Part 1

PELLE EROBREREN IV

M. ANDERSEN NEXØ

PELLE EROBREREN. GRYET

ROMAN

FOLKEUDGAVE

KØBENHAVN OG KRISTIANIA GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG 1910

COPYRIGHT 1910 BY M. ANDERSEN NEXØ

OPLAG 2500 EKSEMPLARER

KØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET

I

Midt ude i det aabne frodige Land, hvor Ploven netop var i Færd med at vende Mulden om de mange venlige Smaahjem, laa en mørk Borg, der til alle Sider satte øde Mure mod den smilende Verden. Ingen Ruder fangede Morgen- og Aftenrøden og gav den bevæget igen, tre Rader jærngitrede Glugger slugte umætteligt alt Dagens Lys. Bestandig lige graadigt gabede de ud, set mod den blaa Foraarshimmel virkede de som Huller ind til det evige Mørke. Med knugende Tyngde ragede Stenkolossen op over de mange smilende Hjem, men den fredelige Befolkning syntes ikke at føle sig trykket. Den pløjede sin Mark helt ind under de øde Mure; og saa langt ud Borgen saas, rettede Øjnene sig mod den med et Udtryk som sagde, at man netop følte sig tryg her under de stærke Mure.

Som et Samlingsmærke ragede den mægtige Bygning op over alting andet; den kunde godt ligne et Tempel, rejst til Guds Ære af en taknemmelig Menneskehed — saa imponerende var den. Men i en fjærn Fortid maatte det være sket! saa barbarisk bygger man ikke længer Boliger — ikke engang til Vorherre — som galdt det kun om at holde Lys og Luft ude! Det svære Murværk var helt gennemslaaet af det klamme Mørke indenfor, Aarhundrederne havde forvitret Overfladen og skabt overdaadige Kulturer i den af Skimmel og Svamp, men det syntes at kunne staa en Evighed endnu. — Bygningen var dog ingen Fæstning, heller ikke et Tempel i hvis Mørke den ukendte Gud holdt til. Nærmede man sig den store tunge Port, der altid var lukket, læste man over Hvælvingen det ene Ord _Fængsel_, sat med store Jærnbogstaver. Neden under stod et enfoldigt latinsk Vers, der ret fordringsfuldt sagde:

Jeg er al Dyds og Visdoms Syld! Retfærd kun trives for min Skyld.

En Dag midt i Foraaret gik den lille Dør i Fængselsporten op, en høj Mand traadte ud og saa sig missende om. Dagslyset slog ham i det blygraa Ansigt, saa han vaklede tilbage og maatte støtte sig til Muren; det saa ud som vilde han flygte ind igen. Han trak Vejret dybt og vandrede saa ud i det aabne Land.

Foraarsvinden tog et velment Tag i ham, prøvede at purre op i det slaveklippede graasprængte Haar, der var krøllet og blond sidst den tog i det, og smøg sig velgørende ind paa den bare Krop som en blød, lidt kølig Haand. Velkommen ud, Pelle! sagde Solen og kiggede ham ind i de udspilede Pupiller, hvor Cellemørket sad og lurede. Men han fortrak ikke en Mine, Ansigtet var som hugget i Sten. Øjnene trak blot Hornhinden saa voldsomt sammen for Lyset, at det gjorde ondt — og blev ved at stirre søgende udover. Hvergang han fik Øje paa et Menneske, stansede han og stirrede spændt — kanske i det Haab, at nogen skulde komme og tage imod ham.

Idet han drejede op paa Kongevejen, blev han raabt an. Han vendte sig om i pludselig hæftig Glæde, dukkede saa Hovedet og fortsatte sin Vej uden at svare — det var blot en Bølle, der stod halvt op af en Grøft inde paa Marken og vinkede. Han kom løbende over Pløjejorden og brølede hæst: „Vent lidt for fan! Nu har en lagt og biet paa Følgeskab hele Dagen — saa ka’ du vel vente lidt!“ Det var en bredskuldret, lidt svampet Fyr med flad Ryg og en tyk stejl Nakke, der gik lige op i Kasketten uden at afsætte Baghoved og uvilkaarligt ledte Tanken hen paa Skafottet. Næsebenet var sunket tilbage i det blaarøde Ansigt og gav det en bulbideragtig Blanding af Brutalitet og dum Nysgærrighed.

„Hvor længe har du sat?“ spurgte han forpustet og sluttede op. Han var ond i Øjnene.

„Jeg kom ind, dengang Vorherre var en lille Dreng — saa kan du jo selv regne efter,“ svarede Pelle kort for Hovedet.

„Saa for den Lede — det var en ordenlig Omgang. Og hvad blev du knaldet for?“

„Aa, der var netop en Plads ledig. Saa tog man og puttede mig ind — for at den ikke skulde staa tom altsaa!“

Bøllen saa skulende paa ham. „Nej, den er for tyk — den faar du ikke nogen til at tro paa!“ sagde han usikkert. Pludselig stansede han foran Pelle og stak sin Tyrepande op i Ansigtet paa ham: „Nu ska’ jeg sige dig en Ting, min Dreng! jeg vil nødig lægge Haand paa nogen første Dag at jeg er ude, men du sku’ alligevel ta’ og gaa et andet Sted hen med din ærede Hovenhed, sku’ du. For her har en lagt og biet paa Følgeskab lige fra i Morges a’.“

„Det er ikke min Mening at fornærme nogen,“ sagde Pelle fraværende. Han saa ud som han ikke var vendt tilbage til Verden endnu, og gjorde ikke Mine til at ville tage for sig.

„Naa ikke det — da var det svært heldigt for dig. Ellers ku’ det pænt ske, at man havde taget et Farvetryk af dit sorgfulde Fjæs — saa nødig man ogsaa gik til det. — Forresten sku’ jeg hilse dig fra Mor.“

„Er det Ferdinand?“ spurgte Pelle og løftede Hovedet.

„Lad bare vær’ og skab dig!“ Ferdinand spyttede hen ad Vejen. „Man er nok be’en Storborger a’ og sitte, hva?“

„Jeg kendte dig jo ikke,“ sagde Pelle indtrængende; han var pludselig kaldt tilbage til Livet.

„Naa ja — naar du si’r det altsaa. Det maa vel være det Snudeskafts Skyld — jeg fik det sla’et ind om Aftenen som jeg havde puttet Mor i Jorden. Jeg sku’ forresten hilse dig.“

„Tak du!“ sagde Pelle varmt. Gamle Minder fra _Arken_ kaldte paa ham og satte Blodet i Omløb igen. „Er det længe siden din Mor døde?“ spurgte han deltagende.

Ferdinand nikkede: „Naa det var forresten meget godt, for saa er der ingen man behøver gaa og ha’e ondt Samvittighedsnag for. Jeg havde jo sat mig i Ho’edet, at hun ku’ fortjene og ha’e det lidt manerligt paa sine gamle Dage — og var knusende forsigtig; men saa be’ jeg alligevel nuppet paa en Smule Indbrud og fik otte Maaneder. Det var lige efter at du var kommet ind — men det ved du vel?“

„Nej, hvor skulde jeg vide det fra?“

„Jeg telegraferede det ellers over til dig. Jeg sat lige over for — i Fløj A, og da jeg havde regnet din Celle ud, bestilte jeg hele Linjen, en Aften og bankede en Hilsen over til dig. Men der sat et Heldøre af en Præst lige paa Hjørnet af din Fløj — en af disse her Sædelighedsfolk — naa det ved du ikke engang? Jo, ham havde jeg hele Tiden mistænkt for at han ikke bankede min Besked videre, skønt der er kostet en gruelig Masse Lærdom paa saadan et Kvaj. Da jeg saa var kommet ud, sagde jeg til mig selv, at nu maatte det være Slut med dette her; for Mor var faldet svært af paa’en. Jeg saa og komme om i en af de Gader, hvor de hæderlige Gavtyve bor, og be’ Kolportør — og det gik meget ordenligt. For nederdrægtig sjofelt vilde det ha’e væt, om hun sku’ lagt og kreperet af Sult. Og vi havde det knusende rart et halv Aars Tid. Men saa listede hun af alligevel, og det skal jeg staa inde for, at saa beskidt Humør har Ferdinand aldrig vaaren i, som den Dag han puttede hende ned ude paa Vestre. Naa, nu ligger Mor dér og lugter til Ukrudtet fra neden af, og nu kan du li’esaa godt melde færdig, for nu er der ikke mer og ta’e sig af! sa’e jeg til mig selv og gik lige op i Forretningen og forlangte Afregning. Og saa snød de mig for halvtreds Holdere — de Kæltringer.

„Gu gik jeg til Politiet — jeg var dum nok til det dengang. Men det er jo én Bande det hele. De mente jo som saa, at Ferdinand ham sku’ man ikke tro et Ord af, og vilde helst ha’e puttet mig ind i et Skab med det samme. Men alt det de snusede, var der ingenting at hænge sin Hat paa. Satans som han skjuler det godt denne Gang, den Rad! sa’e de saa og lod mig løbe. Men der be’ snart noget, for saa ordnede jeg selv Spørgsmaalet, og du kan bande paa, Forretningen var ikke tjent med den Ordning. For ser du, der er to Slags Folk, Smaafolk som kun er hæderlige naar de la’r sig plyndre — og saa de andre; hvorfor Fan sku’ man gaa omkring som et klippet Faar og ikke plyndre igen. Naa men engang skal den jo smælde — tre Aar, værsgod! Nu staar jeg til Horsens!“

„Det kommer dog an paa dig selv,“ sagde Pelle langsomt.

„Naa ja, no’et ka’ én naturligvis gøre. Men ser du Politiet b’ir immervæk mer durkdrevent, og den Mand er vist ikke født, som ikke gaar i Saksen før eller senere.“

„Du skulde se at komme ind i en hæderlig Beskæftigelse igen. Det har jo altsaa vist sig og kunne gaa for dig.“

Ferdinand fløjtede: „Naa paa den lumpne Maade! Tak det var forresten sødt, det var en flot Anvisning. Jeg sku’ vogte Storborgernes fede Gæs for dem hva’ — og saa sitte paa Trappen og spise bart Brød til Lugten af Stegen? Nej, jeg siger tak for mig! Og selv om man ogsaa vilde, hva’ saa? Du kan være rolig for der følges godt med, prøver man et ærligt Nap, saa varer det ikke to Dage før Skyggen er der. „Hva’ er det med Ferdinand? jeg hører han ikke har rent Brød i Posen. Det gør mig meget ondt, for han har væ’t rigtig flink — men det er bedst han ser sig om efter noget andet.“ Ser du det er de pæne, de andre venter simpelthen til man staar og skal have sin Arbejdsløn, og trækker saa a’ i Lønnen — fordi at man har væ’t deran engang. De ka’ jo aldrig vide, om ikke at man har pillet lidt fra dem ogsaa — vel? og saa er det jo bedst og sikre sig! Gør man Vrøvl, saa faar man Tyveknægten brændt lige i Synet — du ka’ tro Ferdinand har prøvet det. Men nu ka’ du jo selv forsøge.

„Gu kommer man igen, naar først man har vaaren der én Gang — og nu staar jeg til Horsens altsaa! Det svinagtige er bare, at den stiger for hver Gang; en Fyr som mig ka’ faa fem Aar for et Indbrud paa fem Kroner — er det maaske ikke og sjofle Folk? Saa maa man sku hellere se og lave noget der klodser. Skidt med’et, bare man engang ku’ faa ordenlig Ram paa det hele! Ser du, hva’ rager det altsammen mig, nu siden Mor kreperede? dér græder en Unge, men det er sku’tte for min Skyld. Tror du nogen Mors Sjæl vilde græde Potteben, dersom Ferdinand maatte lægge Knappen paa Blokken? De vilde komme rendende og glo vilde de — og saa kom man da ordenlig i Avisen.

„Ond — gu er jeg ond! Sommetider føler man sig som en ædende stor Byld — og faar Lyst til at sprøjte dem hele Historien lige i Synet. Varme Hænder er der ingen af — det er bar Løgn! — saa man skylder gudskelov ingen noget. Jeg har adskillige Gange mens jeg sat derinde, lagt det hele an til at sla’ Opsynet ihjæl — bare for og faa Ram paa noget; for han ha’de jo ingenting gort mig. Men saa tænkte jeg, at det var alligevel dumt. Skal Ferdinand strække Hals, saa for mig gærne — det ka’ altid være morsommere til en Forandring end og sitte hele sit Liv a’. Men saa maa der først langes én ud, saa det svupper i hele Suppedasen. Dér har du mig!“

De travede flinkt afsted, med Ansigterne rettet mod Stadens Røgdis langt forude. Ferdinand gik og gumlede paa Skraaen og strittede hvert Øjeblik en sort Straale hen ad Vejen; hans forhærdede Bulbideransigt med de blodskudte Øjne udtrykte slet ingenting, nu han tav.

Der kom en Bondeknøs imod dem syngende af fuld Hals. Han kunde vel være 12-14 Aar.

„Hvorfor er du saa glad, Klør?“ spurgte Ferdinand og stansede ham.

„Jeg har trukket en Kvie til Staden, og det fik jeg to Kroner for,“ svarede Drengen og lo over hele Ansigtet.

„Saa har du ogsaa været tidlig paa Færde, min Ven,“ sagde Pelle.

„Ja jeg trak hjemme fra Kl. tre i Nat. Men nu har jeg ogsaa tjent Dagløn, og har fri hele Resten af Dagen!“ svarede Drengen, hev Tokronen op i Luften og greb den igen.

„Pas du paa, den ikke bi’r borte,“ mumlede Ferdinand og fulgte Mønten med graadige Øjne.

„Naa—aa!“ Drengen lo overgivent.

„La’ se om den er ægte, du. Det er nogle morderlige Gavtyve derinde paa Kvajtorvet.“

Drengen rakte ham Pengestykket. „Ej se, det er jo en af den Slags, der kan brækkes over saa der bi’r to,“ sagde Ferdinand og gjorde nogle Taskenspillerkunster. „Jeg maa vel nok ha’e den ene?“ Hans Udtryk var blevet spillevende, han blinkede ondt til Pelle og stod og spillede med Mønten, saa det saa ud som der var to. „Værsgod, der har du din!“ sagde han og trykkede Pengestykket fast ned i Drengens Haand. „Pas nu godt paa den, saa din Mor ikke ska’ skænde paa dig!“

Drengen aabnede forundret sin tomme Haand. „Giv mig min Tokrone!“ sagde han og smilede usikkert.

„Hva’ Fan — du har jo faaet den engang!“ Ferdinand stødte brutalt til ham og begyndte at gaa.

Drengen fulgte efter ham og forlangte ihærdigt sine Penge. Saa begyndte han at græde.

„Nu er det ikke morsomt længer — giv ham nu sine Penge!“ sagde Pelle mørkt.

„Morsomt?“ Ferdinand stansede brat og saa himmelforbavset paa ham — „tror du jeg spiller for Smaapenge maaske? Hvad rager den Dreng mig, han kan ta’ og skrubbe a’ — jeg er ikke Far til ham.“

Pelle saa et Øjeblik paa ham inden han forstod; saa tog han et Papir med nogle Sølvpenge op af Vestelommen og gav Drengen to Kroner. Fyren stod først himmelfalden, snuppede saa i en Fart Pengene, og fo’r af Sted alt hvad han kunde.

Ferdinand gik og brummede ondt hen for sig og klippede med Øjnene. „Det vil jeg bare sige dig for en anden Gangs Skyld,“ udbrød han pludselig og stansede — „at var det ikke fordi det var dig — og saa fordi man nødig vil ha’e denne Dag ødelagt, saa havde jeg smadret Skallen paa dig. For det dér sku’ ingen anden ha’e budt mig. Er du nu med?“ Han stod igen og rystede sin tykke Pande lige foran Ansigtet paa Pelle.

Pelle greb ham med et Lyntag i Krave og Bukser og slog ham tungt ned i en Skærvebunke. „Det er anden Gang i Dag, du truer med at smadre Skallen paa mig,“ sagde han forbitret og masede Ferdinands Hoved ned mod Stenene. En Stund holdt han ham haardt nede, men hjalp ham saa paa Benene igen. Ferdinand var blaarød i Hovedet, han stod og svinglede, parat til at kaste sig over Pelle, mens Blikket gik søgende rundt efter et Vaaben. Saa tog han nølende Tokronen op af Lommen og rakte den fra sig som Tegn paa Underkastelse.

„Behold den kun,“ sagde Pelle nedladende.

Ferdinand stak den hurtigt i Lommen igen og gav sig til at børste Snavset af sig. „Grynsuppen derinde har nok ikke taget videre paa Kræfterne,“ sagde han og skuttede sig gemytligt idet de gik videre. „Der sidder en nederdrægtig Klo paa dig endnu. Jeg begriber bare ikke, hvad du er saa øm over saadan en skaldet Hvalp for — han klarer sig sku nok os foruden.“

„Du var jo ogsaa øm over en lille Knægt, engang man vilde tage Pengene fra ham. Var du ikke?“

„Naa ham den lille Fyr i _Arken_, der sku’ hente Mikstur til Moderen? — det er saa længe siden!“

„Du kom i Krambolasje med Politiet for hans Skyld! Det var første Gang du havde noget udestaaende med Øvrigheden, tror jeg!“

„Ja for Drengen havde jo ingenting gort — jeg saa det selv. Saa nikkede jeg Panseren, som vilde slæbe af med ham. Naa, hans Mor var daarlig — og ens egen Gamle levede. Og man var en stor Torsk altsaa! Du skal faa at se, du ikke kommer langt med din Øllebrødsbarmhjærtighed. Skylder vi kanske de andre noget?“

„Ja _jeg_ gør,“ sagde Pelle og løftede pludselig Ansigtet mod Lyset. „Men du har nok ikke meget at takke nogen for.“

„Sikke noget forbandet Sludder!“ udbrød Ferdinand og gloede paa ham. „Har de væ’t go’e ved dig sir du? — ogsaa da de smed dig i Fængsel? Du spiller nok fin Frøken, hva’? Nej, hold op med den, den maa du længer ud paa Landet med. Saa du sku’ ha’e fortjent din Omgang Forbedringshus, mens en anden én bare sat og led sort Uret? Sludder! De ved nok hvad de gør, naar de klipper Ferdinand; men dig ku’ de rolig ha’ ladet løbe. Du mudrede halvtreds Tusend Mand paa Benene, og hva’ lavede I vel? ikke saa megen Forstyrrelse som en Mus i et Par Damebukser! Storborgerne er sku mere bange for Ferdinand end for dig og alle dine Pappenhejmere tilsammen. Forurettet — aa la’ vær! du har jo Savl paa Hagesmækken, Kresjan! Man gir ingen Pardon — og saa ta’r man heller ingen; det er det hele. — Og saa ku’ du forresten gøre mig den Tjeneste og ta’e dine to Kroner igen. Ferdinand skylder ikke nogen noget.“

„Saa laan dem da,“ sagde Pelle. „Du kan dog ikke komme til Staden helt uden Penge.“

„Ta’e nu og ta’ dem, hva’?“ tiggede Ferdinand. „Du kan daarligere faa fat i no’en end en anden en, og det var ogsaa lidt for sjofelt den Maade at jeg fik dem af dig paa. Dér har du sat og pillet dem sammen, fire Øre om Dagen — og kanske undvaaren Skraatobak — og saa sku’ Ferdinand liste dem fra dig? Føj for Satan! — Og du stak lidt til Mor oven i Købet — det ku’ en nær ha’e glemt! — Naa, skidt med det Par Syle du; jeg ved et Sted hvor der kan gøres et godt Kup.“

Et Stykke oven for Damhussøen tog de en Bivej fat, der førte mod Nord, for at komme ind i Byen fra Nørrebrosiden. Langt nede til højre laa en stor Røgtaage og svævede i Luften, det var Storstadens Dunstkreds. Østenvinden rev Tjavser af den og førte helt herind, saa stak Ferdinand sin Bulbidernæse i Vejret og tog Luft ind. „Hvem der nu sat i _Blodkoppen_ over en Hestebøf med Løg,“ sagde han.

Det var blevet godt hen paa Eftermiddagen. De brækkede sig Stave i et Hegn og gik kraftigt til, fulgte Diger og Grøftekanter som bedst de kunde. Ude over Agrene skar Ploven sin Vej, frem og tilbage igen, og vendte den sorte Muld frem i Dagen, mens Raager og Søfugle sloges i den friske Fure. Plovkørerne havde Tømmen om Livet, hvergang de kom til Vejs Ende og fik Ploven kastet rundt og anbragt til ny Fure, lod de Øgene puste ud og stirrede langt efter de to besynderlige Foraarsvandrere. Saa megen fremmed Luft der hang dem i Klæderne, det var nok to af den Slags Folk, der gaar paa deres Fod fra Land til Land — tænkte de og raabte fremmede Sprogbrokker efter dem for ogsaa at være med. Ak ja, der var jo nogen der fik set sig om! I Morgen var de to kanske allerede i fremmed Land igen, mens en anden gik her og aldrig kom af Stedet!

De kom forbi et hvidt Landsted, der laa fornemt tilbagetrukkent mellem gamle Trær, en høj tæt Tjørnehæk dækkede Haven mod Vejen. Ferdinand kastede et hastigt Blik ind over Laagen — der var rullet ned for alle Vinduer! Han begyndte at blive urolig, lidt henne smed han sig pludselig ned bag et Hegn og vilde ikke gaa videre. „Jeg har ingen Lyst til at vise mig tomhændet derinde,“ sagde han. „Aftningen er ogsaa den bedste Tid og komme anstigende i. Lad os bie her til det er mørkt, jeg kan lugte at der er Sølvtøj i Villaen dér.“

„Kom nu og lad de Fantasier fare,“ sagde Pelle indtrængende. „Fra i Dag begynder der et nyt Liv! Jeg skal se at hjælpe dig i Gang med et hæderligt Arbejde!“

Ferdinand brast i Latter: „Gud Fader i Skuret! — du hjælpe andre i Gang! Du har nok endnu ikke proberet, hva’ det vil sige og vende hjem fra Anstalten; det ska’ vist knibe dig at komme an noget Sted selv, min Far. Nyt Liv, hæ! Nej bi’ nu her, saa laver vi et lille Kup sammen, naar det bi’r mørkt — Villaen ser ikke helt skeløjet ud. Saa i Aften ka’ vi gaa i _Blodkoppen_ og lave vældigt Hjemkomstsold — og gi’e de hjemvendte Amerikanere; det er heller ikke pænt og komme hjem og ikke ha’e noget med til Familien. Bi’ nu du! Du sku’ bare se _Laura med Armen_ danse — det er min Madpakke forstaar du. Hun ka’ danse paa et Bord hvor der staar fuldt af Øller med bundet for Øjnene, uden og spilde en Draabe. Der ska’ osse nok bi’e et lille Kis til dig. — Hva’ fan, du bilder dig vel ikke ind du er velkommen noget andet Sted? der er sku ingen der staar og vinker til de hjemvendende. — — Naa, saa gaa ad Helvede til med dig dit Kvaj — og hils din Jordemor! Naar du bli’r ked af og patte Familieliv, saa er min Adresse _Blodkoppen_ — der ka’ du spørge efter mig!“ De sidste Ord raabte han med Haanden for Munden, hans hæse hule Røst skar gennem den rene Foraarsluft.

Pelle gik rask til som galdt det om at lægge noget bag sig. Han havde i sit stille Sind gaaet med et vanvittigt Haab om en eller anden venlig Modtagelse naar han slap ud — syngende Kammerater kanske, eller en Kvinde og to Børn der stod paa den hvide Landevej og ventede! Og saa var der blot Ferdinand til at tage imod ham! Naa, det var en Dukkert, og nu rystede han Skuffelsen af sig og strakte ud for at naa frem; den friske Gang satte Blodet i animerende Bevægelse. Saadan som i Dag havde Himlen aldrig lyst før, Solen skinnede ham lige ind i Hjærtet. Der var en smilende Hilsen i det alt, i Vinden der kastede sig lige i hans Favn, og den friske Muld og Grøfternes rindende Vand: Velkommen ud, Pelle!

Som Verden dog er vid og fager, naar man har tilbragt Aar mellem fire nøgne Vægge! Nede i Syd var Skyhimlen som Brystet paa en stor lys Fugl, af dem der hvert Aar kommer langvejs fra med Sommer i deres stærke Vingeslag, og til alle Sider laa de aabne hvide Veje og pegede udad med lyse Forsikringer.

For fjerde Gang drog han ud for at erobre Verden, og denne Gang var det bitter Alvor. Før havde der altid vist sig noget bagved igen, men nu følte han skæbnesvangert at Færden var afgørende; vandt han nu, saa erobrede han Evigheden. Denne Gang maatte det briste eller bære, alt hvad han ejede og havde, førte han nu i Marken — saa tungt havde han aldrig været rustet før. Langt inde skimtede han endnu Fængslets Kuppel; som en mægtig Kværn laa det der over Nedgangen til Underverdenen og malede Elendigheden til Forbrydelse — i Menneskelighedens Navn. Enhver der var ude for Livets Usikkerhed sugede det til sig; han havde selv hængt i Tragten over Kværnens Øje, og følt hvordan Hvirvlen sugede.

Men Pelle var for rigt udrustet; hidtil havde han lykkeligt omsat alt til Opdrift, og han tog dette med. Hans Haar var ikke blond mere — til Gengæld var hans Sind magisk fyldt af en hemmelig Viden om Tingenes Væsen. Han havde jo siddet ved altings Rod og lyttet sig den frem af Ensomheden; i det mørke Fjæld havde han siddet og kukkeluret ligesom Lykkens Prins, mens Evigheden sang for ham om den store Gaade. De onde Magter havde bjærgtaget ham — det var det hele; og nu slap de ham ud i Dagen igen, i Tillid til at han var blevet en Trold lige som alle Forgængerne. Men Pelle var ikke forgjort! han havde allerede forbrugt meget til sin Vækst og tog dette med. Hvad betød vel lidt Indespærring mod Aarhundreders dumpe Dryp—Dryp? — han var jo født med Sejrsskjorten som hverken Staal eller Gift bed paa.

Han satte sig paa et højt Punkt, smed Huen og lod den friske Vind stryge om Panden. Den var fuld af rige Løfter, paa sin Foraarsvandring over Jorden havde den sanket alt opbyggende og stærkt op og kastede det af i Favnen paa ham. Se dig ud, Pelle!

Til alle Sider gik de og beredte Jorden, Plovspand nikkede op over de bløde Bakkedrag og forsvandt til den anden Side. Der steg svag Em af Mulden — det var den sidste Kulde der dampede bort i den hældende Vaardag. Et godt Stykke nede lo nogle røde Smaahuse mod Solfaldet, og endnu længer ude laa Staden med sin evige Røgtaage over sig.

Hvordan vilde hans Fremtid blive dernede? Og hvordan stod Sagerne — var det ny rykket frem, eller skulde han igen gaa ind under en Udbytter, knibe sig det nødtørftigste ud af sit Arbejde og se Resten gaa i en andens Lomme? Der var kommet mange ny Fabrikker dernede; de dannede nu et helt Læbælte foran Staden og satte Hundreder af Kæmpeskorstene mod Himlen. Men hvad kunde der være paa Færde siden de ikke røg? — Lønkamp?

Nu skulde han saa til at lægge Plan for sit Liv, bygge det op igen paa den dybe Syld der var lagt i Ensomheden. Og her sad han og vidste ingen Verdens Ting om Tilstanden dernede! Naa, han havde jo Venner i Titusendvis, Byen laa simpelthen og ventede paa ham med aaben Favn — endnu gladere ved ham for alt det han havde lidt! I al sin Uvidenhed havde han dog ævnet at føre dem et Stykke Vej, Udviklingen havde kaaret ham til sit blinde Redskab, og det var gaaet godt. Men nu skulde han føre dem helt ind i Landet, for nu havde han Livets Tyngde i sig.