Part 13

Johanne blev snart saa rask, at hun kunde være lidt oppe; Luften herude havde en gavnlig Indflydelse paa hendes Nerver, og Ellen forstod at sætte hende i Humør. Gamle Brun forærede hende en dejlig rød og gul Liggestol af flettet Straa; og naar Solen skinnede, blev hun baaret ud paa Plænen. Hun laa og saa paa Børnenes Leg, undertiden legede hun ogsaa med fra sin Stol og laa og kommanderede de to i Øst og Vest. Svend Trøst lod sig godmodigt jage med, men Søster var lidt mere forbeholden. Hun kunde ikke lide, at den fremmede Pige kaldte Pelle for Far; og naar hun var i Drillehjørnet, stillede hun sig op lidt henne og stod og gentog: „Det er ikke din Far, for det er min Far!“ Saa maatte Ellen efter hende.

Men for det meste laa Johanne og stirrede ud i Luften med et Blik fuldt af forfærdelig Lede. En kort Stund lod hun sig fange af noget nyt, men det varede kun et Øjeblik, saa gled Blikket igen bort. Rask nok til at gaa omkring var hun aldrig; selv om hun følte sig kvik, vilde Benene ikke bære hende. Brun kom hver Eftermiddag ud til _Gryet_ for at se til hende, den gamle Mand var dybt grebet af hendes sørgelige Skæbne og havde opgivet sin sædvanlige Ferierejse for at kunne følge hendes Tilstand. „Vi maa gøre noget for hende,“ sagde han til Lægen, der paa hans Anmodning indfandt sig daglig — „er der da ingenting at gøre?“

Men Lægen rystede paa Hovedet. „Hun kan ikke faa det bedre, end hun har det her,“ sagde han.

Alle holdt de af hende, og gjorde hvad de kunde for at glæde hende. Brun havde altid noget med, han købte kostbare Ting til hende, smukke Silketæpper, hun kunde have over sig naar hun laa i Haven, og et prægtigt stort Koralhalsbaand. Alt hvad han kunde tænke hun ønskede sig, fik hun. Hendes Øjne straalede, hvergang hun fik noget nyt, og hun bar det altsammen paa sig. „Nu er jeg en Prinsesse i al sin Stads,“ hviskede hun og smilede mod ham — for saa i næste Øjeblik at glemme det hele. Hun holdt meget af den gamle Mand, forlangte at han skulde sidde hos hende, og kaldte ham Bedstefar med et sørgeligt Forsøg paa Skælmeri. Men hun hørte ikke paa, hvad han fortalte hende; han kunde rolig gaa med, naar de smaa kom listende og vilde have ham med ud at lege paa Marken — hun mærkede det ikke.

Ak ingenting kunde forsone hendes Barnesjæl med dens stakkels skamskændede Legeme, hverken Kærlighed eller Smykker. Det var som om den lededes ved sit Hylster, og stod og grov i det Blaa saa langt ude som muligt, holdt fangen i en tynd Traad der blot skulde slides over. Hun blev med hver Dag mere gennemsigtig, det saas tydelig nu, hun havde de andre Børn ved Siden af sig. De aad og trivedes for hende med! Naar Ellen ikke passede paa, kom Svend Trøst trissende og spiste Johannes Sygemad, skøndt Gud skulde vide han ikke blev sultet! Johanne selv saa roligt til — det var hende saa ligegyldigt altsammen.

Det var en usædvanlig Sommer, tør og solrig; man kunde være i Haven den meste Tid. Hen paa Eftermiddagen samledes de gærne derude, Ellen og Dronning Therese var færdige i Huset og satte sig hos Johanne med deres Haandarbejde, Brun sad og underholdt dem med hyggelig Gammelmandssnak, og Johanne laa og døsede med Ansigtet vendt mod Havelaagen. De lo og spøgede med hende for at faa hende i Humør; Brun havde lovet hende en Rejse til Syden, naar hun vilde skynde sig at komme paa Benene, og fortalte hende om Solen dernede, og de dejlige Druer og Appelsiner som hun selv skulde faa Lov at plukke. Hun besvarede det alt med sit triste Smil, som vidste hun altfor godt hvad der ventede hende. Det mørke svære Haar blev til en stadig større Skygge om hendes blege svindende Ansigt; det var som Natten steg over hende. Hun syntes at døse sig langsomt bort fra Tilværelsen, med de sorte Øjne rettede mod Havelaagen.

Morten var ofte ude paa Foredragsrejser, undertiden flere Dage ad Gangen. Men naar han saa endelig gik med Laagen, blussede Livet op i hendes Ansigt. Han var den eneste, der kunde kalde Sjælen tilbage i hende, det var som om den kun dvælede for hans Skyld. Hun var ikke lunefuld mod ham mere; naar Kræfterne var til det, rejste hun sig over Ende og kastede sig om hans Hals. Saa løb Taarerne stille ned over hendes lille Ansigt, og hun fik Luft for sin Længsel. Ellen forstod, hvad der foregik i Barnet og gjorde Tegn til de andre — de to skulde have Lov at være ene! Saa kunde Morten sidde timevis bøjet over hende og fortælle om, hvad han havde oplevet; hun syntes ikke at blive træt men laa og hørte paa ham med glansfulde Øjne, med sin gennemsigtige Haand hvilende paa hans Arm. Hvert af hans Skridt interesserede hende; undertiden kom der et eget Udtryk i hendes Øjne, og hun slog mistænksomt ned paa en eller anden Enkelthed. Hun havde sygelig skarpe Sanser, Lugten ved ham af fremmede Mennesker gjorde hende mut og spejdende.

„Det stakkels, stakkels Barn — hun elsker ham jo!“ sagde Ellen en Dag til Pelle og brast i pludselig Graad. „Og der ligger hun og skal dø!“ Hendes egen Lykke gjorde hende saa tungt medvidende ved Barnets Tilstand.

„Men kæreste Ellen!“ udbrød Pelle protesterende.

„Tror du da ikke jeg kan se? Det er jo derfor, hun altid har været saa besynderlig mod ham. Hvor er det sørgeligt!“

Barnets triste Skæbne kastede Skygge! Men Solen gik højt paa Himlen og var stærkere endnu. „Pelle!“ sagde Ellen og strøg ham gennem det graasprængte Haar — „de lyse Nætter kan snart blive forbi!“ — —

Morten blev haardnakket ved at tro paa, at den lille Johanne nok skulde komme sig; men enhver ellers kunde tydelig se hvor det bar hen. Hendes Liv sivede bort med den svindende Sommer. Hun blev blidere og medgørligere for hver Dag, Hadet var slukket i hende, med et træt Smil tog hun imod al deres Godhed. Gennem hendes skændede Væsen straalede en sælsom dødsmærket Ynde, der syntes at udfolde sig eftersom hun nærmede sig Graven.

Hen paa Høsten forandrede hendes Væsen sig. Pludselig naar Pelle eller Morten nærmede sig hende, kom der Gru i hendes Øjne og hun aabnede Munden for at skrige; saa naar hun kendte dem igen gemte hun sig ind til dem og græd ulykkeligt. Hun kunde ikke komme i Haven mere men laa altid, Børnenes Støj kunde hun ikke taale, den oprev hendes Sind og førte det tilbage til Baggaderne; de maatte holde sig ude hele Dagen. Stadig hyppigere slog Feberen ud i Vildelse, og hendes spinkle hendøende Stemme blev raa og hæs igen. Hun laa og sloges med Drenge og Bisser og høje Hatte, værgede for sig med Øgenavne og Skældsord og snærrede rasende til alle Sider — til hun tilsidst overgav sig, forlangte at faa Brændevin og laa og smaagræd med en haard tør Graad. Gamle Brun turde slet ikke vise sig ved Sengen; hun antog ham for en gammel Kammerherre, som Gadedrengene havde pudset paa hende, og modtog ham med raa Opfordringer.

Dette Indblik i Barnets forfærdelige Tilværelse bag Plankeværkerne rystede dem alle. Det var som om Livets Ondskab ikke vilde slippe dette uskyldige Offer, men hadefuldt forfulgte hende lige ind i Døden og gjorde al deres Kærlighed til intet. Morten opholdt sig inde hos hende de Døgn hendes Dødskamp varede, han sad i en Krog og stirrede, kun naar hun blundede vovede han sig frem. Ellen var den eneste, der havde Kræfter til at møde det. Hun gik Nat og Dag om Johanne, bleg og rolig søgte hun at lette hende Døden ved sin utrættelige Omsorg; naar det forfærdelige kom over Barnet, slog hun sine Arme værgende om hende og prøvede at betvinge det ved en Moders Kærlighed.

Hun havde aldrig været i Stue sammen med Døden før men saa den fast i Øjnene, ved hendes Bryst udstred Barnet.

* * * * *

Johannes Død havde fuldstændig lammet Morten. Det længst mulige havde han klynget sig til den Tro, at hendes Liv maatte kunne reddes — det var saa meningsløst uretfærdigt ellers! og da det haabløse gik op for ham ogsaa, sank han sammen. Han tog sig ikke noget til men drev om i en Tilstand af tung Sløvhed, talte ikke og spiste ikke stort. Det var som en tung Haand havde slaaet ham i Hovedet.

Efter Begravelsen fulgtes han og Pelle hjem til Fods, mens de andre kørte. Pelle gik og talte om ligegyldige Ting for at aflede hans Tanker fra Barnet, men Morten hørte ikke paa ham.

„Kære Ven, du vil da ikke blive saadan ved,“ sagde Pelle pludselig og stak sin Arm ind under Mortens. „Nu har du jo fulgt det stakkels Barn saa langt paa Vej, du kunde — de levende har ogsaa et Krav paa dig.“

Morten løftede Hovedet. „Er det ikke ligegyldigt, om jeg skriver nogle Sider mere eller mindre?“ sagde han træt.

„Du har faaet din Pen for at forsvare de værgeløse med den — du har ikke Lov at give op,“ sagde Pelle.

Morten lo bittert. „Har jeg kanske ikke talt Børnenes Sag efter Ævne — og været naiv nok til at tro, at her i det mindste behøvede man blot aabne Folks Øjne for ogsaa at tage dem om Hjærtet. Og hvad opnaar man saa? At forøge den saakaldte gode Literatur med endnu et Bind — naar det kommer højest. Menneskene er praktiske Væsner du, man kan med største Lethed faa dem til at fælde Teatertaarer; de kan godt lide at sidde i Parkettet og græde med den Ulykkelige. Men ve ham, om de møder ham igen paa Gaden. De varmeste Ord om det gribende i mine Børneskildringer har jeg faaet af en gammel Herre, der senere viste sig at efterstræbe Smaabørn.“

„Men hvad saa da?“ sagde Pelle og stirrede forfærdet paa ham.

„Ja, hvad saa da, sig du mig det. Du har Ret i, at jeg er lige glad, men kan man blive ved med at tage Del i en Kamp, der ikke engang skaaner Børnene? Husker Du min lille Søster Karen, som maatte gaa i Havnen? — hvor mange tusind Børn staar der ikke bag hende og Johanne! Man kalder dette for Barnets Aarhundrede — og saa raaber Børnenes Blod jo fra Jorden! Endda er de lykkelige, naar de kan liste bort — tænk om Johanne havde levet videre med sit. Barndommens Skygger naar over hele Livet!“

„Ja og det gør Barndommens Solskin ogsaa,“ udbrød Pelle varmt. „Netop derfor maa vi ikke svigte Fattigungerne. Vi vil faa Brug for en Slægt med varme Hjærter.“

„Jeg har jo tænkt det samme,“ sagde Morten græmmet. „Ved du, Pelle — jeg _elskede_ dette Barn, der kom til mig allerlængst nede fra; hun rummede det hele for mig, aldrig er Elendigheden kommet mig saa grumt ind paa Livet. Det blev en skøn Drøm — en taabelig Drøm — i mig, at hun skulde leve. Jeg skulde kæle Liv og Lykke ind i hende igen, og saa vilde jeg skrive en Bog om det, der sejrer. Jeg ved ikke, om du forstaar mig —: om Elendigheden, der bliver sund og lykkelig under Godhedens Sol. Hun var jo det hele; dybere ned kan Livet vel ikke godt føres! Og lagde du Mærke til, hvor megen Skønhed og Finhed der alligevel var begravet under Kloakslam hos hende? Jeg havde glædet mig til at faa det frem, befriet fra al Nød og Hæslighed — og saa vise Verden, at saa skønne er vi hernede, naar man skraber Snavset af os. Kanske kunde det have lokket den til at øve Retfærdighed. Saadan har jeg drømt, men det er en besk Lod at faa de Ulykkelige udpeget til sin Elskede. Min eneste Kærlighed er uoprettelig død, og nu kan jeg ikke skrive om noget, der sejrer. Hvad skal jeg saa dér?“

„Jeg tror, det er Hugo der siger, at Hjærtet er den eneste Fugl som bærer sit Bur,“ sagde Pelle. „Men dit Hjærte nægter nok at tage ved, naar der er allermest Brug for det.“

„Nej, du,“ sagde Morten lidt ivrigere — „jeg svigter vist ikke. Men dette har været et haardt Nedslag for mig — bare jeg havde noget mere af din lyse Tro. Naa, jeg maa være henrykt for, at jeg har dig selv.“ Han rakte Pelle Haanden med et godt Smil.

Bibliotekaren kom dem i Møde ned over Markerne. „Det tog længe med jer to Dioskurer,“ sagde han og saa opmærksomt paa dem — „Ellen venter med Maden.“

De tre Mænd fulgtes op over den nøgne Stubmark mod Huset. „Nu er det bedste af Sommeren forbi,“ sagde Brun og saa sig om med et Suk. „Saa er Hjulet rykket endnu en Tak frem.“

„Døden er ikke det værste, der kan overgaa én,“ svarede Morten, der endnu var i sin morbide Stemning.

„Saadan noget siger man, mens man er ung og velhavende — og mener det jo ikke for Alvor. I Morgen har Livet taget Dem og Deres Sorg i sin Tjeneste igen. Men jeg har aldrig været ung, før jeg lærte jer to at kende, derfor tæller jeg karrigt hver flygtende Time. — Og misunder jer, som kan gaa saa rask,“ føjede den gamle smilende til.

De gik langsommere opover og fulgte Hækken op mod Huset; indenfor i Haven hørtes en svag Klynken. Derinde i et tomt Bed sad Svend Trøst nede i et Hul, som de to Unger havde gravet med deres Spader; Søster var i Færd med at kaste Jord paa ham, den gik ham allerede til Halsen. Han gjorde ingen Modstand men smaapylrede kun lidt, da Mulden begyndte at nærme sig hans Mund.

Pelle raabte Allarm og sprang over Hækken, Ellen kom styrtende ud i det samme. „Der kunde du nær have kvalt lille Bror,“ sagde hun forfærdet og tog Drengen op til sig.

„Jeg planter ham jo bare,“ sagde Anna, fornærmet over at man ødelagde hendes Værk — „han vilde gærne selv. Og til Foraaret kommer han jo op igen!“ De to Børn vilde gærne have en lille Bror, og var blevet enige om, at Svend Trøst skulde ofre sig.

„Saadan noget maa I ikke finde paa,“ sagde Ellen stille — „I skal nok faa en lille Bror til Foraaret alligevel.“ Og hun saa paa Pelle med et varmt talende Blik.

XV

Inde i Fællesvirksomheden gik Arbejdet sin rolige Gang. Der stod ikke noget Gny af den, inden for Bevægelsen var man nær ved at glemme, at den overhovedet var til. Det var en lang og sej Vej, Pelle var inde paa, men han var ikke i Tvivl om, at den førte til Maalet, og gik sindigt til Værks. Aldrig havde hans Aandedræt været saa langt.

Foreløbig gjorde han Erfaringer. Han og Peter Drejer havde opdraget en Stab af solide Arbejdere, som vidste, hvad det drejede sig om, og ikke lod sig slaa ud af Leje, selv om der kom et fremmed Element ind. Forretningen voksede stadig og krævede ny Tilgang, men han havde ingen Vanskeligheder af de ny Kræfter; Foretagendet var saa stærkt, at det slugte og omdannede dem.

Fabrikanterne i al Fald huskede, at han var til, skadede ham, hvor de kunde. Det glædede ham, fordi det fastslog, at han var farlig for dem. Gennem deres Forbindelser lukkede de for Krediten, og da det ikke førte til noget, fordi han havde Bruns Formue i Ryggen, boykottede de ham for Materialer ved at tvinge Læderhandlerne til ikke at sælge til ham. Han maatte saa indforskrive Materialerne fra Udlandet. Lidt ekstra Besvær var der forbundet med det; nu galdt det om at have Orden i Sagerne, saa man ikke stod og manglede et eller andet.

En Dag manglede der en Artikel i en ny Sending, og det hele var ved at gaa i Staa. Han fik den skaffet til Veje ved et Krigspuds men var gal i Hovedet. „Jeg kunde have Lyst til at lange de Læderhandlere én ud igen,“ sagde han til Brun, „her skal man gaa og luske sig det til, hvis man tilfældig staar og mangler noget. Skal vi ikke leje Butiken her inde ved Siden af og oprette en Læderhandel? Det er en Lussing til de andre, og saa har vi selv altid, hvad vi bruger. Vi skal jo ikke spille Herskab paa den Historie, saa jeg tror de mange Smaamestre omkring i Krogene vil blive glade for os.“

Ja, Brun havde ikke noget imod, at Krigen blev ført lidt mere paa Kniven. Der skete ham ikke nok!

Den ny Forretning aabnede til Oktober. Pelle vilde haft Peter Drejer til at lede den, men han undslog sig. „Jeg egner mig vist ikke til at købe og sælge,“ sagde han mørkt. Saa tog Pelle en af de unge Arbejdere fra Værkstedet op i Forretningen og holdt selv Øje med den.

Det gav allerede mere Skub i Tingene; der var nok at tage i. Nu frembragte Virksomheden meget mere, end der kunde afsættes i Butiken; og Pelles Læderhandel gjorde Smaamestrene uafhængige af Privatkapitalen. Mange af dem havde lidt Smaasalg af Fabriksfodtøj ved Siden af Reparationsværkstedet og tog nu deres Varer fra ham. Ude i Provinsen havde hans Fodtøj allerede vundet Indpas adskillige Steder; det var kommet af sig selv, det ene tog det andet med sig. Fabrikanterne forfulgte det derude ogsaa — hvor de kunde; Følgen var, at Arbejderne tog det op og tvang det ind igen i de Forretninger, hvor de var Kundekredsen. Der begyndte at staa Kamp om _Pelles Fodtøj_.

Men han vidste, at det kun var Begyndelsen. Det maatte komme til et stort Sammenstød, og var han saa tilstrækkelig godt funderet? Fabrikanterne var i Færd med at oprette en Butik lige overfor, hvor der skulde sælges billigt for at ødelægge hans Udsalg, og en Dag satte de sagtens Priserne stærkt ned over det hele for at faa ham vippet af Pinden.

„Lad dem kun,“ sagde Brun. „Saa kommer Folk billigt til Fodtøj!“ Men Pelle imødesaa med Bekymring det ny Angreb. Selv om de holdt det ud, kunde det godt udtømme deres økonomiske Kræfter.

De var for isolerede, det var Ulykken. Endnu var de som den, der skyller i Land paa aaben Strand, de havde ingenting at falde tilbage paa. Arbejdsgiverne havde forlængst opdaget, at de var lige saa internationale som Arbejderne, og havde adopteret Pelles gamle organisatoriske Tanke. Det gik ikke altid glat med at faa sine Materialer fra Udlandet heller, han mærkede Sammenhængen! Saalænge han ikke havde faaet Garverne til ogsaa at oprette et Fællesforetagende, kunde han naar som helst risikere at faa Fødderne slaaet væk under sig. Og først og fremmest maatte han have den store Arbejderhær med sig, det var den, det hele tog Sigte paa.

En Dag stod han igen paa Talerstolen efter lange Aars Forløb og holdt sit første Foredrag om Kooperationen. Det var helt underligt igen at staa over for sine egne og føle deres Ansigter rettet paa sig. Foreløbig saa de ham an som en, der vendte tilbage fra det fremmede med nye Ideer — eller kanske blot ny Paahit; men han skulde nok vinde dem! Netop deres Træghed lovede godt, naar først den blev overvundet; han kendte dem igen, de var svære at sætte i Gang — og næsten ikke til at stanse igen. Fik hans Ide først rigtig fat i disse Folk med deres vældige Organisationer og urokkelige Disciplin, saa var den uovervindelig. Han kastede sig med Kraft ind i Agitationen og holdt hver Uge Foredrag i en politisk eller faglig Forening.

„Pelle, hvor har du travlt,“ sagde Ellen, naar han kom hjem. Hendes Tilstand fyldte ham med Lykke, den var som et Segl paa deres ny Forening. Hun havde trukket sig lidt mere tilbage i sig selv, over hendes Ansigt og Skikkelse lagde sig et Skær af drømmende Blødhed. Lidt hjælpeløs og fjærn i det tog hun nu imod ham ved Laagen — en ung Moder, der maatte tages paa med varlige Hænder! Han saa hende trives fra Dag til Dag og bære — gavmildt som Haven bar de sidste tunge Blomster, og havde en lykkelig Følelse af at det groede for ham paa alle Kanter.

Morten saa de ikke meget til, han befandt sig i en Krise og færdedes helst for sig selv. Han klagede stadig over, at han ingen Vegne kunde komme med sit Arbejde, selv den mindste Ting, han begyndte paa, kørte fast for ham.

„Det er, fordi du ikke længer tror paa det,“ sagde Pelle. „Den, der tvivler om sin Gærning, skærer jo den Gren over, han selv sidder paa.“

Morten hørte paa ham med et træt Udtryk: „Det er meget værre endnu — for det er selve Mennesket, jeg tvivler om, du Pelle. Jeg gaar og fryser og har ikke kunnet finde ud af hvorfor; men nu ved jeg det — det er, fordi Menneskene ikke har noget Hjærte. Al Vækst beror jo paa Varme, men hele vor Kultur bygger paa Kulden; derfor er her saa koldt som her er.“

„De smaa har dog et Hjærte,“ sagde Pelle — „det er jo det og ikke Forstanden, der holder dem oppe; ellers var de gaaet til Grunde for længe siden — blevet til Dyr simpelthen. Hvorfor er de ikke det trods al Elendighed? hvorfor føder selv Kloaken lysende Væsner?“

„Ja, de fattige varmer hinanden — men blaafrosne er de dog! Og maatte man ikke hellere ønske for dem, at de ikke havde noget Hjærte at trækkes med — midt i et bundfrossent Samfund. Jeg misunder dem, der kan se historisk paa Elendigheden og trøste sig med Fremtiden. Jeg tror jo ogsaa selv, at det gode vil sejre engang, men det er mig alligevel en kvælende Urimelighed at tænke paa, at Millioner forinden skal gaa lykkeløst i Graven i Kampen for at overvinde en Dumhed. Jeg er en Uforligelig, det er Sagen; mit Sind har indrettet sig paa andre Tilstande; derfor lider jeg under dem, der er. Bare en saa selvfølgelig Ting som at faa Penge igen paafører mig Lidelse. De er mine, men min Tanke kan ikke lade være at følge dem tilbage i baglæns Retning: Hvilke Savn fremkalder de ved at gaa over i mine Hænder? hvad klæber der ved dem af Nød og Graad? Og naar jeg giver dem ud igen, kærer det bestandig i mig, at _de_ faar for lidt, der har hjulpet mig — min Vaskekone og de andre. De kan jo knap leve, og Skylden er blandt andres min! Saa tager min Tanke fat paa at grave de andres Savn frem, og jeg har ikke Fred; hvergang jeg putter en Bid Brød i Munden eller ser Butikkernes Lagre, maa jeg tænke paa dem, der sulter. Jeg lider forfærdeligt ved ikke at kunne ændre Tilstande, hvis Taabelighed dog er saa indlysende. Og det nytter ikke, jeg vil slaa det hen som sygeligt, det er det nemlig ikke — det er en Foregriben i mig! Vi maa allesammen der hen engang — hvis ikke de Fortrykte rejser sig forinden og vender Odden opad. Du ser, jeg er fordømt til at leve alle de andres Elendigheder med — og mit eget Liv har ikke just været rigt paa Solskin. Tænk paa min Barndom, hvor den har været glædesløs! Jeg har ikke dine Fonds at tage af, du Pelle! tænk paa det.“

Nej, meget Solskin var der ikke faldet paa Mortens Vej; nu krøb han sammen og gik og frøs.

Men en Aften kom han stormende ned i Stuen til dem og viftede med et Papir. „Jeg har faaet et Legat,“ sagde han. „I Morgen tidlig rejser jeg til Syden.“

„Du maa da først ordne dine Sager,“ sagde Pelle.

„Ordne?“ Morten lo. „Nej du, rejse er man altid klar til. Hele mit Liv har jeg været parat til en Tur omkring Jorden med en Times Varsel!“ Han gik frem og tilbage og gned sig i Hænderne. „Ah nu skal jeg ned og slikke Sol, du — rigtig gennembages skal jeg! Jeg tror mit Bryst vil have godt af springe en Vinter over.“

„Hvor langt vil De hen?“ spurgte Ellen med lysende Øjne.

„Til Syditalien og Spanien. Jeg vil hen et Sted, hvor Kulden ikke trækker Frakken af tusind, idet den hjælper én Pelsen paa. Og saa vil jeg se Mennesker, som ikke har faaet Del i den mekaniske Kulturs Velsignelser, men som Solen til Gengæld har skinnet paa; Solmennesker ligesom lille Johanne og hendes Mor og Bedstemor — men som faar Lov at leve! Aa, det skal blive dejligt, engang at se fattige der ikke fryser.“

„Lad ham bare komme afsted saa hurtigt som muligt,“ sagde Ellen, da Morten var gaaet op for at pakke sin Kuffert. „For kommer han først i Tanke om de Fattige, saa bliver det saamænd ikke til noget. — Jeg kommer vist til at stikke nogle Strømper af dine og lidt Undertøj i hans Kuffert — han har ikke noget at skifte med. Bare han nu sørger for at faa sit Tøj til Vask — og saa de ikke ødelægger det for ham med Klor.“

„Skulde du ikke se lidt efter ham, mens han pakker ind?“ spurgte Pelle. „Ellers er jeg bange for, han ikke faar det med han har Brug for. Morten glemmer sommetider sit Hoved i Nathuen.“

Ellen gik ovenpaa med det Tøj, hun havde ledt frem. Det var et Held hun kom, Morten havde pakket sin Kuffert fuld af bar Bøger og lagt de nødvendige Ting til Side. Han stod og trippede, og var helt ulykkelig da hun tømte det hele ud af Kufferten igen og begyndte forfra; nu var det saa pænt ordnet, Digtene for sig og Proletar-Skildringerne for sig — han kunde lige stikke sin Haand ned og tage hvad han ønskede. Men Ellen kendte ikke til Skaansel, det hele maatte herut paa Gulvet, og hver Stump Tøj han ejede, maatte han lægge frem paa Stole. Det nødvendige blev sorteret fra. For hver Stump der kom i Kufferten, protesterede Morten spagfærdigt — det kunde virkelig ikke betale sig at slæbe Strømper med — eller flere Sæt Linned; det købte man simpelthen, efterhaanden som man fik Brug for det. Naa? saa det kunde det ikke? Men slæbe omkring med en stor Kuffert unyttige Bøger ligesom en anden Kolportør — det kunde vel betale sig!