Part 11

„Jeg tror nu ikke, det var nogle faa Vanskabninger han tænkte paa — nej det var alle os i Elendigheden! og Skavankerne passer godt nok paa os. Saadan forstod Prædikant Sort det ogsaa, og han var dog en from Guds Mand. Han gik og ventede paa Tusendaarsriget for de Fattige, og mente at Kristus var paa Jorden for at forberede dets Komme.“

Kvinderne sad fortabte og hørte efter med aaben Mund; de trak knap Vejret, Povl var faldet i Søvn paa Moderens Skød.

„Saa han skulde have gaaet og tænkt paa os stakkels Lus saa langt frem i Tiden!“ udbrød Mændene og saá til hinanden. „Men hvorfor har vi saa ikke faaet det lidt menneskeligt for længe siden da?“

„Ja det forstaar jeg heller ikke,“ svarede Pelle nølende. „Vi skulde kanske forsøge os frem til det rette — det tager jo Tid.“

„Jamen hæ —! Naar han ikke vilde _give_ os ordenlige Kaar saa —! Tage selv behøver man ingen Kristus til.“

Der var noget her Pelle heller ikke kunde klare, skønt det laa i ham som en levende Overbevisning. Man maatte selv erhværve sig sit — det var saa lysende klar en Ting, at han ikke begreb de var blinde for den; men hvorfor man maatte det, kunde han alligevel ikke forklare dem — alt det han brød sin Hjærne. „Men jeg kan fortælle jer en Historie,“ sagde han.

„Saa skal det være en med Spænd i!“ udbrød Karl, han kedede sig. „Det var meget bedre om Vinslev var her, han kan da hitte paa.“

„Aa ti du stille Knægt!“ sagde Marie vredt. „Pelle holder rigtige Taler — for hele Forsamlinger!“ sagde hun højtideligt nikkende til de andre. „Hvad hedder den?“

„Tudeper.“

„Ah, det er en med Per — saa er det et Æventyr. Hvad handler den om?“

„Det faar du jo at vide naar du hører den, mit Barn!“ sagde den gamle Vægter.

„Jamen saa kan man ikke glæde sig til, naar det rigtige kommer. Er det om én der drager ud i Verden?“

Handler om — Pelle betænkte sig lidt. „Den handler om Kristi Fødsel,“ svarede han raskt og blev rød i Hovedet over sin egen Dristighed. Men de andre saá skuffede ud, og satte sig til at stirre ned i Gulvet som om de var i Kirke.

Saa fortalte Pelle Historien om Tudeper, der fødtes i Sorg og Elendighed og voksede op til at blive stor og stærk og alles Hund. Den ynkeligste Ynk var det at høre om denne sværlemmede Tamp, der var saa fuld af Rædsel, at han blev vaad blot en Tøs tjattede lidt til ham — og ikke vidste anden Udvej af sin Kvide end Strikken. Hvilken Skam var det ikke, at han tjente sin Føde selv og dog var paa Sognet; ret som om der blev vist ham en Velgærning ved at sætte ham ud — naar han dog med sin Arbejdsvillighed kunde kommet an hvor som helst! Og helt uudholdeligt blev det, da han voksede til og fremdeles lod sig misbruge og hundse med af alle og enhver. Men saa pludselig sprængte han Fortryllelsen, slog sine Plageaander ned, og sprang frem i Dagen som den kækkeste af alle.

De aandede dybt ud efter det, Marie klappede i Hænderne. „Det var jo alligevel et Æventyr!“ raabte hun. Karl kastede sig over Peter og gav sig til at dænge ham, skønt den alvorlige Fyr var alt andet end en Tyran.

De snakkede i Munden paa hinanden, hver havde noget at sige om Tudeper. „Det var sku godt gjort,“ sagde Mændene. „Han tævede det hele igennem fra en Ende af — sikken en Krudtka’l! Naa, han havde jo Kræfterne — men alligevel! Men hvorfor Pokker gik han saa længe og fandt sig i alt det?“

„Ja det er jo lidt svært for os at begribe — vi som staar saa fast paa vor Ret,“ svarede Pelle leende.

„Tak, du er forresten god — den var godt langet ud!“ udbrød Glade Jakob. „Men har du Brug for en Næve, saa er min her!“ Han slog sin Haand i Pelles.

Lysene var forlængst brændt ned, de mærkede det ikke. Deres Øjne hang ved Pelle nu, søgende, med en egen Glans der kom og gik i lys Spørgen. Og pludselig faldt de over ham med Spørgsmaal! Der var nok at spørge om, en hel Verden fuld af Herligheder paastod han var deres, og nu skyndte de sig at tage den i Besiddelse. Selv den gamle Kludesamler lod sig rive med; det var altfor lokkende at tage sig en lille Rus, selv om der kanske kom en Hverdag bagefter.

Pelle stod stærk imellem dem og bekræftede Spørgsmaalene med et sikkert Smil; han vidste at det alt blev deres, selv om det ikke skete lige med det samme. Taalmodighed og Udholdenhed skulde der til, men det vilde de ikke kunne fatte nu. Naar de først havde taget Herlighederne i Besiddelse, vilde de vel vide at slaa et Slag for dem. Tvivl var der ikke i ham, han stod imellem dem som deres fremskudte Ævne, lykkeligt hvilende paa dybe Rødder.

XIII

Der steg en egen Lyd op nede fra _Arkens_ Bund, stolprende Jordtrin der drog over Stenbroen i altfor tungt Fodtøj. Alt Blodet jog Pelle til Hjærtet, han slængte Arbejdet fra sig og var i et Spring omme paa Svalen, vis paa at det bare var en forfængelig Drøm. Men dernede stod Lassefar lyslevende, og stirrede op gennem Træværket som vilde han ikke tro sit gamle Syn. Paa Ryggen havde han en Sæk med Skrammel.

„Halløj!“ raabte Pelle og tog Trapperne i lange Spring „Halløj!“

„Goddag Pøjke,“ sagde Lasse med en Stemme der rystede af Sindsbevægelse, og saá famlende paa Sønnen med sine vippeløse Øjne. „Ja her har du saa Far Lasse — om ellers du vil have’n. Men hvor kom du fra? mig synes du faldt ned fra Himlen.“

Pelle tog Sækken fra Faderen. „Kom nu med op du,“ sagde han — „du kan rolig betro dig til Trappen. Den er solidere end den ser ud til.“

„Saa ligner den jagu Lasse,“ svarede den gamle og trampede bagefter ham; Stropperne paa hans Halvstøvler stak lige ud til Siderne, han lignede i et og alt sig selv. For hver Afsats stansede han og gjorde sine Bemærkninger om Bislagene, Pelle maatte tysse paa ham. „Her snakker man ikke frit op om Tingene, det bliver let opfattet som Kritik,“ sagde han.

„Ja saa? ja man skal lære saa længe man lever. — Nej se, og her staar de og vasker oppe! — en hel Gaard skal det gøre det af for! — Av, ja jeg skal nok lade være at sige noget — og at de boede oven paa hinanden har jeg jo nok vidst. Men ikke kunde man tænke her var saa trangt om Pladsen, at de maa hænge Gaardrummet op uden for Køkkendøren, den ene over den anden. Det er jo som Fuglene der besørger alting paa en Pind! og jagu om det hele ikke braser ned en Dag!“

„Saa her bor du!“ udbrød han og saá sig skuffet om i det skraa Hummer. „Jeg har tidt undredes paa, hvordan du vel havde indrettet dig herovre. Jeg traf en Mand derhjemme for nogle Dage siden, som sagde at der allerede gik Ord af dig; men paa din Vaaning kan det ikke ses. Naa langt til Himlen har du i det mindste ikke.“

Pelle tav. Han var glad ved sin Knast og hele Tilværelsen nu, men Far Lasse blev ved at sætte Haab til ham om borgerlig Fremgang og føle sig beskæmmet. „Du har kanske bildt dig ind jeg boede i et af de kongelige Slotte?“ sagde han lidt bittert.

Men Lasse saá inderlig god paa ham og lagde begge Hænder op paa hans Skuldre. „Saa stor og svær du er blevet, Pøjke!“ sagde han beundrende. „Ja og her har du mig saa, men jeg kommer ikke for at ligge dig til Byrde. Nej men det blev saa trist efter det med Dues, at jeg tog af Sted uden at varsko dig. Saa kunde jeg ogsaa komme gratis med en Skipper.“

„Hvad er det med Dues?“ spurgte Pelle. „Da vel ikke noget galt.“

„Nej ved du ikke det? Jo han har lagt straffende Haand paa sin Kone, da han opdagede dét med Konsulen. Han var jo blind og gik bestandig og troede godt om hende — lige til han greb dem i Synden. Saa tog han Livet af hende og de Børn han og hun havde sammen, og gik til Øvrigheden og meldte sig. Men den yngste, som enhver kunde se var Konsulens, rørte han ikke. Ak ja, det er en trist Ulykke! Før han meldte sig, kom han op til mig, han trængte vel til en sidste Gang at være hos en, der mente ham det uden Svig. Jeg har kvalt Anna — sagde han saa snart han fik sig sat — det maatte saa være, der er ingen Sorg, der er ingen Sorg! De Børn der er mine, har jeg sørget redeligt for! — Ja ja, han havde sørget for dem Staklen! — Jeg vilde blot bede Farvel med dig du Lasse; nu er mit Liv forspildt, saa lykkelig jeg kunde været i min Nøjsomhed. Men Anna vilde jo til Vejrs; og der har jeg gaaet og taget min Fremgang af hendes Skændsel — uden at vide af det. Jeg vilde jo ikke andet end Fattigmands ringe Lykke — en god Kone og nogle Børn — og nu skal jeg i Slaveriet. Gudskelov Anna ikke oplever det! Hun var finere i det end vi andre, og maatte bedrage for at naa frem. — Saadan sad han og snakkede som en død, uden én saa meget som kunde mærke Følelse i ham. Og jeg turde ikke lade ham se, hvor syg i Sindet jeg var; han havde det jo bedst, saalænge Samvittigheden sov. — Dine Øjne løber i Vand Lasse — sagde han stille — du skulde bade dem med noget; Urin skal være godt! — Ja jeg skal love for de løb i Vand, herregud ja. Saa rejste han sig. Du har heller ikke meget at leve for længer du Lasse — sagde han og tog mig i Haanden — du bliver gammel nu! Men hils Pelle — han naar kanske frem!“

Pelle sad og lyttede trist i Sind til den tunge Beretning, men ved disse Ord kom han til at ryste. Han havde tidt nok hørt Klangen af denne Forventning til _hans_ Lykke og glædet sig ved den; den var jo kun et Ekko af Fortrøstningen i ham selv. Men nu lagde det sig over ham som en Byrde. Det var altid de segnende, der klamrede sig til hans Lykke; idet de sank, skød de deres Haab over paa ham. Det var en trist Maade Lykken havde at varsle paa; en forfærdelig tung Velsignelse lyste denne Dødsdømte over ham og hans Fremgang, idet han traadte op paa Skafottet. Han sad og stirrede ned uden et Livstegn, med rugende Udtryk; hans Sjæl frøs under en Anelse om overmenneskelige Byrder, og kastede et pludseligt Lys fremefter for ham: Aldrig kunde der være Tale om nogen Lykke for ham alene — det Æventyr var dødt! Han var hægtet til alle de andre og skulde staa fælles Lykke og fælles Skade med dem; derfor gav de forulykkede ham deres Velsignelse! Inde i sit Sind følte han Dues tunge Vandring, som var det ham selv der bar paa det forfærdelige. Og skøn Anna, som maatte stræbe bort over sine egne og træde dem i Støvet! — aldrig mer kunde han rive sig løs og blive helt glad som før! Han havde mødt megen Elendighed allerede, og var kommet til at hade dens Aarsag; men her slog Hadet ikke til. Dette var selve _den Store Sorg_!

„Ak ja,“ sukkede Lasse — „godt var det, at Bror Kalle ikke kom til at opleve alt det. Han sled sig op for sine Børn, og nu ligger han i Fattigjord til Tak. Albinus der farter om i Udlandet som Gøgler, var den eneste der havde Tanke for den Ting; men Pengene kom for sent, skønt han skikkede dem paa Telegraf. Har du nu hørt Mage til Tusendkunstner — at skikke Penge fra Engeland til Bornholm gennem en Telegraftraad; det er ligegodt fan til Akrobat! Naa, Bror Kalle kunde jo ogsaa et og andet Taskenspilleri, saa han har det ikke efter fremmede. Alfred lod slet ikke høre fra sig ved Jordefærden; han hører nu til de Fine og har afbrudt al Forbindelse med sin fattige Slægt. Man har valgt ham ind i forskellige Byhværv, og han er en ren Blodhund mod de Fattige — Frænde er jo Frænde værst. Men de Fine er nok ogsaa svært saa glade for ham.“

Pelle hørte kun lige den gamles Tale som et enstonigt Dryp. Due, Due! det godmodigste bedste Menneske han kendte — han som værgede Annas uægte Barn mod dets egen Mor, og holdt af det som af sine egne fordi det var værgeløst og trængte til det — han vandrede nu hen for at lægge sit Hoved paa Skafottet! Saa dyrt købte han sit Ønske om at faa et Par Heste og blive Vognmand. Heste og Vogne havde han taget paa Kredit og selv klaret Renter og Afdrag — Konsulen havde blot sagt god for ham. Og for den lille Opnaaelse vandrede han nu Forsmædelsens Vej! Skridtene blev ved at give Genlyd i Pelles Sind; han fattede ikke hvorledes han skulde bære det, og længtes efter sin tidligere Sløvhed.

Lasse snakkede sig hen over det, for ham var det Skæbne — tung og trist men som ikke kunde være anderledes. Gensynet havde ogsaa løsnet saa meget i ham, han var oprømt, alt hvad han saá var morsomt. Som man dog kunde finde paa at stuve Mennesker sammen herovre — som Sild i en Tønde! Og hjemme paa Bornholm laa der store Strækninger, hvor ikke et Menneske holdt til. Vinduet var han ikke dristig ved at nærme sig, han holdt sig forsigtigt et Stykke inde i Stuen og kiggede ud over Tagene. Det var ligegodt tosset! man kunde lige saa godt give sig til at tælle Aksene i en Kornmark som Husene her.

Pelle kaldte paa Marie som beskedent holdt sig inde hos sig selv. „Det er min Plejemor,“ sagde han og tog hende om Skulderen „— og det er saa Far Lasse, som du allerede siger du holder af. Kan du skaffe os nogen Frokost?“ Han gav hende Penge.

„Hun er vakker hun,“ sagde Lasse og gravede i sin Sæk — „hun skal ha en Skænk! — Her har du et rødt Æble,“ sagde han da hun kom tilbage — „Spis det, saa bliver du min Kærest.“ Marie smilede alvorligt og saá paa Pelle.

De laante Marskandiserskens Trækkevogn og kørte ned til Pæreskipperen efter Lasses Sager. Det meste havde han solgt for ikke at drage ud i Verden med for stor Oppakning; men en Seng med Sengeklæder og lidt andet havde han dog beholdt! „Saa har jeg jo Hilsener fra Sort og Marie Nielsen!“ sagde han.

Pelle blev rød. „Jeg skylder hende et Par Ord men har helt glemt det herovre; mit Portræt har jeg ogsaa halvvejs lovet hende. Nu faar jeg se at faa det til en Side.“

„Ja gør det,“ sagde Lasse. „Jeg ved ikke hvor nær I har staaet hinanden, men hun var en god Kvinde. Og de der sidder tilbage, føler Naget ved at være glemt — husk det!“

Allerede om Eftermiddagen hægede Lasse om sig og børstede sin Hovedbeklædning.

„Hvad nu?“ spurgte Pelle. „Du vil da ikke gaa ud alene?“

„Jeg vil ud og se lidt paa Staden,“ svarede Lasse selvfølgeligt. „Noget Arbejde har jeg i Sinde at søge mig, og kanske gaar jeg hen og titter lidt paa Kongen ogsaa! Du kan bare forklare mig, hvad Retning jeg skal holde.“

„Du maa hellere vente, til jeg kan følge med — du kaster dig bare hen.“

„Naa gør jeg det?“ svarede Lasse stødt. „Jeg fandt dog herhen alene, skulde jeg tro.“

„Jeg kan følge med den gamle Mand,“ sagde Marie.

„Ja følg du med den gamle Mand, saa skal ingen komme og sige, han har mistet Ungdommen,“ udbrød Lasse skæmtende og tog hende i Haanden. „Vi to skal vist blive gode Venner tror jeg.“

Henad Aften kom de igen. „Mennesker er her nok af,“ sagde Lasse pustende — „men Overflod paa Arbejde lader her ikke til at være. Jeg har spurgt paa baade det ene og det andet, men ingen vilde have mig. Naa det gir sig vel! Ellers kan jeg sætte en Pig i min Kæp og give mig til at samle Gadepapir op lige som de andre Gamlinge; det ved jeg da jeg duer til.“

„Men det faar du ikke Lov til,“ svarede Pelle hæftigt. „Min Far skal ikke gaa og være Gadesamler.“

„Ja ja — noget vil jeg have fat i — ellers rejser jeg hjem igen. Jeg vil ikke gaa løs og ledig og se paa at du slider.“

„Du kan godt trænge til at hvile dig og have det lidt rart paa dine gamle Dage Far — men det ordner sig nok!“

„Kst, hvile mig! Jeg skulde vel ligge paa Ryggen og lade mig made som et Spædebarn? Jeg tror ikke min Ryg holdt til det, du.“

De havde faaet Lasses Seng stillet op med Fodenden ind under Skraataget; der var lige Plads til den. Pelle var helt barnestemt da han gik i Seng; det var snart mange Aar siden han havde sovet i Rum sammen med Faderen. Men om Natten led han af onde Drømme, Dues forfærdelige Skæbne forfulgte ham i Søvne. Hans stærke godmodige Skikkelse blev ved at vandre og vandre i det endeløse Graa, dybt bøjet, med Hænderne lænkede paa Ryggen, en tung Jærnlænke om Halsen, og Øjnene i Jorden som søgte han selv Afgrunden. Pelle vaagnede ved, at Far Lasse stod over hans Seng og følte ham i Ansigtet lige som da han var Barn.

„Hvad er der Pøjke?“ spurgte den gamle bekymret. „Du er da vel ikke syg?“

XIV

Lasse holdt ikke af at sidde til Stads, og var ivrigt optaget af at farte om og søge Arbejde. Naar han talte med Pelle, holdt han gode Miner til slet Spil og saa fortrøstningsfuld ud; men Storstaden havde allerede skuffet ham. Han begreb ikke dette Virvar, og følte sig for gammel til at give sig i Kast med det og faa fat i Meningen — kanske var der heller ingen! Det saa nærmest ud som enhver rendte og gjorde Jagt efter sin egen Næsetip, uden at kere sig Spor om alle andre. Man hilste ikke engang naar man mødte Mennesker paa Gaden — Lasse begreb ikke det hele. „Jeg skulde blevet derhjemme,“ tænkte han tidt.

Og Pelle var der jo det ved at — — naa ja at han var oppe i alt sit eget altsaa! det var jo bare noget at rose en Mand for. Han løb til Møder og agiterede og havde travlt, Tankerne var i det bestandig, der var ikke rigtig Plads for en troskyldig Sludder saadan som i gamle Dage. Forlovet var han ogsaa blevet, og hvad Vækkelsen ikke tog, det tog Kæresten. Som den Knægt var vokset og havde forandret sig, legemligt og i sit Væsen! Lasse havde en Fornemmelse, som om han ikke naaede ham længer end til Bukselinningen. Svært alvorlig var han blevet og helt mandig; han saa ud som havde han allerede taget Tøjlerne over et eller andet; man skulde ikke se paa ham, at han var en simpel Skomagersvend. Der var Ansvar i Pøjken — kanske lidt for meget igen!

Marie fulgte ham gærne omkring, de var blevet gode Venner og havde nok at snakke om. Hun tog ham hen til Berlingerens Gaard; om Udhængstavlen var der fuldt af Arbejdssøgende, de fyldte Porten og stod i en lang Stime ned ad Gaden.

„Her kommer vi aldrig til,“ sagde Lasse mismodig, men Marie albuede dem frem; naar Folk gjorde Vrøvl, skældte hun ud. Lasse var helt forfærdet over den Mund Barnet kunde bruge; men det hjalp vældigt.

Marie læste Beskæftigelserne op, og Lasse gjorde højlydt sine Bemærkninger om hver af dem.

„Gaardmand — ja jeg har jo været det én Gang; men det gik skidt, saa det er vist ingen Anbefaling. Ellers har netop det været mit Livs Drøm om jeg saa tør sige — det er det herligste Virke Gud har skænket Mennesket!“ De omstaaende lo. Lasse saá uforstaaende paa dem, saa lo han med og slog overgivent med Hovedet. Han var med paa den værste.

„Hvad var det du sagde? Herskabskusk! Ja køre et Par Heste kan jeg vel, men jeg er vist ikke fin nok til Herskaberne — jeg er bange Næsen drypper!“ Han saá sig vigtigt om, som et Barn der bliver lagt Mærke til. „Men Bydreng — den var ikke uæffen, lad os notere os den. Det er ingen stor Kunst at være alles Hund! Portner — ja fy Fan! det er jo bare at sidde og titte arrigt ud af et Kældervindu. Dér maa vi hen og friste paa.“

De indprentede sig Adresserne til de kunde dem udenad, og trængte sig ud gennem Mængden. „Pokker til gammel grinagtig Fyr,“ sagde Folk og saá leende efter dem. — Lasse var helt kry. De gik fra Sted til Sted, men ingen havde Brug for ham. Folk smilede blot ad den gamle skrøbelige Skikkelse i de bredsnudede Støvler.

„De ler ad mig,“ sagde Lasse nedslaaet — „kanske fordi jeg ser noget bondsk ud. Men det maatte vel kunne overvindes.“

„Det er nok mere, fordi du er saa gammel og vil ha’e Arbejde,“ sagde Marie.

„Tro det skulde være derfor? Jeg er dog først lige naaet de syv Gange ti; og baade paa fædre og mødre Side er vi blevet nær de halvfems. Ja saa? Men kunde jeg bare faa Lov at komme an, skulde de vel faa at se at der er Slag i Gamle Lasse endnu! mangen ung Fyr skulde kanske sætte sig paa Enden af lutter Forundring. Men hvad er det for et Folkefærd, som staar saadan og hænger saa trist med Hænderne i Lommen?“

„Det er jo de Arbejdsløse. Her er skidt med Arbejde, og de siger det bliver værre endnu.“

„Og alle de som sloges om at komme til Avistavlen — var det ogsaa ledige Hænder?“

Marie nikkede.

„Men saa er det jo værre her end hjemme; der havde man dog altid Stenhuggeriet om ikke andet. — Og jeg som troede den gode Tid var ved at tage sin Begyndelse herovre.“

„Pelle siger at den skal nok komme,“ sagde Marie fortrøstningsfuld.

„Ja Pelle — han har godt ved at snakke. Han er ung og rask og har Tiden for sig.“

Lasse var i daarligt Humør, ingenting huede ham rigtig. For at glæde ham tog Marie ham hen at se paa Vagtparaden, det livede ham lidt op igen.

„Det er ligegodt nogle flotte Karle,“ sagde han — „hu ha som de fører sig! de er fine i Tøjet, men de ved det ogsaa selv. — Ja Kongens Krigskarl blev jeg jo aldrig. Jeg fremstillede mig til Optagelse, fordi jeg var ung og havde Mod paa noget; jeg var et rask Stykke Mandfolk dengang du! Men de vilde ikke have mig, min Krop duede ikke sagde de; jeg havde jo slidt vel meget som Barn. Det er nu noget de har sat sig i Hovedet, at man skal være saadan og saadan skabt — for at tækkes de fine Fruer vel. Ellers kunde jeg vel nok værge mit Land, jeg ogsaa.“

Nede ved Børsgraven var Stenbroen brudt op; et Hold Jordarbejdere var i Færd med at grave ud til Rørledninger. Lasse blev helt livlig og skyndte sig derhen.

„Dette var lige noget for mig,“ sagde han og stod og faldt i Drømme over Arbejdet; hvergang Arbejderne svang Hakken, gjorde hans gamle Hoved Bevægelsen med. Han rykkede nærmere og nærmere. „Hør du,“ sagde han til en af Arbejderne som pustede ud — „mon ikke man kunde faa fat her?“

Manden gloede længe paa ham. „Faa fat her?“ raabte han saa, mere henvendt til sine Kammerater end til Lasse, „— ja det kunde du vist li’ hva’? Her kommer I Udlændinge rendende fra Fyn og Middelfart og vil ta’e Brødet fra os Indfødte. Skrub du a hjem med dig, din jyske Rad!“ Han svang leende Hakken over Hovedet.

Lasse trak sig langsomt tilbage. „Han blev sku gal, han!“ sagde han mismodigt til Marie.

Om Aftenen skulde Pelle jo saa ud til alle sine Gøremaal, hvad det nu var. Travlt havde han, og alt det han virkede, blev Tilstanden ved at være lige daarlig. Det var nok ikke saadan at stemme op for Elendighedens Bæk!

„Men gaa du bare og tag Vare paa dit eget,“ sagde Lasse. „Jeg sidder saa og snakker lidt med Børnene — og saa gaar jeg i Seng. Jeg ved ikke — min Krop bliver gladere og gladere for Sengen, skønt jeg aldrig har haft Ord for at være doven. Det maa være Graven der minder. Og taale at gaa ledig kan jeg ikke, jeg er helt syg i Kroppen af det.“

Lasse plejede ellers ikke at snakke om Graven, men nu havde han sat noget af sin Fortrøstning til. „Byen er ogsaa saa stor og forstyrret,“ sagde han til Børnene. „Det Gran der er til Rest af én bliver borte mellem Hænderne paa én herinde.“

Han kunde meget bedre betro sig til dem om sine Bekymringer. Pelle var blevet saa stor og alvorlig at der ligefrem stod Respekt af ham. Man følte ingen rigtig Lyst til at ulejlige ham med sine Smaatterier.

Men hos Børnene fandt han Tonen uden videre, de sloges med Smaakravl lige som han selv og kunde fatte alle hans Genvordigheder. De gav ham gode praktiske Raad, og som Vederlag talte han Gammelmands Visdom til dem.

„Jeg ved ikke hvordan det er,“ sagde han, „men Storstaden gør mig songled og smaatosset i Hovedet. Bare det, at ingen kender mig og ser til den Side, hvor jeg gaar, tager Modet af Knæerne paa mig. Hjemme var der dog én og anden, som vendte Hovedet og sagde til sig selv: Se der gaar Gamle Lasse, nu skal han ned paa Havnen og hugge Sten; svært saa godt han holder ud! Der var ogsaa dem som nikkede til mig, og selv kendte jeg jo hverandet Menneske. Her løber det hele surr! jeg begriber ikke, hvor du Karl kan finde nogen Fortjeneste her?“

„Aa det er nemt nok!“ svarede Drengen. „Klokken seks om Morgenen skynder jeg mig til Grønttorvet; der er altid noget at bringe hjem for de Smaahandlende som jo ikke har Raad til at holde Ka’l. Naar Grønttorvet er forbi, bringer jeg Blomster i Byen for Gartnerne; men det er meget usikkert, for der faar jeg ikke andet end Drikkepengene. Ellers render jeg saadan rundt, hvor jeg kan tænke mig der er noget — ud paa Østerbro og paa Frederiksberg! Og jeg har ogsaa et Par faste Steder, hvor jeg er en Time hver Eftermiddag og bringer Varer ud. Der er altid noget, bare man farter dygtigt omkring.“

„Og det kan blive til en nogenlunde Fortjeneste hver Dag?“ sagde Lasse forundret. „Det ser mig noget utrygt ud. Du kan dog aldrig vide om Morgenen, om du har tjent noget inden Aften.“

„Han er saamænd meget flink,“ sagde Marie anerkendende. „Naar det er ordenlige Tider, kan han holde jævnt en Krone om Dagen.“