Part 16

Pelle lo: „Ja Spekulationen — er det ikke den Bakkegaardsbonden er ved at gaa i Stykker paa?“ Han havde nok om Ørerne og følte ingen Trang til selv at have Ejendom at slaas med.

Men Ellen blev blot mere og mere opsat. „Saa køb det selv da!“ sagde Pelle leende. „Jeg har ingen Lyst til at blive Millionær.“

Ja det vilde Ellen gærne. „Men saa skal Huset ogsaa være _mit_,“ erklærede hun. „Og dersom jeg tjener Penge paa det, vil jeg have Lov til at bruge dem ganske som jeg vil. De skal ikke gaa ind i jeres bundløse Fælleskasse.“ Mændene lo.

„Brun og jeg gaar os en Tur,“ sagde Pelle. „Saa kan vi jo gaa ind og skrive Slutseddel for dig med det samme.“

De gik neden om Haven og fulgte Bakkeranden Syd efter. Vejret var klart, det var slaaet om til let Frost, ned over Markerne laa hvid Rim. Hvor den lave Sol faldt paa, smæltede Rimen og det vissent grønne Græs kom frem.

„Her er i Grunden smukt,“ sagde Brun. „Se hvor pyntelig Byen tager sig ud med sine Taarne — man skal bare ikke bo dernede. Jeg sad og tænkte paa det i Nat, da Barnet laa der og sloges med Hosten — Arbejderne faar i Grunden ingen Del i Solen! Heller ikke de der forøvrigt har det ordenligt. Og saa fik jeg Lyst til at bygge Boliger til vore Folk her paa Bakkekammen til begge Sider af _Gryet_ — den ny Tids Folk skulde gærne bo højere og lysere end andre. Jeg har tænkt mig det ordnet saaledes, at jeg foreløbig stod i Forskud for Grundene, og Virksomheden efterhaanden indløste dem af sit Overskud. Det er nok saa praktisk som at dele Overskuddet mellem Arbejderne, derved skaber vi Værdier for Foretagendet. Apropos Overskud — du har arbejdet godt Pelle! Jeg tog et Skøn over det i Nat, der bliver allerede en halv Snes Tusend i Aar. Naa, men for at komme tilbage til det vi talte om: Prioritetslaanene plejer at kunne dække Omkostningerne ved Bebyggelsen, og naar de om en Aarrække er amortiserede, staar det hele ubehæftet.“

„Hvem skal eje det?“ spurgte Pelle. Han gik og tyggede paa et Straa, og satte Benene sindigt frem — som en Bonde der gaar i Pløjejord.

„Fællesskabet! Det skal ordnes saaledes, at Husene ikke kan overdrages og ikke behæftes med ny Laan. Vore Fællesforetagender maa unddrages enhver Form for Spekulation, derved begrænses Kapitalens Omraade. Det hele skulde hvile i sig selv, og kunne ophæve Privatejendommen inden for sine Rammer. Du ser, det er din egen Ide om et Samfund i Samfundet, jeg bygger videre paa! Endnu er det ikke nemt at finde en juridisk Form, hvorunder det hele kan hvile i sig selv; men foreløbig leder du og jeg det — og Morten hvis han vil være med. Jeg tænker han kommer hjem med friske Kræfter!“

„Og hvornaar skal den Plan realiseres? Bliver det i en nær Fremtid?“

„Allerede nu i Vinter havde jeg tænkt — derved bøder vi jo ogsaa lidt paa den store Arbejdsløshed. Tredve Huse — det er dog altid en Begyndelse. Og bagved ligger jo hele Verden, Pelle!“

„Vil De gøre Benyttelsen af Boligerne obligatorisk for vore Arbejdere?“

„Ja — Fællesskabet forpligter. Man kan ikke være halv udenfor og halv indenfor! — Naa, hvad synes du saa?“

„Det er en stærk Plan!“ sagde Pelle. „Vi rejser vor egen By her paa Bjærget.“

Den gamles Ansigt lyste af Glæde. „Der er dog lidt ved mig, hva’? — der er ogsaa gammelt Forretningsblod i mine Aarer. Mine Forfædre har tømret sig en Verden sammen — hvorfor skulde jeg være ringere end de? Jeg skulde have været yngre, du Pelle!“

De gik rundt om Bakken og kom til Gaarden fra den anden Side. „Det hele var i Grunden ikke for stort, om vi skal have Plads til at udvide os,“ sagde Pelle, der ikke var bange for at lægge stort ud, naar det galdt en stor Plan.

„Jeg gaar netop og tænker paa det samme,“ svarede Brun. „Hvor meget er her — et Par Hundrede Td. Land? Der bliver lige Plads til et Tusend Familier, naar de hver skal have en ordenlig Plet Jord.“

Saa gik de ind og tog det hele paa Haanden for en kvart Million.

„Men Ellen — hvordan affinder vi os med hende?“ udbrød Pelle da de var paa Hjemvejen.

„Ja det er skam ogsaa sandt! Det var jo hendes Ærende vi gik — og nu har vi selv hugget Forretningen. Naa, hun giver sig vel, naar hun hører hvad det drejer sig om.“

„Det er jeg ikke vis paa,“ sagde Pelle leende. „Maaske naar De kommer i Lag med hende.“

„Naa, fik I Huset?“ spurgte Ellen, hun stod i Døren og tog imod dem.

„Ja, vi fik meget mere end det,“ sagde Brun friskfyragtigt. „Vi købte hele Historien.“

„Er det Alvor, Pelle?“

Han nikkede.

„Hvad saa mit Hus da?“ spurgte hun langsomt.

„Ja det købte vi jo sammen med alt det øvrige,“ sagde Brun. „Men det kan for saa vidt nemt skilles fra — det er blot lidt hurtigt at skyde Hul paa Fællesskabet, før det endnu er etableret.“ Han sad lidt og ventede paa, at Ellen skulde sige noget. Da hun haardnakket tav, vedblev han lidt kort:

„Naa — ja saa er der ikke mere at sige til den Ting! Ret skal være Ret, og i Morgen skal jeg træffe Anstalter til at Huset bliver Dem tilskødet for de femten Tusend. — Saa maa vi jo opgive hele Historien, Pelle! vi kan ikke ha’e, at Manden for det hele bor i sin private Ejendom. Der røg den Plan i Lyset!“

„Med mindre Ellen og jeg indretter os i hver sit Hus,“ sagde Pelle polisk. „Jeg kan jo bygge lige paa den anden Side Skellet, saa kan vi dog nikke til hinanden.“

Ellen saa alvorligt paa ham. „Jeg synes kun, det er lidt underligt, at man bestemmer over mine Sager uden at spørge mig først,“ sagde hun endelig.

„Ja, det var ogsaa hensynsløst af os,“ svarede Brun, — „vi haaber, De vil slaa en Streg over det. De giver altsaa Afkald paa Huset?“

„Det er jeg nok nødt til, naar Pelle truer med at flytte fra mig,“ svarede Ellen smilende. „Men ked af det er jeg; jeg er vis paa, der om kort Tid havde været Penge at tjene.“

„Det bliver ellers morsomt, dersom Kvinderne skal til at rykke ind i vore forladte Sneglehuse,“ sagde Brun halv alvorligt.

„Ellen har altid været en uforbederlig Kapitalist,“ indskød Pelle.

„Jeg har bare aldrig haft saa mange Penge, at jeg ikke skulde vide hvad de var værd,“ svarede Ellen slagfærdigt.

Gamle Brun lo. „Den var nok til Hr. Brun!“ sagde han. „Men siden De har saadan Mod paa Grundspekulationen, Fru Ellen, saa vil jeg foreslaa Dem noget! Til det Areal vi har købt hører en Stump Eng, som ligger halvvejs inde ad Byen til — ved Mosen; den faar De i Afstaaelse. Den er ikke noget værd i Øjeblikket og skal fyldes op for overhovedet at faa nogen Værdi. Men det varer næppe længe, før Byen er derude og kræver Plads.“

Det havde Ellen ikke noget imod. „Men saa vil jeg have Lov til selv at raade over, hvad der kommer ud af det,“ sagde hun.

XIX

Solen holdt godt ud det Aar. Der blev ved at hænge Rester af Sommeren i Luften helt ind i December. Hvergang det onde Vejr kom, sagde Ellen: „Nu bliver det da vist Vinter!“ Men Solen slog det til Side endnu engang, den gik lavt ned i Syd og kiggede ind i hele Stuen som om den skulde tælle alle Skilderierne.

Den store gule Gloire blev ved med at bære, hver Dag kom Ellen ind med en stor tung Buket af Roser og blodfarvet Løv. Hun var selv tung i det, den friske Kulde nappede i Næsen, der blev stadig spidsere — og farvede Kinderne røde. En Dag kom hun og holdt en stor Buket hen mod Pelle. „Hvor mange Penge faar jeg at holde Jul for?“ sagde hun.

Ja sandelig, Aaret var snart forbi!

Efter Nytaar blev det Vinter for Alvor. Den kom med megen Sne og Kulde og gjorde det til en besværlig Sag at holde Forbindelse med Omverdenen — des nøjere sluttede man sig til hinanden inden Døre. Anna var egenlig skolepligtig nu, men hun led en Del af Kulden og var i det hele ikke meget robust; Pelle og Ellen turde ikke udsætte hende for de lange Vadeture i Sneen og læste selv med hende.

Ellen var blevet lidt doven til at gaa og kom sjældent ind til Byen; de to Mandfolk besørgede Indkøbene om Aftenen, naar de var paa Hjemvejen. Det var en død Tid; der arbejdedes ikke ved Lys, saa de kom tidlig hjem. Ellen havde forlagt Middagen til Kl. fem, saa de alle kunde spise sammen. Efter Middagen gik Hr. Brun gærne ovenpaa for at arbejde endnu et Par Timer. Han havde travlt med at udarbejde Projekter til Bebyggelsen af Bakkegaardsjorderne og undte sig ingen Ro. Pelles Iderigdom og Energi smittede ham, saa Planerne voksede for ham og antog stadig større Omfang; han tog ikke Hensyn til sit svage Legeme men stod tidlig op og sled hele Dagen med Fællesvirksomhedens Anliggender. Det var, som han vilde kappes med Pelles Ungdom og gik i bestandig Angst for, at noget skulde komme bag paa ham og afbryde det hele.

Hele den øvrige Familie samledes om Lampen og havde hver sit for. Svend Trøst havde faaet sit Legebord slaaet i Vejret og sad og hamrede ufortrødent med sin lille Trækølle paa et Stykke Tøj, som Ellen havde lagt imellem for at han ikke skulde slaa Mærker i Bordet. Han var en solid Fyr, Huldet paa Armene laa i en Krave helt ud over de smaa Hænder; Rynkerne i Panden klædte ham pudsigt, naar man ikke netop huskede paa, at han havde kostet sin Mor Livet. Det saa ud, som han selv vidste det, saa alvorlig var han. Han fik Lov at sidde lidt for at være med, Kl. seks kom han i Seng.

Lasse Fredrik tegnede gærne, naar han var færdig med sine Lektier. Han havde Nemme for det, og Pelle saa undrende sin egen Ævne, som han aldrig havde faaet andet end Tugthus ud af, genopstaa hos Knægten i forbedret Skikkelse. Han viste ham Fremgangsmaaden og fik selv igen Blyant i Haanden efter lange Tider. Men hans egenlige Beskæftigelse var at læse med Barnet, og fortælle hende om alt hvad der kunde falde for. Søster holdt navnlig af at høre om Dyrene, og Pelle havde nok af Erindringer at øse af fra sin Vogtertid.

„Har Dyrene virkelig Forstand?“ spurgte Ellen forundret. „Du tror virkelig de tænker over Sagerne akkurat som vi andre?“

For Søster var det ikke noget nyt, hun talte hver Dag med Hønsene og Kaninerne og vidste nok, hvor kloge de var.

„Kan Blomsterne mon ogsaa tænke?“ spurgte Lasse Fredrik. Han var netop i Færd med at tegne en Blomst efter Hukommelsen, og den vilde hele Tiden tage Lighed efter et Ansigt — deraf Spørgsmaalet.

Pelle mente det nok.

„Nej Pelle dog,“ sagde Ellen „nu gaar du for vidt. Tænke er noget kun vi Mennesker kan.“

„De kan i hvert Fald føle, og det er vel ogsaa paa en Maade at tænke — det er bare med Hjærtet. De mærker straks, om man holder af dem — hvis man ikke gør det, trives de heller ikke for en.“

„Ja det tror jeg. For den der holder af dem, passer dem ogsaa godt,“ vedblev Ellen uforbederlig.

„Det er jeg ikke saa vis paa,“ svarede Pelle og saa drilsk paa hende. „Du holder meget af _Flittig-Lise_, men en Gartner vilde vist sige at du behandler den som en Kaalstok. Og se, hvor den blomstrer flittigt alligevel. De besvarer venlige Tanker med Taknemmelighed, og det er dog en smuk Maade at tænke paa. Forstanden er maaske ikke saa meget værd, som vi Mennesker gaar og bilder os ind — du tænker jo selv med Hjærtet, lille Mor.“ Det var hans Kælenavn til hende, nu hun var med Barn.

Efter saadan en lille Afbrydelse gik de to videre. Pelle maatte fortælle Søster om alle ABC-Bogens Dyr, om den nyttige Ko — og Haren der slikkede Duggen af Kløveren og hoppede op lige for Næsen af Vogterdrengen. Om Vinteren gik den ind i Haven, gnavede Barken af de unge Trær og aad Bondekonens Kaal. „Ja det maa jeg bekende,“ faldt Ellen ind, og saa lo de alle, for Morten havde lige spist hendes Grønkaal.

Saa sprang Barnet pludselig fra og vilde vide, om København havde været til altid, altid! Pelle gik et Øjeblik i Staa, men fik i et lykkeligt Nu Biskop Absalon gravet frem i Erindringen. Han benyttede Lejligheden til at fortælle, at Hovedstaden havde en halv Million Mennesker.

„Har du da talt dem, Far?“ udbrød Barnet betuttet og greb ham i Ærmet.

„Aa det kan du vel nok begribe Far ikke har, dit lille Fæ!“ sagde Lasse Fredrik. „Der ku’ jo fødes en imens.“

Saa var man ved Hanen igen, som baade begyndte Bogen og sluttede den. Den stod og galede nok saa kry og sov aldrig; en rigtig Vigtigper var den, men naar Søster var flittig, lagde den en Enøre mellem Bladene. Men Hønsene de gjorde Æg, og det viste sig, at de havde det akkurat som Blomsterne. Naar man gjorde sig gode Venner med dem og behandlede dem som hørende til Familien, saa var de flittige til at lægge, men lavede man Mønstergaard til dem og behandlede dem efter alle Kunstens Regler, saa tjente de ikke til Føden engang. Farbror Kalles havde en Høne, som gik inde i Stuen mellem alle Rollingerne, og den lagde sit Æg inde under Sengen hver eneste Dag hele Vinteren igennem, naar alle andre Høns var golde. Saa købte Stengaardsbonden den for at lægge til paa den; han gav tyve Kroner for den, og mente han havde erhværvet sig en Guldgrube. Men lige saa snart den kom over paa Stengaarden, holdt den op med at lægge Vinteræg. — For dér hørte den ikke til Familien, men var bare en Høne der skulde tjenes paa.

„Mors _Flittig-Lise_ blomstrer hele Vinteren,“ sagde Søster og saa rørt hen paa Blomsten.

„Ja det er jo, fordi den ser vi andre er saa flittige,“ svarede Lasse Fredrik gavtyveagtigt.

„Vil du se du dyr dig!“ Pelle langede ud efter ham.

Ellen sad og strikkede paa nogle bitte smaa Strømper. Hendes Blik flyttede sig dvælende fra den ene til den anden; hun smilede overbærende til deres Passiar. De var nogle store Børn allesammen!

„Mor, maa jeg faa dem til min Dukke?“ spurgte Anna og tog den færdige Strømpe.

„Nej dem skal lille Søster have, naar hun kommer.“

„Hvis det bliver en Tøs — altsaa!“ indskød Lasse Fredrik nøgternt.

„Hvornaar kommer lille Søster da?“

„Til Foraaret naar Storken kommer tilbage til Gaarden; saa har den hende med.“

„Pyt, Storken!“ Lasse Fredrik blæste foragteligt. „Det er noget godt Sludder!“

Søster var ogsaa klogere end som saa — naar Vejret var godt, hentede hun Mælk inde paa Gaarden.

„Aa jeg ved godt, jeg har ligget inden i dig — Mor! Det er jo derfor jeg holder saa meget af dig,“ sagde hun og borede sit Hoved ned i Moderens Skød.

„Nu skal du i Seng, mit Barn,“ sagde Ellen og rejste sig. „Jeg kan mærke du er træt.“

Da hun havde hjulpet Barnet i Seng, kom hun ind og satte sig igen til at strikke.

„Nu synes jeg, du skulde holde Fyraften for i Dag,“ sagde Pelle.

„Saa bliver jeg ikke færdig,“ svarede Ellen og brugte Strikkepindene endnu flittigere.

„Send det hen til en Maskinstrikkerske — du tjener jo alligevel ikke til det bare Brød ved den Haandtering. Der maa være én Tid til Arbejde og en til Hvile, ellers er man ikke noget Menneske.“

„Mor kan holde tre Øre i Timen paa at strikke,“ sagde Lasse Fredrik som havde regnet det nøjagtigt ud.

Hvad saa? Ellen mente ikke hun forsømte noget med det.

„Det er forresten dumt,“ udbrød Lasse Fredrik pludselig — „hvorfor vokser det lodne ikke paa Benene af én? Saa var man fri for alt det Mas med at klippe Ulden af — karte den — og spinde den — og strikke Strømper.“

„Aa sikke dog noget Pjank!“ sagde Ellen leende.

„Ja man har da været lodden engang,“ vedblev Lasse Fredrik. „Det var bare dumt, at man ikke blev ved med det!“

Pelle mente ikke, det var saa helt dumt endda; for det betød at man havde overtaget sig selv! Dyrene fødtes færdige, selv Vandskrækkere som Katte og Høns var født med at kunne svømme; men Menneskene maatte pænt tilegne sig, hvad de havde Brug for. Dem sørgede Naturen ikke for — fordi de havde taget Ansvaret for sig selv; de var Skabningens Herre.

„Men saa skulde jo de Fattige være lodne over hele Kroppen,“ indvendte Ellen. „Hvorfor tager Naturen sig ikke ligesaa godt af de Fattige som af Dyrene? de kan jo heller ikke skaffe sig det selv.“

„Jo se det er netop det de _kan_!“ svarede Pelle, „for det er jo dem der skaffer det meste frem. Eller tror du maaske, det er Pengene der dyrker Jorden eller væver Tøj, eller slæber Kullene frem af Dybet? Det lod de nok være med, Alverdens samlede Kapital kan ikke saa meget som tage en Knappenaal op fra Jorden, hvis der ingen Hænder er den kan købe til det. Hvis den Fattige fødtes lodden, saa var han dermed stemplet som et lavere Væsen, der ikke kunde selv. Er det egenlig ikke et Vidunder, at Naturen haardnakket lader Fattigpers Unge fødes lige saa nøgen til Verden som Kongens — trods alt hvad der er gaaet hen over os af Nød og Skrub? Hvis man forbytter Fyrstens og Stodderens nyfødte Unge, kan ingen afgøre hvilken der er hvilken. Det er, ligesom Vorherre aldrig kunde blive træt af at holde vort Adelsmærke op for os.“

„Tror du da virkelig, Verden lader sig omskabe?“ sagde Ellen og saa varmt paa ham. Det lød saa æventyrligt, at han Pelle, som hun kunde tage i sine Arme, tumlede med saa store Ting.

Og Pelle saa varmt og undrende paa hende igen. Hun var den samme i Dag, som den Dag han lærte hende at kende — maaske som den Dag Verden skabtes! Hun aagrede ikke med noget men var født med alt sit. Verden kunde omskabes ja, men hun blev nok alle Dage den hun var.

Posten kom med Brev fra Morten. Han opholdt sig for Tiden nede paa Sicilien og tænkte paa at rejse langs Nordafrikas Kyst til Sydspanien. „Saa stikker jeg maaske en Tur ind til Kanten af Ørkenen, og prøver hvordan det er at ride paa Kameler,“ skrev han. Han var rask og i godt Humør, helt underligt var det at tænke paa, at han sad og skrev for aabne Døre, og her sloges man med Kulden. Han drak Vin til hvert Maaltid ligesom man herhjemme drak Hvidtøl, og skrev at Oliven- og Appelsinhøsten lige var forbi.

„Det maatte være dejligt at komme saadan et Sted hen engang,“ sagde Ellen med et Suk.

„Naar det ny først faar Indpas, hører det ikke længer til de uopnaaelige Ting for Arbejderen,“ svarede Pelle.

Saa kom Brun ned — endelig holdt han Fyraften. „Ah, hjemme er godt at være!“ sagde han og skuttede sig — „det er et forrygende Vejr i Aften.“

„Her er Brev fra Morten,“ sagde Pelle og rakte ham det.

Den gamle tog Brillerne paa.

XX

Naar det var til at komme i Jorden, arbejdedes der paa fuld Kraft med Udgravningerne af Grunden til de ny Arbejderboliger. Brun var meget optaget af Arbejdet og gik og frøs derude fra Morgen til Aften. Han var i en stor Kavaj, som kunde trækkes uden paa Overfrakken, og havde Bælgvanter uden paa de skindforede Handsker. Ellen havde strikket ham et stort Halstørklæde, som han skulde have op for Munden; hun holdt Øje med ham fra Vinduerne og maatte jævnlig hente ham ind og faa ham tøet op. Men holde ham inde var ikke muligt; han var altfor spændt paa, at Arbejdet skulde skride. Naar Frosten lukkede af for Jorden og stansede det, trippede han alligevel omkring derude, stundesløs og i snavs Humør.

De søgne Dage var Pelle jo aldrig hjemme ved Dagens Lys, men om Søndagen maatte han med ud og se hvad der var udrettet, saa snart det lysnede til Dag. Den gamle kom og bankede paa hans Dør:

„Naa Pelle, kan du snart komme af Fjerene?“

„Han skal virkelig have Lov til at ligge, mens han drikker sin Kaffe,“ erklærede Ellen ude fra Køkkenet.

Saa løb Brun en Omgang rundt om Huset for at faa Tiden til at gaa, han var ikke lykkelig, før han fik vist Pelle det hele og fik Forandringerne godkendt. Saadan havde han tænkt sig, Vejen skulde løbe engang! og dér i Krydsningspunktet vilde en lille Park med Kunstværker se godt ud! Ny Ideer skød bestandig ud af Foretagendet, Bibliotekarens Fantasi tryllede en hel By frem af de bare Marker med gratis Skoler og Teatre og hyggelige Opholdssteder for de gamle. „En Brugsforening og en Børneskole opretter vi lige med det samme,“ sagde han. „Efterhaanden som vi bliver flere, skal saa alt det øvrige komme. Kun Fattighus og Fængsel tænker jeg ikke vi skal faa Brug for.“

De kunde faa hele Formiddagen til at gaa derude med at trave omkring og lægge Planer; Ellen maatte hente dem hjem, naar de skulde spise. Hun fandt dem gærne staaende over et eller andet Hul i ivrig Samtale — et ganske almindeligt, firkantet Hul i Jorden — med Sjap eller Is paa Bunden. Saadan gravede man altid ud til Huse; men de to talte om det, som om det var Begyndelsen til en hel ny Jord!

Om Dagen savnede han Pelle og kiggede lige saa ivrigt efter ham som Ellen, naar det led mod den Tid, han skulde komme fra Arbejde. „Jeg bliver snart helt sjalu paa ham,“ sagde Ellen og trak Pelle med sig ind i Køkkenet for at kunne sige Goddag til ham i Enrum. „Hvis han kunde, tog han dig helt fra mig.“

Naar Pelle havde været ude og holde Foredrag, kom han gærne hjem, efter at Brun var gaaet til Ro, og om Morgenen naar han tog afsted, var den gamle endnu ikke oppe. Brun tog ellers aldrig til Byen, han gav Vejret Skylden, men vidste i Virkeligheden ikke hvad han skulde gøre med sig selv derinde. Men naar der gik et Par Dage, hvor han ikke saa Pelle, kom der Uro over ham; han tabte Interessen for Jordarbejdet og gik og traadte affældigt uden at kunne tage sig noget til. Og pludselig trak han i Halvstøvlerne, foregav et eller andet presserende og arbejdede sig ned over Markerne mod Sporvognen. Saa stod Ellen ved Vinduet og fulgte med et rørt Smil hans stolprende Hastværk — hun vidste nok, hvad der trak.

Man skulde tro, der var skjulte Blodbaand mellem de to, saadan hang de efter hinanden. „Hvordan har den gamle det?“ var Pelles første Spørgsmaal, naar han kom ind ad Døren; og om Brun havde været hans Far, kunde han ikke have fulgt ham med mer rørende Beundring i sine Gammelmandsøjne end han gjorde. Naar Pelle var borte, gik den gamle omkring med et Udtryk, som om han bestandig søgte noget.

Ellen var ikke glad for, at han løb derude paa Marken hos Jordarbejderne i al Slags Vejr. Om Aftenen slog Stuevarmen sig for Brystet af ham og gjorde Hosten slem.

„Det ender saamænd nok med en ordenlig Forkølelse,“ sagde hun saa. Hun vilde have, han skulde holde Sengen nogle Dage og se at blive af med Forkølelsen, før den satte sig rigtig fast.

Det var et staaende Stridsspørgsmaal imellem dem, og Ellen helmede ikke, før hun gik af med Sejren. Og da han først havde gjort Forkølelsen den Indrømmelse, brød den for Alvor løs; Sengevarmen tøede Kulden ud af Kroppen paa ham, saa baade Næse og Øjne løb.

„Det var godt vi fik Dem omkuld i Tide,“ sagde Ellen. „Og nu slipper De ikke op, før den værste Frost er ovre — om jeg saa skal gemme Deres Klæder.“ Hun gik og plejede ham som et Barn, og lavede „Kamélthe“ til ham af Blomster, som hun havde samlet og tørret i Sommers.

Da han først var kommet over Ende, fandt han sig rigtig godt i det, hans gamle Krop faldt let til Rette i Sengen. Han laa og behagede sig i at blive puttet om, og fandt paa baade det ene og det andet for at kunne hygge sig under Ellens Hænder.

„Nu gør De Dem vist ogsaa daarligere, end De er?“ sagde hun saa og lo ad ham.

Brun lo selv med. „Jeg er heller aldrig blevet kælet for,“ sagde han. „Lige fra jeg blev født, lejede mine Forældre Mennesker til at tage sig af mig — det er jo derfor jeg er saa vindtør. Alting har jeg maattet købe for Penge. Naa, der er jo en vis Retfærdighed i, at Pengene dræber Kærligheden — ellers fik man jo baade i Pose og Sæk.“

„Ja det er godt, det bedste ikke kan faas for Penge!“ sagde Ellen og stoppede om hans Fødder.

Brun blev stablet i Vejret med Puder, saa han kunde ligge og arbejde. Han havde et Kort over Bakkegaardens Jorder ved Siden af sig og laa og gjorde Udkast til en planmæssig Bebyggelse af Terrænet. Sine Ideer om det nedskrev han i et Hæfte, der skulde være Bilag til Planerne. Han arbejdede fra det blev lyst til midt paa Dagen; i den Tid havde Ellen sit Mas med at holde Børnene nede, hvert Øjeblik var Svend Trøst paa Vej op til den gamle.

Om Eftermiddagen naar hun var færdig i Køkkenet, kom hun op med dem en Timestid. Saa fik de en Billedbog og blev anbragt ved Bruns store Arbejdsbord; Ellen satte sig ved Vinduet med sit Strikketøj og underholdt den gamle. Fra sin Plads kunde hun følge Jordarbejdet ude paa Marken og maatte vidtløftigt fortælle ham, hvor vidt de var med hver enkelt Grund.