# Pelle Erobreren 4: Gryet

## Part 9

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-4-gryet-77037/index.md

„Og tror du der er nogen derinde, som for Alvor under andre noget? Tror du nogen af dem siger: Jeg er saa heldig at tjene 25000 Kr. om Aaret, mere end de fem Tusend har jeg ikke Lov til at bruge, Resten tilkommer de Fattige? Nej nu sidder de og skælder ud paa Fattigmand, mens de solder Overskuddet af hans Tilværelse op; Mændene rakker ned paa Arbejderne og Fruerne paa Tjenestepigerne — nu er der til dem af en overfyldt Mave. Gaa engang ind mellem Bordene og lyt —: De fattige er svinske, upaalidelige, utaknemmelige trods alt hvad man gør for dem — selv Skyld i deres Elendighed. Det krydrer vel Festen for nogle, andre dulmer deres onde Samvittighed med det. Og alt det de nyder, har den fattige dog lavet, selv det mest udsøgte Raffinement har maattet passere hans smudsige Hænder og smager pikant af Sved og Sult. De tager det som en Selvfølge at det er saaledes, det undrer dem ikke engang, at der aldrig sker noget til Tak for god Behandling — et lille besk Velbekomme, en Forgiftning f. Eks. Tænk blot paa, at der daglig er Millioner fattige beskæftiget med at lave Lækkerier til Rigmanden — og aldrig falder det nogen af dem ind at hævne sig. Saa godmodige er de! Kapitalen sover bogstavelig talt med Hovedet i vort Skød — og smæder os i Søvne. Og vi skærer ikke Struben over paa den!“

Ved Viktoriagade stansede de. Betjenten var fulgt efter dem og stansede samtidig ovre paa den anden Side af Gaden. Pelle gjorde opmærksom paa det.

Peter saa ligegyldigt derover. „Han ligner en engelsk Blodhund,“ sagde han roligt — „et glubsk Bid og ingen Hjærne! Det der piner mig mest er, at vi selv leverer Hundene som skal jage os. Men nu snart begynder vi at agitere blandt Militæret.“ Han bød Godnat, og gik ud mod Enghavevej hvor han boede.

Ellen tog imod Pelle helt oppe i Gaden. „Hvordan gik det?“ spurgte hun spændt. „Fik du Pladsen?“

Han satte hende stilfærdigt ind i Sagerne.

Hun havde lagt Armen om hans Liv. „Du store Mandfolk,“ sagde hun og saa lykkeligt op paa ham — „naar du vidste, hvor jeg er stolt af dig. Nu er vi jo rige, Pelle — 35 Kroner om Ugen! Er du ikke selv glad?“

„Jo jeg er glad ved, at du og Børnene faar det lidt godt engang.“

„Jamen du selv — jeg synes ikke du er saa henrykt. Det er dog en anset Stilling du faar.“

„Det bliver ikke nogen nem Stilling for mig; men jeg faar se at faa det bedst mulige ud af den,“ svarede han.

„Det forstaar jeg ikke. Du skal være paa Fabrikantens Parti, men det følger jo altid med den Slags Stillinger. Han har da ogsaa Ret til at faa sine Sager varetagne.“

Ellen gik og satte Aftensmad frem til ham, som hun havde staaende til Varme i Kakkelovnen. Nu og da saa hun forundret paa ham, der var noget ved ham i Dag, hun ikke begreb. Han var i det hele blevet lidt aparte i sit Syn paa Sagerne derinde i Fængslet — og det kunde man jo ikke undres over. Hun kom hen og strøg ham over Haaret.

„Du skal se, du nok bliver tilfreds for dit eget Vedkommende ogsaa,“ sagde hun. „Et Held er det for os at han ikke gider passe Sagerne selv.“

„Han giver sig jo af med Politik,“ svarede Pelle adspredt. „Foreløbig pønser han vist paa at komme ind i Borgerrepræsentationen ved Hjælp af Arbejdernes Stemmer.“

„Saa er det saamænd klogt af ham at antage dig,“ udbrød Ellen livligt. — „Du er da inde i Sagerne og kan hjælpe ham! Naar vi sparer, kan vi maaske faa saa meget til overs, at vi kan overtage Forretningen af ham engang.“

Hun saa lykkelig ud og gik og kælede for ham, saa gennem ét, saa gennem andet. Glæden gjorde hende endnu skønnere, og naar han saa hende saadan, var det ham umuligt at fortryde nogenting. Hun havde ofret ham alt, og der førte ingen Veje uden om hende. Han maatte se hende give sig hen i fuld Lykke engang! saa fik det koste hvad det vilde — hende skyldte han alligevel alt. Hvor var hun skøn i sin Uberørthed! Endnu havde hun en Tilbøjelighed til at klæde sig i sort; og med det mørke Haar om det blege Ansigt lignede hun en af disse _Søstre_, der har gaaet meget igennem og gør alt af Barmhjærtighed.

Det slog ham, at han aldrig havde hørt hende le rigtig ud — hun smilede kun. Det stærkeste havde han ikke udløst i hende endnu; han havde ikke ævnet at gøre hende lykkelig. Derfor havde hun delt Bord og Seng med ham og alligevel beholdt det skønneste for sig selv — som en trodsig Jomfru. Men nu farvedes hendes Kinder af lykkelig Forventning, og hendes Øjne hvilede paa ham i Spænding; han var ikke den graa Hverdag for hende længer, han var Æventyret, som kunde overrumple, naar det kneb allermest. Og den Forandring købte han ikke let for dyrt. Kvinder var heller ikke skabte til Modgang og Ensomhed, de var Blomster, som først aabnede sig helt, naar Lykken kyssede dem. Ellen fik have Lov at skubbe Ansvaret over paa ham.

Næste Dag klædte han sig pænt paa for at gaa ud og slutte endelig Aftale med Fabrikanten. Ellen hjalp ham med at knappe Kravetøjet i Nakken og børstede ham af; imens snakkede hun om Fremtiden, det lød som sorgløs Fuglekvidder. „Hvad skal vi nu? vi maa jo se og blive af med Lejligheden og flytte ud i den Ende af Byen,“ sagde hun — „ellers faar du for langt at gaa.“

„Jeg har glemt at fortælle dig, at vi skal bo derude. Han har tre Opgange med Etværelses Lejligheder — dem skal vi være Vicevært for. Han kan ikke selv tumle Beboerne.“ Pelle havde ikke glemt det, men kunde ikke faa sig selv til at fortælle at han skulde være Pladshund.

Ellen saa forstenet paa ham. „Hører det med til Stillingen?“ spurgte hun og tog efter Vejret.

Pelle nikkede.

Pludselig sprang hun ind paa ham. „Du gør det ikke!“ skreg hun og greb ham i Armene — „hører du Pelle? du gør det ikke!“ Hun var helt ude af sig selv og stirrede tryglende paa ham. „Jeg forstaar dig slet ikke!“

Han saa forvirret paa hende og mumlede noget til sit Forsvar.

„Ser du da ikke, at han bare vil bruge dig?“ vedblev hun hæftigt. „Det er en Judaspost, han har tilbudt dig — men vi vil ikke tjene vort Brød ved at smide Fattige paa Gaden. Jeg har selv prøvet at se Stumperne ligge i Rendestenen og flyde. Aa, hvis du nu var gaaet derind!“ Hun stirrede gruende hen for sig.

„Jeg begriber heller ikke, hvor du har haft din Forstand henne — du som ellers er saa fornuftig,“ sagde hun da hun igen var blevet rolig, og saa halv bebrejdende paa ham. Men saa med ét forstod hun det hele og sank sammen.

„Aa Pelle, Pelle!“ udbrød hun og gemte sit Ansigt.

VIII

Pelle læste ikke mere og gik heller ikke paa Biblioteket, han havde nok at gøre med at holde den gaaende. Nu kunde der ikke være Tale om at søge noget; Vinteren stod for Døren, de Arbejdsløses Hær voksede med hver Dag. Han holdt sig hjemme, arbejdede naar der var noget, passede ellers Børnene for Ellen mens hun vaskede. Lasse Fredrik talte han med som med en Kammerat, men det var morsomt at give sig af med de smaa ogsaa. De var taknemmelige for det, og han opdagede at han havde meget til Gode her. Svend Trøst holdt han meget af nu, det pinte ham kun at Drengen endnu ikke kunde tale. Hans Stumhed var som en tavs Anklage bestandig.

„Hvorfor henter du dig ikke Bøger hjem?“ kunde Ellen sige, naar hun kom op fra Vaskekælderen for at se til dem, med bare Arme og fine Draaber i Haaret af Dampene dernede. „Du har jo god Tid nu!“

Nej, hvad skulde han med Bøgerne? De udvidede maaske nok hans Horisont lidt, men det der laa bag den, blev igen saa mange Gange større — han selv blev bare mindre af at læse. Noget beroligende Overblik var det i al Fald ikke muligt at faa; Verden gik sin egen skæve Gang paa tværs af al Visdom. Det var en sur Lykke at tage Viden ind om Ting, man ikke kunde raade Bod paa; Fattigfolk maatte helst være afstumpede.

Han og Morten havde lige fulgt gamle Madam Johnsen til Graven — hun naaede ikke at faa Jylland at se! Af et helt stræbsomt Liv var der ikke blevet ti Kroners Overskud til en Billet hjem; og Togene løb Døgn efter Døgn med Hundreder af tomme Pladser. Med isnende Punktlighed hvirvledes de af Sted paa Klokkeslet fra Station til Station, Gud ved hvor mange Tusend tomme Sæder Togene var rendt til Jylland med, i de Aar den gamle sad og græmmede sig af Hjemlængsel? Og var hun stavret til Banegaarden og steget i Toget, saa vilde punktlige Hænder uden Skaansel have sat hende af ved første Station. Hvad kom Jylland hende ved? Hun længtes jo nok — men hun havde ingen Penge!

Var det Ondskab eller hjærteløs Ligegyldighed? Mer djævelsk en Sport kunde i al Fald vanskelig tænkes end denne Kørsel med tomme Pladser. Det var dem, der gjorde Farten saa rædselsfuldt levende — som var selve Djævlen spændt for og pustende af Kaadhed slæbte dem af Sted gennem Landet — derhen hvor Folk længtes! Det maatte være forfærdeligt at være Konduktør og raabe Stationernes Navne ind til disse Pladser for de skæbnesvangert efterladte!

Og her gik Søster paa Gulvet, bleg og tynd i det! Der var ingen rigtig Kraft i hendes lyse Haar, og naar hun blev ivrig, peb det i hendes Luftrør med denne pinagtige Lyd, der var saa godt som uadskillelig fra Fattigkvarterets Børn. Det var Baggaardenes fordærvede Luft, der bestandig snakkede med nu — forstemmende som næsten alt hvad hans Erkendelse lagde ind under sig. Hun manglede kun Sol — og hele Sommeren havde den ødslet i ovenud Rundhaandethed; den gik bare hen over Hovedet paa Fattigfolk — ligesom alt andet. Det havde været et enestaaende jordbæraar, men de store Gartnere var blevet enige om at lade den halve Afgrøde sidde og raadne paa Planterne — for at holde Prisen oppe og spare Afplukningspenge. Og her gik Ungerne og hungrede efter Frugt, vantrivedes fordi de ikke fik Del i den! — Hvorfor? ja noget menneskeligt Svar gaves der ikke.

Og igen — overalt det samme! Hvergang hans Tanke slog ned paa en eller anden Samfundsindretning, aabenbarede det samme triste sig: et uhyre rullende Materiel, der kun var beregnet for nogle faa og for en væsenlig Del løb tomt. Og fra de tomme Pladser stirrede anklagende Øjne paa én, syge og triste af Sult og Savn og skuffede Haab. Havde man først set dem, kunde man ikke lukke Synet for dem igen.

Undertiden slog hans Fantasi over, og han greb sig i at sidde og bygge: Riger hvor man benyttede Jærnbanen eftersom man trængte til det og ikke efter Pengepungen, hvor _de_ spiste Maden som var sultne, og de eneste fattige var dem der ikke kunde unde andre noget. Men han bræmsede sig haardt i det — det var for idiotisk! En Røst fra det usynlige havde kaldt ham og hans ud i Dagen — og saa skete der ingenting! Det var blot for at gække dem.

Brun kom ofte ned og saa til ham, den gamle Bibliotekar savnede sin unge Ven.

„Hvorfor kommer De aldrig mere ind til os?“ sagde han.

„Hvad skal jeg dér,“ svarede Pelle kort for Hovedet. „Fattigmand har ingen Brug for Viden — han er evig fordømt.“

Han havde brudt med alt det dér og brød sig ikke heller om Bibliotekarens Besøg; det var bedst enhver passede sig selv, de Store var alligevel ikke Selskab for en som ham. Han gjorde sig ingen Umage for at skjule det. Men Brun lod som ingenting; han var flyttet ud i Frederiksberg Allé til Oktober Flyttedag og saa næsten hver Eftermiddag ned om paa sin Vej hjem fra Biblioteket. Børnene passede paa at være dernede ved den Tid, han havde altid noget med til dem.

Hverken Pelle eller Ellen stillede ret store Fordringer til Tilværelsen mere. De var faldet til Ro og færdedes resigneret ved hinandens Side som et Par Arbejdsheste, der er vant til at dele Krybbe og Slid. Nu skulde det have været store Ting at være færdig med det forbandede Laan, saa man ikke gik med Livet i Hænderne bestandig; men selv det var for urimelig en Fordring. Alt hvad man kunde rave og skrave sammen gik hver Maaned i Aagerkarlen, og lige nær var man. Paa de 180 Kroner Pelle havde faaet udbetalt, havde de nu ialt afdraget 120, og alligevel skyldte de fremdeles 240. Det var Strafrenterne der løb paa, hver Gang de blot kom en Dag eller to for sent med Afdragene — eller Pokker maatte vide hvad det var? — En Skrue uden Ende var det i al Fald, som hele deres Liv vilde pumpe alt, hvad de kunde skaffe til Veje, over i Aagerkarlens Lomme.

Men nu sagde Pelle stop. Han havde ikke betalt det sidste Afdrag, og vilde ikke mere, saa fik det skabe sig saa galt det vilde. „Du skulde laane af Hr. Brun og betale den Aagerkarl ud,“ sagde Ellen — „ellers falder han bare over os og tager Stumperne.“ Men Pelle var stejl og vilde ikke høre et fornuftigt Ord; Bevidstheden om, at en Snylter havde sat sig godt til Rette paa ham og udsugede ham trods al hans Modstand, gjorde ham ude af sig selv. De kunde bare prøve paa at røre hans Hjem!

Da Aagerkarlen kom for at hente sit Afdrag, smed han ham paa Døren. Ellers tog han alting med resigneret Ro, men naar dette kom paa Tale, for han op og vidste ikke hvad han sagde. Ellen maatte tie stille og lade det gaa sin Gang.

En Eftermiddag sad han og arbejdede paa sin Plads lige under Kældervinduet. Bibliotekaren sad paa Stolen inden for Døren, han havde Børnene et paa hvert Knæ og fodrede dem med Dadler. Pelle passede sig selv og dukkede sig sky over sit Arbejde, med et Udtryk som en Sindssyg, der er bange for at nogen skal tale til ham. Hans Arbejde havde ikke den gamle Appel og skred ikke for ham, der var kommet en forstyrret Tone ind, naar han ikke straks kunde finde et Stykke Værktøj, blev han hæftig og smed med Tingene.

Brun sad og iagttog ham bekymret, men lod som han var optaget af Børnene; en beklagende Mine vilde have faaet Pelle til at flyve i Flint. Han gættede at det var galt med Pengene, men turde ikke tilbyde sin Hjælp; hvergang han prøvede at indlede en Samtale, slog Pelle ham tilbage med et snedigt Udtryk som sagde: Du gaar og snuser efter en Lejlighed til at komme stikkende med dine Skillinger, men det skal blive Løgn! — Et eller andet var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede sig vel igen.

En Droske stansede uden for Døren, tre Mænd steg ud og begav sig op i Huset. Lidt efter kom Ellen styrtende ned paa Værkstedet. „Pelle, de er her for at tage vore Ting!“ raabte hun grædende uden at ænse Brun. Børnene stak i at tudbrøle, da de saa at Moderen græd.

Pelle rejste sig og greb Hammeren. „Dem skal jeg snart faa herut!“ sagde han med lav, sammenbidt Stemme og gik mod Døren. Han forhastede sig ikke, gik med sænket Pande og saa ikke paa nogen.

Brun tog ham haardt i Armen og stansede ham.

„De glemmer, at der er noget der hedder Tugthuset!“ sagde han med en besynderlig Betoning.

Pelle saa overrasket op paa ham — det saa et Øjeblik ud som han skulde slaa den gamle Bibliotekar ihjæl. Saa tabte han Hammeren ud af Haanden og faldt sammen.

IX

Det hændte, at en eller anden Kammerat fra de gode gamle Dage faldt ind om og vilde have Pelle med til Møde. Saa vaagnede gamle Kampminder i ham — kanske var det alligevel dér Tampen brændte. Han smed Skødskindet og gik med; Ellens Øjne fulgte ham til Døren, i Forundring over, at han fremdeles vilde give sig af med det dér — efter det _han_ havde haft ud af det.

Men det var heller ikke dér! Han huskede den mægtige Gæring i Sindene under Bevægelsens Kamptid, og syntes Spændingen var gaaet af dem. Kun foran Valgene var Folk oppe, ellers gik de med hver sit, som havde der aldrig været noget der hed en samlende Tanke. Organiserede var de alle, men der var ikke noget nyt og stærkt i den Kendsgærning; de var saa at sige født ind i Organisationen og forbandt ikke noget stort og løftende med det. De gamle Fæller var mærkværdig afsvalede — de havde vel opdaget, at Lykken ikke var hverken saa æventyrlig eller lige til. Det var ikke længer bare at slaa Leddet op til Lykkeland og strømme derind, der laa en lang og brydsom Vej for. Saa indrettede de sig paa deres eget og afhændede den tvivlsomme Fremtid for smaa Fordele — som det bestaaende straks slugte.

Bevægelsen havde ikke grebet til Bunds; der var en Anklage mod ham selv i det, den var ikke lagt bredt nok an. Allerede dengang var den gaaet hen over Hovedet paa _Arkens_ Beboere, og nu sad der et stort Proletariat tilbage med sine egne Forventninger til Fremtiden. Den gode gamle Almue var spaltet i et Smaaborgerskab, der kun syntes optaget af at indrette sig — og saa dette Proletariat.

Men der var ikke noget nyt i det. Et Lag rykkede op og aabenbarede et nyt nedenunder — saadan var det altid gaaet i Historien. Var det da evig bestemt, at der paa Bunden af Tilværelsen skulde sidde en bestandig lige talløs Skare af nedstødte, som bar Byrden af det hele — den store Hungerreserve? Var det kun muligt at have det godt, naar man forstod at skubbe Vanskelighederne nedad? — lige som man kunde forskyde Rynkerne i et Stof, til de tilsidst ophobedes paa ét Sted! Ja det var det gamle Spørgsmaal igen. Tidligere havde han sin lyse Tro at slaa Tvivlen ned med, men nu kunde han ikke nøjes med et blindt Haab — han forlangte en Udvej anvist. Var Bevægelsen løbet ud, fordi den startedes skævt, saa havde man altsaa med haandgribelige Aarsager at gøre, og det hele lod sig gøre om!

Der var ogsaa andre i Færd med at tage det hele op fra Bunden, gennem Peter Drejer traf han sammen med unge Mænd af en helt ny Type. Det var Ungdom, der var dukket neden ud af Bevægelsen — skudt overraskende frem af dens Bundfald — og nu kom og stillede ny fordringsfulde Krav til Tilværelsen. Ad ukendte Veje var de naaet til samme Punkt som han selv, og forlangte først og fremmest at være Mennesker. Jegets Hellighed fyldte dem og fik dem til at oprøres over alle Aag; de begyndte indefra med at afkaste dem, røg og drak ikke — vilde ikke være Slaver af noget. De holdt sig borte fra Bevægelsen og havde deres egne Samlingssteder ude omkring Sønder Boulevard, hvor de læste og drøftede ny Samfundsformer. Det var oplyste, vellønnede Arbejdere, som haardnakket delte Proletariatets Vilkaar; fanatisk troende som gav deres Ugeløn bort, naar de mødte en der var fattigere end de selv; hidsige Hoe’der, der gik og ventede paa Revolutionen. Flere af dem havde siddet i Fængsel for ophidsende Agitation mod Samfundsordenen. Der var ogsaa Folk fra Landet imellem, Sønner af dem, der stod i Grøfterne og Tørvegravene derude. _Den lille Mands Børn_ kaldte Morten dem.

Her var endelig Afkommet efter dem, der havde gjort Bevægelsen med — saadan skulde den forløbe. Ved Nøjsomhed holdt de sig fri af Kapitalismens besnærende Midler, de foragtede den smaaborgerlige Hang til Komfort og var altid parat til Handling. I dem var Opbruddet i al Fald en Kendsgærning!

De vilde gerne have fat i Pelle. — „Kom over til os!“ sagde Peter Drejer ofte.

Men Pelle var ikke nem at lokke ud, han havde sit Hjem, dér gemte han sig som en Snegl i sit Hus. Denne lille Verden paa fem Mennesker _havde_ han Ansvaret for — og ikke engang den havde han formaaet at betrygge. Hans Kræfter og Flid forslog ikke engang til at holde ét lille Hjem oven Vande, der maatte en Velgører til! Det var ikke Tiden at gaa og pleje sin egen Ærekærhed, hvor det galdt Kone og Børn, og nu det hele var ordnet, følte han sig inderlig taknemmelig mod den gamle Bibliotekar. Men en beskæmmende Kendsgærning var det ligefuldt, som ikke opfordrede til at give sig af med de tusend Hjems Affærer.

De unges voldsomme Ord skræmte ham ogsaa. Han havde Opbruddet i sig ligesom de, men mødte med andre Erfaringer. Fra han kunde krybe, havde han tumlet med sig selv for at faa sig læmpet ind i den store Sammenhæng; selv Fængselslivet havde ikke sat ham udenfor, men blot føjet ham endnu tættere ind i Helheden. Han havde ingen Anlæg for at hugge Knuden over, men forlangte stædigt, at den skulde løses.

„Det er skidt med dig, for du kan ikke hade,“ sagde Morten og de andre, naar de prikkede til ham. Nej Kulden i hans Sind var som Nattefrost, den smæltede ved den første Solstraale. Naar han saa tilbage, var der forsonende Baand, som holdt det hele sammen trods alt ondt; og nu sidst havde jo den gamle Bibliotekar givet ham Føling med det gode paa den anden Side Kløften ogsaa. Han var faldet til Ro paa sin Skomagerstol igen, og lod sig ikke jage op af de andres Utaalmodighed men saa ud, som havde han en hel Evighed at afvikle sit i.

Søster gik gærne nede hos ham og fyldte Værkstedet med sin Pludren. Ved Ottetiden, naar det begyndte at dages, hørte han hendes stolprende Trin i Trappen, og saa blev hun hos ham, til Ellen om Aftenen med Magt tog hende op for at lægge hende i Seng. Hun slæbte alt Værktøjet sammen og stablede det op foran ham paa Disken, saa han ikke kunde røre sig; det kaldte hun at hjælpe til. Bagefter hvilede hun sig og stod med Hænderne paa Kanten af Disken og underholdt ham. „Søster er flink,“ sagde hun anerkendende og pegede tilfreds paa sit Værk. „Stor Pige.“ Og hvis han ikke svarede, gentog hun det; hun helmede ikke, før han havde rost hende.

„Ja flink er du! men kan du saa sætte Sagerne paa Plads igen,“ sagde Pelle.

Barnet rystede paa Hovedet. „Søster er træt,“ erklærede hun afgørende. Straks efter kom hun med endnu et Stykke og skubbede det langsomt op paa Bunken, mens hun holdt Øje med hans Ansigt for at se, om det ogsaa gik an. „Søster hjælper til,“ gentog hun forklarende — „hun gør!“ Pelle lod som han ikke hørte det.

Der var Ro for hende en Stund, men saa kom hun slæbende med Forklædet fuldt af kasseret Fodtøj, som hun havde trukket frem bag Kakkelovnen. Han prøvede at se bister ud, men maatte bøje sig ned over sit Arbejde. Det gjorde den lille usikker, hun tømte Forklædet ud paa Forhøjningen og satte sig ned paa Hug med Hænderne paa de smaa Knæ for at fange hans Udtryk. Det var ikke tilfredsstillende, saa rejste hun sig op og lagde Hænderne paa hans Ben. „Far, du er dygtig,“ sagde hun og saa ham indsmigrende op i Ansigtet. „Du kan alting — du er den dygtigste i hele Verden.“ Og efter en lille Pavse. „Vi to er lige dygtige — ikke Far?“

„Hov, slap det dér ud?“ udbrød Pelle. „Der er nok en af os, der er vigtig!“

„Det er ikke mig,“ svarede Ungen afgjort og virrede med Hovedet.

„I har det nok godt sammen,“ sagde Ellen, naar hun kom ned med Svend Trøst paa Armen for at hente Anna. Barnet vilde ikke med op, hun pressede sig om i Krogen bag Pelles Stol og gemte sig; og Svend Trøst sparkede for at komme ned paa Gulvet, i Lag med Læsterne. „Ja, saa bliver vi her allesammen,“ sagde Ellen og satte sig ned.

Hun saa stille og resigneret ud, Nederlaget havde taget paa hende. Hun talte ikke mere om Fremtiden, men var glad til, at de var sluppet ud af Aagerkarlens Klør; Tanken om det fyldte hende med en stille, lidt forhutlet Lykke. Hun drømte ikke mere om noget bedre, men gik og var taknemmelig; og Pelle syntes, at der døde noget bort i hende sammen med Utilfredsheden. Det var, som om hun endelig havde givet alt sit; Overgivelsen til den graa Hverdag gjorde hende glansløs og almindelig. „Hun trænger til Sol,“ tænkte han.

Og saa vandrede Tankerne igen rundt i deres Søgen efter en Vej ud til Fremtiden, rent monomant, i det samme Spor de hundrede Gange havde traadt. Han var ikke engang rigtig med i det, men erkendte blot, at de stadig tærskede Langhalm paa Problemet. Inden for Faget gaves der ingen Udvej; der var kun Plads for Udbyttere og Udbyttede, og han egnede sig ikke til nogen af Delene. Men naar han tog andre Muligheder op, vendte Tankerne af sig selv tilbage til Trebenen — som en strejfende Hund, der bestandig kommer tilbage og oversnuser det samme Spor. Der var noget i ham, der med fatalistisk Stædighed gjorde ham og hans Fag solidariske — trods dets Haabløshed; dér havde han gjort sin Indsats, og dér skulde Spørgsmaalet løses. Bag Almuemandens Fatalisme ligger den Erkendelse, at der er nedlagt Plan og Perspektiv i hans Tilværelse ogsaa — det og det er saadan, fordi det maa være saadan. Og den Erkendelse havde Pelle ingen Grund til at afhænde.