Part 3

Han fulgte Strømmen over Dronning Louises Bro og indefter. Herinde var Stemningen en anden, Meningerne var delte, Folk gav hinanden knubbede Ord. Uden for Bladredaktionerne stod Folkemængden pakket, spærrede Vognfærdslen, og ventede taalmodigt paa Resultaterne som blev slaaet op i Vinduet. Hver Gang en Kampkreds kom ind, gik der en bølgende Bevægelse gennem Massen — og steg til en mægtig Brusen hvis det var Sejr. Det gik forholdsvis fredeligt, Folk søgte hen uden for de Blade der bar Partifarven. Kun Kværulanterne mødte op hos Modstanderne for at faa sig en paa Hattepulden. Indenfor i Bladredaktionerne jog Medarbejderne frem og tilbage, hængte Resultater ud, og rettede.

Alle Kafeer og Restavranter var fulde af Gæster. Telefonen kimede ustanselig, Bude kom med Lister fra Telegrambureauerne. Man sloges om Resultaterne foran den store Tavle, diskuterede Chancer ved Bordene, drev Kandestøberier.

Pelle havde aldrig set Byen saa ophidset, ikke engang under den store Lockout. Stand stod over for Stand som Knytnæver, Arbejderne endnu ivrigere end Overklassen — de var blevet Politikere saa det forslog. Han forstod at Bevægelsen havde lagt Tyngdepunktet herover, det galdt om at erobre Mandater, i Dag ventede man at faa Herredømmet i Byen og fast Fod ude paa Landet. Flere af de gamle Førere sad allerede i Tinget og lagde deres praktiske Erfaring i Debatten; nu stiledes der nok mod intet mindre end at erobre den politiske Magt. Dette var kækt nok — de maatte have haft Medgang alligevel! Han havde endnu sin gamle Lydhørhed for hvad der steg samlet op fra det hele som Fællesnævner — og fornam en Forandring i selve den offenlige Tone. Den var blevet bredere, mere demokratisk. Selv Overklassen bøjede sig for Valgurnen nu og nedlod sig til at kæmpe om Stemmeflertallet.

Men han savnede Plads for sig selv i denne Kamp. „Hej du dér — du har vel stemt?“ raabte man til ham i Forbigaaende. Stemt? han havde jo ikke engang Stemmeret! I den Kamp, der nu kæmpedes, havde den gamle Fører ikke engang Lov at være med som almindelig Menig.

Væk af Banen her! De kom i smaa taktfaste Hold paa Vej til Valgurnen eller Forsamlingshuset og fyldte hele Fortovet, og Pelle flyttede sig villigt for dem. Denne Gang kom han ikke anstigende som en Kongesøn, hvem Alverden stod paa Stranden og ventede.

Et Udskud var han — hverken mere eller mindre — en der var lagt til Side og glemt. Og bragte han sig i Erindring, opnaaede han kun at mane Sagnet om en Forbryder frem. Dér var Huset hvor Stolpes havde boet, kanske kendte de Ellens Bopæl. Men hvad vedkom den forresten ham? han huskede nok Lasse Fredriks rædselsslagne Ansigt. Og der var jo Hjørnestedet hvor Morten havde bestyret Forretningen — ho, det var længe siden deres Veje skiltes! Morten havde i Virkeligheden altid misundt ham — han havde ikke kunnet taale hans kolossale Fremgang. Nu kunde han jo hovere!

Han gik og var gal i Hovedet, ør, bitter. Det lagde sig som en Taage over hans Hjærne, Tankerne ravede frem af Ondskaben som forvrøvlede Kværulanter. I aarevis havde Trangen til at omgaas Mensker hobet sig forfærdeligt op i ham; nu skred det hele. Han kunde godt vælte sig ind paa en eller anden og yppe Klammeri, blot for ikke at gaa her og forholde sig ligegyldig til Alverden. — Hvorfor gik han ikke hen i _Blodkoppen_? Dér var han i al Fald ventet.

Ud for Griffenfeldtsgade var der Opløb, Folk havde slaaet Kreds om en Kularbejder, der stod og maltrakterede en Lygtepæl med sine Træskosnuder, mens han snøvlende brugte Mund. Han var rendt imod den og havde Hul i Panden. Folk morede sig over ham.

Idet Lygteskæret faldt paa den druknes kulstøvede Ansigt, genkendte Pelle ham; det var Glade Jakob! Gal i Hovedet trængte han sig frem og tog ham i Skulderen. „Hvad er det med dig Jakob, er du blevet en Sut?“ sagde han opbragt. „Hvad er den a’?“

„Den ska’ inte komme her og senere en organiseret Arbejder,“ snøvlede Jakob og sparkede ud i Luften til stor Fornøjelse for Tilskuerne, der opmuntrede ham til bare at klø løs. „Jeg er Medlem af min Organisation og staar ikke i Restance — I kan selv se!“ Han gravede en lille Bog i sort Lærredshylster frem fra Brystlommen og stod og rodede med den. „Se kuns selv efter Kammerater, Medlemsbidrag betalt, hva’? Strejkebidrag betalt, hva’? Forevist ved Indgangen, hva? — kom bare ikke her med den! Tag kuns og lad den gaa rundt Folkens, vi maa ha’e Papirerne i Orden. — I støtter ved Valgfonden, Manne? — op og stem for Fan! Den der ikke giver sin Skærv er en skidt Kammerat. — Hvem siger Tyv? Der er ingen der sjæler her, forstaar I! Jakob er en hæderlig organiseret — —“ Pludselig gav han sig til at hulke, Savlet flød ham fra den hængende Mund ned paa Trøjen, det sprittaagede Ansigt skar frygtelige Grimaser.

Pelle fik ham ind i en Gaard og vaskede hans Saar ved Posten. Det kolde Vand fik ham til at skælve, Hovedet hang dødt ned. „Saadan en snottet Skruebrækker,“ mumlede han. „Jeg skal faa Formanden til og gi’e den en Overhaling i Bladet.“

Pludselig genkendte han Pelle. Der gik et Ryk gennem ham, i hans sløve Træk kæmpede Bevidstheden for at faa Overtaget. „Hvad er det dig, Stormester?“ sagde han skamfuld og greb efter Pelles Haand — „saa du er kommen tilbage? Du synes vel jeg er et Svin, men hva’fan.“

„Kom nu bare!“ sagde Pelle haardt; han holdt ikke af de mange Tilskuere.

De gik ned ad Meinungsgade, Jakob stolprede tavs afsted og skottede til sin gamle Anfører. Han var lidt ubehjælpsom i Gangen, men det var af Slid; Mødet med Pelle havde næsten gjort ham ædru. „Du synes vist jeg er et Svin,“ gentog han endelig i en ynkelig Tone. „Men naar der nu ingen er til at hanke op i én.“

„Det er skidt med den Brændevin,“ sagde Pelle kort.

„Ja det kan være rigtigt nok. Men man trænger nu til et godt Ord engang imellem, og saa maa man vel tage det hvor det kan faas. Kammeraterne ser ned paa én skal jeg sige dig — og skubber én ud af Sjakket.“

„Hvad er der saa i Vejen?“ spurgte Pelle.

„Hvad der er i Vejen? Seks Gange fem er der, fordi at man ikke lod sin gamle Far sidde og sulte dengang under Lockouten. Dengang var det jo evig dejligt: Jakob var en god Søn! og skidt med de Stores fedtede Pengepung og en Smule Vand og Brød! — og Fanden og hans Pumpestok. Men nu gaar den paa en anden Melodunte: Ham der! han er jo straffet for Tyveri — færdig! Hvorfor, det er der ingen der spørger om — man er be’et Storborgere forstaar du. I gamle Dage hed jeg altid Glade Jakob, og Kammeraterne kunde godt lide og være i Sjak med mig. Ved du hvad jeg nu hedder? Tyvejakob. Ja de siger det jo ikke lige rent ud, for saa var der nok en der flækkede Skallen paa dem; men det er ellers mit Navn. Naa, siger man til sig selv, dengang saa du maaske forkert paa det hele; kanske er du alligevel en slet og ret Tyveknægt. Og saa maa jeg drikke for at blive en ærlig Mand igen.“

„Og rase ud mod Lygtepælene! Skulde du ikke hellere lange ud efter dem der gør dig ondt?“

Jakob tav og dukkede Hovedet; den stærke frejdige Fyr var blevet en Hund enhver turde sparke! Var det _saa_ forfærdeligt at bære seks Gange fem blandt sine egne — hvad skulde saa Pelle sige? „Hvordan har din Bror det?“ spurgte han for at lede Jakobs Tanker hen paa noget lysere — „han var en brilliant Fyr.“

„Han hængte sig,“ svarede Jakob mørkt — „han kunde ikke holde det ud. Vi brød jo ind sammen — for at være lige gode om det; og Urtekræmmeren skyldte min Gamle Penge altsaa — han havde gjort Arbejde for dem — og skulde snydes var Meningen. Og der sad saa de to Gamle og sultede — frøs gjorde de ogsaa. Saa skaffede vi dem deres Ret — og det var jo saa knusende storartet gjort. Men bagefter naar der var Opstandelse paa Arbejdspladsen, Agitation og Valghalløj og den Slags nyt, saa gik de lige saa pænt uden om ham og mig. Vi var ikke af Slagsen forstaar du — vi havde jo ingen Stemmeret. Han ku’ ikke klare Spørgsmaalet paa anden Fakson end ved og slaa et Stik op om Lampekrogen. Jeg har selv vendt og drejet Sagen ser du, men det er sku ikke til at hitte Rede i.“ Jakob gik lidt. „Vil du nu lange ordenlig ud? — der trænges til et godt Ord.“

Pelle svarede ikke; dette lagde sig altfor tungt over ham. Han hørte slet ikke Spørgsmaalet.

„Det var jo mest dine Ord, der fik en til at tro paa en ny Tid,“ blev Jakob haardnakket ved. „Ellers havde min Bror og jeg kanske nok baaret os noget anderledes ad, og saa var det altsaa gaaet os begge to bedre. Naa, du troede jo selv paa det begribeligvis! Men hvad siger du nu — tror du endnu paa det med det ny? For én vilde jo gærne være et hæderligt Menneske igen.“

Naturligvis troede Pelle fremdeles.

„Ja for der er sku ikke mange der gi’r en rød Øre for den Historie længer. Men naar du siger det — dig har jeg ligegodt Fidus til. En anden har jo ikke Hoved til og finde paa noget af sig selv; og for os Smaafolk har det været som jeg vilde sige at Proppen gik af, dengang du kom væk. Det hele stod og blev til dovent Sprøjt. Sker noget gør der ikke for en anden stakkels Djævel at se til; og hvergang nogen vil klage sig, faar han straks en Stemmeseddel stukket i Næven: Gaa hen og stem, Kammerat, saa skal det nok bli’e anderledes! Men hva’ Fan, det kan sku ikke stikke Ild i en Fyr, der ingenting har lært fra lille a’. Mig havde de nu sørget saa morderlig fint for — med Æresoprejsning for at jeg skulde bruge min Stemmeret; men gøre mig til en som der ingen ser ned paa, det kan de ikke. Og derfor siger jeg tak for mig! Men hvis at du tror paa det endnu, saa gør jeg det sku ogsaa, for dig har jeg Fidus til. Her har du min Haand paa det.“

Jakob var den samme enfoldige godhjærtede Fyr som i gamle Dage, da han holdt til paa _Arkens_ Loft. Lidt mere ondt maatte der gærne have været i ham! Men hans Ord varmede Pelle om Hjærtet, her var dog et Menneske, der trængte til ham — og som troede paa ham endnu, skønt han var blevet slaaet til Krøbling i Kampen! Det var den første Invalid; Pelle var forberedt paa at træffe flere — og tage deres Anklage. Adskilligt vilde vende sig imod ham, netop nu da han stod magtesløs — men han fik tage det med! Han syntes han havde Kræfter til det nu.

Pelle gik igen paa Gaden, han lod Fødderne om Retningen og tænkte paa Fortid og Fremtid. De havde været saa sikre paa, at en ny Tid skulde oprinde for dem lige med det samme! Den ny store Sandhed havde været saa selvindlysende, at man syntes alt det gamle maatte falde for den som for et Trylleord — og nu havde Hverdagen slidt Glansen af den ogsaa! Saa vidt han forstod var der intet væsenligt sket, og hvad skulde der vel ogsaa ske? Det gik nok ikke saadan til at vælte Systemer. Af Glade Jakobs Dom kunde han slutte sig til sin egen, men han var ikke forsagt længer. Nu fik der komme, hvad komme skulde. Han skulde ikke haft noget imod at æske de gamle Kammeraters Opfattelse lige med det samme og faa sin Stilling klaret.

Han var kommet gennem forskellige Sidegader og stod pludselig over for en stor oplyst Bygning; op ad den brede Trappe strømmede Folk. Det var et af Arbejdernes Forsamlingshuse; der var Fest i Anledning af Valgdagen. Pelle fulgte af gammel Vane Strømmen.

Han holdt sig i Baggrunden af Salen, og brugte sine Øjne som var han lige drattet ned fra en anden Klode, underlige Følelser vældede op i ham ved igen at være sammen med de mange. Et Øjeblik stormede det paa i ham som en hæftig Drift til at raabe: Her er jeg igen! og brede Armene ud mod dem alle. Men han fik hurtig Magt med det, Ansigtet faldt igen hen i sin forstenede Ro.

Dette var altsaa hans Hær fra Kampen. De var ikke saa lidt pænere i Tøjet end den Dag, han førte dem i Triumf ind i Staden som dens rette Borgere; de bar ogsaa Hovedet højere, hummede sig ikke om bag ved hinanden men krævede Plads. Mere Mad fik de, kunde han se, Ansigterne var blevet blankere af det. Og Øjnene var blevet lade i Udtrykket, de stod ikke længer og grov hungrigt ude i det uvisse men flyttede sig roligt og ligetil fra Sted til Sted. Man havde nok indstillet sig paa lang Marsj igen, og kanske var det godt; store Ting skete ikke i en Haandevending.

Han vækkedes af sine Tanker ved, at de nærmeste vendte sig og stirrede paa ham. Flere og flere Ansigter søgte om mod ham. Pelle er her! gik det som en Mumlen gennem Forsamlingen. Hundreder af Øjne rettedes imod ham, spørgende og undersøgende, nogle i aaben Forventning som maatte der ske noget usædvanligt lige paa Stedet.

Det blev til en hel Bevægelse, en Bølge der bar ham modstandsløst op i Forgrunden af Salen og op paa Talerstolen. Et mægtigt Brus steg op om ham som Brænding og bedøvede hans ømtaalige Hjærne hvor Stilheden sad hørligt og nittede — altid — en fin ny Verden som ingen anden vidste om. Og med et blev der stille, saa stille at han igen hørte Ensomheden koge i sit Øre.

Pelle talte, stille og fortroligt. Hans Ord blev en Hilsen til dem fra en Verden, de endnu ikke kendte, den store Ensomhed hvor Manden maa færdes alene — uden højrøstede Kammerater til at stive sig af — og lytte sig frem, til han hører sit eget Hjærte slaa derinde. Han sidder i en Celle igen ligesom det første oprindelige Livskim — ene og forladt, over ham spinder en Edderkop sit kunstfærdige Net. I Begyndelsen er han vred paa det travle Dyr og river Nettet itu, men Dyret begynder ufortrødent forfra. Og dette bliver pludselig en trøsterig Lære for ham om aldrig at give op; han kommer til at holde af dette lille aarvaagne Væsen, der lægger sit Væv saa kunstfærdigt som havde det et stort Ansvar — og spørger sig selv om han overhovedet er til for det. Har det maaske ondt af ham i hans Forladthed, siden det ikke flytter et andet Sted hen, men overbærende bygger sit Væv op igen, finere og finere — som blev det kun raget ned, fordi det ikke var godt nok udført. Han angrer bitterlig sin Fremfærd, og vilde give meget for et Tegn paa at det lille Dyr ikke var vred paa ham; for ingen har Raad til at støde den anden fra sig, selv det mindste Kryb har skæbnesvanger Betydning for dig! i Cellens Ensomhed dér lærer man Solidaritet. Og en Dag han sidder og læser og Edderkoppen har travlt med at føre en Traad lige forbi ham, kommer den fortroligt ned og bruger hans Skulder til midlertidigt Fæste. Aldrig før var der blevet vist ham en saadan Tillid trods alt, det lille Dyr vidste, hvordan en forhærdet Fange skulde tages. Det lærte ham at han havde baade et Hjærte og en Sjæl at tage Vare paa! — En Hilsen til Kammeraterne fra den store Stilhed, som ventede paa at faa dem i Tale en for en.

Han talte lige ud af sin Sjæls Alvor og saa Forundringen i deres Ansigter. Hvad Satan, vilde han nu ha’e dem allesammen puttet i Tugthuset, bare fordi han selv havde været der? Og var dét Resterne af den gamle Pelle, _Lynet_, som han dengang kaldtes? Han var sku noget mat i Sokkerne, ham havde man da taget Pippet grundigt fra! De faldt hurtig fra og gav sig til at tale halvhøjt med hinanden; kun hist og her fra Krogene lød spredt Klappen.

Pelle følte Skuffelsen og Ligegyldigheden og smilede; han trængte ikke til det orkanagtige Bifald mere, nu lyttede han efter det inde fra sig selv. Saa meget havde han erfaret ved at staa deroppe, at dem dernede var han ikke færdig med — nu først skulde det egenlige begynde. Hans Værk var fejet ned, nuvel, saa byggede han et nyt som var bedre; han havde siddet i Cellen og lært Langmodighed.

Han sad neden for Talerstolen mellem Lederne af Mødet og følte, at han egenlig var en Uvedkommende her. Det var af Medlidenhed man havde draget ham ind i Festen; han læste i deres Øjne, at det forløbne Arbejde var udført uden ham og at han kom ubelejligt. Skulde de nu til at regne med ham — Fusentasten — igen, eller var det hans Agt at udvandre? — Ak, han bragte vist ingen overilet Fart i Bevægelsen, de skulde vide hvor han havde siddet og sanket Besindighed derinde!

Han talte ikke men sad fraværende og søgte at lytte sig bag om Støjen for at fange lidt af en evig Tone. De lo og skaalede og holdt Taler — ogsaa for ham; men alt det behøvedes jo slet ikke! Sikre var de blevet, de talte aabent ud for alle Sluser, der var kommet en vis Frigjorthed over deres Fællesoptræden — som Masse virkede de godt. Men Miraklet? — det ufattelige? Han savnede lidt Angst bag om Velværet, noget af den dybe tavse Vejen, som skulde forraade at de havde stirret ind i en ny Verden. Hørte de da slet ikke Tonen, siden de støjede saa meget? den evige sagte Rytme som stod i Øret paa ham selv bestandig og rummede det hele. Cellens Stilhed havde gjort hans Øre ømtaaligt; han led ved denne robuste Latter, der udtrykte deres Livsglæde.

Oppe ved en stor Tavle stod en af Førerne og gjorde Dagens Sejre op under Forsamlingens Jubel; Pelle listede ubemærket ud. Han stod paa Trappen og aandede den rolige Nat ind i dybe Drag, da en ung Mand kom og rakte Haanden ud imod ham; det var Svogeren Frederik Stolpe. „Jeg vilde bare sige dig velkommen tilbage igen og tak for dine Ord derinde,“ sagde han.

„Hvordan gaar det Ellen?“ spurgte Pelle lavmælt.

„Det er vist saa som saa. Hun bor i Viktoriagade 20 og vasker — jeg tror nok hun vilde blive glad for at se dig.“ Han saa prøvende paa Pelle. „Hvis du vil have det, skal jeg gærne sørge for, at I kan træffes hjemme hos mig.“

„Tak du,“ svarede Pelle, „men jeg gaar ud til hende i Morgen tidlig!“ Han behøvede ikke Omveje mere.

II

Pelle vaagnede ved en fjærn tordenlignende Lyd, der groede tyndt frem ude i Natten og holdt lige ned paa Fængslet. Han laa stille og lyttede gruende, i Haab om at høre Vagtens beroligende Skridt forbi Døren; i hans tunge Hoved jog Forestillingerne forvirret rundt som herreløse Heste. Den dumpe truende Lyd kom bestandig nærmere og voksede skæbnesvangert, og pludselig slog den dybe Natstilhed ud i et tordnende Brag, der fik alting til at ramle sammen. Det var som et uhyre Svælg aabnede sig og slugte det hele.

I et panisk Spring stod han henne ved Vinduet, Hjærtet regerede ubændigt i ham. Saa blev han inderlig flov. Han havde vældigt oplevet den samme haarrejsende Verdens Undergang, som i Barndommens Dage naar Lynet bragende krydsede sig frem mellem Klipperne derhjemme — og saa var det hele ikke andet end Larmen fra Dagens første Bøndervogne, idet de slog over fra Landevej til Stenbro. Det var Ensomheden der rugede i hans Fantasi og fik den til ræd at stejle for enhver Lyd. Men det fortog sig vel.

Han rakte sig pludselig og rystede Nattens onde Mareridt af sig — fri! Ingen Slutter kom som en ond Djævel og sprængte Nattens lykkelige Drøm om Frihed — han _var_ fri! Briksen skulde ikke surres op til Væggen paa bestemt Klokkeslet; han kunde ligge saa længe han vilde, hele Dagen om det skulde være! Men nu havde han vigtigere Ting for — Livet ventede. Han trak hastigt i Tøjet.

Nede paa Gaden gik Lygtetænderen og tændte hveranden Lygte, i en endeløs Række rullede Vognene ind fra Landet for at forsyne Byen. Pelle slog Vinduet op, og aandede den vaagnende By ind mens han klædte sig paa. Han var vant til at sove i en Stilhed der kun afbrødes af Musenes bløde Piben under Varmeristen, og Byens Natlarm — den Elektriskes Dur, Raab fra sene Nattevandrere — alt dette uvante der skar saa grelt frem af Mørket, havde fyldt hans Søvn med Feber og trukket en Række hæslige vanskabte Syner gennem hans Hjerne.

Men nu følte han sig grundig nok udhvilet og hilste Staden med vaagen Glæde. Ja, udsovet havde han saa det forslog, Larmen kaldte, han maatte ned og give en Haand med til at holde alt dette gaaende! I aarevis havde han ikke bestilt andet end samle til Bunke, nu skulde der tages fat igen med Kræfter og Humør. Saa snart han var i Tøjet, gik han ud; Ellen var det for tidligt at søge op, men han kunde ikke holde ud at være inde længer.

Det var tidlig Morgen. Nu kom den første Morgensporvogn udefra, svingende fuld af Arbejdere; de hang helt ned ad Trinene baade paa Hovedvognen og de to Bivogne. Og dér var den første Bonde med Mælk; man var ikke engang oppe endnu i Ismejeriet! Hvert Kvarter kom der Sporvognstog med Arbejdere; og Torvevognene blev ved at rulle ind fra Landet, toplæssede med Grønsager, Korn eller Svinekroppe. Den dybe Gade var som en Fødepumpe, der bestandig sugede Næring ind til Byen.

Paa Toppen af svingende Halmlæs sad sjællandske Bønder og nikkede; de kom helt ude fra Frederikssundskanten og havde kørt hele Natten. En og anden Driver kom trækkende med et Hold Kreaturer som skulde til Kvægtorvet. Dyrene syntes ikke om Byen og gjorde sig hvert Øjeblik udtilbens, løb sig fast om Lygtepælene eller kom paa tværs af den Elektriske. Aviskonerne travede fra Gadedør til Gadedør med deres tunge Tørklæde fuldt af Morgenblade; han hørte dem slæbe sig op ad Trapperne som havde de Bly i Benene. Og under det hele lød det endeløse Trav-Trav af Arbejdere, der hastede til deres Gærning.

Der var en egen hjemlig Lyd i dette Fodslag, som pludselig mindede ham om, at han ikke længer hørte med til Flokken, men havde faaet sin egen Bane paa godt og ondt. Hvorfor var han ikke fremdeles en upersonlig lille Brøkdel i denne tunge Strøm, der hver Dag mekanisk gjorde den samme Runde i Møllen. Ensomheden havde gjort hans Syn paa Menneskene undrende og nyt, nu spejdede han i ethvert fremmed Ansigt uvilkaarligt efter noget af det, der gør den enkelte til en Verden for sig. Men disse Mennesker lignede alle hinanden syntes han; de kom hastende op af Sidegadernes Mørke og blev først rigtig vaagne og sikre til Bens, naar de kom ind i Flokkens Fodslag. Men saa gik de ogsaa knusende godt. Han kendte den faste Takt igen — han havde selv lært dem den.

Dagen kom sivende ned over Vesterbro, graa og tung af Vaarvæde og Storstadens Røg. Denne Bydel var nok ikke rigtig vaagen endnu, Hovedgadens Tempo tilhørte de forsinkede Nattevandrere. Han drejede ned ad Viktoriagade og brugte forundret sine Øjne — her havde han aldrig været før! Han læste Skiltene: Artistbureau, — Artisten Heim, — Logi for Artister, — Massage & Ligtorneoperatør, — Udlejning af Kostumer. De fleste Skilte var paa fremmede Sprog, her var ogsaa et „Gymnasium for Ekvilibrister“, og et „Konservatorium for Sang og Musik, Dans og Plastik“. — Og nogen Mangel paa Pantelaanere og Marskandisere var her just ikke. Hvordan var dog Ellen havnet her i denne besynderlige Luft af Parfume og gamle Klæder og fremmede Lande? Inden for Vinduerne i de lave Stuer saa han underlige Dragter henslængt over Stole — Burnus’er og røde Tyrkerhuer; en lille mørk Skikkelse med lang Pisk og bare Fødder i gule Tøfler gled lydløst forbi ham i den gammeldags palæagtige Gadedør til Nr. 20.

Han steg op ad Trappen med bankende Hjærte; Trinene var hulslidte, det sukkede skæbnesvangert naar man traadte i dem. Døren til Lejligheden stod paa Klem, han hørte nogen feje inde i det forreste Værelse; og længere inde talte et Barn med sig selv eller sin Dukke. Han maatte standse lidt paa Afsatsen for at faa Vejret og dulme sin Sindsbevægelse.

Ellen stod og fejede ind under Sofaen, med ferme Bevægelser. Hun rettede sig i Vejret og stirrede forvirret paa ham, saa faldt Kosten ud af hendes Haand, hun svinglede frem og tilbage. Pelle greb hende, dødt og viljeløst sank hun over mod ham og blev staaende længe saadan, hvid og med lukkede Øjne. Da han endelig vendte hendes udslukte Ansigt imod sig og kyssede det, brast hun i Graad.

Han talte sagte og beroligende til hende som til et Barn. Øjnene holdt hun lukkede, som altid naar noget overvældede hende; der stod en klar Sø i hvert. Hun laa bagover i hans Arm, og han følte hvor Lyden af hans Stemme greb sitrende i hendes Legeme. Graaden sank opløsende igennem hende, mygt og blødt segnede hun ind til ham; han mærkede af denne Segnen hvor hun maatte have holdt sig stiv, og fyldtes af Lykke. Alt havde altsaa været for hans Skyld, ved en uhyre Viljeanstrængelse havde hun budt Skæbnen Trods til han kom! — og nu lagde hun det hele for hans Fødder og sank sammen. Hvor træt maatte hun ikke være! men nu skulde de faa det godt hun og Børnene. Nu vilde han leve for hende!