# Pelle Erobreren 3: Den store Kamp

## Part 13

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-3-den-store-kamp-76883/index.md

„Vi ligger altsaa paa Taget og mikser — ham og mig, og hundekoldt var det. Han havde naturligvis krænget Tovet af sig; og bedst som vi ligger og sludrer er han væk. Saa for Pokker! raaber jeg til de andre — nu røg Badutspringeren igen! Og vi ned ad Trapperne i en Fart. Vi var jo ikke sat op til Narrestreger kan I nok begribe — men der laa ingen Albert Olsen paa Stenbroen. Hvor Fan blev Badutspringeren af? siger vi og glor dumt paa hinanden. Men saa kigger jeg tilfældigvis over efter en Kælderbeværtning, og der sidder han sku neden for Vinduet og vinker saadan med Pegefingren op for Øjet, at vi skal komme ned og faa en Øl. Jeg blev saa knusende tørstig, sagde han bare — jeg havde ikke Tid til at følge Trappen!“

Badutspringeren var blevet god igen ved de andres Latter. „Kan I gi’e en Øl?“ sagde han og rejste sig tungt. Han fik den og satte sig hen i en Krog.

Stolpe sad og legede med Kanarifuglen som ogsaa skulde have sin Del af Gildet. Den sad oppe paa hans røde Øre og pillede ham i Haaret, hoppede saa langs hans Arm ned paa Bordet. Han spurgte hvert Øjeblik: „Hvad har Hansemand?“

„Piip!“ sagde Kanarifuglen hver Gang. Saa lo de alle: Hansemand har Pip!

„Nej, hvor er han klog, at han saadan kan svare,“ sagde Konerne.

„Klog — nej han er durkdreven er han! Engang havde vi købt en Hun til ham; for Mutter syntes det var Synd, at han ikke ogsaa skulde ha’e Kærligheden at føle. De giftede sig ogsaa meget pænt, og Madammen la’e to Æg; men da hun gav sig til at ruge paa dem, blev Hansemand sku gnaven i Ansigtet — han kaldte paa hende, at hun værsgod skulde komme med op paa Pinden. Det vilde hun ikke, og en Dag hun var henne og tog sig lidt Mad, hoppede han ned og vippede Æggene ud mellem Tremmerne. Han var skalusse — Raden! Jo Dyr er storartet kloge, det er kolossalt som saadan en lille Tingest kan regne den ud! Vil I nu bare se dér.“

Hansemand var hoppet hen over Bordet og var i Lag med Resterne af Kransekagen. Han sad paa Kanten af Fadet, og vippede veltilfreds med Halen mens han huggede i sig; pludselig lod han noget uartigt falde ned paa Dugen. „Naa da!“ udbrød Stolpe forskrækket — „det skulde bare været én anden én! Saa skulde I ha’e hørt Mutter bruge Mund.“

Gamle Lasse var ved at ryste sammen af Latter, saa lystige Kumpaner havde han aldrig været imellem før. „Dette her er jo lige som at komme midt op i en halv Snes af Bror Kalles Slags,“ hviskede han til Pelle. Pelle smilede blot fraværende. Ellen holdt hans Haand i sit Skød og sad og legede med Fingrene.

Der kom et Lykønskningstelegram til Pelle fra Fagforeningen; det bragte igen Samtalen ind paa alvorligere Omraader. Morten og Stolpe kom i Dispyt om Bevægelsen; Morten mente, den ikke tog nok Sigte paa den enkelte men lagde for megen Vægt paa Stemmemassen. Han mente Revolutionen skulde komme inde fra.

„Nej,“ sagde Stolpe — „det fører ikke til noget. Men kan vi sætte vore egne ind i Rigsdagen og faa Flertal, saa omdanner vi Samfundet efter vort Program. Og det er fuldt ud lovligt!“

„Ja men det drejer sig om Mad!“ sagde Morten stærkt. „Sultne Folk skal ikke sidde og øve sig i at blive Flertal — for mens Græsset gror, dør Koen! De skal tage selv; gør de ikke det, saa er der noget i Vejen med deres Selvfølelse — og saa maa man vække dem til Bevidsthed om deres eget Menneskeværd. Hvis der kom en Lov og forbød Fattigmand at indaande Luften, tror De saa han lod være med det? — han kunde simpelt hen ikke! Det er sørgeligt, at han kan gaa og se paa Mad og lade være at spise af den — der er noget i Vejen med hans Levedygtighed her! Og det benytter Samfundet sig af til hans Fortræd. — Hvad har den Fattige med Loven at gøre, han staar jo uden for det hele! En Mand maa ikke sulte sin Hest eller Hund, men Samfundet som forbyder ham det, sulter selv sine Arbejdere! Jeg tror, det hævner sig, at præke endnu mere Lovlydighed for Smaafolk; vi faar skidt Materiale til det ny Samfund engang.“

„Naa ja, det er vel ikke af Respekt for det kapitalistiske Samfunds Love vi øver os i Lovlydighed,“ sagde Stolpe lidt usikkert — „men af Hensyn til os selv. Gud hjælpe de Stakler der tager sig til Rette.“

„De holder dog Saaret friskt! — alle de andre der sulter i Stilhed, hvad udretter de? Det er bare for faa, saa man har Plads til dem i Fængslerne. Men hvis enhver der sulter, stak sin Arm gennem Butiksruden og tog selv — saa skulde man snart faa Madspørgsmaalet løst; man putter ikke den halve Nation i Fængsel. Nu er Sulten jo en Samfundsdyd mere, som man øver saa man sommetider dør af det — til Fordel for dem der sanker til Bunke. Brave Fattigper faar et Klap paa Skulderen, fordi han er saa lovtro — hvad behøver han mer?“

„Ja for Fanden, vist er det galt fat!“ udbrød Stolpe — „men det er jo netop derfor —. Nej De faar mig sku ikke med, min unge Ven! De er mig for rød. Den skær ikke! Nu har jeg været i Bevægelsen fra første Dag, og der er ingen der skal komme og sige, at Stolpe er bange for at vove Pelsen; men den Fason er jeg ikke med paa. Vi har holdt Retningen, og alt hvad vi har naaet fik vi paa den Konto.“

„Ja det er sandt,“ udbrød Madam Stolpe. „Naar jeg tænker paa den første Tid og saa nu, vil jeg slet ikke tro mig selv. Dengang kunde vi ikke begaa os — ikke engang blandt Folk af vor egen Stilling; de sjikanerede os paa alle Maader, og hadede Fatter fordi han ikke var samme Slags Drog som de selv, men tog sig af deres Sager. Hver Gang naar jeg kom ud af Køkkendøren, hang der en skidden Rak af en Karklud paa Haandtaget. Ogsaa værre Ting smurte de paa Døren — og hvem var det vel? Jeg sagde det ikke til Fatter, for saa var han blevet rasende og havde revet hele Huset ned for at faa fat paa den skyldige, han havde saamænd nok at slaas med endda. Men nu: Aa dér kommer Stolpe — Hurra for Stolpe! Ham maa man ha’e Respekt for, for han er Veteran!“

„Det kan være meget rigtigt,“ mumlede Albert Olsen — „men Skiferdækkeren kravler ligegodt højest.“ Han sad med sænket Hoved og saá ond ud af Øjnene.

„Vist kravler han højest,“ sagde Madammerne. „Der er jo heller ingen der siger andet.“

„Lad ham bare være,“ sagde Stolpe, „han har en lille én paa!“

„Saa skulde han saamænd gaa sig en Tur i Luften og ikke sidde og være ubehagelig,“ sagde Madam Stolpe bestemt.

Badutspringeren rejste sig besværligt. „Sa’e De en Tur i Luften, hva’ Madam? Ja for er der nogen der kan gaa i Luften, saa er det sku Albert Olsen. De storsnudede Murere, hvad kan de vel?“ Han stod med ludende Hoved og gav ondt af sig. „Ja ja, saa gaar vi en Tur i Luften — mig skal I ikke være Nar for.“ Han ravede ud ad Køkkendøren.

„Hvad skal han dog den Vej?“ udbrød Madam Stolpe forskrækket.

„Aa han skal vel bare ned i Gaarden og ha’e Kallunet vendt,“ sagde Otto. „Han er en brilliant Fyr, men han taaler ikke noget at drikke.“

Pelle havde siddet og ridset med Blyanten paa et Ark Papir, mens de andre diskuterede. Ellen hang over hans Skulder og saá paa ham; han havde hendes hede Aande i Øret, og smilte lykkeligt mens Blyanten arbejdede. Ellen tog Tegningen da han var færdig, og skubbede den hen ad Bordet til de andre; det var en tyk svedende Mand der trillede sin egen Mave foran sig paa en Bør. „Kapitalismen — naar vi andre nægter at gøre Tjeneste længer!“ stod der neden under. Tegningen gjorde megen Lykke. „Du er mig Pokker til Fyr du!“ sagde Stolpe. „Den sender jeg ind til Vittighedsbladet — jeg kender Redaktøren.“

„Ja han!“ udbrød Lasse stolt — „der er ikke den Ting han ikke kan. Bølen maa vide hvor han har det fra, for efter Faderen er det ikke.“ Saa lo de.

Tømrer Stolpes skikkelige Kone sad og saá forundret paa Tegningen, flyttede saa Blikket hen paa Pelles Fingre og tilbage igen. „Jeg kan forstaa at man kan sige noget morsomt med Munden,“ sagde hun — „men med Fingrene, det begriber jeg ikke. Og den Stakkel, som han maa slæbe paa sin Mave! Det er næsten værre endnu end dengang jeg gik med Viktor.“

„Fætter Viktor — det er hans den mindste der var saa knusende klog!“ sagde Otto forklarende og sendte Pelle et varskoende Blik.

„Ja han er rigtignok klog, skønt han ikke er mer end et halv Aar. Forleden Dag tog jeg ham med ned for at købe Mælk. Og siden vilde han saamænd ikke ha’e sin Mors det venstre Bryst; Knægten havde ved Gud set, at Kusken tappede skummet Mælk af den venstre Side af Vognen og sød af den højre. — Og en anden Gang —“

„Saa Mutter, lad du det nu være nok!“ sagde Tømrer Stolpe. „Kan du ikke se de sidder og holder dig for Trekant? Nu skulde man vel saa se at komme hjem.“ Han saa lidt stødt ud.

„Hvad, vil I allerede gaa?“ sagde Stolpe. „Ja Død og Pine, Klokken er jo blevet mange. Men vi maa ha’e en Sang først.“

„Snart dages det —“ foreslog Madam Stolpe anstrængt; hun var saa træt at hun nikkede.

Da man havde sunget Socialistmarsjen, brød man op. Lasse fik Lommerne stoppet fulde af Lækkerier til de tre forældreløse.

„Hvor er Badutspringeren henne?“ udbrød Otto pludselig.

„Han er maaske blevet syg nede i Gaarden,“ sagde Stolpe — „spring ned og se, Frederik!“ De havde helt glemt ham.

Frederik kom op og meldte, at Albert Olsen ikke var i Gaarden — og Porten var laaset. „Han skulde da vel ikke være gaaet op paa Taget?“ sagde én.

De gik op ad Køkkentrappen, Døren til Loftet stod aaben, et Tagvindu ligeledes. Otto smed Frakken og svang sig op gennem Vinduet. Helt henne paa Rygningen sad Badutspringeren og snorksov; han støttede Ryggen til Brandgavlens Kam der ragede en halv Alen op, lige bag ham var det bratte Dyb.

„Lad vær og raab!“ sagde Murer Stolpe dæmpet. „Og tag et ordenlig Tag i ham, før du vækker ham!“

Men Otto gik lige løs paa sin Makker. „Hallo Kammerat! det er Fyraften!“ raabte han.

„Javel,“ svarede Badutspringeren og kom paa Benene. Han stod lidt og svajede over Afgrunden, saa foretrak han Retningen over Taget, fulgte i Hælene paa Otto og krøb ned gennem Vinduet.

„Hvad Fanden har du bestilt?“ spurgte Stolpe leende. „Har du væ’t paa Arbejde?“

„Jeg var bare lidt oppe og trække frisk Luft. Har I en Øl? Men hvad er den a’ — gaar man allerede hjem?“

„Ja du har siddet deroppe to Timer og kigget Stjærner,“ sagde Otto.

Alle Gæsterne var gaaet, Lasse og det unge Par stod og ventede for at sige Farvel. Madam Stolpe gik med Taarer i Øjnene og bandt Ellen ind. „Pas nu paa Nattekulden!“ sagde hun tykt og blev ved at staa og nikke ned efter dem, med blændede Øjne.

„Saa! der er jo ikke noget at staa og vande Høns efter,“ sagde Murer Stolpe og førte hende ind. „Tag du nu og list i Seng, saa skal jeg nok visse Badutspringeren i Søvn. Tak for i Dag Mutter!“

XVI

Pelle havde sin Disk staaende ud fra den smalle Pille mellem Stuens to Vinduer; man kunde lige knibe sig mellem Enden af Disken og det runde Bord som stod midt paa Gulvet. Paa Hovedvæggen stod en egetræsmalet Buffet som var Ellens Stolthed, og lige over for paa den modsatte Væg stod hendes Ungpigekomode med Spejlet over og hvid Hedebodug paa. Paa Komoden stod et poleret Syskrin, et Par Fotografier og nogle Nipsgenstande; med sit hvide Klæde lignede den et lille Alter.

Pelle var kun hos Mester Beck hveranden Dag, den øvrige Tid sad han hjemme og agerede Smaamester. Han havde mange Bekendte herude, lutter Fattigfolk som sled deres Skotøj ind til Strømpen, før de lod det gøre i Stand; men der kunde dog holdes en Dagløn paa det. Fra Ellens Familie og deres Omgangskreds fik han ogsaa Arbejde. Det var en anden Slags Folk; selv om de kunde sidde haardt i det, bevarede de altid Skinnet og optraadte med en vis Flothed. Deres smalle Steder beholdt de for sig selv.

Han kunde sagtens have fundet Svendearbejde nok, men holdt af denne Ordning der gav Grundlaget for noget selvstændigt; der var mere Fremtid i den. Der var ogsaa en egen Klang i Arbejdet med Hjemmet som Baggrund; det gav grødefuld Varme i Sindet at lade Blikket glide fra Arbejdet ind i Stuen, hvor Tingene stod saa fortroligt og bredte Hygge om sig som havde de altid hørt sammen. Naar Morgensolen faldt ind, lo det hele; og midt i det gik Ellen nynnende og havde travlt. Hun trængte til at være i hans Nærhed bestandig, og var glad for hver Dag han tilbragte hjemme. Saa gjorde hun sit Arbejde i Køkkenet saa kort som muligt og sad inde hos ham; han maatte lære hende at stikke Lapper paa og afneje en Saal, og hun hjalp ham med Arbejdet.

„Nu er du Mester, og jeg er din Svend,“ sagde hun glad. Hun bjærgede ogsaa Kunder til ham, det var hendes Higen at beholde ham hjemme altid: „Jeg skal nok hjælpe dig alt det jeg kan! Og en Dag har du saa meget Arbejde, at du kan antage en Dreng — og siden en Svend.“ Saa tog han hende i sine Arme, og de arbejdede omkap og sang Viser.

Pelle var helt lykkelig og havde lagt alle Sorger og Byrder fra sig. Dette var hans Rede, hvor hver Pind og hvert Straa var mere værd end alt andet paa Jorden. Der var nok at gøre med at holde sammen paa den og fore den lidt blødt ud, og Pelle gik op i dette Arbejde med en Glæde som havde han først nu fundet sin egenlige Bestemmelse. Nu og da kom de tunge Dønninger ind til ham fra Massens Bevægelse og satte hans Sind i stærke Svingninger. Saa talte han ildfuldt op i stærk Indignation, eller hans Lykke gav ham lyse Syn som han udviklede for hende. Det blev Ellen der fik dét ogsaa! Hun hørte stolt paa ham; og under hendes forelskede Øjne dristede han sig frem i stærkere Udtryk og Billeder, end det egenlig laa til ham. Naar han endelig tav, blev hun ved at dvæle paa ham med sine mørke Øjne, der altid syntes at se noget i ham han ikke selv kendte.

„Hvad tænker du nu paa?“ spurgte Pelle, som gærne vilde have en Samtale i Gang om det der var oppe i ham. Der var ikke andre til for ham end Ellen, han trængte til at drøfte det ny netop med hende, og føle den vidunderlige Lykke ved at være to om dét ogsaa.

„Jeg tænker paa, hvor rød din Mund dog er naar du taler! — den længes vist efter Kys!“ svarede hun og fløj ham om Halsen.

Foreteelserne ude omkring interesserede hende ikke; hun kunde kun tale om sin Kærlighed og hvad der angik dem selv. Men den hæftige Stirren i hendes Blik gav Tilværelsen dyb Baggrund, helt gaadefuldt kunde den virke paa ham som en Lokken for ukendte Sider af hans Væsen. „Den Pelle hun ser, maa være en anden end den jeg kender,“ tænkte han lykkelig. Noget kønt og stærkt maatte det være, som holdt hende saa fast at hun led ved at fjærne sig blot et Øjeblik! — Naar hun saa havde stirret længe nok, knugede hun sig forvirret ind til ham og gemte sit Ansigt bort.

Uden at han mærkede det, ledte hun hans Kræfter tilbage og over paa hans eget. Han kunde arbejde for to, naar hun sad over for ham ved Disken og underholdt ham mens hun hjalp til. Pelle syntes egenlig deres lille Rede var ganske hyggelig, men Ellen havde Sindet fuldt af Planer til Forbedringer og Fremgang ogsaa dér. Til Forretningen hørte et borgerligt Hjem med bløde Møbler og mange Slags Ting, det byggede hun allerede paa. Hjemmet her, der for ham var som et kært Ansigt man overhovedet ikke tænker sig anderledes, var for hende noget foreløbigt — Ting der efterhaanden skulde erstattes af kønnere og bedre. Bag hendes hyggelige Snak om daglige Smaating aabnede der sig et stort Perspektiv; han maatte hænge i, skulde han svare til alt det hun ventede af ham!

Ellen var ikke den der forsømte sit Hus — der randt overhovedet ikke noget bort mellem Fingrene paa hende. Naar Pelle var paa Værksted, endevendte hun det hele, skurede og skrubbede, og havde noget godt til ham ved Maaltiderne. Om Aftenen var hun uden for Værkstedsdøren og ventede paa ham. Saa gik de en Tur langs Kanalen og over den grønne Vold hvor Børnene legede. Ellen hang tungt paa hans Arm. „Nej Pelle, som jeg har længtes efter dig i Dag!“ sagde hun dvælende. „Nu har jeg dig jo, og alligevel gør det helt ondt i mine Bryster; de ved ikke endnu at du er hos mig.“

„Skal vi ikke arbejde lidt i Aften — blot et Kvarter?“ sagde hun gærne naar de havde spist. „Des før bliver du Mester og kan tage dig det lidt behageligere.“ Pelle havde maaske mere Lyst til at gaa Aftentur med hende gennem Byen, eller tage ud et Sted og nyde Solnedgangen; men hendes mørke Øjne lukkede sig om ham.

Hun var fuld af Vilje i al sin Kærlighed — og altid var det ham det drejede sig om. Der var noget ved hendes Væsen, som udelukkede den Mulighed at hun tænkte paa sig selv. I Forhold til hende selv var alting hende ligegyldigt, det var kun sammen med ham hun ønskede — og for ham! Hun var uberørt og gavmild som ny Jord; Pelle havde vakt Kærligheden i hende — som en uophørlig Trang til at give. Han følte ydmygt, at alt hvad hun ejede bragte hun ham som Gave, og gjorde alt for at gengælde hendes Rundhaandethed.

Han havde afslaaet at overtage Ledelsen af Organisationen. Samlivet med Ellen og Opretholdelsen af det nystiftede Hjem lævnede ikke Tid til en anstrængende Virksomhed udad. Ellen blandede sig ikke i det, men naar han kom hjem og havde tilbragt sin Aften med Møder, var hun forgrædt. Der var en Svaghed i det han ikke forstod at møde paa anden Maade, saa blev han hjemme hos hende. Og han kom ikke til at savne noget, Ellen gav ham rigelig Erstatning. Hun forstod at lukke det lille Hjem om ham og gøre det til en Verden af rigt inderligt Liv. Større Lykke gaves ikke end at sætte sig som festligt Maal — en Porcelæns Urtepotte der kunde staa i Vinduet med Aspedistraen. Det tog en Uges Overlæg og Sparen; og naar de havde faaet den, gik de Arm i Arm over paa den anden Side Kanalen og skottede over til Vinduerne for at se Virkningen. Og saa dukkede noget nyt op — Brødmaskine, graveret Dørplade; hver Lørdag Aften betød en ny lille Erhværvelse.

_Arbejderen_ laa og blev ikke læst; naar Pelle lagde Arbejdet fra sig et Øjeblik for at kigge i den, var Ellen der og nappede ham i Øret med sine Læber — hans Fritid tilhørte hende. Og det var en dejlig Adspredelse i Arbejdet at lege sorgløst som to Hundehvalpe, dejligere end at slæbe paa Byrden af de manges trælse Kaar. Saa blev Bladet sagt af; Ellen fik Pengene hver Uge til sin Sparegris. Hun havde udset sig et Hjørne henne paa Torvegade, hvor de skulde have Butik og Værksted med tre-fire Svende — det sparede hun sammen til. Pelle maatte beundre hendes Klogskab, for det var et godt Strøg.

Efter Giftermaalet kom de ikke saa meget hos Svigerforældrene. Stolpe syntes at Pelle var i Færd med at løbe kold, og gjorde saa smaat Nar ad ham for at sætte Farten op i ham igen. Men saa blev Ellen vred og tørnede haardt sammen med ham — hun taalte ikke nogen Kritik over Pelle. De tog kun derud, naar Pelle foreslog det; hun selv syntes ikke at trænge til Slægten men blev helst hjemme. Ofte lod de som de ikke var hjemme, naar Familien ringede paa — for at have det for sig selv. Og om Søndagen tog de helst ud alene, til Dyrehaven eller Kongens Lyngby.

Lasse saá de ikke meget til. Ellen havde engang for alle indbudt ham til at komme og spise til Aften; men naar han kom hjem fra Arbejdet, var han for træt til at skifte Klæder og pudse sig, og Ellen var øm over sit lille Hjem. Han havde stor Respekt for hende, men følte sig ikke rigtig hjemme i hendes Stuer.

Han havde beholdt Pelles gamle Værelse og fik sin Kost og Forplejning hos de tre forældreløse. De holdt meget af ham, al deres pudsige Omsorg for det store Hittebarn Pelle havde de ført over paa den gamle Mand. Og her faldt den bedre til; Lasse var ved at blive Barn igen og trængte til at blive tullet lidt med. Han kunde lytte med stor Andagt til Maries Smaabekymringer, og Drengenes Fortællinger om hvad de oplevede; og svarede med Oplevelser fra sine Drengeaar eller ude fra Stenpladsen, dygtigt pralende for ikke at staa tilbage. Naar Pelle kom over for at faa Faderen med hjem, sad de fire gærne og havde et eller andet Børneværk for; de smaatrættedes om Fremgangsmaaden, for Lasse vilde jo være den klogeste. Den gamle undslog sig:

„Du faar ikke være vred, du Pøjke, fordi jeg forsømmer jer; men jeg er træt om Aftenen og gaar tidlig i Seng.“

„Saa kom over paa Søndag da — og spis Frokost med os. Saa tager vi ud bagefter!“

„Nej, paa Søndag har jeg noget for — et Stævnemøde du,“ sagde Lasse skælmsk for at undgaa videre Spørgsmaal. „Nyd I jer unge Lykke, den varer ikke bestandig!“

Hjælp vilde han aldrig tage imod. „Jeg tjener til Føden og lidt Klæder; meget behøver jeg ikke af nogen af Delene og er godt fornøjet. Du har vist ogsaa nok at gøre, du!“ svarede han bestandig.

Lasse var altid mild og venlig og lod fornøjet, men der laa et eget Slør over hans Øjne som sad der Skuffelse i hans Sind.

Og Pelle forstod det godt — det havde altid været den selvfølgeligste Sag, at Lasse skulde tilbringe sine gamle Dage ved hans Arne. I Barneaarenes Fremtidsdrømme saa forskellige de kunde være, var Far Lasse altid med og nød sin Alders Hvile til Tak for hvad han havde gjort. Saadan maatte det være, i ethvert Fattighjem derude paa Landet sad der en Gamling i Ovnkrogen — Børn er Alderdoms eneste Trøst for Fattigmand.

Det lod sig ikke indrette foreløbig, i deres to smaa Stuer var der ikke Plads. Ellen manglede sikkert ikke Hjærterum, hun tænkte ofte paa den gamle med et eller andet; men hendes hæftige Kærlighed tillod ikke Tredjemand at komme helt ind paa Livet af dem. Det var heller aldrig faldet hende ind med en Tanke; og Pelle følte, at hvis han overtalte hende til at tage Far Lasse i Huset, maatte det vidunderlige i deres Samliv dø. Saa rigt som han og hun levede fra Stund til Stund — det var en hellig Lykke som ikke kunde ofres men selv krævede alle Ofre! Deres Forhold var ikke den jævne praktiske Holden-af men selve den store Kærlighed — der ellers kun strøg hen over Fattigfolks Hverdag i skønne tragiske Sange om ulykkelige Elskende. Her til dem kom den selv — som et lysende Under!

Og nu var Ellen med Barn. Hendes Skikkelse blev fyldigere og blødere. Over for alle andre bevarede hun det fremmede, kolde i sit Væsen; men mod Pelle aabnede hun sig helt. Det lille Forbehold — der altid havde holdt til et Steds i hende, som var der noget ikke engang han kunde erobre — forsvandt; hendes Blik stirrede ikke ransagende længer men lagde sig hengivent til Hvile i hans. Der kom en forunderlig blød Ligevægt over hende — som havde hun nu taget hele sit i Besiddelse; og hun blev skønnere Dag for Dag.

Pelle følte sig stolt over at se hende udfolde sig saa rigt under hans Kærtegn. Han havde den samme Følelse af overvættes Gavmildhed, som Mulden pludselig kunde indgive ham i hans Barndom; hans Sind fyldtes af uendelig Ømhed. Der var en besnærende Magt i Ellens løfterige Hjælpeløshed; han ofrede gladelig hele Verden for at tjene hende og det hun bar saa vidunderligt paa.

Han stod selv op om Morgenen og gjorde i Stand og lavede Kaffe, inden han gik paa Arbejde; naar han kom hjem og Ellen havde skuret og skrubbet i Huset, blev han vred. Han fordoblede sig selv for at skaane hende, kneb paa Søvnen og var rastløst paa Færde; hans Ansigt havde et stillestaaende Præg af Lykke, der gav ham Udseende af at være indskrænket. Uden for de fire Vægge gik hans Tanker ikke, Ellens velsignede Skikkelse tog det hele.

Nyanskaffelserne hørte op, i det Sted gjorde Ellen besynderlige Indkøb af Lærred, Flonel og Lister. Der var hemmelige Samtaler mellem hende og Moderen, som Pelle holdtes udenfor; og naar de kom ud til Svigerforældrene, fik Madam Stolpe travlt med at rode i Skuffer og gav Ellen smaa Pakker med hjem.