Part 1

Produced by Louise Hope, Steen Christensen and the Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net

JEPPE AAKJÆR

SAMLEDE VÆRKER

ANDET BIND

DIGTE 1908--1918

Gyldendalske Boghandel -- Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania 1918

_Copyright by Jeppe Aakjær._

Fyens Stiftsbogtrykkeri (Dreyer)

INDHOLD.

Aakjær 50 Aften 82 A glemmer æ aalle i mi Daw 79 An Væver 25 Autografsamler 24

Barn og Mor 117 Bjørnson 34 Bondefjol 119 Bonden og Skrædderen 23 Bransager 113 Broen 139 Bryllup 106 Børn fra Gyden 95

Da æ Bjærgmand kam 56 De fattiges Jul 74 De fire Vinde 123 Den blanke Aa 39 Den døde Lærke 51 Den kjære brune Hede 80 Der so tow Kragger 17 Diplomater 110 Dorres Sang 13 Dr. S. Rambusch 53

Efteraar 154 En betle Haar 84 En Julegjæst 64 En Landsby døbes 160 En lystig Sang 22 Ensom 73 Evald Tang Kristensen II 157

Feilberg 20; 73 Foraarstegn 30 Forladt 59 Fred 156 Fredlysning 82

Gammel Jehannes hans Nøjesvis 98 Gammel Ka Bakk 31 Godt Mod! 109 Gylden Sol 151

Hans Kaarsberg 102 Havren 141 H. F. Feilberg I 20 » » » II 73 Hilsen til Esbjærg 112 Historiens Sang 161 Humlebien 152 Humlebo 43 Hørup 11 Høslets-Viser 38 Høstmarch 64

Imellem to mørke Høje 18 Invaliden og Kristus 118

Jawn Humør 1 Jens og hans Hywlbor 114 Jens Hvas 130 Jens Kuk 42 Jens ved æ Bæk 5 Juleaften 66 Julehilsen til »Naverne« i Zürich 74 Juleneg 67

Kaalfolk 77 Kaarsberg 102 Kaphyw 50 Kejserens Gud 110 Kirken 45 Kjesten og Kræn Kresten 37 Kjørmes Knud 121 Kritik 36 Kræn Dejler 71

Landarbejdersang 103 Landsbysmeden 153 Lille Edith 105 Limfjorden 14

Majnat 139 Mejerist Esper Andersen 29 Militarismen 54 Militaristen taler 109 Mor ved Brønden 133 Morgen 81 Morgen før Slaget 38 Mors Rok 32

Nansen 4 Niels Bransager 113 Nordovst 123 Nytaar 71

Paa kjære Grave 30 Paa Sallings Jord 143 Paaskeøsten 123 Per Smed 61 Pigen paa Diget 75 Piger paa Engen 70 Pjalte-Kræjsten 34 Povl med den tunge Skovl 144

Rambusch 53 Ringen 21 Ræbild-Kantate 80

Sabro 88 Salme (Af »Jens Langkniv«) 111 Sang fra Gruben 3 Sang til Demokratiet 85 Sej mæ, ska vi mej i Kri' 116 Slaakarle 40 Spurvene ved Helliggejst 158 Storken 76 Svalen 16 Svampejagt 87 Svigtende Signaler 155 Sædemand 96 Sølvbryllup 107 Søndag i Morgen 44 Søndenvind 125

Til en Møllerdatter 88 Til en rejsende Brud 4 Til en Plovkammerat 11 Til Peter Nansen 4 Til Peter Sabro 88 Til Sallings Husmand 60 To Forkyndere 6 Tre Krigsdigte 109 Trines Ko 26

Ung Vise 98

Ved Bj. Bjørnsons Dødsleje 34 Ved Engsøen 21 Ved Susaaen 108 Vestenvinden 127 Viggo Hørup II 11 Vor Barndoms Bæk 46 Vrød i Vront og Mari Stont 93

Zachæus 89

OVERSÆTTELSER.

_Fra Skotsk:_

_Af Robert Burns:_ Burns om sig selv 165 Trods alt det 166 Født til Graad 167 I det Fjærne 170 Hellig Wolles Bøn 171 Der boed en Bonde 174 Findlay 176 Jenny i Rugen 177 Skjøn Nelly 178 Hvad kan en ung Kvinde 179 Nancy 180 Duncan Gray 181 Jack Rab 182 Tibbi Dunbar 183 John Anderson 183 O luk mig ind 184 Var Skylden min 185 Wolles Viv 186 En Skrædder i Sengen 187 De lystige Tiggere I--XVI 188--198

_Fra Engelsk:_

_Oliver Goldsmith:_ Den nedlagte Landsby 199

_Percy B. Shelley:_ Til Englands Sønner 199 I er mange -- de er faa 200

_Thomas Hood:_ Sypigen 201

_James Thomson:_ L'ancien Regime eller Det gode gamle Konge-dømme 204

_G. K. Chesterton:_ Da Godsejerne appellered til Folket 206

_R. L. Stevenson:_ Det syge Barn 208

_Rudyard Kipling:_ Lille min Mor -- 208

_William Morris:_ Mit og dit 209 Nyaars-Gry 210

_Fra Fransk:_

_Jean Pierre de Beranger:_ Den gode Gud 213

_Jean Richepin:_ Moderhjærtet 215

_Fra Tysk:_

_W. Goethe:_ For Skranken 216 Zigeunersang 216 Jeg fulgte dybt i Skoven ind 217

_Heinrich Heine:_ Væverne 218 Hold dog op! 219 Jammerdal 219 Filantropen 220 Dueller 223 Balthasar 223 Hensigtsmæssighed 225 Rotterne 227

_Alexander Petøft:_ Mand og Kvinde 229 Sværd og Lænke 230 Den Vanvittige 233

_Fr. von Sollet:_ Bjørnen i Bern 236

_Ferd. Freiligrath:_ Ved Kjedlen 237

_Arthur Fitger:_ Omsværm os kun, Fjender 240

_Karl Henckel:_ Arbejdersang 241

_Detlev von Liliencron:_ Nr. 310 242 Tordenvejret 244 Hans Sværmer 248

_Fra Norsk Bondemaal:_

_Per Sivle:_ Den første Sang 249

_Fra Svensk:_

_C. M. Bellman:_ Tre bibelske Viser 250

_Joh. Ludv. Runeberg:_ Det første Kys 254 De Fangne 254 Jeg ser paa Ternernes Skare 255 Smaavers 256 Ojan Pavo 257

_Fra Værmlandsk:_

_F. A. Dahlgren:_ Bremsens Møsse 258 Grisen 260 Kjærestehandel 261 Stines Parasol 262

_Fra Svensk:_

_Carl Snoilsky:_ Din tjenende Broder 263 Afrodite og Sliberen 264 Avisdrengen 266 Der leges Soldat 267

_Per Weiland:_ Fattigsvends Klage 270

_Karl-Erik Forsslund:_ Indsidderen 271 Billedhuggeren 272

_Gustaf Frøding:_ Jens Jensen og Pæ Krænsen 274 Daarskabens Tale 276 Maskinen i Ulave 277 Fredløs 278

JAWN HUMØR.

A bowr herude o æ Hie en hal Mils Vej te Øster, der haar a Lov aa spild mi Tie Mi Bøen ka lieg omkring æ Damm og spytt saalaant, a lyster, og trimmel To med Kaaren; mi Awteskuen ku gjør det samm, skjønt hun er stywlelaaren.

Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa en gaar og affensirer, og a er gløj, og a er glaa, hwor anner grovelirer; for ha en Sind saa lærki-let, en bette Kwind, en ynder, og spis sæ mæt og slid sæ træt, det passer _wal_ for Bønder.

Mi Nobo aalle nue Tid Aas war med de drutt hæ dovnle; han haar en Bøl og a en Hos, tho saa læ vi jo Vovnle; _han_ gjør for mæ en Søndesbied, imen hans Støwt _a_ stander; han hjælper mæ, a hjælper Pie, søn hjælper vi hweranner.

Og haar mi Kuen en hægen Bej, saa ska jo Pies smaag'e, og Pies sender lisse rej en Kovring, nær _de_ baage; og somtid med en jenle Dram en gjør hinaan tegue; tho byd det ledt er ingen Skam, nær ett en haar det stue.

Vild Fattefolk kuns støtt hinaan, med hwad der søn vil gnav wos, saa skuld I si, hwor vi sku kraan og aalle mie klav wos. Men Smofolk ved ett, hwad de kan, fâr de staar te æ Hammel; de kund jo løwt æ hiele Land, saatt _de_ dje Rygge sammel!

Men jawn Humør te dawle Sled det maa no aalle fattes, hwis ett en ska gaa fræ æ Bed og aaltfor tidle mattes; _den_ fæk _a_ med mæ fræ æ Red -- mi jennest Arpaart wa'e -- den faar mi Bøen laa i dje Kled nær _de_ skal ad æ Dae.

[Anm.: _Hie_, Hede; _aa spild_, at spilde; _Tie_, Tjære; _Bøen_, Børn; _lieg_, lege; _trimmel To_, trimle Taa, en Leg, hvor man med Hænderne griber om Stortæerne paa sine egne korslagte Ben, mens man som et Nøgle ruller ned ad Bakke med Hovedet forrest; _Awteskuen_, Aftægtskone; _stywlelaaren_, lovlig stiv; _Greef_, Greb; _gløj_, rask i Tøjet; _glaa_, glad; _grovelirer_, grubler; _ynder_, elsker; _Nobo_, Nabo; _aalle_, aldrig; _nue Tid Aas_, nogen Tid paa Aaret; _drutt_, trevne og tunge; _hæ_, eller; _dovnle_, dovnladne; _Bøl_, kastreret Tyr; _Hos_, Øg; _læ Vovnle_, er fælles om et Vogn-Spand; _Søndesbied_, Søndagsbéd (Béd = den Tid Hestene er i Tøjet); _imen_, mens; _Støwt_, Trillebør; _stander_, gjør i Stand; _Pie_, Per; _søn_, saaledes; _Kuen_, Kone; _en hægen Bej_, en velsmagende Bid; _smaag'e_, smage det; _lisse rej_, ligesaa selvfølgelig; _tegue_, tilgode; _stue_, store; _kraan_, knejse; _klav_, klage; _fâr_, før; _staar te æ Hammel_, (om Heste), der staar til Hammelstokken, dvs. ta'r et Tag; _løwt_, løfte; _gaa fræ æ Bed_, gaa fra Biddet (om Værktøj, Leer, der sløves); _tidle_, tidlig; _fræ æ Red_, fra Reden (dvs. Hjemmet); _jennest Arpaart_, eneste Arv; _wa'e_, var det; _laa i dje Kled_, lagt i Klædet, dvs. Knytteklædet, hvori Fattigmandsbarnet har sin Habengut; _»nær de skal ad æ Dae«_, udad Døren = ud at tjene deres Brød.]

19/10 1908.

SANG FRA GRUBEN.

Vi er graa, graa Mænd, som af ingen Glæde ved; vi er smaa, smaa Mænd, som maa altid dyb're ned. Med en Muldklump ved vor Sko og en større ved vor Sjæl skubber vi til Grubens Dryppen Børen langs sin Fjæl.

Vi er graa, graa Mænd, som tog Farve af vor Grund, vi er smaa, smaa Mænd, stemplet fra vor Fødselsstund. Med en Hakke, bred og tung, huler vi vor Minegang; Klumpens Bragen, naar den styrter, er vor Muntringssang.

Vi er graa, graa Mænd, armere end Hulens Kryb, vi er smaa, smaa Mænd, fængslet til vor Grubes Dyb. Jordens Aande, klæg og kold, stiger mod vor blege Mund, som engang den mod os aander i det sidste Blund.

Vi er graa, graa Mænd, graa i Syn og graa i Sjæl, vi er smaa, smaa Mænd, lænket til en leret Pæl. Ser vi fra vor vaade Grav mod den lyse Verden op, skjælver i en magisk Længsel Trællens trætte Krop.

Vi er graa, graa Mænd, med kun ringe Raad til Haab, vi er smaa, smaa Mænd; -- Brødre, hør vort Afgrundsraab! Hjælp os fra vor Grubes Gys op til Sol og Dagens Kaar, før paa Livets sprukne Klokke Dødens Knevel slaar!

Oktbr. 1908.

TIL EN REJSENDE BRUD.

Kolumbus drog til Amerika, der hildedes han i Rænker; de førte den stolte hjem derfra i nagelboltede Lænker.

De drager nu selv til Amerika, mens Efteraarsregnen stænker, og lader Dem binde hjemme fra i rosen-naglede Lænker.

Saa far med Fred til Amerika -- Kolumbuses Vej -- jeg tænker, de føles ikke saa tungt endda de Hymens smykkede Lænker.

Men er De mættet af Sydens Lyst og Duft af gyngende Lianer, da tænk paa Lyngen ved Jyllands Bryst og Fjorddalens syngende Svaner.

26/10 1908.

TIL PETER NANSEN.

FESTTELEGRAM.

Tillader de høje Gjæster, jeg fra min fjerne Plads -- tredive Mile til Vester -- hæver for Nansen mit Glas!

Om Digtning har Flod eller Ebbe, er vor vel skilt ved en Elv; men den skulde prygles med Kjæppe, som bare vil se sig selv.

26/10 1908.

JENS VED Æ BÆK.

Jens ved æ Bæk gik te Møll med hans Sæk, den war aalfuld af Maalt, uden Lap heller Læk. Jens stunted væk, han war strunk i hans Stræk, og han pæst, men' hans Kjæp lisse javnle slo Smæk.

Jens ved æ Bæk mødt en fuldajte Gjæk med en Hund i æ Reef og en Flask i hans Fek. Jens med hans Sæk rend i Sto po æ Flæk; war der Brændvin aa hætt, stod han ett fræ æ Hækk.

Jens og æ Gjæk, da de tow kam i Træk, bløw de kjøn ved aa kulp, te æ Flask den war læk. Jens bløw saa kjek, aa, saa himlendes fræk, og en klyvende, dryvende Stjern han da fæk.

Jens ved æ Bæk fild ikold med hans Sæk, saa hans Pues fæk en Hwol, og hans Maalt ralled væk. Jens med en Træk bøj æ Møller hans Sæk; men en Kjân for æ Kwân fand der ingen aa knækk.

Jens ved æ Bæk ga hans Kjælling en Skræk, da han rat hind en Pues, der war swoter end Blæk. Jens ved æ Bæk _med_ det samm fæk en Ræk, saa hans Ryk fæk en Knog, og dje Raag fæk en Knæk.

Lær af Jens Bæk, hwis du møder en Gjæk med en Hummel i æ Ør og en Flask i hans Fek, frister han fræk, swor ham aalle en Kwæk, skynd dæ hjem, men' ino do haar Maalt i di Sæk!

[Anm.: _aalfuld_, helt fuld; _Maalt_, Malt; _pæst_, stødte Vinden ud over Læberne; _men'_, imens; _javnle_, jævnlig; _fuldajte_, temmelig fuld; _med en Hund i æ Reef_, det er: en Rus, en Donner; _Fek_, Lomme; _aa hætt_, at hitte; _stod han ett fræ æ Hækk_, stod han ikke fra Hækken (siges om Faar); _kam i Træk_, kom i Lag; _aa kulp_, stordrikke, med dybe Kluk; _Stjern_, Rus; _fild_, faldt; _Pues_, Pose; _Hwol_, Hul; _ralled væk_, trilled væk (under Larm); _bøj_, bød; _men en Kjân for æ Kwân_, men en Kjærne for Kværnen; _rat hind_, rakte hende; _swoter_, sortere; _en Ræk_, et Slag; _Knog_, de Kvæstelse; _Gjæk_, Skjælm; _en Hummel i æ Ør_, det er: en Rus; _men' ino_, men endnu.]

27/10 1908.

TO FORKYNDERE.

De beder derinde for aabne Døre, mens Lærkerne synger for døveste Øre.

De beder, de beder; en Snøften, en Mumlen, en Lyd som af Kvægets Mørkegumlen.

De beder om Naade for sig og sine, for andre de beder om Helvedes Pine.

Præsten staar sort mod den hvide Væg, grader Bevægelsen ud over Salen, lægger med Tomlen i Bogen et Læg, stryger sig stramt ad sit side Skjæg og skrider fra Texten til Talen.

Flittig han grumser Alverden til, intet han agter, og lidet han levner, har man bare det Sind, der vil, da findes jo lettelig Revner.

Engen ligger saa lys og grøn, Havren ringler saa fint og stille. Verden er altid stor og skjøn, Menneskehjærtet saa trangt og lille.

Præsten raser en Time fuld, svælger i pyromaniske Drømme, pisker med Nælder Syndens Kuld, svider med Svovl og Edderstrømme.

Brat, som vilde han noget kløve, hugger han Haanden i Pultens Planke: »Satan gaar rundt som en slugvorn Løve med oprejst Hale og Manke!«

Gud skal sanke hver Synd i Sæk, lusker sig nogen fra Dommen væk, skal Fanden paa Forken ham hente; hvad du har syndet som vild og ung, hvad du har drømt under Dynen tung, en Dag skal det sones -- med Rente!

»Item« (nu synes hans Grumhed mæt) »Herren skal gribe sit Vaskebræt, tvætte dig Synder, Plet for Plet!« Forsamlingen snøfter bevæget. Men Præsten trænger skam mest til Tvæt, thi han har spildt Æg i Skjægget.

Salen er fyldt til inderste Krog, Kroppene damper som Kedler i Kog. Mændene skutter sig tavse paa Bænken, blege af Angst og Eftertænken.

Gamle Kvinder med visne Hænder sidder og fingrer ved Bogens Spænder. Unge Piger med trinde Lænder kan ej tøjle det viltre Sind, lukker bestandig Synden ind i det sunde, blomstrende Hjærte. En har danset for ganske nys, én har nippet bag Diget et Kys, nu volder det Glutten Smerte.

Præsten er atter paa Sjælefangst, Dumhed er Krogen, hans Madding Angst. »Øxen er lagt ved Roden!« Hjærtet han saarer Sting i Sting, Jordens lysende runde Ring -- han sparker den bort med Foden.

-- -- -- Da med ét en Svale svæved ad det aabne Vindve ind, fløjtende den brat sig hæved op paa Bjælken lang og trind.

Et Sekund den ganske stille sad beklemt og titted ned, som den vilde maale Højden af sin egen Dristighed.

Men saa spændte den sin Strube til en kaad og hedensk Sang, og fra Brystets spæde Grube Jordens muntre Toner klang.

Alle Jublens Klarinetter, Dansetrin til Silkeslæb, Kvindekys i blide Nætter toned af det Svalenæb.

Og den sang om modne Druer vældende af Klippens Sten, sang om grønne Kakaduer paa Mangrovetræets Gren.

Sang om Styrt af vilde Floder i det fjerne Afrika, sang om Nilen, Havets Broder, Middelhav og Marmara --

Om Flamingo'er, rosenrøde, lysende langs Syrtens Bugt, -- hvad en lille Fugl kan møde paa sin muntre Verdensflugt.

Sang og sang! om Sommerrugen, som har gynget Kjærnen fuld, sang om alt, der gror og grønnes i og om og over Muld.

Sang om Sol og brune Bier, dansende om Kubens Karm, sang om hvert et Straa, der dier Jordens underspændte Barm.

Sang om Bækkens lange Latter over alt og Ingenting, sang om Aaens Arm, der fatter Landet i et Kjæmpesving.

Sang om Bær, der ensomt rødme i den brune Hedelyng, sang om Æbleblomstens Sødme og om Gjærdesnerlens Slyng.

Sang om Strandens Baad, der prøves under Støj af Klittens Børn, mens Septemberluften kløves af den vilde Fiskeørn.

Sang om lyse Sommernætter, Mosebryg og Møllebrus, klingre Slag af sorte Spætter, Aftenrøg af øde Hus.

Sang om Kvæg i Hjorde hvide og den stolte Hjorts Gevir, Svaleleg ved Aftentide om et skovgjemt, irret Spir.

Og den sang om Morgenrøde, sang om Hejredans i Dug, naar en Falk gi'r Ungen Føde under stive Tidslers Buk.

Sang om Jordens største Lykke, sang det op i Præstens Spind: Mand og Kvinde, elskovstrygge, ømt forenet, Kind mod Kind!

Og nu selv en varm Forkynder, nidkjær indtil Marv og Ben, synger den om søde Synder bag en dugget Hybengren.

Jubler ud sin galne Viden om et Hyttetag af Rør, dér en Rede lun og liden bag en revnet Forstu'dør.

Og den ler sig Vingen kroget, som den sig i Siden tog, gjør et Hop og slipper noget ned i Præstens sorte Bog.

Men forfærdet ved sin Gjerning ud den sig fra Bjælken svang, mens med Djævlen kastes Terning om din Sjæl endnu engang.

9/11 1908.

TIL EN PLOVKAMMERAT.

Vi døjed og pløjed paa Fædrenes Grund, mens Hjejlerne fløjted fra Lavningens Bund.

Da sprang der en Skagle, i Staa gik vort »Ho's«, og Pokker tog Ploven, og Livet tog os.

Men endnu vi elsker hver Hjejle paa Knold, og stadig vi fører en Plov i vort Skjold.

14/11 1908.

VIGGO HØRUP.

Saa rejses Sten for Døgnets bedste Mand, som længe dvæled i sin Tystheds Have. Thi hvad du end har tabt, mit Fædreland, du var bestandig rigt -- ved dine Grave. Og skjønt dit Navn kom sjældent i _hans_ Mund, fordi han havde Sky for tunge Navne, var det hans Pulsslag til hans sidste Blund sit Land ved al sin lyse Kløgt at gavne.

Han var ej Manden med den ene Tanke, der kløver Rummet for den nye Dag, men tusind Tankegnister, lynildblanke, sprang fra hans Esse i _vort_ Hjærteslag. Hvor har han glødet vore unge Kinder til nye Tag i Nederlagets Stund, naar ingen uden han saa Fyr bag Sund og Frafalds Taager knuged alle Tinder.

Han var en Spejder ind i Fremtidslandet, det Land enhver med Graad har stirret paa, den fjerne Kyst med lyse Løfter randet, men som vi aldrig, aldrig _selv_ skal naa. Den Viden har dog ej _hans_ Ildhu hemmet, han var ej nogen haabløs Pessimist; thi der er anden Tro end den paa Christ og andre Haab, end dem vi fik beskjæmmet.

Han saa i Frihed Livets dulgte Kilde, derfra hans Had til alle gjorte Baand; mod Thybo-Pral han satte Folkesnille, derfra hans Kjærlighed til Vid og Aand. Og Folkeguldet dybt i Undergrunden med Sprogets Bor han løfted op fra Bunden.

Den som har set ham under Bøgeløvet, naar Juniflaget til hans Vid slog Smæld, naar Fjendens Vaaben, ved hans Ordkunst døvet, blev gjort til Prise i et Spottevæld, han glemmer aldrig Lyset paa hans Pande og ej hans Øjes stærke Tindrekraft, som naar en Kriger mod en Angrebsbande med løftet Hoved slipper Lansens Skaft. Hvor var han skjøn i Ordets Kunst og -Formen, skjøn i sin unge, kjække Fremadstormen!

Hvor gjerne hørte vi hans lette Pile i Døgnets tungtbevæbnede Debat! Som David kunde han i Kampen smile ad Reaktionens plumpe Goliat. Og Goliat -- ja, han fik mærke Slyngen, dens flinke Sus, dens muntre Stenes Syngen!

Vi gaar en ond og uglad Dag imøde, da det som laa ved Horisontens Bræm som Truselsky mod Land og Folkegrøde skal fedtes, fuskes, luskes, lumskes frem. Vær da paa Plads hver Mand i Gaard og Hjem! Tag frem hans Vid, hans Glød, hans Fylkingstaler, hans Svøbes Strimer og hans Kampsignaler!

Saa fjern da Dækket fra hans Mindesmærke, og blot hans Pande for den danske Regn, at han ved sine Træk, de kloge, stærke, kan tale til os som et Kampens Tegn. Saa længe Viddets Lyn om Pennen knitrer, hans Hoved højt i Brændingssprøjtet staar, og frie Aander fange Sejr og Saar, mens Kunstnermalmen i hans Bryn forvitrer!

22/11 1908.

DORRES SANG.

GAMMELT MOTIV.

Jeg gaar i tusind Tanker og elsker den, jeg ej kan faa, han vist i Glæden vanker mens Sorg jeg lide maa, stor Sorg, som jeg i Hjærtet bær for dig min Ven saa kjær; det voldte falske Mennesker og derfor Sorgen er.

O, havde jeg ej skuet dit Ansigt og de Øjne blaa, saa var jeg aldrig kommet til Kamret, hvor du laa, saa bar jeg ej paa dette Sting her inderst i min Barm og kjendte ej den Angstens Ting, som nu gjør kold og varm.

Nu er jeg mere ensom end Træet paa min Moders Grav, naar det om Natten suser bag Kirkelaagen lav, og i dets stille Skyggefavn jeg finder snart mit Sted, det eneste jeg kjender nu hvor Sorgen gi'r mig Fred.

Efteraar 1908.

LIMFJORDEN.

Hvor herligt du lyser, du krummede Fjord, der slynger de Sløjfer i Sønder og Nord, du Vindenes Orgel, du tonende Vand, der bræmmer med Skummet din riflede Strand!

Mod laveste Hytte som højeste Tegl du leende løfter dit smigrende Spejl; og Baadenes Flokke, de sejlhvide smaa, du hvister saa højt, som din Bølge kan naa.

Smaaøerne slumrer paa Bredningens Bryst, og Kirken hun lyser saa kjønt paa din Kyst; i Spejlet mod Bredden, naar Solen er lav, staar Taarnet forsænkt som en Elfenbensstav.

Bag Baaden der jubler det badende Barn, mens Faderen reder det skjællede Garn; Vestsolen beføler hans Hue og Kind, og Straalerne strømmer i Maskerne ind.

Hør Tamgaasens Gjæk fra den lerede Brink, hvor Sol gaar i Hav under milelangt Blink; en Plasken med Aarer, en Svirren af Myg, en Rørsangers Fløjt i den sænkede Byg.

-- Men Billedet skifter saa let som en Vind, min Fjord har vel tusinde Masker og Sind; mod Kvæld kan den kysse din Stævn med et Smil, ved Gry maa den danse med Stormen en Ril.

Se Maagernes Hvirvlen, hør Spovernes Træk, -- et Strøg mod dit Hjærte, og Lyden er væk! Hvi skjælver du, Hjærte, hvi drypper min Graad? Jo, Barndommens Spover de krydsed min Baad.

-- Ej fandt du, o flyvende Svane, en Kyst, hvor renere lyste dit tonende Bryst; og hvad kan vel løfte din dragende Sang som Fjorddalens Bugtning saa lys og saa lang!

-- Hist Fiskeren tjærer sin bugede Kjøl, mens langt over Vigen gaar Køernes Brøl; ved Bækken, hvor Bugten den bøjer sig ind, der skridter en Pige saa fast og saa trind.

Hun løfter fra Aaget den blinkende Spand og skyller ved Bækken dens Munding og Rand; mens Blomsterne myldrer om Ankel og Kjol, hun malker sin Ko i den stigende Sol.

-- Hvor herligt fra Klinten at tælle de Næs, de hundrede »Hager« med saltsvedet Græs, med Stude i Række og Kalve i Ring og spejdende Terner i sejlende Sving!

Hvor dejligt at se i det kimede Gry letsløret ved Bugten en rødstenet By, hvor Duerne kredser om Toldhusets Tag, mens yderst paa Molen der flimrer vort Flag!

-- Hvor fattigt du var dog, mit Fædreneland, om ikke du ejed din Fjord og din Strand, de krogede Hager, de bittesmaa Næs, hvor Rylerne ruger i saltsvedet Græs!

Men blev du end fattig paa Skov og paa Land, du vandt dig Erstatning i syngende Vand, og Fjorden med Vader og Vejler og Vig den gjør dig for Øjet saa kjær og saa rig.

Thi den, der ved Fjorden som Mand eller Barn har jublet og tumlet med Baad eller Garn, han glemmer ret aldrig paa Jorderigs Rund hint Maaneskinsspejl paa dit ensomme Sund.

Og den, der som Yngling bag Fjordsivets Hang har kysset den første, den saligste Gang, han ejer et Minde, som aldrig vil dø, han kommer hver Sommer paany til din Sø.

Decbr. 1908.

SVALEN.

Hør hvor let dens Vinge smækker mod den tunge Kløverdusk, mens den som en Skyttel lægger Farten gjennem Røg og Rusk.

O, du lille verdsligkaade, Flugtens fødte Favorit, som til Livets tunge Gaade ikkun har et let »Kvivit!«

Vilde du kun tit mig følge lig en lille venlig Aand, som du nu paa Luftens Bølge næsten strejfede min Haand!

Vilde du kun tit mig lede som i hine fjerne Aar paa min Barndoms tunge Hede til min Faders lave Gaard!

Aa, naar du paa Blæsten vendte og mig i mit Ansigt saa, var det næsten, som du kjendte Barnesindets Sorger smaa.

Ja, det var som om du tøved et Sekund og fritted mig: »Hvi er lille Bror bedrøvet, hvorfor ikke glad som jeg?«