# Pelle Erobreren 3: Den store Kamp

## Part 16

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-3-den-store-kamp-76883/index.md

Meyer sad og saá sig om i den tarvelige nette Stue, som vilde han først sammenligne Fjendens Forraad med sine egne, inden han foretog sig noget. Pelle fangede noget i hans vandrende Blik og blev pludselig en hel Del klogere i Menneskekundskab. „Han sidder jo ligefrem og kigger efter, om der ikke er røget noget paa Laanekontoret,“ tænkte han opbragt.

„Hm — jeg har modtaget Deres ærede Skrivelse,“ begyndte Meyer endelig. „De mener ikke der er Anledning til nogen Drøftelse af Tilstanden; men æ — jeg synes dog —.“

„Nej, det mener jeg rigtignok ikke,“ svarede Pelle som havde sat sig for at holde Skrivelsens Tone — „der er jo den bedste Orden over det hele. I det hele lader det jo til at skulle gaa nu, da vi har hver sin Forening og kan drøfte Sagerne som Ligemænd.“ Han saá uskyldigt paa Meyer.

„Naa det synes De? Det kan dog ikke være Dem ubekendt, at mine Arbejdere forlader mig den ene efter den anden — for ikke at sige at de pilles bort. Jeg kan ikke tjene Dem i at kalde det ordnede Forhold.“

Pelle sad og ærgrede sig over Meyers slikkede Tone. Hvorfor Fanden brændte han ikke løs som et ordenlig Mandfolk, i Stedet for at sidde og svede Hentydninger ud! Men skulde der laves Dikkedarer, saa hvorfor ikke? „Saa Deres Folk forlader Dem?“ spurgte han interesseret.

„Ja de gør!“ svarede Meyer og saá overrasket op, Pelles Tone gjorde ham usikker. „Og de sjikanerer mig, overholder ikke Aftalerne og lader mine Bude rende forgæves. Tidligere har hver Mand hentet og bragt sit Arbejde, nu maa jeg holde Bude til det; det kan Forretningen ikke bære.“

„Svendene har nu ogsaa maattet rende forgæves — jeg har jo selv arbejdet for Dem,“ svarede Pelle. „Men De mener altsaa, vi bedre kan bære den Tidsspilde?“

Meyer trak paa Skuldrene. „Det er dog et Led i deres Erhværv, Forholdene ere nu engang baserede paa den Ordning. Men naar jeg saa endda var sikker paa at have Folk. — Det gaar ikke, det dér, Mand!“ skreg han pludselig op — „det gaar pinedød ikke! Det er ikke hæderligt!“

Lille Lasse sprat i Vejret og gav sig til at brøle, Ellen kom hastigt og tog ham ind i Sovekammeret.

Pelle var blevet skarp om Munden. „Naar Deres Folk forlader Dem, har de vel sagtens Grund til det,“ svarede han, men havde mere Lyst til at sige Meyer lige op i Synet at han var en Udpiner. „Fagforeningen kan ikke tvinge sine Medlemmer til at arbejde for en Mand, de maaske ikke kan komme til Rette med. Jeg har selv lige faaet Afsked paa et Værksted — man kan dog ikke alarmere de to Foreninger af den Grund.“ Han saá fast paa sin Modstander, idet han langede ham dén ud; Linjerne i hans Ansigt dirrede let.

„Aha!“ udbrød Meyer og gned sig i Hænderne med et Udtryk som sagde, at nu endelig følte han fast Bund under sig. „Ak so — der slap det endelig ud! De er jo Diplomat ogsaa — stor Diplomat! — Det er en klog Mand De har, lille Frue!“ vendte han sig til Ellen der stod og puslede ved Buffeten. „Hør Hr. Pelle, De er en Mand for mig, og vi maa komme til et Resultat. Naar to dygtige Folk taler sammen, kommer der noget ud af det — det kan ikke være andet! Jeg har Brug for en intelligent og dygtig Fagmand til at forestaa Maaltagning og Tilskæring, Pladsen er godt lønnet, og De kan faa skriftlig Kontrakt paa en Aarrække. Hvad siger De til det?“

Pelle løftede Hovedet i et Ryk. Ellens Øjne skød Gnister; de blev forunderlig mørke og lagde sig tvingende over ham — som vilde de brænde en Vilje ind i ham. Et Øjeblik stirrede han fortumlet frem, Tilbudet kom saa overvældende stort bag paa ham. Saa smilede han. Ej ej! skulde han nu sælges som Udpinerens Haandlanger!

„Det er vist ikke noget for mig,“ svarede han.

„De maa naturligvis have Lov at tænke over mit Tilbud,“ sagde Meyer og rejste sig. „Skal vi sige tre Dage?“

Da Hofskomageren var gaaet, kom Ellen langsomt hen og lagde sin Arm over Pelles Skulder. „Hvor er du en klog og dygtig Mand,“ sagde hun stille og legede med hans Haar — der var noget som lignede Afbigt i hendes Væsen. Tilbudet nævnede hun ikke med et Ord, men gav sig nynnende i Lag med sit Arbejde. Det var længe siden Pelle havde hørt hende synge; og Sangen gav ham en lys Følelse af at denne Gang vilde han sejre.

XX

Pelle førte ufortrødent Kampen videre, sloges med smaa Kaar og med Frafald og gik bare paa. Talrige Gange i Kampens Løb var han lige vidt, Meyer havde faaet et nyt Hold Arbejdere fra Udlandet, og han maatte begynde forfra: bearbejde dem saa de rejste igen, eller gøre dem umulige blandt Husbeboerne saa de maatte fortrække. Eftervinteren var haard og kom Meyer til Hjælp. Han gav god Arbejdsløn nu, og havde faaet skrabet sig et Sjak Løsgængere sammen; en Overgang saa det ud som han skulde faa sin Forretning i Vejret igen. Men Pelle havde blot ladt Løsgængerne i Ro af Mangel paa Tid; nu hjemsøgte han dem og kom med mere Avtoritet end sidst. Der gik allerede Ord af hans Vilje, de fleste overgav sig paa Forhaand. „Ham kan ingen Djævel staa sig mod!“ sagde de.

Han vaklede ikke i sin Tro paa Sejren og gik paa og paa, filosoferede ikke frem paa den anden Side Resultatet men satte alle Ævner ind paa at naa det. Stærke Kræfter var oppe i ham og førte ham den lige Vej. Foreningsfællerne fulgte ham villigt, og paalagde sig de Savn Affolkningen medførte. Han havde deres Tillid, og de syntes i Grunden det var en herlig Spas denne Bytten Gaarde, hvor de for én Gangs Skyld vendte Trykket tilbage mod Udgangspunktet. De havde beskt prøvet, hvad det vilde sige at rende forgæves, tigge om Arbejdet, tigge og trættes om Tilgodehavendet — være de smaa. Det var morsomt at bytte Rollerne! Nu legede Musene med Katten og morede sig godt, skønt dens Klør nu og da sved til dem.

Pelle følte Tilliden Mand og Mand imellem, ved den Villighed hvormed de fulgte ham, som var han kun Udtrykket for deres eget Sindelag. Og naar han stod paa Generalforsamlinger og Møder for at aflægge Beretning eller agitere, og Kammeraternes Bifald slog ham i Møde, mærkede han, hvorledes stærke Kræfter forenede sig i ham. Han var som Skibets Vædder, hele Styrken stødte fremad i ham. Han begyndte at finde sig til Rette som Udtryk for noget større; der var et Formaal med ham.

Den Pelle, der saa klogt og roligt havde forhandlet med Meyer, og rammet ud hvad han vilde uden et ondt Ord, var ikke den almindelige! Et større Væsen arbejdede i ham, mere ansvarligt end han selv ævnede det! Og han gik sig selv efter for at tilegne sig det bevidst; han følte at der var Kræfter dér.

Dette højere havde mystisk Sammenhæng med saa meget; helt tilbage til sin tidligste Barndom kunde han følge det som et rigt Løfte. Saa mange havde ogsaa uvilkaarlig ventet sig noget af ham; han havde blot lyttet forundret til dem, nu blev det en Profeti.

Han blev mere nøjeregnende med Ord i sit personlige Forhold, nu da deres ubegrænsede Rækkevidde havde aabenbaret sig for ham. Men i Agitationen faldt de stærkeste Ord ham naturligt, de kom som et Ekko af det grænseløse tomme Rum der laa bag ham. Han syslede med sin Personlighed; alt det han før sorgløst havde givet frit og ubehersket Spillerum, maatte nu helst ind og tjene Formaalet. Ogsaa sit Forhold til Ellen gik han efter, undskyldte hende og gjorde sig Umag for at forstaa hendes Fordringer til Lykke. Han var mild og god mod hende — men ubøjelig i det væsenlige.

Hofskomageren gjorde han sig ingen Samvittighed af. Han havde længe nok misbrugt sin Overmagt paa alle Omraader; ved sin store Forretning var han den der skabte og beherskede Tilstandene, de daarlige Vilkaar maatte føres tilbage til ham. Det var Sommer og Godtid for Arbejderne nu, og hans Forretning gik stærkt tilbage. Pelle forudsaa hans Fald og følte sig som en retfærdig Hævner.

Den aarelange Kamp tog hele hans Sind. Altid var han paa Færde, kom styrtende hjem til Arbejdet der laa og ventede, klarede det til Side som en rasende, og var afsted igen. Ellen og Lille Lasse saá han ikke meget til i denne Tid, de levede deres Liv uden for ham.

Han turde ikke slaa sig til Ro i den Kendsgærning at Sammenholdet nu var stærkt. Bestandig var han paa Færde for yderligere at stive af og underbygge; han vilde ikke falde for det uforudsete. Hans Utrættelighed smittede Kammeraterne, de blev ivrigere og ivrigere alt som Kampen trak ud. Den voksede for dem ved de Ofre den krævede, og ved Styrken i Modstanden; Meyer blev efterhaanden til en Kolos som enhver maatte vove sin Velfærd for at hugge ned. Der gik Hjem i Stykker ved det; men jo flere Ofre Kampen krævede, des sorgløsere syntes de at gaa til den. Og de jublede af Glæde, den Dag Kolossen faldt og begravede nogle af dem under sin Masse.

Sejren var uomtvistelig Pelles, Skomagersvenden havde fældet Fagets største Arbejdsherre! De spurgte ikke om hvad det havde kostet, men bar hans Navn i Triumf. De raabte Hurra, naar han viste sig eller hans Navn nævnedes. Tidligere vilde det vel være gaaet ham til Hovedet, men nu fandt han Udfaldet ganske naturligt — som Udslag af en højere Vilje!

Allerede et Par Dage efter sammenkaldte han til Møde i Fagforeningen, fremlagde Udkast til en ny tidssvarende Priskurant og opfordrede til at tage en Kamp paa den netop nu. „Lejligheden kan aldrig være bedre,“ sagde han — „nu har de set hvad vi dur til! Og det var paa Spørgsmaalet om Priskuranten vi slog Meyer ned, derfor maa vi smede mens Jærnet er varmt!“

Han regnede med at Kammeraterne netop nu havde Krigshumør, trods alle de Savn Kampen havde paaført dem — og tog ikke fejl. Hans Forslag blev enstemmig vedtaget.

Nogen Lønkamp blev der ikke. Meyer løb nu rundt til Mestrene med Prøvekassen for et Læderfirma, Synet af den før saa mægtige Mand virkede nedstemmende. Mesterforeningen udpegede et Par Mestre til at forhandle med Fagforeningen om Lønforhøjelsen.

XXI

Det hændte tidt Pelle at han længtes tilbage mod det stille inderlige Samliv med Ellen og Lille Lasse, han følte vemodigt, at de levede inde i en lykkelig Verden og var i Færd med at indrette sig paa at undvære ham. „Naar du nu faar dette fra Haanden, skal du rigtig have det hyggeligt med dem igen,“ tænkte han.

Men det ene hang uløseligt sammen med det andet, af et Spørgsmaals Løsning fødtes et andet, Fattigmands Verden viste sig at være en indviklet Historie. Rygtet om hans lykkelige Haand som Organisator bredte sig udover, overalt arbejdedes der for Sammenslutningstanken, de mange begyndte at rette Øjnene paa ham i Forventning.

Jævnlig kom der Arbejdere til ham og bad ham være dem behjælpelig med at danne Organisation — ingen havde saa godt Greb paa det som han. Saa sammenkaldte de til Møde, og Pelle lagde Sagerne frem for dem. Der var kommet noget af det store Sving i hans Tale, men de forstod ham godt. „Han taler, saa Ørerne klør paa én,“ sagde de til hinanden. Der blev saa valgt Tillidsmænd, og Pelle satte dem ind i den praktiske Side af Sagen.

„Men I maa ofre Penge, saa I faar en Kasse,“ sagde han bestandig — „uden Penge ævner vi ingenting. Husk paa, det er selve Kapitalen vi slaas med.“

„Skal der anvendes Bøsser i Kampen?“ spurgte en enfoldig Arbejder engang.

„Ja Sparebøsser!“ svarede Pelle raskt.

Saa lo de og vendte de brøstfældige Lommer. De saá lidt paa Pengene, før de gav dem fra sig. „Skidt, det slaar jo aldrig til alligevel,“ sagde de saa.

„Der kommer nok den Dag da det slaar godt til — bare vi staar sammen,“ sagde Pelle fortrøstningsfuld.

Det var Fedtet der blev skrabet af deres Brød — han vidste det godt. Men det fik ikke hjælpe! Han var ikke selv saa godt stillet i denne Tid som en af dem.

Virksomheden førte ham udad i større og større Kredse, til han en Dag følte sig midt i Masserne. Deres Antal forbløffede ham ikke, han havde egenlig altid kendt det! Han voksede med Tilgangen og anlagde stadig større Maal paa Bevægelsen og sig selv.

I disse Tider foregik der en mærkværdig ydre Forandring med ham. Over hans Pande laa fremdeles de dybe Rynker der hos unge Mennesker plejer at tyde paa en mørk Barndom; de var det eneste bitre Vidnesbyrd om hvad han havde taget paa sig, og mindede om en ladet Sky. Ellers var han frisk nok, de daarlige Kaar kuede ham ikke; han levede i Samfølelsen og var næsten altid glad. Han fik runde Kinder som en Hornblæser, og udspilede Næsebor der understregede det fyrige; han forbrugte megen Luft og holdt altid Klæderne opknappet over Brystet. Gangen var rank og spændstig, hele Skikkelsen paagaaende. Naar han talte ved Møder, var der Slag i hans Ord, han blev ildrød i Hovedet og svedte. Noget af Rødmen blev staaende paa Ansigt og Hals, og der var bestandig en hidsig Klang i Kroppen paa ham. Naar han kom gaaende, virkede han som Forblæseren til en Kolonne.

De mange var hans Element. Der var meget som skulde samles under én Hat. Endnu manglede de fleste klar Forstaaelse, gammel Mistro dukkede pludselig op, der løb mange Tvivl løse mellem Masserne. Nogle troede blindt, andre sagde: Skidt, enten den ene eller den anden plukker os! Der skete ikke noget haandgribeligt stærkt som kunde falde enhver i Øjnene; de maatte støtte sig til Personen som den Blinde til Føreren, og forlangte at høre hans Stemme bestandig. Pelle blev deres Yndlingstaler. Han følte deres blinde Tillid løftende paa sig, og saá langt ud over Virvaret for dem. Han havde altid haft noget med Lykken at skaffe, han! nu øjnede han den tydeligt ude i Forlængelse af Fremmarsjen og tændte i dem med sin uimodstaaelige Ildfuldhed.

En Aften var han tilkaldt for at vække et sløvt Fag. Det var Renovationsarbejderne, og for at ægge deres Selvfølelse viste han dem, hvilken uhyre Magt de havde i deres foragtede Haandtering. Han gjorde det Tankeeksperiment at lade dem nedlægge Arbejdet, og udmalede med meget Humør Følgerne for den fine Verden. Det havde en overvældende Virkning paa Forsamlingen, man gloede paa hinanden som opdagede man først nu sig selv, og sad i én Latter. For at forfølge sin Virkning viste han, hvor afhængig den ene Virksomhed var af den anden, og lod Fag støtte Fag til Generalstrejken havde lagt sin lammende Haand over Byen. Det var en Fantasi! Pelle kendte intet til Bevægelsens Teorier, men Højtrykket i ham løftede Sløret for de yderste Konsekvenser. Arbejderne gik hjem, vaagne og forskrækkede over den forfærdelige Magt de laa inde med.

Der var noget i det som ikke tilfredsstillede ham selv, det var hans Natur at frembringe — ikke ødelægge! Hvis de Fattige bare vilde, kunde de tage det hele igen — havde Morten engang sagt; og de Ord var blevet ved at spøge i ham. Men han kunde ikke lide voldsomme Omvæltninger, og nu havde han jo fundet en god Vej uden om! Han følte sig overbevist om, at det ubrydelige Sammenhold var uimodstaaeligt og vilde omskabe Tilværelsen ad fredelig Vej.

Sine egne Fagfæller havde han jo svejset sammen, saa de nu stod Last og Brast med hinanden. Det var straks lidt naaet, men skulde der komme noget rigtigt ud af det, maatte Fagets Udøvere her arbejde sammen med dem i alle Landets andre Byer — og det var allerede saa smaat i Gang baade i hans eget og andre Fag. Men alle disse Forbund af lokale Fagforeninger burde igen gaa op i en mægtig Helhed, saa hele Landet blev som én Tanke! I andre Lande foregik jo det samme som her, og hvorfor saa ikke som Slutstén samle alle Landene i én stor Samvirken?

Inden Pelle vidste af det, havde han omspændt hele Jorden med sin Solidaritet. Han vidste nu at Elendigheden er international. At Almuen følte ens Jorden over, var han overbevist om.

Tankens Storhed gik ham ikke til Hovedet; den var groet naturligt ud af Linjerne i hans egen Organisation — det ene var som det andet. Men han blev ved at sysle med den, til den antog faste Former. Saa gik han til Svigerfaderen, der var Medlem af Partibestyrelsen, med sin Plan, og blev gennem ham opfordret til at komme og forelægge den for Hovedledelsen.

Pelle var vant til at tale nu, men havde alligevel Feber da han stod over for Bevægelsens stærke Hjærte. Hans Ord kunde tage de mange; men vilde det lykkes ham at vinde disse prøvede Mænd, der stod styrende bag det hele mens de stilfærdigt passede deres Haandtering? Han følte Dagen som den betydningsfuldeste i sit Liv.

Det var Mænd med et sindigere Temperament end hans. De sad ubevægelige og hørte efter med halv lukkede Øjne; hans stærke Ord vakte Antydningen af et Smil hos dem — dem var de nok ude over! Det var Haandværkere og Arbejdsmænd, der sled haardt for Udkommet hele Dagen lige som han selv; men flere af dem havde et betydeligt Selvstudium bag sig og maatte kaldes lærde Folk. Om Aftenen og Søndagen arbejdede de for Bevægelsen, lagde politiske Planer og sled sig ind i Regnskabsvæsen og stadig voksende Administration. De var blevet tunge af alt dette uvante, der hidtil havde været forbeholdt de andre Samfundsklasser og maatte tilegnes helt fra Bunden; Hovederne var graanede og furede.

Pelle følte at han endnu kun var ved Begyndelsen. Disse Mænd virkede paa ham som et mægtigt hemmeligt Raad; derude saa de ud som enhver ellers, men her ved det grønne Bord sad de og skabte den uhyre Konstruktion, som han blot var med til at genne Masserne ind i; Storpolitiken blev til her. Der var noget gudsforgaaent over det — som at se Myrer lægge Planer til at flytte et Bjærg; og her maatte han ind, skulde han opnaa at udrette noget rigtigt! Men her forlangte man andet end stærke Ord! Han neddæmpede uvilkaarlig sin Tone og gav sig til at tale rent sagligt.

Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad og saá jævntgrundende frem for sig. Tavsheden virkede paa ham som det uhyre tomme Rum og gjorde ham svimmel. Alt i ham laa udadvendt og sugede Styrke af Genlyden derude fra, fra de mange som havde skabt ham. Men her i det afgørende tav det hele og lod ham svæve — uden Holdepunkt af nogen Slags. Var hele den mægtige Plan for Samvirken da kun Taabelighed? eller var han en Klovn til at fremsætte den? Ingen svarede. Lederne spurgte ham roligt ud om Enkelthederne i hans Plan og tog den saa under Overvejelse.

Pelle gik og var i en forfærdelig Spænding. Han følte, at han havde rørt ved noget af det der bærer de store Afgørelser i sig, og trængte til en Bekræftelse paa at han havde faaet rigtig fat. I sin Vaande vendte han sig mod sig selv. Det laa ikke til ham at spørge indad, men her vilde ingen anden svare. Han maatte søge Anerkendelsen hos sig selv.

Det var første Gang Pelle for Alvor tyede til sit eget Jeg og erfarede, at der lod sig falde tilbage paa det i afgørende Øjeblikke. Men han holdt ikke af Ensomheden og gjorde det nødtvungent. Hjærtet sprang ubændigt i ham, da han fik Meddelelse om at Planen var kendt god. Der blev nedsat et Udvalg til at føre den ud, Pelle blev Medlem af det.

* * * * *

Lands-Sammenslutningen skabte med ét Slag en Hær af de mange Delinger og virkede tiltrækkende alene ved sin Masse. Det blev et stort og anstrængende Arbejde at ordne Skarerne der strømmede til som Vand strømmer til Havet — i Kraft af en Naturlov. Der vilde kræves et stort Feltherretalent til at opstille dem til det endelige Slag og føre dem i Ilden.

Pelle bares naturligt frem i første Række af det store Organisationsværk; hans Arbejde blev særlig det banebrydende, agitatoriske, ingen havde som han de manges Øre. Han havde faaet fast Værkstedsarbejde hos en af de større Mestre, der laa en Anerkendelse af Organisationen i det, og Lønforhøjelsen gjorde at han tjente nogenlunde. Han havde ikke noget imod at Arbejdet faldt ude, Tonen i Hjemmet havde tabt sin lyse Klang. Ellen var kærlig nok, men hun havde altid en Hensigt med det — og han lod sig ikke binde igen!

Naar han kom hjem, var det gærne for at indtage sit Maaltid, gøre sig i Stand og jage af Sted igen — til Møder og Forhandlingsudvalg. Far Lasse var der som Regel om Aftenen, og saá langt efter ham naar han saadan forlod Kvinde og Barn for at stryge ud paa Farten. Han begreb det ikke men vovede sig ikke til at sige noget — han havde stor Respekt for Pøjkens Forehavender. Den gamle og Ellen havde fundet hinanden og var som to røde Kør; der var stor Trøst i det.

Pelle gik frem i en Styrkerus ved Følelsen af de øgende Skarer. Han var som en Legemliggørelse af dem og hørte deres Fodslag gaa igen i sine Skridt; det var naturligt at Forholdene antog store Dimensioner. Han var et Produkt af gammel Kultur, men en Kultur, der altid havde holdt til paa Skyggesiden og var bygget paa tunge knappe Sætninger, som hver for sig rummede en Livssum af bitre Erfaringer. Trangen til Sol og Lys var bestandig blevet skubbet til Side og laa ophobet gennem umindelige Tider — til en uhyre Spænding! Nu brast det, og han tog svimlende Fart; hans Hjærne ravede højt oppe i en blændende Lystaage!

Men paa Bunden var han fremdeles den haandfaste Realist og havde Fødderne paa Jorden! De Slægtled han stod paa, havde Kulden avet og lært at holde sig til det nødvendige, de leverede ham af — enkel og lige til, uden noget Udstyr af Fiksfakserier. Fænomenerne i hans Verden virkede lige ud, en paagaaende Lugt omsatte sig ikke til en spøgelseagtig Banken paa Fortænderne. Virkning stammede i lige Linje fra Aarsag — men de forholdt sig ofte som den store Brand og Tændstikken. Her laa Styrken i hans Fantasi; paa dét var det, han med saa enkel Udrustning kunde omspænde det hele.

Bange for disse Massers Skæbne var han ikke; hvor han ikke kunde se frem, kom gammel Fatalisme ham til Hjælp. Hans Ord flammede lige fuldt og holdt Haabet oppe i de mange, der ikke selv saá Meningen med det hele og syntes, at Tallene nok blev større og større, men at man forøvrigt var lige vidt. Hvor han intet saá selv, var han som en Linse, der samlede Halvmørket og gav det igen som fuldt Lys.

Morten undgik han helst. Pelle havde jævnt opsuget alle Bevægelsens Teorier, de fyldte godt og behageligt ud i ham, og hvad kunde man opnaa mere end at have det hele med sig? Morten havde denne ufrugtbare Trang til at slaa Sindet ud af dets Sikkerhed; han hentede altid Ordene frem indefra, fra Steder hvor man aldrig havde været; og stillede sig op om Gudsrøsten i Biblen, der altid skulde stanse Folk i deres Forehavende! Pelle nærede Ærefrygt for hans egenartede Væsen der aldrig gik i Flok — og søgte uden om ham.

Men Tankerne løb ofte paa ham. Morten havde tændt det første Lys i det Kaos, Erfaringerne fra Pelles Fattigmandsverden laa hen i, og naar han stod over for noget afgørende, spurgte han uvilkaarlig efter, hvordan Morten vilde have handlet.

Undertiden traf de hinanden paa Møder, som var sat i Scene af Arbejderne selv og hvor de begge medvirkede. Morten havde ingen Respekt for de bestaaende Love og nok heller ikke for nye; han tog ikke ivrig Del i Partidannelsen og blev holdt lidt til en Side af de ledende. Men Menigmand stod han i nær Berøring med. Han virkede paa egen Haand, greb ind som ingen anden i det enkelte Tilfælde af Nød og Uret, og arbejdede paa at faa Folk til at tænke selv.

Og de holdt af ham. Pelle og de andre saá de op til, og gjorde med lysende Øjne Plads for dem; Morten stillede de sig smilende i Vejen for og vilde trykke hans Haand — han kunde næsten ikke arbejde sig op til Talerstolen. Hans blege Ansigt fyldte de andres med Glæde — Kvinder og Børn hang ved ham. Naar han gik gennem Fattiggaderne i sit tarvelige Tøj, smilede Konerne til ham. „Det er ham Mestersvenden, der er saa boglærd og god af sig,“ sagde de til hinanden. „Og nu har han solgt alle sine Bøger for at hjælpe et stakkels Barn!“ Saa gav de deres smaa et Skub. Og Børnene kom hen, tog ham i Haanden og fulgte ham til Enden af Gaden.

XXII

Naar Pelle engang imellem var ovre i _Arken_ for at se til de tre Søskende, rygtedes det hurtig rundt. „Pelle er her!“ lød det fra Svale til Svale, og de skyndte sig ud i Træværket for at nikke til ham og prøve at lokke ham ind med en Kaffetaar. Gamle Frandsen var flyttet; hun forsvandt dengang Ferdinand kom ud — ingen vidste hvorhen. Ellers var her ingen Forandring. Nogle Fabrikspiger stak af fra Huslejen ved Nattetid, og andre kom i Stedet; en og anden udslidt Fyr blev hentet frem fra de mørke Gange og baaret ud til Rustvognen — som altid. Paa _Arken_ mærkedes ingen Forandring.