# Pelle Erobreren 3: Den store Kamp

## Part 5

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-3-den-store-kamp-76883/index.md

Herovre havde Faderen faaet Arbejde som Murhaandlanger, en Dag traadte han paa en Vippeende og faldt ned. Han laa et Par Maaneder, og da alle Stumperne var gaaet døde han. Saa kom de ind i _Arken_. Moderen gik ud og vaskede for Folk, men hun var blevet underlig i Hovedet. Hun kunde ikke bære Ulykken og forsømte Hjemmet for at søge rundt til Sekterne efter Trøst, helt forstyrret var hun tilsidst. Og en Dag forsvandt hun, man mente hun havde druknet sig i Kanalen. „Men nu har vi det godt,“ sluttede Marie altid — „nu er det ingen Sag.“

„Er du da ikke træt af at have alt det at tage Vare paa?“ kunde Pelle forundret spørge.

Hun saá forbavset paa ham: „Hvorfor skulde jeg vel være træt? Der er ikke mere end man kan overkomme — naar man bare passer Tiden. Og Drengene er tilfreds med hvad jeg laver, de gør aldrig Vrøvl.“

De tre forældreløse slog sig igennem saa godt de kunde, og var helt stolte over deres lille Menage. Naar det gik dem smaat, sultede de og holdt alvorlige Raadslagninger; men de tog ikke mod Hjælp af nogen. De levede i en bestandig Frygt for, at Politiet skulde faa Nys om deres Forhold og komme og slæbe dem i Skole; saa vilde de blive jaget fra hinanden og anbragt paa Fattigvæsnets Regning. De var sky og holdt sig for sig selv. I _Arken_ holdt alle af dem og dækkede deres Skjul. Med Beboernes Familieliv gik det som det kunde bedst; altid var der Ballade i et eller andet Hjem. Der var ligesom en Oprejsning i at have disse tre Børn boende saa smukt midt i Suppedasen, man saá op til den lille Mønsterarne og værnede om den som en Helligdom.

Pelle sluttede de sig ubetinget til; de havde fisket ham op paa Gaden og betragtede ham paa en Maade som et Hittebarn, der stadig stod under deres Beskyttelse. Naar Marie serverede Morgenkaffen til Drengene, bragte hun en Taar ind til Pelle ogsaa — der hjalp ingen Protest. Og om Formiddagen naar hun var færdig inde hos sig selv, stillede hun hos ham med Kost og Gulvspand. Hendes satte gammelkloge Ansigt lyste af Omsigt og Trang til at hjælpe; hun spurgte ikke om Forlov, men tog af sig selv fat hvor der trængtes. Naar Pelle var paa Becks Værksted, fandt han altid sit Værelse i Stand om Aftenen.

Havde han Arbejde hjemme, kom hun ind med Formiddagskaffe til dem begge. Han nænnede ikke at sige nejtak, fordi hun tog sig det nær og kunde gaa en hel Dag med sin Krænkelse; i Stedet løb han saa ned efter Boller. Marie lagde gærne sin Part til Side til Drengene under et eller andet Paaskud — hun havde ingen rigtig Glæde af at nyde noget selv.

Pelle følte Fremgangen og sin egen Ungdom og var bestandig i lyst Humør, selv Hanne kunde ikke kaste alvorlig Skygge over hans Tilværelse. Der var over Forholdet til hende noget som en skøn Uvirkelighed, der ikke satte Ar i Hjærtet.

Og over for dette prøvede Barn skammede han sig simpelt hen, hvis noget vilde komme op og forstemme. Han følte det som en Pligt at lyse op i hendes fattige Tilværelse med godt Humør, og talte muntert op, spøgede og smaadrillede hende for at sprede hendes unaturlige Alvor. Saa smilede hun paa sin stille moderlige Maade, som man smiler ad et kært Barn der vil forjage ens Bekymringer — og tilbød at gøre noget.

„Skal jeg ikke vaske din Bluse for dig — eller efterse dine Skjorter?“ spurgte hun. Hendes Taknemlighed gav sig altid Udslag i Arbejde.

„Nej tak, Marie — det besørger Hanne og hendes Mor jo.“

„Men det er ikke noget for Prinsessen — det kan jeg meget bedre.“

„Prinsessen?“ sagde Pelle og løftede Hovedet. „Kaldes hun saadan?“

„Kun af os Børn — det er ikke noget Øgenavn. Vi legede altid Prinsesse naar hun var med — og hun var det! Men ved du hvad? der skal komme en og bortføre hende — en meget fornem én. Hun er givet hen paa Vuggen til en fin Herre.“

„Sikke noget Snak,“ sagde Pelle ærgerlig.

„Det er virkelig sandt! Naar det regnede, sad vi inde under Svalen dér i Krogen ved Skarnkassen, og saa fortalte hun det — det _er_ sandt! Synes du ikke hun er nydelig? hun er rigtig som en Prinsesse — saadan!“ Marie gjorde en Bevægelse i Luften med strittende Fingre. „Og hun ved alt, hvad der er fint. Hun rendte ned i Gaarden til os i sin lange Kjole, og hendes Mor stod og skældte ud deroppe. Saa satte hun sig over Risten ligesom paa en Trone og var Dronning — og vi var hendes Damer. Hun flettede vort Haar og satte det fint op med kulørte Baand. Naar jeg saa kom op, rev Mor det hele af Hovedet paa mig og pjuskede Haaret. Det var Synd mod Gud at stadse sig op! sagde hun. Da saa Mor forsvandt, havde jeg ikke Tid til at lege med mere.“

„Stakkels lille Pige,“ sagde Pelle og strøg hende over Haaret.

„Hvorfor siger du det?“ spurgte hun og saá forundret paa ham.

Han havde hele hendes Fortrolighed, og fik Ting at vide som ikke engang Drengene maatte kende. Hun holdt sig ogsaa pænere i Tøjet, hendes tynde lyse Haar var altid glattet hen over Panden.

Naar de begge havde Ærende ud var hun lykkelig. Saa pyntede hun sig i det bedste og gik ved hans Side gennem Gaderne, smilende over hele Ansigtet. „Nu tror maaske Folk vi er Kærester,“ sagde hun engang — „men hvad gør det? Lad dem bare tro.“ Pelle lo; hun var med sine elleve Aar ikke større end et niaars Barn — saa forsat i Væksten.

Det kneb dem ofte med at klare sig, de talte ikke gærne om det, men der kunde komme noget fortrykt i deres Mine. Saa talte Pelle lyst op om de gode Tider, der snart vilde oprinde for alle Fattige. Det kostede ham stor Anstrængelse at faa det formet i Ord, der klang af det de skulde, Tankerne var ham selv saa ny endnu. Men Børnene hang sig ikke i hans Ubehjælpsomhed; de havde endnu lettere ved at tro paa det Ny end han selv.

VI

Med Pelle foregik der i denne Tid en mærkelig Forandring. Han havde set nok af Nøden og Ulykken i sit Liv, og Hovedstaden her var simpelt hen en Valplads, hvor Hær efter Hær havde kastet sig frem og var gaaet ynkelig til Grunde. Rundt om var der fuldt af faldne, Byen var bygget over dem som paa en Kirkegaard; man maatte træde paa dem for at kunne færdes — og forhærde sig. Livets Lod var nu engang saaledes; og man lukkede Øjnene — som Faarene naar de ser deres Kammerater blive slagtet — og ventede stille paa sin Tur. Andet var der ikke.

Men nu vaagnede Smærten i ham; det gjorde skærende ondt inde i ham hvergang han saá nogen lide; han knurrede mod Ulykken saa bundløs den var.

Det kom en Dag han sad og arbejdede. Henne i den anden Ende af Gangen var der nylig flyttet en Fabrikspige ind med sit Barn. Hver Morgen laasede hun Døren og gik, og kom ikke igen fra Arbejdet før Aften. Naar Pelle kom hjem hørte han ofte Graad derinde fra.

Han sad og arbejdede og tumlede med sine forvirrede Tanker; hele Tiden havde han en underlig kvalt Lyd i Øret, pinagtig som om noget _gav_ sig ustanselig. Kanske var det blot selve Elendighedens Klagesang; der hang Strofer af den i Luften altid.

Den lille Marie kom hastig ind. „Aa Pelle, nu græder den igen,“ sagde hun og knyttede Hænderne gruende foran sit indfaldne Bryst. „Den har grædt hver Dag lige siden de flyttede ind — det er saa forfærdeligt.“

„Lad os gaa hen og se hvad der er i Vejen,“ sagde Pelle og smed Hammeren.

Døren var laaset, de prøvede at kigge gennem Nøglehullet men kunde ikke se noget. Barnet derinde stansede sin dumpe Graad et Øjeblik da det hørte dem, men tog saa fat igen; det klagede smaat og ensartet som havde det indrettet sig paa at holde ud i det uendelige. De saá paa hinanden, det var ikke til at holde ud.

„Alle Nøglerne er éns her paa Gangen,“ sagde Marie stille. I to Spring var Pelle henne efter sin Nøgle og lukkede op.

Lige inden for Døren sad en lille fireaars Purk med et Stykke rustent Bliktøj i Haanden og gloede op paa dem; han var bundet fast til Kakkelovnen, ved Siden af ham paa en gammel Træstol stod en Bliktallerken med nogle gnavede Brødskorper. Barnet var klædt i snavsede Pjalter og saa forfærdeligt ud; det sad i sit eget Snavs, de smaa Hænder var fulde og det ophovnede forgrædte Ansigt helt tilsmurt. Det rakte Hænderne bedende op imod dem.

Pelle brast i Graad ved det forfærdelige Syn og vilde tage den lille op til sig. „Nej lad mig!“ raabte Marie forskrækket, „du griser dig jo til!“

„Hvad saa!“ svarede Pelle dumpt og hjalp til at løse Barnet; hans Hænder rystede.

De fik Drengen gjort nogenlunde i Stand og gav ham Mad; saa slap de ham løs ude paa den lange Gang. En Stund stod han og gloede dumt ved Dørstolpen; saa opdagede han at han ikke var bundet, og gav sig til at storme frem og tilbage. I Haanden havde han den gamle Tési endnu, som han sad med da de brød ind til ham; han havde holdt den krampagtigt fast hele Tiden, Marie maatte dyppe Haanden med for at faa Sien vasket.

Engang imellem stansede han uden for Pelles aabne Dør og kiggede ind; Pelle nikkede til ham. Saa stormede han igen frem og tilbage — han var helt vild. Men pludselig kom han helt ind, lagde Tésien i Pelles Skød og saá op paa ham. „Skal jeg have den?“ spurgte Pelle. „Se, du Marie, han giver mig det eneste han ejer.“

„Aa den lille Stakkel,“ udbrød Marie rørt, „han vil øve Gengæld.“

Om Aftenen kom Fabrikspigen farende, hun var gal i Hovedet og skældte ud over Indbruddet. Pelle undredes selv over, at han kunde svare roligt og ikke skældte igen; men han forstod nok, at hun skammede sig over Elendigheden og ikke vilde have nogen skulde se den. „Det er Synd mod Barnet,“ sagde han blot — „du holder jo alligevel af ham.“

Saa gav hun sig til at græde: „Jeg er nødt til at binde ham, ellers kryber han op i Vinduet og styrter sig ned paa Gaden — han har taget Krogene af én Gang. Og Klæder til at sende ham til Asylet i har jeg ikke.“

„Saa lad Døren staa aaben til Gangen,“ sagde Pelle — „vi skal nok se lidt til ham, Marie og jeg.“

Siden løb Drengen paa Gangen og tumlede sig, Marie hjalp ham til Rette og var som en Moder for ham; Pelle købte noget Tøj hos en Marskandiser, og hun syede det om. Ungen saa kostelig ud i det og var en hel Trold til at sætte Humør; han havde ikke lært at tale i sin Ensomhed, men nu kom det hurtigt.

I Pelle afsatte denne Begivenhed noget nyt. Elendigheden havde han altid kendt, nu saá han den himmelraabende Uretfærdighed der stod bag, og kunde knytte Hænderne i Vrede bedst som han sad. Der var noget man maatte hade uden Ophør, Nat og Dag saa længe man trak Aande — Morten havde Ret i det ogsaa. Dette Barn havde en Fabriksherre til Far, og Pigen turde ikke engang stævne ham til at betale Underhold til Barnet, for ikke at blive jaget af sin Plads. Saa uoverkommeligt det hele saa ud, følte han Trang til at slaa et Slag. Hans Haand alene vejede saa lidt, men hvis de nu førte Slaget samlet, saa kanske mærkedes det.

Om Aftenen fulgtes han og Morten til Møder, hvor Tilstandene blev sat hæftig under Debat; Deltagerne ved disse Møder var mest unge Mænd som de selv, man samledes i en eller anden Beværtning paa Nørrebro. Men Pelle trængte til at se Resultater og kastede sig ivrigt ind i Organiseringen af sit eget Fag; han satte Ild i den trætte Formand med sin Iver, og udarbejdede sammen med ham en Liste over alle Fagets Udøvere — som Grundlag for en mere haardhændet Agitation. Naar man indkaldte Kammeraterne til Møde gennem Bladet, holdt de sløve sig borte; der maatte skarpere Midler til, og Pelle fik Husagitationen i Gang. Det hjalp straks! de havde svært ved at knibe ud, naar man tog dem Ansigt til Ansigt, og Foreningen fik god Tilgang trods de store Mestres Forfølgelse.

Morten begyndte at se med Respekt paa ham, og vilde have ham til at læse om Bevægelsen ogsaa; men det havde Pelle ikke Tid til. Han holdt _Arbejderen_ sammen med Peter og Karl der var helt ivrige; det fik være nok. „Jeg ved mere om Elendigheden end de der skriver,“ svarede han.

Han manglede ikke Ved til sit Baal heller. Han havde gjort de Elendiges Marsj med fra Landet til Byen og nu hertil, hvor de stod og ikke kunde komme længer med deres Higen men omkom som paa en øde Strand. _Arkens_ mange Livsskæbner laa daglig for hans Øjne som et stort Fælleseje, hvor ingenting behøvede at skjule sig og den enes Nød var den andens Klage.

Hans Væsen forandredes stærkt i denne Tid — bort fra det sorgløst modtagende. Han lo mindre, og tog paa tilsyneladende Smaatterier med et Alvor, der kunde virke komisk. Og der kom en Selvfølelse over hans Optræden, som syntes daarlig begrundet af hans Stilling og Fattigdom.

— — —

En Dag efter Fyraften han kom hjem fra Becks Værksted, hørte han Børnene synge Hannes Vise inde i Gaarden. Han stansede i Tøndegangen, Hanne stod selv midt i Kredsen, og de smaa gik rundt om hende og sang:

„Jeg gik mig over høje Bjærg, saa ned i dyben Dal. Saá jeg et Skib komme sejlendes — komme sejlendes — hvori tre Grever var.“

Over Hannes Ansigt laa et blindt, stillestaaende Smil, Øjnene var næsten lukkede. Hun drejede sig langsomt rundt om sig selv til Børnenes Sang og sang sagte med:

„Den alleryngste Greve, som udi Skibet var — —“

Pludselig fik hun Øje paa Pelle og brød ud af Ringen. Hun fulgte med ham op over Trapperne. Børnene stod dernede og raabte skuffet efter hende.

„Kommer du ikke over til os i Aften?“ spurgte hun. „Det er saa længe siden vi har set dig.“

„Jeg har ikke Tid, jeg skal et Sted hen,“ svarede Pelle kort.

„Men du maa alligevel — jeg beder dig om det, Pelle.“ Hun saá tryglende paa ham, hendes Øjne brændte.

Pelles Hjærte kom til at banke ved hendes Blik. „Hvad vil du mig da?“ spurgte han hæftigt.

Hanne stod og stirrede raadvild ud. „Du maa hjælpe mig, Pelle,“ sagde hun tonløst og uden at se paa ham. „Jeg, jeg har mødt —! Han stod her udenfor i Aftes da jeg kom fra Fabrikken — han ved hvor jeg bor! Jeg gik over til den anden Side og lod som jeg ikke saá ham, men han kom efter mig. Han sagde, jeg skulde komme paa Nytorv i Aften.“

„Hvad svarede du saa?“ spurgte Pelle mørkt.

„Jeg svarede slet ikke, men løb alt hvad jeg kunde.“

„Er det det hele du vil mig?“ udbrød Pelle haardt, „Du kan jo blive fra ham — hvis ikke du vil!“

Der gik en Frysning gennem hende. „Men hvis han nu opsøger mig her? — og du er saadan! Jeg bryder mig ikke om andet paa Jorden end dig og Mor!“ Hun sagde det hæftigt.

„Jeg skal nok komme over til jer da,“ svarede Pelle glad.

Han skyndte sig at klæde sig om og gik derover. Den gamle var glad ved at se ham, Hanne var helt overgiven; hun drillede ham bestandig, og det varede ikke længe før han havde opgivet sin Standhaftighed og ladet sig hilde i det dejligste Spind. De sad ude paa Svalen under det grønne Løvværk, Hannes Ansigt glødede om Kap med Slyngpelargonien, hun vuggede med Foden og stødte hele Tiden Skosnuden mod hans Ben. Hun var nervøst livlig og skulde bestandig have at vide hvad Klokken var. Da Moderen gik ind i Køkkenet for at lave Kaffe, tog hun Pelles Haand og klappede den leende. „Følg med ud,“ sagde hun, „jeg har Lyst til at se, om han virkelig er saa dum at tro, at jeg kommer. Vi kan staa i Skjul og se det.“

Pelle svarede ikke.

„Mor,“ sagde Hanne da Madam Johnsen kom med Kaffen — „jeg gaar ud og køber til det Liv. Pelle følger med.“

Det Paaskud var nu altfor gennemsigtigt, men den gamle fortrak ikke en Mine. Hun havde nok set, at Hanne var mild til Sinds med Pelle i Aften; der var noget stærkt oppe i Pigebarnet, og hvis Pelle vilde, kunde han lægge Bidslet forsvarligt paa hende nu. Hun havde ikke noget imod, om de to unge løb Linen ud, kanske faldt de saa til Ro ved hinandens Side.

„Du skulde tage Sjalet med,“ sagde hun til Hanne. „Aftenluften kan blive kølig.“

Hanne gik saa rask at Pelle knap kunde følge med. „Det bliver sjovt at se hans Skuffelse naar vi ikke er der,“ sagde hun leende, Pelle lo ogsaa. De stillede sig under Raadhussøjlerne og spejdede ud over Torvet; Hanne var helt kortaandet af den raske Gang.

Efterhaanden som Tiden gik og den Fremmede ikke viste sig, svandt hendes Livlighed, hun tav med et skuffet Udtryk.

„Her kommer slet ingen,“ sagde hun pludselig og lo kort. „Det var bare noget jeg bildte dig ind, for at se hvad du vilde sige.“

„Saa lad os da gaa,“ svarede Pelle roligt og tog hende ved Haanden.

Idet de traadte ned ad Trappen gav det et Ryk i Hanne, hendes Haand faldt slapt ud af hans. Den Fremmede kom rask hen imod dem. Han gav Hanne Haanden, roligt og selvfølgeligt som havde de kendt hinanden i mange Aar. Pelle saá han slet ikke.

„Gaar du med et Sted hen — hen og hører noget Musik for Eksempel?“ spurgte han og blev ved at holde hendes Haand; hans Blik lukkede sig om hende. Hanne saá tvivlraadig paa Pelle.

Et Øjeblik havde Pelle følt Lyst til at kaste sig over denne Mand og slaa ham i Jorden — men nu traf Hannes Øjne ham med et Udtryk som pønsede hun paa et eller andet Middel til at ryste ham af. „Tak! her er man nok i Vejen,“ tænkte han. „— Hvad kommer det hele ogsaa mig ved?“ Han vendte sig brat fra dem og drev ned ad en Sidegade.

Pelle drev om nede ved Gasværkshavnen og gloede adspredt paa det oliede Vand og Skibene. Han led ikke; det var bare saa inderlig dumt, at en fremmed Haand kunde række ind fra det ubekendte, og den Fugl han ikke med al sin Godhed kunde lokke til sig, hoppede straks op paa den.

Vandet skvulpede under Bolværket med en egen hendyssende Lyd, og flød med Træstykker og andet Affald; det var saa hjemligt. Der laa en Tremaster ved Kulkajen; de havde Fyraften om Bord, og Folkene rumsterede i Lugaret eller stod ude paa Dækket og vaskede sig i en Pøs.

En sværlemmet Søgut i blaat Tøj og hvidt Halsbind tørnede ud af Lugaret, glanede vanemæssigt op efter Takkelagen og gabede. Saa slentrede han i Land, han havde Huen i Nakken og en tilrøget Kridtpibe mellem Tænderne. Han vrikkede med Kroppen, Ansigtet var fuldt af Halløj. Idet han gik forbi Pelle, dinglede han et Par Gange og gav ham et Puf. „Aa jeg ber,“ sagde han leende og stødte til Huen — „jeg troede det var en Kløpind. Herren staar saa stiv! Man blev vel ikke stødt paa Mansjetterne?“ Han gav sig til at trave rundt om Pelle i stærkt foroverbøjet Stilling, som ledte han efter et eller andet paa ham; fejede sig labbet om Ørerne som en Bjørn der bejler — og spruttede. Han var revnefærdig af Humør.

Der sad Nag i Pelle endnu, han vidste ikke om han skulde gøre sig grov eller le ad det hele. Han drejede sig forsigtig rundt og holdt Front mod Sømanden — for ikke at faa Fødderne snappet væk under sig. Taget kendte han — og vidste ogsaa hvordan det skulde pareres; Hænderne sad parat. Pludselig fangede noget i den dukkede Stilling ham som kendt; det var jo Per Kofod — selve Tudeper fra Landsbyskolen derhjemme, som brølede og bævrede for et godt Ord. Ja ham var det!

„God Aften du!“ sagde han glad og gav ham et Slag i Ryggen.

Sømanden rettede sig forbavset op. „For Fanden — Godaften! Skal jeg rende paa dig her, Pelle? det var ligegodt den komiskste. Saa maa du sku undskylde mine Hundekunster.“ Han rystede djærvt Pelles Haand.

De drev op over Havnepladsen og sludrede om gamle Dage. Der var saa meget at opfriske fra Skolelivet: Gamle Fris med Spanskrøret og deres Tumlen ved Stranden. Per Kofod talte som om han havde været midt op i Sjoven; han havde helt glemt, at han blot stod og klamrede sig til et eller andet og smaabrølede, naar de andre larmede løs omkring ham. „Nilen traf jeg forresten nylig ovre i New Orleans, han er anden Styrmand paa et vældigt amerikansk Jærnfuldskib og tjener styrtende med Mønt. En rask Gut er han, men fy for den Lede hvor er han haard! — det er Revolveren i Næven altid. Naa, saadan skal de ha’e det derovre — det er Negerbesætning. Men en Dag skærer de sku Maven op paa ham. — Hov hvad er det?“

Henne fra nogle Bræddestabler hørtes kvalte Brøl og Lyd af Slagsmaal. Pelle vilde dreje af, men Per Kofod slog en Klo i ham og trak ham med sig.

Inde mellem Stablerne var tre Kularbejdere i Lag med at prygle en Kammerat, han skreg ikke men brølede kvalt hvergang han fik et Slag, Blodet pølede ham ned over Ansigtet.

„Kom on!“ raabte Per Kofod og trak en Gang op i Bukserne; saa væltede han sig med et Vræl ind i Flokken og gav sig til at høvle løs. Det var som en Eksplosion med paafølgende Stenregn, Tudeper havde lært at bruge sig derude, saadan kunde kun en Sømand slippe sig løs. Det var umuligt at sige hvor Slagene vilde falde, men de der fik dem varskoede godt nok. Pelle maabede et Øjeblik over for denne Ubændighed, saa kastede han sig ogsaa ind i Slagsmaalet, og de tre Arbejdere gav sig til at løbe.

„Hvad Fanden vilde du op i det for?“ sagde Pelle ærgerlig, da det var ovre og han stod og bragte sit Kravetøj i Orden.

„Det ved jeg ikke!“ svarede Tudeper, „men man har vel ingen Skade af at røre sig lidt.“

Efter Stridens Hede havde de nær glemt den overfaldne. Han laa sammensunken ved Foden af Stablen og gav ikke en Lyd fra sig. De fik ham rejst paa Benene men maatte holde ham oppe, han stod og hang som om han sov, og Øjnene gloede dumt paa dem. Der gik en tung Snorken fra ham, og for hvert Pust dannede Blodet to røde Blærer om hans Næsebor. Nu og da skar han Tænder, saa drejede Øjnene sig og det hvide skinnede uhyggeligt i hans kulsværtede Ansigt.

Sømanden skældte ham ud, og det hjalp saa vidt at han kunde støtte paa Benene. De trak en rød Klud op af hans gabende Jakkelomme og tørrede det værste Blod af ham. „Hvad Fanden er du for én, der ikke kan staa for en Lussing,“ sagde Per Kofod.

„Jeg skreg vist ikke,“ sagde Manden tykt — hans Læber sad i ét Kød.

„Du slog heller ikke igen! Du ser ellers ud til at have Kræfter nok. Enten langer man selv fra sig, eller synger ud saa andre kan komme til. Er du med, Kammerat?“

„Jeg vilde ikke blande Politiet op i det, for jeg havde jo fortjent Mul. De slog bare saa svinagtig haardt, og Træskoene brugte de da jeg faldt om.“

Han boede i Saksogade, og de fik ham én under hver Arm. „Bare jeg ikke bliver syg,“ stønnede han engang imellem — „jeg er helt smadret indvendig.“ Saa maatte de stanse, mens han kastede op.

Der var et Firma, han og Kammeraterne var blevet enige om ikke at losse for mere, fordi det havde sat Arbejdslønnen ned. De var kun de fire om at gennemføre dette her med Arbejdsnægtelse; men hvad kunde det nytte, naar andre straks gik ind i Stedet. De fire kunde faa Lov at gaa og gasse sig, saa var den ikke længer. Men naturligvis, han havde jo givet sit Ord — derfor slog han heller ikke igen. De tre havde faaet fat et andet Sted, og saa tog han til Firmaet igen og krøb til Korset; hvorfor skulde han gaa ledig og drive, naar de derhjemme manglede Mad? Han forstod sig fan ikke paa det ny Væsen. Men Svig var det jo, da han havde givet sit Ord! De slog bare saa svinagtig haardt og sparkede med Træskoene i Mavekulen.

Saadan blev han ved at fable op som en Delirist, mens de trak af med ham. Ved Saksogade blev de stanset af en Betjent, men Per Kofod stak ham rask en Historie om, at Manden havde faaet Lossegrejerne i Hovedet. Han boede oppe under Taget; da de lukkede sig ind, rejste en Barselkvinde sig over Ende i Jærnsengen og stirrede forfærdet paa dem — hun var blodløs og mager. Da hun saá Mandens Tilstand, brast hun i hjærteskærende Graad.

„Han _er_ ædru!“ sagde Pelle for at trøste hende — „han er bare kommet lidt til Fortræd.“

De fik ham ud i Køkkenet og badede hans Hoved med koldt Vand over Vasken. Men det var daarlig bevendt med Per Kofods Hjælp, hvergang Konens Graad skar ud til dem, gik han hjælpeløst i Staa og drejede Hovedet mod Udgangen. Og pludselig smed han det hele og satte hovedkulds ned ad Køkkentrappen.

„Hvad gik der ad dig?“ spurgte Pelle ærgerlig da han kom ned; Per Kofod stod uden for Gadedøren og ventede.

„Du hørte maaske ikke at hun sang Salmevers — dit Dos — men saa saá du vel for fan, at hun sad lige op og ned i Sengen og var ligesom Voks? Det er noget Svineri skal jeg sige dig, noget infamt Svineri, og han kunde la’ vær med og faa hende til at græde. Jeg stod sku og fik Lyst til at tæske ham, saa medtaget han var. Hvorfor Pokker brød han ogsaa sit Ord!“

„Fordi de sultede du,“ sagde Pelle alvorligt. „Det hænder for en og anden her i denne forbandede By.“