# Pelle Erobreren 3: Den store Kamp

## Part 14

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-3-den-store-kamp-76883/index.md

Tiden gled altfor hurtigt forbi; saa udelukkende de levede for deres eget, syntes de ikke engang de fik alting med. Og en Dag var det, som det hele skulde falde sammen om dem. Ellen laa i Sengen, hun vred sig og skreg som om en ond Aand havde taget Bolig i hende! Pelle stod bøjet over hende med et hjælpeløst Udtryk, og for Fodenden af Sengen sad Madam Blom; hun strikkede og læste i sin Avis som var der ingenting paa Færde. „Skrig kun, lille Madam“ sagde hun engang imellem naar der blev hende for stille — „det er det der skal til!“ Ellen saá hadsk paa hende og pressede trodsigt Læberne sammen, men i næste Øjeblik spærrede hun Munden vidt op og brølede vildt. Hun havde et Reb ned om Fodenden af Sengen, det trak hun i mens hun skreg. Saa faldt hun udmattet sammen. „Du stygge, stygge Dreng,“ hviskede hun med et svagt Smil. Pelle bøjede sig glad ned over hende, men hun stødte ham pludseligt bort, hendes skønne Legeme forskød sig, den forfærdelige Kamp rasede igen i hende. Med ét løste en spæd Stemme hende af og fyldte Hjemmet med en ny Tone. „En ny Mund at mætte,“ sagde Madam Blom og holdt den nyfødte op ved det ene Ben — det var en Dreng.

Pelle gik om rød i Hovedet og helt fortumlet, som var der hændt ham noget ingen anden havde oplevet Magen til. Han tog Mester Becks Arbejde hjem den første Tid, og passede selv Drengen om Natten. Hvert Øjeblik maatte han smide Arbejdet og ind til de to. „Det er storartet med dig, som saadan giver et Barn for et Kys,“ sagde han straalende — „og oven i Købet en Dreng! Sikken et Mandfolk der skal blive af ham.“

„Næ — er det en Dreng!“ sagde Familien. „I er ikke væk!“

„Det manglede bare!“ svarede Pelle vigtigt.

Den kvindelige Familie gjorde Nar ad ham, fordi han passede Barnet. „Sikken et Mandfolk — han la’e sig saamænd gærne i Barselseng,“ sagde de drillende.

„Det kunde være lige meget med det,“ brummede Stolpe. „Men han er lige ved at blive Idiot — det er meget værre. Og det gør én ondt at maatte sige det, men det er Tøsens Skyld! Nu har hun dog gaaet her al sin Tid og ikke hørt andet end hvad godt er. Men Fruentimmer er ligesom Katte, der hænger ikke noget ved dem.“

Pelle lo blot ad deres Stiklerier, han var ovenud lykkelig.

Nu kunde Lasse ellers finde Vej om til dem! Aldrig saa snart havde han faaet Melding om Begivenheden, før han mødte op som han gik og stod. Der var kommet et dristigt Sving over ham, han smed sin Kabuds paa Gulvet inden for Døren, og brasede ind i Sovekamret som vilde nogen holde ham tilbage. „Ak det lille Væsen! har én nu set Mage til Guds Engel!“ udbrød han og gav sig til at kvidre løs over Barnet, saa Ellen blev rød i Kinderne af Moderstolthed.

Hans Glæde over at være blevet Bedstefar kendte ingen Grænser. „Saa kom det jo, saa kom det jo!“ blev han ved at gentage. „Og jeg, som frygtede jeg skulde komme til at gaa i min Grav uden Stedfortræder! — Ak sikken en lille buttet Fanden! der er noget at begynde Tilværelsen med, dér! Han bliver sikkert Storborger han, du Pelle! vil du se saa trind han er! Kanske Købmand eller Fabrikant eller noget sligt! Den der kunde faa se ham i hans Magt og Vælde — men det lykkes nok ikke Gamle Lasse det.“ Lasse sukkede. „Ja ja, nu er han her saa, og som han ser paa én allerede! Kalurius tænker nok: Hvad er det for en runken og skrunken Mandsling, dér staar og hilser paa i sit gamle Tøj? Ja det er Lassefar det, du! se kun paa ham — han er kommet til sine Herligheder paa en ærlig Maade.“

Saa gik han hen til Pelle og famlede efter hans Haand: „Nej, det havde jeg ligegodt aldrig turdet haabe — hvor er han vakker, du Pøjke! Hvad mon han saa skal hedde?“ Lasse endte bestandig i det Spørgsmaal og saá ængsteligt paa Sønnen. Hans gamle Hoved dirrede lidt nu, naar der var noget oppe i ham.

„Han skal hedde Lasse Frederik efter sine to Bedstefædre,“ sagde Pelle en Dag.

Saa var den gamle glad, han gik ud og tog sig en lille Rus i den Anledning.

Han kom næsten daglig nu. Søndag Formiddag gjorde han sig omstændeligt i Stand, pudsede og børstede sig for at være saapas præsenterlig; og naar han kom forbi fra Arbejdet, hørte han op om Lille Lasse havde sovet godt. Han holdt Lovtaler over Ellen som kunde sætte saadan et lyst og vakkert Drengebarn til Verden, og hun blev helt indtaget i den gamle Mand for hans Glæde over Barnet. Hun betroede ham tilmed at sidde ved den lille, og Lasse var aldrig gladere, end naar de skulde ud og sendte Bud efter ham.

Saaledes virkede Lille Lasse straks ved sin Opdukken til at sprede Misforstaaelser, og Pelle velsignede ham. Det var dog en Pokkers lille Fyr allerede, førte han ikke en Dag Far Lasse og Ellen lige i Armene paa hinanden! Pelle fulgte Skridt for Skridt det lille Væsens Gang ind i Verden; han oplevede, at Drengens Blik første Gang viste vaagen Erkendelse ved at flytte sig efter en Genstand — og første Gang Haanden greb efter noget. „Ej ej, se til ham! nu begynder han og vil have Haand i Hanke med Tingene!“ raabte Pelle henrykt. Det var hans lyse Overskæg Knægten allerede var ude efter — jo han var tidligt med! Den lille Haand havde faaet godt fat og var næsten ikke til at lukke op; den havde smaa Gruber ved Fingrene og en dyb Fold om Haandleddet. Der var skam god Kraft i Ellens Mælk!

Morten saá de aldrig noget til mere; i Begyndelsen besøgte han dem men hørte saa op med at komme. De var saa optaget af hinanden dengang; og Ellens kolde Væsen havde maaske skræmt ham. Han kunde jo ikke vide, at det var hendes Maade at være paa over for alle! Pelle kunde aldrig finde en ledig Stund til at opsøge ham, men savnede ham tidt. „Kan du forstaa, hvad der er i Vejen?“ sagde han forundret til Ellen. „Vi har dog haft saa meget sammen, han og jeg. Mon jeg ikke skulde bryde overtvært og se ud til ham?“

Ellen svarede ikke paa det men kyssede ham blot. Hun vilde have ham for sig selv og omgav ham med sin Kærlighed; dens varme Aande gjorde ham lykkelig og veg. Bag om ham lukkede hendes Hjærte sig som en Mur; han følte det svagt men rørte ikke paa sig. Han havde det behageligt hvor han var.

Barnet bragte nye Udgifter, og Ellen havde nok at gøre, der blev ikke megen Tid til at hjælpe ham. Han maatte være godt om sig, for at de kunde holde sig den sløje Vinter fra Livet og sidde lunt inden Døre. Nogen Lejlighed til at stanse og tænke sig om var der ikke. Det var en Kendsgærning den daglige Tilværelse selv fastslog, at Smaakaarsfolk havde rigeligt at gøre med at passe deres eget — den behøvede ikke engang passere Bevidstheden!

Han havde ingen Tanker færdende derude mer; det var nærmest gammel Vane naar han under Frokostpavsen paa Værkstedet sad og kiggede i Madpapiret — gamle Eksemplarer af _Arbejderen_. Saa kunde det hænde, at han følte noget drage hen i Luften over sig som han ingen Del fik i — og løftede Hovedet med et lyttende Udtryk. Men Ellen kendte det fremmede der kom ind i hans Blik, og forstod at viske det ud med Kærtegn.

En Dag traf han Morten paa Gaden. Pelle blev glad, men i Mortens Blik var der et skeptisk Udtryk. „Hvorfor ser du aldrig ud til mig mere?“ sagde Pelle. „Jeg længes tidt efter dig men kan jo ikke saa godt slippe hjemme fra.“

„Jeg har faaet mig en Kærest — det tager jo alt andet.“

„Har du det?“ udbrød Pelle livligt. „Fortæl mig lidt om hende.“

„Aa der er ikke noget at fortælle,“ sagde Morten med et trist Smil. „Hun er saa pjaltet og forkommen at ingen anden vilde ha’e hende — saa tog jeg hende.“

„Det kunde forresten godt ligne dig!“ Pelle lo. „Men alvorligt talt — hvad er din Pige for en? — hvor bor hun?“

„Bor?“ Morten stirrede et Øjeblik uforstaaende paa ham. „Ja det har du i Grunden Ret i — naar man ved hvor Folk bor, har man det hele, Politiet gør ogsaa altid det Spørgsmaal.“

Pelle vidste ikke, om Morten talte underfundigt eller i god Tro — i Dag var han slet ikke til at blive klog paa. Hans blege Ansigt saá forpint ud, der var et underligt Glimt i Øjnene. „Man maa jo i al Fald bo et Sted i denne Vinterkulde,“ sagde han.

„Ja det har du Ret i, og hun her bor paa Fælleden — naar Betjenten ikke smider hende ud. Han er Vicevært for de ulykkelige, ser du! Der har jo nylig været Folketælling — lagde du Mærke til hvordan man gik frem? Man befalede, at alle skulde opgive hvor de boede en bestemt Nat. Men blev der lagt Mandtalslister ud til de husvilde mon? Nej alle de der holder til i Skure, paa Fælleden, i Nybygninger og Vognmændenes lukkede Møddingskuler — de har ikke noget Hjem og tæller altsaa ikke. Det er saa snildt ser du! de eksisterer slet ikke. Ellers fik man et hæsligt Tal ind paa Livet af sig — Tallet paa de Husvilde. Der er kun én her i Byen der kender det, en Gaardmissionær; og ham har jeg været ude med nogle Nætter; det var gruopvækkende det vi saá! Overalt hvor der er en Sprække, kniber de sig ind for Læ, inde under Jærntrapperne ligger de og fryser ihjæl. Vi fandt saadan én — en gammel Mand — og kaldte paa en Betjent; han stak sin røde Næse ned til Ligets Mund og sagde: Død af Druk! Det kommer der til at staa, hvor Beretningen skulde lyde paa: Sultet ihjæl! Det maa ikke hedde sig at nogen lider virkelig Nød i dette Land, forstaar du nok; her fryser ingen der vil røre sig, sulter nogen er det hans egen Skyld. Saadan maa det nødvendigvis hedde i et af Verdens mest oplyste Lande, man er blevet for kultiveret til at kunne have Nøden gaaende løs ved sin Side; det vilde ødelægge Nydelserne og indvirke paa Nattesøvnen. Altsaa maa man holde sig den fra Livet, afskaffe den er lidt vidtløftigt, men Politiet er jo dresseret til at jage den ind i Krogene. Gaa hen til Trangraven og se, hvad de bringer i Land hver eneste Dag i denne Tid — du har jo ikke saa langt derhen! Ulykkestilfælde, ikke sandt! Føret er jo glat, og Folk kommer for nær til Kajen! — Forleden Aften fødte en Kvinde i en aaben Port paa Nørrebrogade — i ti Graders Kulde. Folk som kom forbi var opbragte; det var uforsvarligt af hende at gaa ud i den Tilstand — hun kunde holde sig hjemme. Det faldt dem ikke ind, at hun ikke havde noget Hjem. Naa ja, men saa burde hun henvende sig til Politiet, det _skal_ tage sig af Folk! Hun skreg tvært imod, da vi puttede hende i Drosken. „Ikke til Fødselsstiftelsen!“ hvinede hun rædselsslagen — hun havde dog været der en Gang før. Hun maa ha’e haft Grunde for at foretrække Porten — lige som de andre der vælger Kanalerne for Fattiggaarden.“

Morten blev ved, hensigtsløst syntes det, som maatte han have Luft for en indvendig Lidelse. Pelle lyttede undrende til dette Udbrud af sønderreven Smærte, med en skamfuld Følelse af at han selv havde Fedt om Hjærtet. Elendigheden fik et eget levende, grumt Skær igen ved Mortens Tale.

„Hvorfor fortæller du mig alt det som om jeg var en Overklasser,“ sagde han. „Jeg kender det jo lige saa godt som du.“

„Og saa er det ikke engang Nødaar,“ blev Morten ved — „det er de normale Tilstande som de altid følger Aarstiden. I Gaar stjal en fattig Mand et Brød fra Disken hos os og rendte med det; nu skal han æreskændes for hele Livet. — Herregud at han vilde gøre sig til Tyv for saa lidt — sagde Mesters Madam — et Brød til 35 Øre! Er det ogsaa til at begribe — brændemærket hele sit Liv for en Humpel Brød?“

„Han sultede jo,“ sagde Pelle dumpt.

„Sultede? naturligvis! Men for mig er det Vanvid siger jeg dig — jeg fatter det ikke; og enhver anden synes det er saa nemt at forstaa. Hvorfor jeg fortæller dig det — spørger du, du ved jo det hele selv! Nej men du ved det ikke rigtigt alligevel — ellers maatte du spekulere dig gal paa det forfærdelige Vanvid i, at de to Ord Brød og Forbrydelse kan høre sammen! Er det da ikke forrykt at dé to Ender skal bøje sig mod hinanden og lukke Ringen om et Menneskeliv? At man overhovedet kan stjæle Brød — _Brød_ forstaar du! det burde ikke kunne stjæles — hvad har det med Tyveri at gøre at en spiser sig mæt? — Om Morgenen længe før seks møder de Fattige uden for vor Butik, og staar opstillet for at komme først til det gamle Brød som sælges for halv Pris. Politiet ordner dem i Rækker lige som ved Billethullet i Teatret, og nogle kommer allerede Kl. fire og staar to Timer i Kulden for at holde deres Plads. Men foruden dem der køber, er der altid mødt en Del endnu fattigere; de har ikke noget at købe for men staar alligevel og stirrer — som interesserede det dem meget at se de andre komme billigt til Brødet. De staar og venter paa Miraklet du, i Form af en Skive Brød! Man kan se det af den Maade deres Øjne følger hver af ens Bevægelser, med det samme desperate Haab som der er i Hundenes Blik, naar de staar omkring Slagtervognen og tigger til Himlen om at Slagteren maa tabe noget. De begriber ikke, at ikke et eller andet forbarmer sig over dem. Ikke vi Mennesker — du skulde se deres Overraskelse naar vi giver dem noget — men Tilfældet, Uheldet. Herregud, Brød er saa billigt — det billigste af alt vigtigt paa denne Jord, og saa kan de ikke engang faa nok af det! I Morges stak jeg et Brød til en stakkels Kone, hun kyssede det og græd af Glæde. — Er det da til at holde ud tror du?“ Han stirrede paa Pelle, der lurede Vanvid i hans Blik.

„Du gør mig Uret, hvis du tror jeg ikke ogsaa føler det,“ sagde Pelle stille. „Men hvor er der nogen hurtig Vej ud af det? Vi maa være langmodige, organisere os og haabe paa Tiden. Tage os til Rette som de gør andre Steder dur vi ikke til.“

„Nej det er jo netop det! man ved vi ikke dur til det — derfor kan Retfærdigheden ikke trives. Folket faar kun hvad der tilkommer det, naar de Ledende ved, at det i værste Fald kan skaffe sig det selv.“

„Jeg tror ikke der kan komme noget godt ud af Oprør,“ sagde Pelle vaagent. Han følte igen den gamle Kampberedthed i sig.

„Det forstaar du dig ikke paa, naar du ikke har følt det i dig!“ svarede Morten hæftigt. „Revolution er Guds Røst som øver Ret og Skel, og kan ikke diskuteres. Hvis de Fattige rejste sig og tog sig til Rette, var det Guds Dom, og den omstødes nok ikke. Tiden har vel Lov at indhente sig selv, naar den er kommet i Baghaand paa saa alvorligt et Punkt; og det sker kun ved et Spring fremad. Men de rejser sig ikke, de er som fugtigt Krudt! Du har vel været nede i Jærnhandlerens Kælder under _Arken_ og set hans Lager af Klude og Ben og gammelt Jærnskrammel? Det er lutter Uhumskheder fra Lossepladsen, Ting Samfundet har fortæret én Gang og sendt derud. Han henter det ind igen, og nu kan de Fattige faa det til Købs. Han køber ogsaa Brødet af Soldaterne naar de skal paa Sold, og smider det ned i Snavsdyngen; det hedder sig det er til Hestefoder, men de Fattige køber det af ham og æder det. Lossepladsen er Fattigfolks Spisekammer — at sige naar Svinene har taget hvad de vil. Amagerbønderne feder deres Svin dér, og Sundhedskommissionen tænker paa at forbyde det; men Københavns Fattige har ingen Medlidenhed med.“

Pelle gøs. Der var noget dæmonisk ved Mortens forfærdelige Viden — Han vidste jo mere om _Arken_ end Pelle selv. „Har du da været nede i den modbydelige Kludekælder ogsaa?“ spurgte han. „Eller hvor ved du det fra?“

„Nej, men jeg ved det nu — det er jo min Forbandelse! Spørg selv, om de ikke koger Suppe paa de raadne Ben derude fra. — Og ikke engang Lossepladsens Giftstoffer kan tænde dem; de æder det og rækker efter mere. Jeg holder det ikke ud, hvis der ikke sker noget! Nu er du listet fra, og saadan gør enhver der skulde udrette noget — den ene efter den anden; fordi de er tilfreds, eller for at mele deres egen lille Kage. De der dur kniber ud, og der bliver kun Staklerne til Rest.“

„Jeg har ikke svigtet,“ sagde Pelle varmt. „Du skal faa at se at jeg ikke har.“

„Og er det underligt, om de bliver trætte,“ blev Morten ved. „Selv Gud mister Taalmodigheden med dem, der bliver ved at lade sig træde ned. Jeg drømte i Nat, at jeg hørte til dem der sulter. Jeg gik ned ad Gaden og var bedrøvet over min Tilstand, og saa mødte jeg Gud. Han var klædt som en gammel Kosakofficer og havde Knutten hængende om Halsen.

„Hjælp mig, kære Gud Fader!“ raabte jeg og faldt paa Knæ for ham. „Mine Brødre vil ikke.“

„Hvad fejler dig?“ sagde han — „og hvem er du?“

„Jeg er en af dit udvalgte Folk — de Fattige,“ svarede jeg. „Og jeg sulter.“

„Du sulter? og kommer og anklager dine Brødre som har lagt fuldt op af Madvarer frem til dig?“ sagde han forfærdelig opbragt og pegede paa alle de herlige Butikker. „Du hører ikke til mine udvalgte — pak dig!“ Og saa slog han mig med Knutten over Ryggen.“

Morten gik og hang og talte ikke mere; det syntes som han hverken saá eller hørte, han var faldet helt sammen. Pludselig drejede han af uden at sige Farvel.

Pelle gik hjem; han var ærgerlig over Mortens Hæftighed, som han følte var et Angreb paa ham. Han vidste med sig selv at han ikke var troløs; den Lykke det var at sætte Bo, burde ingen misunde ham. Han gik og blev gal i Hovedet — for første Gang i lange Tider. Her kom de og stak til ham, som havde gjort mere for Bevægelsen end de fleste — bare fordi han havde set paa sit eget en Stund. Inde i ham rørte noget ubændigt sig, han følte en pludselig Trang til at slaa til Side — komme ud i et rigtig haardt Tørn og ryste Hjemmevarmen af Kroppen.

Nede paa Kanalerne var man i Færd med at hugge Isen op for at hjælpe Vandet. Der var allerede Foraarsdrift i det, det førte Isstykkerne af Sted ud mod Havet med utrolig Langsomhed. „Det var i Grunden et Arbejde for dig,“ tænkte han undvigende. Han følte det egenlige bagved, men lod det ikke komme op i sig.

Saa snart han var inden for Døren, faldt han til Ro. Ellen sad ved Kakkelovnen og puslede Lille Lasse, der laa paa Maven over hendes Skød og sprællede.

„Her skal du bare se, saadan et sødt lille Franskbrød han har,“ sagde Ellen — „han er ikke Spor af hudløs!“

XVII

Fra sin Plads ved Vinduet kunde Pelle se ned over Kanalen med Børnehusbroen, hvor Fangerne laa paa Træflaaden og vaskede Uld. Han genkendte Ferdinands høje kraftige Skikkelse; lidt efter Jul havde man fanget ham i et underjordisk Gravkammer paa Assistens Kirkegaard, hvor han havde indrettet sig; Sneen forraadte hans Skjul. Og nu sad han her saa nær ved _Arken_ og sin Mor! engang imellem løftede han det kortklippede Hoved og saá derover ad.

Paa den anden Side Broen — opad Torvet — laa Pottemanden med sin Skude; han havde stablet Kajen fuld af Jydepotter, og Kristianshavns Madammer kom og slog Handel af. Og bagved ragede _Arkens_ Masse op.

Saa uhyre den var, virkede den ikke som nogen Kaserne, men laa der med sit vilkaarlige Præg af Landsby — af hundrede Landsbyer fejet sammen i en uredelig Dynge. Oprindelig kunde der have været en lille Bindingsværksrønne paa ét Stokværk, med Frontspids. Den havde saa givet sig til at yngle Storstad, sat sig af ved Knopskydning til alle Sider og opad helt kalejdoskopisk, til en vældig Klump med smaa Stumper Fasade, en Kile Tag, dybe Kroge og ludende Frontspidser mellem hinanden i et endeløst Virvar — helt op til femte Sals Højde over Midten. Deroppe svævede altid en blaa Dunstkreds og angav Skakten, det fælles Aandehul for _Arkens_ Mylder. Han kunde skelne Madam Frandsens Kvist med Røghatten deroppe; og længere nede, i en dyb Kløft som skar sig ind i Massen, genkendte han Hannes Vindu. Ellers kunde han ikke lokalisere ret mange af de smaa Vinduer, der stirrede ud som brustne Øjne. Selv Kulmanden der var Vicevært, vidste daarlig Rede paa _Arkens_ Krinkelkroge og Gange.

Han saá _Arkens_ Væsner rende frem og tilbage over Broen, sorgløse og med korteste Sigt; de var altid paa Færde i sidste Øjeblik og styrtede af Sted. Der var noget rørende over deres Glemsomhed, som Nøden havde fremkaldt; i _Arken_ skulde man først til at bjærge Føden, naar man havde sat sig til Bords og opdagede at der ingenting var.

Og ind imellem dem vandrede Arbejdere i Smaaflokke ind og ud over Broen; det taktfaste Traadd fra Nørrebro havde bredt sig herud ogsaa — som søgte det ham op.

Det gærede ikke længer vildt i Masserne, der var ved at komme én tung Vilje i Stedet. Af Forvirringen og det kaotiske Virvar dukkede nu Linjer frem, en fælles Bevidsthed var ved at bundfælde sig og blive til Retning. Paa en forunderlig Maade var Tusenderne faldet til Ro over det samme, og skred nu langsomt og sindigt frem under Sammenslutningstanken. For den der var mindre lydhør, kunde det se ud som der ingenting foregik — at de igen var faldet hen i Skæbnen; men Pelle vidste hvad der gik for sig. Han havde selv lagt Skulderen til, og var dulgt med i det hele igen.

Han tog glad mod Ellens fordoblede Kærlighed, og alt hvad han foretog sig, galdt hende og Barnet.

Men inde i ham gik Fodtrinene igen og lod sig ikke bringe til Tavshed; de var længere inde end han kunde naa. Det var som der pludselig var taget en Lyddæmper bort, enten han vilde eller ej, hørte han hvert Skridt af Vandringen derude.

De daarlige Tider fik dem til at færdes stille nok, men i det skjulte arbejdede det. De ny Ideer var ved at blive gængse, Bladet trængte sig ind i Hjemmene med dem, de lød fra Folkets Talerstole og ved Maaltiderne paa Arbejdspladserne — de smittede over Trappegangen fra Dør til Dør. Organisationer, der var dannet og gaaet i Stykker nogle Gange, dannedes igen — og denne Gang for at bestaa. Arbejdsherrerne bekæmpede dem men kunde ikke slaa dem ned; de var som en indre Lov i Massen — en Struktur hvorefter den _maatte_ lejre sig.

Man beskattede sig selv og stjal af sin Mad for at styrke Foreningskassen, i blind Overbevisning om at der nok skulde komme et eller andet vidunderligt ud af det. De Fattige bragte Formuer til Veje gennem Sult og Savn og Taarer, og havde til Gengæld den Tilfredsstillelse at de dog var rige gennem deres Organisation. Ved at slutte sig mange sammen smagte de Rigdommens Sødme; og taknemmelige som de var, betragtede de allerede dét som et Resultat. Velstandsfølelsen stillede dem over de uorganiserede, socialt følte de sig overlegne over dem; at gaa ind i Fagforeningen kom nu til at betyde en Oprykning i Samfundet. Det tog mange, og andre dreves ind ved den stærke Kontrol blandt Husbeboerne. De store Arbejderkaserner gennemtrængtes efterhaanden af Ideerne; de der ikke vilde slutte sig til dem maatte fortrække. De blev betragtede som et Slags Ross og maatte ty sammen i bestemte Kvarterer.

Nu vilde det ikke være umuligt at faa Fasthed i Organisationen og udrette noget for Faget — om der kom en rask Mand i Spidsen. Det at de fleste arbejdede hjemme paa Logi kunde ikke længer skjule dem — Bevægelsen havde Øjne alle Vegne. Pelle greb sig i at sidde og lægge Planer for Fagets Fremgang.

Han slog til det og rettede hele sit Sind mod Ellen og Barnet. Hvad havde han med fremmed Nød at skaffe, naar de to kunde behøve alle hans Ævner og Kræfter for at have det nødvendige? Han havde pintes nok under Trykket af Elendigheden — til ingen Nytte! og fundet sin Befrielse her, i et velsignet Virke, der var til at overkomme naar han ikke forsømte noget! Hvad skulde saa denne indvendige Manen til, som om han forbrød sig mod sin Pligt?

Han fik det til at tie ved sin Glæde over de to, men det kom underfundigt igen og spøgede ukendeligt i hans Sind.

Stundom kaldte noget paa ham bedst som han sad: Pelle, Pelle! — eller det bankede midt om Natten. Saa rejste han sig lydhør over Ende i Sengen, Ellen og Barnet sov trygt, han hørte Lille Lasses Aandedrag som bløde Fløjt. Han gik til Døren og lukkede op, rystede saa paa Hovedet af sig selv. Det var jo et Varsel; nogen af dem der stod ham nær maatte være stedt ilde!

I denne Tid kastede han sig med al sin Hæftighed over Samlivet med Ellen og Barnet; han levede saa stærkt med dem, som stod han foran et snarligt Opbrud. De havde anskaffet sig en Barnevogn paa Afbetaling, hver Søndag pakkede de Mad i Magasinet og trillede ud paa Udflugt, til Fællederne eller en Krohave i Byens Omegn hvor de spiste deres Mad og købte Kaffe. Ofte tog de Strandvejen fat og kørte helt ud til Skoven. Lasse Fredrik som Ellen kaldte ham, tronede i Vognen i al sin Stads og lignede en lille Afgud, Pelle og Ellen skiftedes til at køre ham. Ellen protesterede. „Det er ikke noget for en Mand at køre Barnevogn,“ sagde hun — „du ser heller ingen af de andre gøre det! De la’r pænt deres Koner slaas med Gumpekassen.“