Part 22

Ved St. Hansgade drejede han fra, han vinkede af til Betjenten som vilde følge ham, og gik ene videre ned Gaden uden at se sig til Siderne, sky og med dukket Hoved. Hvergang en Barnestemme raabte op, rykkede det uforvarende i ham. Nede i Gaden stansede han som fastnaglet, uden for hans Gadedør laa en Bunke fattigt Skrammel i Rendestenen, en Flok maábende Unger stod i Rundkreds om Bunken, og inde i Klyngen stod en yngre Kone og fire Børn og holdt grædende Vagt ved Stumperne. Manden trængte sig gennem Flokken og vekslede et Par Ord med Konen; saa knyttede han Hænderne og rystede dem truende mod Kasernen.

Pelle gik hen til ham. „Du har det ikke godt Kammerat,“ sagde han og lagde Haanden paa hans Skulder — „du er meget for god til det, du har været oppe i. Du skulde hellere gaa med mig og træde ind i Organisationen igen?“

Manden vendte langsomt Hovedet. „Naa det er dig!“ sagde han og rystede med et Ryk Pelles Haand af sig. „Og lige frisk og fræk ser du ud. Elendigheden har nok ikke taget paa dig. Det er nok ikke noget daarligt Ben at være Levebrødsmand, hva’?“

Pelle blev rød af Vrede men beherskede sig. „Dine Grovheder fornærmer mig ikke,“ sagde han, „jeg har sultet for Sagen, mens du luskede udenom. Men det skal være dig glemt, naar du vil gaa med.“

Manden lo bittert og pegede op mod Kasernen: „Gaa du hellere op med Medaljen til dem deroppe. I tre Maaneder har de sjikaneret mig, og gjort Helvede hedt for Kone og Børn for at faa os røget ud. Og da det ikke hjalp, rendte de til Værten og tvang ham til at sige mig op. Men Hansen er stædig — han lader sig ikke drive paa Porten. Og nu har de saa sat mig ud ved Fogden hva’?“ han lo hult. „Men de Par Ting kan vel bæres op igen for Satan — skal vi fange an Mutter?“

„Jeg skal gærne tale med Værten. Og husk paa du er gammel Fagforeningsmand.“

„Gammel —? ja jeg har været med fra første Begyndelse.“ Manden rettede sig stolt. „Men derfor sulter jeg ikke Kone og Børn ihjæl. — Naa du skulde gaa Tiggergang for mig? Vil du skrubbe af! Skrub af for Satan, eller jeg knuser Skallen paa dig med dette her!“ Han greb et Bordben, Øjnene var helt blodskudte. Hans unge Kone gik hen og tog ham i Haanden. „Hans“ sagde hun stille. Saa lod han Vaabnet falde.

Pelle følte Konens bedende Øjne paa sig og gik.

XXXI

Naar Pelle dødstræt var paa Vejen hjem om Aftenen, forlod Følelsen af Ubetvingelighed ham, og da drejede hans Tanker sig mod Ellen.

Om Dagen var der ingen Vaklen eller Usikkerhed over ham. Naar han optraadte og greb ind, var det altid med Massernes Tusender i Ryggen. Han følte den store Arbejderhær bag sig, naar han slog aabent til eller mødte tilknappet for at forhandle med Modstandernes Førere. Men til Ellen kom han ene uden andet end sit Menneske at falde tilbage paa. Og uden om hende kunde han ikke komme; hvad stort der saa bar ham frem derude, blev hun ved at sidde inde med hans Livs Hemmelighed. Hun var stærk og lod sig ikke feje til Side, han _maatte_ grunde over hendes Væsen og se at finde en Løsning.

Pelle havde Ærende i utallige Familier, og hvad han saá var ikke altid lige hyggeligt. Hjemmet var et Begreb som først var ved at trænge ned fra Middelstanden; selv i normale Arbejdsperioder tjente de færreste nok til, at der kunde blive Familiehygge ud af det, og Kvinderne forstod ikke at skabe den endnu. Manden kunde være pæn og velklædt naar man traf ham ude, men kom man saa med hjem, gentog det samme sig: En skummel snavset Rede, og en forhutlet Kvinde der gik og gnavede mellem en Flok Unger. Fortjenesten tillod kun én at leve ordenligt. Manden vendte udad, han skulde have Paalægsmad med paa Arbejdspladsen, og lidt ordenligt maatte der stikkes ham naar han kom hjem; de andre hutlede sig saa frem med lidt Kaffe og Brød, hyggelige Familiemaaltider kunde der ikke være Tale om. Klæder maatte han ogsaa have, han var Fasaden, det hele hængte paa ham. Nogen Forstaaelse var der ikke i disse Kvindfolk, de saá kun hvad der var lige for — Arbejdsløsheden og Manglerne i Hjemmet, og gnavede Manden ud af Huset naar han viste sig: „Du gaar dér og rager dig op i alt muligt der ikke kommer os ved — Politik og store Ord — i Stedet for at passe dit gode Arbejde og lade Tosserne nappes.“ Saa gik de igen og gjorde deres Arbejde for Organisationen paa Beværtninger, flere af dem var Tillidsmænd, og Pelle mødtes med dem dér til Forhandling. De var mismodige naar de kom, og skulde først tøes op.

Pelle mødte med lyst Haab for dem ogsaa; naar de klagede i deres Mismod, gav han store Anvisninger paa Fremtiden: „Vore Koner skal nok give os Ret. Den Dag kommer snart; da vi kan møde med en ordenlig Ugeløn, der er nok til alle i Hjemmet.“

„Og hvis det nu ikke sker?“ kunde de sige.

„Det skal ske — blot vi holder ud!“ raabte han og slog i Bordet.

Ja han kunde sagtens se lyst paa alting. Han havde faaet sig en Kone fra et Elitehjem, en som holdt Huset rent og hyggeligt og forstod at faa det mest mulige ud af lidt. Datter af en gammel Fagforeningsformand, opdraget midt i Bevægelsen — en Kone som saá med kloge Øjne paa sin Mands Forehavender — jo han kunde sagtens. Til det sidste maatte Pelle tie.

Paa det Punkt havde hun ikke taget ved Arv og Lære, men var den hun var, og vilde aldrig blive anderledes hvad der saa gik hen over Hovedet paa hende. Pelle ofrede Kone og Børn for en kunstig Ide, for ikke at svigte nogle ligegyldige Kammerater! Det med Strejken og den haarde Fordømmelse af dem der ikke holdt Trop, var og blev for hende Værtshusbryg; noget Arbejderne havde siddet og kørt ind i deres Hoveder, naar de havde en halv en paa.

Saadan var det, og det fyldte hendes Væsen med krænket Smærte at se sig og sine sat til Side for uvedkommende — en Smærte der gjorde hende skøn og gav hende Ret i sit.

Hun anklagede aldrig i Ord og sørgede altid for at sætte frem hvad Huset formaaede. Altid traf han Hjemmet i Orden, og han begreb, hvad det maatte koste hende af Anstrængelse med de faa Midler der var til Raadighed. Der var intet Angrebspunkt paa hende, og det gjorde Tilstanden endnu mere trykkende; den kunde ikke komme til noget Udbrud og faa Luft, det var umuligt at skælde ud og saa blive gode Venner igen.

Ofte ønskede han at Ellen vilde være forsømmelig som saa mange andre. Men hun holdt sig stiv; jo mere hans Sager gik saaledes at hun maatte fordømme dem, des korrektere blev hun selv.

Naar han endda havde kunnet forklare hendes manglende Forstaaelse med at hun var gold og egenkærlig. Enkel og usammensat havde han altid syntes hun var, og alligevel blev hendes Væsen ved at være en Gaade! Hun var ikke overdreven gavmild og medfølende over for andre — det var sandt; men hun krævede heller ikke noget for sin egen Mund, det var for ham og Børnene hun tænkte alle sine Tanker. Han maatte indrømme, at hun havde ofret alt hensynsløst for hans Skyld — Hjem, hele Verden! og havde Ret til at kræve noget igen.

Ogsaa her var hun uforandret den samme. Hendes eget var hende ligegyldigt; naar bare han og Børnene havde noget, var det hende nok; hun behøvede saa lidt selv, syntes at blive mæt ved at se dem spise. Pelle maatte ofte undres over, at hun bevarede sit gode Huld uanfægtet af, hvor simpel den Føde var hun tog til sig. Hun kunde jo pleje sig selv i Smug, men den Tanke jog han bort igen med Skam. Hvad hun spiste, havde altid været hende saa inderlig ligegyldigt; hun agtede ikke paa hvad det bestod af, men kræsede for ham og Børnene — især ham — og syntes at trives derved. Ja endnu kræsede hun virkelig for ham! det var som hun opfyldte en dyb Lov uafhængig af deres indbyrdes Forhold; her kunde heller intet forandre hendes Væsen. Hun kunde ligne en smuk stor Moderhund, der sidder og agter opmærksomt paa Ungernes Appetit; ingen kan af dens overlegne Ro gætte at dens egne Tarme slides af Sult. Naar de lævnede, pressede hun dem. „Jeg har spist,“ sagde hun, saa roligt at det gærne lykkedes hende at skuffe dem. Ak saa fortvivlet var det da at tænke paa, endnu mere uudholdeligt, jo dybere han trængte ind i det. Hun ofrede sig for ham, og maatte fordømme hans Færd! Sulten forstod hun at møde, langt bedre end han — og begreb ikke hvorfor de maatte sulte!

Af alle disse smærtelige Overvejelser steg hun bestandig stærkere frem, stærkere og mere ufattelig, skøn i al sin Egenhed. Og han skyndte sig hjem, fuld af brændende Længsel og Hengivenhed; og bestandig med et Haab om, at hun denne Gang vilde komme ham i Møde, blussende af Kærlighed, og i Blusel gemme sine Øjne ved hans Skulder. Skuffelsen kastede ham endnu voldsommere ind i Kampen; Hjærtets Higen efter en blød nænsom Haand gjorde hans egen haard.

* * * * *

Stadig prøvede han paa Udveje til at skaffe Penge. Men da der paa Forhaand ingen Udveje gaves og han var stærkt optaget af Kampen, beskæftigede hans Tanker sig ikke med det. Det sad derinde bag i hans Bevidsthed som et vellystigt Ønske der blot favnede den daglige Tilværelse; det var som noget inde i hans Sjæl havde taget hans Tegnegave i Besiddelse, sad og tegnede dejlige Pengesedler og skød dem op for hans Fantasi.

En Dag han kom hjem, sad Enkemadam Rasmussen og passede Børnene mens hun syede Kludesko; Druk Valde var fløjet fra hende — ud i Foraaret! Ellen var ude paa Arbejde. Det gav et Stik i ham, Maaden hun havde gjort det paa, uden at nævne et Ord til ham om det først, virkede som et Slag i Ansigtet paa ham, og i første Øjeblik blev han ond. Men Lumskhed var hans Natur fremmed! Han maatte erkende, at hun havde Ret i sit; og saa var Vreden forduftet. Tilbage blev en fortvivlet Stemning, noget inde i ham vaklede — dette var dog den omvendte Verden. „Jeg maa hellere blive hjemme og passe Børnene,“ tænkte han bittert.

„Nu skal jeg nok blive hos Børnene, Madam Rasmussen!“ sagde han. Konen samlede sit Arbejde sammen.

„Ja De har meget for,“ sagde hun og stansede henne ved Døren. „Jeg forstaar mig ikke paa hvad det er; men kil bare paa! det er nu mit Valgsprog. For værre end det er, kan det aldrig blive. Enkemadam — jo pyt, lad os bare ikke skabe os! Et Mandfolk kan jo knap forsørge sig selv, end sige Familie i denne forbandede Verden — og faa Børn behøver man ikke hedde Madam for. — Her har nu jeg gaaet og slidt mig Liv og Helsen ud af Kroppen, og tror man jeg nogensinde har tjent til de Rake, jeg slider op ved min Sjoven? Nej dem har jeg pænt maattet tigge mig til hos Herskaberne, hvor jeg vaskede. Jo man bli’r flaaet gør man, Madam Rasmussen har selv prøvet det. Saa jeg siger, dæng bare igen! Der kommer Drengen hjem: Mor nu har de igen lagt paa Pindebrændet, en Øre paa to Snese. Hvad rager det os Dreng, kan vi maaske købe to Snese ad Gangen? siger jeg. Jamen Mor, saa er det en Øre mere paa én Snes! Og Æggene, de koster en Krone og tyve inde hvor de velhavende handler, men her! Bevares Madam, naar De tager to, faar De dem for femten Øre. Det bliver saa lige otte Øre for et Æg, for én skal jo have det mindste Maal, Pengene er ikke engang efter det. Det er surt at være fattig. Bliver det aldrig bedre, saa gid Fanden ha’e den der har skabt det hele! — det var dyrt bandt.“

Pelle sad og legede med Lille Lasse. Madam Rasmussens Ord havde oprettet noget i ham. Det var den evige Klage, den evige Klage; for hver Gang den lød, uddybedes Fattigmandsverdenen endnu mere — for ham som dog skulde kende det hele! Det var en forfærdelig Afgrund at se ned i, bundløs; aldrig syntes man at naa ned til de nederste. Og han havde Ret, han havde Ret!

Han sad og tegnede sorgløst for Drengen paa et Stykke Papir og tænkte paa helt andre Ting; uvilkaarligt tog Tegningen Form inde fra. „Det er jo Penge, det er jo Penge!“ raabte Lille Lasse og klappede i Hænderne. Pelle saá vaagent paa Tegningen — javist, det var de grove Træk af en Tikroneseddel. Det smigrede hans Faderhjærte, at Drengen havde genkendt den; han fik Lyst til at se hvor godt den lignede. Men hvor i Alverden skulde han faa en „Blaa“ fra? Pelle, der var med til at indsamle og fordele Millioner i denne Tid, ejede ikke ti Kroner. Piben, Piben! — det var jo dér Drengen havde sin Forestilling fra. Hans gamle Julepibe havde pudsigt nok en Tikroneseddel paa Hovedet — det var næsten som en Tanke! Han fik den frem og sammenlignede; der var ikke røget af den længe — der var ikke Raad til det. Han satte sig ivrigt til at udfylde Tegningen, mens Lille Lasse stod og morede sig over Blyantens Hop. „Far er rigtignok stor, Far kan!“ sagde han og vilde have Søster vækket, for at hun kunde være med i Legen.

Nej Resultatet vilde ikke blive godt! Billedet skulde skæres ud i Træ og trykkes med Farve, for at Ligheden kunde komme frem. Saa kom Ellen hjem, og han gemte det af Vejen.

„Vil du ikke nok lade være med at gaa paa Arbejde?“ sagde han, „jeg skal nok se at skaffe det nødvendige.“

„Hvorfor det?“ svarede hun lukket — „jeg er vel ikke for god til at bestille noget.“ Der var ingen Klang i hendes Stemme som kunde lokkes for; saa gik han til Møde.

Nu Ellen var ude, stak han hjem om Dagen saa tidt han kunde afse lidt Tid, for at se til Børnene. Han havde faaet fat i et Stykke haardt Træ og en Tikroneseddel. Han førte med stor Omhu Sedlen over paa Træstykket og gav sig til at skære den ud, mens han sad og pludrede med Børnene. Beskæftigelsen lagde Beslag paa ny Sider i ham; den sysselsatte hans Sind som en kunstnerisk Opgave, der laa bagved alt og arbejdede paa egen Haand i ham, ogsaa naar han var ude. Arbejdet fyldte hans Sind med en egen Skønhed, saalænge det stod paa. En varm og lykkemættet Verden steg frem af dette Seddelansigt, der gled bestandig tydeligere ud af Dunkelheden, og slog alle Savn til Side. Naar Pelle sad ved dette, løftedes hans Sind ud af alt trykkende som var han beruset, det var slet ikke til. Han blev optimistisk og gav i Tankerne rige Løfter til Ellen.

Alting var i Grunden saa lige til, det var en Misforstaaelse — ikke andet! Han maatte tale med hende, og hun vilde straks indse, hvilken lykkelig Tilværelse de gik ind til — blot de holdt ud. Det var Tavsheden der havde sat ondt. Lykken, Lykken; den var nærmere nu end nogensinde, større og herligere end de andre Gange den havde banket paa! Hvorfor — vidste han ikke, gjorde sig ikke Rede for!

Men naar han hørte hendes Skridt paa Trappen, blegnede Drømmene. Han vaagnede og gemte sine Sysler af Vejen, skamfuld ved Tanken om, at hun kunde komme hjem fra Arbejde og gribe ham i at sidde og lege.

Undertiden knugedes han ned ved Følelsen af det uoverkommelige i Forholdet til Ellen. Han kunde ikke klare det modstridende i den bestandige Higen udad til større og stærkere Forhold, fra Sejr til Triumf — og Afmagten hjemme, hvor hans Lykke gik baglæns. Han blev træt af at gruble over det, og fik Lyst til at være ligeglad med det hele. Trang til at drikke havde han ikke, men noget var ved at forfalde i ham alligevel. En vis Ligegyldighed over for eget Velfærd aad sig opløsende ind paa ham og fik ham til at vove sig langt ud, ligeglad med om han gjorde Dumheder som skadede ham. Men saa raabte det stærkt i ham, især naar han stod over for beske Udslag af Nøden. „Det er mit gamle Lyde“ tænkte han og blev agtpaagivende. I Barndommen var det et Slags Slagtilfælde, nu var det blevet til en Stemme.

XXXII

En tidlig Morgen vandrede Pelle ind gennem Byen. Han var staaet op før Ellen for at være fri for det pinlige Morgenmaaltid. Ellen vilde anvende al sin Kløgt for at faa ham til at sætte et ordenligt Foder til Livs, og Maven var ikke svær at overtale; bagefter gik han saa og skammede sig over at han havde forsynet sig paa de andres Bekostning. Saa snild han var, kunde han ikke staa sig mod hende paa anden Maade, end ved at stikke af mens hun sov.

Hans fastende Tilstand gav Byen og hele Tilværelsen et eget gennemsigtigt Skær. Der laa en lang Dag for ham med et uhyre Arbejde, og bag sig havde han den friske Sejr fra i Gaar. Det forholdt sig saaledes dermed, at Jærnmændene havde faaet den snilde Ide at stifte en Splittelsesforening for Smede og Maskinarbejdere og lægge Navnet nær op ad deres Fagforenings. De udsendte saa Løbesedler til Folkene om, at Faget genoptog Arbejdet næste Dag. Mange var ikke stive i at læse og tog det for en Meddelelse fra deres egen Fagforening, andre mente at en Fagforening var en Fagforening, og nogle lod sig lokke af de større Fordele den ny Forening bød. Der var stor Forvirring blandt Fagets Arbejdere! Saa snart Fiffet var afsløret, trak enhver hæderlig Mand sig ud af Historien; men en Vandgang var det! — og en gruelig flov én over for alle Kammeraterne.

Pelle var godt gal i Hovedet over dette Krigspuds, der til syvende og sidst ramte ham som Lederen af den aabne Kamp; han havde lidt et Nederlag og pønsede paa Hævn. Trods alle Strejkevagtens Anstrængelser var det ikke muligt at faa den fuldtallige Liste over Skruebrækkerne; Ærgrelsen over det sad og brændte i ham som en beskæmmende Følelse af Afmagt, han var bekendt for at naa Bunden naar han tog sig noget paa! Han besluttede at møde List med List og sætte en Fælde for Modstanderne, saa de selv udleverede Skruebrækkerne. En Morgen offenliggjorde han sin Liste i _Arbejderen_ med et hoverende: Se her, flere har Modstanderne ikke! Om nu Arbejdsgiverne virkelig gik i Vandet, eller Skruebrækkernes Skæbne i Grunden var dem ligegyldig: Næste Morgen protesterede deres Organ og opgav Navn og Tal paa Resten ogsaa.

Det var en Lussing der havde vasket sig, den kastede Lys over de magre stillestaaende Ansigter — sikken en Tak for sidst! Den Pelle var en Fandens Fyr — Hurra for _Lynet_! —

Pelle _var_ en Fandens Fyr som han travede af Sted, frisk og fuld af Gaa-paa-Mod, og tog Ekkoet fra Sidegaderne og de store Kaserner ind i sit kraftige Trit. Gader og Huse var rimduggede af Nattefrosten, oppe i Luften var der en egen Tindren som hørte Byen til, Lyset kom fra skjulte Kilder. Han havde ladt alle Bekymringer bag sig derhjemme, rundt om var der Arbejdere som hilste, og han sendte dem sin Genhilsen som en Opsang. Han kendte dem ikke, men de kendte ham! Følelsen af at hans Arbejde — saa haarde Spor det drog — vakte Taknemmelighed løftede ham fremad.

Der var intet Morgenhumør over Byen. Lockouten laa som en lammende Haand over det hele, Omsætningen var træg, og Mellemstanden sukkede. Men nogen Udsigt til Fredslutning var der ikke, begge Parter var uforsonlige. Arbejderne havde ikke mistet noget ved Murernes uoverlagte Stansning — Sympatien for Underklasserne var af politisk Oprindelse; ude fra Landet strømmede Bidragene fremdeles ind. Ogsaa fra Udlandet kom der betydelige Summer. Kampen kostede Arbejderne en halv Million om Ugen nu, og Hjælpen udefra var at se til som Draaber i Havet. Men den gav moralsk Støtte, og virkede ansporende paa Selvbeskatningen som bar det hele. Armodens hundredtusend Hjem lod deres sidste Stumper springe for at føre Kampen igennem; nu vilde de have Fremtiden afgjort. Arbejdsgiverne prøvede at stoppe den store Landsindsamling ved at gøre Myndighederne opmærksomme paa en ældgammel Forordning om Betleri, men det vakte kun Munterhed. Lidt Latter havde man endnu Raad til.

Arbejderne havde indrettet sig med Sulten. De tog ikke i Skoven mere, men færdedes sindigt gennem Gaderne som Folk der har altfor god Tid — og gav Byens Ansigt et eget Præg af fattig Eftertænksomhed. Deres Skridt var for dvælende til at give Genlyd, og i Hjemmene var der Ro til Eftertanke. De larmende, altid sultne Børn var spredt ud over Landet — de havde da den gode Mad; men tomt var her efter dem!

Pelle mødte dem i Hold, de var paa Vej til de forskellige Mønstringer. De rejste Hovedet idet han gik forbi; hans Skridt gav Genlyd for dem alle. Det var fyrretyve Tusend Mand dér kom, deres Haab, deres Vilje — Pelle udtrykte det hele for dem! De stirrede efter hans uovervindelige Skikkelse og rettede sig op. „Satan til Ka’l,“ sagde de lyst til hinanden — „han ser ud, som kunde han gaa det hele ned! Se engang paa ham, han kan jo knap faa sig af Vejen for de store Lastvogne! Skal vi gi’e ham et Leve, Kammerater!“

Værtshusholderne stod i Kælderhalsen og gabede op mod Morgenhimlen — det var Dyrtid for dem! I Beværtningernes Vinduer hang Papskilte med Indskriften: Her modtages Bidrag til de Udelukkede!

Paa Dronning Louises Bro mødte Pelle en lille blegfed Mand i en lurvet Frakke; han havde slappe Træk og en stor rød Næse. „God Morgen Hr. General!“ raabte Pelle muntert; Manden slog nedladende ud med Haanden. Det var Straamanden for _Arbejderen_, en forhenværende Kapitalist, der for en lille ugenlig Betaling var Bladets ansvarhavende Redaktør over for Myndighederne. Han tog Fængselsstraffene paa sig, og sad — for et yderligere Tillæg af fem Kroner om Ugen — Bladets Bøder af. Naar han ikke var i Arresten, opholdt han Livet ved Drik. Han led af Storhedsvanvid og bildte sig ind, at det var ham der førte hele Arbejderbevægelsen; derfor kunde han ikke lide Pelle.

Inde i Arbejderbygningens store Gaard var Havnearbejderne mødt til Mandtal. Formanden tog imod Pelle i Porten; det var den samme Arbejder Pelle og Tudeper havde taget sig af en Aften paa Havnen — nu forstod han sig paa det ny!

„Naa hvordan gaar det?“ spurgte Pelle og trykkede hans Haand.

„Storartet! af Tusend Mand mangler kun syv.“

„Men hvor er Glade Jakob henne? Er han syg?“

„Han er arresteret,“ svarede Formanden mørkt. „Han kunde ikke holde ud at se paa at hans gamle Forældre sultede — saa gjorde han Indbrud hos en Urtekræmmer — han og Broderen. Nu sidder de begge to!“

Et Øjeblik blev Rynkerne i Pelles Pande forfærdelig dybe og graa; han stod og stirrede blindt ud, de lyse Træk i hans Ansigt segnede og lagde sig, i tung Jammer. Arbejderne gloede paa ham — stod han ikke dér og faldt i Søvn, ret op og ned! Men saa tog han sig sammen.

„Naa Folkens, kan I faa Tiden til at gaa?“ spurgte han muntert.

„Aa, hvad det angaar! Det er første Gang man har Lejlighed til at lære Kone og Børn ordenlig at kende,“ svarede de. „Men derfor kunde det alligevel være morsomt at faa fat igen.“

Det var synligt at Lediggangen begyndte at tynge nu; der sad en bestandig Grublen i deres stillestaaende Træk, Øjnene rettede sig paa ham med en vedholdende haard Spørgen. De forlangte, at hvad han tog sig for skulde være afgørende til den ene eller anden Side. Blødladne var de ikke blevet, de stemte stadig for at gaa videre. Derude i Forlængelsen af Kampen laa det de søgte, og de spejdede i Pelles Ansigt efter et Træk der kunde bekræfte Lykken.

Mange underlige Spørgsmaal maatte han besvare; der groede besynderlig fantastiske Forestillinger frem af Nøden og røbede, at deres rolige beherskede Optræden var Resultatet af mange aarvaagne Kræfter.

„Tager vi nu hele Magten og Rigdommen fra de Store?“ spurgte en Arbejder efter længe at have stirret grundende paa Pelle. Kampen havde hærget hans Skikkelse, men til Gengæld tændt en Gnist i hans Øjne.

„Ja nu tager vi vor Menneskeret, og kræver Arbejderen respekteret!“ svarede Pelle. „Saa bliver der ikke noget der hedder Herrer og Smaafolk længer.“

„Men hvad saa hvis de vil op igen? Vi maa gøre en hurtig Ende paa dem, saa de ikke skal kravle op og ride paa os igen.“

„Du vil kanske ha’e dem ud paa Fælleden og skyde dem — men det er ikke nødvendigt,“ sagde Sidemanden. „Naar dette her er ovre, saa er der ingen der tør hugge vor Mad mere.“

„Bliver der saa slet ingen Fattigdom mere?“ spurgte den første igen, vendt mod Pelle.

„Nej! Naar vi først faar vort eget rigtig i Gang, bliver der godt at være i alle Hjem. Læser du ikke dit Blad?“

Vist læste han; men det var ingen Skade til at Pelle selv bekræftede det store. Og Pelle kunde gøre det, fordi han aldrig kendte til Tvivl. Det havde været tungt for Masserne at naa frem til det ny Syn paa Tingene, saa tungt som at dreje en Klode! Der maatte ske noget stort til Gengæld.

Nogle af dem havde faaet et Par Stykker Mad frem, og gav sig til at spise mens de drøftede Sagerne. „Velbekomme!“ sagde Pelle og nikkede Farvel til dem. Hans Tænder løb i Vand, han huskede at han ikke havde faaet hverken vaadt eller tørt endnu. Men det var der ikke Tid at spekulere over; han maatte paa Stedet ud til Stolpe og træffe Aftale om Posteringen af Strejkevagter.