# Pelle Erobreren 4: Gryet

## Part 7

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-4-gryet-77037/index.md

Han opdagede glad, at hans Søgen indad i sig selv ikke førte ham bort fra Verden — dér langt inde dukkede han jo ud i Lyset igen. Netop i Lyset! Han fulgte de hemmelige Love for sit eget inderste Væsen — og stod igen midt i Spørgsmaalet om de manges Velfærd. Hans praktiske Sans trængte til denne Bekræftelse af Sammenhængen. Der var Resultater i det ogsaa udad; allerede nu kunde Historien ikke bruges længer til at lyse ham og hans Ideer hjem — han vidste for meget. Og hans Syn voksede fra Dag til Dag og spændte over en stadig større Horisont. En Dag tog han simpelthen Trylleordet fra Troldene og vakte Kæmpen med det!

Han hang vældigt i og var som Regel fuld af Fortrøstning. Naar de sidste Artister kom hjem fra Artistkafeen, havde han gærne Skomagerlampen tændt og sad og arbejdede. Saa stansede de foran det aabne Kældervindu og slog en Sludder af med ham paa deres gebrokne Dansk. Det stod smaat til i Hjemmet, Afdragene paa Laanet og Gælden fra Monteringen slugte fremdeles alt, hvad de kunde skrabe sammen, og Pelle havde ikke Udsigt til noget bedre Arbejde. Men Arbejdet bærer selv Troen i sig; han stolede blindt paa at der nok skulde aabne sig en Vej ud, blot han ufortrødent kilede paa med sit.

Ellens stille Mistillid til hans Forehavende bar han med Ro. Han følte sig større end hende i dette, hun naaede ikke op dér, hvor han bar sit Hoved!

VI

Allerede Kl. fire vaagnede Pelle, skønt han var kommet sent i Seng. Han sov Hønseblund i denne Tid, Sommernatten laa som en lys Manen over hans Øjenlaag. Han listede ud i Køkkenet og toede sig under Vasken — og gik saa ned til sit Arbejde. Nattens hvidgraa Aande hang endnu synlig nede i Gaden, men højt oppe ved Tagene groede et rødligt Skær frem. „Nu staar Solen op over Landet,“ tænkte han og mindedes sin Barndoms Morgener: Markerne med det sølvgraa Dugspind, og Solen der pludselig kom og skabte det om til Millioner straalende Diamantdraaber. Ak, kunde man igen engang springe barfodet og let gysende ud i det dugvaade Græs og frejdigt raabe den gryende Dag i Møde: Op med dig Sol, Pelle er her allerede!

Natvægteren kom slæbende forbi det aabne Vindu paa sin Vej hjem. „Allerede oppe,“ sagde han nattehæst og nikkede ned. „Ja, aarle er af Guld — du bliver nok rig engang, Skomager.“ Pelle lo, han _var_ rig!

Han tænkte paa Kone og Børn, mens han arbejdede. Der var noget hyggeligt ved, at de laa og sov saa trygt og han sad her og hang i, det fastslog at han var deres Forsorg. Af hvert Hammerslag groede Hjemmet, derfor lagde han saa muntert i. Fattige var de, men det var ligegyldigt i Forhold til den Ting, at blev han nu taget bort, vilde meget gaa i Stykker. For Børnene var han allerede Forsynet, til alting hed det: Far skal! eller: Far har selv sagt! — i deres Øjne var han Ufejlbarligheden selv. Og Ellen begyndte at komme til ham med sine Bekymringer, hun gik ikke længer stum med sit men erkendte, at han havde stærkere Skuldre.

Det kom i Grunden saa ufortjent af sig selv, som om gode Kræfter arbejdede for ham. Saa beskæmmende det var, at Hustruen skulde arbejde med paa Familiens Underhold, havde han ikke formaaet at fritage hende for det — og hvad havde han været for Børnene? Det var ikke nemt at bygge alting op paa én Gang fra bar Bund, og det kunde være fristende nok at lade noget falde og føre Resten saa meget hurtigere igennem. Som han var nu, var han i Grunden ingenting! Ikke den gamle Pelle og ikke den ny, men noget ubestemmeligt under Vejs, der i høj Grad trængte til Overbærenhed! En Bunke Bohave paa en Flyttevogn, paa Vej til den ny Bolig.

Udefra havde han Lejlighed nok til at føle det; baade gamle Fjender og gamle Venner saa paa ham som en, det var gaaet svært tilbage med. „Er det virkelig Resterne af den gamle Kærnekarl?“ sagde deres Blik. Men hans egne var til Gengæld overbærende. „Far har ikke Tid,“ sagde Søster forklarende til sig selv, naar hun gik og puslede nede hos ham — „men han faar nok!“ Og saa udmalede hun sig alt det dejlige, der saa skulde ske. Pelle blev underlig til Mode — han fik se at komme igennem dette lidt hurtigt.

Det var en mørk og uvejsom Verdensdel han havde vovet sig ud i, men nu begyndte han at kunne orientere sig. Der var Højdedrag som stadig gik igen, og enkelte Bjærgtoppe som naas, hvergang man brød ud af Tykningen. Og rigt at færdes var der — kanske var det Landet han og de andre havde søgt. Naar han var kommet igennem, skulde han dog vise dem det.

Pelle havde en god Hukommelse, og huskede alt hvad han havde læst. Meget af det kunde han citere ordret, og om Morgenen inden Gaden endnu var vaagnet, plejede han at gaa det hele igennem i Tankerne, mens han arbejdede. Det undrede ham, saa lidt Historien beskæftigede sig med hans egne, det var først i den aller nyeste Tid de var taget med. Naa, han var ikke ked af dét, Bevægelsen _var_ altsaa noget virkelig nyt og ikke en af Historiens evige Gentagelser. Nu forlangte han at faa dens Ide paa Prent, og en Dag sad han underlig højtidelig paa Biblioteket med Marx og Henry George foran sig. Pelle vidste noget paa det Omraade han ogsaa, men dette var alligevel som at drage Vaad af Dybet — en straalende Vidunderverden fulgte med op. Her var uomstødelige logiske Beviser for, at han havde grebet rigtig, skønt han greb i Blinde. Lykkeland var stort nok til alle; jo flere der rykkede ind, des større blev det. Han sad og fik Lyst til at lange ud igen, slaa et nyt Slag for Lykken!

Pludselig gik det som et Skred gennem Huset fra øverst til nederst, et kort, besættende Uvejr, der igen førte ham tilbage til Hjemmet. Det var bare Lasse Fredrik, der indledede Dagen; han tog en Afsats i hvert Spring, sendte en Hilsen ned til Faderen og fór af Sted paa Arbejde. Den sidste Selestrop knappede han, mens han løb. Lidt efter kom Ellen ned med Morgenkaffen.

„Hvorfor kaldte du ikke paa mig, da du stod op?“ sagde hun surmulende. „Det er ikke sundt at sidde saa længe og arbejde uden at faa noget.“

Pelle lo og kyssede hende til Godmorgen. „De fine Fruer staar først op længe efter deres Mænd,“ sagde han drillende.

Men Ellen lod sig ikke affærdige med Løjer. En ordenlig Kone var oppe før sin Mand og havde noget til ham. „Jeg _vil_ ha’e, du kalder paa mig,“ sagde hun bestemt og var helt rød i Kinderne. Det klædte hende at løbe varm engang.

Mens han drak Kaffen, sad hun og underholdt ham om sit, og de drøftede Dagens Plan sammen. Saa gik hun op for at hjælpe Børnene i Tøjet.

Hen paa Formiddagen lagde Pelle Arbejdet til Side; han gjorde sig i Stand og gik ud for at aflevere det. Med det samme vilde han ind om paa Biblioteket og slaa noget efter i de store Leksika.

Gaden levede sit eget stille Liv her lige op ad det store Strøg — ens fra Dag til Dag. Den tykke jyske Marskandiser stod paa Trappen som sædvanlig og dampede paa sin Træpibe. „God Morgen, Skomager,“ hilste han. En gul skævøjet Østerlænding i Tøfler og lang sort Kaftan balancerede nok saa hjemligt op ad Mælkekælderens Trappe med en Spølkop Fløde i den ene Haand og Brød i den anden. Og ovenfor paa Fortovet gik et Par Hopsadrenge og spillede Klink, lige under den store røde Lygte som Natten igennem lyste sit _Ligtorneoperatør_ helt op til Strøget. To Piger i Cykledragt kom trækkende ud af en Port med deres Maskiner — de skulde i Skoven. „Goddag Pelle! hvordan gaar det med Ellens Forretning?“ spurgte de familiært. Det var nogen hun havde vasket for.

Pelle holdt af denne brogede Bydel, hvor ny Butiker med store Spejlglasruder laa Side om Side med lave Stuer, hvor man drev Smaahandel bag almindelige Vinduer med Gyldenlak og Georginer i lige som hjemme i Provinsbyen — og blot havde trukket en Snor over Blomsterpotterne med et Brev Sikkerhedsnaale og et Bundt Snørelidser paa. Her boede Fattigfolk nok, men Livet gik alligevel ikke paa saa haarde Gænger som ude paa Nørrebro. Folk tog lettere paa Tilværelsen, syntes ham mindre retlinjede men ogsaa mindre selvretfærdige. De syntes at have faaet et lysere Temperament, gik ikke saa støt og velafrettet til og fra det faste Arbejde men havde til Gengæld flere Udveje til at bjærge Føden.

Der var noget af Opbruddet over det hele, som svarede godt til hans egen Tilstand; Livets Usikkerhed lagde en egen højspændt Stemning over alting. Fattigdommen kom ikke marsjerende i tætte mandsstærke Arbejderkolonner, den havde en stor og broget Garderobe, kunde møde op i de sidste Bruneller fra det gamle Københavns Herskabshuse, eller med Guldbriller og høj Hat. Han mente, han kendte alle Fag, men her var Hundreder af Leveveje, som ikke lod sig organisere, hver Dag opdagede han ny og mærkelige Erhverv. Han huskede, hvor svært det havde været at organisere herude — Livet formede sig for uoverskueligt.

Her var Plads til alt, Dør om Dør boede Folk som Bevægelsen ikke havde faaet samlet op endnu, og Folk som var skudt oven ud af den i stejl Trods. Her var Plads til ham ogsaa, Skyggen han havde gruet for fulgte ham ikke. Man havde set for meget af Livet til at blande sig i andres Sager; Bedsteborgerligheden havde ikke ævnet at bemægtige sig Fattigmand. Der var noget af _Arken_ over denne Bydel — kun ikke dens Haabløshed; alle Muligheder holdt tvært imod til her. Fattigmand havde erobret dette Terræn fra det rige Borgerskab, og det syntes som Udviklingen havde faaet Retning af det. Her var det Proletariatet, hvis brogede Væsen trængte opad og gennemsyrede saa at sige det hele. I de lange Sidegader, som var fulde af Marskandisere og Pantelaanere, havde Tilværelsen ikke skilt sig ud i sine forskellige Bestanddele. Piger og Spillefugle boede Dør om Dør med gamle fredelige Borgerfolk, der levede adstadigt af deres Rentepenge og gik i Kirke hver Søndag med Salmebogen i Haanden. Jærnkræmmeren havde Guldure og Antikviteter mellem Skramlet i sin Kælder.

Han fulgte Vesterbrogade indad. Sommerferien var netop forbi, Fortovet paa Figaro-Siden var fuldt af solbrune Mennesker — Forretningsfolk, Studenter og Kursuspiger — der lyste op i Vrimlen ved et eget Humør. De var lige vendt tilbage til Byen og lugtede endnu af frisk Blæst og Strand — det var næsten saa godt som en Tur paa Landet. Og vilde han længer ud i Verden, kunde han ogsaa komme det; Vesterbros Strøg havde Skikkelser nok, der greb ham ved Fantasien og hvirvlede ham udad. Det var som en Kaj, hvor Alverden satte hinanden Stævne, Artister og Søfolk og internationale Agenter. Underlige Kvinder kom sejlende gennem Mængden, store, eksotisk saftfulde som Drivhus-Frugter; han kendte dem igen fra Billedet af Marskandiserskens Datter i _Arken_, og vidste at de hørte til det internationale Forplejningskorps! De gik i tigerstribet Spaseredragt, det mægtige champagnefarvede Haar duftede af fremmede Egne — af mange Havne og Ruter lige som Dampskibenes Indre; de kraftige stillestaaende Ansigter svulmede af Massage og mindede om en pudset lyserød Barnenumse. De flød majestætisk ned ad Strømmen som Fuldriggere. I deres Kølvand sloges nogle smaa energiske Væsner, som ogsaa hørte til Trækket og havde majet sig ud, saa de lignede Børn — med Pufærmer, korte Skørter og Babyhaar. Rystende Gamlinge, som Solen havde lokket ud, stod fortabt stille og fulgte de dejlige Børn med Øjnene.

Pelle følte et eget Behag ved at glide afsted med denne Strøm, der flød bredt og roligt som Livet selv. Verden var større end han havde tænkt og han tog ikke Parti for eller imod noget, men undredes blot over Livets Mangfoldighed.

— — —

Han kom hjem fra Biblioteket ved Totiden med et stort statistisk Værk under Armen. Ellen tog imod ham med røde Øjne.

„Har dine Logerende nu gjort dig Livet surt igen?“ spurgte han og saa hende ind i Ansigtet. Hun vendte Hovedet bort.

„Fik du Penge for Arbejdet?“ spurgte hun i Stedet for Svar.

„Nej, Manden selv var ikke i Butiken. De kommer hen og betaler.“

„Saa har vi ikke en rød Øre — og jeg har ingen Middagsmad til dig.“ Hun prøvede at smile da hun sagde det, men de tunge Øjenhaar vibrerede.

„Er det det hele,“ sagde Pelle og lagde Armen om hende. „Hvorfor har du ikke lavet Havregrød til mig? Jeg havde glædet mig til en mægtig Portion.“

„Det har jeg ogsaa — men du faar jo næsten ikke andet. Det er ikke Mad for et Mandfolk.“

Han greb hende om Midjen med begge Hænder, løftede hende op og satte hende pænt og varsomt ned paa Køkkenbordet. „Det er Havregrøden, min Pige,“ sagde han overgivent. „Jeg kan næsten ikke gaa for bare Kræfter.“

Men Ellen var ikke til at slaa et Smil af med en Vognkæp; der var et eller andet i Vejen — hun vilde ikke rigtig ud med det. Endelig fik han ud af hende, at de to musikalske Klovner var stukket af fra Huslejen. Hendes gode Sengeklæder havde de ødelagt, ligget i dem med Klæderne paa, og svinet dem til saa de ikke var til at redde. Hun vilde nødig vedgaa det, fordi han i sin Tid havde raadet fra. Men saa med ét gav hun sig voldsomt over. „Du maa ikke le ad mig,“ hulkede hun og gemte Ansigtet ved hans Skulder.

Pelle søgte at trøste hende, men det var ikke saa let. Det var ikke det enkelte Uheld men hele Fiaskoen, hun brød sammen paa — hun havde lovet sig saa meget af sin store Plan. „Det kan jo reddes endnu,“ sagde han for at trøste hende. „Vi kiler bare paa, saa kommer det nok, skal du se.“

Men Ellen lod sig ikke putte Blaar i Øjnene. „Du mener det jo ikke,“ sagde hun vredt, „du siger det kun for min Skyld! Og Marskandiseren sendte Bud herom i Formiddags, at hvis han ikke snart fik Resten af sine Penge, tog han hele Udstyret igen.“

„Saa lad ham tage det — saa er vi ude af den Historie.“

„Men saa taber vi alt det, vi har betalt af!“ udbrød hun hastigt og tørrede Øjnene.

Pelle trak paa Skuldrene: „Det er der ikke noget at stille op til.“

„Skulde vi saa ikke hellere se at faa Sagerne solgt efterhaanden? Vi skylder kun en Tredjedel paa dem.“

„Det kan vi ikke — det er strafbart. Vi har Lejekontrakt paa Logiudstyret, og saalænge vi skylder en Øre paa det, er det hans. — Naa, men vi er jo sunde og raske allesammen, hvad Nød har det saa!“

„Det kan du sagtens sige,“ svarede Ellen og forsøgte et Smil. „Men jo raskere vi er, desto mere Mad skal der til.“

Der kom en Tøs rendende med et Par Støvler, som skulde forsaales i en Fart; det var Dronning Thereses, hun skulde bruge dem om Aftenen. „Saa faar vi da et Par Øre mellem Hænder!“ sagde Ellen oplivet. „Jeg hjælper dig at faa dem færdig i en Fart.“

De satte sig paa hver sin Side af Disken og gik i Gang med Arbejdet. Det mindede om den allerførste Tid af Ægteskabet; en Gang imellem stansede de og lo — naar Ellen havde glemt et eller andet Tag. Paa halvanden Time var Støvlerne færdige. Pelle gik selv med dem for at være sikker paa Pengene.

„Du træffer hende bedst i Knejpen,“ sagde Ellen. „Ved denne Tid spiser Artisterne Middag, saa er hun gærne der.“

I Artistknejpen var der travlt. Ved de smaa Borde sad knoglede, tætklippede Mænd af en egen rødlig Type og spiste sammen med en eller anden Pige fra Kvarteret. Det var Akrobater, Klovner eller Brydere — Folk af et ensartet Verdenssnit, stortærnet klædte, med vældige Neglemansjetter og hele pansrede Støvlesnuder. De tyggede bredt, og stirrede sløvt ud i Luften til Pigernes Halløj, bar en jærnhaard brutal Maske til Ansigt og svære Diamantringe paa Fingrene. Nogle af dem saa ud til at have udviklet Underkæben med det Formaal at tage mod Bokserslag, saa kraftig var den. Inde i det tilstødende Værelse gik nogle unge sirlige Fyre og spillede Biljard, mens de i Smug holdt Øjne med hvad der foregik ved Bordene. De havde Pandekrøller og Laksko.

Dronning Therese var der ikke. Han gik saa om i Dannebrogsgade, hvor hun boede. Men hun var ikke hjemme, han maatte aflevere Støvlerne til Naboens og gaa igen med tomme Hænder.

Naa, var det vel andet, end hvad man kunde vente! Naar man trængte haardest, legede Tilfældet med én som Katten med Musen! Pelle var ikke nær saa frejdig, som han lod naar han stod over for Ellen; Virkeligheden begyndte at gaa ham paa. Han drev ud til Morten, men uden nogen Tro til Resultatet; Morten havde mange Huller til det han tjente.

„Du kommer i det rette Øjeblik!“ sagde Morten og viftede med to Sedler. „Jeg har lige faaet tyve Kroner sendende fra _Arbejderen_, dem kan vi dele. Det er mine første Penge fra den Kant, saa du kan begribe, jeg har spyttet tre Gange paa dem.“

„Saa har de alligevel fundet Vej til dig,“ udbrød Pelle glad.

Morten lo: „Jeg blev ked af at se mine Arbejder gaa igen i Bladet, da man dog ikke vil kendes ved mig deroppe — og gik op til dem og gjorde opmærksom paa Paragrafen om Eftertryk. Du skulde se det Ansigt de satte op! For Pokker, det _er_ ikke morsomt at skulle tjene sit Brød paa Elendigheden saa at sige! og endnu pinligere bliver det, naar man bagefter skal gaa Tiggergang for sine sure Skillinger. Du skal heller ikke tro jeg gjorde det under andre Forhold — jeg sultede hellere. Men jeg vil i al Fald ikke være Genstand for Udsvedning fra mine egnes Side! — Det er snart længe siden du har været her.“

„Jeg har haft saa travlt. — Hvordan har Johanne det?“ Det sidste sagde han i en hviskende Tone.

„Ikke godt for Tiden — hun holder Sengen. — Hun spørger stadig efter dig.“

„Jeg har været meget optaget den senere Tid! — Desværre kan jeg stadig ikke opdrive noget om hende. Er hun lige tvær?“

„Naar hun er i sit onde Lune, lader hun sig forstaa med, at hun godt kunde hjælpe os paa Sporet, hvis hun vilde. Jeg tror det morer hende at se os løbe til Nar.“

„Saa raffineret er et Barn ikke.“

„Det skal du ikke sige. Husk paa hun er ikke noget Barn — hun har gjort for rædselsfulde Erfaringer. Jeg har nærmest det Indtryk, at hun hader mig og kun pønser paa at gøre mig Fortræd. Du aner ikke, hvor hadefuldt hendes Sind kan være; det er som om Dunsterne dernede fra havde omsat sig til levende Gift i hende. Kommer her nogen, hun mærker jeg synes om, saa spyr hun dem til, saa snart de er gaaet — siger et eller andet giftigt om dem for at saare mig. Du er den eneste hun skaaner, derfor tror jeg, der maa være et hemmeligt Baand imellem jer. Prøv at gaa hende paa Klingen en Gang til.“

De gik ind til hende. Da de aabnede, smuttede hun hastigt ned under Dynen — hun havde lyttet ved Døren. Hun lod som hun sov haardt. Morten gik ind for at arbejde og lukkede efter sig.

„Naa Johanne,“ sagde Pelle og satte sig paa Sengekanten — „jeg har en Hilsen til dig. Kan du gætte fra hvem?“

„Fra Bedstemor!“ udbrød hun og rejste sig ivrigt over Ende. Saa blev hun flov over at være overlistet og krøb ned under Dynen. Hun laa og skottede mistroisk til ham, med sammenpressede Læber. Der var noget ved Blikket og Hovedholdningen der ligesom kaldte paa henslumrede Minder i ham, men han kunde ikke fæstne det.

„Nej ikke Bedstemor. — Hvor er hun forresten henne nu — jeg skulde gærne tale med hende? Kunde du ikke følge mig ud til hende, naar du bliver rask?“

Hun laa og betragtede ham med spillende Øjne og et spotsk Udtryk. „Ja det ku’ du li’!“ svarede hun med et Refræn fra Gaden.

„Sig mig nu, hvor hun bor, Johanne,“ blev Pelle ved og tog hendes magre Haand. „Saa er du en flink Pige!“

„Ja om Natten!“

Pelle rynkede Panden: „Du maa være meget hjærteløs, naar du kan forlade din gamle Bedstemor og ikke engang kan unde hende, at andre hjælper hende. Jeg er vis paa, hun sidder et Steds og lider Nød.“

Johanne saa forbitret paa ham. „Jeg pryglede hende ogsaa,“ udbrød hun ondt.

Hun brast i Latter ved Pelles Udtryk. „Nej jeg gjorde alligevel ikke,“ sagde hun beroligende — „jeg tog bare Stokken fra hende og gemte hendes Briller, saa hun ikke kunde gaa ned paa Gaden og hente Fløde. Saa var hun nødt til at sende mig, og saa drak jeg al Fløden og kom Vand i Kanden. Hun kunde ikke se det, og saa skældte hun ud over Mælkeforretningen, fordi den snød.“

„Nu digter du vist,“ sagde Pelle usikkert.

„Jeg pillede ogsaa Krummen ud af Brødet og lod hende spise Skorpen,“ vedblev Johanne og nikkede.

„Hold nu op med det,“ sagde Pelle og strøg hende over den svedige Pande — „jeg ved godt, at jeg har fornærmet dig.“

Hun skød vredt Haanden til Side. „Ved du hvad jeg vilde ønske?“ sagde hun pludselig — „jeg vilde ønske du var min Far.“

„Vilde du være glad for det?“

„Ja, for naar du saa blev rigtig syg og fattig, vilde jeg behandle dig lige saa godt, som jeg har behandlet Bedstemor.“ Hun lo klangløst.

„Jeg er vis paa, du kun har været god ved Bedstemor,“ sagde Pelle alvorligt.

Hun saa stift paa ham som for at se, om han nu ogsaa mente det. Saa vendte hun sig om mod Væggen. Han kunde se paa hendes krummede Legeme at hun kæmpede med Graaden, og prøvede at dreje hende om mod sig. Men hun gjorde sig stiv.

„Jeg vil ikke sammen med Bedstemor!“ hviskede hun indbidt — „jeg vil ikke!“

„Men du holder jo dog af hende!“

„Nej jeg gør ikke — jeg kan slet ikke fordrage hende! Hun sagde til Nabokonen, at jeg bare var i Vejen! Det var den forbandede Unges Skyld, at hun ikke kunde komme paa Stiftelsen sa’e hun — jeg hørte det selv! Og jeg løb dog og tiggede al Maden sammen til hende. Men saa gik jeg min Vej!“ Hun stødte Sætningerne ud og knugede Lagnet krampagtigt; Stemmen var helt hæs.

„Men du maa dog fortælle, hvor hun er!“ sagde Pelle indtrængende. „Jeg lover dig, at du ikke skal komme til hende, naar du ikke selv vil.“

Barnet tav stædigt, hun troede ikke paa Løfter.

„Ja saa maa jeg jo gaa til Politiet for at finde hende — jeg holder bare ikke af det.“

„Nej, for du har jo _sat_!“ udbrød hun med en kort Latter.

Der gik et forpint Drag over Pelles Ansigt.

„Er det saa morsomt synes du?“ sagde han og klippede med Øjnene. „Jeg er vis paa Bedstemor ikke lo ad det.“

Johanne vendte sig halv om: „Nej hun græd! Saa havde hun jo ingen til at gi’e os Mad — derfor græd hun.“

Det dæmrede for ham. „Hvor blev I to af den Dag paa Fælleden? Vi skulde jo spise sammen!“ sagde han.

„Da du blev taget? Aa vi kunde ikke finde dig, og saa gik vi bare hjem.“ Hun havde Ansigtet helt fremme og laa og betragtede ham med sine store graa Øjne. Det var Hannes Blik, bag ved arbejdede den samme Undren over Tilværelsen; men her var den tilsat en forfærdelig Viden. Med én Gang rykkede det i hendes Ansigt; hun opdagede at hun var blevet overlistet, og saa paa ham med et stikkende Blik.

„Er det sandt, at du og Mor har været Kærester?“ spurgte hun pludselig skadefro.

Pelle blev lidt rød. Spørgsmaalet kom helt bag paa ham. „Jeg skal gærne fortælle dig alting om din Mor, naar du saa vil fortælle mig, hvad du ved,“ sagde han og saa oprigtigt paa hende.

„Hvad er det du vil have at vide?“ — hun talte i en eksaminerende Tone. „Vil du skrive om mig i Bladene?“

„Kære Barn — vi maa dog finde din Bedstemor. Det kan jo være, hun sidder og sulter.“

„Jeg tror nok hun er paa _Almindeligheden_,“ sagde Barnet stille. „Jeg gik derhen om Torsdagen, naar de Gamle havde Lov at gaa ud og tigge til lidt Kaffe; og en Dag saa jeg hende.“

„Gik du saa ikke hen til hende?“

„Nej — jeg var ked af at høre paa hendes Jeremiader!“

Johanne var ikke stiv og trodsig længer. Hun laa med bortvendt Ansigt og svarede — lidt trevent — paa Pelles Spørgsmaal, mens hun forlegent pillede med hans Fingre. De knappe Svar blev for ham til en sammenhængende, trist Historie.