# Pløjeren

## Part 2

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pl-jeren-65711/index.md

Det var som Musik, som Lys omkring mig, indtil jeg begyndte at længes efter Mørket. Ogsaa efter Taushed kan man længes. Min Moders Spaadom blev opfyldt, jeg skulde faa andre Ting at ønske mig ufødt for. Hvorfor skulde jeg ikke prøve alt. Nu har jeg prøvet alt. Overmod, Magt, Lykke uden Grændser, Rigdom, Almagt, at herske, at hyldes som Hersker, Fortvivlelse, Bitterhed og Haan, Hjemløshed, Tiggerliv, Nætterne i Skovene, Regnen, Kulde og Sult, Taarer, Kval uden Maal. Nu er det forbi. – Men hør nu: – jeg har ikke haft nogen Lov uden min egen Lyst. Jeg saaede Ulykke ud, mine Spor var Ulykke. De, der stolede paa mig, styrtede alle, alle i Ulykke. Floden kan en Sang til mig om Ben, den skyller over, som har lært den mit Navn. De smaa Hytter, hvis Skorstene ryger langs Landevejene, kan ogsaa en om Stuer, hvori mine Fodtrin bragte Uro og min Tale slukkede Ilden paa Arnestedet. Der var Børn, som græd og blev ved at græde, og unge Piger og Mødre, som græd for min Skyld. Jeg taalte ikke nogen Vilje mod min, men at se dem bøje sig, det var min Fryd. Jeg bøjede den stoltestes Stolthed, jeg knækkede deres Trods, de faldt ned for mine Fødder. Ja dræbt Folk har jeg og set dem dø foran mig, mine Hænder her har været purpurrøde af deres Blod. Min Lyst var at bringe Forstyrrelse, Stormene var mine Følgesvende. De, der holdt mig tilbage, der prøvede at sætte deres Vilje mod min kom til at angre det alle, der kom en Tid, hvor de maatte græde derover. De, der troede om sig selv, at de stod saa højt, lærte jeg at følge mig, deres Hovmod varede kort. Min Ven dadlede mig, han sagde: det er ikke ret, at forlade dem, der stoler paa Een. Senere kom han til mig og sagde: hun, som jeg elsker, kan Du vinde hvis Du vil, men endnu er der Tid, og Du er min Ven, gaa bort. Det vil jeg gøre, sagde jeg til ham, hvis Du selv vil forlade hende. Om et Aar skal Du forlade hende uden et Ord. Ham har jeg truffet igen, siden, han kom hen til mig og sagde: husker Du mig endnu. Jeg glemmer ikke dig. – For en Hævns Skyld satte jeg Ild paa Kirken en Juleaften, den stod mod Himlen, meget smuk og stolt, men den næste Dag stod kun Murene. Der er ingen, der har været elsket som jeg, jeg tømte deres Hyldest som et stort Bæger, og lod den bære mig som en Bølge, ingen havde min Styrke, men jeg satte mine Fødder paa dem, og der var kun Blod og Brandtomter, hvor jeg havde gaaet. Der var en Mand, der fornærmede mig, og jeg sagde ham, at jeg vilde hævne det. Han havde en Søn, nogle Aar yngre end jeg, min Ven. Et Aar efter bragte jeg hans Fader hans Lig tilbage, og lagde ham foran hans Hjems Ild. Da vendte han sig imod mig og sagde: gaa nu. Saaledes skiltes de alle fra mig, uden Forbandelser, men naar jeg vendte mig, saa jeg dem sidde saaledes. Jeg brød mig ikke om det, min Vej var længere. Jeg lod dem beholde deres Sorg, den var ikke min. De er borte, jeg forlod dem og her er jeg alene under Galgen. Nu Du, som er et Menneske, Du kan dømme mig efter menneskelig Retfærdighed. Saa sig mig det da, lad mig høre det engang. Efter menneskelig Retfærdighed, hvad er da min Dom. Lad mig høre det engang og jeg gaar.“ Han talte endnu roligt, men i hans Stemme, hans Bevægelser samlede sig nu en Kraft, hvis Vælde hun følte, ligesom om en mægtig Bølge havde rejst sig mod hende. Nu saa han lige paa hende og da rejste hun sig voldsomt, hun skælvede fra Hoved til Fod, alt Blodet steg til hendes Hoved og sank igen til Hjertet, hun syntes Grunden gyngede under hendes Fødder. „Nej, nej, nej, nej,“ brød hun ud saa voldsomt, som vilde hun mane onde Aander fra sig med disse Ord. Hun stod et Øjeblik taus og vaklende, saa vendte hun sig imod ham, hvor han endnu sad paa Galgen og saa paa hende. „Nej,“ sagde hun, „nej, hvad vil Du mig. Det er Din egen Sag. Jeg kender Dig ikke. Jeg siger Dig ingenting. Lad mig gaa.“ Der var en lang Stilhed. Saa rejste han sig, kom hen til hende og faldt ned paa Knæ. „Sig mig det,“ sagde han, „for at jeg kan have hørt det. Jeg sværger Dig til, at jeg skal lyde Dig. Du er et Menneske, Du kender eders Retfærdighed, sig Døden, jeg siger Dig, jeg gaar.“ – Men idet hun saa ham saaledes ved sine Fødder, brast hun i Graad, hun syntes Ulykken brød sammen over hende, i en ukendt Verden sank hendes gamle kendte og urokkelige Verden og gik tilbunds i et uhyre Mørke. Hun snappede efter Vejret og kæmpede mod den Ydmygelse at skulle tale til ham med denne graadkvalte Stemme. „Hvad er det, Du vil. Har Du ikke gjort Mennesker nok ulykkelige. Er det ikke nok at have slaaet ihjel, vil Du ogsaa lade andre være Mordere. Lad mig nu gaa.“ „Der er ingen Hjælp, der er ingen Hjælp at finde. Jeg er udstødt, intet Hjem nogetsteds, ingen Hjælp. Hvorfor viser Du mig nu bort.“ „Nej, jeg hjælper Dig ikke. Nej, lad mig gaa.“ Han stod op og blev staaende og saa paa hende. „Ja gaa. Ja, jeg lader Dig gaa,“ sagde han, „nu har jeg søgt jer og I har vist mig bort. Jeg lader Dig gaa.“ Idetsamme vrinskede hendes Hest, som var standset ved Foden af Bakken, og ved Lyden af dens Vrinsken rejste den gamle Verden, skønt utydelig endnu, sig af Jorden for hende. Som forfulgt af onde Aander gik hun bort. Da hun var paa Vognen igen, vendte hun sig om, men Mørket var tæt og intet var at se.

Hun vendte hjem fortvivlet, intet forfærdeligere kunde have ramt hende. Hun hastede hjem, som mod en Havn, da hun stod af Vognen kunde hun knap staa paa Benene. Hendes Fader var borte, det var kun hendes smaa Sødskende, som var hjemme, den ældste Søster havde lige tændt Lys, de ventede paa hende, og var angst for at hun ikke skulde komme.

Hun havde troet, at i den varme oplyste Stue var Redning, og nu hændte det hende, som en ny Rædsel den Aften, idet de talte til hende, idet hun kom ind og følte den hjemlige Luft i Stuen, at noget i hende rejste sig og forvandledes, det var som om denne hjemlige Verden voldsomt og afgørende vendte sig fra hende, og som om hun vendte sig fra den. Imod hendes Vilje, imod hvad hun havde troet muligt, greb denne Følelse hende, hun kunde ikke holde det ud, hun troede, at hvis hun blev staaende et Øjeblik, vilde hun dø. Hvor var der Fred at finde, var den ikke herhjemme, saa var den ingensteds. Hun gik ikke op paa sit Værelse, fordi de vilde søge hende der. Hun løb op paa Loftet, og i Mørket og Ensomheden deroppe kastede hun sig ned over en stor sammenskudt Seng, der var skudt tilside i en Krog, borede Hovedet ned i Dynerne og græd og rokkede frem og tilbage. Hun troede hendes Kval skulde vare evig, eller at hun vilde dø, men efter en Stunds Forløb begyndte hun at faa andre Følelser, hun følte Taarerne svide paa sit Ansigt i Kulden heroppe, hun saa sig om, det var forfærdeligt at være paa disse kendte Steder, i hendes Hjem, Verdens Grundvold og saa saaledes forstødt, forskudt.

Hun gik ned og spiste til Aften med sine Sødskende, og de var saa bange for hende, at de ikke turde spørge hende, hvad hun fejlede, men kun veksle Blikke indbyrdes, de kunde se, at der var noget i Vejen.

Ikke en Time sov hun hele Natten. Hun gik iseng, hun kæmpede en haardnakket Kamp for at tvinge Verden til at være, som den plejede, men hun saa nok snart, at der var ingen Søvn at finde, der var ingen Udvej her, hun var drevet ud paa det store Hav, alle Diger var nede, alle Ankere brudt, hun sad op i sin Seng hele Natten igennem og kæmpede fortvivlet med den ny Verden.

Intet værre kunde være sket hende. Verden var rokket, alt omkring hende, som havde syntes saa fast, vaklede, intet Steds Sikkerhed. Naar Verden var saaledes, var det uudholdeligt at leve. Hun prøvede at samle sine Tanker, kun et var hun klar over, der var overgaaet hende noget forfærdeligt, uopretteligt, alt var forandret, skønt det var utroligt, vilde det aldrig mere blive, som det havde været før.

Hun var ikke i Tvivl om, at hun havde været i Berøring med overnaturlige Magter, dette var forfærdeligt, men ved Siden af det andet, svandt det ind til ingenting, selv om hun ikke havde troet, det skulde være hende, der fik med den at gøre, havde hun jo nok troet paa Trolddom før.

Det forfærdelige var, først at hun overhovedet skulde være nødt til at tænke over sine Følelser. Det havde hun altid dømt som den fuldstændigste Tidsspilde og Vejen til meget ondt, og nu var hun nødt til at kæmpe for sit Liv for at faa Klarhed, det ansaa hun for en meget stor Ulykke, hun syntes, at aldrig havde noget Menneske været overvældet af Ulykke som hun. – Og det andet var, at Verden var saaledes forvandlet, kunde saaledes forvandles. Til denne Dag havde den staaet og dens Grændser været sikre. Hvad hun havde fordømt, havde hun fordømt og skyet. Men hun havde talt med en Morder nu, en Mand havde bekendt sine Forbrydelser for hende, en tung Byrde, og hun følte Medlidenhed med ham, ja en Medlidenhed uden Grændser. Den var i sig selv pinefuld nok, men den virkelige Ulykke var at den var til, og hun kunde ikke omstøde det. Den graa Dagning brød frem, som en ny Ulykke kom over hende Bevidstheden om at have tilbragt en saadan søvnløs Nat, som ellers var forbeholdt Forbrydere og Folk med ond Samvittighed, hun saa nok, at hendes Plads var forandret, hun stod imellem dem, nu, som hun før havde staaet saa langt fra. Men hendes Følelser kom over hende som ukendte og uberegnelige Magter nu. Mens Dagen brød frem og hun hørte den vaagne omkring sig allevegne, hendes Hane galede, en Ko brølede og Morgenvinden begyndte at synge, kom der Ro i hendes Sind og Ligevægt, der gik vel Dønninger endnu, men de brødes ikke som før, hun fandt Fodfæste i denne ny Stilling, imod alle den gamle Verdens Love og imod, hvad der havde været muligt i den, tog hun sin Stilling op og erklærede sig tilfreds med den. Og strax vidste hun, at der var een Ting, hun vilde og eet, som skulde gøres, han maatte hjælpes.

Denne Beslutning var en stor Befrielse for hende, den blev aldeles urokkelig, mens hun stod op og klædte sig paa og hendes gamle Sikkerhed vendte tilbage med den, den gamle urokkelige Sikkerhed for, at hvad hun gjorde, var rigtigt, som hun havde turdet gaa mod hele Verden med, og dog forandret, hun vidste, hun var heltigennem forandret. – Han havde sagt, at han havde Mænds Blod i sig, som havde søgt Retfærdighed, men saaledes havde hun i sig lange Rækker af Kvinders Blod, som havde været meget barmhjertige. Stammemødre af hendes Slægt havde ligget saaledes vaagne om Natten af Bekymring og Fortvivlelse over deres Mænds Lidenskaber og var staaet saaledes op om Morgenen, for at hjælpe dem. Forvaaget, bleg og rødøjet var hun fuld af Kraft endnu og samlet, rede til at sætte al sin Kraft ind i Handling, og hendes Sind rejste sig, flammende af Kampaand, men hun var uerfaren endnu, uøvet i Kamp og grublede over, hvad Midler hun skulde bruge.

Mens hun klædte sig paa, kom hendes Søster, som var femten Aar, ind og fortalte hende, at Karlen paa Gaarden ikke var kommet tilbage endnu og hun sagde: „Det er en Skam, for vi lovede Fader at Vænget skulde være pløjet, naar han kom tilbage og nu kan det ikke blive det.“ Lea lod hende gaa, men lidt efter kaldte hun paa hende og sagde: „Hør Henriette, vi skulde faa det Vænge pløjet alligevel, synes jeg. Du maa gaa op i Skoven til den aabne Plads, Du træffer nok en Mand der. Han hedder Anders Østrel, sig til ham, at Du kommer fra din Søster, som talte med ham igaar, og at han maa komme og pløje for os, at vi vil have det Vænge pløjet.“ „Ja men han er der naturligvis ikke,“ sagde Henriette. „Ja hvis han ikke er der, saa er der ikke noget at gøre,“ sagde Lea, „men det kan vi jo ikke vide, før Du har set ad.“ Hendes lille Søster havde saa stor Respekt for hende, at hun gik.

Hvorfor hun gjorde det, vidste hun ikke selv.

Der var noget i hende, hvis Navn hun ikke kendte, som lod hende gøre det. En af hendes Stammemødre havde maaske gaaet saaledes i Uro og Angst for sin Mand og ikke været rolig, før hun vidste ham saaledes gaaende bag Ploven, op og ned ad den lange Mark, trampende i blød tung Jord, som faldt glinsende tilbage for Plovjærnet ligesom en Bølgekam, mens Hestene foran sled og pustede og dampede. Den samme Ro kom over hende, da Henriette kom tilbage og sagde, at han var der, den lille Dreng paa Gaarden havde sat ham i Arbejde, og det var ikke Ro alene, det var en Slags Triumph, en Anelse om Sejr, som steg og svulmede i hende. Hele den Dag mens hun gik om i Huset, var hun fyldt deraf, hun var ganske rolig, hun sad længe ganske rolig og syede, men aldrig havde hun oplevet en Dag som denne.

Hun sendte nogen ud med Middagsmad til ham, men da Aftnen faldt paa, lod hun to af sine smaa Sødskende løbe op paa Bakken bag Huset, hvorfra de kunde se det Vænge, han pløjede: „Han gaar der endnu,“ sagde de, da de kom tilbage. Lea stod lidt og tænkte sig om, saa tog hun selv noget Tøj paa og gik. Det var ikke fireogtyve Timer siden han havde standset hende i Skoven, men Lea blev ikke forbavset over, at det nu var at tænke paa som et helt Aar, hvilke Forandringer havde de ikke bragt.

Han gik der endnu, først tegnede hans Skikkelse, Hesten og Ploven sig skarpt fra Bakkens Kam mod den lyse Himmel og derefter, mens han langsomt kom over Marken ned imod hende, i Tusmørket kun som en utydelig fremadskridende mørkere Masse mod Markens mørke, bølgende Grund, og hun blev staaende og ventede paa ham, indtil han kom helt hen til hende og standsede Ploven. Hun vilde tale til ham, men kunde ikke faa sin Stemme til at lystre. „Det er jo sent nu. Du er færdig. Du er færdig nu.“ Hun troede, han skulde falde, han vaklede frem og tilbage, idet han slap Ploven, men han vandt Ligevægt igen, stod et Øjeblik taus og brast i Graad. Han bøjede sig ned, løftede hendes Kjolesøm op og kyssede den. „Du velsignede,“ sagde han, „det er forbi“. Ikke et Ord kunde hun sige: „Helbredelsen er i Jorden,“ sagde han, „Velsignelsen er i Jorden. Det er et Under. Jeg er helbredet. Det er forbi. Alt er forbi.“ Han stod længe, voldsomt bevæget, stum. Han sagde. „Jorden har talt til mig, det er et Under, jeg har hørt dens Stemme. Det er forbi, mine Sorger tog den, mine Forbrydelser, mit Vanvid, og gav mig Fred. Hvor stærk den er, hvor uendelig barmhjertig, jeg lagde min Sorg paa den og den tog imod den, den bærer den, jeg gravede min Sorg ned i den og den gav mig Fred. Jeg er dens Barn. O det er forbi, det er forbi. Jeg er frelst.“ Igen stod han en Tid taus og aandede tungt. „Jeg har nu set hele mit Liv,“ sagde han, „hvordan jeg er løbet efter Lygtemænd, men nu har jeg set en Storhed, som jeg ikke troede der var, Jorden har talt til mig. Ikke en Dag er spildt, Smerte, Modgang, Fejltagelser og tunge Aar, det er ingen Ulykke.“ „Og gaar Du nu?“ sagde hun. Han bøjede sig ned og spændte Hestene fra Ploven. „Ja,“ sagde han, „jeg rejser hjem. Mit Hus venter paa mig der. Nu er det andet forbi. Jeg har hørt min Moders Stemme idag, det er forbi, en god Tid venter paa mig. Retsindige Mennesker skal være tilfredse i mit Hus og hvor jeg er, min Haand skal være over de Svage og Forurettede. Kulde, Vrede, Bitterhed, Had og Overmod skal være fjernt fra mig.“ Han talte langsomt og tav igen. „Og dermed,“ sagde han, og vendte sig imod hende igen, vendte sig imod hende med hele sit Væsen, ligesom da han talte til hende i Skoven og bøjede sig for hende. „Vil Du hjælpe mig. Nu, da Du har frelst mig, vil Du ikke forlade mig.“ Hun vendte sig fra ham og tav. „For Du er min,“ sagde han, „ligesaameget som mine Hænder er mine. Nu vender Du Dig fra mig, fordi Du er stolt, ak Du er meget stolt.“

Idet han sagde dette, smilede han og hun havde aldrig set ham smile før og det var som om ved dette Smil Forholdet imellem dem forandredes, det var for hende som endte Usikkerheden med det, Kampen med det, men det sank ikke derved, det var tværtimod, som om det løftedes op over det sidste Rev. „Hvad er det, Du hedder,“ sagde han. „Jeg hedder Lea,“ sagde hun. „Jeg elsker Dig Lea,“ sagde han, tog hende og kyssede hende. Saaledes favner Havet Floden, som rinder ud i det og Vestenvinden Løvet, skønt hun følte sig baaret, svimlede hun.

Hestene var utaalmodige for at komme hjem. De fulgtes ad til Gaarden, da de kom til Porten, slap han Tømmerne og lod Hestene gaa ind og standsede. Igen bøjede han sig og kyssede hendes Hænder. „Vent nu paa mig Lea,“ sagde han. „Ja vist vil jeg vente paa Dig,“ sagde hun.

„Lea hør nu,“ sagde han, „det var til Moder, jeg skulde sige det, men hør Du mig nu. Ikke forbandet være den Time, jeg blev født, velsignet være den. Tilgiv mig, at jeg forbandede den, jeg velsigner den nu. Det var godt, jeg blev født og godt, jeg voksede op, og godt jeg levede alle disse Aar til nu.“ „Ja,“ sagde Lea. „Og saa Farvel Lea,“ sagde han og forlod hende. Hun stod tilbage i Mørket, efter at han var gaaet bort, som baaret af stærke vældige Bølger og dog saa rolig.

Afskriverens bemærkninger

Kilde: Gads danske Magasin, København, Oktober 1907, s. 50-59.

Bogomslaget blev oprettet af avskriveren og doneret til det public domain.

Afskriverens rettelser:

[s. 56]: ... brast hun i Graad hun syntes Ulykken ... ... brast hun i Graad, hun syntes Ulykken ...

[s. 57]: ... der. Den graa Dagning brød frem, som en ... ... det. Den graa Dagning brød frem, som en ...