kvinde, ukvindelig laset klædt, sad bøjet over sin Traad: -- Sting, Sting, Sting! mens ud af sin tærende Trang og med en Stemme saa skjælvende spæd om Skjorten Syersken sang:

»Stræb -- Slæb -- Stræb, fra Hanen galer mod Dag, og Slæb -- Stræb -- Slæb, til Maanen skinner paa Tag. Er Vejen saa slidsom og mørk for Kvinder af Fattigmandsstand, da hellere Træl hos den vildeste Tyrk, end »fri« i et kristeligt Land.

Slæb -- Stræb -- Slæb, til Hjernen drejer af Sted; Stræb -- Slæb -- Stræb, til Øjet taages derved. Søm og Bændel og Baand, Baand og Bændel og Søm, til over de Knapper jeg synker i Blund, og singler dem fast i en Drøm.

I Fædre med Døtre ved Haand, I Mænd, som har Mo'r eller Viv, det er ikke Linned, I slider og bær', men stakkels Menneskers Liv -- Sting, Sting, Sting! I Sult og Ledemodsværk sy'r vi Kvinder med dobbelt Traad et Dødningeskrud og en Særk.

Dog hvorfor tale om _Død,_ hin Knokkelgestalt med sin Le? I _hans_ forgræmmede, benede Træk, jeg tykkes mig selv at se, ja, tykkes mig selv at se i lidende, savnfyldt Nød. At Kjød og Blod er saa billig tilfals, saa dyrt den Fattiges Brød!

I evigt trællende Kreds at vandre om Arbejdets Pæl! Og hvad er min Løn? En usselig Røn og Pjalter fra Hoved til Hæl; et trøsket Loft og et pilraadent Gulv, et Bord, der næppe kan staa, og Væggen saa bar, at takket jeg har min Skygge, der falder derpaa.

Stræb -- Slæb -- Stræb, mens Klokken dikker og slaar; Slæb -- Stræb -- Slæb, som Fangen i Fængslets Gaard. Baand og Bændel og Søm, Søm og Bændel og Baand, til Hjærtet er sygt og Hjernen er træt, _saa_ træt som min synkende Haand.

Stræb -- Slæb -- Stræb, naar Luften er efteraarsgraa, og Slæb -- Stræb -- Slæb, naar Himlen er sommerdagsblaa, mens let over Rygningens Kam de Svaler flyver saa højt og viser mig deres beskinnede Ryg og lokker mig med deres Fløjt.

Ak, blot i en Primulas Duft at kvæge det syge Blod! At drikke en Sommerdags Luft, med Grønsværet under min Fod! Aa, bare den ringeste Stund at føle sig rigtig glad som fordum, da en Tur i det fri ej kostede en sin Mad!

Ja, bare en eneste Gang at turde ta Tiden paa Borg! Den skulde ej vies til Elskov og Tant, den skulde kun vies min Sorg. En stille Graad vilde lindre mit Sind; men dybt i den salte Skaal, hvor Taarerne bo, der maa de bero, de standsed ellers min Naal«.

-- Med Fingre stive af Stræb, med Øjne svulne af Graad en Kvinde, ukvindelig laset klædt, sad bøjet over sin Traad, Sting -- Sting -- Sting! -- mens ud af sin fattige Trang og med en Stemme, der sitrende skjalv, -- aa, maatte den række til Rigdommens Hvalv! hun sang om Skjorten sin Sang.

1901.

L'ANCIEN REGIME ELLER DET GODE GAMLE KONGEDØMME.

(James Thomson.)

Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? En Jomfru gav ham sin Tro, han tog hendes Uskyld og lo og gav hende Skjændsel til Tak og Torne for Rosen, han brak. Og efter vanæredes Sæd hun glemtes og skæm'des og græd. _Uskyld_ er da næppe saa godt som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? En Statsmand bød ham en Lov, hvor ikke Retfærdighed sov; dog hurtig han angred' sit Kald, thi Skjælmer beredte hans Fald; i Landflugt, Forvisning og Nød lod Kongen ham gaa til hans Død. _Retfærdighed_ aldrig var godt som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? En Tænker gav ham en Skat af Sandhed, men Fængslets Nat med eet om Skribenten stod stængt, hans Bøger paa Baalet blev slængt. Se, saadan kurerer en »Schuft« den Sygdom, der hedder Fornuft. _Sandhed_ er alt andet end godt som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? Hans Folk i Begejstringens Rus svor Troskab til ham og hans Hus; da skjænked' den »Folkenes Ven« dem Skatter og Byrder igjen, Fordummelse, Hunger og Krig med blodige Bunker af Lig. Gud ved, om det ogsaa er godt den _Sværgen_ til Kongen, vor Drot!

Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? En Hofmand hans Hjærte betog, en lavsindet, krybende Snog; hans Hjærte var falsk som hans Smil, han selv uforfalsket servil, thi fik han i Kongens Palads den styrtede Lovgivers Plads. Thi _Spytslikkeri_ det er godt som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en' Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? En Feltherre skaffed' ham Krig, paa Bytte og Sejre helt rig, med Blodstrømme, Dødsrallen, Skud og Tak til Hærskarernes Gud. Ja _Krig_ det er fint, det er godt som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? En Skjøge af Hoben ham bød sin fristende Favn og sit Skjød mod Retten til Rænker at saa; saa fik hun hans Rige at flaa, mens Kongen af Sansebegjær blev Bold for en »fyrstelig« Mær. For _Skjøge_ det ved vi er godt som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? Det var i hans Dødsstunds Døgn, da skjænked' en Præst ham en Løgn, saa Helvedes gloende Kul blev tagne for Himmerigs Guld, at _han_ for sit fromme Bedrag blev _Bisp,_ er en ligefrem Sag. En _Løgn_ det er særdeles godt som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? Hans Undersaatter ham gav en pragtfuld udsmykket Grav; dér sænked de Plageren i og tænkte imens: Vi er fri! Han staar _nu_ for den evige Dom, og for evigt hans Stol skal staa tom! Ja, en _Grav_ er usigelig godt for et Folk at forære dets Drot!

Juni 1901.

DA GODSEJERNE APPELLEREDE TIL FOLKET.

(G. K. Chesterton.)

Kalder _I_ paa Folkedommen? Spar jer denne slette Skjæmt. Kald paa Gud, den naaderige, spørg om dér jer Skyld er glemt. Kalder _I_ paa By og Borger, I som slog hver By med Stank, gav den Røg og Os og Kulstøv for en Himmel høj og blank, I som bag Accisebommen sad og mæsked jer paa By'n, og med selvgjort Lov i Lommen toldede dens sidste Gryn.

Kalder _I_ paa Boel og Landsby? Hvilken kan I pege paa som ved eders lange Styre ej fik hugget Hæl og Taa. Byer sløjfed, Hjem lagt øde, Bønder bragt til Bettelstav -- høje Herrer, I tog England, og det blev ved jer en Grav, blev en Tomt, hvor kun i Gruset findes Rest af Plov og Ten, der hvor nu Kaninen snuser til de spredte Arnesten, blev en Ørk, hvor Græs gror fyldigt men kun sparsomt Mandens Haab. Kald ej I paa Boel og Bonde; mod _Kaninen_ vend jert Raab!

Kalder I paa Skjold og Hjelmbusk? Nu velan, vi skal ej le blot I nævne os én Gavtyv hvis Profit I gad ej se, blot i hele Stræberkoblet -- med og uden Ærestab -- én I fandt for plump og simpel for jert fødte Adelsskab.

Om _nu_ en af hine Aagrer af normannisk Byrd sig kror, lad I de Normanner slumre sødt i deres stjaalne Jord, lad Guds gode Græs hensumme over dem sin Litani; _de_ var Drabsmænd, Tyve, Skjælmer; de var bedre Mænd end I!

Kalder _I_ paa Kors og Alter? Sig os da, hvad Bud _I_ lød da de Tudors vilde Øxer gjennem Klostermuren brød. O, fortæl, I ædle Korsmænd, hvor _I_ stod om Kirken Vagt, til dens sidste Fold og Fenne var til eders Godser lagt.

O, I _Russ'ler_ som har slukket hundred Altres Lys i Muld, I _Howard'ere_, hvis Sække brister af Guds stjaalne Guld, kalder _I_ paa Kors og Alter, vender jer mod Korets Rund, vogt jer, at ej Brødens Hævner slaar jer paa jer frække Mund.

Kald saa sagte I paa Folket; frygt den Harm der slumrer end. Kald paa Gud, den naaderige; kald ej I _for_ tit paa Mænd!

7/12 1910.

DET SYGE BARN.

(R. L. Stevenson.)

_Barnet_:

O læg din Haand paa min Pande, Mor! Hvi er dog Stuen saa tom og stor? O, Moder, Moder, hvor er det fat? Hvi ligger jeg vaagen saa sildig Nat?

_Moderen_:

Ak, se dig ikke saa bange rundt, her er slet ingen, som vil dig ondt; kun Gadelygterne vaager nu, men ikke ét Barn foruden du.

_Barnet_:

Moder, Moder, det gjør saa sært! Snart er der noget saa Stort og Nært, saa svinder det hen og er ej mer. Jeg er saa bange for alt, jeg ser. Hvad er det, som gjør min Angst saa stor, og hvorfor græder du, søde Mo'r?

_Moderen_:

O, Gud vær' lovet, nu kom der Trin og Lyd af Vogne fra Gaden ind! Endnu en Time, og Dagningen blaa skal sejrrig for mørke Skodder staa. Saa falder han hen, min syge Dreng, og drømmer om Fugle og Føl i Eng.

18/8 1907.

LILLE MIN MOR.

(Rudyard Kipling.)

Om jeg blev hængt paa den vildeste Top, lille min Mor, o, lille min Mor! én ved jeg, hvis Godhed stred sig derop: Lille min Mor, ja, lille min Mor.

Om jeg blev sænkt i det dybeste Hav, lille min Mor, o, lille min Mor! én ved jeg, hvis Taarer naa'de min Grav: lille min Mor, ja, lille min Mor.

Ja, stod jeg fordømt fra Isse til Hæl, lille min Mor, o, lille min Mor! én ved jeg, hvis Bøn vilde frelse min Sjæl: lille min Mor, ja, lille min Mor.

Decbr. 1905.

MIT OG DIT.

(William Morris.)

Der er to Ord, vi møder tit, og Ordene er: _mit_ og _dit_. Aa, om vi drev dem langt af Led, da blev paa Jord der idel Fred, naar alt var alles, Gods og Glans, og intet hendes, intet hans, men fælles Hveden, hvor den gror, og fælles Vinen paa vort Bord. Da slog man ej sin Bro'r ihjel af Vindelyst i Krig og Spil.

Nej, Gud, bekymret for vor Tarv, gav hver og en som Fællesarv hin vidt udstrakte rige Jord, saa Mand og Viv, ihvor de bor, ej skulde fattes Sko og Mad, men leve Livet frit og glad. Men nu gaar alt den skjæve Vej, og alle ønsker de for sig, at denne Klode, fuld og hel, var deres og _kun_ deres Del.

Decbr. 1902.

NYAARS-GRY.

(William Morris.)

Kom hid, Kammerater, ryk sammen, thi saadan hører I bedst min Sang om den gryende Morgen, da Livet skal være en Fest.

Et Land min Saga skal gjælde, en Ø i det skummende Hav, og Folk skal kalde det England, til Tiden synker i Grav.

Der mere end een af et Tusind' i Dagen, vi agter for nær, skal have et Haab for i Morgen og eje et Hjem, han har kjær.

Ja, skulde I ogsaa lønne mig Talen med Spot eller Grin: Jeg lover, at alle i England skal da bo bedre end Svin!

Hver Mand, der da slider for Brødet, skal Frugten af Slidet faa, og ingen til Hytten skal stavre saa træt, at han næppe kan staa.

Nej, Mænd i de kommende Tider sig lægger om Kvælden trygt; for Sult eller Arbejdsmangel de huser ej ringeste Frygt.

Det lyder kanske som en Fabel; dog, ingen af Nag eller Nød skal da ønske ondt for sin Broder for selv at snappe hans Brød.

Den Vinding, dit Arbejde skabte, den tager du fuld og hel, og ej skal han, der gjør intet, dig røve den halve Del.

En ny og forunderlig Lære! For hvem er da Lønnen bestemt? For os og alle de andre; ingen slidende Haand skal bli' glemt.

Da skal mit som alt dit vorde alles, ingen Mand skal da kræve for sig at beherske Rigdomme, der fordrer, at der gjøres en Træl ud af dig.

Men hvad vil der levnes af Goder, naar ingen samler paa Guld, og ingen ved andres Stræben kan skovle sin Pose fuld?

Nej vist, kun en rødtaget Kjøbstad, og et lille Hus ved et Led, og din Mark, der bugner af Hvede, og Skovens Skjønhed og Fred,

og de ædle Mægtiges Grave, de historiske Minders Hjem, og Digterens skabende Hjærne, og Undret, en Forsker faar frem,

og Malerens Vidunder-Pensel, Musikens fortryllende Kor, og alt, hvad der handles og tænkes, saa langt som Mennesker bor.

Thi alt skal staa aabent for alle; og da er først Jorden skjøn, naar alle er fælles om Stræbet og fælles om Stræbets Løn!

Ja, saadan er Dagen, der dæmrer, mens Samfundskravet i Dag, de Vilkaar, hvorunder der leves, gjør alle til livsbrudte Vrag.

Men hvorfor da længere tøve? Vi vil jo; vi tror paa vor Sejr; og alle de bange og sløve er Fjender i Brødrenes Lejr.

Paa hvem eller hvad skal vi vente, mens Brødrene brydes som Siv, og Himmelens Vinde henfarer med Tusinde spildte Liv?

Hvor længe vel skal de bebrejde os, at vi intet har gjort, de Bunker af Gydernes Stakler bag Hungerhelvedets Port?

I Smuds de sled deres Dage, i Smuds de i Graven blev lagt, de Børn af saa mægtig en Moder, de Støtter for Engellands Magt.

De er væk, -- skjønt Forbandelsen lever og gaar evigt af Gravene frem; men de Tusind af Slægter, der kommer, skal de dele Skjæbne med dem?

Vi maa rask skyde Porten til Side, saa den Fattiges Haab slipper ind, lad saa Rigmandens Frygt for Falliten selv se til, hvor den bjærger sit Skind.

Ja, de Fattiges ordløse Harme, disse dumpe, forvirrede Skjænd, dem maa _vi_ skjænke Stemme og Mening, mens Forventningens Tid slides hen.

Kom da med, siden al Ting os minder, baade Livet og Gravenes Gys, og kast over Kaos'ets Bølger et Glimt af det skabende Lys.

Nu skydes al Tant til Side, men Mageligheden især; den Sag, der nu kræver, vi strider, er vel alle Kræfterne værd.

Kom, kast jer kun ind i Kampen, husk: hvirvles I ogsaa bort, vil -- over for Eders Gjerning -- selv Døden komme tilkort.

Nu skydes al Tant til Side! Thi se, vor fylkede Hær med stolte Bannere skrider alt op mod Dagningens Skjær!

Januar 1901.

FRA FRANSK.

DEN GODE GUD.

(Jean Pierre de Beranger.)

Gud vaagned en Morgen saa englegod med os og Alverden paa bedste Fod. Han satte sin Næse til Ruden brat. »Den _er_ da vel ikke gaaet under i Nat?« Nej; der i en Krog af det svimlende Rum Mor Jord for Gud Fader tilsyne kom. »Om jeg kan begribe, de taaler de Kaar, gid Fanden annamme mig her som jeg staar! Annamme mig her som jeg staar!«

Og derpaa han sagde med faderlig Vægt: »Saa tror denne dumme, dværgagtige Slægt, om hvid eller sort, om fjærn eller nær: for _jer_ at regjere sidder jeg her! Regjere _jer_ hverken jeg kan eller vil, hvad har man vel ogsaa Ministre til! Om ej et Par Stykker paa Porten jeg faar, gid Fanden annamme mig her som jeg staar, annamme mig her som jeg staar!

Mon ikke jeg for at blive i Fred har givet jer Vinen, ja, Pigebørn med? Endda I mig klæder i Krigerens Skrud og kalder mig frækt for »Kejserens Gud«, ja, tænder Blodsudgydelsens Bavn og fyrer Kanonerne af i mit Navn! Om _jeg_ i Spidsen af Krigshære gaar, gid Fanden annamme mig her som jeg staar, annamme mig her som jeg staar!

Hvem er vel disse Smaadværge der med gyldne Kroner og spraglede Klæ'r? De Myrefyrster, som mæler frit, at deres Paahit er ogsaa mit, at de af mig lærte Visdomskunst og ejer _min_ specielle Gunst! Nej, agter _jeg_ Fyrsters Værk ved et Haar, gid Fanden annamme mig her som jeg staar, annamme mig her som jeg staar!

Saa er der af Dværge endnu en Slags, saa sorte som Meldrøjesvamp i Ax. De jager Livsglæden Pokker i Vold og gjør af _mit_ Navn en Kyse-Trold; hel skrappe i Munden, det nægter jeg ej, men deres Præk er Hebraisk for mig. Tror _jeg,_ hvad Præster fortæller og spaar, gid Fanden annamme mig her som jeg staar, annamme mig her som jeg staar!

Ak Børn, hvi skulde jeg sige jer mer? De gode af Hjærte dem har jeg kjær. Vær ikke ræd, at _jeg_ gjør jer Fortræd. Hold pænt af hverandre og lev med Fred! Haan bare de Store og Hyklernes Blok! Adjø! _Jeg_ frygter Angivernes Flok. Hvis _de_ deres Fødder i Himmerig faar, gid Fanden annamme mig her som jeg staar, annamme mig her som jeg staar!«

1902.

MODERHJÆRTET.

(Jean Richepin.)

Der var engang en fattig Knøs, som elsked blindt saa grum en Tøs.

Hun sagde: »Hent i denne Stund din Moders Hjærte til min Hund!«

Han lød. Gik hjem; stak Mod'ren ned, skar Hjærtet ud og løb dermed.

Som bedst han løb, han faldt saa haardt, at Hjærtet af hans Haand gled bort.

Og som det trilled tungt mod Jord, der kom en spinkel Strøm af Ord.

Ja, Hjærtet græd fra Gadens Skarn: »Aa, slog du dig, mit elskte Barn!«

Decbr. 1902.

FRA TYSK.

FOR SKRANKEN.

(Goethe.)

Og hvem der er Far til det Barn jeg bær' det siger jeg eder ej, og siger I saa, jeg en Horer er, saa svarer jeg eder: nej!

Med hvem jeg troloved mig siger jeg ej, men kjærlig og god er min Skat, hvad enten han bærer en Kjæde af Guld, hvad eller af Straa er hans Hat.

Vil Haan og Spot end følge deraf _jeg_ bærer al Skammen derved, jeg kjender _ham_ vel, han kjender _mig_ vel, Vorherre ved ogsaa Besked.

Hr. Pastor og Hr. Amtmand der jeg haaber, I spare mig vil! Det _er_ mit Barn, det _blir_ mit Barn; I gir mig jo intet dertil.

1890.

ZIGEUNERSANG.

(Goethe.)

I Taagemulmet, i Sneen dyb, i Vinternattens den vilde Skov jeg hørte Ulvenes Hungerhyl, jeg hørte Uglernes Skrig: Ville vou, vou, vou, ville vo, vo, vo, vito hu!

Jeg skjød engang en Kat ved Zaun og det var Hexen Annas kjære, sorte Kat, syv Varulve kom da om Natten til mig, syv Kvinder, ja syv fra vor By: Ville vou, vou, vou, ville vo, vo, vo, vito hu!

Jeg kjendte dem alle, jeg kjendte dem vel, baade Anna, Ursula, Käth', baade Eva, Lisa og Mett', de hylede om mig i Kreds: Ville vou, vou, vou, ville vo, vo, vo, vito hu!

Da nævnte jeg hver ved sit Navn helt højt: Hvad vil du Anna, hvad vil du Birth! Da skjalv de og gøs, da rev de sig løs og løb og tudede vildt: Ville vou, vou, vou, ville vo, vo, vo, vito hu!

1890.

JEG FULGTE DYBT I SKOVEN IND.

(Goethe.)

Jeg fulgte dybt i Skoven ind en herlig lille Pige og trykked hende til min Kind. »Slip! eller jeg skal skrige!«

Jeg raabte vredt: »Jeg dræber den, der vover os at røre.« »Hys!« hvisked hun, »tal sagte, Ven, der kunde nogen høre!«

1890.

VÆVERNE.

(H. Heine.)

Med hule Øjne og gnislende Tænder de sidder ved Væven med travle Hænder. »Tyskland, vi væver dit Dødningeskrud, vi væver deri tre Forbandelsesbud: Vi væver, vi væver!

Forbandet den Skingud, som svigted i Nøden, da Vinteren trued med Hungersdøden, forgjæves vi bied, forgjæves vi bad, men Spot han os yded istedetfor Mad, vi væver, vi væver!

Forbandet Kongen, hin Drot for de rige, der ikke kunde vor Nød besige, der rev os Brødet af vore Munde og siden lod os skyde som Hunde -- vi væver, vi væver!

Forbandet det falske Fædreland, som Raadenskabsspirer kun nære kan, hvor hver en Blomst saa spæd maa dø, og hvor kun Skjændselen sætter Frø -- vi væver, vi væver!«

Og Skytlen flyver, Vævens Brag gir Gjenlyd gjennem Nat og Dag -- »Old-Tyskland, vi væver dit Dødning-Skrud, vi væver deri tre Forbandelsesbud -- vi væver, vi væver!«

1890.

HOLD DOG OP!

(H. Heine.)

Hold dog op med de Parabler. Stands den hellige Fanfare og de mange fromme Fabler, mens et Spørgsmaal I besvare!

Hvorfor kryber om i Støvet bleg og byrdebrudt den Gode, mens forbi den Slette traver højt tilhest og veltilmode?

Hvis er Skylden? Er Vorherre kanske ikke helt almægtig? Eller er det ham, der gjør det? Nej, det var _for_ nederdrægtig?

Saadan spørger vi bestandig, indtil man os Munden stopper med en Haandfuld Jord fra Graven. Var det Svar mon paa vort Spørgsmaal?

1898.

JAMMERDAL.

(H. Heine.)

Om Gavlen tuder Nattens Vind, hvor højt bag Ruder brustne to stakkels Djævle strækker sig saa magre og saa gustne.

Den ene stakkels Djævel sa': »Omslyng mig med dine Arme, og pres din Mund imod min Mund; jeg vil hos dig mig varme.«

Den anden stakkels Djævel sa': »Ser _dig_ jeg ind i Øjet, forsvinder Kulde, Savn og Sult og alt hvad jeg har døjet.«

De kyssedes meget, men græd dog mer, kun Sukket danned en Pavse; imellem de lo, og imellem de sang; omsider blev de saa tavse.

Man hented Betjenten, og Lægen kom, han konstatered med Lethed Kadavrenes Død, anførte som Grund Omstændighedernes Slethed.

»Den strenge Kulde«, erklærede han, »forbunden med Mangel paa Spise, har -- om ej ganske gjort det forbi -- dog synlig befordret en Krise.

Naar Vinteren kommer,« lagde han til, »maa Sengene helst være bløde.« -- Han anbefaled desuden enhver en sund og kraftig Føde.

1897.

FILANTROPEN.

(H. Heine.)

Der leved to elskede Søskend', en fattig Søster, en Broder saa rig; den fattige sa' til den rige: »Giv mig et Stykke Brød.«

Men hende den rige svared': »Lad mig dog nu i Fred! Mit aarlige Gjæstebud gjør jeg i Dag for det store Raad:

En elsker Skildpaddesuppe, den Anden Ananas, den Tredje spiser Fasaner helst med Trøfler fra Perigord.