Part 10

Han gik og blev ør af Tankernes bestandige Masen med det samme og det samme, men det blev ved som en Besættelse, kørte meningsløst med ham naar han sov, og tog ham saasnart han vaagnede. Der var en gammel Drøm som haardnakket besatte ham i denne Tid, en ungdommelig forglemt Ide fra hans aller første Deltagelse i Rejsningen, Udkastet til det Fællesværksted, som skulde gøre Hofskomageren overflødig. Dengang blev Planen lagt til Side som umulig, men nu kastede han sig igen over den og gik den igennem Led for Led. Han kunde sagtens finde nogle dygtige og paalidelige Fagfæller, som vilde staa Last og Brast med ham om Arbejde og Udbytte; og Disciplinen vilde ingen Vanskeligheder volde, Arbejderne havde i de forløbne Aar lært at underordne sig deres egne. Her var en Udvej for Smaamanden til igen at gøre sig gældende inden for Faget og komme med i Udviklingen; hvad én ikke ævnede, kunde de ved at slutte sig flere sammen: udnytte den moderne Teknik og leddele Arbejdet. Han indrettede det hele omhyggeligt, gik det efter forfra og forfra for at sikre sig, at hver Enkelthed holdt. Naar han sov, drømte han om sin Andelsvirksomhed, og saa var den en Kendsgærning. Han stod og arbejdede i et lyst Lokale mellem lutter Kammerater, der var ingen Herre og ingen Tjener, Maskinerne snurrede, og Kammeraterne sang og fløjtede, mens de passede dem. De havde kort Arbejdstid og lykkelige Hjem, der ventede dem allesammen.

Det var drøjt at vaagne op og erkende Virkeligheden. Ak, alle Verdens dygtigste og flittigste Hænder formaaede ingenting i deres eget Fag — ikke saa meget som at sy et Sting — før Kapitalen satte dem i Gang. Hvis den nægtede sit Samtykke, kunde de ikke udrette noget som helst, men var som afhuggede paa et Brædt.

Maskinerne kostede Penge. Pelle kunde faa dem hos Brun, den gamle havde ofte nok tilbudt ham Kapital til at starte et eller andet. Men han skyldte ham allerede Penge, og hvis nu Kapitalen rendte hans Foretagende ned. Den var paa sin Post og taalte ikke den Slags Virksomheder ved Siden af sig. Der var kommet Usikkerhed over ham, han turde ikke vove Indsatsen.

Den gamle Filosof kom næsten daglig, Pelle var blevet en Del af hans Tilværelse, han fulgte med Bekymring sin unge Vens Tilstand. Var det Fængslet — eller kanske Bøgerne — som havde forvandlet denne unge Mand, der engang gik hensynsløst paa som et Stormvejr, til en Nøler, der ikke kunde træffe et Valg? Personligheden blev af tvivlsom Værdi, naar den voksede paa Bekostning af Handleævnen! Den gamle havde netop haabet, at den skulde udfolde større Energi ved at plantes over i en ny og uberørt Jordbund, og prikkede til Pelle for at rive ham op af hans Dvaletilstand.

Saa rykkede Pelle utaalmodigt paa sig. Fra alle Sider prikkede de til ham, og vilde, at han skulde træffe et Valg — og han kunde ikke se sin Vej! Ja vist laa han i Døs — han mærkede det godt selv. Han følte sig som en, der er hamram, og forlangte Ro — hans Væsen arbejdede for ham derude i det uvisse.

„Jeg ved jo ingenting,“ sagde han halv irriteret — „hvad kan det saa nytte? Jeg troede Bøgerne skulde føre mig frem til et Sted, hvorfra jeg kunde samle det hele, men nu er jeg bare vild paa Kareten. Jeg er blevet for klog til at gaa blindt paa, og ikke klog nok til at finde den Tap hvorom det hele drejes. Ligemeget hvad jeg rører ved, saa opløser det sig i noget _for_ og noget _imod_.“ Han lo fortvivlet.

En Dag gav Brun ham en Bog. „Dette Værk har tilfredsstillet mange, der søgte Sandheden!“ sagde han med et eget Smil. „Lad os nu se, om det ogsaa kan stille Dem tilfreds.“ Det var Darwins _Kampen for Tilværelsen_.

Pelle læste som i en Taage. Her var Punktet jo, det hele vældigt sammenfattet til én Sætning! Det kogte i hans Hjærne, han kunde ikke lægge Bogen fra sig, men blev ved at læse hele Natten, tryllebunden og forfærdet over dette ubarmhjærtige Udsyn. Da Ellen forundret kom ned med Morgenkaffen, var han ude af Bogen; han svarede ikke paa hendes venlige Bebrejdelser, men skyllede tavs Kaffen i sig. Saa tog han sin Hat og gik ud i de øde morgentriste Gader for at svale sit hede Hoved.

Det var meget tidligt, Arbejderne var ikke begyndt at rykke ud endnu; ved Morgenbeværtningerne var man i Færd med at tage Skodderne fra. Varmtklædte Sporvejsfolk trampede gennem Gaderne i deres træbundede Støvler, sjaskede forkomne Kvinder piskede i snublende Løb afsted til deres tidlige Gerning, smaablafrende af Kulde og Lede ved Tilværelsen. De var trætte, endnu før de fik begyndt Dagen. Her og der asede en forsinket Kvinde over Gaden med en Tøjkurv foran sig — en Moder der slæbte sit Barn paa Vuggestuen, før hun gik paa Arbejde.

Og pludselig kom Oprøret over ham, hæftigt, næsten som et Kvælningsanfald. Denne grufuldt kolde Lære om den Stærkeres Ret, der gav ham Valget mellem at blive brutal eller gaa til Grunde — det var altsaa Nøglen til Livets Forstaaelse? Den fældede jo paa Forhaand Dødsdommen over ham og hans Fæller — over hele den endeløst store Fattigmandsverden. Set herfra var den bestaaende Tilstand jo den eneste mulige — den var simpelthen ideel; Udsvederen og Aagerkarlen, som han gik og hadede, var i den mest harmoniske Overensstemmelse med Livets Grundlov! Og det forfærdelige var, at Samfundet laa klart belyst fra dette Synspunkt — han kunde ikke nægte det. Den der bedst forstod at tillæmpe sig efter det bestaaende, han sejrede; ligegyldigt hvor gement det bestaaende saa var.

Bogen kastede paa én Gang blændende Lys ind over Samfundet; men hvor var hans egne henne i denne Lære, alle de smaa? de regnedes nok ikke med! Samfundet var altsaa i Virkeligheden kun de besiddende, og her havde han deres Religion, det moralske Rygstød for den hensynsløse Udbytning. Det havde altid holdt svært at forstaa, hvordan Mennesker kunde misbruge andre; men her var det jo en hellig Pligt at give Stene for Brød. Den største Strugler var i Grunden Livets hellige Moderhjærte nærmest, han var jo udset til at bære Udviklingen videre.

De fattige havde ingen Andel i denne Lære. Naar der var en daarlig Arbejder i et Sjak, pressede de andre ham ikke, saa han maatte gaa til Bunds — ikke engang naar han selv var Skyld i sin Uformuenhed. De tog ham med, lagde Sten paa hans Skifte og slog den sidste Ende af hans Skaar — de fattige lod ikke den svage falde, men tog ham under Vingen. De satte sig selv uden for Loven — og uden for Chancen! med en saaret Kammerat paa Nakken klarede man sig ikke i Kapløbet. Men der laa heri en Erkendelse af, at de ikke hørte med i det bestaaende, men havde Ret til at kræve deres egen Lykketid. Der maatte komme en ny Tid, hvor alt det, der behøvedes, for at de kunde være med — Hjærtets Godhed, Solidariteten — blev raadende. Selve det store Sammenhold han havde været med til at rejse, varslede altsaa alligevel i den rigtige Retning. Det havde været det modsatte af én mod alle — Gensidighedens Lov havde det bygget paa.

Og Fattigper var nok ikke et stakkels Skrog, der var dømt af Udviklingen til at gaa til Grunde, en Fantast, der gik og drømte Utopien som Følge af en tom Mave. Pelle havde levet sin Barndom ude i Naturen og færdedes med den øvrige Skabning i al Slags Vejr. Han havde set de smaa Sangfugle kaste sig mod Høgen i hele Byger, naar den havde røvet en af dem — og forfølge den til den fortumlet slap sit Bytte. Naar han fangede en Myre i et spaltet Halmstraa, styrtede de andre Myrer løs paa Straaet og gnavede Kammeraten fri; de var ikke til at skræmme bort. Slog han efter dem, stænkede de deres Gift op mod hans Haand og arbejdede videre. Deres Tapperhed morede ham, Giftstænkene vare saa bitte smaa, at han ikke kunde se dem; men ved hurtig at føre Haanden op til Næsen indfangede han en syrlig stikkende Lugt. Hvorfor lod de ikke Kammeraten i Stikken, de som var saa mange og havde saa travlt? De holdt ikke engang Maaltid, før de havde befriet ham.

Fattigper fik holde fast ved Sammenslutningstanken — han havde grebet rigtigt dengang! Og nu med et vidste Pelle, hvor Vejen laa. Stod de uden for det bestaaende og dets Love, hvorfor saa ikke indrette sig deres egen Verden over de Love, der nu engang var deres? Gennem Organisationerne var de opdraget til at kunne styre sig selv, det var snart paa Tiden de overtog deres egen Tilværelse.

De unge Oprørere holdt sig fri af Pengemagten ved at undvære, men det var ikke Vejen; Kapitalen prækede altid Nøjsomhed for de fattige. Han vilde gaa den anden Vej og erobre Frembringelsen ved en stor omgaaende Bevægelse.

Nu var han ikke bange for at anvende Bibliotekarens Penge — der fandtes ikke Tvivl skabt i ham. Han var lysende klar og saa i store Træk en verdensomspændende fredelig Revolution, som skulde vende op og ned paa alle bestaaende Værdier. Pelle vidste, at Fattigdommen ikke er begrænset af noget Fædreland; han havde en Gang før baaret en ubetvingelig Ide frem. Hans Andelsvirksomhed _maatte_ blive Udgangspunktet for en Verdenskamp mellem Arbejdet og Kapitalen!

X

To Dage senere gik Pelle og Bibliotekaren ind i Frederiksborggade og saa paa en Forretning, der var til Afstaaelse. Det var en lille Historie paa en halv Snes Arbejdere, med elektrisk Værksted i Kælderen og Butik oven over. Det hele kunde faas for Overtagelse af Lager og Maskiner efter Vurdering. Huslejen var lidt stor, men ellers var det billige Vilkaar.

„Jeg tænker, vi ordner det saadan, at Anskaffelses- og Driftskapitalen forrentes og amortiseres ligesom et 4% Kreditforeningslaan,“ sagde Brun.

„Det er billige Penge,“ svarede Pelle. „Et godt Resultat vil jo ikke sige saa meget om Forholdene, naar vi ikke har lige Vilkaar med andre Virksomheder.“

„Ikke særlig billige! Til den Pris kan man faa lige saa mange det skal være mod god Sikkerhed — og Arbejderen bør vel anses som den fineste Sikkerhed i et Foretagende, der bygger paa Arbejdet,“ sagde den gamle smilende — „der vil blive stort Diskontofald, naar De kommer til Magten, Pelle! Forresten koster den nøgne Kapital ikke mere nu heller — naar der da ikke snyltes paa den. Og Snylterne er det jo netop vi skal til Livs.“

Ja, Pelle havde ikke noget imod de billige Penge, der kunde blive nok at slaas med endda. Kom der Gang i det, varede det nok ikke længe, før Privatspekulationen erklærede ham Krig!

De var enige om, at de ikke vilde have noget med Agenter og Udsalg at gøre; Virksomheden skulde hvile helt i sig selv og staa i direkte Forbindelse med Forbrugerne. Hvad der lavedes paa Værkstedet, skulde blot dække Omkostningerne til Butiken ovenpaa; Resten af Overskuddet skulde fordeles mellem Arbejderne.

„Efter hvilke Regler?“ spurgte Brun og saa forskende paa Pelle.

„Lige!“ svarede han uden at betænke sig — „vi vil overhovedet ikke have noget med Akkord at gøre. Det var et stort Fejlgreb, dengang vi rejste Bevægelsen, at vi kælede for Akkordsystemet i Stedet for helt at afskaffe det. Det har fremmet Uligheden. Enhver, der arbejder, har Ret til at leve.“

„Tror De den dygtige Arbejder vil finde sig i at dele lige med den, der er mindre dygtig?“ spurgte Brun betænkelig.

„Det skal han lære!“ svarede Pelle fast. „Hvordan skal han ellers kunne gøre gældende, at alt Arbejde er lige værdifuldt.“

„Mener De da selv det?“

„Absolut. Jeg ser ingen Grund til at gøre Forskel paa f. Eks. Lægen og Kloakrenseren! Hvem af dem, der gør mest Nytte for Sundheden er umuligt at sige — det afgørende maa blive, at enhver udretter, hvad han kan.“

„Udmærket,“ udbrød Brun — „udmærket!“ Den gamle Filosof var rigtig i Humør. — Pelle havde anset ham for kejtet og livsfjærn og var forbavset over, saa praktisk et Blik han havde for mange Ting.

„Det er fordi dette her er noget nyt,“ sagde den gamle og gned sig i Hænderne. „Det gamle var jeg færdig med, før jeg kom til Verden; der var ikke noget, der æggede mig — jeg var degenereret hed det. Jovist! Nu skal den gamle Bogorm alligevel vise sine Aner, at der flyder handlekraftigt Blod i hans Aarer ogsaa. Nu har vi to fundet det Sted, hvorfra Verden vippes, min kære Pelle — jeg tror, vi har fundet det! Og nu maser vi paa.“ — —

Ja, der var nok at tage i. Men nu var det Realiteter, og Pelle havde en behagelig Følelse af igen at have Fødderne paa Jorden. Dette var alligevel noget andet end at ride ensom gennem Rummet paa sin egen Tanke, med bestandig Fare for at falde ned; her brød han sig sin Vej saa at sige med Hænderne.

Det var blevet ordnet saaledes, at Forretningens Ejer drev den en Tid endnu, mens Pelle satte sig ind i det hele, lærte Maskinerne at kende og lærte Bogføring. Han var paa Færde bestandig, brugte sin Dag vel og sov som en Sten om Natten. Hjærnen stod ikke længer og klaprede som en Kedel i bestandigt Kog, Søvnen slukkede under den ogsaa.

Det galdt om at blive et Hold, der fuldt ud kunde stole paa hinanden, og Pelle sagde resolut dem blandt Kammeraterne op, der ikke egnede sig til at arbejde under ny Former, og antog andre.

Den første, han henvendte sig til, var Peter Drejer. Ellen raadede fra. „Du ved jo, han er paa Kant med Politiet,“ sagde hun — „du kan saamænd faa nok at slaas med endda.“ Men Pelle trængte til at have en ved sin Side, der ævnede at se nyt paa Tingene og havde fuld Forstaaelse af, hvad det drejede sig om; Egoister duede ikke. Og dette maatte netop være noget for én, der var udtilbens med alt det gamle.

* * * * *

Han havde været paa Bogholderikursus og kom hjem for at spise; Ellen og Svend Trøst var i Byen, men hun havde sat Mad af til ham. Han spiste for Nemheds Skyld i Køkkenet, sad oppe paa Køkkenbordet — og læste imens i en Bog om Regnskabsføring.

Inde i Stuen sad Lasse Fredrik og lærte Lektier, med begge Hænder for Ørerne for rigtig at lukke Verden ude. Men det var ikke saa nemt, for Søsteren havde en løs Tand, og hans Fingre kløede efter at komme i Lag med den. Hvert Øjeblik afbrød han Læsningen og tilbød hende et eller andet, hvis han maatte trække den ud; Benene gik paa ham under Bordet, han var helt syg. Men Tøsen svarede hele Tiden: „Nej, Far skal!“

Saa opgav han at gaa hæderligt til Værks og søgte at komme bag paa hende. Og endelig fik han hende saa vidt overlistet, at hun lod ham binde en Traad om Tanden og gøre den fast i Dørgrebet. „Saa, nu skal Traaden bare brændes over,“ sagde han og tændte en Lysestump — „ellers kan Far aldrig faa Tanden ud. Det løsner gevaldigt!“ Han snakkede løs om alt muligt for at aflede Opmærksomheden ligesom en Taskenspiller — og stak pludselig Lyset op i Næsen paa hende, saa hun i en Fart maatte trække Hovedet til sig. „Se her er Tanden!“ raabte han triumferende og viste Søsteren den. Men hun brølede i vilden Sky.

Pelle sad og hørte det hele, men spiste roligt videre, de maatte selv se at affinde sig med hinanden. Lidt efter var Lasse Fredrik i Gang med at plastre paa sin Bedrift, han snakkede godt for Anna og gav hende Legetøj for at faa hende i Humør igen. Da Pelle kom ind, laa de paa Maven med Hovedet inde under Sengen. De havde kastet Tanden helt ind til Væggen og raabte i Kor:

Mus, Mus! Giv mig en Guldtand i Stedet for en Bentand!

„Skal du noget nu, Far?“ spurgte Barnet og kom hen til ham.

Ja Pelle skulde baade det ene og det andet.

„Du har altid saa travlt,“ sagde hun fortrydelig. „Bliver du ved med det hele dit Liv?“

Det gav et Stik i Pelle. „Nej jeg har ikke saa travlt,“ sagde han hastigt — „jeg kan godt blive lidt hos jer. Naa, og hvad skal vi saa finde paa?“

Lille Anna tog sin store Kludedukke frem og begyndte at stille Stole an.

„Nej, det er der ikke noget ved,“ sagde Lasse Fredrik. „Fortæl hellere om dengang du vogtede Kør, Far! — om den store gale Tyr!“

Saa fortalte Pelle løst og fast fra sin Barndom, om Tyren og Lassefar, den store Stengaardsbonde og Farbror Kalle med de tretten Børn og det glade Sind. Den store Gaard, Landlivet, Stenværket og Havet — det var som en Æventyrbog for de to Brostensbørn; Pellepøjkens Kamp med de store Stude om Herredømmet, hans vidunderlige Erobring af 25-Øren — det ene var mere spændende end det andet. Og mest spændende af det hele var Fortællingen om Kæmpen Erik, der blev slaaet til Idiot. „Det var dengang det,“ sagde Pelle og nikkede. „Nu gaar det nok ikke saadan til.“

„Hvor har du oplevet meget,“ sagde Ellen, som imens var kommet hjem og sad og strikkede. „Det er næsten ikke til at forstaa, hvordan du har begaaet dig, saa lille du var. Hvor vilde jeg gærne have set dig!“

„Far er rigtignok stor!“ udbrød Søster anerkendende.

Men Lasse Fredrik var lidt mere forbeholden. Det var saa kedeligt altid at stikke op, og han vilde gærne have Plads for en Parentes om egne Bedrifter. „Ved du hvad? der holder et stort Læs Korn nede i Porten hos Vognmandens,“ sagde han for at godtgøre, at han ogsaa var med paa Landlivet.

„Det er ikke Korn,“ sagde Pelle — „det er Hø — Kløverhø. Kender du ikke engang Korn?“

„Vi kalder det nu Korn,“ svarede Drengen selvsikkert. „Og det er ogsaa Korn, for der er saadan nogen Duske paa Enderne.“

„Aksene mener du! Men det er der ogsaa paa det grove Græs — og Kornet stammer for Resten fra Græsset. Har du aldrig været ordenlig paa Landet?“

„Vi skulde jo have været ud og blevet en hel Uge. Men saa var’et, det gik skidt med Mors Arbejde. — Men jeg har været helt ude i Dyrehaven.“

Pelle begreb med ét, hvor meget Børnene maatte gaa Glip af ved at leve deres Liv herinde paa Stenbroen. „Mon vi ikke skulde tænke paa at flytte uden for Byen,“ sagde han om Aftenen, da han og Ellen var ene.

„Hvis du synes det,“ svarede Ellen. Selv havde hun ingen Trang til at komme paa Landet, hun nærede en instinktmæssig Rædsel for det som Opholdssted. Det med Børnene forstod hun heller ikke; der var dog saa mange Børn, der klarede sig udmærket herinde, og dumme Bønder vilde han vel ikke have de skulde være. Men naar han syntes det, var det vel det rette — han plejede at faa Ret i sit.

Saa var det sandelig ogsaa paa Tiden, de fik sagt op — der var kun en god Maaned til April Flyttedag.

Om Søndagen pakkede de Barnevognens Magasin og gjorde Ture ud i Byens Omegn — ligesom i gamle Dage, da Lasse Fredrik var Enesten og sad i Køretøjet som en lille Tronfølger. Nu tog han et godt Tag i Vognen, hvor Svend Trøst sad og bredte sig; naar Søster blev træt, anbragtes hun paa Forsmækken med nedhængende Ben. De tog i en ny Retning hver Gang og kom til Steder, som ikke engang Lasse Fredrik kendte. Lige inde under Byens høje Bagside kunde der ligge hyggelige gamle Frugthaver skjult med en lav straatækt Bygning midt i, som tydelig nok engang havde været Stuehuset til en Bondegaard. Man dumpede tilfældigt midt ind i det fra en eller anden Sidevej og opdagede, at Byen var i Færd med at rejse Kaserner uden for den lille Idyl ogsaa, og spærre den inde. Naar det var Solskin, slog de sig ned paa et Dige og spiste; Pelle og Lasse Fredrik kappedes om at gøre Kraftkunster i det visne Græs, og Ellen ledte efter Vintergrene til at pynte med hjemme.

Paa en af Udflugterne kom de over en sumpet Strækning, hvor der voksede Pilekrat, bagved hævede Agerlandet sig. De fulgte Markvejene paa maa og faa og kom op forbi et ubeboet, noget forfaldent Hus, der laa midt paa det stigende Land med Udsigt ned over København; det var omgivet af en stor tilgroet Have. Paa et gammelt frønnet Brædt stod der: Til Leje! men hvor Huset anvistes fra, stod der ikke.

„Saadan et Hus er det akkurat, du ønsker dig,“ sagde Ellen. Pelle var stanset.

„Det kunde være morsomt at se det indvendig,“ sagde han. „Nøglen faas jo nok paa Gaarden deroppe.“

Lasse Fredrik løb op til den gamle Bondegaard, der laa lidt længere inde, paa Toppen af Bakken, for at spørge. Lidt efter kom han tilbage i Følge med Gaardmanden selv, en bleg forvaaget yngre Mand, der gik med opstaaende Flip og røg Cigar.

Huset hørte til Bakkegaarden og var bygget til Aftægtsbolig for den nuværende Ejers Forældre. De gamle Folk havde haft den pudsige Ide at kalde det _Gryet_, Navnet stod malet paa den østlige Gavl med store Bogstaver. Huset havde staaet ledigt lige fra de døde for nogle Aar siden, og saa underlig afsjælet ud; Ruderne var slaaet ud og lignede brustne Øjne, Gulvene var helt overgroet med Snavs.

„Nej, det synes jeg ikke om!“ sagde Ellen.

Men Pelle viste hende, at Huset var godt nok, Døre og Vinduer lukkede tæt, det hele trængte blot til en Overhaling. Der var fire Værelser og Køkken forneden og nogle Værelser ovenpaa, deraf var det ene et stort Kvistværelse mod Syd. Haven var en Td. Land stor, og ude i Gaarden laa et Udhus, hvor der var Indretning til Høns og Kaniner. Lejen var 400 Kroner.

Pelle og Lasse Fredrik havde travlt, de travede det hele igennem Gang paa Gang og gjorde de vidunderligste Opdagelser. Men da Pelle hørte Prisen, blev han nøgtern. „Saa kan vi lige saa godt opgive det,“ sagde han.

Ellen svarede ikke paa det, men paa Hjemvejen regnede hun efter for sig selv — hun kunde se paa ham, hvor skuffet han var. „Det bliver 15 Kroner mere om Maaneden, end vi nu sidder for,“ udbrød hun pludselig. „Men hvis nu Haven kunde give noget — og vi holdt Høns! Kanske kunde vi ogsaa leje det øverste ud møbleret.“

Pelle saa taknemmeligt paa hende. „Jeg vil tage mig paa at faa for flere Hundrede Kroner ud af Haven,“ sagde han.

Ellen var bange for, at der holdt Bøller til derude omkring, saa det var derfor, Huset ikke kunde blive lejet ud.

„Dem smækker vi bare en, saa de triller,“ svarede Lasse Fredrik rask. „Eller ogsaa kan vi faa Dronning Therese til at be’ dem passe sig selv — hende har de Respekt for.“

De var dygtig trætte, da de kom hjem, der var alligevel et godt Stykke Vej ud. „Det er langt borte fra alting — du maatte da se at faa dig en brugt Cykle,“ sagde Ellen. Pelle forstod pludselig af Klangen i hendes Stemme, at hun selv vilde blive ensom derude.

„Det er bedst, vi slaar det ud af Hovedet og finder os en Treværelses Lejlighed herinde,“ sagde han. „Det andet er alligevel upraktisk.“

Da han næste Dags Aften kom hjem fra Værkstedet, havde Ellen en Overraskelse til ham. „Jeg har været ude og taget Huset paa Haanden,“ sagde hun. „Der er alligevel ikke saa langt ned til Sporvognen, og vi faar det for 300 Kroner det første Aar. Manden lovede at sætte det hele godt i Stand til Flyttedag. Er du saa ikke glad?“

„Jo — hvis du blot kan finde dig tilfreds i det,“ sagde Pelle og tog om hende.

Børnene var henrykte. De skulde bo derude i den blændende Verden, som man ellers kun kiggede ind i ved meget festlige Lejligheder, færdes der til Hverdag og spise medbragt Mad i det Grønne altid.

Otte Dage efter flyttede de ud. Pelle syntes ikke, der var Raad til at leje Folk til Flytningen. Han laante en firhjulet Trækkevogn — den samme, som havde ført Ellens Stumper hertil fra Kapelvej — og i Løbet af Lørdag Aften og Søndag Morgen kørte han og Lasse Fredrik Sagerne ud. Dronning Therese gav Ellen en Haand med Indpakningen. Det sidste Læs gik det i en Fart med, man maatte være ude af Byen inden Kirketid. De halv løb med det, Svend Trøst var anbragt i en Balje oppe paa Toppen af Læsset, bagefter det fulgte Ellen med lille Anna, og allersidst den tykke Dronning Therese med nogle Potteplanter, som endelig maatte skaanes — det var et helt Optog.

Dagen gik med et forfærdeligt Rod. Der var gjort elendigt rent, Ellen og Dronning Therese maatte gaa det hele efter igen. Naa, det var jo, hvad man var belavet paa! Naar man flyttede, maatte man altid gøre to Lejligheder rene, den man forlod, og den man rykkede ind i. Reparationerne var der heller ikke gjort meget ved — og det var ogsaa, hvad man var vant til. Husværter var nok ens Jorden over. Gøre Vrøvl skulde lidt nytte, nu var man der engang, og Kontrakten var underskreven. Pelle fik selv se at gøre lidt ved det efterhaanden.