# Pelle Erobreren 4: Gryet

## Part 8

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-4-gryet-77037/index.md

Enkemadam Johnsen var ikke meget værd, da _Arken_ først var brændt; hun følte sig gammel og hjælpeløs alle andre Steder, og da Pelle blev sat fast, faldt hun helt sammen. Hun og den lille sad og led Nød, og da Johanne følte sig i Vejen, løb hun bort — hen et Sted hvor hun kunde faa det godt. Den gamle havde nok ogsaa været hende i Vejen; hun havde samme forfløjne Drømmesind som Moderen, og nu sagde hun sig løs fra alting og løb det vidunderlige i Møde. En ældre Legekammerat voldtog hende og førte hende ud blandt Tømmerpladsens Drenge. Der gik hun for Lud og koldt Vand, sov ofte under aaben Himmel og rapsede nu og da men kom forøvrigt snart under Vejr med at tjene Penge paa egen Haand. Naar det blev koldt, holdt hun til som Opvaskepige paa Værtshusene eller var Bytøs for Kvinderne i Dannebrogsgade, mærkværdig nok undgik hun altid Politiet. I den første Tid var hun et Par Gange paa Vej tilbage til Bedstemoderen, men kom ikke længer end paa Trappen; hun frygtede Straf og kunde heller ikke holde ud at sidde og høre paa den gamles vimrende Klager. Siden faldt hun til Rette i sin ny Levevis og følte ikke mere nogen Trang til at komme ud af den — formodenlig fordi hun var begyndt at blive fordrukken. Nu og da listede hun dog ind til Alderdomshjemmet og fangede et Glimt af Bedstemoderen; hun kunde ikke forklare hvorfor hun gjorde det, og holdt stædigt fast paa at hun ikke kunde lide hende. Den gamles urimelige Klage over at hun laa hende til Byrde, havde ædt sig dybt ind i Barnets Sind. I det sidste Aar havde hun en Tid vartet op i en Sømandsknejpe nede i Nyhavn hos en Værtshusholder Elleby — den samme Bondefanger som flaaede Pelle ved hans første Ankomst til Hovedstaden. Elleby plejede at adoptere ukonfirmerede Piger for paa den Maade at omgaa Loven og have kvindelig Betjening til Søfolkene; de døde gærne efter et eller to Aars Forløb — han gik altid med sort Flor om Ærmet. Johanne skulde ogsaa have været adopteret men rendte sin Vej i Tide.

Langsomt tilstod hun ham det hele, raat og grufuldt som det var, med den instinktmæssige Fortrolighed, som _Arkens_ Væsner havde haft til ham, og som var gaaet i Arv til hende fra Mor og Bedstemor. Hvilken Afgrund af Rædsler! Her havde han gaaet og syntes, at det havde ingen Hast — Livet var rigere end som saa! Men Børnene, Børnene! Skulde de ogsaa vente, mens han gik og tog Overblik over Tilværelsens Mangfoldighed — vente og gaa til Grunde? Behøvedes der overhovedet særlig Viden og Overblik for at kæmpe for retfærdigere Tilstande? behøvedes der andet end det, at man var god? Mens han sad og læste Bøger, traadtes der maaske Børn ned i Tusendvis — hørte det ogsaa med til Livet og krævede Varsomhed? For første Gang tvivlede han om sig selv.

„Nu skal du lægge dig ned og sove,“ sagde han blødt og strøg hende over Panden; den var brændende hed, det dunkede i den. Forskrækket følte han hendes Puls. Haanden faldt mager og ligesom udbrændt i hans, og Pulsen var springende. Ak, Hannes Feber rasede i hende.

Hun holdt fast om hans Haand, da han vilde rejse sig og gaa. „Var Mor og du saa Kærester?“ spurgte hun hviskende og holdt de glansfulde Øjne forventende paa ham. Og pludselig forstod han den paagaaende Spørgen — og hele hendes besynderlige Medgørlighed over for ham.

Et Øjeblik saa han vaklende ind i hendes forventningsfulde Blik, saa nikkede han langsomt. „Ja Johanne, du er min lille Datter!“ sagde han og bøjede sig ned over hende. Hun fortrak det dødblege Ansigt til et svagt Smil og rørte genert ved hans stubbede Hage. Saa vendte hun sig om for at sove.

Pelle satte med faa Ord Morten ind i Barnets Forhistorie —: Madam Johnsens og Mandens forgæves Kamp for at komme frem, hans uhyggelige Død i Kloaken, og Hannes Opvækst over den som _Arkens_ fejre Prinsesse — Hanne der vilde fange Lykken ind og fangede dette stakkels Barn i Stedet!

„Du har aldrig fortalt mig noget om Hanne,“ sagde Morten og saa paa ham.

„Nej,“ svarede Pelle langsomt. „Hun stod saa underlig uvirkeligt for mig selv — som en altfor fager Drøm. Hun dansede sig ihjæl, du! — Men du maa godt lade over for Barnet, som jeg er Far til hende.“

Morten nikkede: „Du kunde tage ud paa _Almindeligheden_ for mig og forhøre om den gamle — det er Synd hun skal tilbringe sin Alderdom dér!“ Han saa sig om i Stuen.

„Her kan du dog ikke have hende,“ sagde Pelle.

„Det lod sig maaske alligevel indrette. Hun og Barnet hører dog sammen.“ — — — —

Pelle gik først hjem til Ellen med Pengene og skyndte sig saa ud til Alderdomshjemmet.

Madam Johnsen laa paa Sygestuen og havde ikke mange Dage igen. Det varede lidt, inden hun kendte ham, og Fortiden syntes hun at have glemt. Det gjorde slet ikke Indtryk paa hende, da han fortalte at Barnebarnet var fundet. Hun laa mest og vimrede uforstaaeligt hen for sig; det var for Føden, hun troede endnu bestandig hun sad og skulde skaffe Husleje og Mad til sig og Ungen. Alderdommens Bekymringer havde ædt sig uudsletteligt ind i hende. „Hun har slet ingen Glæde af at ligge her og have det godt,“ sagde en gammel Kone, som laa i Sengen ved Siden af hende — „hun slaas for at skaffe og skaffe hele Tiden. Og naar hun har en klar Stund, rejser hun til Jylland.“

Ved Lyden af dette Ord fæstede Madam Johnsen sine Øjne paa Pelle. „Jeg vilde saa gærne se Jylland igen, inden jeg dør,“ sagde hun. „Lige siden jeg i mine unge Dage kom herover, har jeg altid tænkt, at de første Penge jeg fik til overs skulde gaa til en Tur hjem. Men det blev aldrig til. Hannes Lille skal jo ogsaa leve — de tærer godt i den Alder.“ Og saa var hun der igen.

Sygeplejersken kom og sagde til Pelle, at nu maatte han gaa. Han rejste sig og bøjede sig over den gamle for at sige Farvel, underlig til Mode ved Tanken om, at hun havde været saa meget for ham og nu knap kendte ham igen. Hun laa og greb følende om hans Haand med begge sine, som en Blind der genkender, og saa paa ham med sine udtryksløse Øjne der allerede var plettede af Døden. „Din Haand er god endnu,“ sagde hun langsomt, med Alderdommens fjærntklingende Stemme. „Hanne skulde have taget dig, saa havde meget nu været anderledes.“

VII

Paa Biblioteket undrede de sig over den alvorlige tavse Arbejder, der tog paa Bøgerne som om det var Mursten. De syntes godt om ham, og hjalp ham til at finde hvad han havde Brug for.

Blandt Personalet var der en gammel Bibliotekar, som gærne kom og spurgte, om der var noget han kunde hjælpe Pelle med. Det var en lille vindtør Herre med Guldbriller og tyndt hvidt Haar og Skæg, der gav hans blege Ansigt et smilende Udseende. Han havde færdedes mellem Bogstablerne en Menneskealder; Bogstøvet havde slaaet sig for Brystet af ham, hvert Minut gjaldede hans tørre Hoste gennem Lokalet.

Bibliotekar Brun var Pebersvend, og det hed sig han var meget rig. Fin og pillen med sit Ydre var han just ikke, men der var noget uberørt over hans Person, som havde han aldrig været udsat for Livets Skrub. I sine Skrifter var han en stejl fanatisk Jegdyrker, og satte Samvittighedens Lov op som det eneste Mennesker burde bøje sig for. Personlig var han indesluttet og folkesky, men noget drog ham til Pelle, som han vidste havde været Sjælen i Massernes Rejsning engang. Han fulgte undrende og nysgærrigt den nye Arbejders Udvikling; nu og da kom han med en af sine Afhandlinger og bad Pelle læse den. Det handlede gærne om Personlighedens Væsen, tog Udgangspunkt i _Jeget_ hos en eller anden Filosof eller i den og den Religion og søgte at naa op i Dagens Spørgsmaal. Hviskende underholdt de sig om Indholdet; den gamle, svært tilgængelige Filosof, der kun læstes af meget faa, nærede en ulykkelig Kærlighed til det store Publikum og lyttede spændt efter, hvad en Arbejder vel kunde faa ud af hans Tanker. Saa stilfærdigt og næsten frygtsomt hans Væsen var, var han hvas i sine Anskuelser og veg ikke tilbage for Tanken om at anvende voldsomme Midler. Men han forholdt sig skeptisk til Underklassens Rejsning. „Den forstaar jo ikke at læse,“ sagde han — „Almuen rører aldrig en virkelig Bog.“ Han havde færdedes saa længe mellem Bøgerne, at han mente Livets Sandhed gemtes dér.

Efterhaanden lærte de hinanden godt at kende. Brun var den sidste Efterkommer af en gammel udlevet Slægt, der havde været rig gennem adskillige Generationer. Han ringeagtede Penge og regnede dem ikke med til Livets Værdier; da han aldrig havde kendt Savn, stillede han faa Fordringer og undværede gærne for at hjælpe andre. Man sagde, at han levede meget spartansk og brugte hele sin Renteindtægt til de Fattige. Paa mange Punkter stemte han overens med Underklassen, ikke alene teoretisk men rent organisk; og Pelle saa til sin Forundring, at Opløsningen af det bestaaende kunde finde Sted fra oven i Samfundet ogsaa. Kanske forberedte Fremtiden sig fra begge Yderpunkter!

En Dag førte Brun varsomt Samtalen hen paa Pelles private Affærer; det lod til han vidste Besked. „Er der ikke et eller andet, De vil i Gang med?“ spurgte han. „Det vilde glæde mig meget, om jeg maatte hjælpe Dem.“

Pelle var endnu ikke klar over, hvordan Fremtiden skulde gribes an. „Foreløbig ligger det hele i Kaos for mig,“ sagde han.

„Men De skal dog leve! Gør mig den Tjeneste at tage imod et Laan i al Fald, mens De finder Dem til Rette.“

„Der hører Penge til at gøre sig dygtig og fri,“ vedblev han da Pelle vægrede sig — „det er sjofelt, men saadan er det nu engang. De _tager_ jo alligevel ikke hvad De behøver, altsaa maa De enten have fat i Pengene paa den Maade de byder sig til, eller undvære.“

„Saa undværer jeg,“ sagde Pelle.

„Det synes jeg De og Deres alle Dage har gjort — og har I nogensinde opnaaet at sanke gloende Kul paa Samfundets Hoved ved det. I overvurderer Pengene, Almuen har for stor Ærbødighed for andres Ejendom. Ja det er Gud hjælpe mig ogsaa sandt! den gode gamle Fattigmand nænnede jo næsten ikke at putte noget i sin egen usselige Mund — enhver god Bid skulde Konen have. Derfor begrædes han ogsaa som tabt fra vor Side — han var saa nem at samle sig Rigdomme paa. Hans Afkom slæber endnu om med ikke saa lidt af det.“

„Penge gør afhængige,“ indvendte Pelle.

„Ikke altid,“ svarede Brun leende. „I min Verden laaner man og tager paa Kredit uden at blinke — jo større Gæld des bedre; man behandler aldrig nogen Mand daarligere, end naar man skylder ham Penge. Paa det Punkt er vi ganske anderledes frigjorte end I, det er overhovedet dér Skellet mellem Overklassen og Almuen gaar. Denne Angst for at komme i Gæld til nogen, og Omhu for altid at yde to Tjenester for én — er meget smuk og frugtbar inden for jer egen Verden; men det er den, I bliver rendt ned paa i Forholdet til os. Vi kender den slet ikke — hvordan skulde det ellers gaa Mennesker, der maa lade sig hjælpe lige fra Vuggen til Graven, og udelukkende lever paa at modtage Tjenester?“

Pelle saa forvirret paa ham. „Fattigfolk har ikke andet end deres Æresfølelse, derfor vaager de over den,“ sagde han.

„Og De har virkelig aldrig gjort Holdt ved denne Æresfølelse, som virker saa fortræffeligt i vort Favør?“ spurgte Brun forundret. „Gaa engang den bestaaende Moral efter, og De vil opdage, at den maa være opfundet af os — til Brug for jer. Ja det undrer Dem at høre mig sige det! men jeg er ogsaa en degenereret Overklasser — en af dem der vanarter og falder uden for Vedtægten. Jeg saa nok Deres Bestyrtelse over, at jeg ikke klappede Dem paa Skulderen før og sagde: Fattig men stolt — bliv saadan ved min unge Mand! De skal dog ikke drage for vidtrækkende Slutninger deraf — jeg hører som sagt ikke til Slagsen. Maa jeg saa ikke have Lov til at give Dem en Haandsrækning?“

Nej nu vilde Pelle slet ikke. Der var skudt noget sønder og sammen i ham, og den Erkendelse gjorde ham stædig.

„De er en rigtig forstokket Almuer,“ sagde Brun halv ærgerlig.

Paa Vejen hjem tænkte Pelle videre over dette. Naturligvis havde han altid været klar over, at det hele var som et Herskabskøretøj, hvor han og hans Lige maatte agere Hestene; Lovene og den hele Indretning det var Tømmerne og Selen, som fik dem til at gaa godt for Kalesjen. Det var bare altid blevet benægtet fra den anden Side — han sled jo med Historie og Statistik for engang at levere det uomstødelige Bevis. Men nu kom der én, som selv sad i Ekvipagen, og vidnede at det var rigtigt nok. Og det var ikke en Bog, men et levende Menneske som han stod Ansigt til Ansigt med. Det stivede hans Tro mægtigt af.

Det kunde ogsaa nok gøres Behov, hjemme gik den paa Stumperne. Logiet var gaaet helt i Staa, Ellen solgte rask væk af Udstyret. „Jeg er virkelig ligeglad med Loven!“ svarede hun til Pelles Advarsler. „Det kan vel ikke være Meningen, vi skal forære Møbelhandleren alt det vi har afdraget — bare fordi han har en Stump Papir paa os. Naar Møblerne er solgt, skal han nok faa Resten af sit Tilgodehavende.“

Det hele fik han nu ikke, for de skulde først og fremmest leve. Restgælden hang som en Trusel over dem; opdagede han at Møblerne var solgt, kunde det blive en slem Historie. „Husk paa, jeg har været straffet før,“ sagde Pelle.

„De kan da ikke straffe dig for, hvad jeg har gjort?“ sagde Ellen og stirrede forfærdet paa ham. „Pelle, Pelle, hvad har jeg gjort! hvorfor lød jeg dog ikke dig?“ En Stund sank hun helt sammen. „Saa maa vi se at faa det betalt i en Fart,“ sagde hun pludselig og rejste sig energisk — „de tyve Kroner maa dog være til at skaffe!“ Hun skyndte sig op i Lejligheden og kom straks efter ned med Hat og Kaabe paa.

„Hvad vil du nu gøre?“ spurgte Pelle bestyrtet.

„Hvad jeg vil gøre? — jeg vil gaa til Dronning Therese. Hun _kan_ skaffe dem!“ Hun bøjede sig ned og kyssede ham. „Du skal ikke være bange!“ Lidt efter kom hun med Pengene. „Jeg kan _vaske_ dem af,“ sagde hun glad.

Saa var dét til en Side, havde nu Laanet bare været lige saa vidt! Men det kom ikke stort af Stedet, Afdragene aad paa en eller anden besynderlig Maade sig selv. Et Par Gange havde de maattet bede om Udsættelse, og hver Gang forhøjede Aagerkarlen Restsummen med Afdragets Beløb; han kaldte det Strafrente.

Pelle læste sjælden i en Bog, han havde ingen Lyst; tidlig og silde var han ude efter et Nap. Han hentede og bragte Møbler i Byen paa Trækkevogn for Marskandiseren, og tog ellers alt hvad der faldt for.

En Aften kom Ellen med et Avisudklip, som Dronning Therese havde sendt over — en Annonce om en god og vellønnet Stilling for en paalidelig Mand, der var uddannet som Skomager. „Den er fra i Morges,“ sagde Ellen spændt — „bare det ikke er for sent. Du maa straks tage derud.“ Hun fandt Pelles Søndagstøj frem i en Fart og hjalp ham med at gøre sig pæn. Det var paa en Skotøjsfabrik ude i Borgergade, Pelle tog Sporvognen for at komme hurtigt frem, men gjorde sig ikke synderlig Haab om at faa Pladsen. Fabrikanten var en af hans haardeste Modstandere blandt Arbejdsgiverne fra den Tid han organiserede Faget — en yngre Mester, som havde forstaaet at følge med Udviklingen og gøre Springet over til Fabrikant.

„Naa er det Dem,“ sagde Fabrikanten. „Ja ja, gammel Uenighed skal ikke skille os, hvis vi ellers kan blive enige. Jeg har Brug for en Mand til at tage sig lidt af alt — saadan en Slags højre Haand som kan tage Stødet af til daglig, og have Opsyn med det hele naar jeg er ude paa Rejse. Jeg tror, De vil egne Dem udmærket til det, De er jo en Mand med Indflydelse inden for Arbejderne; jeg vil gærne have, det gaar lidt pænt og glat med Folkene — uden alligevel at spytte for meget i Bøssen forstaar De nok. Man kan akkurat lige saa godt ordne sig med det gode — det koster ikke en Smule mere efter min Erfaring. Og nu hører man jo selv til Partiet.“

„Gør De?“ Pelle vilde ikke tro sine egne Øjne.

„Ja! — Hvorfor skulde en Arbejdsgiver ikke kunne være Partifælle — vil De sige mig det? Der er sku ikke noget at være bange for, naar først man har kigget ind bag Kulisserne — og det har jo sine Fordele. Om ti Aar er hvert fornuftigt Menneske Socialdemokrat.“

„Ja det kan forresten gærne være,“ sagde Pelle og lo.

„Ja ikke sandt! Saa en Aften siger jeg til min Hustru: Hør, man kan snart ikke være bekendt ikke at høre til Partiet; i andre Lande dér er baade Millionærer og Grever og Baroner allerede Partifæller. Hun smagte lidt paa’et, men nu er hun meget tilfreds; det er jo lutter pæne Mennesker — som hun ogsaa sa’e forleden Aften — Standspersoner er der saagar imellem. Naa det var jo ikke Overbevisning, der drev én fra først af; men nu samstemmer jeg sku, for det er meget fornuftigt det de siger. Og saa er det jo min Salighed det eneste Parti, der gi’r di’her Anarkister rigtig paa Puklen — vil De give mig Ret i det? Efter min Mening burde alle forene sig om at bekæmpe dem — og det bli’r vel ogsaa nok Enden paa det. Jeg har spekuleret en Del over Politik og er kommen til det Resultat, at vi Arbejdsgivere bar os hestedumt ad fra først af; vi skulde ikke ha’e bekæmpet Bevægelsen, det drev den bare ud i Yderlighed. Se nu selv, hvor den er bleven pæn igen, siden man begyndte at tage Hatten af for den! man er det, man bli’r behandlet som — skal jeg sige Dem. De var heller ikke gaaet saa haardt frem, dersom vi andre havde taget lidt venligere paa Dem! — vil De indrømme mig det? I er sku akkurat lige som alle andre, I vil ha’e nogen god Mad og være pæne i Tøjet — gaa og gælde for ordenlige Mennesker! Derfor var det klogt at skære den nederste Ende af; man kan ikke stige, naar man har for meget Skrammel til Ballast. Disse Fyre, der vil pille Brosten op og slaa ned, er ikke Selskab for mig. Man maa ha’e Taalmodighed og vente, til Raden kommer til ens Parti at komme til Fadet — det er nu min Politik. — Naa, men hvad mener De saa?“

„Jeg forstaar mig jo ikke paa Maskinerne,“ sagde Pelle.

„Det kan De snart komme ind i! Men det er forresten heller ikke det, det kommer an paa, bare De ellers forstaar at behandle Arbejderne — og det har De jo vist. Jeg lønner Dem med 35 Kroner om Ugen — det er en pæn Ugeløn ved jeg — til Gengæld skal De saa se paa min Fordel naturligvis. Man er jo ikke gaaet ind i Partiet for at bløde — De forstaar vel hvad jeg mener? Saa faar De fri Bolig — i Forhuset naturligvis — for at være en Slags Vicevært for Bagbygningen her; — der er tre Opgange med Etværelses Lejligheder. Jeg gider ikke selv have med det at gøre, der er saa meget Vrøvl med Pakket. De ramponerer og betaler nødig, og naar man saa tager lidt fast paa dem, render de til Bladet og sjikanerer en. Naa, det risikerer jeg naturligvis ikke saa let, men alligevel; jeg holder mest af at Tingene gaar glat — ogsaa af den Grund at jeg aspirerer til at blive Medlem af Hovedledelsen! — De faar altsaa 1800 Kr. om Aaret og en Lejlighed til 400, det bliver 2200 Kroner; en pæn Løn naar jeg selv skal sige det. Men den der smører godt kører godt! Naa, slaar De saa til?“

Pelle vilde gærne have Betænkningstid til den næste Dag.

„Hvad vil De betænke Dem paa? Man skal aldrig betænke sig for meget — vor Tid kræver Handling. Det faglige er som sagt ikke Hovedsagen — det er mest Deres Avtoritet jeg har Brug for. De bliver min Tillidsmand med andre Ord. — Naa, ja ja, saa faar jeg Deres Svar i Morgen.“

Pelle gik langsomt hjemad. Han vidste ikke, hvorfor han havde forlangt Betænkningstid — dette var jo afgjort. Vilde man hygge sit Hjem, fik man ogsaa tage Konsekvenserne af det og ikke knibe ud, første Gang der meldte sig en Udsigt til at gøre det lidt hyggeligt for Kone og Børn. — Nu var han altsaa Pladshund mod sine Fæller.

Han gik ned over Kongens Nytorv og ind gennem Strøget. Her var lyst og festligt inde, Buelamperne hang som en Række spejdende Lysfugle oppe over Asfalten; nu og da slog de med Vingerne for at holde sig svævende. Det var ligesom de fejede Nattens Mørke ned, store Skygger flakkede gennem Gaden og blev borte. Inde i de snævre Sidegader stod Mørket og maabede ud paa Lysglansen, paagaaende Lyde trængte ud derinde fra: Tøselatter, et Barns ensomme Graad, en forkuet Kvindes endeløse Kæften. Men Folk promenerede roligt passiarende over Asfalten to og to — og hørte ingenting; de havde faaet Vinterpelsene frem og gassede sig i den begyndende Kulde.

Inde fra de store Kafeer lød Musik, de var overfyldte; Folk sad tæt sammen i hver sin lille lukkede Kreds og saa oprømte og hyggelige ud. Paa Bordet mellem dem stod Køleren med Champagneflasken, der pegede skraat opad som skulde den skyde selve Himlen ned til dem. Hvor de syntes trygge ved Tilværelsen! anede de mon ikke, at de sad paa en tynd Skorpe — med Armodens Helvede lige under sig? Eller var det kanske derfor de slog sig løs? I Dag dig, i Morgen mig! De havde maaske forsonet sig med det, og tog hvad de kunde faa — uden at lytte altfor skrupuløst til Baggadernes hæse Protest?

Ude paa Raadhuspladsen under en af de elektriske Standere stod der en Mand og solgte Blade. „Fem Øre hvis De har Raad — ellers koster det ikke noget!“ sagde han og stak en Avis til Pelle. Han var bleg, havde mørkt Fuldskæg og dybe Skygger under Øjnene; det saa ud, som bar han paa en indvendig Lidelse der langsomt fortærede ham. Pelle stirrede paa ham — det var jo Peter Drejer, hans Lærekammerat derhjemme fra!

„Gaar du her og sælger Aviser?“ udbrød han forundret og rakte ham Haanden.

Peter Drejer hilste stille igen. Han havde det samme tunge, indadvendte Udtryk som da Pelle traf ham paa Kvisten i Jægergade, men saa endnu mere fortænkt ud.

„Ja jeg er blevet Avismand,“ sagde han — „men kun efter Fyraften. Det er et lille Blad, jeg selv skriver og trykker; du kan maaske have godt af at læse det.“

„Hvad handler det da om?“

„Om dig og mig!“

„Det er nok anarkistisk?“ sagde Pelle og betragtede Bladets Titel. „Du var saa egen, sidst jeg traf dig.“

„Nu kan du jo læse det. — Værsgod, fem Øre hvis De har Raad — ellers gratis!“ raabte han og stak et Eksemplar til dem der gik forbi. Der stod en Betjent lidt henne og iagttog ham, han nærmede sig i smaa Ryk.

„Du er nok under Opsigt!“ sagde Pelle og gjorde ham opmærksom paa Betjenten.

„Det er jeg vant til. Et Par Gange har de beslaglagt mit lille skikkelige Blad.“

„Saa har det vel ikke været saa helt skikkeligt heller?“ sagde Pelle smilende.

„Jeg raader ikke Folk til andet end at tænke selv.“

„Det Raad kan ogsaa være farligt nok, dersom det bliver fulgt.“

„Aa ja. Det sjofle er, at Politiet forfølger mig økonomisk. Saa snart jeg har faaet Arbejde hos en Mester, møder der straks en Betjent op og henstiller til ham at afskedige mig. Naa, det er jo det bestaaendes sædvanlige Taktik! man fører Stødet efter Maven — dér har man nemlig selv Hjærtet siddende.“

„Saa kan du have svært nok ved at begaa dig,“ sagde Pelle deltagende.

„Aa, det gaar. En Gang imellem sætter man mig fast uden nogen lovlig Begrundelse; og naar der er gaaet nogen Tid, slippes jeg løs igen — det ene lige saa umotiveret som det andet. Man har tabt Hovedet — det taler ikke til Ros for et Maskineri, der dog udelukkende holdes gaaende for at knægte os hernede. Jeg har en Fornemmelse af, at man gærne ryddede mig af Vejen, dersom det lod sig gøre; men Landet er jo ikke stort nok til at lade nogen forsvinde i. Men nu vil jeg ikke lege jaget Dyr mere. Skønt jeg foragter vore Love, der ikke er andet end en Maskering af brutal Magt, passer jeg meget omhyggeligt paa at være paa den rigtige Side. Og hvis man alligevel bruger Vold mod mig igen, finder jeg mig ikke i det.“

„Forholdet er saa ulige,“ sagde Pelle og saa alvorligt paa ham.

„Ingen behøver finde sig i mere end han selv vil! Men vi mangler noget herhjemme — den yderste Konsekvens af os selv, Selvrespekten. Derfor sjofler de os efter Forgodtbefindende.“

De fulgtes ad udefter. Paa Fortovet uden for en af de store Kafeer stod et blodfattigt Kvindfolk med en lille Unge paa Armen, hun falbød nogle ynkelige Stilke som skulde forestille Blomster. Peter Drejer gjorde en stum Bevægelse fra hende ind mod Kafeens Publikum, hans Ansigt fortrak sig.

„Jeg har nu ikke noget imod, at Menneskene nyder Tilværelsen,“ sagde Pelle. „Tvært imod, det glæder mig at se, at der dog er nogle der er lykkelige. Jeg hader Systemet, men ikke Menneskene, du. Det eneste skulde da være dem, der ikke kan unde os alle noget, og kun nyder rigtig ved Tanken om at andre sidder og mangler.“