Part 28

„Du staar og fryser,“ sagde Ferdinand medlidende — „og det kan jeg sku godt sætte mig ind i. Men hør nu her Pelle, du har væ’t god og villet redde mig! næst efter Mor er du den eneste jeg bryder mig om. Hvis du vil ta’e og stikke af, skal jeg skjule dig og sørge for Rejsepengene.“

„Hvor vil du skaffe dem fra?“ spurgte Pelle tvivlende.

„Aa jeg praktiserer jo Ejendommens Fordeling,“ sagde Ferdinand og lo bredt. „Politidirektøren har netop fem Hundrede Kroner liggende i sin Pult; dem skal jeg forsøge at hugge til dig, dersom at du vil ha’e det.“

„Nej,“ sagde Pelle langsomt — „jeg maa hellere tage min Tørn. Men Tak skal du have for din gode Vilje! — og hils din gamle Mor fra mig. Dersom du skulde faa lidt til overs, saa stik det til Enkemadam Johnsen. Hun og den lille sulter siden Hannes Død.“

Og saa var der ikke mere, alting var forbi. Han gik lige ned over Torvet til Raad- og Domhuset. Det laa og saa skummelt ud, han drev langsomt videre, ned til Kanalen — for at samle sig lidt inden han gik op. Han gik langs Bolværket og stirrede ned i Vandet, hvor Baadene og de store Hyttefade lige kunde skimtes. Ved Holmens Kirke tog han sig sammen og vendte om — nu maatte det være. Han rejste Hovedet med en kæk Beslutning — og stod Ansigt til Ansigt med Marie. Hendes Kinder glødede da hun saá ham.

„Pelle!“ sagde hun jublende — „gaar du her? Men saa er det jo ikke sandt! Jeg har været i Forsamlingssalen, og der sagde de at du var arresteret. Aa, vi var saa ulykkelige!“

„Jeg skal ogsaa arresteres — jeg er paa Vej derhen nu.“

„Men Pelle dog, lille Pelle!“ Hun saá paa ham med taarefyldte Øjne. Ak, endnu var han jo Hittebarnet som trængte til hendes Omsorg. Pelle fik selv Taarer i Øjnene, hans Sind blev saa blødt. Her var dog et Menneske hvis Hjærte bankede for ham — og hvor var hun smuk i sin Sorg over hans Ulykke.

Hun stod der foran ham slank og fuld af Form, med Haaret — der engang var saa tyndt og skæmmet — i et rigt Brus over Panden. Herlig var hun groet ud af det forkrøblende Hylster. „Pelle,“ sagde hun med nedslagne Øjne og tog begge hans Hænder — „gaa ikke derhen i Nat, vent til i Morgen! I Nat glæder alle de andre sig over Sejren — og saa skulde du — —! Gaa med hjem paa mit Kammer Pelle, du er jo saa bedrøvet!“ Hendes Ansigt kæmpede med Graaden, saa barnlig som nu havde hun aldrig set ud.

„Hvorfor betænker du dig? — gaa med op: Er jeg da ikke smuk? Og alt det har jeg gemt til dig! Fra første Gang jeg saá dig, elskede jeg dig jo Pelle; og saa begyndte jeg at vokse, fordi jeg vilde være køn til dig! Jeg skylder ikke nogen noget andre end dig; og hvis du ikke bryder dig om mig, vil jeg slet ikke være til!“

Nej hun skyldte ikke nogen noget, dette Barn af Intet, men var helt og holdent sit eget Værk. Skøn og uberørt kom hun til ham i hans Forladthed, som var hun sendt af de Fattiges gode Tanker for at husvale hans Sind. Skøn og ren i Sindet var hun groet ud af Elendigheden som selve Lykketiden; og hvor i Verden skulde han vel hvile sit dødstrætte Hoved, om ikke ved dette Hjærte der var Barn, Moder og Elskerinde for ham?

„Ved du Pelle, der var jo Dans i Forsamlingsbygningen efter Fællesmødet, og vi unge Piger havde bundet en grøn Majkrans — jeg skulde sætte den paa dig naar du traadte ind i Salen. Aa vi græd, da én traadte op og raabte at du var taget. Men saa fik du dog Kransen — ikke? Og nu skal du sove sødt og ikke tænke paa i Morgen.“

Saa faldt Pelle i Søvn med Hovedet paa hendes Jomfrubarm. Og mens hun laa og saá moderligt paa ham, drømte han, at Danmarks hundred Tusende Arbejdere var i Færd med at opføre et herligt Slot og han var Bygmester. Da Slottet var færdigt, marsjerede han ind i det i Spidsen for Arbejderhæren, syngende drog de gennem de lange Gange for at fylde de lyse Sale. Men Salene var der ikke, Slottet var forvandlet til et Fængsel! Og de gik og gik og kunde ikke finde ud igen.

Afskriverens bemærkninger

I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent.

Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. Nogle få åbenlyse typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. Alle andre ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter):

[p. 77]: ... brugte det til at at slaa Skaller med; anden Anvendelse ... ... brugte det til at slaa Skaller med; anden Anvendelse ...

[p. 111]: ... Paa kom Pelle frem og ordnede det nødvendige ... ... Saa kom Pelle frem og ordnede det nødvendige ...

[p. 160]: ... Fredrik. Nu er du Svend, og skal selv tage Ansvaret ... ... Frederik. Nu er du Svend, og skal selv tage Ansvaret ...

[p. 167]: ... sagde Stolpe — „spring ned og se, Fredrik!“ De ... ... sagde Stolpe — „spring ned og se, Frederik!“ De ...

[p. 189]: ... havde vi faaet hele Religheden til Aftens. De spiser ... ... havde vi faaet hele Redeligheden til Aftens. De spiser ...

[p. 211]: ... Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad og og ... ... Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad og ...

[p. 311]: ... naar Lockouten er i forbi. De er vel klar ... ... naar Lockouten er forbi. De er vel klar ...