# Pelle Erobreren 4: Gryet ## Part 17 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-4-gryet-77037/index.md Der stod altid nogle Hundrede Mænd derude og hang over de Arbejdende — en frysende Flok som stadig holdtes vedlige. Det var Arbejdsløse, som havde opspurgt, at der var noget i Gang herude. Længe før Daggry stillede de i Haab om at faa Nap, og hele Dagen vandrede Strømmen ud og ind, en Kæde uden Ende af triste Mænd. De kunde godt ligne haabløst Fordømte, der traadte et uhyre Hjul; ned over Markerne var der et bredt Spor af deres Fødder. Brun laa og pintes ved Tanken om disse Tusender af Mænd, der støvede helt herud for en Dags Arbejde og maatte gaa igen med et Afslag. „Vi kan jo ikke antage flere Mand til det, der allerede er i Gang — ellers gaar de bare i Vejen for hinanden,“ sagde han til Pelle. „Men kanske kunde vi allerede nu begynde paa at iværksætte nogle af Fremtidsplanerne? Kan vi ikke begynde at lægge Veje an og lignende — saa de Mennesker faar noget at bestille?“ Nej, det turde Pelle ikke være med til. „Til Foraaret skal vi bruge Kapital til at hjælpe Garverne i Gang med et Fællesgarveri,“ sagde han. „Det vil blive vedtaget i deres Fagforening en af de første Dage — under Forudsætning af at vi skyder Penge til — og jeg anser det for meget vigtigt at faa det i Gang. Vore Modstandere angriber os paa, at vi maa tage vore Materialer fra Udlandet. Det er ogsaa uholdbart i Længden, og nu maa det have en Ende. Som det er, hænger Fabriken i Luften; man kan afskære os fra at faa Materialer, og saa er vi færdige. Men faar vi først vort eget Garveri, saa er den ene Virksomhed ført til Bunds og kan ikke rendes ned! Saa kan vi møde en Lockout i Faget.“ „Huderne!“ indvendte Brun. „Der er vi ved Landbruget; det er allerede kooperativt ordnet og lader sig sikkert ikke bruge imod os. Vi maa i det hele taget knytte til dér, saa snart vi kommer nogenlunde i Gang — købe Kreaturer og slagte selv, saa vi foruden Huderne forsyner os selv med godt og billigt Kød.“ „Ja, ja, men Garveriet sluger dog ikke Alverden. Der kunde vel nok blive Raad til nogle Vejanlæg.“ „Nej, der kan ikke,“ erklærede Pelle bestemt. „Husk paa vi maa ogsaa tænke paa Brugsforeninger — ellers er alt vort Arbejde hen i Vejret; det ene drager det andet med sig. Der afhænger for meget af det, vi har for, vi har ikke Lov til at belæmre vort Foretagende med døde Værdier, der trækker det til Bunds. Først Menneskene — saa Vejene! De Arbejdsløse i Dag maa se at hjælpe sig os to foruden.“ „Du er lidt haard, synes jeg!“ sagde Brun og trommede i Dynen — lidt stødt over Pelles Urokkelighed. „Det er ikke første Gang, jeg faar Skyld for det i denne Forbindelse — men det faar jeg se at finde mig i!“ svarede Pelle alvorligt. Den gamle rakte Haanden ud imod ham. „Omforladelse du! det var ikke min Mening at angribe dig, fordi du ikke handler hovedløst. Selvfølgelig har vi ikke Lov til at ofre Sejren af Medfølelse med dem der kæmper. Det var kun et Øjebliks Blødhed hos mig — men ganske vist et af de Øjeblikke der kan forspilde det hele, det indrømmer jeg dig! Men det er heller ikke nemt at gaa og være den rolige Tilskuer til disse bagvendte Tilstande. Der paastaas at Arbejderne hellere vil gaa og tage imod en Sulteunderstøttelse end bestille noget; og efter det de hidtil har haft ud af Arbejdet, kunde man godt forstaa, om det var sandt. Men i den Maaned Jordarbejdet her har staaet paa, har der indfundet sig mindst Tusend Arbejdsløse hver Dag for at tage fat. Og dem betaler man for at lade være med at bestille noget! — de kan til Nød faa Understøttelse, men for ingen Pris Arbejde. Det er jo saa vanvittigt som vel muligt! — man faar Lyst til at give Maskineriet et lille Skub og faa det i Gang igen.“ „Der skal nok et stort Skub til,“ sagde Pelle. „Det er ikke Smaating, der er i Vejen.“ „Latterlig lidt ser det i al Fald ud. Arbejderne lider jo ikke Nød fordi de mangler Arbejde, saadan som vore Socialøkonomer vil bilde os ind; men de mangler Arbejde fordi de lider Nød. Saa bagvendt griber man det hele an! De Arbejdsløses Tog er en forsmædelig Skændsel for Samfundet; hvilket Spild af Værdier — ogsaa rent merkantilt set — mens Landet og Nationen forsømmes! Dersom en privat Forretning dreves efter saadanne Principper, var den jo dødsdømt med det samme.“ „Ja, hvis Miséren bare kom af bagvendt Greb paa Tingene, saa var det jo nemt rettet,“ sagde Pelle. „Men de Folk, der sidder og bestemmer over det hele, kan vist i alt Fald ikke beskyldes for Mangel paa merkantil Sans — havde de bare det øvrige i lige saa god Orden! De kan tro, der falder ikke en Spurv til Jorden, med mindre Pengemagten ser sin Fordel ved det; hvis det rent merkantilt betalte sig for den, at Land og Folk var i den skønneste Orden, skulde den nok sørge for, at de ogsaa blev det. Men det lader sig simpelthen ikke gøre; alment Velvære og de enkeltes Ophobning af Værdier er uforligelige Modsætninger. Jeg tror, der er nedlagt en vidunderlig Balance i Menneskeheden, saa den til enhver Tid kan frembringe nøjagtigt nok til at tilfredsstille alle sine Behov; og naar én lægger Beslag paa for meget, bliver der et Slip andre Steder. — Det er jo forresten paa den Erkendelse vi vil afsætte de andre og overtage Styret.“ „Ja, ja, ja, ja! det er jo ikke min Mening at ville dække det bestaaende; lad _dem_ have Ansvaret, der sidder i Føringen. Men jeg har ligget og tænkt paa — kunde _vi_ ikke finde en Maade til at samle dette Spild op, saa det kom Fællesvirksomheden tilgode?“ „Hvordan skulde vi det? Vi _har_ jo altsaa ikke Raad til at beskæftige de Arbejdsløse.“ „Ikke for Løn! Men baade Bevægelsen og Samfundet har jo begyndt paa at understøtte dem — var det ikke naturligt, om man til Gengæld forlangte Arbejde af dem? Men vel at mærke lod det komme dem selv tilgode!“ „De mener, at f. Eks. arbejdsløse Murere og Tømrere skulde bygge Boliger til Arbejderne?“ spurgte Pelle livligt. „Ja, for Eksempel. Men Husene skulde sikres mod Privatspekulation — paa en lignende Maade som dem, vi bygger — og altid tilhøre Arbejderne. Da _vi_ ikke kan mistænkes for Udbytning, kunde vi passende administrere det — det vilde sætte Fart i Fællesskabet. Paa den Maade blev den gamle Tids Affald Gødning for den ny Sæd.“ Pelle sad og faldt i Tanker; den gamle laa og betragtede ham spændt. „Naa, sover du?“ spurgte han endelig utaalmodigt. „Det er en smuk Ide,“ sagde Pelle og rejste Hovedet. „Organisationerne tror jeg, vi faar med — de begynder jo allerede at interessere sig for Kooperationen. Naar de nu faar Udvalget nedsat, skal jeg forelægge Deres Plan. Men Samfundet er jeg ikke saa sikker paa, Brun! Det har lejlighedsvis Brug for den store Hungerreserve, derfor holder det lige akkurat Liv i den — ellers fik den vist snart Lov at dø af Sult. Jeg tror ikke, det gaar med til at den anvendes saa at sige imod det selv!“ „Du er en uforbederlig Sortseer,“ sagde Brun halv ærgerlig. „Ja — over for det gamle,“ svarede Pelle med et Smil. Saadan drøftede de Mulighederne for Fremtiden i Tilknytning til Dagens Hændelser, naar Pelle om Aftenen sad oppe hos den gamle — lige optagne begge to. Undertiden følte den gamle, at han løb af Sporet. „Det er Blodet,“ sagde han mismodig. — „jeg er alligevel ikke rigtig en af jeres. Det er saa længe siden, der i min Slægt er lagt Krop til, saa jeg har glemt det.“ I denne Tid syslede han meget med sin Fortid og havde hver Aften et eller andet at fortælle om sig selv. Det var, som om han med Vold og Magt maatte finde en Lov, der stillede ham ved Pelles Side. Brun tilhørte en gammel Slægt, som kunde føres flere Hundrede Aar tilbage, til en Mand, der førte Skib og drev Handel paa Trankebarkysten. Slægtens Stamfader, der ogsaa drev Hvalfangst og Sørøveri, boede i et Hus ved en af Kristianshavns Kanaler; naar Skibet var hjemme, lagde det til ved Bolværket lige uden for Gadedøren. Det Brun’ske Hus gik i Arv fra Fader til Søn og udvidedes efterhaanden til et helt Palæ; i Løbet af fire Generationer naaede det frem til at være et af Hovedstadens første Handelshuse. I Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende Aarhundrede var de fleste af Slægtens Medlemmer gledet over i Børs- og Bankverdenen, og derfra gik Forskydningen videre. Bruns Fader — den bekendte Kornelius Brun — hang ved den gamle Forretning, Brødrene afhændede deres Part til ham og søgte over i Diplomatiet; en af dem fik en høj Hofcharge. Kornelius Brun følte sig forpligtet til at føre den gamle Forretning videre. For ikke at staa tilbage for sine Brødre i Fornemhed giftede han sig med en Dame af ældgammel — og forgældet — fynsk Adel. Hun fødte ham tre Børn, der — som han selv sagde — var mislykkede alle tre. Det første Barn var døvstumt og udstyret med meget smaa Aandsævner i det hele taget; det døde heldigvis, før det endnu var kommet til Skelsaar og Alder. Nummer to var meget opvakt og begavet med alle mulige Talenter, men viste allerede fra Drengeaarene perverse Anlæg. Han var meget smuk, havde mørkt blødt Haar og en fin kvindagtig Teint; Moderen klædte ham i Fløjl og forgudede ham. Han tog sig aldrig noget nyttigt til, men turede omkring i højt Selskab og gav Masser af Penge ud. I sit fyrretyvende Aar døde han pludselig, udlevet og blaseret. Dødsannoncen lød paa Hjærteslag, men Sandheden var, at der var begyndt at dukke Rygter op om en Sædelighedsskandale, hvori han var indviklet sammen med meget fremragende Navne. Det var sidst i Halvfjerserne — ved den Tid Underklassebevægelsen begyndte at tage Fart! Fra neden forlangtes der energisk Undersøgelse, og helt dysse Historien ned turde man ikke, for ikke at give Paastanden om det Bestaaendes Raaddenskab og Partiskhed Vind i Sejlene. Da det trak op til en Undersøgelse, og det kunde forudses, at Levemanden Brun vilde blive ofret paa Mængdens Alter for at dække dem, der stod højere, trykkede Kornelius Brun sin Søn Pistolen i Haanden. Eller skød ham ned — Bibliotekaren kunde ikke afgøre hvilket. „Se det var de to Frugter paa det udgaaende Slægtstræ,“ sagde Brun bittert, — „og det kan jo ikke nægtes, de var noget ormstukne. Den tredje er mig! Jeg kom som en Skrabkage — femten Aar efter min yngste Broder. Mine Forældre havde vist allerede da faaet nok af deres Afkom; jeg blev i al Fald paa Forhaand anset for haabløst mislykket — endnu før jeg havde haft Lejlighed til at vise noget som helst. Maaske har de instinktmæssigt følt, at jeg vilde tage en skæv Retning, jeg ogsaa. Ogsaa i mig var de opløsende Kræfter fremherskende, jeg manglede f. Eks. i høj Grad Familiefølelse. Allerede som lille husker jeg at have hørt Moder beklage sig over mine plebejiske Tilbøjeligheder, jeg holdt mig altid til Tyendet og tog Parti for det mod mine Forældre. Man saa i Familien mere skævt til mig, naar jeg stod paa vore Undergivnes Ret, end man havde gjort til Idioten, der rev alting istykker, eller Ødelan’en, der lavede Skandale og Gæld — og sagtens med god Grund! Moder gav mig rigeligt med Penge til at more mig for — rimeligvis for at modvirke mine plebejiske Tilbøjeligheder; men jeg blev hurtig færdig med Fornøjelserne og kastede mig over Studeringer. Dagen interesserede mig ikke, men allerede som Dreng havde jeg en mærkelig Trang til Tilbageblik; jeg kastede mig særlig over Historien og dens Filosofi. Fader saa rigtig, naar han haanede mig og kaldte det at gaa i Kloster; i den Alder, hvor andre Unge sværmer, kunde jeg ikke afvinde nogen Kvinde Interesse, mens næsten enhver Bog fristede mig til nærmere Bekendtskab. Lang Tid gik han og haabede paa, at jeg skulde gaa i mig selv og overtage Forretningen, og da jeg definitivt valgte Studierne, rev det helt ud mellem os. „Naar Forretningen ryger, saa er Slægten ikke mere!“ sagde han og solgte det hele. Han havde allerede været Enkemand i flere Aar dengang og havde ikke andre end mig; men i de fem Aar, han levede efter at have afstaaet Forretningen, omgikkes vi ikke. Han hadede mig, fordi jeg ikke overtog den — men hvad skulde jeg dér? Jeg sad jo ikke inde med de Egenskaber, hvorpaa der drives Forretning i vore Dage og havde blot ødelagt det hele. Fra mit tredivte Aar har jeg henlevet min Tid mellem Reoler og registreret andres Liv og Handlinger; nu først har jeg fundet ud i Dagen og skal til at leve mit eget Liv — og nu er det snart forbi!“ „Det er først nu, Livet skal til at blive værd at leve — saa De er kommet ud i rette Tid,“ sagde Pelle. „Nej du, jeg staar jo ikke i Opgangen!“ sagde Brun mismodig. „Jeg møder Ungdommen, og mit Sind bøjer sig mod den; men det er som Aften og Morgen, der mødes i den samme Rødme under de lyse Nætter. Jeg har kun faaet min Part i det ny, fordi det gamle skal bøje sig for det, saa Ringen kan sluttes. Du gaar ind, dér hvor jeg gaar ud.“ „Det maa have været en sørgelig Tilværelse at gaa dér altid blandt Bøger og Bøger uden et Menneske, der holdt af én,“ kunde Ellen udbryde. „Hvorfor giftede De Dem ikke ogsaa? Saa skrækkelige er vi Kvinder da ikke, at der ikke skulde være én, De syntes om.“ „Nej, man skulde ikke synes det — men sandt er det ikke desto mindre,“ svarede Brun med et Smil. „Antipatien var forresten gensidig — det er saadan noget altid. Det har vel ikke været Meningen, jeg gamle Støder skulde have Lov til at sætte Børn i Verden! Men morsomt er det ikke at være den sidste Ende af noget!“ Ellen lo: „Ja, men De har da ikke altid været gammel!“ „Jo, jeg har i Grunden — jeg er født gammel. Det er først nu, jeg føler mig ung! Og hvem ved“ — udbrød han i et Anfald af Galgenhumor — „kanske pudser jeg Forsynet og møder op med en lille Kone under Armen en Dag.“ — „Brun ligger og fanger Griller,“ sagde Pelle, da de gik ned for at gaa i Seng. „Men det gaar vel over, naar han nu kommer op.“ „Aa, han har saamænd heller ikke haft det for morsomt, det Skind,“ svarede Ellen og lænede sig ind til ham. „Det er nu Synd, at der gaar Mennesker og ikke faar Del i alt det kære, der er til — lige saa Synd som det, du arbejder imod, synes jeg!“ „Jamen det kan vi ikke ordne!“ udbrød Pelle leende. XXI I _Gryets_ Have svandt Sneen fra Dag til Dag. Først trak den sig bort fra Huset og gav Plads for en hel lille Skov af Vintergækker og Krokus; Hyasinterne i Plænen begyndte at brække Jorden til Side, de kom op af den som en Række Knoer, der pænt bankede paa først. Børnene var hvert Øjeblik deromme for at følge Fremskridtene, de begreb ikke de fine Krokus, der stak lige op af den frosne Jord uden at fryse ihjæl, men døde naar de kom ind i Varmen. Hver Dag pakkede de Vintergækker i Papir og lagde op paa Bruns Bord — det var Gækkebreve. Saa gik de om i ustyrlig Spænding; og naar han kom ind fra Marken, mødte de ham med en hemmelighedsfuld Mine og havde travlt med at faa ham lokket ovenpaa. Ude paa Marken var de næsten færdige med Udgravningerne og ventede blot paa, at Vintervandet skulde synke, saa man kunde komme til at køre Grus og Sten og faa Murerne i Gang. Endnu kunde Markerne ikke bære. Der var ikke saa megen Fart i gamle Brun nu efter hans Sengeliggen; skønt han ikke fejlede ret meget, havde Sengen taget paa ham. Han lod Pelle skalte og valte med Virksomheden som han selv vilde, og sagde Ja og Amen til alt hvad han foreslog. „Jeg kan ikke samle det hele i mit Hoved,“ sagde han gærne, naar Pelle kom og forelagde ham en eller anden Udvidelse — „men gør du som du synes min Søn, saa bliver det jo nok rigtigt!“ Der skete ikke nok af haandgribeligt dernede til at holde hans Sind varmt — og han var alligevel for gammel til at høre det gro og hente sig Styrke deraf. Men saa flyttede hans Tro bare fra Sagen selv over paa Pelle — ham saa han levende for sig og kunde støtte sig til hans unge Styrke. Arbejdet med Planerne havde han lagt paa Hylden. Han kunde ikke holde til det og nøjedes med at gaa sin Runde i Marken et Par Gange om Dagen og se paa Arbejderne. Den hæftigt opblussende Energi, som Pelles Ungdom havde kaldt til Live i ham, var blaffet bort — tilbage blev en rørende Olding, som havde frosset sit Liv igennem og nu gik og gassede sig i nogle sildige Aftenstraaler. Han maalte sig ikke med Pelle mere og blev ikke skinsyg paa noget Forspring — men beundrede ham simpelthen og tyede nøje ind i Kredsen af dem, hvis Forsyn Pelle var. Ellen behandlede ham som et stort Barn, der trængte til megen Omsorg, og Børnene opfattede ham selvfølgeligt som Ligemand. Naar han gik sin Tur over Marken, havde han gærne Svend Trøst ved Haanden; de to kunde baade holde Trit og underholde hinanden. Der var noget, som optog dem begge stærkt og holdt deres Sind i Spænding: hver Dag ventedes Storken tilbage til Bakkegaarden, og saa skulde den have en Lille med til Mor Ellen. Det var ikke bar Fornøjelse at gaa og vente paa. Storken bed altid Konen i Huset i Benet, naar den kom med en Lille til hende; Svend Trøsts egen Mor havde den bidt, saa hun døde af det — nu var han saa klog. Den lille Fyr var Ellens Dreng og gik om i en alvorlig, næsten trykket Stemning. Han talte ikke om sin Bekymring til de andre Søskende for ikke at blive gjort Nar ad, men naar den gamle og han fulgtes ad i Marken, drøftede de det, og Brun som den ældre og fornuftigere kom til det Resultat, at der ingen Fare var. Alligevel holdt de sig altid i Nærheden af Huset for at kunne være ved Haanden. En Dag blev Pelle hjemme fra Arbejde, og Ellen stod ikke op som ellers. „Jeg ligger og venter paa Storken,“ sagde hun til Svend Trøst — „gaa ud og pas paa den.“ Saa gik den Lille rundt om Huset med en Kæp, Brun traskede med rundt, og naar de hørte Ellen skrige, knugede de hinandens Haand. Det var en saa fortumlet Dag, at det var umuligt at holde Gangen i noget; snart rullede en Vogn op for Døren med en tyk Kone, snart var det Lasse Fredrik der sprang paa Cyklen og jog ned ad Markstien — staaende i Pedalerne. Inden Svend Trøst vidste et Ord af det, havde Storken været der, og Ellen laa med en lille Dreng i Favnen. Han og Brun var sammen derinde for at ønske Ellenmor til Lykke, og de var lige forbavsede begge to. Den gamle maatte have Lov til lige at røre ved den Lilles Kind. „Han er saa grim endnu,“ sagde Ellen med et undseligt Smil og løftede Snippen lidt fra Barnets Hoved. Saa skulde hun have Ro, og Brun tog Svend Trøst med ovenpaa. Pelle sad paa Sengekanten og holdt Ellens Haand, der paa nogle faa Timer var blevet hvid og tynd. „Nu maa vi saa have Bud efter Dronning Therese,“ sagde hun. „Skal vi ikke ogsaa sende Bud efter din Mor?“ spurgte Pelle, der ofte havde foreslaaet, at de skulde bryde overtvært og se op til de Gamle. Det var ham imod at gaa og bære paa gammelt Nag. Ellen rystede paa Hovedet. „De skal komme af dem selv,“ sagde hun bestemt. Sig selv var hun ligeglad med, men de havde trukket paa Næsen ad Pelle, saa var det ikke mere end rimeligt, de kom og gjorde det godt igen. „Men jeg _har_ sendt Bud,“ sagde Pelle — „det var det Lasse Fredrik cyklede om. Du skal ikke ligge i Barselseng uden Moders Hjælp.“ Allerede et Par Timer efter var Madam Stolpe der. Hun var meget bevæget; for at skjule det gav hun sig til at endevende hele Huset for rene Klude og Bind, mens hun gik og smaaskændte. Det var saamænd ogsaa en Tid at sende Bud efter én, naar det hele var overstaaet. Fatter Stolpe var mere haard; han hørte ikke til dem, der saadan kom springende saa snart man fløjtede! Men et Par Aftener efter at den Lille var kommet til Verden, løb Pelle over ham — han gik og luskede et Stykke neden for Huset. Naa ja, han gik og ventede paa Mutter for at følge hende hjem, altsaa — det ragede vel ingen? Han lod meget afvisende, men var forholdsvis let at nøde indenfor; og det varede ikke længe, før Ellen fik ham tøet op. Hun havde sin egen Fremgangsmaade som altid. „Jeg vil bare sige dig Far, at det er ikke mig, der har sendt Bud efter dig, men Pelle. Og hvis du ikke giver ham Haanden, og siger du har gjort ham Uret, saa bliver vi aldrig gode Venner igen!“ „Hun er sku det samme tyvebrændte Fruentimmer til og ta’e Tyren ved Hornene, hun altid har væ’t,“ sagde Stolpe uden at se paa hende. „Naa, man kan vel lige saa godt springe som krybe i det — og vedgaa at man har spillet Skidtmads. Skal vi slaa en Streg over det, Svigersøn?“ Han rakte Pelle Haanden. Da først Forsoningen var ovre, blev Stolpe helt oprømt. „Jeg havde saamænd ikke drømt om, at jeg skulde faa Tøsen at se for det første — og allermindst i Barselseng!“ sagde han fornøjet og strøg Ellen over Ansigtet med sin ru Haand. „Nej, hun har jo altid været Kæledæggen, og Fatter har saamænd tidt gaaet og været ked af det. Men han gør sig jo haard,“ sagde Madam Stolpe. „Sludder, Mutter!“ brummede Stolpe — „Fruentimmerne skal altid vrøvle.“ Tiden havde taget paa dem begge. Der havde været en Del Arbejdsløshed i Faget, og Stolpe var til Aars nu, det kneb at hamle op med de Unge paa Stilladset. Det saas paa Klæderne, at de ikke sad saa godt i det som i gamle Dage. Men Stolpe var fremdeles Formand for Fagforeningen og en anset Mand inden for Bevægelsen. „Og nu min Dreng,“ sagde han pludselig og lagde Hænderne paa Pelles Skuldre — „maa du sku sætte mig lidt ind i, hvad det er du har for denne Gang. Jeg hører, du begynder at mudre op i Gemytterne igen.“ Pelle satte ham ind i sin store Plan om Fællesvirksomheder, den gamle kendte forresten en hel Del til det — det viste sig, at han paa Afstand havde fulgt Pelles Færd. „Det er kanske slet ikke saa skeløjet, det dér,“ sagde han — „maaske kunde vi lige saa stille klemme Kapitalen ud af Tilværelsen, naar vi allesammen kilede paa. Men du maa have Bevægelsen med; og saa maa det slaas fast, at enhver der ikke støtter sine egne er en Skruebrækker.“ „Jeg _har_ faaet Forbindelse — men det gaar lidt trevent,“ sagde Pelle. „Saa maa vi prikke lidt til dem. — Hør, ham denne her Særling — Brun hedder han jo — bor han ikke hos jer?“ „Han er nu ingen Særling,“ sagde Pelle leende. „Vi kan jo gaa op og hilse paa ham.“ Brun og Stolpe fik hurtig noget at tale om; de var lige gamle og havde oplevet Bevægelsens første Dage fra hver sin Side. Madam Stolpe kom flere Gange og rykkede i sin Mand — de skulde hjem. „Naa, det er ikke værd at lægge sig ud med sin egen Kone,“ sagde Stolpe endelig — „men jeg kommer igen. Jeg hører De bygger herude, og kunde dog nok lide at se hvordan vore egne Huse kommer til at se ud.“ „Vi har ikke begyndt endnu,“ svarede Pelle. „Men kom herud paa Søndag, saa skal Brun og jeg vise dig det hele.“ „Det bliver vel Mestre, der faar det?“ spurgte Stolpe. „Nej, vi havde tænkt at lade de Arbejdsløse faa Arbejdet, hvis de ellers tør paatage sig det og har en Mand til at sætte i Spidsen,“ sagde Brun. — „Men det kunde De maaske paatage Dem?“ „Det kan De være vis paa jeg kan,“ svarede Stolpe selvfølende. „Skulde jeg ikke være Mand for at bygge Arbejdernes Hjem? — jeg var Medlem af Partiet dengang det kun talte én Mand.“ „Ja, Stolpe er Bevægelsens Veteran!“ sagde Pelle. „Død og Salighed! det var alligevel et knusende morsomt Træf, om det blev mig!“ udbrød Stolpe, da Pelle fulgte de to gamle ned til Sporvognen. „Jeg skal stille et Hold Arbejdere paa Benene, der ingen har set Mage til — og sikke no’en Huse vi skal sætte op! Der skal ikke blive ret meget Papmasjé i den Historie!“ XXII Det hændte endnu, at Pelle vaagnede og var vildfaren i Mørket. En kvælende Angst red ham, han havde drømt at han var i Fængsel, og syntes endnu han kunde mærke Klosetstanken og Udaandingen fra de raa Mure. Først lidt og lidt besindede han sig paa hvor han var; Aandedrættene der arbejdede omkring ham, og den varme Medvirken i selve Mørket førte ham tilbage til Hjemmet. Han rejste sig glad og strøg en Tændstik for at faa et Glimt af Ellen og de smaa. Lægge sig til at sove turde han ikke, Søvnen vilde straks føre ham tilbage i Fængslet igen. Stille klædte han sig paa og listede ud for at gaa sig en Tur og se Dagen vaagne.