# Pelle Erobreren 3: Den store Kamp ## Part 25 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-3-den-store-kamp-76883/index.md „Vi har hidtil kæmpet passivt,“ fortsatte han — „med Taalmodigheden som Hovedvaaben! Vi har sat vore Livsfornødenheder mod de andres Luksus; naar de ramte os paa Legemet, sultede os magre og splittede Stumperne fra vore Hjem — svarede vi ved ikke at forrette Arbejde til _deres_ Bekvemmelighed. Lad os nu prøve at ramme deres Livsfornødenheder en Gang; lad os slaa dem dér, hvor de lige straks slog os — under Hjærtet! Saa kanske de bliver medgørlige. Vi har hidtil holdt de vigtigste Arbejdere uden for Kampen, alle dem Sundhed og Velfærd afhænger af, det er ikke just os selv der har nydt godt af det. Hvorfor skal vi bage deres Brød? vi som ikke har Raad til at spise! hvorfor skal vi besørge deres Renlighed? vi som ikke har Raad til at være renlige! Lad nu Natmændene rykke i Ilden — og Dagrenovationen! Og er det ikke nok, saa lukker vi for Vand og Gas. Lad os vove de sidste Stumper og slaa det sidste Slag!“ Pelles Forslag blev vedtaget, og han tog straks ud paa Vesterbro til Formanden for Natmændenes Forening. Han var lige staaet op og sad ved sin Middagsmad. Det var en lille gemytlig Mand, som altid havde en Gavtyv i Øjet; han var fra Kulsvieregnen. Pelle havde i sin Tid hjulpet ham at faa Organisationen i Gang, og vidste han kunde regne med ham og hans Folk. „Kan du huske, jeg engang viste jer at I var Byens vigtigste Arbejdere — Lars Hansen?“ spurgte han. Formanden nikkede: „Ja ellers maatte man være et rent Bagbæst til at glemme. Aldrig saa længe jeg lever glemmer jeg nok den Virkning, dine Ord havde paa os oversete Renovationsfolk! Det var jo dig der fik os til at tro paa os selv og danne Organisation. Og selv om vi ikke akkurat skulde være de vigtigste Arbejdere, saa —“ „Men det er I netop — og nu er det jer Tur at vise det! Kan I stoppe endnu i Nat?“ Lars Hansen sad og stirrede grundende ind i Lampen, mens han tyggede. „Vi er jo paa en Slags Kontrakt med Kommunen,“ sagde han endelig langsomt. „De kan straffe os for’et, og ogsaa tvinge os til at tage fat. — Men naar du vil have det, saa gør vi det begribeligvis. Det er der kun én Mening om mellem Kammeraterne! Hvad du saa kan faa ud af det, maa du jo bedst selv forstaa.“ „Tak for det!“ sagde Pelle og gav ham Haanden. „Saa er det en Aftale — der kører ikke en Vogn ud mere. Dagrenovationen maa ogsaa stoppes.“ „Saa sætter Vognmændene andre Folk i Gang — til det Arbejde kan de nok finde Hænder.“ „Det gør de ikke, for saa stopper vi helt for dem!“ „Ja det er svart! — Det bliver ellers en slem en for de Fine! Fattigfolk kan det jo være lige meget for de har ikke noget at spise. — Men hvis nu Militæret bliver udkommanderet til det! Rengjort maa de jo have, om ikke Byen skal forpestes.“ Det glimtede i Pelles Ansigt: „Hør Kammerat! naar I nu stopper, saa afleverer I jo straks alle Nøglerne, for at Øvrigheden ikke skal faa noget at hænge sig i dér. Tag saa og kom dem i Sække og faa dem rystet godt mellem hinanden.“ Lars Hansen brast i Latter. „Det bliver ellers Satan til Komedie!“ stønnede han og slog sig paa Laarene. „Saa maa de komme til os, for ingen anden kan finde ud af den Relighed i en Ruf! Jeg skal selv køre hen med Nøglerne og spille Idiot for dem deroppe!“ Pelle takkede ham endnu en Gang. „I redder det hele,“ sagde han stille. „Det er mange Tusend Menneskers Brød og Fremtidslykke I nu holder i jeres Hænder.“ Han smilede lyst og sagde Farvel; saa snart han var ene blegnede Smilet for et Udtryk af Dødsens Træthed. * * * * * Pelle gik paa Gaderne og drev paa maa og faa; nu var alting ordnet, der var ikke mere at kaste sig op i. Og inde i ham var alting faldet sammen, der var ikke en Gang Kræfter til en Beslutning om, hvor han skulde gøre af sig selv. Han bare gik, kom op paa Hovedgaden og drejede ned i Sidegaderne igen. Inde i en Kolonialbutik stod Karl smilende og adræt bag Disken og ekspederede nogle Kunder. „Du skulde egenlig høre ind, hvordan det gaar,“ tænkte han men drev videre. En Gang stansede han uden for en Kaserne og saá uvilkaarlig op. Her havde han jo lige udrettet hvad han skulde — det var jo her Natmændenes Formand boede! Nej nu var Dagens Gærning gjort, og nu vilde han hjem til Ellen og Børnene! Hjem? han havde jo ikke noget Hjem mere! Han var forladt og ene! Alligevel kom han over paa Nørrebro; hvad Vej han var gaaet vidste han ikke, men han fandt sig selv staaende uden for Døren, stirrende paa den lille rustne Brevkasse. Indenfor lød Klynken, han hørte Ellen gaa derinde — frem og tilbage; hun lavede til til Natten. Saa gik han ned, skyndte sig bort og aandede først op da han var helt omme i Tjørnegade. Han drejede og drejede igen, fra én Sidegade over i en anden. Inde i hans Hoved gik det saa underligt med; i smaa Knik for hvert Skridt. Pludselig syntes han der lød bekendte hastige Skridt bag ham — Ellen? Han vendte sig om; der var ingen. Naa, saa var det altsaa en Indbildning! — Men Skridtene var der igen, saasnart han gik. Der var noget ved dem som havde de Ærende til ham, en Vilje til at hale ind paa ham mærkede han tydeligt i dem. Han stansede i et Ryk — der var ingen, og kom heller ingen op af Sidegadens Mørke. Var det da inde i ham selv det færdedes saa besynderligt? Pelle følte det ubegribelige og fik Hjærtebanken, den forfærdelige Træthed gjorde ham værgeløs. Og Ellen — hvad var der med hende? denne jamrende Bebrejden i hans Øre! Forstaa — hvad skulde han forstaa? Det var af Kærlighed, sagde hun. Naa væk med det! han var for træt til at skulle forsvare Brøden ogsaa. Men hvad var det for en Vandren? Nu gik Skridtene i ét med hans egne — de havde dobbelt Lyd. Og naar han tænkte, talte et andet Væsen i Munden paa ham — dybt inde fra. Der var det samme haardnakkede over det som over Mortens Indflydelse; en Mening der selv om den bragtes til at tie tvang sig frem alligevel. Hvad vilde alt det ham — havde han ikke taget i nok? Var han ikke Pelle, der havde ført den store Kamp igennem og som alle saá op til? Men der var ingen Glæde i det, Takten fra de halvhundred Tusend Kammerater lød ikke igen i hans Skridt. Han var ladt i Stikken, ene med dette forbandede noget i de øde Gader — Ensomheden var over ham! „Det er nok dig selv du gaar og bliver angst for,“ tænkte han med et bittert Smil. Men Pelle vilde ikke være ene og lyttede stærkt ud. Alt hans eget var røget, Kampen havde slugt det. Der var dog et Fællesskab — saa trist det var — mellem ham og Elendigheden omkring ham. Hvad havde han saa at beklage sig over? Forfærdelig laa Fattigstaden om ham, hærget af Kamp og Arbejdsløshed, med Graad og Natkulde og Nød! Børn græd inde fra Baggaardene — det var for Brød vidste han vel; fulde Mænd ravede om Hjørnerne, og fra Bagstuer og Gaarde lød der Kvindeskrig. Aa dette var jo Helvede! Gudskelov at Sejren var nær. Et Sted hørte han tydelige Stemmer: Børn der græd, og en Kvinde som gik frem og tilbage over Gulvet, tyssende paa dem og vissende en lille — som hun vel havde paa Armen. Lyden var saa klar, han saá op, der var ingen Vinduer i Lejligheden. „De skal nok drives ud med Gennemtræk,“ tænkte han harmfuld og sprang op ad Trappen; han var vant til at tage Affære for de Ulykkelige. Inde i Lejligheden gik en Kvinde med en lille paa Armen, Skæret fra Byen belyste hende halvt; Skørtet havde hun slaaet over Hovedet for at dække Barnet ogsaa, hun var nøgen forneden. Der var ikke Spor af Bohave, Børnene laa i en Krog med Resten af hendes Tøj over sig. „Værten har taget Døre og Vinduer væk; han vilde have os paa Gaden, men vi gaar ikke — for hvor skal vi hen? Saa la’r han Trækken fordrive os — lige som Væggetøj! Min Mand har de jaget til Døde —“ Pludselig genkendte hun Pelle. „Aa det er dig, din forbandede Djævel!“ skreg hun. „Det var jo dig selv, der begyndte at jage ham! Husker du han drak af Flasken? — før havde han altid holdt sig pæn. Du saá jo ogsaa at vi blev smidt ud af St. Hansgade — Beboerne fortrængte os — gjorde du ikke? Aa I Bødler! overalt har I forfulgt ham og jaget ham som et Dyr, stiklet til ham og pint ham! Gik han ned i en Beværtning, saa rejste straks de andre sig, og Værten maatte be’ ham forsvinde. Men han var mere ærekær end jer var han. — Jeg er en pestbefængt! — sa’e han, og en Morgen havde han hængt sig. — Aa hvis jeg kunde be’ Vorherre om at ramme dig igen!“ Hun havde ingen Taarer, hendes Stemme var tør og hæs. „Det behøver du ikke,“ sagde Pelle bittert — „han har ramt mig! Men din Mand har jeg intet ondt villet; de to Gange jeg traf ham, vilde jeg hjælpe ham. Det er jo for alles bedste vi maa lide — og mit eget er ogsaa gaaet i Stykker.“ Han brast pludselig i en lindrende Graad. „Det skulde de se — Arbejderne, at Pelle græder, saa raabte de nok ikke Hurra for ham!“ udbrød hun harsk. „Jeg ejer ti Kroner, vil du have dem?“ sagde Pelle og rakte hende Sedlen. Hun tog den nølende. „Dem skal du vel bruge til Kone og Børn — det er jo din Understøttelse.“ „Jeg har ingen Kone og Børn mere. Tag dem kun!“ „Herregud, saa er det gaaet i Stykker for dig ogsaa! Kunde Pelle ikke engang holde til det. Ja ja! det er jo rimeligt, at den der saar ogsaa høster!“ Pelle gik sin Vej uden at svare. Denne Kvindes uretfærdige Dom bedrøvede ham mere, end Bifaldet fra Tusenderne havde glædet ham; men den vakte ham ogsaa til stærk Protest. Dér hvor hun slog, kunde han ikke rammes; han havde ikke plejet sit eget smaa, men ærligt og redeligt tjent det store og ført det til Sejr. De faldne og saarede havde ingen Ret til at anklage ham. Han havde tabt mere end nogen anden — alt havde han tabt! Fuld af Sorg i Sindet men forunderlig rolig gik han hen paa Nørrebrogade og lejede sig ind i et billigt Logihus. XXXV Arbejdernes sidste Forholdsregel satte Byen i voldsomt Oprør. De fik med ét Slag hele Offenligheden imod sig, Pressen rasede og udstødte Trusler. Selv den frisindede Presse gjorde gældende at Arbejderne havde overtraadt Humanitetens Love. Men _Arbejderen_ gjorde koldblodigt opmærksom paa, at det galdt Liv eller Død for Underklasserne. De var klar til at gaa til det yderste; endnu var der Vand og Gas at lukke for — Samfærdselsmidler og Hovedstadens Forsyning med Fødevarer. Saa vendte Trykket sig mod Arbejdsgiverne — ét Sted maatte man skaffe Luft. Hvad var det i Grunden, de kæmpede for? — et slet og ret Magtspørgsmaal! De vilde være eneraadende og have Haand- og Halsret over deres Arbejdere. Finansmændene som stod bag de store Virksomheder var ogsaa kede af det nu. Det blev efterhaanden en dyr Historie; og Fordelen ved at slaa Arbejdernes Sammenhold i Stykker blev ikke stor, naar Industrien ødelagdes med det samme. Pelle saá hvor Gærningen groede, mens han gik i Smaagaderne og forskede efter Far Lasse. Nu endelig fuldbyrdede Tingen sig selv og han kunde hvile. Der var løftet en umaadelig Byrde af hans Skuldre; og nu vilde han have Lov at redde Stumperne af sit eget — og endelig engang være noget for den, der altid havde ofret sig for ham. Nu skulde Lasse og han leje sig en Bolig sammen og leve det gamle Samliv op; han glædede sig til det. Far Lasses Sind var dog det eneste, der aldrig kunde gaa i Stykker mod hans, men holdt gennem alt; det var som en Moders Kærlighed. Lasse holdt ikke til længer i sin Rede inde bag ved Bagergade. Den gamle Kvinde han levede sammen med var død for kort Tid siden, og saa var han forsvundet. Pelle spurgte sig frem, og kendt som han var blandt de Fattige, havde han ikke vanskeligt ved at følge den gamles Spor, der efterhaanden viste tilbage mod Kristianshavn. Under sin Forsken traf han paa megen Elendighed, som sinkede ham. Nu Kampen arbejdede sig selv ud, sprang Nøden lige i Øjnene paa ham, og gammel Medlidenhed vældede stærkt op i ham. Han raadede Bod hvor han kunde, stampede Udveje op af Jorden med sin sædvanlige Energi. I selve _Arken_ havde Lasse ikke været, men en og anden havde set ham paa Gaden i en snavs Forfatning; hvor han holdt til vidste de ikke. „Har du søgt ovre i _Handelshusets_ Kældere?“ spurgte den gamle Vægter — „dér holder mange til i disse sløje Tider. Hver Morgen Kl. seks laaser jeg Kælderen op, og saa raaber jeg derned og varskoer dem, for at de ikke skal blive nappede. Naar jeg saa er vel borte, kommer de luskende op. Jeg synes, jeg har hørt noget om en gammel Mand som skulde ligge dernede; men vis paa det er jeg ikke, for jeg har jo Vat i Ørerne. Det er én nødt til i min Profession — for ikke at høre og se for meget!“ Han fulgte med Pelle derover. _Handelshuset_, som i det attende Aarhundrede havde været Palæ for en af de store kristianshavnske Handelsslægter, var nu Pakhus; det vendte ud til en af Kanalerne. De dybe Kældere, der gik helt ned under Kanalens Vandspejl, laa nu ubenyttet hen. Der var bælgmørkt og ufremkommeligt nede, Luften lagde sig ædende paa Stemmen. De lyste sig frem mellem Pillerne, her og der var der et forladt Natteleje af Halm. „Her er ingen,“ sagde Vægteren. Pelle kaldte og hørte en svag Kremten; dybest inde — i et af Murhullerne laa Lassefar paa en Madras. „Ja her ligger jeg og venter paa Døden,“ hviskede han. „Nu er der ikke langt igen; Rotterne har begyndt at snuse til mig.“ Den raa Luft havde taget hans Stemme. Han var i det hele i en ynkelig Forfatning, men Synet af Pelle livede ham saa meget op, at han kunde støtte paa Benene. De fik ham over til _Arken_, den gamle Vægter afstod sin Stue og kom selv op til Enkemadam Johnsen. Da han sov om Dagen og var paa Færde om Natten, lod det sig indrette skønt hun kun havde én Seng. Da Lasse var kommet i den varme Seng, laa han og rystede; helt klarhovedet var han ikke. Pelle gik og varmede Øl — den gamle skulde have en Svedekur; ind imellem satte han sig ved Sengen og saá bekymret paa Faderen. Lasse laa og smaahakkede med lukkede Øjne; nu og da forsøgte han at tale men kunde ikke. Den varme Drik hjalp lidt paa ham, han fik Blod ud i de døde iskolde Hænder, og Stemmen brød igennem. „Tror du vi gaar en stræng Vinter i Møde?“ spurgte han pludselig og vendte sig om paa Siden. „Vi gaar mod Sommeren nu, lille Far,“ svarede Pelle. „Men du maa ikke ligge med Ryggen bar.“ „Jeg fryser saa slemt — næsten som jeg frøs i Vinters; jeg vilde nødig tage den Tørn om igen. Kulden griber saa ondt om min Rygrad — herregud for de Stakler som er paa Søen!“ „Vær du rolig for dem og se at bliv rask — det er Solskin i Dag og fint Vejr paa Havet.“ „Saa slip lidt af Solskinnet herind da,“ sagde Lasse irriteret. „Der er en stor Brandmur foran Vinduet, Far!“ sagde Pelle og bøjede sig ned over ham. „Naa, ja ja! jeg klarer mig jo nok, den Tid jeg har til Rest! Og Vægteren kan det være det samme; han vaager i Natten og ser ingen Sol alligevel. Det er et underligt Levebrød! Men godt er det jo, at nogen vaager over os mens vi sover.“ Lasse laa og vrikkede utaalmodigt med Hovedet. „Ja ellers kom de nok i Nattens Mørke og røvede vore Penge,“ sagde Pelle spøgende. „Ja saa gu!“ Lasse prøvede at le. „Hvordan staar det sig nu med dit Forehavende, Pøjke?“ „Forhandlingerne er i Gang; i Gaar holdtes det første Møde.“ Lasse lo saa det kogte i hans Hals. „Saa har de Fine ikke kunnet taale Mosten længer! Jo jo, jeg vidste Besked, om end jeg laa syg dernede i Mørket. Om Natten naar de andre kom luskende, fortalte de mig om det; saa fik vi os en god Latter over dit Paafund. — Og skulde du ikke være med til de Forhandlinger?“ „Nej jeg sagde det fra mig — jeg er ikke lysten efter at sidde og trække til mig i den ene Ende af en Paragraf! Nu vil jeg være hos dig, og saa skal vi have det godt vi to.“ „Jeg er bange, det bliver stakket Glæde vi faar af hinanden, Pøjke!“ „Du er jo saa kvik nu igen. I Morgen skal du se —“ „Ja — nej! Døden bedrager ikke. Jeg har ikke kunnet døje den Kælder.“ „Hvorfor gjorde du ogsaa det, Far? Du vidste jo din Plads stod og ventede dig derhjemme.“ „Ja du faar tilgive mig min Egenraadighed, Pelle. Men hjælpe dig i Kampen var jeg for gammel til, saa tænkte jeg: Du skal i al Fald ikke ligge ham til Byrde, saalænge dét staar paa! Paa den Maade har jeg ogsaa ydet mit. — Og du tror der kommer noget ud af det?“ „Ja nu sejrer vi — og saa begynder den ny Tid for Fattigmand!“ „Ak ja, det vakre faar jeg ingen Del i. Dette her har været som at tjene hos den lede Trold, hvor der over Døren stod: I Dag arbejde, i Morgen æde! Og i Morgen kom aldrig. Hvad godt der er vederfaredes mig, har jeg faaet af mine egne; den ene Fattigfugl piller sig jo for at dække den anden. Jeg faar ikke klage heller; onde Dage har jeg haft, men der er vel dem, som har dem værre endnu. Og Fruentimmerne har alle Dage været gode mod mig. Bengta var et Gnav men mente ikke noget ondt med det; og Karna ofrede Penge og Helsen for min Skyld. Gud ske Tak, hun ikke oplevede at de tog Gaarden fra mig. For jeg har jo været Storbonde ogsaa, det havde jeg nær glemt for al min Usseldom. Ja og gamle Lise — Tiggelise som hun kaldtes — delte jo Brød og Seng med mig! Hun døde af Sult, saa flot hun bar sig — vil du tro det? Spis! sagde hun — vi har Mad nok! Og jeg Djævel aad den sidste Skorpe og vidste af ingenting. Om Morgenen laa hun død og kold ved min Side; der var ikke en Pille Kød paa hendes Krop, kun Skindet over de tørre Knokler. Men en Guds Engel var hun ligefuldt! Vi lagde den Vise sammen hun og jeg. — Ak ja Fattigfolk æder Brødet fra hinanden.“ Lasse laa en Stund og mindedes, saa begyndte han at synge — med Fagterne fra Gaardene. Pelle holdt paa ham og søgte at tale ham til Rette; men den gamle troede, han havde med Gaardens Unger at gøre. Da han kom til Verset om sin Søn, græd han. „Græd nu ikke Far,“ sagde Pelle opreven og lænede sin tunge Pande ned mod den gamles. „Jeg er jo hos dig igen!“ Lasse laa lidt og klippede med Øjnene, hans Haand famlede op over Sønnens Hoved, frem og tilbage. „Ja det er du jo ogsaa,“ sagde han mat — „og jeg som mente du var borte. Ved du Pelle, du har været mit Livs Lys alle Dage! Dengang du kom til Verden, var jeg allerede over mit bedste; saa kom du, og det var som Solen fødtes paany. Hvad mon han bringer med sig? sagde jeg til mig selv og løftede paa dig; du var ikke større end en Trepægleflaske. Kanske skal han fange Lykken, saa der falder lidt af til dig ogsaa! Saadan tænkte jeg, og har altid troet — nu maa jeg give det op. Men din Anseelse har jeg oplevet. Rigmand blev du ikke, og det kan være det samme; de Fattige har gode Ord om dig. Du har stridt Striden for dem uden at tage noget for din egen Mund! Nu forstaar jeg det, og mit gamle Hjærte glædes over at du er min Søn.“ Naar Lasse faldt hen, lagde Pelle sig lidt paa Sofaen. Men det blev ikke til megen Hvile; den gamle sov Fugleblund og slog hvert Øjeblik Øjnene op. Naar han ikke havde Sønnen ved Siden af Sengen, laa han og kastede sig og smaaklynkede i Halvsøvne. Midt paa Natten lettede han Hovedet og holdt det oppe i lyttende Stilling. Pelle vaagnede. „Hvad er der Far?“ spurgte han og tumlede paa Benene. „Aa jeg kan høre noget drage hen — langt ude hvor Havet ender! det er lige som Vandene styrtede sig i Afgrunden. — Men skulde du nu ikke gaa hjem til Ellen? Jeg klarer mig sagtens i Nat, og hun sidder kanske og ængstes for, hvor du bliver af.“ „Jeg har skikket Bud til Ellen, at jeg ikke kommer hjem i Nat,“ svarede Pelle. Den gamle laa og betragtede Sønnen med et pønsende Udtryk. „Er du nu ogsaa lykkelig?“ spurgte han, „det kommer mig for at der er noget i dit Ægteskab, der ikke er som det burde være.“ „Jo Far, det gaar godt nok!“ svarede Pelle med tyk Stemme. „Ja ja, gudskelov for det da! En god Kone har du ogsaa faaet dig i Ellen, og vakre Børn gav hun dig i Gave — hvordan har Lille Lasse det? Jeg vilde gærne se ham, inden jeg drager hen — han er dog Lasse han!“ „Jeg skal nok hente ham i Morgen tidlig,“ sagde Pelle. „Og nu skulde Far se at sove, det er svarte Natten!“ Lasse vendte sig føjeligt om mod Væggen. Et Øjeblik efter drejede han forsigtigt Hovedet, for at se om Pelle sov. Hans Øjne kunde ikke naa tværs over Stuen, saa prøvede han at staa ud af Sengen; han faldt stønnende tilbage igen. „Hvad er der, Far?“ spurgte Pelle bekymret og var straks henne hos ham. „Jeg vilde bare se efter, om du har noget over dig i denne Kulde! Men mine Lemmer er saa dumme,“ sagde den gamle skamfuld. Ud paa Morgenstunden faldt han i en rolig Søvn, og Pelle fik Madam Johnsen til at sidde hos ham, mens han gik hjem efter Lille Lasse. Det var ikke nogen let Gang, men den gamles sidste Vilje maatte opfyldes. Og han vidste, at Ellen ikke leverede Barnet i fremmede Hænder. Det lysnede i Ellens forstenede Ansigt, da han kom; hun havde et Glædesudbrud paa Læberne, men hans Udtryk dræbte det. „Min Far ligger for Døden,“ sagde han mørkt — „han vilde gærne se Drengen.“ Hun nikkede og gav sig stille til at lave Lille Lasse til; Pelle stod ved Vinduet og saá ud saalænge. Han var underlig til Sinds ved at være her igen; det lille Hjems Minder vældede op i ham og gjorde ham svag. Søster maatte han dog se! Ellen førte ham tavs ind i Sovekamret; den lille laa og sov i sin Vugge, der var en forunderlig tryg Ro over hendes brede Hoved. Herinde kom Ellen ham lige som nærmere, han følte hendes stærke Øjne paa sig. Han tog sig haardt i det og gik ind i Stuen — her var ikke noget for ham længer, i dette Hjem var han en fremmed! En Tanke spøgede i ham — mon hun fortsatte med _det_? Skønt hun ikke kom ham ved, blev Spørgsmaalet ved at staa; han saá sig om efter Tegn i en eller anden Retning. Her var fattigt, alt det overflødige var vandret bort. Men en Naadlemaskine var kommet til, og der laa noget Arbejde paa den. Skruebrækker! tænkte Pelle helt mekanisk. Men ikke som nogen Dom — for første Gang var han glad ved at konstatere Skruebrækkeri. Hun havde altsaa lagt sig efter at naadle — og slidsom saa hun ud. Det gjorde helt godt i ham. „Nu er Drengen færdig til at gaa med,“ sagde hun. Pelle kastede et Afskedsblik over Stuen. „Er der ikke noget du trænger til?“ spurgte han. „Tak, jeg klarer mig selv!“ svarede hun stolt. „Du tog ikke imod de Penge jeg skikkede dig i Lørdags.“ „Jeg klarer mig selv — blot jeg maa beholde Drengen. Husk du engang har sagt, han altid skulde faa Lov at være hos mig.“ „Han maa have en Mor som kan se ham frit i Øjnene — husk du saa det, Ellen.“ „Det behøver du ikke minde mig om,“ svarede hun bittert. — — — Lasse var vaagen, da de kom. „Ej det er dog en rigtig Karlsen,“ udbrød han — „han slægter til vor Side! Vil du bare se, Pellepøjke! han har de samme Slugøren, du havde som Dreng. Og Koslik har han i Panden — han skal nok komme godt i Vej engang. Jeg faar kysse hans smaa Hænder, for Hænderne er vor Velsignelse — det eneste gode vi fik. Det paastaas, at Verden holdes oppe i Fattigmands Hænder; jeg gad vidst om det passer. Tro om det ny skulde komme allerede i denne Omgang, for saa er det Jammerskade jeg ikke faar det med!“ „Du kan godt faa det med Far,“ sagde Pelle som havde købt _Arbejderen_ paa Turen og stod og kiggede ivrigt i den. „Der forhandles paa Kraft, og en af Dagene er Kampen forbi. Saa skal vi have det godt sammen vi to.“ „Nej jeg opnaar det ikke! det er Døden der har fat i mig, jeg kan mærke han er i Gang med at pille mig adskilt. Men hvis der er noget bagved, kunde det være skønt at sidde deroppe og se Lykken fuldkommes paa jer. Du har vandret den trange Vej Pelle — Lasse er ikke dum! Men kanske faar du en ansét Post til Vederlag, naar I nu selv tager Styret. Saa faar du huske, ikke at glemme de Fattige.“ „Der er noget frem endnu, Far! Og til den Tid er der ingen Fattige.“ „Du siger det saa vist, men Fattigdommen er nok ikke saadan at faa Has paa — den har ædt sig for langt ind! Lille Lasse kan godt træffe til at blive voksen Mand, inden det sker. Men nu skulde du tage Drengen væk, han har ikke godt af at se Alderdommen dø. Han ser saa bleg ud, mon han faar nogen Sol?“ „Solen den har de Store laant — og de har glemt at bringe den igen,“ svarede Pelle bittert.