Part 15

„Hvad kommer de andre mig ved,“ svarede Pelle. „Jeg holder ikke Hest.“

Hun sendte ham et taknemmeligt Blik — men syntes alligevel ikke om det.

Derude havde de herlige Timer. Lille Lasse fik Lov at kravle om som han vilde, og var et rent Vidunder til at tumle sig; han var som en ør Bjørneunge. „Jeg tror han kan mærke Jorden under sig,“ sagde Pelle som kendte sin egen Barndomsrus igen. „Det er alligevel skidt med de Kaserner derinde!“ Ellen saá uforstaaende paa ham.

De kom ikke af Pletten selv men havde nok i at ligge og more sig over Ungen; til han pludselig satte sig paa Halen og saá forundret paa dem — som opdagede han dem først nu. „Nu begynder han at tænke,“ sagde Pelle leende — „saa kan du godt tro han er sulten.“ Og Lille Lasse kravlede ganske rigtig hen til Moderen, stødte Haandbalgen mod hendes Bryst og sagde: Mam, mam! Pelle og Barnevognen maatte staa for, mens han blev fodret af.

Naar de kom hjem, var det Aften. Hvis Maatten var flyttet, havde der været nogen for at besøge dem; af dens Stilling kunde Ellen regne ud, hvem det var. Den stod paa Kant op ad Væggen.

„Det er din Onkel Tømrerens,“ sagde Pelle sagte; Lille Lasse hang sovende paa hans Arm, med Hovedet mod hans Skulder.

„Nej det er Kusine Annas,“ svarede Ellen og lukkede op. „Gudskelov vi ikke var hjemme, for saa havde vi faaet hele Redeligheden til Aftens. De spiser aldrig noget hjemme om Søndagen men ta’r lige en Sjat Kaffe; saa gaar de rundt og æder Familien ud af Huset.“

XVIII

Pelle tænkte ofte med Bekymring paa de tre forældreløse i _Arken_. De lærte ikke noget som kunde komme dem til Gode i Fremtiden, men havde nok at gøre med at slaa sig igennem. De daarlige Tider ramte dem ogsaa, især gennem Karls Fortjeneste; Folk kneb paa Drikkeskillingen. I disse Tider havde de aldrig mere end en Dags Forspring for Mangelen, det mindste Uheld satte den ind paa Livet af dem. Men de lod sig ikke mærke med det, var kun lidt mere alvorlige og stilfærdige end før. Han havde forhørt sig flere Steder for at skaffe Hjælp til dem, men det lod sig ikke gøre, uden at de med det samme blev revet fra hinanden. De der havde Magt til at hjælpe, vilde ogsaa skride ind mod den lille Arne; og det vilde være det værste der kunde overgaa Børnene.

Naar han kom derover, havde Marie altid fuldt op at fortælle og spørge om; han var endnu hendes eneste fortrolige og maatte høre paa hendes huslige Bekymringer og give Raad. Hun løb i Vejret og saá friskere ud end før, hans Nærværelse satte Glæde op i Øjnene paa hende og gav hende røde Kinder. Far Lasse holdt hun Lovtaler over i en rørt Tone, som var han et lille hjælpeløst Barn; men naar hun spurgte til Ellen, blinkede der lidt Skadefryd i hendes Øjne.

En Formiddag han sad hjemme og arbejdede og Ellen var ude med Barnet, ringede det. Han gik ud og lukkede op, der sad et Nummer af _Arbejderen_ i den lille Brevkasse, med Opfordring til at være Holder. Han aabnede ivrigt Bladet mens han satte sig ved Disken igen; en underlig Tilbøjlighed i ham fik ham til altid at løbe Ulykkestilfældene igennem først.

Det gav et Stød i ham. Øverst i Rubrikken stod om en fjortenaars Dreng, der arbejdede paa en Blikvarefabrik og havde faaet Fingrene skaaret af den højre Haand. En Anelse sagde ham, at det var hans smaa Venner Ulykken var slaaet ned paa; han smed en Trøje paa og løb over i _Arken_.

Marie kom ham urolig i Møde. „Kan du forstaa, hvad der er med Peter? han har ikke været hjemme i Nat!“ sagde hun bekymret. „Der er saa mange Drenge, der farter om paa Gaderne om Natten; men af den Slags har Peter aldrig været. Og jeg gik og holdt hans Mad varm lige til Midnat. Han er kanske faldet i daarligt Selskab, tænkte jeg.“

Pelle viste hende Avisen. Om lidt vilde _Arkens_ Beboere faa Øje paa Meddelelsen og komme busende med det, saa var det bedre han forberedte hende. „Men det er jo ikke sikkert,“ sagde han opmuntrende. „Maaske er det slet ikke ham.“

Marie brast i Graad: „Aa jo, det er ham! Jeg har saa tidt gaaet og gruet, naar han fortalte om de skarpe Knive som løber rundt mellem deres Fingre altid. Og de kan jo ikke tage sig rigtig i Agt heller, for det skal gaa hurtig fra Haanden, ellers faar de Afsked. Aa lille Peter, lille Peter dog!“ Hun var sunket ned paa Stolen og sad og vuggede over sit Skød som en ulykkelig Moder.

„Vær nu stor og fornuftig, Marie!“ sagde Pelle og lagde Haanden paa hendes Skulder. „Kanske er det slet ikke saa slemt; Aviserne overdriver altid. Nu skal jeg stikke ud og faa ham opsøgt.“

„Gaa først ud paa Fabrikken!“ raabte Marie og rejste sig energisk — „der ved de lettest noget. Men du maa endelig ikke sige hvor vi bor — hører du! Husk paa Skolegangen — og han har ikke meldt sig til Præsten for at blive konfirmeret. Vi kan blive straffede, hvis man opdager det.“

„Jeg skal nok tage mig i Agt!“ sagde Pelle og skyndte sig af Sted.

Ude paa Fabrikken fik han den Besked, at Peter var paa Hospitalet. Han løb derind og naaede lige at komme i Besøgstiden. Peter sad over Ende i Sengen med Haanden i Bind; den stumpede underlig forkrøblet i Bindet. Og i Drengens Ansigt havde Græmmelsen allerede traadt de dybe uudslettelige Spor, der saa trist kendetegner Arbejdets Invalider. Lemlæstelsens hele frygtelige Rækkevidde stod og grublede i hans Barneblik.

Han blev glad da han saá Pelle, og gjorde en uvilkaarlig Bevægelse med den højre Haand; saa tog han sig i det og rakte den venstre frem. „Nu skal man jo til at stikke paa Næven med Kejten,“ sagde han med et græmmet Smil — „det bliver underligt. Naar jeg endda bare kan bestille noget, for ellers —“ han gjorde en truende Bevægelse med Hovedet. „Jeg skal ikke have noget af at ligge Marie og Karl til Byrde hele mit Liv. Tror du jeg vil komme til at arbejde igen?“

„Vi skal nok finde paa noget,“ sagde Pelle — „der er ogsaa gode Mennesker til. Kanske hjælper en eller anden dig til at studere!“ Han vidste ikke selv, hvorfor han faldt netop paa den Tanke; han havde aldrig selv set noget saadant Tilfælde. Det var Barndommens Æventyrdrømme der fostrede hele den Forestillingskreds, næret af Læsebøgernes Anekdoter om fattige Drenge. Han stod over for det umulige og greb simpelthen efter det umulige.

Peter havde ingen Læsebøger bag sig. „Gode Folk!“ udbrød han og blæste haanligt — „de ejer jo aldrig noget! Og jeg kan ikke engang læse — hvordan skal man saa lære at studere? Karl kan, han har lært sig det af Skiltene paa Gaden naar han løb Bud — han skriver ogsaa! Og Hanne har lært Marie lidt. Men jeg har jo hele Tiden bare staaet paa Fabrikken.“ Han stirrede bittert ud for sig; det var trist at se saa hærget hans Ansigt var — helt indfaldent!

„Du skal nu ikke være bekymret alligevel,“ sagde Pelle fortrøstningsfuldt. „Vi finder nok noget.“

„Ja men ikke Fattigvæsenet — lad vær med at rende og tigge til mig,“ svarede Peter vredt. „Og Pelle,“ — han hviskede for at ingen paa Stuen skulde høre det — „her er ikke morsomt. I Nat laa der en gammel Mand og døde lige her ved Siden af mig; han døde af Kræft, og de stillede ikke en Gang et Skærmbrædt for. Hele Tiden laa han og gloede paa mig! Men om nogen Dage kan jeg nok slippe ud. Saa skal der betales — ellers gaar det for Fattighjælp og de giver sig til at snuse — jeg har stukket dem en Plade du! Kunde du ikke komme og løse mig ud? Marie har Huslejepenge liggende — dem kan du ta’e.“

Pelle lovede det og skyndte sig hjem til sit Arbejde. Ellen var hjemme — hun gik og saa forundret ud. Han satte hende ind i Sagerne. „En rigtig prægtig Gut er han,“ sagde han næsten grædefærdig. „Lidt for alvorlig af alt det Arbejde — og nu er han Krøbling. Et Barn kun og allerede Invalid for Arbejdet — det er forfærdeligt at tænke paa!“

Ellen kom hen og tog hans Hoved ind til sig, hun strøg ham dulmende hen over Haaret.

„Vi maa gøre noget for ham, Ellen!“ sagde han dumpt.

„Du er saa god Pelle — du hjalp jo gærne alle Mennesker. Men hvad kan vi? Sparepengene brugte vi jo til Barselhistorien.“

„Vi maa sælge en af Stumperne du — eller sætte noget ud!“

Hun saá forfærdet paa ham. „Pelle, vort Hjem! her er jo ikke mere end lige det nødvendige. Og som du elsker vore fattige Ting! Men hvis du synes, saa —! Du gør jo allerede noget for ham ved at ofre din Tid.“

Saa tav han. Hun bragte det flere Gange paa Tale som noget der maatte overvejes, men han svarede ikke. Hendes Tale pinte ham — enten handlede man eller tav!

Om Eftermiddagen gjorde han sig et Ærende i Byen og tog ud paa Fabrikken. Han henvendte sig paa Kontoret og fik Fabrikanten selv i Tale. Fabrikanten var ilde berørt af det passerede, men maatte gøre gældende at det udelukkende skyldtes Uforsigtighed. Han raadede Pelle til at faa en Indsamling i Gang blandt Fabrikkens Arbejdere, og aabnede selv Indsamlingen med et Beløb paa tyve Kroner. Desuden stillede han i Udsigt, at Peter som var en paalidelig Fyr, kunde faa Stillingen som Bud og Opkræver naar han kom sig.

Peter var godt lidt blandt sine Arbejdskammerater; der kom et pænt lille Beløb ind. Pelle betalte hans Hospitalsophold, og der blev saa meget til overs, at han kunde gaa hjemme og hvile ubekymret, til Haanden var lægt og han kunde tiltræde Pladsen som Fabrikkens Bud. Den lille Invalid var i helt godt Humør ved at vide Udkommet sikret; han anvendte Tiden til at drive om i Byen hvor der var Musik og lære sig de nye Melodier. „Det er den første Ferie jeg har haft, siden jeg kom paa Fabrikken,“ sagde han til Pelle.

Stillingen som Bud fik han ikke — der var kommet en anden i Vejen. Men han fik Lov til at gaa ind i sit gamle Arbejde igen! Resterne af den højre Haand kunde nok holde Blikpladen ned mod Bordet, og den venstre maatte øve sig i at føre den rundt mellem de roterende Knive. Det krævede bare Tid, og endnu lidt mere Aarvaagenhed.

* * * * *

Ulykken brændte sig ind i Pelles Sjæl og kaldte paa hans hvilende Harme! Tilfældet havde givet ham de tre forældreløse til Søskende, og han følte Peters Skæbne saa sviende, som havde den ramt ham selv. Skændigt var det, at Børn skulde friste Opholdet ved livsfarligt Arbejde for at holde sig et forsmædeligt Fattigvæsen fra Livet. Hvad var det for en Samfundsorden? Han følte en kvælende Trang til at slaa!

Byrden fra Dues Skæbne lagde sig igen over hans Ansigt, øget med dette ny; Ellens bløde Hænder kunde ikke stryge den bort. „Lad dog være med at se saa bister ud — du skræmmer jo Barnet,“ sagde hun og rakte Lille Lasse hen imod ham. Og Pelle forsøgte at le. Men det blev et grumt Smil.

Han følte ingen Trang til at lade Ellen se ind i sit blødende Sind, og talte med hende om ligegyldige Ting. Ellers sad han og saá sig ud, vaagent spejdende efter Tegnet. Følelsen af at være udvalgt til noget fyldte ham igen, han var vis paa at der var Bud under Vejs til ham.

Saa døde Formand Petersen, og han blev igen opfordret til at overtage Ledelsen af Fagforeningen.

„Hvad siger du til det?“ sagde han til Ellen, skønt Beslutningen var uigenkaldelig.

„Det maa du jo nærmest selv om,“ svarede hun forbeholdent. „Hvis du har nogen Fornøjelse af det, saa —“

„Det er ikke for min egen Skyld jeg gør det,“ sagde Pelle mørkt. „Jeg er jo ikke noget Kvindfolk.“

Han fortrød straks sine Ord og gik hen og kyssede hende. Hun havde Taarer i Øjnene og saá forundret paa ham.

XIX

Der var nok at tage fat paa. Løsgængerne maatte igen læmpes inden for Organisationen — læmpes eller tvinges; Pelle tog de nemmeste først og lod Tallene virke paa de andre. De helt stædige fik Lov at sejle deres egen Sø indtil videre; naar de var isolerede og godt afmærkede, kunde de ingen videre Fortræd gøre.

Han var godt udhvilt og gik helt metodisk til Værks. Følelsen af at have Kræfter nok til Vejs Ende gav ham en bred Ro, som indgød Tillid. Han forhastede sig ikke men tog det hele fra Bunden af; de egenlige Spørgsmaal lod han rolig ligge, til Betingelserne for at løse dem var til Stede. Han vidste fra sidst, at uden fast sammenbankede Rækker kunde der ingenting udrettes.

Det tog Resten af Sommeren. Saa stod Organisationen der og saa ud til at kunne staa for et Tryk; og det første Spørgsmaal var Priskuranten. Den var forældet og slet, tilbage næsten paa alle Punkter; Faget sukkede under de lave Satser, der ikke havde holdt Skridt med Udviklingen og Fordyrelsen af alle Ting. Men Pelle tog sin praktiske Sans fangen. Tidspunktet var ikke gunstigt for Krav om Lønforhøjelse. Organisationen kunde ikke give Kravet fornøden Vægt, men maatte foreløbig nøjes med at faa den gældende Priskurant respekteret. Flere af de større Mestre misligholdt den, skønt de havde været med til at indføre den. Det var navnlig galt med Hofskomager Meyer, han benyttede alle Udveje til at komme bag om de klareste Lønsatser.

Der indløb stadig Besværinger, og en Dag gik Pelle op til ham for at paatale Forholdet og komme til et Resultat. Han var klar til at tage en Kamp paa Spørgsmaalet om Priskurantens Ukrænkelighed, ellers kunde enhver jo give store Løfter og rende fra dem. Han ventede nærmest at Hofskomageren skulde vise ham Døren; det skete dog ikke, men Meyer behandlede ham med en Slags høflig Uforskammethed. Hadet til den gamle Fjende vaagnede paa ny i Pelle, han havde sin Nød med at styre sig. „De faar Blokade, hvis De ikke inden otte Dage ordner Dem med Deres Svende,“ sagde han truende.

Meyer lo spottende: „Ak saa? Ja Deres Blokade den kender vi jo. Men saa erklærer Mesterforeningen Lockout for hele Faget — hvad siger De til det? Saa bliver der godt Køb paa gamle Hatte!“

Pelle tav og trak sig tilbage, det var den eneste Maade han kunde bevare Koldblodigheden paa. Nu var dét sagt der skulde siges, og han var ingen Diplomat som kunde staa og smile roligt med en Djævel i Øjet.

Meyer fulgte ham bukkende til Døren: „Er der ellers noget jeg kan være Dem til Tjeneste med — Arbejde for Eksempel? Jeg kan godt bruge en Børnearbejder i denne Tid.“

Da Pelle kom ned paa Gaden, aandede han ud. Puh ha, det var haardt; nogle Grovheder og et Par paa Snuden havde været det naturligste Svar paa Mandens Uforskammethed. Naa, det var en Prøve for hans hidsige Sind, og nu var den bestaaet! Naar han holdt Mund kunde han altsaa beherske en Situation!

„Nu blokerer vi altsaa Meyer,“ tænkte han mens han gik ned ad Gaden. „Og hvad saa? Ja saa slaar han igen og laver Lockout. Kan vi holde til det? Ikke ret længe, men det kan Mestrene heller ikke — saa ruineres deres Forretninger. Men saa tager de Svende fra Udlandet — eller lader Arbejdet udføre uden for Pladsen hvis den Trafik kan stoppes; indfører Fabriksfodtøj i stor Stil og indfører Maskiner — hvad de allerede saa smaat er i Gang med!“

Pelle gik i Staa midt paa Gaden — dette her gik pinedød ikke! Han maatte passe paa, at han ikke gik hen og lavede Æggekage af hele Historien. Fik alle disse Ting først Indpas, saa var en hel Masse Mennesker gjort brødløse med det samme. Men Hofskomageren vilde han have Ram paa; der maatte gives et Middel til at lange den Blodsuger en Lussing saa det snærpede i hans Pengepung!

Næste Morgen kom han hen til Mester Beck som sædvanlig. Beck saá langt paa ham over Brillerne. „Jeg har ikke mere til Dem at bestille, Pelle,“ sagde han lavt.

„Hvad for noget?“ udbrød Pelle forskrækket. „Men vi har jo travlt, Mester!“

„Ja men jeg kan ikke beskæftige Dem længer. Det er ikke med min gode Vilje, jeg har altid været godt tilfreds med Dem; men Forholdene er nu engang saadan. Der er saa meget man maa tage i Betragtning; en Skomager kan ikke arbejde uden Materialer, og Kredit hos Læderhandleren kan man heller daarlig undvære.“ Mere vilde han ikke sige.

Men Pelle havde ogsaa forstaaet tilstrækkeligt. Som Formand for Mesterforeningen havde Meyer tvunget Beck til at afskedige ham — ved Truslen om at stoppe Kilderne for ham. Pelle blev ramt fordi han var i Spidsen for Organisationen — skønt den nu var anerkendt; det var et Indgreb i Foreningsretten. Og alligevel kunde det ikke paatales; man havde Lov at afskedige en Mand, naar man ikke havde Brug for ham længer. Meyer var en snedig Mand!

Pelle drev lidt slukøret om. Han havde ikke megen Lyst til at komme hjem til Ellen med den bedrøvelige Efterretning, og gik rundt til forskellige Mestre for at høre om Arbejde. Men saa snart de hørte hvem han var, kom de i Tanke om at der nok ikke var noget alligevel. Han mærkede at der var sat Kors ved ham.

Han maatte støtte sig til sit Hjemmearbejde, og se at støve mere op blandt Bekendtes Bekendte. Og ellers være parat Nat og Dag naar en Smaamester, som sad og nussede uden Hjælp, pludselig fik mere end han kunde overkomme.

Ellen tog Forholdene op som de var, og beklagede sig ikke. Men over for Aarsagen til dem øvede hun stum Modstand; Pelle fandt ikke Medhold hos hende i sin Kamp; hvad han dér havde for, maatte han gaa ene med. Det forrykkede ikke hans Kurs men satte snarere Stædighed op i ham. Der var en Side ved ham Ellens Væsen ikke kunde dække — naa ja, hun var jo et Kvindfolk som man bar over med! Han var god imod hende, og slog hende i sine Tanker mere sammen med Lille Lasse. Derved gjorde han sig fri af hendes Mening om alvorlige Sager — og følte sig mere Mand.

Takket være hans lille Formandsløn led de ikke Nød. Pelle holdt ellers ikke af det og havde mest Lyst til at give Afkald paa de Par Hundrede Kroner; der flød ikke Spor af Embedsmandsblod i hans Aarer, han begreb ikke rigtig, at man skulde have Vederlag for den Alménnytte man gjorde. Men nu kom de alligevel tilpas, og han havde andet at bestille end at gaa og gøre et Nummer ud af Smaating. Blokaden havde han opgivet, men hans Hjærne pønsede stadig paa Udveje til at faa Ram paa Hofskomageren; det sysselsatte ham Dag og Nat.

En Dag snublede hans Tanker over Meyers egen Taktik! Ganske uskyldigt havde man faaet ham puttet ud af Arbejdet — hvad om han bar sig ad paa samme Maade og i Stilhed pillede Hofskomagerens Folk fra ham? Meyer var Fagets onde Aand, han sad som en Tyran i Kraft af sin Overmagt og holdt det nede; det vilde ikke være saa umuligt at sætte Kors ved ham til Gengæld! Og Pelle havde ikke i Sinde at tage det saa nøje med Midlerne her.

Han drøftede det med Svigerfaderen, der igen havde faaet Tiltro til ham. Stolpe som var en gammel dreven Taktiker, raadede ham til ikke at holde noget Møde om Sagen, men ordne det hele paa Tomandshaand med hver enkelt, saa at der ikke blev noget at hænge sin Hat paa over for Fagforeningen. „Du har jo god Tid nu,“ sagde han. „Gaa først til de paalidelige, og gør dem begribeligt hvad for en Kumpan Meyer er; og tag først og fremmest hans bedste Folk fra ham, de daarlige har han ingen Gavn af at beholde. Du kan jo fyre op under Kammeraterne, naar du vil! gør det saa godt, at ingen kan være bekendt at gaa i deres Sted der forlader ham. Han maa stemples som den han er, Mand og Mand imellem.“

Pelle sparede sig ikke; han gik fra Fælle til Fælle, stærk og ildnende. Og hvad der havde vist sig umuligt for to tre Aar siden, lod sig udføre nu; Harmen mod Uretten havde bundfældet sig i Sindene.

Meyer havde haft for Skik at lade sine Arbejdere rende forgæves efter Arbejde — det var ikke helt lavet til, de maatte komme igen! Og naar de fik det udleveret, skulde det gærne være færdigt over Hals og Hoved. Der laa en Hensigt i det, det gjorde Folk ydmyge og medgørlige.

Men nu vendtes Forholdet om. Arbejderne kom ikke og afleverede presserende Arbejde til den Tid de havde lovet; han maatte sende Bud efter det og fik sine egne Ord igen: Det var ikke ganske færdigt, men de skulde se hvad de kunde gøre for ham! Han maatte rende sine egne Arbejdere paa Dørene for ikke at støde de fine Kunder. De første Tilfælde behandlede han over en Bank med Afsked, men det hjalp ikke; der var faret en Hovmodsdjævel i simple Skomagersvende, det saa ud som de vendte op og ned paa Begreberne Herre og Undergiven! Han maatte lade den haarde Haand fare og forsøge med gode Ord, Forretningen havde hele den fornemme Verden til Kundekreds og behøvede altid en Stab af Elitearbejdere. Men ikke engang Venlighed hjalp, bedst som han havde faaet fat i en god Svend, var han gaaet! Og naar han spurgte om Aarsagen, fik han altid det samme drilske Svar: de var kede af hans Arbejde. Han bød høj Arbejdsløn og indforskrev med stor Bekostning dygtige Folk ude fra; men Pelle holdt sig underrettet og søgte dem op. Naar de havde været nogle Dage under Paavirkning, rejste de hjem igen eller tog fat hos de andre Mestre, der fik mere at bestille efterhaanden som Meyers Forretning gik tilbage. De der kom paa Lageret fortalte, at han gik deroppe og rasede, skældte de uskyldige ud og jog dem ogsaa fra sig.

Meyer følte en Haand bag alt dette, han vilde have Mesterforeningen til at erklære Lockout. Men de andre Mestre vejrede et Træk i det fra hans Side; hans egen Forretning laa død, og saa vilde han stanse deres ogsaa. De havde maaske ikke noget egenlig mod den ny Tilstand; noget Grundlag for en Lockout kunde de i alt Fald ikke faa Øje paa.

Saa bekvemmede han sig til at skrive til Pelle og anmode ham om en Forhandling — for at faa Uroen i Faget hævet. Pelle der endnu ikke var stiv i Forhandlingskunsten, svarede saadan noget som, at man vilde blæse ham en lang Marsj. Han viste dog Svigerfaderen Svaret, før han afsendte det.

„Nej den gaar pinedød ikke!“ udbrød Stolpe. „Ser du min Dreng, det er Tonen det hele kommer an paa, naar man vil drive Fagpolitik! de Store ser svært paa Indpakningen! Saadan var jeg sku ogsaa til at begynde med — Sandheden frem og lige i Synet med den! Men den skar ikke —: man var for ubehøvlet, de kunde ikke forhandle med én. Saadan lidt pæn Løgnagtighed gør sig meget bedre! Naa ja, saa maa man være Diplomat og fange Ræv med Ræv. Tag og krads det ned, saa skal jeg give dig Opskriften. Altsaa —!“

Stolpe gik en Stund op og ned ad Gulvet og saa spekulativ ud; han var i Skjorteærmer og Tøfler og havde Tommelfingrene i Vestelommerne. „Er du klar Svigersøn? — Altsaa:

Til Formanden for Skomagernes Mesterforening, Hr. Hofskomager Meyer!

Idet jeg anerkender Modtagelsen af Deres meget ærede af Gaars Dato, skal jeg tillade mig at bemærke, at der mig bekendt hersker god Ro og ordnede Forhold overalt i Faget for Tiden. Saa at altsaa Grundlaget for en Forhandling savnes.

Paa Fagforeningens Vegne Ærbødigst Pelle.“

„Se det er noget med noget paa, hva’! det kunde sku selv Napoleon være bekendt at sætte Navn under. Og tilpas ondskabsfuldt er det,“ sagde Stolpe fornøjet. „Prent det nu lidt pænt — og saa en stor Konvolut.“

Pelle var helt imponeret af Skrivelsen, da han fik renskrevet den paa et stort Ark Papir; den lignede en Dagsbefaling fra Amtmand eller Borgmester derhjemme. Kun det ondskabsfulde i den havde han sine Tvivl om den Dag.

En Formiddag nogle Dage efter sad han hjemme og arbejdede. De mellemliggende Dage havde han været nødt til at tage Lossearbejde paa Havnen, nu sad han og forsaalede et Par Søstøvler for en Matros paa Kulskibet. Paa den anden Side af Disken sad Lille Lasse og pludrede og gjorde hans Bevægelser efter; hvergang Pelle slog en Pløk i, daskede Drengen paa Kanten af Disken med sin Rangle. Og Pelle lo til ham. Ellen gik ud og ind mellem Køkken og Stue, hun var alvorlig og tavs.

Det ringede. Hun jog til Kakkelovnen og rev noget Barnetøj ned, saa gik hun ud og lukkede op.

En mørk svær Herre i Spaserepels traadte bukkende ind, den høje Hat holdt han foran sig sammen med Handskerne og Stokken. Pelle vilde ikke tro sine egne Øjne — det var Hofskomageren. „Han kommer nok for at gøre op!“ tænkte han og belavede sig paa en Dyst. Han fik Hjærtebanken og noget sank pludselig i ham; gammel Underdanighed var ved at komme op og bemægtige sig ham. Men det varede kun et Øjeblik, saa var han igen sikker paa sig selv. Han bød roligt sin Gæst en Stol.