Part 24

En Dag han kom ilende hjem under dette Indtryk, kom hun ham smilende i Møde og lagde 25 Kroner paa Bordet foran ham.

„Hvad er det?“ spurgte Pelle forbavset.

„Dem har jeg vundet i Lotteriet,“ sagde hun.

Det var altsaa derfor, hendes Færd havde været saa underlig hemmelighedsfuld i de senere Dage — som om der var et eller andet han for ingen Pris maatte vide. Hun havde gaaet og vovet de sidste Skillinger, og været angst for at han skulde opdage det.

„Men hvor har du faaet Penge fra?“ spurgte han.

„Dem laante jeg af min gamle Veninde Anna — vi spiller sammen. Nu kan vi faa Læge og Medicin til Børnene og behøver ikke gaa og mangle alting,“ sagde hun.

Pengene forvandlede hende og førte dem igen varmt ind til hinanden. Ellen blev mere øm mod ham end nogensinde, og kælede bestandig for ham. Der var noget nyt over hende, en Slags Sønderknuselse i hendes Væsen, som gjorde hende myg og elskelig at have med at gøre og bandt Pelle til Hjemmet med Længselsbaand. Han hastede hjem nu igen. Han tog hendes Væsen som Afbigt for hendes strænge Dom; hun var forandret dér, begyndte ogsaa at interessere sig for hans Arbejde i Sagen og opfordrede ham ved mange Træk til at blive ved. Det viste sig, at hun trods sin tilsyneladende Kulde havde fulgt godt med. Hendes Væsen undergik en forunderlig Forvandling. Hun den haarde sikre Ellen blev mildtdømmende og vag, hun tog ikke den skarpe Afstand fra Ting, og kunde bøje Hovedet spagfærdigt. Hun var ikke selvretfærdig mere.

En Dag henad Aften sad Pelle hjemme foran Spejlet og barberede sig; han havde klippet sit store smukke Overskæg helt ind, og var nu i Færd med at rage efter. Ellen gik og morede sig over, saa det forandrede hans Ansigt. „Jeg kan jo knap kende dig igen,“ sagde hun. Han troede, hun vilde have lagt sig paa tværs af dette her og sat hans Overskæg over Sagen; men hun tog meget kært paa det. Han begreb ikke Forandringen med hende!

Da han var færdig, rejste han sig og gik hen til Lille Lasse, men Drengen skraalede op af Skræk. Saa tog han noget gammelt Fabrikstøj paa, sværtede sig i Ansigtet og Hovedet og gik over mod den store Maskinfabrik. Fabrikken holdtes nu i fuld Gang, og arbejdede med skiftende Hold Nat og Dag ved Hjælp af sine internerede Skruebrækkere, som af Folkevittigheden kaldtes de _Indelukkede_. Jærnmændene havde forfulgt deres Sejr og begyndt at sætte endnu en Virksomhed i Gang; blev det saadan ved, vilde en Dag hele Bedriften gaa sin Gang udenom de Udelukkede, og de kunde staa paa Gaden og se til. Men nu skulde der slaaes et Slag! Pelle kom med Glæde og Varme i sig hjemme fra og var knusende oplagt.

Han slap ubemærket forbi Strejkevagten og hen til Porten. „De sover de Sataner!“ tænkte han gal i Hovedet og var lige ved at ødelægge det hele for at give dem en Røffel. Han bankede dæmpet paa og blev lukket ind. Portneren førte ham til Værkføreren der heldigvis var en Tysker.

Pelle blev antaget som Støberiarbejder for en ret høj Dagløn; desuden fik han Løfte om en Dusør paa 25 Kr., naar han havde været der en vis Tid. „Det er Judaspengene,“ sagde Værkføreren grinende. — „Og saa bliver De naturligvis foretrukket til Arbejde naar Lockouten er forbi. De er vel klar over, at De ikke slipper ud for det første? Vil De have noget sendt til Konen, besørger vi det.“ Saa fik Pelle en Krog anvist, hvor der laa en Halmsæk; det var Bopæl og Natteleje.

Paa Fabrikken gik Arbejdet som det bedst kunde. Arbejderne kastede sig over det i Raptus, gik saa og sløsede, stod i Grupper og snakkede, og gjorde hvad de vilde. Formændene turde ikke sige noget; naar de kom med en fredelig Henstilling, fik de Grovheder. Arbejderne benyttede sig af deres Uundværlighed, de opførte sig som rene Tyranner, og slog bestandig paa at de godt kunde gaa. Med det Ord beherskede de Situationen.

De fik stor Løn og rigeligt med Mad og Drikkevarer, Arbejdstiden var ogsaa kortere end ellers. De forstod ikke rigtig dette Omslag i Tilværelsen og gik om og saa store ud. Men paa Bunden af deres Ansigter var der en egen Famlen, som var de utrygge for hinanden. De hjemlige Arbejdere der var i Mindretal, holdt sig for sig selv — som nærede de inderst inde Foragt for disse Folk, der kom tilrejsende for at fiske i Elendigheden.

Der arbejdedes med tre Hold som løste hinanden af hver otte Timer. „Ej se!“ tænkte Pelle — „det er jo ligefrem 8-Timers Arbejdsdagen. Dette her er nok Fremtidsstaten.“ Lige i det han kom, blev et Hold afløst; de gav sig straks til at holde et Helvedes Spektakel, dundrede løs paa Metalgenstandene og raabte paa Mad og Brændevin. Saa blev der baaret ind, store Kedler med Bankekød og Kartofler. Pelle kom i et Sjak paa en halv Snes Mand.

„Spis Kammerat!“ sagde de — „du er vel sulten? Hvor længe har du gaaet inden du gav op?“

„Paa tredje Maaned,“ svarede Pelle.

„Saa er du sku sulten. — Frem med Kødet! mere Kød her!“ raabte de til Køkkenkarlene. „Kartoflerne maa I godt beholde! vi har ædt Kartofler nok i vor Tid. — Dette her er sku Slaraffenland med Smørsovs til! Saadan er det jo, de har gaaet og sagt det vilde blive: God Løn og lidt at bestille, Masser af Mad og Brændevin! Kan I saa se, det var godt vi holdt ud da det galdt — nu kommer Belønningen. Skaal du, hva’ Fan du hedder — du dér med den!“

„Karlsen,“ sagde Pelle.

„Skaal Karlsen! Og hvordan skær den saa derude? Har du set min Kone for nylig. Hun er nem at kende; det er en med syv Børn og ingenting at putte i dem! — Hvordan gaar det med Lønkampen?“

Bagefter satte de sig til at spille Kort og drikke, eller drev om og yppede Klammeri; der sad en ond Braad i dem, de gik og havde en giftig Trang til at stikke hinanden. „Kom og spil et Slag med, Kammerat — og faa dig en Dram!“ sagde de til Pelle. „Hvad Fanden skal man faa Tiden til at gaa med i dette Helvede? sove sejsten Timer i Døgnet kan man ikke blive ved med i Længden.“

Der var øredøvende Larm som i et vældigt Værtshus, Raab og Skænden; enhver gav sit Bidrag til Spetaklet som galdt det om at overdøve noget. De kunde faa Drikkevarer at købe paa Fabrikken, og hvad de tjente drak de op. „Det er Samvittigheden,“ tænkte Pelle — „de er gode Kammerater paa Bunden.“ Det lovede godt for hans dristige Forehavende. En Gruppe Tyskere tog ingen Del i Orgiet men havde indrettet sig en Sparekoloni henne i det fjærneste Hjørne af den store Hal; de var her for at tjene Penge!

I en af Grupperne opstod der Klammeri om Spillet; de brugte grov Mund mod hinanden, til Skældsordene kulminerede i Ordet Skruebrækker. Det gjorde dem helt rasende, det var som gik der Hul paa en Byld; al deres opsparede Skamfølelse og Ondskab over de forsmædelige Forhold brød løs. De brugte Knive og Værktøj mod hinanden. Politiet der Nat og Dag havde Vagt ved Fabrikken, blev kaldt ind og bragte Ro. En saaret Smed blev forbundet inde paa Kontoret, men der fandt ingen Arrestation Sted. Saa faldt der pludselig Slaphed over dem.

De sværmede stadig om Pelle, han var ny Mand og kom derude fra. „Hvordan gaar det derude?“ var det bestandige Spørgsmaal.

„Dem derude gaar det godt nok. Det ser værre ud for os herinde,“ sagde Pelle.

„Gaar det dem godt siger du? Vi har ladet os fortælle, at de er lige ved at overgive sig.“

„Hvem har I det fra?“

„Fra Fabrikslederne her.“

„Saa har de stukket jer en Plade for at holde den gaaende med jer.“

„Du lyver! Og hvad skal det sige at det ser værre ud for os her? ud med Sproget!“

„Vi faar aldrig fat igen! Nu sejrer Kammeraterne — og saa stiller de den Fordring for at optage Arbejdet, at vi skal holdes udenfor.“

„For Satan da ogsaa — og vi som har faaet Løfte om det bedste Arbejde!“ raabte en stor Smed. „Men du lyver gør du! Og hvorfor kommer du her, naar de er ved at sejre derude? — svar for Dælen! Man tyer vel ikke ind i dette Helvede, naar man ikke er nødt til det!“

„For at svigte Kammeraterne kan du vel begribe,“ svarede Pelle haardt. „Jeg vilde prøve, hvordan det er at slaa Brødet ud af Munden paa de sultne.“

„Det er Løgn! saa ondskabsfuld er ingen! Du gør Nar af os din Djævel!“

„Giv ham en Dragt Prygl,“ sagde en anden — „han spiller Rod. Er du Spion, eller hvad vil du her? Du hører nok til blandt Idioterne derude.“

Det var Pelles Plan at holde gode Miner til slet Spil og lirke sig frem. Men nu blev han gal i Hovedet.

„Du skulde nødig kalde hæderlige Mænd Idioter,“ svarede han opbragt. „Ved du hvad I er? I er nogle Svin som ligger og fraadser og bæller i jer, og lever højt paa Kammeraternes Nød! Det er hvad I er — Judas’er der sælger den gode Sag for nogle beskidte Penge. Hvormeget fik I? — 25 Kroner hva’? Og derude gaar de og sulter trofast, for at vi alle — I ogsaa — kan faa det lidt menneskeligt i Fremtiden.“

„Nu holder du Kæft,“ sagde den store Smed. „Du har ikke Kone og Børn, saa er det let nok at snakke.“

„Er det ikke dig der bor i Jægersborggade?“ slog Pelle ned over ham. „Og sender du maaske hvad du tjener, til Kone og Børn? Hvorfor lider de saa Nød? I Gaar blev de smidt paa Gaden; Organisationen tog og skaffede dem Tag over Hovedet, skønt det var en Skruebrækkerfamilie.“ Det var Pelle selv der havde gjort Udvej for dette.

„Sender — vist Fan er det min Agt at sende dem noget. Men naar en nu fører dette Helvedes Liv, saa gaar Pengene til Sprut forstaar du! Og nu skal du ha’e Klø,“ Smeden smøgede op for sine vældige Muskler, han var ikke ædru og skulede ondt som en gal Tyr.

„Vent lidt,“ sagde en ældre Mand og traadte hen til Pelle. „Jeg synes jeg har set dig før, hvad er dit Navn med Forlov?“

„Mit Navn — det kan I godt faa. Jeg er Pelle.“

Navnet virkede som en Eksplosion, han skød straalende i Vejret for deres Øjne. Smedens Arme faldt slappe ned, han vendte skamfuld Hovedet bort. Pelle selv stod midt iblandt dem! de havde svigtet ham, vendt ham Ryggen, og dér stod han og smilede, ikke Spor af vred. Kammerater kaldte han dem tilmed, han foragtede dem ikke engang! „Pelle er her,“ sagde de dæmpet, videre og videre ud, med en egen tung Dvælen paa Navnet. Der blev Mudder omkring i Hallen. „Hvad Satan, er Pelle kommet!“ udbrød de og tumlede paa Benene.

Pelle var sprunget op paa en stor Ambolt. „Stille!“ raabte han med Tordenstemme. „Stille!“ Der blev lydløs Stilhed i Rummet, man kunde høre deres dybe Aandedrag.

Formændene kom styrtende og vilde trække ham ned. „Her maa ikke holdes Taler!“ raabte de.

„Lad ham tale!“ sagde den store Smed truende. „Ham er I for smaa til at stoppe Kæften paa!“ Han greb en Forhammer og stillede sig ved Foden af Ambolten.

„Kammerater!“ begyndte Pelle i en let Tone — „jeg er sendt herind med en Hilsen til jer fra dem derude. Fra Makkerne som stod ved Siden af jer paa Arbejdspladsen, fra jeres Omgangsvenner og Fagforeningskammerater! Hvor bliver de gamle Svende af? sagde de — vi har dog taget saa mangen Tørn sammen og delt ondt og godt med hinanden. Skal vi nu gaa ind i det ny uden dem? — Og jeres Koner og Børn spørger efter jer! Nu er det Foraar; og de begriber ikke, hvorfor de ikke skal pakke Madkurven og tage i Søndermarken med Fatter.“

„Næ for der er ingen Madkurv!“ sagde en tung Stemme.

„Der er dog halvhundred Tusend Mand, der tager den som den er uden at knurre,“ svarede Pelle alvorligt. „Og de spørger efter jer og begriber ikke, hvorfor I forlanger mere end de. Har I da gjort mere for Bevægelsen? — spørger de — eller er I Grevesønner der ikke kan gaa støt i Rækkerne? — Nu er det Foraar derude!“ vedblev han friskt, „Vinteren er forbi for Fattigmand, han skal til at have lyse Dage! Og saa drejer I til den gale Side og gaar i Fængsel! — Ved I, hvad de Udelukkede kalder jer? De Indelukkede kalder de jer!“

Nogle lo dæmpet. „Den er sku meget godt fundet paa,“ sagde de til hinanden. „Den har han selv lavet.“

„De har nu ogsaa andre Navne til os!“ raabte en Stemme trodsigt.

„Det har de ogsaa,“ svarede Pelle muntert — „men det er fordi de sulter! Saa bliver man urimelig ved I nok — og misunder andre Maden!“

De skuttede sig og trængte sig endnu nærmere om ham; hans Ord sved i dem og gjorde alligevel godt. Ingen kunde lange ud efter én som Pelle, og alligevel faa én til at føle at man ligesom var et ordenligt Menneske. Uden om dem stod de fremmede Arbejdere og lyttede anspændt for at faa lidt med.

Pludselig sprang Pelle midt ind i Nøden og lagde Hjemmenes aarelange endeløse Fortvivlelse blot, saaledes at man saá alt hvad man havde lidt — først saá det rigtig nu. De undredes over at de virkelig havde staaet for saa meget, men vidste godt at det var saaledes; deres drøje Nik bekræftede, at det passede hvert et Ord. Det var Pelles egne fortvivlede Kampe, der nu talte igennem ham — men Lidelsens Kvæde blev lagt over dem. Han selv stod der lys og sejrsikker og ragede urørlig ovenud af alting!

Efterhaanden blev han stærk og skarp i Ordene. Han bebrejdede dem deres Troløshed, mindede om hvor dyrekøbt bittert Sammenholdet var groet frem til en Lov, og gav i korte rammende Ord hele Bevægelsens Opsang som den laa og blundede i hvert et Øre. Det var de gode gamle Toner, Hjemmenes og Arbejdspladsernes egen Melodi, Pelle gav den ny Klang. De havde glemt deres Moders Røst lige som hine Landflygtige — derfor kunde de ikke finde hjem; nu kaldte den dem tilbage — til den gamle Drøm om Lykkeland! Han saá det paa deres Ansigter og var over dem i et Spring: „Kender I noget skændigere end at sælge sit Fædreland? Det har I gjort — endnu før I betraadte det — solgt det med Brødre, Koner og Børn! Og I har afsvoret jeres Religion — Troen paa den store Bevægelse! Buddene har I fornægtet, og solgt jer selv for nogle Judaspenge og en Omgang Brændevin!“

Han stod med den venstre Haand paa den store Smeds Skulder; den højre holdt han knyttet ud over dem. I den Haand holdt han dem; han følte det saa stærkt, at han ikke turde lade den synke men blev ved at holde den udstrakt. Der gik en mumlende Bølge gennem Rækkerne og forplantede sig til de fremmede Arbejdere ogsaa. De smittedes af de andres Bevægelse, og fulgte anspændt med skønt de ikke forstod stort af Sproget. Ved Udfaldene nikkede de og puffede til hinanden, og nu stod de ubevægelige med forventningsfulde Ansigter; de var under hans Tales Magt de ogsaa. Det var Solidariteten, den mægtige jordomspændende Kraft! Pelle erkendte dens forunderlige Væsen, saa der løb Kuldebølger op og ned over hans Ryg. Han holdt dem alle i sin Haand, og nu skulde Slaget slaaes — inden de fik Tid til at tygge paa det. Nu!

„Kammerater!“ raabte han overlydt. „Jeg sagde til dem derude, at I var hæderlige Folk som Nøden og et Øjebliks Uforstand havde ført op i Suppedasen. Nu gaar jeg ind og henter jeres Venner og Makkere — sa’e jeg — de længes efter at komme ud i Foraaret til jer igen! — Har jeg løjet naar jeg lovede godt paa jeres Vegne?“

„Nej du har ikke!“ svarede de med én Mund, „Leve Pelle! Længe leve _Lynet_!“

„Saa kom!“ Han sprang rask ned fra Ambolten og marsjerede gennem Hallen, slyngende Socialistmarsjens Opsang ud. De sluttede op bag ham uden Overvejelse eller Skrupler, Tempoet tog dem, det var som en Vaarvind sugede dem ud i det fri. Porten blev slaaet op og Fabrikkens Funktionærer trængt til Side. Syngende og med drønende Takt der tog Revanche efter Indespærringen, drog de ned ad Nørrebrogade med Pelle i Spidsen, ind mod Arbejdernes Bygning.

XXXIV

Det var et prægtigt Kup, Arbejdsgiverne opgav al videre Tanke om at sætte Virksomheder i Gang uden om Organisationen. Sejren gjordes fuldstændig ved, at Fagforeningerne betalte de udenlandske Arbejdere Rejsepenge og fik dem af Sted, inden de fik Tid til at tænke sig om. De blev fulgt til Dampskibet og lyst hjem med et kammeratligt Hurra.

Pelle var Dagens Mand! Hans Bedrift omtaltes i alle Blade, selv Modstanderne fældede Lansen for ham.

Han tog det som en Selvfølge, og kastede sig med hele sin Voldsomhed frem paa et nyt Punkt. Der var ikke noget at gaa til Vejrs over, Lockouten var fremdeles den tunge Kendsgærning — han følte hele Byrden af den nu. Arbejderhæren gik og sled Brostenene, mens Nationen vantrivedes; og nogen Udsigt til en snarlig Løsning var der fremdeles ikke. Men en Dag løb Kilderne tørre — og saa?

Han var for dybt mærket af Kampen til at svimle for lidt Virak, Raabene lagde blot Ansvaret endnu vægtigere over paa ham. Hvis der kom et Nederlag ud af denne forfærdelige Kamp, blev Skylden hans! og han anstrængte sin Hjærne for at finde et Middel til at knække Fjendens Modstand. Endnu bar Masserne Tilstanden med Taalmodighed, men hvor længe kunde det blive ved? Der begyndte at kredse Rygter, som varslede noget — en Dag hed det sig, at den af Førerne, der havde Indsamlingen under sig, var stukket af med Kassen; en anden, at hele Arbejderhæren var solgt til Modstanderne. Der maatte ske noget nu! Men hvad?

— —

Han kom hjem en Middag for at faa et Glimt af Familien, inden han gik til Møde. Børnene var alene hjemme. „Hvor er Mor henne?“ spurgte han og tog Lille Lasse op paa Knæet; Søster sad over Ende i Vuggen og legede.

„Mor pyntet sig og gaaet i Byen,“ svarede Drengen. „Mor var saa fin!“

„Saa, var hun det?“ Pelle gik ind i Sovekammeret og saá efter i Klædeskabet. Brudekjolen var der ikke.

„Det var da underligt,“ tænkte han og gav sig i Leg med Børnene igen. Søster rakte efter ham; han maatte tage hende op og sad med én paa hvert Knæ. Den lille blev ved at stikke til hans Overlæbe som vilde hun sige noget. „Ja Fars Overskæg er faldet af, Søster!“ udbrød Lille Lasse forklarende.

„Ja det er blæst væk,“ sagde Pelle. „Der kom en Vind — og huit var det væk!“ Han saá ind i Spejlet med lidt af en Grimasse — det Skæg havde været hans Stolthed! Saa lo han til Børnene.

Ellen kom hjem, forpustet som havde hun løbet; der laa en skær Rødme over hendes Ansigt og Hals. Hun gik ind i Sovekamret med Overstykket paa. Pelle kom derind. „Du har jo din Brudekjole paa,“ sagde han forundret.

„Ja. Jeg skal have rettet noget ved den og var henne hos Syjomfruen, for at hun kunde se mig med den paa. Men gaa nu ind, saa kommer jeg straks. Jeg skal blot skifte Kjole.“

Pelle vilde blive, men hun skød ham hen imod Døren. „Gaa nu ind,“ sagde hun og dækkede sin Barm med Kjolen. Den skære Rødme laa langt ned over Barmen — hun kunde være saa skøn i sin Blusel.

Lidt efter kom hun ind og lagde nogle Sedler foran ham paa Bordet.

„Hvad er nu det igen?“ udbrød han, halv bestyrtet over saa mange Penge.

„Ja er det ikke et mærkeligt Held jeg har? — jeg har vundet igen paa Sedlen! Er det saa ikke en dygtig Kone du har?“ Hun stod bag ham med Armen hvilende paa hans Ryg.

Pelle sad lidt og ludede som havde han faaet et Dunk i Hovedet. Saa skød han hendes Arm til Side og vendte sig om. „Har du vundet igen siger du? — to Gange? — i samme Serie?“ Han talte langsomt, enstonigt, som maatte han indprente sig hvert Ord.

„Ja. Synes du saa ikke jeg er flink?“ Hun saá usikkert paa ham og forsøgte at smile.

„Men det kan man jo bare ikke,“ sagde han slæbende — „det kan man jo bare ikke.“ Pludselig sprang han op og greb hende i Halsen. „Det er Løgn! — Du lyver!“ raabte han rasende. „Vil du ud med Sandheden — vil du!“ Han pressede hende bagover ned mod Bordet som vilde han myrde hende. Lille Lasse skreg.

Hun stirrede paa ham med et forundret Blik, hvori Rædslen trak mere og sammen. Han slap hende og vendte Ansigtet bort for ikke at se de dødsmærkede Øjne; men hun rejste sig ikke, stirrede blot uudholdeligt paa ham, som et Dyr der skal slagtes og ingenting forstaar. Pelle tog og rejste hende op; saa gik han stille hen og gav sig af med Drengen for at berolige ham. I hans Hænder var der en ækel Fornemmelse, omtrent som naar han i sin Drengetid havde kvalt en Fugleunge. Ellers følte han ikke noget, alting var blot saa ækelt. Det var Forholdene, og nu vilde han gaa.

Det slog ham mens han samlede sine Ting, at hun stod ved Bordet og græd stille. Han hørte det pludselig, men uden at det angik ham. Da han var færdig og havde kysset Børnene, gik der et Ryk igennem hende; hun traadte i Vejen for ham paa sin gamle energiske Maade.

„Gaa ikke fra mig — du maa ikke gaa!“ sagde hun hulkende. „Aa — jeg vilde jo kun jeres Vel, og du tog dig jo ikke af noget! Nej det er ingen Bebrejdelse — men Maden du! Børnene og du selv! Jeg kunde ikke taale at se jer mangle alting — dig mest — Pelle som jeg holder af dig! — Det var jo for din Skyld — mest for din Skyld!“

Det lød som Sang i hans Øre, en underlig fjærn Sang; Ordene hørte han ikke. Han skød hende læmpeligt til Side, kyssede igen Drengen og kærtegnede ham; hun stod død og stirrede paa hans Bevægelser, med forvirret strittende Øjne. Da han gik med Døren, sank hun sammen.

— —

Pelle havde lagt sine Ejendele nede hos Rullekonen og gik mekanisk indefter; der var intet Ekko, ikke en Lyd om ham, han gik og sov. Fødderne bar ham ind til Arbejderbygningen og op ad Trapperne til det Værelse, hvorfra Kampen lededes, han tog sin Plads mellem de andre uden at vide af det, og sad og stirrede ned i det grønne Bordklæde.

Stemningen var præget af Mismod. Man havde længe øjnet Bunden i Fagkasserne, og Selvbeskatningen gav mindre, efterhaanden som flere blev smidt paa Gaden. Offervilligheden ude omkring begyndte ogsaa stærkt at slappes. Offenligheden var ked af dette nu, alting sygnede hen, nu maatte de se at forliges! Henved halvhundred Tusend Mand var nu ledige, Hungersnøden begyndte at stikke sit grinende Hoved frem. Det Øjeblik nærmede sig som Kapitalen regnede med, da Børnenes Graad for Brød maatte virke opløsende paa Arbejdernes Vilje og faa dem til at ofre Ære og Selvstændighed for at stille Smaavæsnernes Sult. Og hos Fjenden sporedes ingen Tegn til Fredsønsker!

Det prægede alle Kampraadets Medlemmer som de sad her, med Hundredtusenders Ve og Vel hængende tungt over sig. Ingen turde tage det nøgne Ansvar paa sig ved et stærkt Forslag til den ene eller anden Side. Sæt nu man maatte give op om en Uge eller to! saa havde op imod en Kvart Million Væsner lidt Kvaler til ingen Nytte. En uhyre Afstumpning vilde blive Følgen af det og selve Nederlaget —, som satte dem tilbage for mange Aar. Men hvis Arbejdsgiverne ikke kunde staa sig saa længe mod det Tryk, Finansverdenen begyndte at øve paa dem — saa var Sejren forspildt, hvis man opgav Kampen nu!

Her var al klog Beregning for lille! den store blinde Skæbne herskede her. Hvem turde foregive, at han kunde løfte Sløret for Fremtiden og vise Vejen? Ingen! Og Pelle den lyse Brand, der saa hensynsløst viste Vejen fremad, sad og sov som angik det hele ikke ham mere. Han var nok sprængt under det uhyre Arbejde!

Sekretæren kom ind med en rødt indstreget Avis og rakte den til Formanden, han stirrede lidt paa det indstregede Stykke, saa rejste han sig og læste det op; Bladet dansede i hans Hænder:

„Ca. tredve Arbejderhustruer —, unge og smukke — kan under Lockouten komme i Huset hos forskellige Pebersvende. God Behandling garanteres. Bladets Kontor anviser.“

Pelle sprang op af sin Dvale, hele hans forfærdelige Ulykke stod pludselig skærende klar for ham. „Ja saadan skal det være!“ raabte han. „Nu har Kapitalen Fingrene ude efter vore Hustruer — nu gøres de til Skøger! Nu maa vi slaa! slaa! Et sidste Slag maa vi slaa — og det skal være haardt!“

„Men hvordan?“ spurgte de.

Pelle var blevet hvid af tilkæmpet Ro, saa lysende klar havde hans Forstand aldrig været. Nu skulde Ellen hævnes paa dem, der tog alt — lige til den fattige Mands eneste Lam!

„Allerførst maa vi udsende en optimistisk Redegørelse — endnu i Dag!“ sagde han smilende. „Kassen er næsten tom, godt saa meddeler vi, at Arbejderne har Midler til at føre Kampen et Aar om det skal være. Og saa slaar vi!“

En gammel forglemt Fantasi var sprunget frem i ham som en fast Plan — født af Vreden.